af Axel Dam
fra tidsskriftet RET, nr 12, 1917
også i Retsstaten, nr. 7, 1917

Når der har været afholdt foredrag om “retsstaten”, har tilhørerne gerne beklaget sig over, at de fik for lidt positivt at vide om retsstaten, idet det mest var angreb på og kritik af det bestående statsmaskineri. – Ja dette er ganske naturligt, eftersom retsstatens indførelse jo væsentlig kun  vil sige afskaffelsen af  en  mængde regereri og statsindgreb,  som  nu  florerer.

Der  er  dog  én  dybt indgribende positiv reform,  som  retsstaten  vil  medføre, nemlig statens overtagelse af monopolværdierne, særlig jordrenten. Den vil gennemføre det retfærdighedskrav at tilbagegive ethvert menneske dets medfødte ret til at være jordbeboer. Praktisk talt er vi nu alle grundbesiddernes slaver. Vi må betale en stadig voksende afgift til private medmennesker for tilladelsen til at have et sted på jorden, hvor vi kan sætte vore fødder, udføre vort arbejde eller hvile vort legeme. Og da en plads på jorden er en uomgængelig livsbetingelse, kan de, der sidder inde med monopolet på denne liv betingelse, tvinge os til at lade al den lønforhøjelse, det måtte lykkes os at opnå for vort arbejde, opsluges af jordrenten i form af stigende husleje, varefordyrelse af jordens produkter osv.

Da det offentlige afskaffede en broafgift, som engelske arbejdere daglig måtte betale for at gå over Themsen til deres arbejdsplads på den anden side, indkasserede de private grundejere straks denne profit ved at sætte arbejderboligernes husleje op med et tilsvarende beløb (se her: Churchill). Dette tilfælde er typisk. Ingen virkelig og holdbar forbedring af arbejdernes kår er mulig, så længe grundværdien er i private hænder. Det private eje af grundværdien er verdens moralske grundskade. Og det er ikke underligt, om mange i georgismen ser et universalmiddel mod al social uret. Det er i hvert fald en mindre overdrivelse end den overtro, at man under det private jordmonopols fortsatte beståen kan udrette noget som helst nævneværdigt for at skaffe arbejderen retfærdige arbejdsvilkår, dvs. sådanne, der tillader ham selv at beholde den del af værdierne, der skyldes hans arbejde.

Den, som ikke har indset det uretfærdige i, at det ene menneske til sin private lomme indkasserer entre fra et andet menneske for adgang til arbejdets naturlige råmateriale, kan overhovedet ikke have gjort sig nogen som helst tanke om, hvad begrebet retfærdighed indebærer. Han nøjes med ganske overfladisk at acceptere status quo (anerkende den bestående tilstand) som ensbetydende med det retfærdige og anser enhver ændring i status quo som noget, der medfører erstatningskrav fra dem, der vil tabe ved ændringen.

Her har vi i virkeligheden kilden til den sejeste modstand mod retfærdighedens indførelse. Man finder det urelfærdigt, at nogen skal lide tab og andre ikke ved retfærdighedens indførelse, og drager så den slutning, at det er retfærdigere at lade uretten vedblivende bestå til evige tider, thi de, der lider uretten, er jo vant dertil og føler det derfor ikke som nogen uret fra deres samtidiges side, at den nedarvede uret består. Og de, der vinder fordelene af uretten, vil føle sig meget forurettede ved at give slip på den. Thi hvorfor skal vi –siger de – som har sat vore penge i jordspekulation, miste den forventede profit af værdistigningen og oven i købet måske vor indsatte kapital, når en grundværdiskat vedtages; medens andre der har sat penge i andre slags foretagender, får lov at beholde deres?

Ganske simpelt, fordi I selv har bortbyttet jeres penge med de til disse knyttede rettigheder og i stedet for overtage besiddelsen af noget, hvortil der ikke er knyttet moralsk ejendomsret. Det, der bragte jer til at foretrække den tilbyttede besiddelse frem for de penge, I gav for den, er jo i virkeligheden kun jeres egen forventning om, at jeres medmennesker fremdeles vil respektere det uretfærdige monopol.

Men vi, der hævder menneskenes lige adgangsret til jorden, ser ingen grund til at opfylde denne jer forventning. I påstår rigtignok, at når staten i så lang tid gennem vore forfædres lovgivning har anerkendt det bestående monopol, så er vi og vore efterkommere forpligtede til at opfylde de forventninger, som vore forfædres uretfærdige lovgivning har vakt hos privilegiets indehavere.

Kan den ene generation da forpligte en efterfølgende til at afstå fra sin ret? Dette spørgsmål vil sikkert blive aktuelt efter verdenskrigens ophør. De, der har bragt denne ulykke over verden, regner antagelig med, al den uhyre statsgæld, krigen har skabt, skal dækkes ved skatter på de fremtidige slægters arbejde.

Men hvem kan fortænke vore børn og børnebørn, om de siger: Nej! ­ vi har ingen skyld i jeres krig og nægter ganske simpelt at forrente og afdrage de krigslån, I har væltet over på vore skuldre. I har gjort staten fallit, og lånebeviserne er værdiløse papirlapper, som I kan henvende jer med til de afdøde – eller muligt endnu levende – diplomater, der skabte krigen. Vi betaler dem ikke. Vi fragår arv og gæld og bygger os et nyt samfund på retfærdighedens grund, hvor enhver skal have retten til det fulde udbytte af sil arbejde og lige ret med alle andre til sin andel i naturens rigdomme.

Der er ingen grund til at lægge særlig vægt på, al de nuværende monopolbesiddere har været i god tro, dvs. ikke har haft nogen erkendelse af, at det var uretmæssig profit, de indkasserede. De er nemlig for længst varskoede om, at menneskene næppe i al evighed vil vedblive at respektere fortidens nedarvede uret. Endnu er jordværdiskatten jo ikke indført; der er endnu tid til at ombytte monopolbesiddelsen med andre aktiver. Agitationen for jordretssagen vil ganske af sig selv kunne fremkalde den jævne og gradvise ophævelse af monopolet, som man af billighedshensyn mod de godtroende indehavere er så stemt for. Udsigten til grundværdiskattens gennemførelse vil allerede fremkalde synkende priser på adgangen til jord. Det bliver da et spil, der minder om “Sorte Per” eller “Røde Anders”. Ingen vil sidde tilbage med mere af dette skatteobjekt, end han kan stå sig ved at svare skat af. Den sidste køber af en grund vil da ikke blive overrumplet af skatten, der er taget i betragtning ved beregningen af købesummen.

Hvad jordretssagens tilhængere foreløbig har at gøre, er altså oplysningsarbejde om jordmonopolets uretfærdighed, arbejde på at bringe så mange som muligt til at forstå forskellen mellem tilvant besiddelse og etisk ejendomsret. Man er så vant til at betragte ejendomsret som genstand for omsætning og bytte, at man helt har glemt at gøre sig klart, hvorledes ejendomsret overhovedet fra først af opstår og moralsk begrundes.