Af Godsforvalter S. Berthelsen, Høng.
Foredrag ved husmandsstævnet på
St. Restrup den 7. juni 1914.

I:

Til en god og stor høst kræves to ting: rent og ædelt sædekorn med spirekraft og vækstevne og dernæst en velbehandlet agerjord.

Således også, hvor det gælder folkets, menneskeslægtens vækst og høst. Sædekornet er her selve menneskesjælene, slægterne som år efter år kastes ud fra barnekammeret og skolen, ud på livets store ager. Og jordbunden – det er samfundsforholdene, som vi byder vort folk, slægt efter slægt – levevilkårene for det menige folks trivsel og vækst.

Derfor er der to store folkekrav fremme i vor tid: kravet om det enkelte menneskes oplysning og opdragelse og derigennem menneskeslægtens forædling. Og dernæst kravet om, at de sociale vilkår er gode og trygge for folk for de unge slægter – at ikke alt for mange af de dyrebare menneske-sædekorn skal falde på stengrund eller blandt torne og tidsler, men at de om muligt alle kunne falde i god jord og bære rige frugter.

Vi har netop nu hørt et godt foredrag om vort folks store skolesag, oplysningen, der for folket er, hvad solskin er for den sorte muld.

Lad derfor nu mig tale om de store socialreformer, som skaber ikke livet selv, men den rette gode jordbund for slægternes frie liv – de økonomiske reformer.

II.

De virkelig store reformer i folkenes liv sker ikke ved love om nådegaver “fra oven” til folket, men ved gennemførelsen af folkets moralske og gudgivne rettigheder. Og at dette reformværk er ædelt og godt, viser sig stundom bedst derved, at alle de, som hidtil har levet af uretten – de klager straks og højlydt over, at de skal miste deres overherremagt og de taler om “krænkede rettigheder”.

Således da stavnsbåndet skulde løses for vel 125 år siden. 103 jyske proprietærer sendte daværende kronprins Frederik en harmfnysende protest mod sådant “indgreb i vore rettigheder, som vil gøre os brødløse, bringe landet til undergang og gøre efterslægten ulykkelig, – og vore ejendomsrettigheder krænkes derved på den for os ynkværdigste måde, skrev de. Men de forvekslede her RET med MAGT. – De mistede deres magt til at krænke folkets ret. Sjette Frederik og hans frisindede rådgivere, Reventlow og Colbjørnsen, brød sig jo ikke om den dumme protest, og nu knejser frihedsstøtten som hundredårigt vidnesbyrd om det uhyre fremskridt, som hine landboreformer bragte hele vort land og folk.

Ligeså da neger-slaveriet i Amerika skulle afskaffes. Ikke blot slaveejere, men endog præster stod da op, nogle med biblen i hånd, og råbte på, at den hellige ejendomsret krænkedes, når slaverne frigaves. Thi slaverne var jo herrernes ejendom efter loven. – Når en bortløben slave blev grebet, straffedes han af øvrigheden – ikke for ulydighed, men for tyveri, thi han havde jo stjålet sig selv ud i friheden! Og de der havde hjulpet ham, straffedes for hæleri! Men præsident Lincoln brød sig fejl om præsternes og slaveejernes råb; han nægtede at lade statsmagten vedblive at være bøddel for tyrannerne over for folket, og personlig frihed gennemførtes, – vold og uret afløstes af ret og skel.

Men i vore dage står folket overfor erobringen også af dets økonomiske frihed – den vigtigste af folkelige reformer, den, uden hvilke de andre er så temmelig omsonst. Thi landboreformerne hjalp vel bonden frem i det forløbne hundredår – men der fulgte dermed en skygge, som man længe ikke anede, men som nu truer med at tage fremskridtsarbejdets velsignelse bort, – nemlig det “stavnsbånd” af pantegæld og driftsgæld, som følger de gode tider under det nuværende system således, at det ofte ikke er mand der ejer jorden, men jorden, som ejer ham og hans arbejdskraft. Og vel har lønarbejderen personlig frihed – men hvor skal han gå hen og bruge den, når han kun kan få lov dertil, mod at aflevere en større part af arbejdsudbyttet til private monopolhavere end nogen negerslave normalt måtte aflevere til sin herre i hine dage.

III.

