P. Thisted
Skattefrihed
Særtryk af “Skole og Samfund”
Udgivet 1904
Silkeborg ny Bogtrykkeri
*
Fra Det Kongelige Bibliotek – pdf kopi
Lettere moderniseret retskrivning. 2021
***
“Skole og Samfund”
Ugeblad for opdragelse, undervisning og almen dannelse
Udgivet af lærerne:
Uffe Jensen, Gammelstrup, Stoholm
N. Madsen-Vorgod, Moesgaard, Sparkjær
Samfund og Skole
I
“Skole og Samfund“ er vel fremdeles først og fremmest skoleblad. Men der ligger dog vel også i bladets navn en antydning af, at et rent samfundsspørgsmål (i hvert fald undtagelsesvis) kan drages frem i bladets spalter, især når skolens fremtidige vel er (hvad jeg er overbevist om) afhængig af dette samfundsspørgsmåls løsning. I det håb er det, jeg banker på bladets dør.
De fleste af læserne kender vist noget til den bitterhed, der undertiden kan gribe en lærers sind ved tanken om den smålighed, der kendetegner mange sogneråds (undertiden også rigsdagens) adfærd overfor skolen. På den anden side er det lige så vist, at mange finder os lærere fordringsfulde og anmassende. Tør vi lærere nu blindt hen gå ud fra, at det er os, der altid har absolut ret overfor disse? — jeg skal ikke her komme ind på, hvad der taler i vor favør, men holde mig til den almindelige bemærkning, at jeg som lærer fuldt ud er mig vigtigheden af skolens gerning bevidst. Derimod skal jeg pege på den kendsgerning, at vi her til lands har en samlet prioritetsgæld på 2500 millioner kr. Og en statsgæld på 250 mill., altså gennemsnitlig 1100 kr. på hvert eneste menneske i landet. Alene til forrentning af denne sum medgår der årlig 110 millioner. Desuden ca. 25 millioner, der årlig går i private toldbeskytteres lommer. Hvilke svimlende summer her er tale om, vil man forstå, når man husker, at alle vore offentlige udgifter til stat, amter og kommuner kun beløber sig til 100 millioner kr., tienden medregnet. Alligevel også en net sum. Når vi så husker på den (i hvert fald relativt) høje arbejdsløn, på de stadig vanskeligere tyende- og arbejdsforhold, på vor afhængighed af England og dets økonomiske politik, så må vi vel indrømme, at de arbejdende erhverv i vort land er hårdt nok spændt for, at “skatteyderne” kan have nogen grund til ængstelse, og at dette ikke kan virke i retning af at øge offervilligheden. Når vi endvidere husker, at vor prioritetsgæld stiger med voksende fart år for år, sidste år endog med 43 millioner, så må det være os klart, at der på et afgørende punkt er noget galt til stede, og at vi med uundgåelig nødvendighed ender i en fallit, hvis dette ikke rettes. Alene dette (f. eks. ved deltagelse i en krig) at blive spærret ude fra Englands marked ville jo være ensbetydende med fuldstændig økonomisk ruin.
Men om der nu kunne peges på en sikker udvej ud af uføret, således at vi kunne begynde at få lettelse på et vist tidspunkt og kunne se, at vi i løbet af så og så mange år ville nå til helt sunde forhold — tror man så ikke, at offervilligheden ville komme igen? Jeg tror det. Jeg tror ikke, kniberiet er vort folk i kødet båret. Det er bare en følge af nødstilstanden. Men skolen ville det særlig komme til gode, hvis vi lærere for alvor havde været virksomme ved sporskiftet.
Et sporskifte? En nedsættelse af levefoden for eksempel? — Men hvem er det, der lever over evne (forbruger mere end til sømmeligt underhold)? Det er ikke os lærere. Vor stands anseelse, vor sociale stilling tåler ikke en nedsættelse af levefoden. Men hvem da? Ja der er vel folk i mange stillinger, der lever over evne; men inden for vort lands arbejdende erhverv er der ingen stand, om hvilken dette kan siges. Tværtimod er der stænder, der i høj grad trænger til at få levefoden forhøjet.
Bedre tider? Højere priser på vort lands produkter? Ja men for det første står det ikke i vor magt at skabe bedre priser. Og for det andet ville bedre priser under de nuværende forhold kun føre os i dybere fremtidig fattigdom. — Dette synes jo meningsløs tale, men ikke desmindre er det en uundgåelig følge af en økonomisk lov. — Tænk på halvfjerdserne! Da havde vi høje produktpriser. Disse førte med naturnødvendighed til høje jordpriser. Jo højere priserne nemlig er på jordens produkter, jo højere pris må køberen give for selve jorden. Selvfølgelig. Den søn, som i halvfjerdserne overtog fædrenegården, måtte, for at hans søskende ikke skulle stå som stoddere over for den dyre jord, give dem en ordentlig arv, måtte m.a.o. købe sin fædrenegård og måtte, som de fleste andre købere i den tid (mange i vor tid med) optage en stor prioritet i gården. Han havde ingen vanskeligheder ved at få pengene. Storkapitalen nærede ingen betænkeligheder, nærer ingen endnu, så længe den har udsigt til at få renterne. — Men efter halvfjerdserne kom produkternes prisfald. Dette giver man skylden for den mislige stilling i nutiden. Men med urette. En standsning i prisernes opgang (altså uden prisfald) ville have bevirket akkurat det samme, idet købesummen for en landejendom til enhver tid bestemmes ved, hvad denne kan forrente. Dersom miseren kun stammede fra produkternes prisfald, så ville det omvendt være en ren forretning at købe landejendom i disse år, da produktpriserne er nogenlunde konstante. Men så vel den daglige erfaring, som prioritetsgældens stadige stigninger, siger os, at forretningen er sløj.
“Centrifugen og andelssystemet satte os i stand til at blive ved vore ejendomme,“ siger agrarerne. Ja vel. Men de drev også jordpriserne i vejret, og med jordpriserne fulgte prioriteterne.
Men om der nu blev gjort en opfindelse, hvorved vor produktion kunne fordobles uden forhøjelse af driftsomkostningerne, og om denne opfindelse til evig tid kunne holdes hemmelig for udlandet? — Det ville simpelthen som i halvfjerdserne føre til jordprisernes (men dermed også til prioriteternes) fordobling, måske endog tredobling. Den generation, der i det givne øjeblik sad inde med ejendommene, ville som i halvfjerdserne høste rigdom; men alle de følgende ville, selv om alle konjunkturer forblev uforandrede, blive stillede som den nulevende. Vi begynder at ane en økonomisk naturlov, i kraft af hvilken enhver grundejendom under forhold som de nuværende (vældige storkapitaler og et udviklet kreditsystem) for bestandig vil blive belagt med den størst mulige prioritet.
II
Et lille træk — og skinnerne forskydes en lille kende. Med det samme glider toget fra side- ind på hovedsporet og tager en retning, der er meget forskellig fra den oprindelige. Alt sammen som en følge af det lille træk.
