RETs småskrift nr. 68.
af Sophus Berthelsen
(fra RET, Nr 11, 1907.
Bibliotek1 har ikke småskriftet) 

Det er en ærlig sag at fejle – når man bekender det og lærer deraf. Der er måske ingen anden vej til sandhedserkendelse. Selv videnskabsmændene, de professionelle sandhedssøgere, om man vil, må idelig indrømme dette, og de bedste af dem er da også varsomme i deres dom, når de optræder som folkets vejledere.

Imidlertid er der jo, hvad også Henry George peger på, en række lærdomsfag, som folket nogenlunde roligt kan overlade videnskabsmændene, eftersom ingen videre pekuniær interesse er knyttet til sandhedens udfindelse i disse kundskabsgrene, såsom astronomi, kemi, filologi, arkæologi, anatomi o.fl. Helt anderledes derimod med de videnskaber særlig statsøkonomi – hvoraf samfundslivets rolige og retfærdige gang afhænger; her knytter der sig store økonomiske interesser for den enkelte og for folket til udfindelsen af de sande grundsætninger; og folket kan og bør derfor aldrig godtroende antage, hvad der fra statsøkonomernes side bydes det at tro på, selvom sådant kommer fra de højeste videnskabelige autoriteter. Folket, eller dog enhver, der vil optræde som folkets leder, må selvstændig prøve rigtigheden af teorier og påstande på dette område.

Det mest klassiske eksempel herpå er vel det, som Henry George fremdrager: den brave, modige og hæderlige Stuart Mills fejltagelse med hensyn til jord og jordrente. Denne udmærkede engelske filosof og socialøkonom (1806­1873), hvis hovedværk vistnok er hans lære om logik (den rette videnskabelige tænknings former og love), som stod grundrentelærens opfinder Ricardo personlig nær og som endnu anses som en stormester i skarpsindig begrebsundersøgelse; denne højlærde mand nedskrev i fuld alvor og som en af grundsætningerne i sin bog om Den politiske økonomis principper følgende sætning:

“Irlands jord, såvel som ethvert andet lands jord tilhører folket i samme land. De individer, som kaldes grundejere, har hverken moralsk eller juridisk ret til noget som helst andet end jordrenten eller dens kapitalværdi”.

Altså, denne udmærket begavede og øvede tænker evnede ikke at se hvilken selvmodsigelse der indeholdes i denne udtalelse, hvor “halen æder hovedet”; thi jordrenten er jo netop det økonomiske udtryk for, hvad jorden er værd, hvad jorden kan afkaste udover brugerløn, og at tilkende grundejeren moralsk ret til “ikke andet end jordrente” er den syndigste hån mod al logisk, økonomisk tænkning.

Dette kan nu enhver se – efter at Henry George har oplyst samtiden om sandheden. Men indtil da gik disse Stuart Mills ord rundt i verdens videnskabelige kredse, uantastet, som den højeste visdom. Og den skade, denne Stuart Mills meningsløse sætning i tidens løb har øvet på den socialpolitiske tænkning rundt om ved universiteterne, er ganske uberegnelig. Vi kender alle de mange begrebsforvirringer, som har deres oprindelse fra denne sammenblanding af jord og jordrente, og de kunne som oftest hidledes fra videnskabelige autoriteters taler eller skrifter. Henry George mødte ej heller nogetsteds en så fuldstændig mangel på klar opfattelse af de økonomiske og moralske grundsætninger, han fremstillede, som hos det lærde lag – specielt ved Oxford Universitetet, da han talte dér i 1884. Akademikerne hånede ham, og den videnskabsmand, (Alfred Marshall), som indledte angrebet, benyttede med forloren overlegenhed den gamle vittighed: “Hvad du siger af nyt, er ikke sandt, og hvad der er sandt deri, er ikke nyt”* – han var imidlertid her kommet til den rette. Henry George indrømmede straks, at Fremskridt og fattigdom ikke indeholdt noget, som både var nyt og sandt; thi den var bygget på sandhed, og sandhed er en gammel ting, som altid har eksisteret. Hvorefter han imødegik professoren punkt for punkt, indtil akademikeren satte sig ned som en slagen mand.

*: Det synes næsten, som om denne klassiske vittighed udgør en stående del af den fælles internationale, specielt akademiske åndsformue. Da nedskriveren af disse linier første gang talte om Henry George i en studenterkreds i København, blev i alt fald hin vittighed øjeblikkelig turneret af den første akademiske gentleman i diskussionen. Og da jeg nogle år senere talte for en akademisk kreds i Lund, overraskedes jeg ikke, da den første opponent, professor Knut Wicksel indledte sin tale med: Det sanne däri är inte nytt, och det nya är inte sant”. Begge steder jublede de unge akademikere over vittigheden, som om denne var højdemålet af akademisk vid. Hvad den måske også er?

En lignende malplaceret overlegenhed gentager sig desværre fremdeles hos vore dages videnskabsmænd. Således har en norsk professor Aschehoug nylig skrevet en bindstærk Socialøkonomik, der roses af alle ligesindede akademikere rundt om, og hvori professoren tager sig den utrolige frihed at omtale Henry George på følgende måde:

“Georges bog (Fremskridt og fattigdom) er skrevet med et sprudlende liv og med glimrende dialektik. Den gled let henover alle vanskeligheder og stillede ringe krav til læsernes eftertanke. Den vakte derfor stor opmærksomhed og blev oversat i flere kultursprog. Men den tåler ingen nærmere granskning”.

