RETs småskrift nr. 87
Optegnelse fra en social studierejse.
af Johan Hansson.
(her fra RET, nr. 10, 1908.
småskriftet haves ikke på Bibliotek1)

En bekendt engelsk konservativ, men samtidig frihandelsvenlig politiker og forhenv. parlamentsmedlem, Gibson Bowles, holdt for omtrent et år siden et foredrag i Liverpool, som hører til de mest oplysende, jeg nogen sinde har læst.

Foredraget, som foreligger trykt og kan fås gennem The financial Reform-Association i Liverpool, skildrer jorddrotterne som parlamentets og rigets herrer.

Mr. Bowles blev udstødt af sit konservative parti og slået ved de seneste valg på grund af sin energiske opposition mod Chamberlain’ismen. Han blev derved, som han selv siger, arbejdsløs, og fik tid til at hengive sig til historiske studier. Resultatet – eller en del deraf – fremlagde han i sit foredrag. Han skildrer, ved hjælp af datidige forfatteres udtalelser de gode sociale forhold som herskede i England indtil midten af det 16. århundrede. På den tid fandtes ingen fattiglov, praktisk taget ingen skat og frem for alt ingen statsgæld. Staten fik sine indtægter næsten udelukkende fra en eneste kilde, – jorden, skønt der aldeles ikke, som mange tror, savnedes andre arter af ejendomsværdier. Tværtimod. Folket var forholdsvis velstående: levede højt og klædte sig godt. De fattige, som fandtes, blev vel forsørgede, ved hjælp af jordindtægter, nemlig munke­ordenernes vidstrakte jordegodser. Der fandtes også den gang forholdsvis store jordejere, men jordejendom var altid forenet med tilsvarende pligter, nemlig til at opretholde statsmaskineriet og sørge for de svage og lidende.

År 1536 indtrådte forandring. Det uvillige parlament blev i dette år praktisk talt – med kniven på struben – tvunget af den daværende kong Henrik VIII til at, som det hed, for almenvellets skyld og for en gang for alle at gøre skatter overflødige at inddrage klostrenes jordegods. Det var meget betydelige jordstrækninger, det her drejede sig om; man påstår en tredjedel, men i hvert fald over en femtedel af al landets jord.

Kongen fandt sig dog ikke foranlediget til at holde sit ord. I stedet for at anvende den inddragne jords afgifter til gavn for landet, lod han den uddele til sine ynglinge og lagde derved grunden til det særlige landlord vælde, som siden da har behersket Englands politiske og økonomiske liv, og som har fået sit særlige udtryk i det højkonservative overhus.

Kong Henriks ynglinger erholdt dog ikke disse gaver aldeles uden pligter. Det påhvilede dem at opfylde de forpligtelser – mod fattige, syge osv., – som hidtil havde påhvilet de kirker og klostre, der havde haft jorden. Men det varede ikke længe før de pågældende ædle herrer begyndte at skyde forpligtelserne fra sig over på det jordløse folks skuldre, alt imens de forstod at drage enhver mulig fordel af de dem overgivne jordrettigheder.

Gibson Bowles kalder denne skæbnesvangre begivenhed i Englands økonomiske historie for den første af en række på seks vigtige lovgivnings-akter, der alle er inspirerede af landlord-interesser, og gennemførte af disses repræsentanter – og som alle har haft den bestemte hensigt at afkaste alle offentlige forpligtelser fra jorden og derved berige et fåtal på folkets bekostning.

Den anden lovgivningsakt, som Bowles kalder endnu mere indgribende og skæbnesvanger, gennemførtes i første halvdel af det syttende århundrede; det lykkedes da landlorderne med væbnet oprør at ombytte en del af de da bestående direkte jordafgifter med indirekte beskatning på folkets formue og forbrug. Den daværende konge, Karl den I., som havde til hensigt at dække de forøgede statsbehov med forøgede skatter på jorden, blev halshugget (1649). Han døde, som han selv udtrykte det, som en folkets martyr.

Resultatet af hin første lovakt var, siger Bowles, at vi betyngedes med fattigforsørgelses-pligter og skatter; og af den anden, at folket betyngedes med de forbrugsskatter, som hurtig gik op til vældige beløb, samtidig med at begyndelsen gjordes til en ukendt, men overvældende statsgæld.

Den tredje store landlord-foranstaltning af nævnte art gennemførtes i sidste del af det attende århundrede, da landlordernes skattepolitik styrtede de amerikanske kolonier i revolution. Jordejerne ønskede grundskatterne formindskede ved hjælp af en skat på de amerikanske koloniers the­forbrug. Den krig, som påfulgte, medførte koloniernes løsrivelse fra moderlandet.

Den fjerde plyndringsakt var indførelse af korntold og beskyttelsestold 1815. Gennem denne nye beskatning, som efter uhørte anstrengelser atter afskaffedes (i alt fald delvis), 30 år senere, forhøjede jorddrotterne deres forpagtningsindtægter, men bragte en meget stor del af folket til randen af hungersnød.

Men landlordernes reformpolitik var ej dermed nået til ende. Så sent som i 1894 lykkedes det at gennemføre en ændring i arveskatten, hvorved jorddrotterne sikredes særlige fordele, – idet arv i jordejendomme herefter kun beskattedes med mindre end halvt imod anden ejendom.

