RETs småskrift nr. 34-37, 1902
Her taget fra Ret og Skel,
bidrag til drøftelse af tidens retskampe-
af Sophus Berthelsen

Bidrag til løsning af spørgsmålet om styrelsen af de dansk-vestindiske øer.
To dagbladsartikler. November 1902.

Den danske regering og rigsdag står mod egen forventning overfor den opgave, at skulle hjælpe vore vestindiske øer. Helt bortset fra, hvordan vi nåede dette punkt, ligger nu for os denne nye, rent praktiske opgave: hvorledes kan kolonierne hjælpes? Og det nøgterne danske folks skatteydere tilføjer ubønhørligt: uden at det koster os noget!

Kan denne opgave løses – –?

Ja – hvorfor ikke? Blot sagen fra første færd gribes rigtigt an, må den kunne ordnes! Som et bidrag til løsningen tør efterfølgende linjer tjene.

Opgaven.

Først gælder det ikke at forveksle denne statens offentlig-retlige opgave med de mulige meget patriotiske, men stadig ganske privat-forretningsmæssige gøremål som f.eks. “Det vestindiske kompagni” og dets kommende søsterselskaber og banker vil påtage sig. De er væsensforskellige i mål og midler. Den første tilsigter at forvalte en landsdel redeligt og forstandigt i dennes egen interesse. Uden økonomisk vinding eller tab. De andre private formål er, under konkurrencens lov, på det frie marked at oparbejde en forretning med størst mulig avance for indehaveren. Det er i sin gode orden, at regeringen har tilsagt selskaberne al tænkelig støtte, som kan forenes med god administration. Enhver ophævelse af sekel­gamle omsvøb og bureaukratisk slendrian, enhver lettelse af samhandel og omsætning har selskaberne ret til at vente af et frisindet styre. Men derudover intet – trods alle patriotiske opråb. Ethvert sådant fremskridt skal komme alle til gode – som den åbne dørs politik er. Ingen monopoldannelse af nogen art må tåles.

Dernæst gælder det om, at man ej heller i første række fæster opmærksomheden ved de rent administrative reformer, som vil påkræves derovre. Om og hvorledes embedsmaskineriet kan gøres simplere, billigere og samtidig bedre – havne og fyrvæsen indrettes efter tidens krav – byer og veje anlægges – landbrug og plantagedrift lettes – driftskreditvæsen sikres – skoler bygges – retsvæsen og al borgerlig lovgivning fremmes – det er alt sammen såre vigtigt, men dog skal jeg af gode grunde ikke tale om disse ting her, sligt er ej heller i sine enkeltheder tjenligt stof for et opsæt som dette. Det bliver sagtens den kommende kommissions særlige opgave at udrede dette, så vel som at søge oplyst, hvad sligt antagelig vil koste.

Men den opgave, som kan og skal løses uden nogen kommissions mellemkomst, og som skal løses herhjemme under det årvågne danske folks tilsyn, fordi det er et principspørgsmål, og fordi de danske skatteydere ubetinget kræver det løst, er dette: hvorledes skal udgiften dækkes?

Selvom vi forudsætter, at pengene anvendes forstandigt, så at intet spildes, men hver eneste dollar udgives produktivt og redeligt til øernes fordel og ophjælp, – det vil dog ikke blive småsummer, hvis det hele skal nytte noget, det må vi være fuldt fortrolige med – og spørgsmålet vil uafladeligt vende tilbage: hvem dækker udlægget?

Selv om vi ikke i Danmark stod med en tom statskasse, sugende gæld og faldende formue, uden midler til påtrængende reformer herhjemme, som tilfældet er, – selv om vor offentlige status var lys og god i alle måder, – det var dog uret mod hvert eneste dansk hjem, som ejede andet i denne samfundsrigdom, at yde ud deraf til Vestindien, uden at spørge: hvorledes får vi udlægget tilbage?

