Sand frihandel og “laissez faire
Af W. R. Lester, m. A.
Oversat af Caroline Bjørner

Oversætterens forord.

Indholdet af denne lille pjece er et foredrag, holdt ved den 5. internationale frihandels- og grundskylds kongres i London, 1.-5. september 1936
Forfatteren er en engelsk industrimand, W. R. Lester, M.A. som dimitterede fra Glasgow universitet i 1881 og senere i nogle år studerede ingeniørvidenskab i Frankrig og Tyskland. Han er nu direktør for forskellige engelske industriselskaber.
Mr. Lester, som er en ivrig frihandelsmand, har i mere end en menneskealder beskæftiget sig med økonomiske og sociale spørgsmål og har behandlet disse emner i utallige artikler og pjecer, hvoraf en enkelt, Arbejdsløsheden og jorden tidligere er oversat til dansk (af lærer Frede Pedersen, Egens pr. Rønde).
Da forfatteren i nærværende pjece behandler årsagerne til frihandelspolitikkens øjeblikkelige nederlag, har den, efter oversætterens mening, også bud til mennesker her i landet og navnlig til sådanne, som, trods de sidste års udvikling, stadig tør bevare deres tro på frihandelens ide.

– – –

Tidens tale.

Skulle man forsage at udtrykke den herskende opfattelse af økonomisk politik, måtte man sige, at selv om frihandel som idé ikke kan bestrides, så er det dog ikke muligt for et enkelt land at gå over til frihandel, så længe andre lande ikke vil følge. De fleste protektionister kan nærme sig frihandelen så meget, og mange frihandelsfolk kan komme så langt hen imod protektionismen.

Men ingen, som til fulde har forstået frihandelens idé, kan undgå at vide, at selvom alle lande med undtagelse af et eneste bibeholdt deres toldmure, ville det i rigt mål lønne sig for dette ene land at nedbryde sine. Ingen, som virkelig behersker frihandelsidéen tvivler om dette. Handel er til fordel for både køber og sælger. Selvom alle parter, på én nær, led under den illusion, at dette ikke var tilfældet og valgte at berøve sig selv samhandelens fordele ved hjælp af told, kvota eller forbud, skulle det da være nogen grund til, at den ene, som ikke lever under samme forestilling, skulle slå følge? Selvom alle lande på ét nær stoppede importens strøm af varegoder, skulle det da være grund nok for det ene land til at gøre lige så?

Kun en tankeløs overtro, baseret på den vildfarelse, at import kulde være skadelig, kan få os til at antage, at intet enkelt land kan nedbryde sine skranker, så længe andre opretholder deres, og man kan lige så godt indrømme, at frihandelen ikke har store chancer for at vinde tilslutning, å længe en sådan overtro hersker. Det er da nødvendigt, at vi spørger os elv, hvad der kan være grunden til, at denne og mange andre vrangforestillinger handelen vedrørende har vundet så vid udbredelse. Der må være en eller anden grund til, at man anerkender sådanne latterlige forestillinger som sande, som fx den, at et folk bliver rigt ved at sende varer bort og fattigt ved at indføre dem; at det skulle være bedre, at varerne bliver lavet indenlands, end at de bliver købt udefra, selvom de kan købes billigere udefra; at udlændingen, som sender os de varer, vi ønsker, skulle berøve os vort udkomme; at dette at tage imod varer, der er fremstillet fx af Japans dårligt betalte arbejdere, skulle være ensbetydende med at tvinge vor egen arbejdsløn ned imod det japanske niveau. Hvorledes kan sådanne vrangforestillinger holde sig, på trods af alle frihandelens argumenter?

Det er utvivlsomt muligt at finde grunden til denne vildfarelse, og vi tror, den er at søge deri, at sand frihandel sjældent fremstilles i sin helhed. Hvis friheden skal kunne føres frem med fuld styrke, må man være klar over, at den ikke kan hakkes op og fremstilles i enkelte afdelinger. Men det er netop det, der er sket ved at fremstille frihandelen alene! Frihandelslæren, som den anvendes af ortodokse frihandels folk, føres sjældent videre end til udenrigshandelens område.

Frihandel – fri produktion.

Man har behandlet handelen som ganske uafhængig af produktionen. Man har troet, at økonomisk frihed ville blive opnået i rigt mål, når blot toldmure og andre hindringer for udenrigshandelen blev fejet over ende, – meden man samtidig helt har overset den meget større byrde, som nu er pålagt al produktiv erhvervsvirksomhed. Vi må huske, al handelen uløseligt er knyttet sammen med produktionen, således at enhver byrde, der tynger produktionen, har og må have virkning på handelen.