Men heller ikke dette var dem nok. To år senere, i 1896 gennemførtes en lov, som Bowles betegner som den mest nederdrægtige af dem alle. Den vedrører en ændring i den kommunale beskatning. Skatten på jordværdien sænkedes, medens skatten på bygninger og forbedringer bibeholdtes uforandret. Og forskellen blev udredt ved statstilskud til kommunerne,

Grundejerne har derigennem opnået en årlig statsgave af 27 millioner kroner. Denne vise lov, som man påstod skulle hjælpe landbruget, men i virkeligheden kun har gavnet jordrenteejerne, skal gælde indtil 1910, og den vil da have bragt omkring 380 mio. kroner fra folkets lomme over i landlordernes.

Det var den sjette plyndrings-akt.

Den syvende er under opsejling. Chamberlains forslag om at beskatte folkets fornødenheder med yderligere 23 mio. £. = 400 mio. kr. årligt, er et nyt forsøg fra jordrente-interessenternes side på at berige sig selv på massernes bekostning.

**
Jeg har en særskilt hensigt med det her fremhævede.

Jeg ønsker at formå dem, som er så aldeles sikre på, at verden går fremad også på det økonomiske og sociale område, at prøve deres opfattelse i det lys, disse historiske fakta kaster over problemet. Man bør ikke gå uden om sagen med den bemærkning, at dette blot gælder England, men at forholdet i vort eget og andre lande stiller sig helt anderledes. Det er ikke så. Hvilket europæisk lands lovgivning vi end undersøger*, vil vi finde reaktionære love ved siden af fremskridt og når vi jævnfører det ene med det andet, vil vi i reglen, om end ikke altid, finde, at den økonomiske reaktion har overtaget.

*: Se for Danmarks vedkommende S. Berthelsens afhandling Vor tids Hejmdal i RET 1905, s. 255, 288, 309 ff., særlig side 311, hvor det hedder: Det vil heraf fremgå, at den hele sørgelig-moderne skattepolitik er bedst forståelig som det foreløbig sidste udslag af en mere end hundredårig reaktionær bevægelse, som vi også kender fra andre europæiske lande, og som går ud på at kaste de lovligt overtagne grundbyrder fra grundejerne over på det menige folk, en bevægelse bort fra grundværdi- dvs: landgilde-skatterne over på de personlige skatter, dvs. arbejdsskatterne – bort fra produktionens passive faktor, over på den aktive, bort fra jorden, over på menneskene lægger man den voksende skattebyrde. Det er intet mindre end en skæbnesvanger verdenshistorisk forskydning af de sociale forhold, som således fuldbyrdes gennem lange tidsrum, og hvorpå folket ikke har været opmærksom.

Man indvender, at dette er umuligt, og anfører som bevis: massernes forhøjede levefod. Men det er ikke noget godt bevis. De forbedrede levevilkår – hvor de kan påvises – er snarere opnået til trods for lovgivningen, end som en følge af denne. Borttagelsen af visse hindringer fra næringslivet, monopolistiske særrettigheders afskaffelse o.fl. har uden tvivl virket fordelagtigt, men de sociale fordele, sådanne reformer kunne medføre, er sikkert mere end opvejede af den skade, som en falsk jord-, skatte- og toldpolitik har medført.

Og dog har vi opnået forbedrede livsvilkår – er det ikke en modsigelse? Nej! Thi andre faktorer har medvirket. Frem for alt har vi det sidste århundredes vældige udvandring fra Europa, og de forhold, som gjorde denne mulig, at takke for, at vor reaktionære lovgivning ikke har øvet en endnu skadeligere indflydelse end faktisk er tilfældet, – og at lovgiverne har kunnet indbilde reformvenner og sig selv, at de virkede i fremskridtets tjeneste, medens de i virkeligheden arbejdede for reaktionen,

Det bliver også stadig mere klart for dem, som udfører socialt arbejde, at den økonomiske lovgivning ej er en så ligegyldig sag, som mange hidtil troede, og at virkelig fremskridtsvenlig økonomisk lovgivning netop er den rette effektive socialpolitik.

Der findes et par stater, hvor man har indset dette, ganske vist ikke fuldstændigt, men dog så meget, at lovgivningen er blevet påvirket af den ny opfattelse.

En af disse stater er New Zealand.

Det vil være min opgave i en række følgende artikler at skildre det reformarbejde, som udføres derovre, de forsøg, som dér gjordes, de forhold, som muliggjorde forsøgene og de resultater, de bragte – skildre det således, som jeg ved personlig berøring med folket i dette afsides land formår at opfatte det. Det bliver en så vidt mulig upartisk, men ej ukritisk skildring, og jeg håber, at mine anstrengelser i nogen grad måtte kunne bidrage til, at også de nordiske riger kommer med i den langsomt påbegyndte march mod virkelige og endelige fremskridt.

De nordiske lande ejer adskillige betingelser for netop nu at indtage den ledende stilling i denne den ædleste kappestrid, som vist nogensinde fandt sted – striden om, hvilket land der skal komme længst frem i gennemførelsen af den økonomiske friheds vinkende ideal.

Hjælpes vi ad, kan denne hæder blive vor!