Af Severin Christensen
Fra Retsstaten
Marts 1917

“So wenig als möglich Staat” – lyder overskriften til en af Nietzsches aforismer; og i disse få ord rummes hele programmet for al moderne individualisme. Staten er en klog foranstaltning til gensidig beskyttelse af individerne, siger han et andet sted. Overdriver man dens forædling, så bliver individet til sidst svækket, ja opløst af den. Man kræver i det offentlige liv, at nogle skal opofre sig for andre; men man skulle engang forsøge at se sagen fra offer­dyrenes standpunkt. Dem lader man imidlertid aldrig komme til orde.

I øvrigt er ovenstående motto i Nietzsches mund nærmest et stemningsudbrud. Han var jo mindst af alt, systematiker, og hans opfattelse af staten hvilede mere på et rigtigt instinkt end på ordnede tankerækker. Derfor får han på dette som på mange andre områder kun betydning som æggende moment; retledende i enkeltheder bliver han ikke, knapt nok i principper.

Det ligger nær at tænke sig, at hans ideer om politik er en direkte arv fra Schopenhauer, der jo var hans filosofiske “opdrager”. Og i det mindste hvad disse forhold angår, blev han sin lærer tro i det væsentlige. Det kan da have sin interesse at undersøge Schopenhauers politisk-etiske anskuelser, især da denne filosof underkaster dem en ganske anderledes grundig og klar behandling.

Hvad de etiske grundproblemer angår, betragter Schopenhauer* som uret krænkelsen af et andet individs legeme og vilje, samt af hans ejendom, såfremt denne kan betragtes som frugt af hans arbejde. Man kan kun med urette berøve et menneske sådan ejendom, som er bearbejdet ved hans egne kræfter; ti ved ran af denne unddrager man på en vis måde menneskeviljen dens legemlige udslag for at lade den tjene en andens vilje. Tilsyneladende angriber urettens udøver ikke et fremmed legeme, men en livløs ting – og dog er det et angreb på fremmed vilje, idet den fremmedes kræfter og arbejde ligesom er sammenvoksede og identificerede med hans legeme. Deraf følger, at al ægte, dvs. al moralsk ejendomsret oprindeligt og alene begrunder sig på bearbejdelse.

*) Die beiden Grundprobleme der Ethik og Die Welt als Wille u. Vorstellung

I sin opfattelse al denne moralske ejendomsret tager han bestemt afstand fra Kant, der i sin retslære vil begrunde ejendomsretten ved den første beslaglæggelse. Ti hvorledes skulle den blotte erklæring af min vilje, at udelukke andre fra brugen af en ting, skabe en ret til tingen? Det er dog ganske klart, siger han, at der aldeles ingen retlig beslaglæggelse af tingen kan gives, men en vis retlig erhvervelse grundet på anvendelse af egne kræfter på tingen.

Derfor, selv om en familie har jaget et helt århundrede på et distrikt uden at have gjort noget til dets forbedring, kan den ikke uden moralsk uret spærre det overfor en fremmed nykomling, som nu har i sinde at jage der. Den såkaldte præokkupationsret, ifølge hvilken man for blot at nyde en ting oven i købet vil have belønning, nemlig udelukkende ret til fremtidig nydelse, er moralsk ganske ubegrundet. Overfor den, der blot støtter sig på denne ret, kunne den nys ankomne med langt bedre ret svare: “Netop fordi Du så længe har nydt godt deraf, er det retfærdigt, at nu også andre kommer til.”

Uretfærdighed eller uret består, ifølge Schopenhauer, i krænkelse af en anden. Derfor er begrebet uret det positive og oprindelige, og ret i grunden det negative, der blot betegner de handlinger, man kan udøve uden at krænke andre. Da retfærdighedens fordring er negativ: neminem læde c: krænk ikke nogen, lader den sig fremtvinge, og tvangsanstalten hertil er netop Staten, hvis eneste formål er at beskytte de enkelte mod hinanden indbyrdes og alle imod ydre fjender. “Nogle tyske filosofi-magere i denne usle tidsalder ville gerne fordreje den til en moralitets-opdragelses- og opbyggelsesanstalt: og her lurer i baggrunden det jesuitiske mål, at ophæve den enkeltes personlige frihed og individuelle udvikling for at gøre ham til hjul i en kinesisk stats- og religionsmaskine. Men dette er vejen, på hvilken man er nået til inkvisitioner, autos de fé og religionskrige”. Med disse ord sigter Schopenhauer uden tvivl til sin arvefjende Hegel, men hans ord får profetisk rækkevidde ud mod alle de senere statstilbedere, hvad enten de kalder sig velfærdsmoralister eller socialister.

Staten er altså en beskyttelsesanstalt, og intet videre. Dens opgaver er ifølge Schopenhauer disse:

1. Først og fremmest beskyttelse udadtil. Folkeretten er nemlig ifølge S. kun en primitiv naturret imellem folk og folk, og den har kun en slags betydning, “fordi dens stærkere søn, den positive ret ikke kan gøre sig gældende, da dertil kræves både dommer og udøvende myndighed.”

