Retsliberalisme

Retsliberalisme
af Johan Hansson
fra Tidsskriftet Grundskyld nr. 2 1945

Vil man med få ord tegne liberalismens baggrund og samtidig antyde rækkevidden af dens mission, kan man ikke gøre det bedre end med nogle linjer af den amerikanske uafhængighedserklærings forfatter, Thomas Jefferson. Han var Amerikas sendebud i Frankrig, da den store revolution brød ud. Flere år efter skrev han i sine memoirer:

“Vi burde ikke forundres over dette tryk (som førte til revolutionen), hvis vi betragter det uhyre magtmisbrug, under hvilket dette folk blev malet til støv; hvis vi lader de tunge skaller, hoveriet, saltskatterne og toldskrankerne passere revy; hvis vi tænker på de lænker, der indsnørede handel og industri som monopoler, lavslove og korporation, samvittigheds-, tanke, ytrings- og pressefrihed i form af censur og den personlige frihed i skikkelse af lettres de cachet*); hvis vi husker de almindelige straffeloves grumheder, dommernes bestikkelighed og deres partiskhed på rigdommens side, adelens monopol på de militære hædersposter, dronningens, prinsernes og hoffets enorme udgifter, sløseriet med pensionerne og præsteskabets rigdom, luksus, indolens og usædelighed.”

*) Hoffets hemmelige arrestordrer udfærdiget mod uønskede personer.

Fra hvilken anden periode i menneskehedens historie kunne et således på en gang mørkt, sandt og koncist billede tegnes, hvis en mesterhånd som Jeffersons havde stået til rådighed?

Næppe engang fra den ‘mørke’ middelalder. Flytter vi os derimod frem til vore dage, så får vi stof til et endnu mere oprivende billede. Men så har også liberalismen og alt det, vi lægger i dette begreb, aldrig haft så intensive fjender som i vor tid.

Bærerne af de liberale ideer bekæmpede de af Jefferson beskrevne tilstande fra 3 sider, moralsk, politisk og økonomisk. Under Jeffersons ledelse formulerede man menneskenes umistelige rettigheder.

Til disse hører, som det står i den amerikanske uafhængighedserklæring: ‘Liv, frihed og stræben efter lykke.’ I den franske nationalforsamlings deklaration af 1789, i hvilken Jefferson havde sin andel, hedder det: “Menneskene fødes og forbliver frie og ligestillede med hensyn til rettigheder … Målet med al social sammenslutning er at beskytte og bevare menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse rettigheder er ret til frihed, ret til ejendom, ret til personlig sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.”

Disse anskuelser om individets rettigheder i samfundslivet førte efterhånden, selvom det var skridt for skridt og med visse bagslag, frem til det politiske demokrati, til almindelig valgret og valgbarhed og til et konstitutionelt styre.

Men allerede før disse ideer om menneskenes umistelige rettigheder havde fået den faste og så at sige officielle form, som i de to nævnte rettighedserklæringer, havde frigørende kræfter drevet deres underminerende arbejde på det økonomiske område. Reaktionen mod det umådelige reguleringsbegær, som var kendetegnende for den merkantilistiske æra – den tids planøkonomi – havde tidligt fundet udtryk hos teoretiske og praktiske økonomer. Slagordet laissez faire, laissez passerlanceredes allerede under den første del af det 18. århundrede. Fysiokraterne, de egentlige grundlæggere af den senere såkaldte klassiske nationaløkonomi, udviklede og motiverede de krav på økonomisk bevægelsesfrihed, som slagordet gav udtryk for. 

Adam Smith skulle dog blive den betydeligste forkæmper for økonomisk liberalisme i den sidste del af det 18. århundrede. Hans indflydelse beherskede hele det 19. århundrede, og stadigvæk er han, trods al socialistisk-nationalistisk reaktion, en levende kraft. Ingen økonom, som vil bære navnet med rette, kan komme udenom ham.

Under indflydelse af de økonomisk-liberale ideer afskaffedes lavsvæsenet, de tusind og en statslige og kommunale bestemmelser, som regulerede etter rettere indsnørede produktion og handel; endvidere import- og eksportforbud samt de indre – og på sine steder – ydre toldskranker.

Et fuldstændig frit felt for personlig foretagsomhed inden for produktion og fordeling opnåedes aldrig, ikke engang under liberalismens glansperiode, dvs. i det 19. århundredes sidste halvdel og noget ind i dette århundrede. Til dette havde et frit verdensmarked været nødvendigt. Dette fik man aldrig. Mange stater, først og fremmest Tyskland, vægrede sig ved forandringen, og den mere eller mindre industrialiserede verden dette sig snart i en protektionistisk og en frihandelsvenlig del.