Det er amerikaneren Henry George, der er sporskifteren. Jeg forudsætter, at læserne kender hans navn. De fleste har vel læst lidt om hans tanker uden egentlig at forstå noget og har så slået sig til ro med, at det jo er kønne søndagstanker, der dog desværre næppe hører hjemme i denne realitetens verden. Jeg skal dog tillade mig at pege på nogle kendsgerninger, der viser, at man andre steder i verden ser anderledes på den sag. Det er i år kun 25 år, siden Henry George udgav sit første hovedværk Fremskridt og fattigdom. Nu er alle hans tre hovedværker oversatte på alle kultursprog. I Tysklands kommuner har man lov til at gå over til en beskatning, der har meget til fælles med Henry Georges, og dette er da også i de senere år sket i stor udstrækning. I Amerika har Henry Georges tanker slået dybe rødder i de brede lag; men storkapitalismen, som den jo må kæmpe med, er der stærkere end noget andet sted. I 1889 gjorde Henry George en agitationsrejse i Australien. Nu er man i fire af Australiens syv stater til dels gået over til hans system. 1881-82 var Henry George på en stor agitationsrejse i England. Nu har underhuset ved en beslutning af 11 marts i år vedtaget at give købstadkommunerne tilladelse til at gå over til Henry Georges beskatningssystem. Det interessante ved stillingen i England er imidlertid det, at sagen snart kan siges at stå over partierne, i det så vel højremænd som socialdemokrater stemte for loven, foruden hele venstre. Grundværdiskatten står som første punkt på det engelske venstres program, og der er sandsynlighed for, at den vil blive gennemført, når venstre igen kommer til roret. Dette kan få skæbnesvangre følger for os danske, i det en grundskat, pålignet efter “handelsværdien” og ikke efter “nytteværdien” (den nytte ejeren faktisk har af grunden) vil tvinge de umådelig store vildtparker og jagtmarker ind under ploven på ny. Engelske statistikere har da også allerede regnet ud, at da vil den tid igen komme, da England kan forsyne sig selv med smør, flæsk, æg osv. Det kan let blive værre for os end Chamberlains toldpolitik.
Set i belysning af alt dette kunne det måske dog være værd for os danske at tage sagen op til en alvorlig prøve. Men hånd i hånd med denne må der gå et oplysningsarbejde ude i befolkningen. Men dette kan ingen bedre tage op end vi lærere. Først forskaffe os selv den nødvendige oplysning, så meddele den til andre i vor kreds.
Der er blevet sagt, at det var lærernes skyld, når Venstres politik vandt så stor tilslutning i befolkningen. Vist ikke med urette. Men ak! Der kom en tid, da vælgernes løsen blev: “Én af vore egne” (en gårdmand). Venstrepolitikken afløstes af agrarpolitik, og tværtimod Venstres gamle program gik agrarerne i deres kortsynethed hen og forærede vort (samfundets) fælleseje, de gamle grundskatter til de nuværende grundbesiddere til fortæring på stedet, mens resten af Danmarks jord udleveredes til fremtidig pantsætning til storkapitalen, en pantsætning, der siger sparto til den af salig Erik Menved og Kristoffer uden Land iværksatte.
Om lærerne nu tog Venstres foreløbig tabte sag op igen, og tog den op til udførelse i alle dens konsekvenser?
Henry George søger ikke freden i et mere eller mindre kunstigt udtænkt system. Ikke kunst, men natur. Når man endnu i moderne stater bruger det, den enkelte ejer, som målestok for hans skattepligt, da er dette ene og alene i kraft af den stærkeres ret. Som A’s rentepligt over for B måles ved det gode (det lån), han har modtaget af B, således måles også hans skyld over for samfundet ved det gode (den jord), samfundet har overladt ham. – Bygninger, besætning, inventar, kapital osv. har den enkelte imidlertid ikke modtaget fra samfundet. Det er frugt af hans eget og hans forfædres arbejde, (her ses bort fra det, der muligt kan være opstået ved udbytning). Det er hans ejendom med rette, og han skal beholde den ubeskåret og ubeskattet. Jorden derimod (den planet, på hvilken vi bor) er Guds gave til hele menneskeheden. Samfundets nød hidrører fra, at menneskene har overset dette og gjort den til genstand for privateje, givet den i monopol til nogle enkelte. – Der er andre værdier, som ikke skyldes enkeltmands, men det hele samfunds arbejde (og vækst), disse værdier opstår især omkring stationer, havne osv., opstår som prisstigning på grunde. Men da de skyldes samfundets fælles arbejde, har samfundet alene ret til deres udbytte. – Vi pålægger da en grundværdi skat (en skat på de af skaberen givne og på de ved samfundets arbejde (og vækst) frembragte værdier). Denne skat virker som en prioritet (en samfundsprioritet) og gør der ved jorden billigere og lettere tilgængelig. Efterhånden som denne skat, der pålignes efter handelsværdi, vokser, afløser alle vore nuværende skatter, der er dårlige, fordi de måles ved arbejdet (de nye skatter) og forbruget (tolden). Som om arbejde og forbrug er laster, der bør straffes med bøder. Samtidig umuliggør skatten al privatprioritering i faste grunde, formindsker derved efterspørgselen efter kapital og giver rentefoden en nedadgående tendens og bringer den måske endog til at falde betydeligt.
Alt dette har jeg her kun kunnet antyde, forhåbentlig dog tydeligt nok til, at tænkende læsere kan begynde at skimte omridsene. Derimod har jeg ikke kunnet komme ind på de velsignelsesrige sociale virkninger, om hvilke der allerede berettes fra de lande i hvilke overgangen er begyndt. Det er ikke revolution, men udvikling. Ret for alle, uret mod ingen.
Hvor meget denne skat kan indbringe? Ja for tiden anslås Danmarks grundværdier til 4 milliarder, en sum, der selvfølgelig vokser, så længe der er udvikling og vækst, 2½ % af 4 milliarder giver 100 millioner eller den sum, der for tiden medgår til alle vore offentlige udgifter. ½% til – og vi har yderligere 20 millioner – tilstrækkeligt til derfor at indrette et ypperligt skolevæsen, forsørgelsesvæsen for forældreløse børn osv. Hvor mange % man vil opkræve, vil selvfølgelig afhænge af kravene, der stilles, men måske også af rentefodens højde til enhver given tid, idet man stedse, i stedet for som nu at nøjes med den lavest mulige skatteprocent, vil gå til den højest mulige, da man ikke på nogen anden måde kan forhindre den privatprioritering, hvis samfundsopløsende tendens man dog vel snart må blive belært om. Skatten bliver altså ingen skat i den nuværende slemme betydning, idet den træder i stedet for grundens købesum. Ordet “skat” vil m.a.o. kun kendes i betydning af et klenodie, der frem for alt må bevares for samfundet.
Det står mig fuldstændig klart, at vi under de nuværende forhold får bestandig dårligere råd til at løse de store opgaver, der står på dagsordenen. Tendensen går i retning af at proletarisere stedse større masser. Hvilken lærer har f.eks. ikke mærket tendensen over for lærerstanden? Derfor er der den største opfordring for os til at stå på vagt på rette sted. – Politisk frihed, alle oplysningsbestræbelser osv., over for de uheldigt stillede klasser i befolkningen – alt dette løber ud i sandet, så længe de ikke kan nå frem til økonomisk frigørelse. Vi lærere har da den opgave at klare for os selv og eventuelt for andre, om ikke den økonomiske frigørelse (forudsætningen for, at vor gerning skal lykkes) nås ad den af Henry George anviste vej. Jeg råder på det indstændigste mine kolleger til at læse Henry Georges skrifter. Man stifter i dem bekendtskab med en af jordens ædle, samtidig med, at man forskaffer sig selv en sproglig nydelse af højeste rang. Men i hvert fald bør man for at blive klar over, hvorledes der nu for tiden arbejdes her til lands og andet sted, mod indsendelse af 2 kr. til hr. J. E. Lange, Sejerskov pr. Hjallese skaffe sig den danske Henry George forenings småskrifter eller eventuelt ved hr. Lange indmelde sig som medlem (1 kr. i årligt medlemsbidrag). Eller også sende bud efter mig som foredragsholder. Jeg har med ret betydeligt arbejde skaffet mig en ikke helt ringe indsigt i sagen. Mit arbejde udadtil har foreløbig resulteret i dannelsen af en forening her på stedet (bestående af gårdmænd, husmænd, håndværkere osv.) i, at sagen nu diskuteres alle vegne, samt i flere henvendelser til mig om at holde foredrag andre steder. Det ville nu være mig overordentlig kært, om jeg (som den bedste løn for mit arbejde) måtte modtage mange opfordringer (fra lærerkredse, foredrags- eller andre foreninger). Men Henry George foreningen er fattig og har intet agitationsfond. Så jeg må have mine rejseudgifter dækkede. Men heller ikke mere.