Det er ingen løsning at optage statslån, selv om det formelt skete på øernes vegne. Moderlandet vil hæfte ligefuldt derfor. Afgørelsen blev kun udskudt ved omformning til renter og afdrag. En udsættelse med ansvaret, som i reglen frister til overskridelse, og båndlægger efterslægten stærkere end nødvendigt, er kun en dårlighed mere end de hidtil begåede.

Det er heller ingen løsning af opgaven at sige som den gældende koloniallov af 1863: statskassens udlæg skal som versurer[1] komme til behørig afregning med kolonialkassen bag efter. Erfaring har alt for godt vist, at sådanne anvisninger selv i lovform er betydningsløs. Versurposterne ophobede sig til millioner, som kolonierne nu skylder vor statskasse. Sligt kan og skal ikke vedblive. Her kræves hverken mere eller mindre end en definitiv principvending.

Opgaven bliver herefter alene den simple: at påvise reel sikkerhed for, at de til øernes ophjælpning nødvendige offentlige udgifter atter kan afholdes eller tilbagebetales af øernes offentlige kasse selv.

Så simpel opgaven er, når den fremstilles i fuld klarhed, afklædt alle tåger og omsvøb – så let er også løsningen.

Der er nemlig kun én:

Øernes jord må hæfte for hver krone, som produktivt udgives for øernes skyld! Gennem en årlig grundskat på jordens nøgne værdi, må moderlandet gives førsteret for sine udlæg og øerne tilbagegive ethvert udlæg, som gøres for dem.

Andet ikke.

Løsningen.

Hvorfor er dette løsningen? Fordi en grundværdiskat udgør det naturlige bindeled mellem produktive udgifter og midlerne dertil. Ethvert produktivt kulturfremskridt har nemlig den virkning at højne visse grundværdier. Hvert skib, som ankommer, hver havn, som udbedres, hver lettelse som ydes omsætningen, hver embedsmand som oversendes, hver driftsmulighed som skabes, hver skole og vej som bygges – fremkalder af sig selv (endog forud, ved den blotte vished derom) ny jordværdi – skaber altså selv dækningen af sin egen udgift – alt forudsat at foranstaltningen i sig selv er forstandig. Kan en slig grundskat dække alt? For så vidt ingen udgift sker til unytte, viser dens produktivitet sig just deri, at den kommer igen et andet sted, mindst med det udgivne beløb. Spørgsmålet er da kun, om udgiften opstår som statsindtægt, thi så er dækningen af hullet i samme kasse etableret – eller som privatindtægt, hvorved monopolisten høster, hvad samfundet såede. At fastsætte grundværdiskat er simpelthen at lede udgiften tilbage som indtægt i samfundets kasse. Kan den skat bæres af øerne? Det er som at spørge: Kan kamelen bære sin fedtpukkel? Kan damperen bære sine kul og sin skrue? Tværtimod – de kan ikke undvære den! Hvis grundskatten ikke opkræves som sådan af staten, flyver den dog ikke fra øerne, men opkræves i stedet af privatkapitalistiske spekulanter, som ikke giver fremskridtsvederlag derfor, således som staten, men tværtimod tærer på øernes økonomiske liv, som rotterne tærer på en kornstak. Kan den skat bæres af de nuværende grundejere? Den vil ikke falde på disses nuværende værdier, men kun dele den fremtidige stigning, hvortil den knytter sig med skaberens ret – med mindre man også vil dække øernes gæld ved hjælp af skatten. Og var hint nødskrig, som lød derovre fra, ærlig ment – og ikke blot grundspekulanters situationshyl – så kan intet tidspunkt være heldigere for indførelsen af jordværdiskatten end nu, hvor værdibølgens dalbund er nået og jordprisen i minimum. Nu om nogen sinde vil grundejerne selv komme og kræve en sådan skat, for de fordeles skyld, som det er dens forudsætning at bringe til dem i købet – fordi den kun er samfundets løn for vel udført arbejde. Oven i købet billig løn, når styrelsen er god.