Derfor har husmændene, der samtidig er landmænd og arbejdere, fremmeligst og bedst af alle peget på det nye store mål: folkets økonomiske frigørelse for gældstrældom og løntrældom, og anvist den sikrevej dertil: lige ret for alle, særlig til fædrelandets jordværdier, afskaffelse af alle skattebyrder på arbejde, forbrug og omsætning, og i stedet derfor inddragning af de samfundsskabte grundværdier på land og i by, – hvorved jorden billiggøres og adgangen lettes for de tusinde hjem. Fra køgeresolutionen i 1902 til nu har husmændene i stigende tal sluttet sig til disse krav, og efterhånden har alle de frisindede partier, de radikale venstre, det moderate venstre, landarbejderforbundet, socialdemokraterne og det kristelig-sociale samfund helt eller delvis optaget disse krav på deres programmer – og ud over alle lande rejser den menige mand disse samme simple, klare og uimodståelige folkelige retskrav.

Men så kommer også her forlorne klager og protester frem fra de privilegerede, som ved gennemførelsen vil miste deres hidtidige magt til udbytning, og på mange måder søger de og deres lejede penneførere at hindre dette folkelige retskrav. Det seneste forsøg er et med megen betalt reklame udsendt hæfte af en cand. Juhl med titlen Er georgismen ikke tyveri?, som er tilstillet alle blade, endog med et trykt udkast til en rosende anmeldelse, som bladene skulle optage, så det kunne se ud for læserne, som om det var bladets redaktion og ikke forfatteren selv, som roste sit eget produkt. Honnette blade har selvfølgelig ikke ladet sig narre heraf. Men Jørgen Nielsens blad Husmandshjemmet har dog “for at få den gendrevet”, optaget hele reklamen, – desværre endog i et typografisk udstyr, som ikke aldeles klart angiver bladets stilling, skønt denne selvfølgelig ikke kan være tvivlsom.

Så meget nyttigere er da en gendrivelse af hele skriftet, og en sådan vil forhåbentligt snart foreligge offentlig.[1]

Her skal dog væsentlig kun imødegås den del deraf, som var optaget i Husmandshjemmet, og som altså er kendt af denne kreds, som her er samlet.

IV.

Skriftet indeholder næppe en eneste indvending mod, hvad hr. Juhl kalder georgismen, som ikke forud er gendrevet på sit sted. Men det ejendommelige er, at han særlig søger at indfange landboerne og mest husmændene i deres egenskab af jordejere, idet han ganske savner blik for at disse i langt højere grad er arbejdere på deres egen jord, og forbrugere af toldpligtige artikler. Derfor søger han at drage husmændene over til herremænd og storbønder ved at fortælle dem, at også de jo har jord – og han søger at stille husmændene i modsætning til det øvrige “jordløse” folk i by og på land. Men hr. Juhl er kommet for silde med sine lokketoner til husmændene og sin plan om at dele “underklassen” i de besiddende og de besiddelsesløse.

Husmændene har netop forlængst ved deres program om lige ret erklæret sig solidariske også med dem, som mulig økonomisk står under dem og endnu ikke har jord. – Husmændene vil netop også hjælpe dem til at få jord og hjem på gode vilkår, – hvilket jo gælder hele fremtidens slægt, også husmændenes børn. Husmændene vil overhovedet ikke skabe nogen klassekamp, men mindst af alt i ledtog med jord-monopolister og grundspekulanter rejse en kamp imod det jordløse folk på land og i by.

Hr. Juhl skal have taget statsvidenskabelig eksamen ved vort lands universitet. Det er da beklageligt både for dette og for ham, at kan viser sig uvidende om, hvad det er han bekæmper og gør sig skyldig i de banaleste misforståelse af, hvad georgisme er.

Han tror således, at alle skatter skal væltes over på jorden, medens sandheden er, at alt skal dækkes af jordværdien, og da mindst 9/10 af vort lands jordejere ikke ejer deres jords grundværdi, bliver det ikke jordejerne, som kommer til at bære jordværdiskatten, men tværtimod jordværdiejerne, altså prioritetshaverne, kapitalisterne i ind- og udland, som vil komme til at føle virkningen af, at de samfundsskabte værdier unddrages kapitalmarkedet.

V.

Hr. Juhl tror fremdeles, at georgisterne vil tage jorden fra gårdmænd og husmænd, uagtet det netop er Henry Georges store fortjeneste at have påvist, at denne socialistiske eller kommunistiske foranstaltning er ganske overflødig og urimelig.