De to verdener
Vi har udmærkede landeveje i vore dage, jernbaner og dampskibe, og selv fattigmandsbarn får mangt et glimt at se af den verden, der bare morer sig, giver penge ud, lever højt, men ikke arbejder. Han ser det med undren, og både straks og senere i tiden gør han sig sine tanker om synet, der drog forbi. Vi har aviser, illustrerede blade og et utal af bøger, kort sagt en mægtig litteratur, og litteraturen fremviser billede efter billede, fra pengematadorernes glimrende verden som fra proletarernes trælsomme liv, fra tilværelsen i skumle gyder og skidne baggårde. Alt dette giver den fattige stof til sammenligninger. – Vi har skoletvang, en “almueskole” i hver landsby. Vi har en stab af dygtige, samvittighedsfulde lærere. Billede på billede rulles op for barnets øje, fra fortidens sociale kampe som fra nutidens kæmpebyer med deres paladser, fabrikker og arbejderelendighed, fra gruberne dybt under jorden som fra de fattige sygelejer på tagkamrene. Vi fortæller for børnene om menneskeåndens fremskridt, dampen, elektriciteten og alle de store tekniske opfindelser. Visselig! Mennesket er af gudeæt, bestemt til at være verdens herre. – Men når skoletiden er forbi, sender vi børnene ud i verden. En enkelt er så heldig at kunne blive gårdmand. Ak! Alle gårdmænd har store skatter i vore dage, og snart har de også alle store prioriteter, er storkapitalens trælle. Flere af børnene må tjene, har udsigt til at blive husmænd, landarbejdere, men foretrækker i det sted at gå til byerne. Der er frihed og adspredelser; men der er også usikkerhed i alle arbejderforhold, og hvor mange går ikke til bunds! Nogle af børnene kommer i en eller anden lære. Men desværre! Storkapitalen har bemægtiget, bemægtiger sig mere og mere produktionen, handelen, alt. Få eget værksted, egen butik med egne varer. Nej, det bliver kun de færrestes lod. Et led i det store, nat og dag nervøst arbejdende maskineri. Uden selvstændighed. Afhængig af storkapitalen som af arbejderorganisationerne. Det er det hele. Men arbejderen er oplyst, han har lært at ræsonnere, og utilfredsheden tiltager. – Er mennesket bestemt til at være verdens herre? Burde vi ikke hellere lukke alle almueskoler? Forbyde alle middelstands- og fattigfolk at læse bøger og blade? At rejse? Se sig om i verden? At tænke? – Jo, hvis fremtiden ikke har andet at byde end det, nutiden lover, ville det være en velgerning mod alle dem, der dog ikke kan komme på livets solside. – Man kan forstå hin præst, der mødte lærerens bestræbelser for at få et bedre skolelokale med de ord: “Deres skole er jo langt bedre end de fleste af børnenes hjem. Det skaber bare utilfredshed. Lad os dog ikke nedlægge socialistiske spirer i børnenes sjæle!” – Det var kapitalismens frygt for en kommende revolution, der lagde hin velærværdighed de ord på tungen. Man begynder at forstå den ringe interesse for almueskolen, der allerede nu præger autoriteternes og rigsdagens stilling, ringe i sammenligning f.eks. med interessen for højskolen. Forholdene fører det med sig, at almueskolens børn må og skal proletariseres, når de senere kommer ud i livet. Bedst derfor at begynde straks, og begynde med skolen, de går i.
Lighed
Der var en gang en adelig frue, som var meget gudfrygtig. Men hun var jo adelig, og derfor glædede hun sig over frelserens ord: “I min faders hus er der mange boliger”. Hun forstod nemlig ordet således, at der i himmerige skulle findes et lille separat kabinet, til hvilket hun og hendes lige kunne trække sig tilbage, når de for en stund var trætte af de borgerliges betjening. At der i himmelen muligvis kunne være lighed mellem adelige og borgerlige, faldt hende ikke ind.
Men der kom andre tider. 4. Juli 1775 udstedte nordamerikanerne erklæringen om menneskerettighederne, bl.a. ret til lighed, lige ret til lykke i denne verden. 13 år senere tændtes i Paris revolutionens brand. Man kæmpede, meget umenneskeligt for resten, for menneskerettighederne, for lighed. Her i Danmark havde de samtidige bondevenner også ligheden indskrevet på deres fane, og den gennemførtes for så vidt: bonden blev fri jorddrot i lighed med godsejeren.
Og ligheden gik sin sejrsgang. Med 5. juni grundloven gennemførtes den politiske lighed. Den danske bonde havde fået adelsret. Også over arveforholdene svang lighedsgudinden sit herskerspir. Ikke længere således, at en af sønnerne kunne få det hele og så spise sine søskende af med et hundrede kr., en ko og en slik. Nej, en ordentlig arv ud af gården i forhold til dennes værdi og tallet på arvingerne.
Det mærkedes snart. Paladslignende herresæder rejste sig i tusindvis landet over. Elegante køretøjer på alle landeveje. Herrer og damer, klædt efter nyeste parisermode trods nogen greve eller komtesse. Som der længe havde været en gammeladelig, dannede der sig nu også en nyadelig type med runde former og hvide, bløde hænder. Manglede den sidste måske i forhold til den første noget i retning af solid dannelse, så erstattedes det i mange tilfælde rigeligt med selvbevidsthed.
Men lighedsgudindens værk var endnu ikke fuldført. Endnu var der en klasse tilbage, arbejderne, tyendet. Lidt efter lidt tiltvang de sig større løn og mere frihed. Og de brugte de res øjne og ræsonnerede tillige. Gik sønnen på gården med nedringet vest og hvid krave, hvorfor skulle så tjenestekarlen stå tilbage? Havde datteren sin cykel, hvorfor skulle tjenestepigen ikke have sin? Havde man så længe gjort sig lystig over malkekomtesserne, hvorfor så ikke frigøre sig for dette arbejde? Det begyndte at knibe for de adelige, såvel de gamle som de nye.
For nissen var så sandelig flyttet med. En skønne dag opdagede man til sin forfærdelse, at man havde prioriteter til skorstenspiben. Lighed ? – Ja i den henseende var der den skønneste lighed. Men mens rusen stod på, havde der dannet sig en ny stand, aktionærer og industribaroner. Ak! Det var dem, der havde sat prioriteter i den danske jord og var blevet dens virkelige ejere. Og nu kunne landbruget ikke længere tilfredsstille arbejdernes lønkrav. Desværre kunne ungdommen ikke stavnsbindes. Tyendet begyndte at trække til byerne. Der kom nogle i vej; men flere synker til bunds, og nu danner der sig igen en ny stand, vagabonder og bøller. Da vågnede den geniale tanke hos justitsministeren i Danmarks første frisindede ministerium: “De skal ha’ prygl!” – Skulle vi ikke hellere lukke alle almueskoler? Forbyde alle arbejdere og middelstandsfolk al samkvem med lighedens fule gudinde. – Vore tempelbuer kan blive sprængt af andre end en østasiatisk hunnerflok. De nye forhold opfostrer allerede nu hunner nok i vor egen midte. Men mon oplysningen ikke bærer sin del af skylden?