2. Beskyttelse indadtil, sikring af privatretten.

Som punkt 3 opstiller Schopenhauer den karakteristiske opgave: beskyttelse imod beskytterne, dvs. imod magtens indehavere, altså fastsættelse af en offentlig ret, der kan afgrænse og tøjle magten.

“Hvis man,” slutter Schopenhauer, “tildigter staten andre formål end det her nævnte beskyttelsesformål, så kan dette let bringe det sande formål i fare.”

Man vil efter denne udredning forstå, hvad Nietzsche kan have haft i tanker, da han udråbte: Så lidt stat som mulig! For øvrigt har det været et råb i ørkenen i det moderne Tyskland. Det er Hegel med sin teori om staten som legemliggørelsen af den almene eller reale vilje, der har sejret; organisation og statsmagt, som er militaristers og socialisters fælles idoler, har umiskendelig deres rod i gammel­ eller ny-hegeliansk tankegang.

Men selvom tendensen ganske vist har sin særegne duft i Tyskland, kan dog hverken Frankrig eller England sige sig helt fri for den. I Frankrig har den ført til betænkelig funktionarisme, i England har den draperet sig i Bentham’ske velfærdsteorier. Begge steder er lovgivningen mere og mere mundet ud i formynderskab, en art politik, der går ud på at behandle den voksne befolkning som børn, der er ude af stand til selv at sørge for deres anliggender, og som trænger til hjælp og støtte i enhver retning.

Imidlertid har der i begge disse lande rejst sig en kraftig opposition imod denne tendens, og vi skal nu gå over til at betragte nogle af disse bevægelser.

De indledes af Herbert Spencer i hans stærkt individualistiske bog Mand contra Stat (The Man versus the State), hvor han drager ivrigt til felts imod statens indblanding på alle mulige private områder. Endvidere gjorde han sig, længe før George’s navn var kendt, til talsmand for ethvert individs ret til brugen af jord, og gjorde det på en så overbevisende måde (i Social Statics), at hans argumentation for det modsatte standpunkt senere i livet aldeles ikke formåede at afkræfte hine ræsonnementer.

Efter Herbert Spencers død blev der dannet en foredragsforening til hans ære i Oxford, og herfra forsøgte hans elever at udbrede kendskabet til hans ideer, hvorved man ganske vist af og til kom lovlig langt bort fra læreren.

En af disse elever var Auberon Herbert, som begyndte sine forelæsninger med den bemærkning, at “Spencer havde ødelagt hans politiske liv” ved at lade ham forstå, at politik var noget, hæderlige mennesker ikke kunne befatte sig med. Han trak sig virkelig ud af det politiske liv og grundede en bevægelse, som er blevet kaldt “Volunturismen” (Frivilligheden). Imellem denne bevægelse og Spencers individualisme er der nært slægtskab. Begge fordømmer brugen af den offentlige magt til andet formål end at undertrykke uret; begge anerkender begrebet privat ejendom og er tilhængere af fri handel; begge er de modstandere af socialismen, “den universelle protektionisme”, som Herbert kalder den i sit blad The Free Life. Begge fordømmer de angrebskrige, tvungen værnepligt, statsopdragelse og al slags forbudslovgivning, specielt i alkoholsagen.

Men voluntarismen har også sine særstandpunkter. Skønt Herbert i teorien tager afstand fra anarkismen, nærmer han sig den i praksis ved at hævde den mærkelige opfattelse, at al beskatning må være frivillig. De offentlige indkomster skal samles ganske på samme måde som kirker og velgørende selskaber bruger. Der skal foranstaltes en regeringssøndag- eller lørdag, og samlebøsser skal bæres rundt af patriotiske unge piger, subskriptionslister skal cirkulere, osv.

Foruden at være ganske upraktisk, beror denne plan utvivlsomt på et fejlsyn, der hænger sammen med hans mangelfulde opfattelse af begrebet privat ejendom. “Ejendom” har for ham ingen etisk karakter, han kender kun den af gældende love sanktionerede ejendomsret. Han opfatter følgelig heller ikke særeje af jorden som et monopol og han kan derfor ikke se, at det offentlige på forhånd ejer offentlige midler, i form af monopolisternes skyld, således at det ikke får brug for hverken tvungen eller frivillig skat. Hans plan er derfor kun et af de mange forsøg på at erstatte ret i det offentlige liv med velgørenhed; men selvom hans individualisme på dette punkt mere giver udtryk for en vis modig stemning end for en afklaret etisk tankegang, fortjener hans mere end 30-årige kamp imod statsformynderskabet at mindes med ærbødighed.

Ordet “individualist” benyttes kun af et eneste engelsk tidsskrift. Det er organet for et lille men virksomt selskab, “The personal Rights association”, og redigeres af J. H. Levy, en forfatter, som har beskæftiget sig meget med spørgsmålet om statens funktioner.

Hans grundprincip er beslægtet med det Spencer’ske, at tvang fra statens side kun må anvendes som middel til at beskytte den enkeltes frihed til at gøre, hvad han vil, så længe han ikke angriber andres lige så store frihed. Regeringer må, siger han, have en anden opfattelse af “det højeste gode” end det enkelte menneske. For regeringerne er det simpelthen ensbetydende med den videst mulige frihed.

