RETs småskrift nr. 38-39
af Sophus Berthelsen
(her fra RET, nr. 17, 1906)

Henry Georges jordrenteteorier, overført på danske forhold, en lægmands indvendinger, tilegnet de danske husmænd, er et velment forsøg på at spænde ben for husmændenes selvstændige stilling i skattespørgsmålet – men indeholder for øvrigt ikke noget, som ikke forud er imødegået atter og atter i offentlige skrifter. Men da den vil tvinge enhver til at tænke selvstændigt og tage et bestemt standpunkt, må den hilses med tilfredshed af Henry George sagens og husmændenes venner, – vi er vel tjente med at sagen kommer frem i fuldt dagslys, så skal vi nok sejre. Særlig tak fortjener hr. Olesen fordi han ordret har gengivet Køgeresolutionen.

I.

Hr. Olesen indrømmer først og ubetinget, at den af samfundet skabte nøgne jordværdi også bør tilfalde samfundet, og ikke overlades private spekulanter. Men med denne indrømmelse har han på forhånd tabt sit slag, og alt det følgende i hans pjece er kun misforståelser og ukyndighed, som hr. Olesen, der kalder sig lægmand, selvfølgelig har krav på at se imødegået med bedre oplysninger.

Hr. Olesen søger først at påvise at grundværdiskatten ikke kan blive eneste skat i Danmark, fordi den nøgne jords værdi efter hans opgørelse kun er ca. 1.200 mio. kroner, og renten deraf altså kun 48 mio. kr., medens der skulle bruges ca. 120 á 150 mio. Selvom han havde ret deri, så burde i alt fald disse 48 mio. kr. årligt snarest muligt søges inddraget, i stedet for at der ad denne vej hver eneste dag fratages folket ca. 130.000 kroner. Ved hjælp deraf kunne alene størsteparten af toldskatterne – som hr. Olesen selv er modstander af – ganske bortfjernes fra det arbejdende folks skuldre.

Og jeg skal her gøre opmærksom på, hvad hr. Olesen øjensynlig har overset, at Køgeresolutionen aldeles ikke nævner grundværdiskatten som eneste skat, men kun kræver toldbyrderne afløst med en grundværdiskat så langt denne rækker – så kan vi senere se, hvor langt den slår til. Hr. Olesen har altså ikke ramt husmændenes skatteprogram – selvom han har ret i, at nøgenjord­værdien i Danmark kun er ca. 1200 mio. kroner.

Men han har ganske og aldeles uret deri – hvad jeg for længst har opgjort for ham personlig, og hvad der forud er påvist ad flere veje gennem vort tidsskrift RET. Han bygger her på ejendomsskyldværdien – som særlig for de egentlige spekulationsarealer er alt for lavt ansat, *) hvad der haves mange beviser for – og bygningernes assurancesum, som er den falskeste af alle officielle værdier. Thi dels er den ofte 20-40 % for høj allerede den dag den fastsættes, hvad enhver praktiker for længst er klar over, dels står summen stille, medens bygningen hver dag taber i værdi, dels endelig synker bygningens værdi endnu mere, hvor jordgrunden stiger særlig stærkt i pris, idet denne prisstigning som regel kræver en anden anvendelse af byggegrunden, som kan medføre, at en i øvrigt god bygning må nedrives og knapt er murstenene værd – hvilket sidste særligt er fastslået ved den omvurdering af samtlige New Yorks bygninger og grunde som fandt sted i 1904. – Af disse årsager burde hr. Olesen aldrig have taget de ca. 4.000 mio. bygningsforsikringssum alvorligt; denne værdi er kun en hazardværdi, som alene kunne tænkes at blive aktuel i samme øjeblik som samtlige bygninger i Danmark på en gang brændte; og selv da ville forholdets humbug for øvrigt straks vise sig, idet brandforsikringsselskaberne ville gå fallit og være ude af stand til at præstere værdierne. Den reelle værdi af bygningerne i Danmark kan gennemsnitligt ikke regnes at være over 50 % af assurancesummen –resten er hazard og svindel, og vistnok den sande årsag til så mange ildebrande, men en årsag som assuranceselskaberne og deres nedsatte kommissioner ikke holder af at røre videre ved, skønt en revision af vurderingsmåden og risikoberegningen hårdt påkræves.

*) Som påvist i flere skrifter, særlig Ejendomsskyld eller grundskyld, er vor nye ejendomsskyld væsentlig baseret på den faktiske nytteværdi og ikke på den normalværdi som der alene tages hensyn til “i handel og vandel”.