Produktionsforhold
Dersom der ved forrige århundredes begyndelse var fremstået en profet, og han havde forudsagt, at dampkraften og den nyere maskinteknik hundrede år senere ville have fordoblet produktionen både ti og tyve gange, så ville enhver have draget den slutning, at i det herrens år 1904 kunne der ingen fattige findes i hele den civiliserede verden.
Der stod den lille mester i sit værksted. Han havde stået sine 4-5 år i lære. Så havde han som svend tjent sig nogle skillinger til for dem at grunde sig en selvstændig eksistens. Nu arbejdede han på bestilling til byen og egnens behov. Hans læredreng og svend hørte til han husstand. Mester var deres ideal. Også de skulle en gang blive mestre som han.
Nu er de mange mestre forsvundet. I deres sted har vi fået store fabrikker. De forestås af en driftsleder. Han kan ikke arbejde; men administrere kan han, ikke sjælden med hård hånd. Ikke en af arbejderne kan på egen hånd lave en støvle. Nej, den skal gennem hundrede hænder, før den er færdig. Selvstændighed? Ikke en af de hundrede arbejdere kan nogen sinde blive selvstændig. Det hele er jo et kapitalist foretagende. Man arbejder ikke på bestilling, men til udbud, ikke til byens behov, men med verdensmarkedet for øje. I hver en krog har man sin butik og sin agent. Det hele er et stort, vidunderlig skønt maskineri. Alle tandhjul og drev griber præcist ind i hinanden. Men det sker jo, at et tandhjul sprænges. Nu vel, sker det i Amerika, så går også det europæiske maskineri i stå. Der er overproduktion, siger man. Nogle af arbejderne (måske alle) kastes på gaden. – Overproduktion, når der er tusinder af maver, der ikke er mætte? Millioner af kroppe, der ikke har tilstrækkelige klæder? – Arbejderen forstår bare, at han kun er et led i maskineriet – og han knytter næven, bider tænderne sammen og fantaserer: socialismens evangelium. Mens hjerte hårdheden vokser, som dagene går, drømmer han drømmen om fremtidens broderskab. Måske lykkes det ham gennem sin fagforening at tvinge arbejdslønnen i vejret. Ak! Forhøjet løn for bygningshåndværkerne betyder forhøjet husleje, forhøjede huslejer betyder forhøjede varepriser og forhøjede jordpriser, dvs. fordyret husholdning. Arbejderen er ingen vej kommet. Man regner med større penge. Det er det hele. – Arbejderen lever over evne, hedder det. – Mærkeligt! Overproduktion og samtidig for stort forbrug af det producerede. Nej, det rimer sig ikke.
Og nu på landet? For hundrede, ja for fyrre tyve år siden producerede ethvert hjem til eget forbrug føde og klæder. Nu køber vi i manufakturbutikkerne vore på fabrikkerne forfærdigede klæder. Vi sender vort gode smør og flæsk og vore gode æg til England, og i butikkerne køber vi i det sted til vort forbrug udenlandske kaffebønner og indenlandsk margarine – det skal nok give en kraftig slægt. Den gang samledes mand og hustru, børn og tyende i de hyggelige vinteraftener i den samme stue. Nu forviser vi tyendet til kolde kamre, til gaden, til smugkroer og sjapper. Bliver det ikke en hunnerflok, så er det ikke vor skyld. – Den gang kunne en gårdmandskone af et godt hjerte give husmandskonen en tår nymalket mælk til hendes små børn. Men nu? Nej, gu’ bevares! Man har smågrise og kalve nok til mælken. Menneskebørn, skabt i Guds billede, og så smågrise og kalve. Den gang ejede man den jord, hvorpå man boede. Nu er den pantsat til storkapitalen. Den gang tog man fat og arbejdede, og bagefter morede man sig, som nu kun børn kan more sig. Nu sidder man for bordenden, sur og tvær, og klager over de dårlige tider.
Tegner det til broderskab, så bliver det et fandens broderskab.
Skal vi lærere fremdeles stå i vore skolestuer og fortælle for børnene om menneskeåndens fremskridt? Om frihedens og lighedens velsignelser?
Told
Tænk Dem følgen, om man i en gammel træskonnert anbragte en moderne skibsmaskine! Mon ikke det hele ville sprænges og gå til bunds ved det første kraftige stempelslag? De to ting passer ikke til hinanden. Men netop således forholder det sig med de moderne produktionsmåder i forhold til vore forældede stats- og styrelsesformer. Vi har gjort vældige fremskridt i naturvidenskabelig intelligens; men vor sociale og økonomiske intelligens har ikke på langt nær holdt skridt dermed. I den grad står vi tilbage, at det endog kan være genstand for diskussion, om beskyttelse eller frihandel, natur eller unatur er det bedste for samfundet. Med bæven tænker de fleste på det hemmelighedsfulde toldtrylleri. Tilsyneladende med god grund. England har en slags frihandel. De fleste andre lande har beskyttelsestold. Men det ene sted som det andet er der et voksende arbejderproletariat. Som om modsatte årsager kan have samme virkning.
Men lad os nu tænke lidt over, hvori nødvendigheden for told består! En gang var det nødvendigt, at der skulle betales bropenge, at der skulle være acciseboder ved enhver købstad. Hvorfor er det ikke længere så? – En gang var det nødvendigt at have en toldgrænse ved Kongeåen og en ved Elben. Senere blev den første flyttet til Ejderen og endnu senere helt ophævet, og allersidst blev toldgrænsen flyttet til Kongeåen. En tid var det nødvendigt at beskytte kongeriget mod hertugdømmerne, en anden tid at beskytte Sønderjylland mod Holsten, senere at beskytte hele monarkiet mod Tyskland osv. Hvori bestod disse nødvendigheder og deres senere ophør? I økonomiske forhold? Nej i skattepolitiske. Sandheden turde være den, at tolden giver anvisning på den nemmeste måde, hvorpå skattefårene kan klippes, uden at de skriger.
Men vil vort land ved frihandel dog ikke blive oversvømmet med udlandets frembringelser? Ja, oversvømmelse er noget slemt, med mindre vi selv kan regulere den, f.eks. ved et eng anlæg. Men her kan vi regulere. Der kommer ikke det mindste mere ind, end vi selv forlanger. Ingen kan tvinge os til at købe. Toldbeskyttelse betyder ikke just, at vi forbyder udlandet at sælge. Men den betyder, at vi forbyder landets borgere ar købe til billigste pris. – Men skaber toldbeskyttelse da ikke forhøjet arbejdsløn i hjemlandet? Nej. Den skaber forhøjet udbytte for dem, der har aktier i fabrikkerne. Men arbejdslønnen fastsættes alene i forhold til tilbud og efterspørgsel på arbejdermarkedet. Og desværre har vi jo ingen indførselstold på polske piger og anden billig arbejdskraft. Den skal de herrer store arbejdsgivere nok bede sig fritaget for.
Handelen befordrer civilisationen og freden. Men tolden modvirker handelen, og derigennem civilisationen og freden. Den er en middelalderlig levning.
Men hvorledes tør en lægmand driste sig til at have en mening om tolden på trods af nationaløkonomerne? – Ja, hvorledes tør en lægmand driste sig til at have en mening om religiøse spørgsmål på trods af teologerne? Å jo, der er noget, der er ophøjet, simpelt, stort, naturligt, guddommeligt, og det er for de umyndige og uvise. Der er andet, der er vrøvlet, småt, indviklet, unaturligt, lavet, og det kan alverdens kloge hoveder skændes om til dagenes ende. Men de skal jo også have noget at bestille.