Hvad statens opgave angår, kæmper han ufortrødent imod de moderne tendenser til at lade denne omfatte alle mulige humanitære formål, alderdomsforsørgelse, forsikring mod arbejdsløshed, minimumsløn, 8 timers arbejdsdag o.lign. Han forfægter, at retsbeskyttelsen er statens væsentligste virkefelt.

Med hensyn til jordmonopolet er han mere i slægt med den senere end den tidligere Spencer. Han indrømmer ganske vist, at privateje af jord aldrig burde have været anerkendt, men han kan ikke godkende de midler, der foreslås til afhjælpning af dette onde. Hans indvendinger derimod frembyder dog intet nyt for folk, der har fulgt diskussionerne om enkeltskatten.

I Frankrig har man indført ordet “Statisme” for at betegne den overdrevne udvidelse af den moderne stats funktioner. Blandt de forfattere, der i nyere tid har behandlet spørgsmålet mest metodisk, må nævnes Le Roy Beaulieu. Statens opgave er ifølge ham at sørge for de fornødenheder, som er fælles for beboerne af et vist område (ikke blot de, der er “almindelige”).

Dermed tænker han på dem, som ikke kan tilfredsstilles uden ved fælles virksomhed. Som statens hovedopgaver nævner han l. Sikkerhed, 2. Retfærdighed (droit) og 3. Selvbevaring. Med sikkerhed mener han forsvar imod fremmede angreb og indre oprør, men indeslutter deri også beskyttende regler imod epidemier og lignende. Ved selvbevaring tænker han på fællesskabets permanente interesser; at f.eks. nutiden ikke skal drive rovdrift på fremtidens bekostning, ved afskovning o. lign. Hvad punkt nr. 2 angår, staten som organ for retfærdigheden, må man give ham ret i, at det ikke er statens sag at skabe rettigheder, men at erklære dem og hævde dem, men det kan ikke nægtes, at forf. går for vidt i sin respekt for bestående rettigheder. Han har den samme ærefrygt for bestående love som for naturlove, men ud fra et sådant synspunkt bliver der jo ikke plads for moralske vurderinger.

Alt i alt er det positive standpunkt det svageste hos Le Ruy Beaulieu. Ikke des mindre har han gjort god nytte ved sin ofte glimrende kritik af Etatismen i sit eget land.

Af andre forfattere, som med kraft og veltalenhed har virket imod tendensen til over-lovmageri og over-administration i Frankrig, må fremhæves navnene Yves Guyot og Admiral Reveillère.

Foruden de enkelte forfattere findes der, i al fald i England, foreninger, som søger at virke i samme retning. Her skal blot nævnes en enkelt “The Liberty and Property Defense League”, der grundedes i 1882 med det udtrykkelige formål “at modarbejde over-lovmageri, at hævde kontraktfriheden og at virke for individualismen i modsætning til socialismen, uafhængigt af politiske partier”. Men disse foreninger synes at være lidet klare i den nærmere udformning af deres tankegang, hvorfor en nærmere omtale ikke skal finde sted.

Så lidt stat som mulig! – således lyder alle individualisters hjertesuk. På engelsk: Please govern me as little as possible! Men man kan ikke blive stående ved et stemningsudbrud; det gælder om at blive klar over, hvor lidt stat man kan nøjes med, og hvad der udgør den væsensbestanddel, man skal og må beholde. I den henseende har forskningen ikke bragt synderligt lys siden Herbert Spencer.

Jeg må dog her undtage et enkelt skrift, jeg først for nylig er blevet opmærksom på, og som jeg i et følgende nr. af tidsskriftet håber at få omtalt nærmere.

Retsstaten, Juli 1917

I dette blads Martshæfte lovede jeg at komme tilbage til en meget interessant bog om ovenstående emne. Den er i litteraturen en enlig svale, men af dem, der bebuder lysere tider for individualismen.

Bogens navn er Statens område (The Province of the State), og forfatteren er den lovkyndige Sir Roland K. Wilson.

Han begynder med at præcisere, hvad det er, han kæmper imod. Det er “Etatismen” eller Paternalismen, den statsmandskunst, der vil behandle den voksne befolkning som børn, der er ude af stand til at styre deres egne sager. Over­lovgivningen, som Spencer sagde.

Det falder Sir Robert meget vanskeligere at finde passende udtryk for det modsatte af disse ting, altså for det positive, som han kæmper for. Individualisme er tvetydigt og vil ofte forveksles med overmenneskelære. Man kan prøve på at stille “coercionist” (tvangsregimente) overfor “voluntaryist” eller “Libertarian”, men vi udsætter os da let for at forveksles med anarkisme o.lign. Vi er tilbøjelige til at tro, at forfatteren med glæde ville acceptere ordet Retsdemokrat, som Svenskeren Johan Hansson har æren for. At Wilson ikke selv har fundet dette ord, ligger i, at han ikke er nået til fuld klarhed over det etiske grundproblem. Han tror, at den dårlige sociale tilstand i øjeblikket skyldes, at man ikke i tilstrækkelig grad har fulgt Benthams principper. Men da disse principper går ud på, at lovgiverne til ledestjerne for deres virksomhed skal tage det størst mulige antal statsborgeres lykke, er det mærkeligt, at han ikke kan se, at den rene og fulde konsekvens af nyttemoralen just er det formynderregimente, han vil bekæmpe. Dette fejlsyn og denne mangel på selvstændighed overfor nyttemoralen bevirker, at der af og til kan spores nogen usikkerhed i denne i øvrigt fortræffelige bog.

