af Sophus Berthelsen
fra tidsskriftet RET, nr. 2, 1911

Om en sådan har man hidtil ikke hørt videre. Tværtimod har socialisterne som regel afvist tanken om et særligt socialistisk skatteprogram som en selvmodsigelse, eftersom “i den socialistiske stat al skat vil ophøre”. Dette er nærmere forklaret af dr. Gustav bang således, at da vil »enhver skat i nutidens forstand være et ukendt begreb, idet alle offentlige udgifter afholdes af det produktionsudbytte, der da direkte vil flyde ind til samfundet«. Selvom dette sidste tvetydige ord samfundet  (der både kan betyde det organiserede statssamfund og den ikke organiserede almenhed, altså frikonkurrencens samfund) ombyttes med det utvetydige staten, giver den hele sætning dog kun en ufyldestgørende forklaring, og synes at bringe nyt vidnesbyrd om, at den socialistiske statend ikke af de socialistiske teoretikere er ordentlig gennemtænkt. Thi selvom alle offentlige udgifter bestrides af, hvad der ‘direkte vil flyde (i) ind i statskassen (hvilket jo også sker i vore dages stat – der er overhovedet ingen anden administrationsmåde mulig), så har vi jo ikke deri nogen forklaring på, i hvilket forhold produktionsudbyttet  skal indkasseres fra de enkelte statsborgere, og dette er just hvad skattepligt betyder. Forinden dr. Bang derfor har forklaret os, i hvilket forhold borgerne i socialiststaten skal aflevere eller præstere arbejde til staten, forinden har han ikke gjort rede for skattespørgsmålet i den socialistiske stat. At skat ‘opkræves til dækning af offentlige udgifter’ er rigtig nok, men kun forklaring af spørgsmålets ene halvdel, og endda den helt selvfølgelige, den, der er ens i alle stater, derunder den socialistiske.

Det moderne, vi havde nær sagt borgerlige socialdemokrati har hidtil ikke lagt sig efter nogen særlig skattepolitik for den nuværende såkaldteovergangstid, men nøjedes med at optage liberalernes skatteideal: indkomst- og formueskat, med den mod lighedsloven stødende tilføjelse ‘med stigende skala’, eller når man rigtig vil bryste sig: ‘med stærkt stigende skala’. Dette sidste kraftudtryk er derhos overført på de liberales arveskat mv. Hvad angår de såkaldte indirekte skatter har socialdemokraterne stået vaklende mellem at følge den liberale frihandelspolitik, med skarp front mod toldbeskyttelsen, eller tværtimod kokettere (ofte ret ublufærdigt) mod protektionismen – herhjemme bl.a. overfor glasindustrien. Medens det radikale venstre således under Rørdams førerskab i 1908 holdt sin sti ren overfor den tvivlsomme Neergaardske toldreform, gik de danske socialdemokrater (efter sigende lokket ved samtidige statstilskud til arbejdsløshedskasserne) mærkelig nok med til hin toldreform, som efter Køedts påvisning på flere punkter har forhøjet toldbeskyttelsen og i det hele virket meget protektivt. Heller ikke i Norge, Sverige eller Tyskland har socialdemokratiet undladt koketteriet med toldbeskyttelsen indtil den nyeste tid. Men nu synes der at være bestemte tegn til, at socialdemokratiet i alle lande åbent vil vedkende sig frihandelsprogrammet, hvad der vil føre partiet nærmere over mod de liberale retninger og derved bidrage til det borgerlige frisinds endelige sejr i økonomisk politik.

Og dette synes nu også at bekræfte sig med hensyn til de såkaldtedirekte  skatter – en fortiden ret vildledende betegnelse for øvrigt. I alt fald er der indenfor det tyske socialdemokrati opstået en trang til at drøfte ‘principperne for en socialdemokratisk skattepolitik’. Og denne trang har derefter – og først derefter – gjort sig gældende i det danske socialdemokrati, der jo har fået sine fleste ideer fra Tyskland, eller – som Georg Brandes i sin tid udtalte –’aldrig har frembåret en eneste selvstændig tanke’.