Men vil en fuldstændig ophævelse af tolden ikke ødelægge en del af vor i ly af toldmure opvoksede industri? Måske. Men lad os vende spørgsmålet om. Hvor mange smertelige savn har tolden ikke pålagt arbejderne? I tusindvis. Selveste det kongelige danske landhusholdningsselskab har regnet ud, at tolden her til lands opkræves med 13 kr. på en td. husmandshartkorn, når den opkræves med 1 kr. på i td. herremandshartkorn. Men når vi har valget mellem at lette tilværelsen for de arbejdende, og fremdeles at sikre aktionærerne et stort udbytte af deres overflødige kapital, skulle valget så være tvivlsomt?
Prioriteter
Der er i menneskene nedlagt en mere eller mindre stærk drift til at ville fremad. Den er nedlagt af ham, der bød menneskene at gøre sig jorden underdanig. Den gør, at de unge danner sig idealer, at vi alle sætter os mål. Den findes hos lærling som hos lærer, hos landmænd som hos filosoffer og digtere. Naturligvis kan den udarte til tom ærgerrighed og fordømmelig begærlighed. Men holdt inden for sine rette grænser kan den da vel ikke bringe fordærvelse eller ulykke? – Å jo! I den grad er forholdene blevet et vrængbillede af, hvad Gud har tænkt sig, at just den drift, der skulle føre menneskeheden fremad, just den må bidrage til at føre den ud i nød og elendighed.
Den moderne masseproduktion har ophobet og ophober daglig vældige kapitaler. De vil gøres frugtbringende, og det kan de kun blive ved at blive anbragte. Men der er også unge mænd nok, der gerne vil fremad og derfor (som de håber) for en tid må ty til kreditten. En ung Landmand ønsker sig så stort et virkefelt som muligt. Derfor køber han sig en gård. Udbetale den kan han ikke – på langt nær. Men så stifter han et lån mod pant i ejendommen. Prioritet giver imidlertid rentebyrde, og inden lånet er blevet afbetalt (amortiseret), er den unge landmand blevet en ældre landmand. Hans børn skal arve. Der stiftes et tillægslån, større end det første. Ja, det kaldes et lån.
Men forudsætningen for et lån er, at det skal betales tilbage. Imidlertid er vi nu svært klare over, at prioriteterne ikke bliver betalt tilbage. Aldrig, så længe vore produktionsmuligheder forhøjes, eller endog blot holder sig. Tværtimod, prioriteterne vokser og må nødvendigvis vokse. Det, vi kalder lån, er simpelthen pantsætning til storkapitalen. Som det gik i hint tilfælde, går det i alle. “Grunkerne” forsvinder fra gården, den ene efter den anden. – Nylig har vort demokrati i sin grænseløse kortsynethed ved opgivelsen af de gamle hartkornsskatter udleveret den sidste rest af fædrelandets jord til den grådige storkapital, og den æder mere end en kongedatter hvert år.
Snart, meget snart er vi en hjemløs slægt, der ikke har egen grund at sætte foden på. Slægten ligner et stakkels æsel, der puster og stønner under den forfærdelige byrde af skatter og prioriteter. Vi ser, at der er nød her og nød der, nød i alle kroge. Men vi må lukke hjerterne; for vi kan ikke hjælpe. Enhver har nok i sit eget.
Menneskene skal gøre sig jorden underdanig. Derfor udpønser menneskeånden bestandig nye opfindelser. Opfindelser frembringer storkapitaler. Storkapitalerne forener sig i ringe og truster.
Men under alt dette synker de arbejdende ned i bestandig større elendighed. Det er som et forfærdeligt maskineri, og bestandig mere vanvittig bliver farten. Så fremkommer der planer om, ved love at standse f.eks. ringenes og trusternes ødelæggelser. Ak! Al verdens kæmper kan ikke ved at springe til og gribe fat i et af hjulene standse maskineriet.
Var det en fusker, der skabte verden og indstiftede verdensordenen? Var det gøglebilleder, han viste os? Eller er det os, der ikke bekymrer os om de love, han har givet os.
Pengestyre
Hvordan kan det dog være, at de folkestyrede nordamerikanske fristater nu også driver erobringspolitik? Hvad vil de f.eks. med Filippinerne? Ja, det synes en uforligelig modsigelse i folkestyre og tvangspolitik. Men hvordan forholder det sig nu egentlig med folkestyret i Amerika, og her i det gamle Europa? Er det folkeviljen, der fuldbyrdes gennem krigene? På ingen måde. Ja, diplomater og taskenspillere har drevet det vidt i retning af at ophidse, vildlede og forfalske folkestemninger. Men at det skulle være et folk særlige og uforfalskede vilje, der i vore dage påfører et andet folk krig – nej aldrig. Nej, der ligger så vist helt andre interesser bagved i hvert fald de fleste af nutidens krige.
Tænk på armenierne! Her går de 99 af hvert hundrede mennesker i Europa og Amerika og ville inderlig gerne befri armenierne fra tyrkernes plagerier. Skulle en krig være en følge af en ærlig folkevilje, så måtte det være et sådant befrielsestog. I den mørke middelalder kunne hundredtusinder af riddere drage ud for at befri Herrens grav – en grav! Skulle det kristne Europa og Amerika i vore dage da ikke kunne løfte en hånd for at befri vore brødre og søstre i Armenien. Kære! Hvad har følelserne og hjertelaget med verdenspolitikken at gøre? Til at føre krig skal der penge. Fyrsterne har dem ikke, folkene ikke heller, fyrsterne må henvende sig til de store bankierhuse om lån. – Lån til en krig for armenierne? Armenien er et afsides, fattigt land, uden havne, uden handel. Der er intet marked, kan intet marked blive for Europas og Amerikas overproduktion. – Med Filippinerne, Kina og Afrika er det en anden sag. Der er frodig jord og gode havne. Måske kan de indfødte oven i købet civiliseres. Så meget des bedre. I modsat fald har man jo geværer, Krupp’ske kanoner og brændevin. Så forsvinder den barbariske befolkning. Man må jo så hjælpe sig med europæisk og amerikansk arbejdskraft. Ganske vist er den lidt dyr, men i alle tilfælde har man her vundet ny jord, i hvilken storkapitaler kan anbringes. Og det er godt; for hvis efterspørgselen efter kapital skulle blive for lille i forhold til tilbuddet, så ville jo renten falde, og det ville være slemt! Eller også måtte kapitalen nøjes med anbringelse mod mindre god sikkerhed, så en del af den kunne tabes, og det ville være værre!
Varme hjerter og klare tanker.
Men når det nu er så, at selve den mennesket iboende fremaddrivende kraft i et umådeligt stærkt voksende tal af tilfælde fører til nød i stedet for til velstand; når det er så, at tidens mægtige lighedsbestræbelser resulterer i større og større ulighed; når det er så, at selve folkestyret, som vi i høje toner roser os af, i virkeligheden er en stor løgn, da ligger det nær at søge årsagen i grundfejl – måske en eneste – i samfundsbygningen.
Rousseau siger som bekendt et sted, at den første mand, der indhegnede et stykke jord og kaldte det sit, blev menneskehedens fordærver. Andre filosoffer, både før og senere har været inde på det samme. Verden har set nok af socialistiske og kommunistiske utopiske drømme. Men Rousseaus ord har ærinde til mennesker med klare tanker, ikke mindre end med varme hjerter, således som begge dele findes forenede hos Henry George.