Han vender sig polemisk imod dem, der kræver, at staten skal betragtes som et kompagniskab angående alle mulige kulturelle forhold, videnskab, kunst og hver en dyd og fuldkommenhed. Det lyder meget fint, men desværre strider det imod det væsentlige i begrebet kompagniskab. Dette er nemlig frivilligt, men statens fællesskab er tvungent. Ethvert kompagniskab forudsætter et særlig intimt forhold og gensidig tillid mellem parterne. Noget sådant er umuligt i den moderne stat. “Kompagniskab med ubegrænset forpligtelse, påtvunget en mængde mennesker uden deres samtykke” er et nøjagtigt udtryk for den moderne stat.

Han fordømmer skarpt tendensen i nutidens lovgivning. Valgopråb og moderne reformer går alle i gal retning. Eksempelvis nævnes Lloyd Georges nationale forsikringslov, der vil bringe millioner af sunde, selvforsørgende mænd under statens beskyttelse, en lov, hvis hele meningsløshed han analyserer og blotter. Resultatet er, at 8/9 af bekostningen ved hele dette selvbedrag vil bæres af de folk, der skal nyde godt af den(!). Samtidig slår hele denne lovgivning koldt vand på al frivillig gensidig hjælp i samfundet. Hele dette system med dets underofficers-opfattelse af samfundet er i slægt med tysk ånd. Men det er ikke foreneligt med frisindede bestræbelser for at mindske al tvang, og det kan ikke forenes med opfattelsen af staten som en retshævdende institution.

Forfatteren bestemmer sin opgave således: Vi vil undersøge, ikke hvad regeringer kan gøre, men hvad de bør gøre, og endnu nøjagtigere: hvad de principielt bør afholde sig fra at gøre.

Den mest uomtvistelige af statens funktioner er at opretholde freden. Deraf fremgår for enhver borger, der overvejer sit etiske forhold til staten, den absolutte uundværlighed af domstole, udstyrede med tilstrækkelig magt til at afgøre stridigheder og redressere uretten.

Anarkiske tilstande kendes nu kun to steder, i meget primitive samfund og i det internationale samkvem mellem staterne. Skal verdensmagterne befries for de frygtelige følger af dette anarki, er der kun den udvej, at de gennemgår den samme proces som de enkelte stater, og hvorved disse befriedes for de feudale fæstninger og landevejsrøverne – nemlig monopolisere den fysiske magt i hænderne på en regulær regering og gøre den virksom både henseende til at definere retten og til at fremtvinge den

Staten er overhovedet en retshævdende organisation og intet andet. Foruden domstole og en tilstrækkelig politistyrke må staten derfor opretholde en militær væbnet magt. Medens politimagten har at gøre med individuelle lovbrydere, er det den militære magts opgave at sikre staten mod organiseret revolution indadtil og mod angreb af fremmede magter udadtil. Han er en bestemt modstander af den tvungne militærtjeneste.

For at samle indtægterne til statens formål kræves endvidere et skattedepartement. Men denne opgave ville ikke behøve at kræve særlig opmærksomhed, hvis den ikke naturligt måtte knyttes til den langt betydningsfuldere at våge over grænsen mellem privat og offentlig ejendom i det hele. Dette er i virkeligheden den største og vigtigste af de opgaver, domstolene i en retshævdende organisation har at varetage. Hvis vi for simpelheds skyld et øjeblik vil se bort fra alle spørgsmål om hævdvundne interesser og foreløbig antage, at vores med rettens sværd væbnede apostle for første gang skulle gribe ind i en vild jagt efter eksistensmidler, vil det ikke tage lang tid for os at komme til den slutning, at jordens overflade og skorpe, den første som den skueplads, på hvilken al menneskelig virksomhed foregår, den sidste som et råmateriale, hvoraf alle arter rigdomme skabes, aldrig uden uret kan unddrages den fælles nydelse og beslaglægges ved private afspærringer, medmindre alle de, som kunne have gjort brug af det afspærrede område i dets åbne tilstand, får en erstatning, der svarer til værdien af deres tabte chancer. Den første beslaglæggelse giver for en etisk domstol ingen som helst rettighed.” – Staten må altså her regulere forholdet mellem den enkeltes og det offentliges ret. Den politik, som denne betragtning fører til, med andre ord jordnationalisering på den ene eller den anden måde, er uden tvivl en udvidelse af statens indgriben udover de nu eksisterende love. Men den hviler på etisk grund, er faktisk en udløber af den spencerske individualisme, og medfører på ingen måde nogen billigelse af det socialistiske krav om nationalisering af alle produktionsmidler. Heller ikke indeslutter den nogen udvidelse af embedsvæsenet. Ti jordens brug skal ikke direkte overtages af staten, og den indkomst, staten modtager i form af jordrente, skulle opvejes af en tilsvarende reduktion af skatter.