Hvorledes vil skatten virke på handel og driftighed? Opmuntrende. – forøgende – frigørende! Medens al anden skat og told på bygninger, maskiner, råstoffer, arbejdsfortjeneste og forbrug virker straffende og hæmmende på handel og omsætning, fordi de fordyrer varerne, så har grundværdiskatten den stik modsatte virkning: den gør skatteobjektet (jorden) billigere for brugeren, letter adgangen dertil for fliden, driftigheden og nye foretagender, og formindsker den døde del af disses anlægskapital, til frigørelse af den virksomme del.

Hvem falder da skatten på? For så vidt den ikke som samfundets normale løn indgår som naturligt led i vareprisen (i stedet for tilsvarende privat monopolgevinst), falder skatten alene på de, vistnok amerikanske, storspekulanter, som – i tillid til dansk (eller amerikansk? lovgivnings vedvarende dumhed – har opkøbt øernes værdifulde jord forud for dermed at drive jordåger; ved en jordværdiskat vil de belæres om dansk retfærd, som er at give enhver sir, samfundet sit, arbejderen sit; de vil miste den ventede profit, som jordprisstigningen under andre skattelove ville have bragt dem, og de vil tvinges til hurtig realisation af jorden – over til de flittige hænder. Men naturligvis, de vil mulig først græde – i dertil indrettede blade!

Hvordan vil det gå vore nydannede kompagnier’! De vil netop have stor fordel af det ny skattesystem! Kompagnierne vil ellers møde svulmende jordpriser, virkende som en svikmølle, netop med samme kraft som den, hvormed kompagniet efterspørger jord til havnepladser, oplag, plantager osv., så at de faktisk må kapitalisere deres håb og forlods udbetale denne kapitalværdi – altså på forhånd opgive håbet –, som tilfældet nu er, når aktieforetagender overkapitaliseres allerede i starten, netop på grund af, at virksomhedens frugter forudnydes af private monopolister, der ikke arbejder med i selskabet – udover at foreskrive vilkårene! Men alene rygtet om en kommende grundværdiskat vil jævne vejen for kompagnierne som for anden nyttig gerning, formindske den nødvendige anlægskapital helt ned imod den blotte driftsudgift, og derved fritage kompagnierne for at deltage i den spekulationssvindel, som det nuværende gamle system ellers af sig selv vil tvinge enhver driftsherre ind i, men som ville være ganske uværdig under den patriotiske fane, som det er selskabernes ære at ville løfte.

Behøves da ingen andre skatter end jordværdiskal derovre?

Nej, – bortset fra spørgsmålet om at fiksere øernes nuværende gamle grundskatter til brug ved afbetalingen af øernes nuværende gæld – vil alle andre skatter og afgifter, der kun hindrer arbejdet og omsætningen, fuldstændig kunne bortfalde og dermed også hele toldmaskineriet, som bekvemt kan anvendes til anden nyttig administration, derunder delvis til den ikke vanskelige beregning og indkrævning af den faste jordværdiskat. Men med toldbodens fald vil alle 3 øer uden udgift omdannes til en eneste frihavn for alle nationers skibe! Hvad dette betyder for øernes selvstændighed og internationale beskyttelse under alle forhold skal blot nævnes. Hvad det betyder for omsætningens forøgelse og stapelpladsens betydning kræver ingen påvisning. Det vil være den virkningsfuldeste og hæderligste reklame for vore øer, for vort styre og for vort lands kulturhøjde. Og som et magnetbjerg vil den åbne frihavn – hvis den overhovedet har nogen mulighed som havn ­ drage skibsstævn efter skibsstævn ind forbi øerne, fylde bolværkerne og tømme pakhusene. Og derved skabe yderligere jordværdi – som grundlag for nye fremskridt!

Erfaring.

Haves da nogen praktisk erfaring for alle disse fortræffelige virkninger af grundværdibeskatning, særlig i kolonier? Ja, heldigvis: der foreligger netop nye, lettilgængelige og udførlige beviser for dette skattesystems ubetingede fortrinlighed, just i disse henseender! Vi behøver ingenlunde at gå til eksperimenter. Prøven er sket – og faldet så godt ud, at denne ordning er genstand for den alvorligste opmærksomhed i kolonialkredse over hele verden; og hvor private spekulations-kompagnier hidtil har bemægtiget sig udbytteretten til de store kolonier, begynder sådanne nu at frygte det ny og ufejlbare våben, som grundværdiskatten lægger i hånden på statsstyrelsen til udryddelsen af hele den moderne, private kolonialsvindel.