Tænk Dem Robinson som konge på sin ø, og Fredag hans undergivne! Så har de livegenskabet i sin mest humane form, og forholdsvis humant kunne der være. Men forholdet mellem Robinson og Fredag kunne også have været det, at de var formelt ligestillede, kun at Robinson var ejer af hele øens jord, mens Fredag var ude af stand til at komme bort derfra. Det vil da let ses, at han på den måde ville være akkurat lige så afhængig af Robinson som i det første tilfælde. Thi den, der er herre over jorden, er i virkeligheden herre over menneskene og kan foreskrive dem betingelserne for liv og død. Dette kan være slemt nok, så længe der er mange herrer (jordejere); men afhængigheden bliver mere og mere utålelig, jo færre og mægtigere herrerne bliver. De store kapitalsammenslutninger, ringene og trusterne står endnu ved begyndelsen. Man behøver ikke at være spåmand for at kunne forudsige, at det bærer hen imod deres bemægtigelse af både produktion og handel. Når det er nået, så har vi verdensriger. Langt mere tyrannisk end det, Napoleon stilede imod. – Nej, må jeg så bede om det gamle livegenskab! Under det havde herren dog forsørgelsespligten over for sine gamle og svage undergivne. Men nu er og bliver det de kraftige trælle, der skal forsørge de svage.
Socialisterne søger fejlen i enkeltmandsejendomsretten, i privatkapitalismen. Men med urette. Et saksblad kan ikke klippe; men to kan, når det ene føres på rette måde mod det andet. En damphammer alene kan ikke knuse en æggeskal; men den kan det, når æggeskallen ligger på et underlag. Privatkapitalerne alene kan og vil heller ingen fortræd anstifte – de er tværtimod gode tjenere – så længe der på et let tilgængeligt sted i verden findes nok af frugtbar jord, som endnu ingen ejer har. Men når privatkapitalerne udfolder sig i og bliver et med ejendomsretten til al jord, da har vi slaveriet, og det bliver des værre, jo færre hænder den virkelige ejendomsret (prioriteterne, produktions- og handelssammenslutningerne) samles på. – Endvidere søger socialisterne fejlen i den frie konkurrence. Men sagen er, at så længe det betydningsfuldeste af alle monopoler, jordmonopolet (den private ejendomsret til jord) består, så længe er vi så langt som muligt fra virkelig fri konkurrence.
Enhver sit.
Til hvem har Gud givet jorden, hele den klode, vi bor på? Mon ikke til Adam og Eva og til deres børn i fællesskab? Vil nogen nægte fællesskabets ret og hver enkelts lige andelsret i fællesskabet, så påhviler der ham den forpligtelse at påvise, hvornår og hvorledes Gud har begunstiget nogle af sine børn på de andres bekostning. – Jorden er Guds gave til hele menneskeheden. Det er Henry Georges hovedsætning. Den, som ikke kan erkende denne sætnings rigtighed, kan i det hele ikke følge Henry George – Den danske jord er altså det danske samfunds fællesejendom.
Når man har villet beskylde Henry George for, at han ikke respekterede ejendomsretten, så er den beskyldning så uretfærdig som vel muligt. Tværtimod! Ingen har værget ejendomsretten som han, vel at mærke samfundets så vel som enkeltmands. – Hvad enkeltmand har frembragt, det har han ejendomsret til med udelukkelse af alle andre, også af samfundet. Når han (ved arv, gave eller salg) overgiver sin ejendom til en anden, så har denne anden en lige så udelukkende ejendomsret som den første. Når samfundet ikke des mindre opkræver skat hos den enkelte (told, indtægts- og formueskat osv.) Så begår det, fordi det er den stærke, et brud på den enkeltes (svages) ejendomsret.
Man begrunder samfundets ret til skat af den enkelte på følgende måde: samfundet yder den enkelte retssikkerhed, offentligt skolevæsen,
vejvæsen osv. Som vederlag må den enkelte svare skat til samfundet, men hvis det holdt stik, så måtte vi alle betale lige høj skat (en kopskat); thi alle disse goder tilbydes dog vel os alle i lige grad. Men på den anden side bidrager vel alle enkelte ved selve deres arbejde deres del til samfundets beståen. Det får den enkelte på den måde intet vederlag for. Men nu er alle enkeltes krav på samfundet vel nok mindst lige så stort som samfundets krav på alle enkelte.
Nej, lad den enkelte beholde ubeskåret det, han har modtaget af en anden, og det, han har frembragt ved sit arbejde! Men lad også samfundet få det, der er en gave til samfundet, og det, det selv har frembragt ved sit arbejde. Derved ydes der retfærdighed til alle sider. – Men derved ledes vi til en tvedeling i ejendomsbegrebet: 1) de enkeltes ejendomsret til de værdier, der er frembragt af enkeltmænd, og 2) samfundets ejendomsret til det, der er en gave til samfundet, havet, luften (som endnu ingen har forsøgt at berøve samfundet) og til den nøgne jord med dens geologiske sammensætning og dens mineralske rigdomme. Samfundet har frembragt og frembringer daglig ved sit arbejde uhyre værdier. Der udstikkes f.eks. en ny banelinje. I samme øjeblik, og før det første spadestik endnu er gjort, hæver sig alle de omliggende grundes værdier, ejerne af disse sælger byggegrunde til høje priser, dvs. beriger sig ved samfundets arbejde (ikke ved sit eget). Dette er (trods dets lovlighed i øjeblikket) umoralsk. Men nu er det, samfundet vil sige: denne bane er mit værk, og følgelig skyldes grundenes værdistigning mig. Vel! Jeg tager, hvad mit er. Grundbesidderne skal årligt til min kasse indbetale renten af denne grundværdistignings kapitalværdi. – Det er det, Henry George vil, og mod dette kan der ikke rejses nogen berettiget indvending.
Men ikke alene ved sit arbejde, også ved sine uvilkårlige livsytringer (f.eks. ved fødsel) frembringer samfundet værdier. Jo flere mennesker der vil leje vinduer til fra dem at se kongetoget drage forbi, jo dyrere bliver hver vinduesplads. På samme måde, jo flere mennesker der fødes, jo dyrere bliver pladsen på jorden, jo mere stiger m.a.o. grundværdierne, og med dem samfundets ejendom.
Henry George og vi, hans lærlinge, er ikke revolutionære. Vi vil ikke vende op og ned på noget som helst. Enhver beholder og driver sin gård, sit hus akkurat som før, sælger, afhænder som før. Kun vil samfundet ikke som nu gøre indgreb (i form af skatter) i hans ejendomsret (retten til hans arbejdes frugt og løn). Derimod vil der på al jord hvile en grundværdiafgift, faldende og stigende med grundværdien. Det nye skal indføres under de gamle former.
Men vil en sådan grundværdiafgift virkelig kunne dække samfundets udgifter? Ja, derom tvivler Henry George ikke, og jeg ikke heller. Danmarks grundværdier anslås for tiden til 4 milliarder. 2½% årligt af denne sum dækker alle vore nuværende udgifter til det offentlige.
For øvrigt er vi ikke teoretikere og hænger os ikke i doktriner. Vi vil ikke for tiden diskutere med nogen om, hvorvidt grundværdiafgiften skal være den eneste “skat” eller ej. Lad os bare få gjort en begyndelse, og en god begyndelse, selvom den er lille! Så skal den nok selv agitere for sagen, og så vil det hele ordne sig på lempeligste måde. De mennesker, der lever på den tid, får så selv afgøre, om de ved siden af grundværdiafgiften vil have andre “skatter” eller ej.
Fuldstændig skattefrihed!!!