Det er da også her dr. Gustav bang, som bør have æren for på dansk at omplante de nye tyske tanker om en særlig socialdemokratisk skattepolitik – i nogle kronikartikler i Socialdemokrateni oktober. “Det er nødvendigt, at vi er fuldt ud på det rene med de midler”, skriver dr. Bang, “vi selv vil henvise til for at skaffe dækning for de offentlige behov; thi det er betingelsen for den indflydelse, vor bevægelse i de kommende år kan øve, og den fremgang, den kan vinde” (!). “Hvad det drejer sig om, er beskatningen i nutiden … indenfor de herskende kapitalistiske tilstande, hvis principper skal klarlægges. Hvilket program bør vi opstille, hvilke veje bør vi søge at tvinge udviklingen (!) ind på, for så vidt vi i en nogenlunde nær fremtid bliver i stand til at øve en afgørende indflydelse på skattelovgivningen?”

Denne åbne erkendelse af, at socialdemokratiet hidtil har taget del i den moderne lovgivningsvirksomhed, uden at have noget program i skattespørgsmålet fortjener opmærksomhed. Sent er jo bedre end aldrig. Dr. Bang indrømmer selv straks derefter, at “dette spørgsmål for første gang blev taget op til en omfattende undersøgelse for et par år siden” af en østrigsk, og for ganske nylig af en tysk partifælle – hvorefter altså nu dr. Bang selv omplanter sagen på dansk grund. Det har da sin store interesse at se, hvorledes hin tysker (Rudolf Hilferding) stiller sig til de forskellige beskatningsformer.

Der rejser sig her – refererer dr. Bang – tre spørgsmål: 1) hvorvidt rammer skatten a) arbejdsindtægten eller b) udbytningsindtægten; 2) hvorvidt griber skatten forstyrrende og hæmmende ind i den almindelige kapitalistiske udvikling (der menes simpelthen: produktionen) og 3) hvorvidt bæres skatten af den, der udreder den, eller kan den af dem overvæltes på andre.

Det må indrømmes, at dette er tre gode kurante spørgsmål, og det må egentlig undre, at socialdemokratiet i mange år har drevet skattepolitik uden at være klar derover. Intet under, at det da ofte har stået vaklende. Men som sagt – bedre sent end aldrig. Lad os da følge undersøgelsen.

Der begyndes med sætningen: “Enhver skat hviler på indtægten”, hvilket er ukorrekt, eftersom den skatbare prisstigning af en ledig jordlod aldeles ikke medfører nogen indtægt for ejeren, men vel en formuefremgang. Efter en misforstået udredning om et lands nationalindtægt, kommer forf. dog snart tilbage til, at al indtægt enten er arbejdsindtægt eller udbytningsindtægt, hvilken sidste han inddeler i: den industrielle profit (herunder selvfølgelig også i landbruget (!), handelsprofitten, kapitalrenten og grundrenten. Som man ser er denne inddeling ingenlunde så klar og tydelig som den, Henry Georges venner her i reglen vælger at opstille: indtægt af 1) andres arbejde, og af 2) samfundets arbejde, – hvoraf atter den første er en følge af den sidste. Den tyske forfatter kommer derfor også i forlegenhed, når han kommer ned til ‘småbonden og småhåndværkeren, der deltager i det produktive arbejde”, og “forener i sin indtægt både lønnen for sit eget arbejde og merværdien på den kapital han ejer, uden at det er muligt for det blotte øje (!) at udsondre de to bestanddele fra hinanden”. Manden gør sig herved ganske unødig besvær. Når han blot her går til at fjerne al skat på den art af ægte kapital (bygninger, redskaber, besætning og desl.) er al anden udsondring ganske overflødig.

Men vi går videre: “Det er en selvfølge, at socialdemokratiets bestræbelser først og fremmest må gå ud på at befri arbejdsindtægten for enhver skat”. Dette er udmærket, og vi forventer herefter, at socialdemokratiet vil gå med os til at kræve enhver skat fjernet fra arbejdsskabt indtægt og formue, altså en fritagelse, der ikke retter sig efter størrelsen, men efter arten af indkomsten, – da ville et sikkert udgangspunkt være vundet.

Forfatteren ser dog ikke, hvorledes dette fuldt ud kan nås. Og bliver derfor trods sine gode forsætter stående ved “et skattefrit minimum, der er højt nok til at frigøre alle arbejdsindtægter for skat”, selv om grænsen derved ikke bliver den ønskede nøjagtige sondring. Men allerede dette er jo et fremskridt, og ville vel i Danmark føre til, at man fjernede al skal på indkomst under f.eks. 2.000 kr. Vi opfordrer de danske socialdemokrater til at optage dette programpunkt, – og da eventuelt lade valgretten (hvis man vil ind på dette idéspørgsmål her) afhænge indtil videre af f.eks. en vis grundværdi af bopælen eller lejligheden.)