Denne, den økonomiske liberalismes fjende, var ensidigt nationalistisk indstillet. Men den økonomiske liberalisme skulle allerede, før den havde kunnet fuldføre sit frihedsværk, få en anden mægtig fjende med forskellige afskygninger, nemlig forkæmperne for de socialistiske ideer. Socialisterne ser temmelig kortsynet, endnu i vore dage, i det frie marked og den frie konkurrence, roden og ophavet til all ondt. Det er dette, siger de, som sammen med moderne teknik, har skabt kapitalismen. Det er atter dette, som holder masserne nede på eksistensminimum og i stadig tryghed. Det var den frie konkurrences kapitalisme, der var årsag til den meget omskrevne misere i de engelske industridistrikter i det 19. århundredes første del. Det var her, Karl Marx hentede stoffet til sine mørkeste sociale billeder; men også til sin socialistiske skæbnetro: kapitalismen, dvs. den personlige foretagsomhed under den industrielle æra gør ende på sig selv, på den ene side gennem en fortløbende koncentration på stadig færre hænder og på den anden side gennem en med koncentrationen stadig voksende reserve armé, det arbejdsløse proletariats arme. Det var denne, der var bestemt til, når frugten var moden, at overtage hele det kapitalistiske apparat – ‘produktionsmidlet’ – og med det indlede den socialistiske æra, ‘som fører frem til al mulig lykke’.

Det fejlsyn, som her finder et så grelt udtryk, smittede selv liberal-humanistiske kredse. Den økonomiske liberalisme, udtrykt i fri konkurrence og bevægelsesfrihed overhovedet, var, mente man, en kilde til meget ondt. Man skammede sig så småt for at blive regnet med til de økonomisk liberale eller, som de også blev kaldt, de Manchester­liberale. For at vise, at man definitivt har brudt med denne retning, har man i den sidste tid fundet på et nyt navn – ‘social­liberalismen’. 

Ligger der nu noget berettiget i denne uvilje mod friheden? Ja, utvivlsomt. Friheden er ikke nogen helt pålidelig ledetråd for tanke og handling, jeg kan handle i frihed og dog gøre mig skyldig i vold og uret. Friheden trænger til en regulator. Denne regulator kan kun være retten, hvis ikke også alt det gode og velsignelsesrige i friheden skal dræbes. En holdbar formel for personlig og statslig handlemåde bliver da: frihed reguleret af ret. Mange ville nok her stille spørgsmålet: hvad menes da med ret? Ret i moralsk henseende er et ækvivalensprincip, et princip, der byder, at præstation og vederlag skal opveje hinanden.

Den moralske ret fremgår af de af de ti bud, som ‘kræver respekt for næstens liv og faktiske ejendom, deriblandt hans gode navn og rygte. Ingen Uppsala filosofi kan bortforklare gyldigheden af disse bestemmelser, de har gyldighed på ubestemt tid, og de udgør kernen i verdensmoralen.

Går vi nu over til problemet fri konkurrence, så er det klart, at denne ikke kan blive det, den udgiver sig for at være, med mindre den er moralsk retsligt reguleret. Idrætslivet kan illustrere dette. En idrætskonkurrence, fx. et løb, er jo yderst nøje retsligt reguleret. Og lederen ser nøje efter, at reglerne følges. Ingen konkurrent må have nogen anden fordel på banen end den, han besidder ved sine måske overlegne færdigheder. En brøkdel af et sekunds for tidlig start kaldes tyvstart og forkastes. Hvis en konkurrent søger at opnå en forrettighed ved at forhindre eller skade medkonkurrenter, så er dette anledning til diskvalificering. Denne klart fikserede idrætsret eller moral er kendt og accepteret af al nutidigt publikum.

Har da den økonomiske liberalisme nogensinde været omgivet af et lignende retssystem, der garanterer alles lige ret? Nej. Den mest elementære forudsætning for en fair idrætskonkurrence er, at alle de konkurrerende har nøjagtig samme ret til banen – til jorden, på hvilken konkurrencen finder sted. En sådan lige ret til jorden skulle også enhver medborger have i den økonomiske liberalismes stat. Det siges, at det i det 18. århundrede af de franske økonomer anvendte slagord laissez faire, laissez passervar hentet fra middelalderens turneringer, hvor det blev brugt som start­signal. 

Hvis dette er rigtigt, så var løsenet for kampen mod merkantilismens tusind snærende bånd lånt fra den just omtalte ældgamle idrætsret. Henry George, den amerikanske økonom, mente også at kunne tolke ånden i feltråbet med ordene: A fair field and no favour

Hermed er vi inde på naturretten i mere bogstavelig forstand end den gængse filosofiske: det stadig lige uløste problem om en retfærdig regulering af forholdet mellem menneskene og naturen (i økonomisk forstand). Vi tænker i almindelighed ikke på, hvor intimt dette forhold er, og hvilke lykker det medfører fra generation til generation, hvis dette forhold ikke er moralsk retsligt reguleret.