Men så bliver det jorden, der skal bære alle byrderne? – Ja vel! Jorden, men ikke jordbesidderen. Men jorden skabtes også til at være træl, hvorimod menneskene skabtes til at være herrer. – Men det bliver dog landbruget, der kommer til at udrede det hele? På ingen måde. Når 1 kv. al. i København til 600 kr. kommer til at svare samme afgift som de 2-3 td. ld. her ude i Vestsjælland, der repræsenterer samme nøgenjordsværdi, så skulle jeg mene, købstadgrundene bliver ramt, ramt netop i forhold til værdien, hverken over eller under.
Vi vil ved en grundværdiafgift nå så nær til det fuldt retfærdige, som det for tiden er muligt i denne verden. – Ingen beklager sig over ved køb at skulle betale en ejendom med sin fulde værdi. Under de nuværende forhold træder i langt de fleste tilfælde en fast årlig ydelse (f.eks. landgilde og prioritetsrenter) til dels i købesummens sted. Jo større landgilde og prioriteter, jo mindre kontant købesum. Men dette, at der pålægges en grundværdiskat, vil netop sige, at samfundet indsætter en prioritet i ejendommen. Jo større den er, jo mindre bliver den kontante købesum. Men der er den uhyre forskel på en privatprioritet og en samfundsprioritet, at den første går tabt for det arbejdende samfund, medens den sidste er med at dække samfundets udgifter. Har Henry George ret i, at grundværdiafgiften kan dække alle samfundets udgifter, så har han vist os, hvorledes vi kan nå målet: et samfund uden skatter. Thi købesum er ikke skat.
Dertil kommer, at denne afgift er så overordentlig let at påligne, så dette arbejde endog kan besørges af den afgiftspligtige selv, og allerbedst af ham. – Vi tænker os f.eks. en gård, der under de nuværende forhold ville koste 48.000 kr. Ejeren beregner så bygninger, besætning, inventar og indavlet afgrøde til 24.000 kr. Denne sum repræsenterer enkeltmands (ejerens eget og hans forgængeres) arbejde og er følgelig afgiftsfri. Tilbage er 24.000 kr. Men mandens og hans hustrus årlige arbejde (som de endnu ikke har fået løn for i høsten) sættes til 2.000 kr. Folkehold til 2.000 kr. Grundforbedringer (f.eks. dræning, mergling, hegnsætning, som endnu ikke har betalt sig gennem forøgede afgrøder) sættes til 2.000 kr. Og endelig hestens foder, slitage på heste, redskaber og maskiner 2.000 kr. I alt 8.000 kr. Tilbage bliver 16.000 kr. som ejendommens afgiftspligtige nøgenjordsværdi. Og når denne opgørelse er tvungen salgstilbud, så har man sikkerheden for, at det rette er truffet så nær som muligt. Desuden ligger denne grund jo ved siden af andre grunde med samme eller noget nær samme beliggenhedsværdi og samme bonitet. Store spring imellem denne og naboejendommens afgiftspligtige værdier er selvfølgelig mulige. Det gør jo nemlig intet til sagen (hverken i by eller på land), om jorden bliver godt eller slet udnyttet eller slet ikke udnyttet. Samfundet siger til ejeren som så: dette stykke jord har du modtaget af mig, og det må du svare mig til. Men vil eller kan du ikke, så må du ved salg give plads for en anden, der både vil og kan!
Tænker vi os nu, at der kommer en ny bane med station så nær ved hin gård, så ejeren kan spare 100 kr. årlig i kørselsudgifter, (muligheden for salg af byggepladser ser vi for simpelheds skyld bort fra) så ville det under det nuværende forhold sige, at samfundet forærede ejeren en gave lig med hin sums kapitalværdi, altså 100 kr. x 25 = 2.500 kr. Men ikke således under de nye forhold: de 100 kr. kan årlig spares som følge af samfundets arbejde; følgelig inddrages de som forøget grundværdiafgift som samfundets løn for sit arbejde.
Sandsynligvis vil dog en slags indtægtsskat ikke i alle tilfælde være udelukket. Tænker vi os en læge, en håndværker osv., som har en god næring på en egn, så vil han for ikke at risikere, at hans salgstilbud bliver modtaget, opgive sin ejendoms “grundværdi” så højt, så han intet har at frygte. Men han vil jo dog selvfølgelig ikke være sig selv til skade, og så ser jeg ingen ulykke i, at han har pålignet sig selv en “indtægtsskat”.
Men nu vore toldbetjente, grænsegendarmer, skatteråds- og vurderingsrådsmedlemmer osv.? Å, dem kan vi afskedige. Vi får vist endda råd til at give dem en god pension.
På spørgsmålet om, hvor stor skatteprocenten vil blive, kan der forud intet svar gives. Kun så meget er afgjort: samfundet vil sætte den mindst lige så højt, som rentefoden til den givne tid er. Det må samfundet gøre for sin egen sikkerhed for derved at forhindre, at der på ny sættes privatprioriteter i jord, med al den nuværende elendighed om igen. – Men for øvrigt vil en grundværdibeskatning (samfundsprioritering) formindske efterspørgselen efter kapital og derved give rentefoden en nedadgående tendens. Og jo flere lande der gør overgangen, jo mere vil rentefoden synke. Derved når vi alligevel til en slags “formuebeskatning”, måske oven i købet en meget virksom. Og så vil endda alle “skatteklager” være udelukkede, fordi selve vilkårligheden er udelukket.
Sociale virkninger
Som det er naturligt for mennesket at stille sig i et frivilligt afhængigheds-, ydmygheds-, tilbedelsesforhold til visdommens og alkærlighedens gud, således er det i høj grad unaturligt for voksne mennesker at skulle stå i et tvungent afhængighedsforhold til et andet menneske. Og ikke det alene. Det ødelægger agtelsen for det menneskelige hos den afhængige selv, så han bliver krybende, en træl, og hos den anden, så han bliver brysk, en tyran. Så vist som det ene menneske ikke kan undvære det andet, så vist er vi alle lige. Mennesket har som menneske ret til at være sig selv, til at få brødet uafhængig af det andet menneskes nåde og luner. Tilstrækkeligt brød som følge af mit arbejde, mens ingen kan få brødet uden arbejde (ved en andens).
Hvis altså den af Henry George krævede reform fører frem mod det mål, så vil folk i voksende skarer kræve dens gennemførelse. Og fremad mod målet fører den, et langt eller kort stykke; det lader vi tiden vise. – Når en grund i København til 600 kr. pr. kv. al. kommer til at svare 1% i grundværdiafgift, så vil en plet som den, dette skolehus står på, få en byrde af 1872 kr. årligt. Denne sum og i det mindste renten af de i bygningen stående penge, skal ejeren have ind som leje. Det er da klart, at alle rønner, som ligger på dyr grund, hurtigst muligt må falde, give plads for gode, sunde, nye huse. – Men ude omkring København, som om alle voksende købstæder og stationsbyer, ligger store, dyre arealer hen på spekulation som (nu næsten skattefri) byggegrunde. En tvungen selvangivelse, der er ejerens salgstilbud, skal nok bevirke, at disse grunde bliver bebyggede. Den jernring, der nu hindrer byernes naturlige vækst, og som tvinger folk til at bygge i højden i stedet for i bredden, vil sprænges, og det vil få stor betydning for de hygiejniske forhold. M.a.o. selv den mindste begyndelse vil skabe forøget arbejde, højere arbejdsløn, flere og sundere boliger. Men da huslejen afgøres i forhold til tilbud af og efterspørgsel efter lejligheder, så vil ejeren ikke kunne vælte afgiften over på lejeren. – Dette er allerede nu godtgjort af erfaringerne fra de lande og byer, der har gjort begyndelsen (se vor forenings småskrifter).
