af Severin Christensen
fra tidsskriftet Retsstaten, nr. 5, 1917

Retsdemokratiet og Henry Georges ledende ideer

Ved et diskussionsmøde om retsdemokratiet i Henry George foreningen københavnskreds i marts måned blev indlederen, dr. med. Harsløf fra en af georgisternes ledende mænd mødt med den indvending, at grundværdibeskatningen ikke alene var den vigtigste opgave for ethvert demokrati, men at det i og for sig var nok at løse denne opgave; enhver opstillen af andre programpunkter var for så vidt overflødig, som de ville opfyldes af sig selv, når først enkeltskatten var indført.

At grundværdibeskatningen er den vigtigste opgave, vil retsdemokratiet meget gerne indrømme, men at den skulle være et tilstrækkeligt politisk mål at arbejde for, er sikkert et stort fejlsyn. Da dog adskillige georgister deler dem og indvendingen for så vidt er ret typisk, tror jeg, at det vil være på sin plads at undersøge den noget nærmere. Man ser det gå igen i næsten alle bevægelser, at den sag, man er blevet begejstret for, overmåde let får skær af et universalmiddel, hvis virkninger næsten bliver mirakuløse.

Nu bør det rimeligvis indrømmes, at virkningerne, især dem, man kalder de sociale, af enkeltskatten ikke let kan overvurderes, og undertegnede hører så godt som nogen til dem, der venter sig store virkninger af den, også på punkter, der er ganske uforudseelige. Men det skulle på den anden side synes ganske indlysende, at der er store politiske områder, som ikke i fjerneste måde kan afficeres af en skattereform. Vil det af en skattereform ganske umiddelbart fremgå, hvorledes statens forfatning skal være? Om vi skal have et eller to kamre? Om vi skal have gratis retshjælp, hvorledes forbrydere skal behandles, om vi skal have alkoholforbud, statsbaner eller private baner, kommunale eller privatskoler, alm. værnepligt eller hvervede tropper osv. osv.?

Nej, dette kan man dog ikke for alvor mene. Og Henry George var jo alt for klar en tænker til at kræve, at man skulle standse sin tankegang, så snart man havde nævnt trylleformularen single tax.

De fleste interesserede kender det sted i Fremskridt og fattigdom, hvor han regner op en mængde goder, som den fra den fælles ejendom flydende indtægt “kunne anvendes til”. Han mener jo sikkert dermed, at alt sligt ikke ville komme mekanisk af sig selv, men at man netop bør overveje disse muligheder. I foredraget Thou shalt not steal (Du må ikke stjæle) er han inde på en lignende tankegang: “Vi kunne anvende dette store fond til almene fornødenheder, vi kunne dermed skabe en by her, hvis mage verden aldrig før har set – en rummelig, ren, sund, smuk by – en by fuld af parker; en by uden lejehuse; en by, der ejede sine egne befordringsmidler, jernbaner, som kunne føre folk 30-40 engelske mile fra rådhuset på en halv time, og som stod til fri afbenyttelse, ligesom elevatorerne i vore store bygninger; en by med store museer, offentlige biblioteker, gymnasier, osv. Vi kunne af dette store fond skabe rettigheder for enkerne og de forældreløse, og garantere enhver borger i denne by, at hvis han døde, skulle hans hustru og børn ikke lide mangel eller demoraliseres af godgørenhed, men have nok at leve af, som deres ret, som borgere af et rigt samfund.”

Vi kunne gøre alt dette, siger Henry George. Nemlig hvis vi har sind dertil og finder det rigtigt. Han henstiller altså udtrykkeligt til vor overvejelse en række muligheder. Selv har han kun skitseret dem; én mand kan ikke gøre alting; men det er tilstrækkeligt til at vise, ar han langtfra betragter enkeltskatten som et universalmiddel eller som endelige mål. Det endelige mål er følgelig anvendelsen.