En skat på bilfabrikation eller bygningsvirksomhed i ens eget land er lige så åbenbart et brud på frihandelsidéen, som en skat på varer, der indføres fra udlandet.

Selvom udenrigshandelen blev befriet for al told, kvota og for alle restriktioner, så ville man endda ikke have opnået fuld økonomisk frihed, så længe de byrder og bøder, der nu pålægges produktionen, stadig fik lov at bestå.

Produktionen er den nødvendige forudsætning for al samhandel, så alle restriktioner, der hæmmer produktionen, må nødvendigvis virke som en indskrænkning af samhandelen. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at størstedelen af vor nutidige beskatning, både stats- og kommunalbeskatning, pålignes således, at den hæmmer produktionen. Frihandelsfolk må forstå, at det er ganske upåkrævet al blive ved med at opkræve skatter som det hidtil er sket. De må forstå, at der eksisterer et offentligt fond, der er opstået som et resultat af borgernes værdiskabende  virksomhed i forening med de tjenester, der ydes af staten, og at regeringen kunne trække på denne fond til betaling af dens ydelser, uden at den behøvede at pålægge handel og erhvervsliv nogen som helst byrde. Denne rent fælles fond er jordværdien eller landets økonomiske rente, og man har kun taget sin tilflugt til de nuværende skatter på handel og produktion, fordi samfundet har tilladt, al dets naturlige indtægt flyder i lommen på private.

Al få denne fond ført ind i det offentliges kasse er i lige linje med frihandelsfolkenes kamp for at nedbryde skranker og føre frihandelen ud på et videre felt. Hvis det begreb, der ligger bag frihandelen, således bliver ført ud i sin naturlige konsekvens, så vil meningsløse forestillinger af den art, som tidligere nævnt, ikke længere kunne vinde den almindelige tiltro, de nu nyder, thi den falske baggrund, som nu får løgn til at se ud som sandhed, vil da være således ændret, at tingene kunde ses, som de i virkeligheden er.

Menneskets tanker er påvirket af de omgivelser, hvorunder de lever, og når de lever i omgivelser som de nuværende, hvor det er svært at få arbejde, og hvor angsten for arbejdsløsheden stadig lurer, bliver deres opfattelse af økonomiske spørgsmål forvrænget og helt forskellig fra, hvad den ville være, hvis mulighederne for arbejde var ubegrænsede og arbejdet var tilgængeligt for alle, ligeligt og fri for alle hindringer.

Hvor det er vanskeligt at få arbejde, bliver arbejdet i sig selv et mål, man ivrigt søger. Når pladserne er begrænsede, er det uundgåeligt, at de, der bliver distancerede i kapløbet om pladserne, betragter deres heldigere konkurrenter med ringe begejstring, ikke mindst, hvi disse konkurrenter tilfældigvis skulle være udlændinge. Hvis udlændingen gør os den virkelige tjeneste at forsyne os med de billige varer, vi ønsker, så vil man under disse omstændigheder være rede til at lytte til protektionisten, som fortæller, at denne udlænding begår en uret mod os, ved at berøve os det arbejde, som med rette burde være vort.

Selvforsyningens styrke.

Da vi lider under arbejdsløsheden og derfor betragter arbejdet som det endelige mål, tror vi villigt, at der virkelig ville være flere arbejdsmuligheder herhjemme hvis vi spærrer fremmede varer ude med told, kvota eller forbud.

I omgivelser, hvor der råder arbejdsknaphed, bliver det sunde og sande frihandelsargument: at import ikke kan formindiske hjemmeproduktionen, da importen sætter os i arbejde med at lave eksportvarer til betaling af importen, trængt til side. Og så længe arbejde er en sjældenhed, vil den frihandelspåstand, at importen forøger velstanden og reducerer leveomkostningerne, ofte mangle overbevisende kraft, thi protektionisten tager til genmæle ved at spørge om, hvor meget af den forøgede velstand der vil komme den arbejdsløse til gode, eller hvad gavn en mand uden løn har af en billigere levefod?

Hvis der eksisterede sådanne tilstande, at arbejdet ikke længere blev betragtet som det endelige mål, men kunne fås af alle, som trængte til det, i lige så rigeligt og naturligt mål, som luften, vi indånder, – og sådanne tilstande ville kunne råde, når man fjernede alle hindringerne, som står mellem den arbejdssøgende og de naturlige erhvervskilder – da ville opfattelsen af økonomiske spørgsmål undergå en radikal ændring.