Æren for at have indført dette mærkelige skattesystem i kolonial­politikken med ubetinget succes tilkommer – så mærkeligt det lyder – Tyskland, landet med de sørgeligste kolonierfaringer fra Cameroun, Østafrika, Vestafrika og Australøerne. I sin nyeste koloni, Kiautschou i Kina, har den taget oprejsning. Denne lille landstrækning er i få år opblomstret på den vidunderligste måde – takket være alene det ny system med en eneste skat på grundværdien. Efter erhvervelsen i 1896 ville privatspekulationen kaste sig over dennes som over andre østens fremtidslandes grundværdi. Men med vidtskuende blik hindredes dette af det tyske marineamt, hvorunder kolonien endnu styres. Det erklærede hele kolonien for ubetinget frihavn, hvor toldskatter ikke kendes (opiumstold af hensyn til baglandet undtaget), og hvor den fuldstændigste handels­ og næringsfrihed hersker for alle nationer. Som eneste skat pålagdes -efter en affindelse med de tidligere ejere, kineserne – en grundværdibeskatning i følgende former:

1. årlig 6% af den nøgne jords værdi, fastsat for 3 år ad gangen.
2. ved hvert ejerskifte 2% af hele værdien + 33% af den siden sidste salg (eller i de sidste 25 år) stedfundne værdistigning.
3. forkøbsret for guvernementet i visse nødsfald (nærmere begrænset).

Enhver beskatning af bygning, forbedring, maskinanlæg, handel, skibsfart, formue og indkomst er fuldstændig udelukket. ­ det er cobdens frihandelstanke, der her er ført til sit virkelige endemål: afskaffelsen ikke blot af toldbeskyttelsen, men af finanstolden, nærings-, indkomst- og formueskatter, kort: alle andre hindringer for det fri arbejde og erhverv, handel og omsætning, – samfundslegemets blodomløb!

Virkningen har – efter alle foreliggende beretninger – været uden undtagelse gunstig. Efter at den første modstand fra grundspekulanternes side var faldet bort, steg tilfredsheden hos alle parter med de ny og ejendommelige forhold. Finansielt har systemet været så tilfredsstillende, som det kan forlanges efter de få års virken, idet der (efter private meddelelser fra sagens venner – den officielle bekræftelse må haves ad officiel vej) med sikkerhed kan påregnes fuld dækning gennem en passende amortisering af moderlandets foreløbige udlæg til produktive formål – Tysklands udgifter til fæstninger, kaserner og kanoner derovre kan vi her se bort fra, da vor St. Thomas jo næppe skal udstyres som pansret næve. Grundværdiskatten derovre indgår let og villigt uden besvær og i uventet stigende målestok, nemlig efterhånden som befolkningen tiltager og med den jordværdien. Det sikreste kendetegn på gode koloniforhold er den indfødte befolknings tilbagevenden og tilfredshed; dette har vist sig i stærkere grad her end i nogen anden koloni i Østasien, til trods for den store kinesiske uvilje mod Kiautschous erobring i sin tid. Men indvandring af europæere og oprettelsen af handels- og industrivirksomheder er lige så glædelig. Endog fra de engelske kolonier derovre flytter handelsmænd til det tyske Machtgebiet med den udstrakte næringsfrihed, fordi terrænspekulanter ikke dér – således som i de engelske kolonier – kræver deres stigende tribut af den driftige købmand. Også socialt virker derfor enkeltskatten fortræffelig – i følge alle foreliggende beretninger, der bl.a. gengives i den tyske rigsdags årbøger.