Men mon det da er Henry Georges mening, at vi skulle vælge i flæng mellem disse muligheder? At vi blot skulle være single-taxere og så i øvrigt med et spring i tankegang eller følelse tage til takke med ligegyldigt hvilke af de klassereformer, de gængse partier opvarter med? Således synes de fleste georgister at opfatte sagen, for så vidt som det ikke byder dem imod at dele ansvaret med klassepolitikerne for en lovgivning, der i sit væsen er Henry Georges åndsretning stik modsat.

Er der da nogen anden sammenhæng mellem jordskyldreformen og andre politiske reformer end den rent mekaniske, som partiprogrammerne har tilvejebragt, og hvor grundværdibeskatningen står som en hund i et spil kegler?

Ja, der er den dybe sammenhæng, som Henry George selv har peget på, dér hvor han i sit hovedværk overflytter hele sagen til etikkens område.

Han siger dér: “Når man foreslår at afskaffe den private jordejendomsret, så er det første spørgsmål, som rejser sig, om retfærdigheden af et sådant skridt. Skønt retfærdighedsfølelsen ofte fordrejes ynkeligt ved vane, overtro og selvsikkerhed, ligger den dog dybt rodfæstet i menneskesjælen, og ved enhver strid, som rejser lidenskaberne, vil kampen mindre rase om spørgsmålet: “Er det klogt?”, end om spørgsmålet: “Er det ret?” At folkelige meningskampe således gerne kommer til at dreje sig om ret og uret, har sin gode grund. Det skyldes en vag og instinktmæssig erkendelse af måske den dybeste sandhed, vi formår at fatte: Det alene er klogt, som er retfærdigt; kun det kan bestå, som er ret. – Indenfor den enkeltes liv og handlingers snævre grænser kan denne sandhed ofte blive fordunklet, men på folkelivets videre felt træder den overalt frem.

Jeg bøjer mig for en sådan dom: dersom vor undersøgelse af, hvad det er, som gør fattigdom til fremskridtets ledsager, har ført os til en rigtig slutning så må den kunne tåle denne overflytning fra økonomens til etikkens område, må kunne pege på en uret som kilden til samfundsonderne.”

Begrundelsen er altså i følge Henry George rent etisk. Jordskyldreformen er ikke en sag, der kan interessere os i ny og næ, ikke en sag, der tiltaler os ifølge et overfladisk lune, således som f.eks. kaninavlens fremme eller frimærker kunne gøre; men det er en sag, der hænger sammen med vor hele livsbetragtning; reformens berettigelse står og falder med de forestillinger, man gør sig om ret og uret.

For en mand som Joseph Fels var jordretssagen simpelthen en hel religion og den skulle for os i al fald nødig være ringere end en hel politik. Vil man søge ned til det etiske grundlag, Henry George i det ovenanførte uddrag anbringer den på, kan denne sag ikke stå isoleret eller trives sammen med politiske ideer, der har så grumsede kilder som vore politiske partiers. Det må før eller senere sprænge et menneskes karakter og skabe mistillid til ham, hvis han det ene øjeblik skal bruge retfærdigheden som argument for en reform, og det næste må køre frem med forslag, der skeler til klasseinteresser og demagogiske fortrin.

Mit kendskab til georgister her i landet har lært mig, at de fleste af dem er ideelt tænkende mænd, der har en instinktiv følelse af, at det forholder sig som ovenfor sagt; det er kun ikke blevet dem tilstrækkeligt bevidst. Jeg skal nævne et eksempel.

Ligesom H. George selv er de fleste jordskyldsmænd uden tvivl tilhængere af frihandelen. De to ting hører sammen, synes man. Men hvorfor gør de det? Ikke rent umiddelbart. De hører kun sammen, fordi deres begrundelse øser af den samme kilde, hensynet til retfærdigheden eller princippet om enhver sit. Så snart man vil støtte sig til synspunkter som hensigtsmæssighed eller nytte eller lignende, kan man meget vel, som erfaringen viser, være frihandelsmand uden at være georgist eller omvendt være en slags fortørret single-taxer uden at være frihandelsmand.   

