Skatteevne kontra skattepligt

Af S. Berthelsen
fra tidsskriftet RET, marts 1911

Den kritik at det gamle tvetydige begreb »skatteevne«, som tidligere er fremsat her i bladet, kom endelig åbent og kraftigt til orde i folketinget under behandlingen af de nye skattelove den 16. februar. Det var folketingsmand Grønborg, der uden forbehold brød staven over det forældede og vildledende begreb »skatteevne« i følgende ord:

»Jeg vil for det første sige, at de skatteprincipper, som vi har fulgt nu i en årrække, for mig står som ganske misvisende og i bund og grund urigtige. Der er en sætning, som har været udtalt mangfoldige gange i den sidste halve snes år eller mere, når der har været tale om skattepolitik, nemlig den, at man skal lægge skatten, hvor skatteevnen er. Det er en falsk og misvisende sætning, og det er en dårlig moral, den udtrykker. Thi det er i virkeligheden en ren røvermoral; det er det samme som at sige: der, hvor man kan opdage de mange penge, og hvor der er noget at få, der tager man det, og nu har man også her opdaget, at der måske kan pilles lidt af teater, musik, forestillinger osv., og så slår man straks kloen i det, men man spørger ikke om, med hvad ret man gør dette, hvilken juridisk og navnlig moralsk ret man har til at gøre det. Jeg mener, vi må ind på en helt anden linie i vor skattepolitik end den, vi hidtil har fulgt, så at dette ikke bliver vor ledestjerne at tage skatten, hvor skatteevnen er, men således at vi siger: »skat, hvor skattepligten er«.

Grønborg

Enhver ven af klare linier og en sund skattepolitik bør sige hr. folketingsmand Grønborg tak for disse endog ret skarpe ord. Dette så meget mere, som der i adskillige blade – øjensynlig dog nærmest af partipolitiske hensyn – er rettet angreb på folketingsmanden for hans åbne kritik af begrebet »skatteevne«. Dette ord hidrører jo imidlertid fra venstrepartiets barndomstid, da man endnu ikke – her i landet som andetsteds – havde klaret sig, at »skatteevne« kun er en meningsløs oversættelse af det engelske »ability to pay« dvs. betalingsevne, hvilket ord kun udsiger noget om en faktisk tilstedeværende mulighed for at betale, men intet som helst om det retlige forhold, der skulle kunne begrunde en forpligtelse overfor det offentlige.

En endnu bedre afløsning for ordet »skatteevne« end »skattepligt« er dog, som tidligere påvist her i bladet, ordet »skyldpligt«, der direkte udsiger, at der forud for et skattemellemværende skal bestå et offentligt skyldforhold, som netop udlignes ved skatten.

Derved ledes opmærksomheden nemlig hen på det rette element i det hele økonomiske forhold mellem det offentlige og den enkelte, og i en diskussion bliver sejren da langt sikrere.

Overfor den indvending, »hvorledes det går, når evnen ikke er tilstede« osv., giver også kun »skyldpligt« den rette forklaring. Thi dette ord fører tanken bestemt hen på, at der aldrig under nogen omstændighed kan tænkes det tilfælde, at betalingsevnen skulle kunne mangle, hvor der foreligger en virkelig skyldpligt mod det offentlige. – Thi »skyld« forudsætter, at der forud af det offentlige er givet den skyldpligtige den ting, som han gennem skattens beløb giver tilbage et vederlag for. Såfremt den enkelte skyldpligtige person derfor nogensinde skulle mangle betalingsevne, bliver dette uden mindste indflydelse på det offentliges skatteret. Thi i så fald har det offentlige den nærliggende og altid benyttede udvej, at gøre sin ret gældende overfor selve den ting, som er årsag til skyldpligten, og hvorpå ret egentlig skylden hviler.

Men dette fører nødvendigvis til, at skyldpligt kun kan være »reel« og ikke »personlig«, kun kan være knyttet til besiddelsen af en ting eller rettighed af fast værdi dvs. en grundværdi.

Dette er da også årsagen til, at der aldrig kan forekomme »uerholdelige restancer« af egentlige grundskatter. Kun disse har den for al god statsstyrelse nødvendige egenskab at være ufortabelige – modsat alle skatter af personlig karakter.