En række tyske blade af alle farver har udtalt deres ubetingede ros over den ny Landordnung i Kiautschou, og krævet den anvendt i Tysklands øvrige kolonier. I rigsdagen har alle partier – dr. Lieber (centrum), dr. Oertel (konservativ), grev Oriola (national-liberal), ja endog “den store nejsiger” Eugen Richter (frisindet) – givet systemet fuldstændig tilslutning, da marinesekretær Tirpitz i en stor tale den 31. januar 1899 gjorde rede derfor, og åbent vedkendte sig at være tilhænger af grundsætningen om en eneste skat på grundværdien som samfundets førsteret. Den eneste, som talte imod sagen, var –socialisten Bebel. thi hin grundsætning passer nemlig ikke rigtig ind i Karl Marx’s lære, som kræver selve jorden (rådighedsretten) ind under staten, og undervurderer skattens betydning som fordelende faktor i produktionen. (“Vorwärts” måtte for øvrigt bagefter erkende, at ordningen var meget fornuttig, og nu er der indenfor det tyske socialdemokrati voksende forståelse af grundværdiskatten).

Også udlændinge af alle nationer har bøjet sig i erkendelsen af Tyskland som mønsterstaten på dette område. Ved den 7. internationale geograf-kongres den 3. oktober 1899 udtalte den amerikanske repræsentant Poultney Bigelow (som havde besøgt kolonien) sig således:

“Kiautschou fortjener i særdeles høj grad opmærksomhed i de videste kredse. Her er for første gang i verden Henry Georges grundsætninger om jordværdi udført i praksis. Og denne meget omstridte lære føres ud i livet under varetægt af det tyske riges autoritet! Det har en betydning, hvis rækkevidde slet ikke kan overses endnu. I hele verden, i Amerika, Australien, England og overalt, hvor Henry Georges lære kendes og forstås, imødeser man denne kolonis udvikling med den største spænding.”

Fremgangen har siden 1899 været uden ophør. Vidnesbyrd herom foreligger i officielle beretninger og Denkschriften, i hele kolonialpressen (for så vidt den ikke er lejet af terræn-spekulanterne) let tilgængelige for de interesserede og derfor ikke nødvendig at anføre her. Kun skal til slut anføres, at det tyske “Kolonialgesellschafft” (under præsidium af hertugen af Mecklenburg) ved sit møde i Halle den 23. maj 1902 vedtog at anmode rigsregeringen om at indføre i alle tyske kolonier grundskatprincippet fra Kiautschou, der, som en taler udråbte, ‘glimrende bestod sin prøve’. – Ligeledes vedtog den første tyske kolonialkongres i Berlin den 10.-11. oktober 1902 efter forslag af frisindede mænd følgende enstemmige udtalelse:

“Vi hilser den raske og kraftige udvikling af Kiautschou, særdeles den lykkelige løsning af jordspørgsmålet og den store fremgang for tysk foretagsomhed med største glæde, og udtaler vor varmeste tak til rigskansleren for gennemførelsen.”

Kulturfremskridt.

Med mere eller mindre kritisk blik har vi i Danmark vænnet os til at betragte de nyere udslag af tysk kultur i vore dage. Ikke al tid har vi kunnet give disse nyheder vort udelte bifald. Men det ville dog være alt for bornert ikke at yde ethvert virkeligt og redeligt fremskridt i tysk kultur vor fulde anerkendelse, når det har godtgjort sin berettigelse. Især dog når vi selv kan have gavn og glæde af de erfaringer, som vor store nabostat har gjort. Allermest måske når dette fremskridt i sin dybeste grund hviler på anerkendelsen af selve nationalitetsprincippet: ethvert land tilhører den befolkning, der bor derpå! The land for the people!