‘Af jord er du kommet,’ hedder det sandfærdigt i vor kirkes begravelsesformular. Mennesket består af jord. Det kan ikke tænkes uden jord. På den skal det leve, bo, arbejde og bevæge sig. Alt, hvad det skaber, er af jord, hvor besjælet det end er. Når man tænker sig ind i dette uløselige bånd, der er mellem menneskelig eksistens, menneskelig virksomhed, og jorden, naturen, så hører man aldrig op med at undre sig over, at så lidt opmærksomhed rettes mod den retslige regulering af dette forhold. Af alle sociale retspørgsmål er dette det største. Eftersom det skulle være en opgave for al sand liberalisme at tilvejebringe ikke blot frihed, men en retsreguleret frihed, så foreligger her næsten en utilgivelig forsømmelse. Jeg siger ‘næsten’, thi problemet er ingenlunde let løst. Mange har forsøgt og er kommet til kort overfor det.

De ti buds forfattere rettede, som naturligt er, opmærksomheden mod forholdet mellem mennesket og jorden. De lod Jahve sige: Jorden kan i ikke besidde for bestandigt; thi den er min, og i er gæster og fremmede hos mig. Og Jahve ordnede det således, at jorden, for at ingen skulle blive forfordelt, skulle fordeles på ny hvert jubelår, dvs. hvert 49. år. Det er uvist, om denne forordning blev adlydt. Sikkert er det, at forskriften ikke passer til vor tid. De ædle brødre Graccus kæmpede med livet som indsats for at modvirke den proletarisering, som latifundie dannelsen i det gamle Rom forårsagede. Ingen form for nedarvede rettigheder har været så svær at komme til rette med som de personlige jord- og naturprivilegier. Visse af vore konger i det 17. århundrede måtte tage fat med hård hånd, når de ville gennemdrive deres ‘reduktioner’. Antagelig var de alt for summariske i deres fremfærd. På den anden side gik vore styrende i den første halvdel af det 19. århundrede alt for letsindigt frem, når de med rund hånd delte ud af kronens skovjord til bønderne, der siden på deres side næsten lige så rundhåndet overlod den til savværksaktieselskaberne. Ofte fulgte jo gården med, og bønderne forvandledes til uselvstændige daglejere.

Den panteret, samfundet havde i landets jord gennem de gamle grundskatter, lod staten også gå fra sig uden vederlag. Man kan overhovedet hverken finde konsekvens eller fornuft i svensk jordpolitik. Og stadig søger man forgæves i partiernes program efter et af klogskab og retssans dikteret jordprogram. Derimod ser man så meget mere af kattens vandring omkring den evigt varme grød.

De franske fysiokrater, de første klart målbevidste økonomisk liberale, kommer ret nær til en rationel løsning af jordspørgsmålet. De indså, at jordbesiddelse var et særligt privilegium, for hvilket indehaverne var erstatningsskyldige til samfundet. Quesnay, fysiokraternes førstemand, gør opmærksom på det nettooverskud, jordejerne får tilovers, efter at forpagtningsbeløbet samt udgifter til forrentning af bygninger og til jordforbedringer er trukket fra. Til gengæld for dette nettooverskud burde jordejerne enten personligt gøre tjeneste i staten etter betale for at få arbejdet gjort. Men desuden skulle staten af dette nettooverskud kunne inddrage en direkte eneskat (impot unique).

Fysiokraternes lære og reformforslag tiltrak sig opmærksomhed i Europa og endog i Sverige. Men alt druknedes i den store revolutions og den Napoleon’ske krigsperiodes malstrøm.

Her var der imidlertid givet en begyndelse. Det næste skridt var den skarpsynede engelske nationaløkonom Ricardos klarlægning af jordrentens betydning som et rent socialt produkt, altså ikke et produkt af personligt initiativ eller arbejde. Ricardo indså, som professor Heckscher fremhæver i sit store værk om merkantilismen: “Faren for, at en stadig større del af samfundets indkomst i forening med den totale produktions og befolkningens tilvækst i form af jordrente skulle tilfalde jordejerne.” Heckscher mener, at Ricardo skulle have draget den praktiske konklusion, at jordrenten burde inddrages til samfundet. Når dette ikke skete til trods for, at Ricardo så godt som altid selv i parlamentet var stærkt venstreorienteret, så har Heckscher svært ved at finde nogen anden forklaring end den, ‘at han ikke anså det for forsvarligt at forgribe sig på den uindskrænkede private ejendomsret’. Heckscher mener, at dette standpunkt fra Ricardos side var dikteret af naturretten. Dette indeholdt i så fald en misforståelse af, hvad de mest velunderrettede naturretsfilosofier lagde i denne ret. Individet har ret til sinejendom og følgelig ikke til andres og derfor heller ikke til det fælles. Og Ricardo har klart vist, at jordrenten efter sin natur er et fælles produkt og derfor alles ejendom med lige ret. 