Forfatteren spørger, hvorfra udgifterne til veje, broer, kanaler og havne skal tages, og i byerne kloakvæsen, belysning og brolægning. Er det forsvarligt at bruge de offentlige midler dertil? Svaret herpå afhænger af et andet spørgsmål, om de nævnte formål er nødvendige led i en retshævdende organisation eller ej. Nogle af dem er utvivlsomt dette. Han peger på, at uden veje og havne, fyrtårne og byers belysning vil det ikke være muligt at håndtere den indre orden eller at koncentrere hære og flåder i tilfælde af krig. De bliver da ikke mindre berettigede, selvom de også skulle tjene det enkelte individs bekvemmelighed. Endvidere synes det forfatteren at passe vel ind i hele hans system for retmæssigt statsstyre, når man overvejer, hvorledes forholdet til den private ejendomsret må opfattes: hvilken retfærdigere plan kan vel tænkes end den, at brugsretten til et bestemt stykke jord lejes ud til den, der byder højest (lejes, ikke sælges, fordi det er vilkåret, at det ene slægtled af lovgivere ikke kan afskaffe efterkommernes rettigheder), og at den derfor afgivne rente benyttes til formål, hvoraf alle vil nyde godt (NB: ikke simpelthen nyttige).

Herunder kommer da de nævnte formål, forudsat, at de indrettes således, at man i videst mulig grad undgår at begunstige den ene del af befolkningen frem for den anden.

Vi går over til Wilsons opfattelse af strafferetten. Når forbryderen har ejendom, er sagen simpel nok. Han kan da mulkteres til fordel for den, der har tabt ved hans misgerning. Er han fattig, må han under fysisk tvang – så vidt mulig på egen bekostning. Hvor der ingen formue findes, vil det i mange tilfælde være vanskeligt for forbryderen ved sit arbejde at tjene nok både til ophold og til bøde. “Men selvom der skulle blive tab i det enkelte tilfælde, er det ikke givet, at i det lange løb en fornuftig administration ikke skulle kunne reducere de samlede tab til en ubetydelighed eller endog forvandle dem til overskud.” Det kan ikke være umuligt at indrette et system, der kan forvandle det store procenttal af fangerne til nyttige, selverhvervende borgere, som er sig deres skyld bevidst og villige til at betale den. Man har talt meget om at opdrage fangerne, men den bedste form for opdragelse er at sætte dem til nyttigt arbejde og kreditere dem med produkter deraf som et plus, der skal opveje et minus, de har forårsaget samfundet.

Et af de vanskeligste spørgsmål, det offentlige bliver stillet ansigt til ansigt med, er fattigvæsenet. De fleste social­politiske forfattere, som har en nogenlunde vid horisont, ser vel i deres eget reformsystem tillige det bedste middel imod fattigdommen. Det gør i alfald den her behandlede forfatter, og det gør i høj grad det med ham nærbeslægtede retsdemokrati. Vi tager ikke direkte sigte på fattigdommen, fordi denne er et mangetydigt, symptom – lige så lidt som lægen direkte behandler symptomerne på en sygdom. Vi tilsigter med vore reformer en samfundstilstand, hvor enhver så vidt muligt skal have betingelserne for at være sin egen lykkes smed. Enhver må selv medbringe den gode vilje.

Ikke des mindre må man ikke være blind for, at der altid vil være en vis kategori af mennesker, som enten ikke kan eller vil arbejde for deres eget ophold. Vi skal her se bort fra sygdom og arbejdsløshed, som naturligt henvises til den gensidige forsikringshjælp; ligeledes fra alvorlige medfødte eller erhvervede defekter, der kan gøre et menneske ganske hjælpeløst (blinde, døvstumme, idioter, vanføre osv.) , og som kan gøre krav på i al fald nogen støtte fra samfundets side, fordi de er medejere af de offentlige midler uden at kunne udnytte dem. Deres retsbeskyttelse må antage en anden, effektivere form end for normale mennesker, der selv er stand til at hævde deres ret.

Hvad den klasse mennesker angår, som viser manglende arbejdslyst, da vi det være rigtigst at fastslå, at de intet som helst krav har på de velhavende individer, og hvis det desuagtet skulle kunne forsvares at hjælpe dem, sker det ikke for deres skyld, men for samfundets egen. Med rette bemærker Wilson at tvungen godgørenhed er et modsigende begreb. Han mener, at alene hensynet til den offentlige hygiejne vil berettige samfundet til ikke at stille sig på standpunktet laisser faire. Hans plan er da denne: den fattige kan få lov til at vælge, om han vil stå udenfor det offentliges kontrol eller ej. I første tilfælde må han klare sig så godt han kan og uden at forulempe de selverhvervende medlemmer af samfundet. Hvis han derimod ønsker det offentliges hjælp, må han prisgive noget af sin frihed, så at regeringen som løn for a holde ham oppe må tage alle forholdsregler imod, at han bliver til skade for offentligheden, og eventuelt tage den lille fordel af ham, der kan opnås. Han skal sættes til det arbejde, han egner sig til, enten det er ude eller i et arbejdshus, og han må stadig have håb om at generhverve sin frihed, når som helst han er i stand til at betale sin skyld til staten og holde sig uafhængig for fremtiden. Venner eller godgørende selskaber må have adgang til at hjælpe ham ud af denne skyld.*