Der er for os, netop i denne tid, en særlig interesse ved åbent at bøje os for dette tyske kulturfremskridts gennembrud i kolonialpolitikken. Man mener i Tyskland at kunne føre initiativet i denne sag tilbage til høje steder. Det er ikke blot den underordnede kolonialembedsmand dr. Schrameier, som ved sit simple, men geniale forslag til spørgsmålets løsning i Kiautschou i sin tid har æren for denne ny epoke i kolonisationsprincipperne. Han støttedes fuldt ud af den højstkommanderende derovre, admiral Diedrichs, og daværende finansminister Miquel samt frem for alt af marineminister Tirpitz, der har taget det hele ansvar og derved en stor del af æren for sagens gennemførelse. Ja, hvad mere er, den tyske gesandt i Washington, dr. Von Holleben, erklærede i sin tid om denne sag til Chicago Times Heralds korrespondent, at denne reforms udspring måtte føres direkte tilbage til selve den tyske kejser! Han tilføjede udtrykkeligt, al kolonien sikkert havde udsigt til at erholde et vidtgående selvstyre, men dog kun således, at der sikres fuld fortsættelse af de ideer, som koloniens skaber, kejseren, havde udtænkt (“Die fortdauer der ideen des Schöpfers der Kolonie, Sr. K. Majestät, sichern werde”).

Mulig er det derfor, at denne koloni – modsat de øvrige tyske – stadig sorterer direkte under kejserens højre bånd, marineminister, admiral Tirpitz – efter alt at dømme den samme udmærkede admiral og statsmand, som kejseren forleden mandag i sit palads forestillede for – den danske kronprins –.

Den tyske kejser er en iderig fyrste. Har han virkelig her med klar bevidsthed og fremsyn eller med den forudanelse om det rigtige, som er geniets sande særkende – knyttet sit navn til nutidens største reformtanke: samfundets førsteret til jorden – så har han derved sikret sig en varig og ærefuld plads i alle tiders kulturhistorie! Selv den frieste demokrat gør vel i redeligt at give kejseren, hvad kejserens er!

Ligevægt.

Så vidt de tyske kolonierfaringer. – Selvom disse ikke i alle enkeltheder passer på forholdene i dansk Vestindien, frembyder de dog så mange lighedspunkter på det centrale område: den økonomiske styrelse, at hine erfaringer på alle væsentlige punkter kan gælde som fuldt bevis. Den store ydre forskel, at i Kiautschou al jord gjordes til offentlig ejendom (mod affindelse til ejerne), medens i Vestindien liden eller måske ingen jord tilhører samfundet eller ønskes erhvervet – er ingen væsentlig forskel. Den bevirker kun en forskel i de egentlige landlove om dispositioner over statsjorden. Men dette er ikke reformens kernepunkt, som ligger i skattelovenes princip. Ifølge dette beslaglægges ikke selve arealerne, men kun deres værdi, – eller rettere dennes stigning. Jordens nuværende lave værdi kan om ønskes fikseres efter faste regler. Der består alt nu i Vestindien, så vidt vides, faste grundskatter og et realregister, der er brugeligt som udgangspunkter for den her nævnte reform. Dennes praktiske gennemførelse vil ikke frembyde nogen nævneværdig vanskelighed for øvede mænd, der er fortrolig med den universelle tankegang, der ligger til grund for systemet. Udformning af den simple, folkelige grundsætning om en eneste skat i endelig lovs skikkelse, kan ske med kort varsel her hjemme fra, og med det spillerum for tillempningen på stedet, som forholdene kræver. Udfindelsen af jordværdierne er – det kan forud siges – på det nøjeste foretaget af de private spekulanters landagenter derovre. Hvorfor skulle statens sagkyndige da ikke kunne finde den samme rigtige værdigrænse og værdimåler?

Ønsker man yderligere erfaringer om grundskatsystemets indførelse i andet oversøisk land, hvor grunden ikke, som i Kiautschou var ryddet, men netop optaget af spekulationssystemet, så at samfundet var i dybeste forfald (fordi det måtte betale jordens herrer for at være til) – nuvel, så er sådanne også til tjeneste. Der udgives i nærmeste fremtid oversættelsen af en autentisk beretning[2], som et amerikansk statsskatteudvalg (i Colorado) nylig har afgivet efter forud skel personlig undersøgelse af forholdene i det ny reformland – Ny Zealand, Syd Australien, Ny South Wales mv. Heraf vil fremgå resultater, som er overraskende lykkelige, selv for sagens venner. Der er ikke fjerneste tvivl om, at vi her står overfor en samfundsreform af verdenshistorisk betydning, – og som nu får bevist sin berettigelse som klog finanspolitik og samtidig som løsning af tidens vanskeligste samfundsspørgsmål: det økonomiske.