Men nu på landet? Ja herregårdsjorden vil ikke som nu blive sat lavere i “skat” end gårdmandsjorden, og denne ikke lavere end husmandsjorden. Afgiftens højde vil alene rette sig efter jordens beliggenhed og bonitet. Kan den forhåndenværende ejer ikke svare det, samfundet har krav på som vederlag for at have overladt ham brugsretten over dette stykke jord, så må han afhænde det eller en del af det til mænd, der kan. – At dette vil ske i mangfoldige tilfælde, vil bl.a. kunne indses af den omstændighed, at vore nuværende skatter, der retter sig efter jordens faktiske “nytteværdi”, i øjeblikket hviler hårdere på gårdmands end på herregårdsjord og endnu hårdere på husmandsjord. – Men derved vil vi også være nået til en langt fornuftigere ordning af husmandsspørgsmålet end den, der består i, at samfundet uddeler gaver til en hel stand, der godt kan hjælpe sig selv. Bare vi gør alvor af løftet i grundlovens §83: “Ved lov hæves alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, der ikke er begrundede i det almene vel,” ophæver det private jordmonopol.
Endnu en ejendommelighed ved denne “skat” skal her nævnes: Medens vore nuværende skatter gør skatteobjektet (føde, klæder og husly) dyrere og tilværelsen tungere, vil en grundværdiafgift gøre skatteobjektet (jorden) billigere og tilværelsen lettere. Thi gode tider har vi, når jorden er billig, uden at dette indvirker skadeligt på prisen af vore udførselsprodukter.
Begyndelser
Det følger af hele det danske folks sindige natur, ar denne reform ikke nogen sinde vil blive gennemført med et slag. Men det vil sikkert også både os alle bedst at tage små skridt. Så langt er vi nemlig kommet ud i det unaturlige, at en pludselig tilbagevenden til det naturlige sandsynligvis vil afstedkomme for store rystelser i form af grundværdiforskydninger (sandsynligvis i det hele fra byerne ud over landet).
Det forekommer mig, at vi passende kunne begynde med:
1) ligesom nu i England at give kommunerne ret til gradvis at gå over til en grundværdibeskatning. (var dette sket for 10 år siden (før banen og stationen kom) i min nabokommune, så ville en meget væsentlig del af kommunekassens udgifter nu kunne afholdes ved afgifterne fra de tilflyttede, uden at nogen af disse havde fået deres byggegrunde så meget som 1 øre dyrere; en enkelt gårdmand (men ikke hans efterkommere) ville rigtignok have været adskillige tusind kroner mindre rig).
2) at give enhver ejendomsbesidder arbejdspant (dette ord er ikke af mig) i de af ham skabte værdiforøgelser ved ejendommen, forud for enhver andens ret (også første prioritets). (Derved vil selv den hårdt forgældede få sikkerhed for, at de af ham iværksatte forbedringer (selv i værste tilfælde ved tvangsauktion som følge af tidernes ugunst) vil komme ham selv og ikke prioritetshaverne til gode. Denne reform vil, uden at øve uret mod nogen, afhjælpe en stor og åbenbar uretfærdighed, og den ligger i den grad i lige linje med rådende tankegang på tinge for tiden, så den vil formentlig ingen rigsdagsmand kunne modsætte sig) og
3) at afløse en del af den mest trykkende told med en ringe grundværdiskat til statsformål. (Hvis det er rigtigt – og meget fejlagtigt til nogen af siderne er det sikkert ikke – når Danmarks samlede grundværdier anslås til 4 milliarder, så vil en så ubetydelig “skat” som ¼ % af grundværdierne indbringe 5 millioner årligt. Afløses der toldskatter for dette beløb, så vil resultatet for statskassen blive det samme; men for skatteyderne (især de mindre) betyder det en lettelse, idet de bliver fri for noget af den afgift, der nu går i private toldbeskytteres lommer, en afgift, som fremkommer derved, at hjemlandets fabrikanter på grund af tolden kan undersælge udlandet og dog beregne sig en uforholdsmæssig stor fortjeneste. Den sum, toldbeskytterne årlig pumper os for, beregnes for tiden til ca. 20 millioner, en sum, der imidlertid stiger for hvert år. En afgift på 1/8 % Af grundværdierne vil på den i artiklen “fuldstændig skattefrihed” nævnte gård betyde en byrde på 20 kr. Men samme gård vil formentlig få en tilsvarende lettelse i told (til staten og private); men i alle tilfælde vil alle de små hjem få lettelser, og det er dem, der forurettes mest ved tolden).
Desforuden vil alle de her nævnte tre foranstaltninger formindske det pant, mod hvilket der lånes penge i grundene, altså formindske de fremtidige lån. Men det er jo også netop den vej, vi skal.
––––––––
Jeg kan ikke slutte denne artikelrække uden med en alvorlig opfordring til mine kaldsfæller. Det vil gå vore, som det vil gå alle andre påtrængende krav, at vi ingen vegne vil komme med dem, fordi der simpelthen ingen penge er. Og værre kan det blive. Den tid er måske nærmere, end ret mange aner, da England ved en, måske foreløbig kun meget lille grundværdiafgift tvinger sine lorder til at afgive deres jagtmarker og vildtparker til dyrkning, da England, som dets statistikere nu forudsiger, igen kan producere tilstrækkeligt smør, flæsk og æg til eget forbrug. Hvis vi til den tid endnu ligger med vore prioriteter, afhængig af Englands forbrug, ja så ligger vi der, og der er rimeligvis ingen, der vil hjælpe os op.
Vor regering og vore rigsdagsmænd tror endnu, det var et godt stykke arbejde, de udførte ved at give os de nye skattelove. Kravene fra vor side er blevet tiet ihjel af dagbladene, før skatte lovene kom, “for ikke at spænde ben for dem,” og skal nu bagefter fremdeles ties ihjel, “for ikke at vække misfornøjelse.” Men de herrer redaktører og rigsdagsmænd tager fejl. Misfornøjelsen er vokset op efter deres egen udsæd og gærer nu hele landet over. – “Giv tid, giv bare tid,” lyder det nu i kor. “Skattelovene var blevet bedre, hvis vi ikke havde haft landstinget; men de er for resten gode alligevel, og I må forlige jer med dem!” – Det forbyde Gud! Og Danmarks lærere kan forbyde det. Gør de det, skal tiden nok komme, da det vil forstås, at de øvede et patriotisk værk.
Skulle nu en og anden (forhåbentlig mange) finde, at det, jeg her har skrevet, er udmærket, da vil jeg bede vedkommende give beundringen den rette adresse: til Henry George selv og hans udmærkede lærlinge her i Danmark! Læs artiklerne gentagne gange, om det skal være, og finder De noget godt i dem, så lad også de fremmeligste mænd (gårdmænd, husmænd, håndværkere osv.) og kvinder i Deres by læse dem. Skulle et og andet være Dem uklart, skal jeg gerne, for så vidt Skole og samfund fremdeles kan give plads, dog på grund af bortrejse ikke i august, forsøge at belyse spørgsmålet, eller, hvis jeg ikke kan, forsøge at få en anden til det. Til slut endnu dette: artiklerne er fremkommet som et ringe afdrag på den taknemlighedsgæld, jeg står i for den tankernes frigørelse, jeg har fundet hos Henry George. – De kan få en lignende. Meld dem ind i vor forening (ved hr. J. E. Lange, Sejerskov pr. Hjallese). Medlemsbidraget er 1 kr. (enhver har lov at give mere). Foreningens særdeles oplysende småskrifter følger med i købet. Og læs så Henry George: Fremskridt og fattigdom, Samfundsspørgsmål og Beskyttelse eller frihandel! – alle oversat til dansk. De to sidste fås, om jeg husker ret, til nedsat pris ved henvendelse til hr. Lange.