Altså, der er en fælles basis, som det blot gælder om at vedkende sig. Udvider man betragtningen en smule, vil det vise sig, at jordretssagen retteligt opfattet kun kan ses som et led i en samlet betragtning af hele det politiske liv. Har man sluttet sig til bevægelsen, ikke af egoistiske hensyn, men fordi den har tiltalt ens retssans, vil der ikke være et eneste område i det praktiske liv, som man kan undgå at se i dette lys, hvis man ikke skal blive et halvt eller et forkludret menneske. Da vil man ikke længere kunne sværge til de foreskrevne partiformler; thi partiprogrammerne har en ganske anden oprindelse, de skyldes klasseinteresser og drejer sig mere om standsegoisme og om magt end om ret.

Der gives adskillige georgister, som ingen anelse har om, hvorfor de er det. Men jordretstilhængere, som er blevet det af retshensyn, må opbygge deres eget politiske program og lære at stå på egne ben. De skulle ikke længere stole på partipolitiske førere og overlade deres sag i deres hænder. Thi så sandt som der er forskel på retshensyn og demagogisk taktik, vil de blive bedragede.

Jordretsmændene kan som bekendt komme så vidt, at de kan få deres sag optaget på forskellige programmer; men der skal nok altid vise sig aktuelle forhold, som gør, at der aldrig bliver foretaget noget afgørende skridt. Og da lovgivningen imidlertid ustandselig går i den gale retning, vil det før eller senere vise sig, at georgisterne har købt de politiske føreres hjælp for dyrt. De bliver medansvarlige for en lang række dumheder og kompromitterer deres egen sag uhjælpeligt. Deres kritik af de politiske partier vil uvilkårlig afsvækkes, når de selv har aktier i et af partierne, og dette er måske den betænkeligste side ved det hele.

Jeg frygter stærkt for, at vi allerede er gledet så langt ned ad dette skråplan, at Henry George sagen står i fare for at kompromitteres. Vi har i de senere år oplevet en skattelovgivning så skandaløs som vel aldrig før, en udvidelse af både direkte og indirekte beskatning, der går stik imod programmer og løfter; og samtidig har jordmonopolet fået lov til at brede sig uantastet, hvilket bl.a. har givet sig udslag i de nu aldeles i utålelige huslejeforhold i byerne.

Til alt dette har georgisterne i og udenfor rigsdagen så godt som tiet, og husmændene, som skulle udgøre det tunge gros i den armé, der engang skulle tale et alvorligt ord med monopolisterne, har svigtet i første omgang. Det er bedst at sige det med rene ord: de er vaklende, og deres førere er blevet møre i ryggen. Deres organ Husmanden er nu at betragte som et mere og mere partipolitisk blad, der væsentlig har til opgave at dække regeringen.

Man vil formodentlig hertil svare: de har jo stadig jordskylden på programmet og Køgeresolutionen osv. Men jeg tror, at man forregner sig på et vigtigt punkt. Hvis det lykkes regeringerne (og hidtil har ingen Køgeresolution skræmt hr. Brandes så lidt som hr. Neergård) at overvælde os efter den hidtidige skala med dårlige skattelove og med en stadigt voksende statsgæld således, at budgettet svulmer op fra år til år, vil en ekstra jordskyld, om den kommer, blot virke som en ny byrde. Og selvom der skulde findes en tilsvarende skattelettelse sted, vil den selvfølgelig mærkes des mindre, jo større budgettet i forvejen er blevet. De sociale virkninger vil udeblive og modstanderne pifte i fingrene. Da vil sagen være ødelagt for en lang årrække.