Men hin vanskelighed tvinger den tyske forf. ind på den betydningsfulde indrømmelse: “I og for sig ville en erhvervsskat (?), der opkrævede indtægterne ved deres udspring, – – – være en mere ideel skatteform, idet den udsondrede udbytningsindtægterne for sig og lod alle arbejdsindtægterne urørte”. Dette peger bestemt i retning af Henry George, som gennem grundskylden vil opkræve samfundets jordrente netop ved dens udspring – på selve jorden. Men desværre tilføjer den tyske forfatter her: “Men af praktiske grunde (!) vil en sådan beskatning være vanskelig eller umulig fuldt ud at gennemføre, og den vil derfor (!) Ikke kunne bruges som enesteskat, end ikke som hovedskat, men som et middel til at udfylde og korrigere indkomstskatten”.

Det ses således, at det alene er ‘praktiske grunde’, der hindrer forf. i at komme helt over til Henry George. Og denne hindring beror atter på, at han, foruden jordrenten, vil have fat i “den profit, kapitalisten høster på sin bedrift og den kapitalrente, finansmanden indkasserede”. Da en nærmere undersøgelse imidlertid vil vise, at begge disse indkomstkilder kun er afledede af jordmonopolet, og ville bortfalde med dettes beskatning, må vi håbe på, at socialdemokraterne ved lejlighed vil underkaste ‘de praktiske grunde’ en ny prøvelse.

Af artiklens øvrige indhold er der kun anledning til her at fremdrage enkelte afsnit. Det bør således fremhæves, at forf. modsætter sig ikke blot toldskatter på livsfornødenheder, men også “luksusskatter på genstande, som udelukkende forbruges af overklassen; thi hvad der er luksus i år er ophørt at være det ad åre, og netop en beskatning af en sådan vare virker jo til at fordyre den, og dermed til at sinke dens demokratisering, dens gradvise synken ned imod det punkt, hvor den også bliver tilgængelig for arbejderne”. Dette er klart og kyndigt set, og bør føre socialdemokratiet til en bestemt protest mod alle toldskatter, også på såkaldt luksus.

Ligeledes bør fremhæves, at forf. – desværre gennem nogle skruede marxistiske vendinger – når til at advare mod alle skatter, som hindrer produktionen, hvilket jo er særdeles forstandigt, og vil føre til at ophæve alle skatter på de arbejdsskabte kapitaler. Forf. kommer også ind derpå ved at udtale, at man “kunne beskatte jordrenten hårdere end kapitalprofitten”; thi da den uægte kapital netop ikke er andet end den kapitaliserede monopol- og jordrente, ville en videre gennemførelse af denne tanke også her føre direkte til Henry Georges reform.

Om overvæltning af skatter fortæller forf. desværre intet nyt, men dette kapitel af skattelæren er overhovedet ganske uopdyrket af videnskaben, og venter endnu på sin Columbus. Og når forf. mener, at en skat på de forhåndenværende grundværdier delvis vil kunne overvæltes på forbrugerne, er han ganske på vildspor. At han vil fritage de små jordbrugere for grundskat er ligeledes en misforstået hensyntagen, som danske husmænd for længst har bedt sig fritaget for – af gode grunde.

Forf. vil absolut fritage checks (anvisninger) for skat; men derimod ikke veksler og visse aktier og omsætningspapirer, idet han ikke mener, at disse sidste kunne overvæltes på det forbrugende folk, hvad dog turde være en misforståelse.

Det anførte vil imidlertid være tilstrækkeligt til at vise, at socialdemokraterne virkelig er begyndt at tænke over skatteproblemerne, for deraf at udforme sig et brugeligt skatteprogram, og at denne første overvejelse har ført de klogeste iblandt dem til en grundig revision af de opfattelser, som partiet hidtil har gjort offentlig gældende.

Vi håber på fortsatte fremskridt i samme retning hos det udviklingsdygtige parti, og er fremdeles gerne til tjeneste med al den vejledning, som Henry Georges geniale tanker kan yde.