Så ville vi for første gang betragte den udlænding, der sender os de ting, vi ønsker, som én, der gør os en værdifuld tjeneste, og vi ville smile ad protektionisten, når han fortalte os, at den udenlandske fabrikant ødelagde vort udkomme og stjal vort arbejde.

Det er interessant at se, hvorledes den nuværende kunstige arbejdsmangel fordrejer folks synspunkter på mange andre områder. Tænk fx. på afrustningsspørgsmålet. Hvilke udsigter er der til at få lukket våben- og ammunitionsfabrikker, så længe gode arbejdsvillige mænd slider stenbroen som arbejdsløse? Ville en sådan handling ikke blot forøge de arbejdsløses antal med tusinder? spørger man. Selv den mest brændende fredsven viger tilbage ved tanken. Som sir Benjamin Dawson, formanden for Bradford Conservative Association, så rigtigt har sagt:

“Hvorfor er hvert enkelt land i økonomisk krig med resten af verden? Fordi hver enkelt nation prøver at skabe arbejde for sin egen hær af arbejdsløse ved hjælp af told, kvota og restriktioner. Hvis vi ingen arbejdsløse havde, ville der ikke være brug for den slags skranker. Økonomisk krig ville ophøre, og der ville blive en fri strøm af varer fra det ene land til det andet.”

Arbejdsløshedens årsag.

Således drejer alt sig om problemet arbejdsløshed. Det er derfor en ufravigelig pligt for enhver, som forstår fordelene ved økonomisk frihed, at spore arbejdsløsheden til dens kilde.

De vil finde den i de hindringer, som er lagt for adgangen til naturens arbejdskilder. At fjerne disse hindringer og bånd er frihandelsmandens naturlige opgave, fordi det kun er hans egne ideer ført ind på et videre felt.  Nu kræver han alle hindringer for handelen fjernet; lad ham gå et skridt videre og kræve hindringerne for hele produktionen afskaffet.

Men for tiden synes dette som en røst i ørkenen. Landenes nuværende politik går stik imod den slags tanker. Statsledelse, planøkonomi, offentlig kontrol og knugende skatter på produktiv virksomhed hører mere og mere til dagens orden. Man forstår ikke, at de fleste af de vanskeligheder, industri og handel lider under, er direkte følger af statens egne handlinger, både nu og i fortiden, og at det, vi nu trænger til, er ikke yderligere lovgivning for at mildne følgerne af tidligere fejltagelser, men derimod en tilintetgørelse af den lovgivning, som er skyld i ulykkerne.

Det er regeringernes stadige indblanding i erhvervslivets naturlige foretagsomhed, der er skyld i, at verden nu lider af fattigdom midt imellem rige muligheder, og som er årsag til kriser i erhvervslivet og til arbejdsløse i milliontal.

Staten spærrer ved at lægge skat på produktiv virksomhed, den spærrer ved at lægge told på varebyttet, den spærrer ved kvotabestemmelser, den spærrer ved valutarestriktioner, men først og fremmest spærrer den ved at tillade, at samfundet berøves grundrenten, der er den naturlige fond, af hvilken regeringens udgifter skulle dækkes. At vende alt dette om, skulle da være vor opgave; at bortfeje restriktioner, at ophøre med indblanding og at skabe lige ret til at producere og handle, og så lade tingene gå deres naturlige gang. Dette er ideen bagved laissez-faire, en sætning, som er blevet misbrugt meget og ofte urigtigt fremstillet, men trods alt en sætning, som, rigtigt forstået, dækker en smuk idé. Disse tanker blev først fremsat af de såkaldte fysiokrater. I Frankrig af Quesnay og Turgot, som igen påvirkede Adam Smith, Bentham og John Stuart Mill i England. Disse økonomer benægtede ihærdigt, at det skulle være statens opgave at blande sig i handel og industri. Det bedste, staten kan gøre, er efter deres opfattelse at slippe produktionen fri. Fysiokraterne hævdede, at friheden er en del af den altid gavnlige naturens orden, som man ikke ustraffet blander sig i. De hævdede, at så godt som alle deres egen tids politiske og økonomiske vanskeligheder stammede fra regeringernes svigtende evne til at bringe deres egne love i harmoni med naturens orden.