*) En meget talrig kategori af fattige udgøres ifølge anm. erfaring af mennesker, der er i nogen grad imbecile, og som aldrig helt vil kunne klare sig i livet (“Skrog” er det danske ord, der bedst betegner dem). Disse i høj grad beklagelige væsener bliver tit misforståede og dårligt behandlede. Der foreligger imidlertid den samme grund til at yde dem delvis direkte hjælp som der er til at underholde de totalt hjælpeløse. Hvad der kan kræves af dem af arbejde, vil altid være meget begrænset. Det naturligste ville være, om de, der på grund af legemlig eller anden brist, er mindre arbejdsduelige, klassificeredes ved lægevidenskabelig undersøgelse, der i tvivlsomme tilfælde kunde foretages på en klinik udstyret med alle faglige specialiteter.

Det ville være en meget interessant opgave at undersøge, i hvilket forhold loven af 9. april 1891, hvorpå Danmarks fattigvæsen hviler, står til ovenstående tanker. Men pladsen tillader det ikke denne gang.

Retsstaten, September 1917

Af opgaver, som tilfalder det statsideal, Sir Roland Wilson kalder the Libertarian State, eller “Staten reduceret til sit ringeste omfang”, nævnes endnu beskyttelsen af umyndige* overfor dårlige forældre og forældreløse. Dog fremhæver han med styrke, at analogien mellem staten og forældre ikke må drives for vidt; “det er jo dog kvinder og ikke staten, som sætter børn i verden”. Skatteyderen som sådan har ikke det fulde ansvar for alt hvad der angår dette herreløse gods. Imidlertid mener forfatteren, at staten må give slige børn en fair start i livet, ernære og oplære dem godt. Slige børn vil, siger han, senere i livet føle det som en æressag at tilbagebetale staten disse omkostninger. Wilson har her overset, at ethvert barn fra sin fødsel er retmæssig ejer af et vist naturgivet fond, og at det må være statens pligt at anvende dette i barnets interesse.

*) Jeg tør måske indskyde den bemærkning, at med læsningen af The Province of the State slog det mig mange gange, hvilken forbavsende overensstemmelse, der var mellem de resultater, forfatteren er havnet i og dem, jeg selv nåede til i den i samme år udkomne bog Retsstaten. At en så skarpsindig forfatter ud fra lignende principper drog lignende slutninger, kunne kun glæde mig og støtte min tro på, at meget af det, jeg havde anført, var rigtigt.

I anden række kommer et statsformål som det at holde opsigt med mål, vægt og penge efter en særegen standard. Derimod bør staten kun give sig af med industriel og videnskabelig virksomhed, såfremt de er strengt nødvendige for statens egne formål (f.eks. navigationslære, bygning af krigsskibe o. lign.). Angående spørgsmålet om postvæsen, forsyning med vand og gas i byerne, jernbanevæsen som nødvendige monopoler skal overtages eller blot kontrolleres af det offentlige, siger han med rette, at nogen bestemt regel herom ikke på forhånd kan udledes af hans grundprincip. “Det må i ethvert tilfælde afgøres ved et bekvemmelighedshensyn, om den offentlige interesse vil tjenes bedst ved direkte offentlig ledning eller ved overenskomst med et selskab, der tager risikoen ved ledelsen og så meget af udbyttet, at det kan lønne sig for et sådant selskab. Alt hvad der på forhånd kan fastslås er I) at jo mere spekulativt et foretagende er, desto ønskeligere er det, at villige aktionærers penge risikeres derpå snarere end uvillige skatteyderes; og 2) at der bør være en klar ligevægt imellem fordelene – og den politiske fare, som er forbundet med enhver tilvækst af embedsmænd i en stat”.

Hvad undervisningen angår, da er staten nødt til selv at drive enkelte fagskoler f.eks. juridisk undervisning, marineskoler osv. Hver enkelt af disse har sin specielle begrundelse, og det indeholder på ingen måde den indrømmelse, at det er det offentliges hverv at konstituere sig selv som offentlighedens opdrager. Det er just her at den vigtigste forskel viser sig mellem vor statsteori og den, der har kurs i de moderne stater. Et af de mest brugte argumenter for almindelig statsundervisning er følgende: i vore demokratiske tider er det det brede lag, der er vore herskere – vi må derfor opdrage vore herskere. – Men hvem er vi? Kommer man ikke ind i en ring, hvis “vi” skal betyde den af det brede lag fremgåede regering? Og er regeringen de bedste af os – er den ikke de værste? Og selvom den er blandt de bedste, undgår vi da politiske pædagoger, hvor partihensyn sættes over alt andet? Det må desuden ikke glemmes, at statsopdragelse drager med sig næsten hele den kollektivistiske samfundsorden. Hvis fattige folk skal tvinges til at sende børn i statsskolen, vil det være vanskeligt at få dem til at tro, at de ikke har en begrundet ret til at få børnene bespiste og opklædte for offentlig regning; thi et sultent barn kan ikke lære noget, et barn uden sko kan ikke spadsere til skolen, et pjaltet barn kan ikke modtages der, og familiens indkomst er formindsket ved at børnearbejdet er indskrænket. Men er man først nået så vidt, hvor kan man da finde sig i, at børn som er blevet forsynet med alt muligt om dagen, skulle tilbringe deres nætter sammen med sultende forældre i en overfyldt kvistlejlighed – vi vil komme til problemet om kommunale lejligheder og et kommunalt sikret udkomme, medmindre problemet da løses ved at anbringe barnet i en anstalt og afskaffe hjemmet med det samme.