Husmændene vil, lige som Henry George, netop ikke normalt lade staten tage jorden, men lade denne som hidtil være i privatbrug og eje, hvad enten det gælder små eller store ejendomme. Kan blot enhver svare forholdsvis samme afgift, lige skat af lige jord, så skal herremænd og husmænd sidde med samme ret. Ja, selv overfor len- og stamhuses jord kræver husmændenes program kun, at samfundets ret varetages gennem en særlig afgift, svarende til værdien af privilegiernes afskaffelse.

Den statsøkomiske kandidat håner dernæst husmændene, fordi de forlanger afskaffelse af alle toldskatter, både til stat og til privat fabrikant, altså fuld frihandel, ikke blot for sig selv, men også for hele det forbrugende folk. Det, der er det store og stolte i husmændenes program, og har gjort husmandssagen til en folkesag, der nu lyser op over partierne og ud over landene, det kan denne kandidat ikke få i sit statsøkonomiske hoved er retfærdigt, og som den maskerede toldbeskytter han taler han om, at industrien dvs: aktionærerne og den toldbeskyttede storindustri vil tage skade af, at de må ophøre at plyndre forbrugerne.

Hr. Juhl har overhovedet ikke gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvorledes toldbyrderne (for tiden ca. 50 mio. til staten og sagtens 25 mio. til industrien) hviler trykkende på hele underklassen, og hvorledes deres ophævelse ville lette folket, forøge arbejdslønnens købeevne og tillige gavne produktionen langt mere, end toldskattens direkte beløb fordi tolden ikke blot fordyrer, men i mange tilfælde forhindrer brugen af en nyttig vare. (Glastolden af 1908 har således hindret havebruget i anvendelse af glas til dyrkning under glastag, og det er kun et enkelt vidnesbyrd).

Kandidat Juhl tror i sin uvidenhed, at jordværdiskatten særlig lægger an på jorden på landet, medens faktum er, at grundværdireformen netop vil flytte skattebyrden fra landet til byerne, fordi derinde er lidt jord og høj jordværdi, medens vi på landet har meget jord, men forholdsvis lav jordværdi.

Fremdeles tror hr. Juhl, at det er vanskeligt eller umuligt at vurdere grundværdier særskilt, uagtet erfaringen her hjemme fra og fra udlandet viser, at dette er den letteste og simpleste af alle vurderingsmåder, når den foretages rationelt.

Men endelig kommer kandidat Juhl til det punkt, der for ham er hovedsagen, og som jeg derfor vil dvæle lidt nærmere ved, nemlig dette: at jord bliver billig, netop det, der også er en hovedsag for husmændene, som for alle georgisterne, idet de tydeligt ser, at gennem jordens kunstige prisstigning udelukkes det menige folk fra fædrelandets jord, idet de ikke kan få plads på denne til bopæl eller erhvervsplads uden at forpligte sig til hele deres levetid at måtte betale til den private kapitalmagt og monopolisme en afgift, som har tendens til at sluge alt, hvad arbejderen selv skulle have som løn for sin gerning, eller dog kun vil levne ham det allernødtørftigste vederlag.

Derigennem – gennem jordens prisstigning – er det netop, at jordens overhåndtagne prioritering, dens gældstrældom skabes, – således som vi nylig har set opgjort statistisk, – idet denne gæld i 1909 var ikke mindre end ca. 3.300 mio. kr., og i 1914 sikkert langt over 3.500 mio. kr., – hvilket vist nok er mere end al dansk jord i øjeblikket kan ansættes til at være værd med påhvilende byrder.

VI.

Her ligger da kernepunktet i jordspørgsmålet: er det arbejdende folk vel tjent med høje jordpriser og fortsat stigende prioritetsgæld, med voksende renteafgifter til storkapitalen i ind- og udland? Eller er det arbejdende folk ikke netop tjent med lave jordpriser, standsning i prioritetsgældens vækst, og faldende rentebyrder? Og her er det, at kandidat Juhl kommer som en anden Mefistofeles og vil friste husmændene ved at hviske dem i øret: “Husk vel på, at I er også godsejere, jordprisen er en del af eders formue, I husmænd har fælles interesse med godsejerne og grundspekulanter i at holde jorden i højst mulig pris, så kan I sælge dyrest mulig til den næste slægt.” “Så derfor bort fra eders georgistisk-farvede program, gå sammen med os andre, jordmonopolisterne, om at tage byrderne bort fra jorden, for at lægge dem over på det arbejdende folk, – hellere end omvendt! Thi derved slipper I fri og forøger jeres formue – ganske vist på det øvrige folks bekostning, – men hvad gør det? Den kristelige moral er åbenbart ikke hr. Juhl’s stærke side, thi den vil ikke tillade nogen mand eller stand at tilegne sig fordele på andres bekostning; tværtimod er dens gyldne regel: alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod eder, dette gør også I mod dem.