Hvis tingene blot fik lov til at arbejde sig selv ud i frihed, hvis man blot overlod dem til sig selv, ville de automatisk tilpasse sig på en måde, der ville være til fordel for hele samfundet. Hvad de krævede for handelen var frihed, idet de skarpt fordømte det den gang almindelige merkantilistiske system med al dets beskatning og kontrol af handelen. Den økonomiske friheds princip blev stærkt eftertragtet, og idéen blev udtrykt i sætningen laissez aller, laissez faire, en sætning, som siden deres tid er blevet svækket og misforstået, fordi man har tilsidesat den første del af den. Som professor Alfred Marshall har påvist: “Dette udtryk bruges nu gerne fejlagtigt; det betyder simpelthen, at enhver skal have lov til at gøre, hvad han ønsker, og som han ønsker det, og at al handel skal stå frit for enhver; at mennesker og varer frit skal kunne rejse fra ét sted til et andet, uden al blive underkastet skatter, afgifter og besværlige restriktioner.”

Skulle vi, uden at kende til fysiokraterne oversætte ordene laissez aller, laissez faire, så ville vi kunne gøre det ved at sige: “Ryd vejen, og lad tingene gå deres gang.”

Man kan anvende disse ord på mange dagligdags forhold. Den flittige forpagter kunne sige til jordejeren: “Vær venlig at stå til side, hold op med at tolde af min indtægt. Hvem er du, at du trænger dig ind imellem mig og udbyttet af mit arbejde?”

Byrådet, som er optaget af et nyt kommunalt arbejde, og som har vanskeligheder med at erhverve den nødvendige grund, kunne tale på samme måde. Arbejderkonen, som tager sin familie i biografteatret, hvor billetpriserne er høje på grund af forlystelsesskatten, kunne bede skalteopkræveren (som faktisk står ved døren og fratager hende en del af hendes indtægt) om at gå til side og lade hende komme ind.

Den fulde sætning laissez aller, laissez faire har aldrig, som dens kritikere påstår, haft til hensigt at antyde, at vi kritikløst skulle anerkende de nuværende forhold, som bunder i uretfærdige tilstande, og blot lade tingene gå deres skæve gang i den tro, at alt så til sidst vil blive godt af sig selv. Den antyder ikke, at  udbytning af arbejdskraft, at arbejdsløshed eller dårlige boligforhold ikke skulle have statens omsorg. Den betyder, at vi må spore årsagerne til, at disse forhold eksisterer, for så, når vi har fjernet disse årsager, at lade naturen gå sin gang.

Sand frihandel.

Statens opgave er derfor at rydde vejen (laissez aller) ved at ophæve de love, som indskrænker eller tynger produktionen eller opretholder privilegier, og derefter at respektere frihedens naturlige orden (laissez faire) ved at forebygge fremtidig indblanding i alles lige ret til arbejde. Ryd vejen og lad enhver selv, lige chancer for alle og ingen særrettigheder for nogen. Når læresætningen laissez faire forstås fuldt ud, da er den af en ophøjet natur og er en udfordring til enhver, som vil påstå, at den kun er udtryk for den politik, der vil lade tingene gå deres skæve gang, og forstået fuldt ud angår sætningen i særlig grad den private tilegnelse af grundrenten, den største af alle de overtrædelser, der kan begås imod princippet om lige ret til alle muligheder.

Staten tillader den private tilegnelse af grundrenten, som er samfundets naturlige indtægt. Når den derved kommer til at stå uden sine naturlige midler, tvinges den til at begå den næste uret, ved at lægge skatter på folks erhvervsindtægter. Hvis det fulde laisez aller, laissez faire princip blev gennemført, ville staten ophøre med at begå denne uret og tilbagegive samfundet den jord og den grundrente, som samfundet aldrig burde have mistet. Så ville man opnå frihed både for produktion og handel. Dette er laissez faire princippet gennemført fuldt ud. Bryd skrankerne ned og lad handel og erhvervsvirksomhed arbejde sig frem i frihed.

Til syvende og sidst er der kun to veje at vælge imellem. Enten kan vi forsøge at forbedre de nuværende tilstande ved hjælp af statsindgreb, enerådig statskontrol, planøkonomi og regulering af produktiv virksomhed, med den ene lov ovenpå den anden til at tage sig af de onder, der opstår ved slige foranstaltninger; eller vi kan søge at finde ud af, hvor vore tilstande afviger fra frihedens orden, derefter bringe dem på linje med denne orden og så overlade menneskene frit at tjene deres udkomme, på hvilken som helst lovlig måde, de ønsker.

Af disse to veje er den sidstnævnte den, vi forstår ved laissez faire. Det er den vej, der blev afstukket af de tænkere, som først viste menneskeheden de idealer, som til slut skal og vil sejre.