Skal der sættes nogen modstand ind, så er det sandelig på den høje tid i men i hvilket parti vil man nu til dags finde rygstød for den betragtning, at først og fremmest må udgifterne begrænses? Alle vore partier uden undtagelse er et langt stykke nede på det socialistiske skråplan med statsorganisation, statsdrift og statshjælp. Intetsteds har man, undtagen i retsdemokratiet blot så meget som gjort et forsøg på at optrække en principiel delingslinje mellem de opgaver, der falder staten til og de, der er og bør være private. Det er ikke med urette blevet sagt, at i grunden eksisterer der nu blot to retninger her i landet, socialdemokratiet og – retsdemokratiet. Da den sidstnævnte retning i virkeligheden er den eneste, som i nutidens Danmark forsøger at begrænse den absolutte flertalsmagt, er der ingen overdrivelse i nævnte påstand.

Derfor vil retsdemokratiet ikke blive træt af at gøre opmærksom på de to store farer, der truer den med så stort talent oparbejdede jordskyldbevægelse fra at løbe ud i sandet: 1) at bevægelsen sagligt isoleres til en skattereform, og 2) at den taktisk knytter sin skæbne til de på egoisme og klasseinteresser byggede partier. Dette sidste medfører desuden splittelse mellem bevægelsens tilhængere. Ved valgene kommer de let til at stå imod hverandre. Sæt at jeg har valget imellem en jordskyldmand fra et andet parti og en monopolist, der tilhører mit eget parti. Da denne sidste er min meningsfælle i de sager, der rimeligvis kommer til afgørelse i den kommende valgperiode, medens jordskylden naturligvis – som altid – må vente og kun bindes på programmerne som lokkemad, nødes leg selvfølgelig til at stemme mod jordskyldmanden denne gang. Dette svækker bevægelsen. – Tilhængerne af jordretten skulle derfor snarest søge at finde sig selv og lære kun at stole på sig selv og prøve på at opbygge et politisk program i overensstemmelse med deres ledende grundsætninger. Det er just dette, retsdemokratiet har forsøgt at gøre, og vi har nu vovet at fremlægge resultatet. Vi tror langt fra, at alle disse programpunkter er ufejlbarlige eller inspirerede, og en kritisk drøftelse af dem vil altid være velkommen her i retsstaten. Men vi har været besjælede af én tanke, at se bort fra alle særinteresser og lade de enkelte konkrete løsninger fremgå så direkte som muligt af de grundsætninger om ret og uret, der er så gamle som menneskeslægtens historie, og som bl.a. Henry George i nutiden på så klar en måde på ny har fremdraget på et enkelt område.

Og vi har virkelig høstet den tilfredsstillelse, at programmet trods dets mange enkeltheder har mødt meget få modsigelser, og da kun på underordnede punkter. Sagligt har vi så godt som ikke mødt nogen modstand – men desværre er der noget, som hedder partitaktik, “praktisk politik” og lignende hensyn, og som kræver sin rigelige skærv selv blandt de mest idealistiske bevægelser.

Fra kyndig side er det blevet sagt os, at husmandsstanden har knyttet sin skæbne så intimt til et bestemt parti, at en løsrivelse ikke under nogen omstændigheder kan påregnes. Man kan dog knapt tænke sig, at den økonomiske oplysning, de nu gennem mange år har fået om deres stilling, og den appel, der er rettet til deres retssans, skulle have båret så ringe frugt, at de er ude af stand til at se, hvem det er, der i øjeblikket indenfor radikalismen trækker ploven, og hvem det er, der står bagved og svinger pisken og styrer ploven. Ja, hvis de endda var i stand til at foretage en ombytning af rollerne, så at det var monopolisternes ømme varetagere, der for en gangs skyld blev spændt for!

Om den store husmandsstand trods god oplysning skal glide helt ind i klassepolitikken, må fremtiden afgøre. Retsdemokratiet må gå sine egne veje og kan kun tilråde virkelig overbeviste tilhængere af Henry George sagen at slå følge. Vor mistillid til alliancer med de politiske partier er dybt rodfæstet, og vi imødeser med ro og tålmodighed det tidspunkt, da den skal brede sig til vore meningsfæller i jordskyldsagen. Indtil da har vi den opgave at holde den hellige ild ved lige og så omhyggeligt som muligt at forberede de rammer, der kan stå rede til at optage dem, der efterhånden har fået nok at interessepartierne.