Og derfor er det, at hr. Juhl (og de monopolister, han fører pennen for) er ikke blot kommer for silde men også taget grundig fejl af husmændene, når han har troet at kunne indpode en demoraliseret “videnskabelig” overklasse tankegang på de samfundsklasser, hvor husmændene og andre georgister har deres store og voksende tilslutning.

Husmændene har ved deres program gang på gang erklæret, at de ikke vil følge overklassens eksempel i retning af at tilegne sig værdier på andre samfundsklassers bekostning, selvom de kunne. De kræver tværtimod lige ret for alle, ikke blot fordi dette er god kristelig moral, men også fordi de store og brede samfundslag overhovedet aldrig kan vinde noget ved tilsyneladende at blive givet særrettigheder; thi disse er kun noget værd for de få, – aldrig for de mange! Thi hvem skal vel de mange tage noget fra? Det er mærkeligt, at en mand, som skal have bestået universitetets eksamen i statsøkonomi, aldrig er blevet opmærksom på denne simple regel om modsætningsforholdet mellem regel og undtagelse. Eller taler han mod bedre vidende?

VII.

Hertil kommer, at husmændene også ad en anden, naturlig og nærliggende vej er nået til erkendelse af, at de, selv i egenskab af jordejere, ikke er interesserede i højere jordpriser, men tværtimod i lave jordpriser, nemlig hensynet til børnene, hensynet til, at husmandens børn selv skal ud at købe jord og derfor under høje jordpriser møder langt større hindringer, end den smule fordel, som forældrene kan have af en gang at sælge den hjemlige jord. Denne dybe slægtens samfølelse er det, at husmændene, som alle gode landbrugere og alle brave mænd og kvinder bygger deres liv og færden på, og derpå har de også og med fuld ret bygget deres økonomiske folkeprogram.

Hovedsagen for dem, som for hele det arbejdende folk, er derfor ikke dette: at virke und er trællekår et langt liv igennem, for så en gang mulig at kunne indkassere en jordprisstigning, hidført ved samfundsskabte værdier, for endelig at tvinge børnene ind i samme eller endnu værre trællekår! Men tværtimod det omvendte: økonomisk frihed, dvs. fritagelse for alle skatter og byrder på arbejde, forbrug og omsætning, så at arbejdet afkaster fuld og rigelig løn i den arbejdskraftige alder, og sikkerhed for, at børnene kan gå ind til samme gode, frie vilkår, uden trællebånd til stat og private, – så de hundredtusinder af frie og selvstændige hjem kan rejse sig fra by til by, fra sogn til sogn, fra herred til herred, fra hav til hav, overalt i det fædreland, som vi kalder vort – ikke blot i digt og sang, men i liv og lov.

Og når så en “videnskabsmand”, som hr. Juhl, vil prøve at kalde dette for “tyveri” og vil påstå, at folket derved, ligesom slaver, i sin tid, “stjæler” sin frihed, så tilbageviser vi dette med foragt, ikke blot fordi vi agter at gennemføre denne reform på fuld lovlig og grundlovsmæssig måde. Men også fordi denne reform tværtimod går ud på at standse og hindre den umoralske tilegnelse af private, arbejdsskabte værdier, som netop nu hver dag foregår under de nuværende forhold gennem de opskruede priser på jord og varer, som skabes af de bestående jord- og toldbeskyttelsesmonopoler. Netop disse monopolers beståen er en daglig plyndring af det arbejdende folk, for at bruge Pescheke-Køedts ord og at afskaffe dem, er på ny at indføre ærliglighed i vort offentlige liv.

VIII.