Denne konklusion blev knivskarpt trukket et par årtier senere af en skotsk tænker, Patrick E. Dove, i The Theory of Human Progression* (1850). I diskussionen om problemet mennesket og jorden forkaster han tanken om jordens deling (ifølge Mose lov) som absurd. “Men hvis altså de følgende slægtled ikke han opnå deres andel i selve jorden (inkl. Gruber etc.), hvordan kan så delingen af naturjordens fordele iværksættes?” spørger han. 

Læs den her: The Theory of Human Progression

“Jo,” siger han, “ved deling af dens årlige værdi eller jordrente, dvs. ved at gøre jordrenten til nationens fælles ejendom, dvs. (ligesom skatten er statens fælles ejendom) ved at tage hele skattens beløb af jordrenten og derigennem overflødiggøre alle andre skatter. Således ville al industri blive befriet for enhver byrde, og ethvert menneske ville få den løn, som hans duelighed, flid eller foretagsomhed gjorde ham berettiget til ifølge den frie konkurrences naturlige love. Dette, påstår vi, er den eneste teori, som vil tilfredsstille de krav, som naturejendomsrettens problem opstiller.”

Dette er klar besked. Den økonomiske liberalisme med dens krav om ret til fri konkurrence og uhæmmet bevægelsesfrihed forudsætter den ordning, som her er antydet.

Ellers bliver det en konkurrence uden ret.

John Stuart Mill var nok stort set af samme mening. Han ville dog rent praktisk ikke strække sig længere end til inddragelse af, hvad han kaldte The Unearned Increment (værdistigningen).

Det har måske mere end kuriositetsinteresse, at en tænksom ung mand ved stillehavskysten cirka 30 år efter Dove, uden at have anelse om ham eller hans bog om teorien for det menneskelige fremskridt, kom til aldeles samme resultat: Jordrentens inddragelse i form af en ‘single tax’. Manden var Henry George. Det bør tilføjes, at han på den tid heller ikke vidste noget om de franske fysiokrater og deres ‘impot unique’.

I mange lande og først og fremmest i England blev der lige siden 1880 drevet en ret intensiv propaganda for jordrentens inddragelse.

Praktisk førte denne til Lloyd Georges berømte budget af 1909, hvori der blev taget bestemmelser om jordvurdering og en mindre grundskyld. Forslaget vakte en storm, som sluttede med, at overhuset mistede størstedelen af sin gamle magt. Den frygtede jordvurdering blev påbegyndt, men standsedes af den første verdenskrigs ødelæggende flodbølge. Hvorvidt lorderne har vundet noget ved denne ulykke, er næppe troligt. På denne fulgte den anden endnu større katastrofe. Nu er der ikke meget tilbage af deres privilegier.

Også i Danmark rettedes opmærksomheden mod løsningen af det her behandlede problem. Særlig det radikale venstre tog straks ved sin stiftelse i 1905 spørgsmålet op på sit program, og da partiet kom til magten i tiden før den forrige krig og nærmest derefter, lykkedes det at få rigsdagen med til ikke blot en almindelig, rationelt udført jordvurdering, men også til en lille grundskyld til stat og kommune. Også andre jordreformer blev gennemført, og de gik i fuldstændig samme ånd. Alt dette er udførligt beskrevet af den mest fremragende danske fagmand inden for det område, chefen for ligningsrådet K. J. Kristensen, i hans bog: Jorden og folket. Hvordan danskerne løser deres jordproblemer

Vor tese er: Nationalisme og socialisme har i fællesskab taget livet af liberalismen. Liberalismen var langt fra fuldkommen. Den var ikke tro mod sine egne grundsætninger. Den gik ikke til bunds med sin egen anskuelse. Den ville ret, men fulgte ikke rettens krav. Den lod sig i stedet forlede til af den tågede og som ledetråd uholdbare militarisme at søge nytten, statsnytten. I sin håbløse famlen efter denne blev den liberale bevægelse et let bytte for flere aggressive bevægelser, der gjorde vold på både frihed og ret. Liberalismen blev slået til jorden, og krigen går hærgende over landene. Hvad skal der komme ud af asken?

En ny voldsmentalitet, en halv liberalisme, der ligner den gamle? Det første er muligt, det sidste usandsynligt. Og dog er det således, at kun liberalismen kan redde menneskeheden fra undergang. Men da må det være en på de menneskelige rettigheder og på visse af de ti bud baseret liberalisme, ikke den gammeldags liberalisme ud fra nyttehensyn, men en ærlig retsliberalisme. Jordproblemet er naturligvis blot ét af de problemer, retsliberalismen har at løse. Den har mange andre opgaver, som der måske bliver anledning til at komme tilbage til.