Endnu kunne jeg anføre en række oplysninger om enkeltheder. Men jeg må standse. Alle detaljer kan ikke medtages i en bladartikel, hvor det kun gælder tydelig at klarlægge de ledende principper.

Dette er nu sket.

Der er herefter ingen tvivl længere mulig om, at det spørgsmål, som opstilledes i dette skrifts indledning, med rette forud blev besvaret ubetinget bekræftende; det er fuldt ud gørligt ved lovens hjælp at skabe betryggende sikkerhed for, at ethvert udlæg, som efter moden overvejelse måtte blive anvendt af den danske statskasse til produktiv ophjælp af de vestindiske øer, kan fuldkommen skadesløst tilbageføres gennem en grundværdibeskatning, således at den af det danske folks skatteydere ubetinget krævede økonomiske ligevægt overholdes til punkt og prikke.

Ret.

Der tales af og til halvhøjt om det bonderegimente, som for tiden siges at herske i statsstyrelsen – i alt fald til en vis grad. Man tillægger – i og udenfor krogene – dette regimente adskillig mangel på evne til al se på det heles vel, og vilje til kun at skabe sig selv fordele. I særdeleshed tænkes der måske ved sådanne ytringer på en vis del af gårdmandsstanden, som efter nu at have fået en overvejende politisk magt, menes at glemme de kredse, som socialt står lavere, at overse de interesser, som ligger udenfor standens snævre horisont, og at prisgive samfundsinteresserne for privatinteresserne.

Jeg har hørt adskillig sådan tale. Og der kan måske til tider have været mening deri. Selv har jeg – på given udtrykkelig anledning – bekæmpet efter bedste evne den overvæltning på andre samfundsklasser som tiendeloven m.m. i en vis affattelse vil være – hvad ej heller længere benægtes fra nogen side.

Men ret skal være ret – hvor den findes.

Og enhver bebrejdelse for snæversyn og standspolitik er ganske udelukket overfor bondestandens og demokratiets holdning i dette spørgsmål om nye tilskud til de vestindiske øer. Det er fuldt korrekt og fuldt forsvarligt fra ethvert synspunkt at sige, som sagt er: ikke flere gaver til Vestindien. Det er hvert dansk hjems ret til og i dansk statsformue, som derved forsvares, og denne nøgterne og klare holdning fortjener fuld tilslutning og tak fra hvert dansk hjem. Sund sans, praktisk statsøkonomi og god moral kræver med lige styrke, at hver betaler for sig, og at udgifter til produktive formål opstår igen som statsindtægter.

Det er altid uret, når det ene land til egen fordel skatlægger det andet. I gamle dage kaldte man med fuld ret sligt trældom.

Og så vist som det ville være uret mod Vestindien, om Danmark benyttede sin magt til at tage skatter af de vestindiske øer til egen fordel, så vist er det uret mod Danmark at betale vestindiske udgifter med skatter, der er opkrævet i Danmark – i stedet for at opkræve dem derovre i Vestindien, hvor de ligger og venter på at blive hævet.

Der er oven for påvist en klar og bestemt praktisk måde til at skaffe fuld ret i denne sag for begge parter.

Det retsindige, nøgterne danske folk vil årvågent vente, at dets regering og rigsdag altid gør netop, hvad ret er.

Og det kan vel ikke formindske udsigten for grundværdiskattens gennemførelse, at denne samtidig vil få en lykkebringende virkning for de sociale forhold derovre: skabe betingelser for en frodig udvikling af handel og omsætning, med høj arbejdsløn, lav pris på jord og livsfornødenheder, frigørelse for al driftighed og flid – den sande ophjælp.

Til ære for vort land – til befæstelse af dets anseelse!

[1] Beløb, der opføres både som indtægt og udgift / fra fremmedordbogen, pma

[2] Udkommet som Et økonomisk systemskifte: Fredelig gennemført i vore dage. I kommission hos Lehmann & Stage. Kbhvn. 1903.