Og hvis hr. Juhl tror, at husmændene og andre georgister står ene med dette krav og denne opfattelse, så tager han atter mærkelig fejl, og beviser kun, at han ikke kender meget til historiens vidnesbyrd. Engang før – for et århundrede siden – har en sådan jordværdireform nemlig frelst vort land fra en statsbankerot, som den, vi nu, om end i andre former, stiler stærkt hen imod. Da blev vi frelst ved at der pålagdes alle faste ejendomme en bankhæftelse, som genopbyggede vort lands kredit. Og det var nordens største retskyndige, Anders Sandøe Ørsted, som forsvarede dette skattepålæg på grundejerne med følgende ord, som fortjener på ny at fremdrages:

“At deslige skatter kunne forøges over det, de var, da man tilforhandlede sig ejendommene eller tog dem i pant, er slemt nok; men anderledes kan det ikke være, da ret til, under det borgerlige samfunds forandrede stilling, at pålægge nye skatter, må finde sted i enhver stat, hvad enten nu denne ret er nedlagt i en monarks hænder eller udøves af en nationalrepræsentation; og udenfor en stat vild man slet ingen ejendom have.
Man glemmer, at alle ejendomsskatter er prioriterede frem for enhver privat panthaver. – Tingens natur tilsiger allerede dette; thi det er ejendommen, som afgiften pålægges under hensyn til ejerens person, og strengt taget hører den ham først til, efter at han har klaret, hvad staten, eller det hele borgersamfund, som han skylder sin ejendom, har at fordre af ham…”

Således var og er gældende dansk ret, og det er således ikke Henry Georges meningsfæller, som i denne sag er i strid, hverken med samvittighed eller noget andet af de 10 bud!

Og selvom hr. Juhl er ukendt med Ørsted, burde han dog kende statsretslæreren og juristen, professor Henning Matzens udtalelser i tingretten og statsforfatningsretten om forholdet mellem statens beskatningsret og den private ejendomsret. Så ville han vide, at det hører til de normale indskrænkninger og betingelser for ejendomsretten, at denne må vige tilbage for samfundets førsteret; at tage skat også af jordværdierne.

Og vil han have noget endnu nyere bør hr. Juhl læse professor Laurits Bircks nye bog om ejendomskatter og ejendomspriser, såvel som professorens seneste udtalelser om, at “jordskyldreformen vil gå sin sejrsgang frem i verden”. Det er hr. Juhls egen lærer i nationaløkonomi, som har udtalt disse ord, men læreren har øjensynlig liden ære af sin tungnemme eller vildfarne elev. Vil han have et vidnesbyrd fra udlandet, skal jeg endelig til slutning nævne, hvad selve Englands førsteminister, den fine og ansete jurist Herbert Asquith, for nogen tid siden udtalte netop om vort spørgsmål:

“Grundværdiskatten når den forstås ret, betyder ikke krænkelse, men en hævdelse af ejendomsretten”.

Med disse ord, der kun er en bekræftelse på det moderne demokratis opfattelse overalt i verden i vore dage, skal jeg slutte, og udtale ønsket om, at også hele det danske demokrati vil samles om den økonomiske reformfane, som husmænd har rejst tidligere og kraftigere og mere målbevidst end nogen anden stand eller parti:

“Folkets økonomiske frihed gennemført ved fuld frihandel og grundreformen”.

Hr. Juhls plumpe forsøg på at forsimple vor offentlige forhandling ved under urigtige foregivender at søge at drage en del af “underklassen” over på “særrettighedernes” side, ligner ganske de tilsvarende forsøg på at udvide den privilegerede valgret til også at omfatte gårdmænd og nogle husmænd, for derved at hverve disse som kampfæller for privilegierne – mod folket nedenfor. Men ligesom det danske venstrefolk afviste dette plumpe forsøg på at “flytte skel i stedet for at slette skel (som landbrugsminister Anders Nielsen sagde), således vil vort folk afvise hr. Juhls forsøg på at flytte de økonomiske privilegiers skel, så at det brede, arbejdende folk lukkes ude fra adgangen til vore fælles økonomiske værdier.

Men det skal ej ske! Husmændene har ved dens køgeresolution løftet kravet om politisk og økonomisk ligeret for alt folket op til en hovedhjørnesten i dansk politik, og derpå vil det danske folk bygge sin fremtid nu og herefter.

[1] Se Er retfærd tyveri af Alfred Pedersen. /pma