Det er nok snarere den brave gamle norske professor, som har savnet eftertanke og evne til nærmere granskning. Hans argumenter mod Henry George viser noksom dette. Han forveksler lov med ret, skatteret med ejendomsret, privat jordeje med privat jordrenteret osv., ganske som den tarveligste journalist-dilettant herhjemme. Det er beklageligt for Norge, at et sådant angreb skal fremkomme fra dets nuværende ypperste autoritet i statsøkonomi. I sin bog Grundværdibeskatning har for øvrigt kaptajn Trygve Kramer imødegået professoren på en dygtig og værdig måde.

Men også danske statsøkonomer går det ofte på lignende vis. I sin læseværdige bog Samfundsspørgsmål (1885) gør afdøde Ernst Brandes således opmærksom på den stadige forvirring i videnskabelige økonomiske og statistiske undersøgelser, som forvoldes ved forskellig brug af samme ord, såsom værdi og pris; han påviser denne forvirring i prof. Falbe Hansens undersøgelse om værdien af Danmarks nationalformue i 1885, og i den forhandling af dette emne i Nationaløkonomisk Forening. RET har også bragt eksempler på, hvilken vildfarelse der indenfor det lærde laug hersker med hensyn til Henry George og til de grundlæggende økonomiske begreber. Som et nyt vidnesbyrd herom skal vi gengive nogle sætninger, som den unge dr. polit. Frantz Pio, sekretær ved Københavns Borgerrepræsentation, fremsatte forleden som indledning til et i øvrigt ret instruktivt foredrag i Nationaløkonomisk Forening om “Kommunal værdistigningsskat”:

“Som bekendt (!) er et stykke jord og en byggegrund ikke det samme. Byggegrunden er en slags vare (!), der først produceres af det rå jordstykke. Der skal afgives jord til veje, disse skal anlægges og forsynes med kloak-, vand-, gas- og elektricitetsledninger, så at den færdige byggegrund, når den private ejer selv afholder samtlige disse omkostninger, meget vel kan komme til at stå ham i den dobbelte eller tredobbelte pris af den rå jord”.

Hvis den særlig videnskabelige udtryksmåde kendetegnes ved en varsom brug af enstydige ord, en skarp skelnen mellem begrebsmæssige modsætninger og en fremhævelse af det ejendommelige ved et nyt begreb, så er dr. Pios ovennævnte og sikkert velmente ord alt andet end videnskabelige, idet de tværtimod forvirrer de økonomiske begreber, han sysler med. Fordi et jordstykke (for øvrigt ikke altid) skal bearbejdes, forinden det i teknisk forstand kan kaldes en byggegrund, er det dog ganske begrebsforvirrende at kalde det en vare, som skal produceres; det er at slette alle grænser for begreberne vare og produktion; jord kan nemlig ikke produceres eller forøges, hvilket just er den store modsætning til varer, der kan fremskaffes i ubegrænset mængde.

Men endnu værre er dr. Pios første sætning. En byggegrund er nemlig i økonomisk forstand intet andet end et jordstykke! Der behøver ikke at foretages den fjerneste foranstaltning, for at et råt jordstykke skal opnå den særlige økonomiske egenskab (værditilvækst nemlig), som gør den til en byggegrund. Blot visheden eller endog forventningen om et samfundsarbejde (Køgebanen f.eks.) er tilstrækkeligt til at skabe byggegrunde, – endnu forinden byggeplanen er lagt. Ved sin forklaring leder dr. Pio folk til at tro, at det er vej- og gasanlæggene, der er de værdiskabende elementer, uagtet disse kun er afledte og væsensforskellige (teknisk) fra de økonomiske kræfter, som skaber den særlige byggegrundværdi. Det var just en misforståelse af samme art, som gjorde den tyske Bauplatzsteuer til en sørgelig lovfiasko, fordi den definerede begrebet byggegrund efter tekniske hensyn i stedet for efter økonomiske. Overfor de her påpegede idelige fejlslutninger hos de akademiske nationaløkonomer bør lægfolket stadig være på vagt og ikke under nogen omstændighed bøje sig for såkaldte autoriteters udtalelser om økonomiske spørgsmål. Vore statsøkonomiske fakulteter synes ofte at være påfyldningsanstalter for hengemt bogviden, og kun i ringe grad synes de at udvikle hos eleverne den evne til selvtænkning over de økonomiske fænomener, som er den første og næsten eneste betingelse for til fulde at kunne beherske dem. Thi, som Henry George har sagt, “statsøkonomien er intet andet end individernes sammenfattede økonomi, og dens love er de naturlove, som vi enkeltvis genkender. For at disse love skal forstås, kræves hverken lange statistiske talrækker eller nogen møjsommelig ordnet opstilling af bekræftede kendsgerninger, men kun en klar tænkning, som – uden at tabe af syne forskellen mellem det hele og det delvise – søger at udrede de indbyrdes forhold mellem velkendte ting. Og denne tænkning er lige så mulig for lægmanden som for den lærde”.