Hvad den videre uddannelse angår, i højere undervisningsanstalter, universiteter osv., da er der endnu større fare forbundet med at gøre den til statsanliggende. Den myndighed, som kontrollerer de offentlige læreres ansættelse, gager og forfremmelser, kontrollerer indirekte talerstolen og litteraturen. Selvom den ikke absolut kan garantere, at netop de teorier, de fortolkninger af fakta, som bedst harmonerer med den aktuelle politik, doceres, kan den svække al alvorlig tænkning om farlige emner ved fortrinsvis at understøtte de såkaldte praktiske studier eller de ørkesløse. Desuden vil interessen for eksperimenter og initiativer holdes nede. At vente, at initiativet skulle trives i statskontrollerede undervisningsanstalter er at vente figner af tidsler. Jeg kan ikke undlade her at anføre en udtalelse, der har sin interesse ved at være skrevet 3 år før krigens udbrud. Man havde endog i England anbefalet den tyske metode med sin stærke statscentralisation og anført, at en sådan undervisning er en støtte for det tyske folk og den tyske hær.

Hertil svarer forfatteren: “Ganske rigtigt, hvis formålet er at omdanne hele folket til en kampmaskine, da kunne intet være bedre. Selv en retsstat kunne komme i en sådan situation, at dens hovedformål for en tid måtte være at kæmpe for sin eksistens mod ydre fjender og indre rebeller, og da ville den ikke have andet valg end at tage Sparta eller Prøjsen til model. Men en sådan spændingstilstand kunne ikke være permanent. Hvis retfærdighedens stemme neddyssedes alt for længe under våbnenes gny, da var dens magt gået tabt uden håb om helbredelse. Men hvis på den anden side sejren skulle smile til staten, førend den har ophørt at fortjene navnet og medens den proklamerede mål endnu oprigtigt forfølges, da vil den sikkert gribe lejligheden til at dyrke venskabelige forbindelser med sine naboer og reducere en indre tvang til et minimum. Romerne gjorde vel i at underkaste sig en diktator i krigstid, men da de af herskesyge lod undtagelsen blive regel, satte de for bestandigt deres udsigt til at lede menneskeheden i retning af frihed og retfærdighed over styr. Om det 20. århundredes historiker vil sige det samme om Prøjsen vil vise sig i fremtiden”.

Hvis det er galt at tvinge alle borgere til at bidrage til de unges skoleundervisning efter metoder, der kun billiges af et flertal, er det dobbelt galt, når det gælder sådanne formål som den højere universitetsuddannelse eller udbredelsen af smagen for maleri, musik eller drama. Naturligvis behøver enhver regering videnskabelig hjælp af enhver art for statens egne formåls skyld, men den hjælp vil staten i reglen kunne skaffe sig ved at betale de bedste eksperter til markedsprisen. At anvende offentlige midler til slige formål er forgribelse på private borgeres pung, og desuden trives videnskabelige undersøgelser ligesom andre nyttige foretagender bedst i en atmosfære af frihed; og alt det organiserede arbejde, som er nødvendigt, kan fås gennem videnskabelige selskaber.

Forfatteren kommer også ind på det interessante spørgsmål om forebyggende foranstaltninger. Ligger det udenfor en retsstats område at straffe lasten som sådan, hvor der intet aggressivt element findes? Af de mere almindelige er er drukkenskaben måske den, der har forårsaget det største spild af blæk i forsvar og angreb på forskellige teorier angående statens pligt. Forfatteren tilhører ubetinget dem, der mener, at en drukken mand må tage ansvaret for alle de overgreb, han i denne tilstand begår over for andre på sin kappe. Men han hævder, at den præventive lovgivning, direkte rettet imod de fjernere årsager til drukkenskaben, har antaget dimensioner, vore forfædre aldrig havde drømt om. Ræsonnementet er, som en vittig afholdsmand har fremstillet det, at årsagen til drukkenskab er at drikke”, og da drukkenskab efter disse folks letfattelige forklaring er hovedårsag til forbrydelse, sygdom og fattigdom, vil den sociale nytte langt overgå tabet, hvis alt alkoholforbrug (undtagen måske som medicin) blev standset. Dette drastiske ræsonnement har dog endnu ikke vundet det engelske folks tilslutning.

Af de foreslåede forholdsregler kommer kun følgende to i betragtning: offentlig kontrol med alkoholtrafikken eller totalt forbud. Hverken det ene eller det andet er ønskeligt. Hvis alkoholtrafikken er umoralsk og uheldig i sig selv, bliver den ikke mere moralsk ved at overtages af staten men vil snarere demoralisere og degradere staten. Så er det absolutte forbud ærligere. Hermed menes at sætte alle eller nogle toksiske drikke på samme linje som lægemidler eller gifte. Der er nogle læger og lægfolk, som hævder, at alkohol selv i nok så små mængder er skadelig for normale mennesker, således at moderat drikkeri ikke eksisterer. Forudsat, at denne teori bevises tilstrækkelig, og forudsat, at moderat drikkeri altid leder til fylderi, forudsat endvidere, at fylderi altid leder til forbrydelse – da vil der være god mening i at hævde, at den moderat drikkende er en socialt farlig person, og at både han og de, der sælger sprit, skal straffes som forbrydere. Men man er såre langt fra beviset af noget af disse tre punkter, og det er forbudsmændene, hvem det positive bevis påhviler.

De uheldige følger, der kan befrygtes som følge af forbudslovgivning, er uadskillige fra alle tvangsforholdsregler rettede imod en praksis, hvorved intet individ føler sig direkte krænket. Personer, der i øvrigt er lovlydige, vil pludselig finde sig stemplede som forbrydere. Bestikkelser, omgåelser vil finde sted – også og især fordi de pågældende naturligvis ikke kan have følelsen af, at de derved begår noget urigtigt. Det er altid uheldigt, når lovene går på tværs af hvad samvittigheden billiger. “Vi er i lige grad modstandere af offentlig overtagelse og af forbud, fordi der ikke foreligger noget overgreb og følgelig heller ingen berettigelse for indgreb hverken i handelens eller diætens frihed, undtagen hvor et individ har gjort sig selv til en offentlig ulempe ved at drikke sig fuld eller hvor en forretningsmand har animeret sine kunder til at drikke sig fulde”.

– Er det statens pligt at anvende beskatning som middel til at udligne forskellen i borgernes kår?

Nej – det er dens pligt at bestemme ad hvilke forskellige veje ejendom retmæssigt kan erhverves; og når det er gjort, ville det være at slå sig selv på munden at tage fra noget individ hvad der er fastslået som hans rette ejendom, undtagen som straf for en begået misgerning. Og den eneste berettigede adkomst til ejendom er produktivt arbejde af hånd eller hjerne. Forfatterens standpunkt med hensyn til skat er dette: først skal det offentlige fond, som fremkommer ved jordrentens inddragelse, stilles til rådighed; først efter at dette er udtømt, kan der være tale om egentlig beskatning. Efter retsstatens teorier vil det offentlige udgifter kunne reduceres meget betydeligt; dette gælder dog ikke retshævdelsen, hvor der snarere vil udkræves mere, ti “retfærdighed kan aldrig siges at være håndhævet tilfredsstillende mand og mand imellem, så længe der findes et pengespørgsmål, bortset fra restitution til den forurettede part eller betaling al bøder for lovbrud”. Vi møder for øvrigt på dette område hos forfatteren visse inkonsekvenser, som vi ikke nærmere skal gaf ind på; han udgiver sig jo ingenlunde for at være enkeltskat-mand. Så meget mere bør der lægges mærke til hans stadige opposition imod al slags beskatning, så længe “det primære fond” (af giften for al benyttelse af offentligt værdier) ikke er udtømt.

________

Jeg har dvælet så længe ved Wilsons bog, fordi vi retsdemokrater dér vil genfinde hele vort kritiske syn på nutidens mislykkede demokratiske udvikling, og finde mangen talentfuld bekræftelse på, at vi ser rigtigt, når vi først og fremmest retter vore bestræbelser mod at fritage vore kære politikere for den byrde, at have med vore sager at gøre. Vi kan sikkert også godkende følgende karakteristik af politikerne, som jeg skal slutte med:

“Der kan ingen tvivl være om flere af vore politikeres høje egenskaber både i moralsk og i intellektuel henseende. Politikens paradoks er, at på dette felt bringes mænd med store og forskellige talenter sammen under sådanne vilkår, at det samlede resultat må blive ringere i kvantitet og kvalitet end hvad hver af dem ville have kunnet udrette hvis overledelsen var bleven betroet til ham. Det er håbløst at beklage sig herover eller at tro, at der er nogen anden radikal kur derfor end at forbedre de menneskelige forhold således, at det bliver muligt at undvære alt hvad der hedder regering. Politikere møder i parlamentet med det udtrykkelige formål at kæmpe for stridende interesser, og hvis vi ved deres virksomhed når til en ikke alt for groft uretfærdig ordning af de mest brændende konflikter, må vi være tilfredse. Det er blot, hvis vi er så ufornuftige at vente af vore politikere den samme enighed i formålene, den samme opfindsomhed og smidighed, det samme held i opbyggende virksomhed som man finder i de bedst ledede private forretninger, at vi er fordømte til at blive skuffede”.