Som bevis på uvederhæftigheden af hr. Olesens tal, såvel i det store som i det små skal jeg blot nævne, at efter hans mening skulle bygningernes værdi i hele Danmark andrage ikke mindre end 80 %  af ejendommenes værdi og jorden altså kun de 20 %, medens en nøje opgørelse i den tættest og dyrest bebyggede plet af verden (New York med dens 26 etagers skyskrabere, de kostbareste privatbygninger i hele verden pr. kv. alen) udviste, at bygningernes værdi kun udgjorde de 30 %, medens jordens værdi var de 70 % af den samlede ejendomsværdi! (1904.)

Og forleden gav i folketinget den moderate hr. Ousen et slående vidnesbyrd om, hvor lidt bygningsassurancesummer er værd som værdimålestok, idet han oplyste, at hans egen nye svinestald, som blev assureret for 2000 kr. mere end den gamle, som blev nedbrudt – desuagtet kun medførte, at gården blev sat 500 kr. op i ejendomsskyld! Hvis hr. Olesens beregninger var rigtige, så skulle altså hr. Ousens gårds jordværdi være blevet over 500 kr. lavere ved at han har fået sig en ny svinestald!

Hr. Olesen burde dog vist inden han offentlig fremtrådte som statistiker have søgt en smule undervisning i begyndelsesgrundene for behandling af værdier og tal. Han tror, at husmændene vil gå på en “vildmand” – han er selv gået kedelig i vandet – endda med alle redaktør-klæderne på!

En nøgtern opgørelse af ejendomsskyld og brandforsikring vil vise, at der for tiden kan regnes med en “fast ejendoms”værdi af ca. 6.000 mio. kr., en ren bygningsværdi af ikke over 2.000 mio. kr. og følgelig en ren jordværdi i Danmark af op mod 4.000 mio. kr., at denne er stærkt stigende, og at renten deraf ville være fuldt tilstrækkelig til at afløse hele den del af de bestående skatter, som ikke allerede er grundværdiskat, (og som følgelig ikke behøver at afløses) antagelig ca. 120 mio. kr.

Men, jeg gentager det, hvorledes det end går med afgørelsen af spørgsmålet om grundværdiskattens tilstrækkelighed eller ikke, så er dette i hvert fald ingen betingelse for at vedtage Køgeresolutionen, idet denne ikke taler om “eneste skat”, men forsigtig lader dette finansielle spørgsmål stå åbent, indtil det i praksis finder sin afgørelse. Thi det er netop ikke den sidste og bedste ende af de nuværende skatter, men den første og dårligste, som det gælder om at komme først af med; og det er ikke den sidste, men den første procent af en grundværdiskat, som det gælder om at få indført for at påvirke spekulationsjordens priser, og derved arbejdslønnen og vareprisen. Netop på New Zealand har denne sidste og vigtigste sociale virkning af grundværdiskatten for længst vist sig, medens den finansielle side af reformen (skatteomlægningen) langt fra endnu er fuldbyrdet.

Og dette ved redaktør Olesen meget godt – han fortier det kun.

II

Hvad der også må bebrejdes hr. Olesens pjece (fordi han her handler mod bedre vidende, thi jeg har på et offentligt møde og i blade sagt ham sandheden) er hans bevidste fortielse af den fordel, som husmændene vil få ved Køgeresolutionens gennemførelse, dels ved skattelettelse og prisfald på varer og jord, dels ved højnelse af arbejdsløn og forbrugsevne. En sådan fortielse mod bedre vidende kan ikke kaldes andet end ganske uværdigt overfor Jyllands husmænd.

Hr. Olesen ved, men fortier, at ombytningen af de nuværende toldbyrder med en grundværdiskat så langt fra ville betyde noget offer for danske landbrugere, specielt husmændene, at de tværtimod ville vinde en større lettelse derved, end nogen anden reform kunne bringe dem.

Jeg har i sin tid offentlig oplyst, og det er aldrig bleven modsagt, at den offentlige toldbyrde allerede i 1894 efter landhusholdningsselskabets toldbetænkning hvilede med de under A nedenfor anførte beløb (derunder toldbeskyttelse) pr. td. hartkorn, men at disse ville kunne afløses med en grundskat af ca. 19 kr. pr. td. hartkorn, hvorefter der vil kunne påregnes den gennemsnitlige gevinst pr. td. hartkorn ved omlægningen, som er anført under rubrik B i følgende tabel:

Heraf fremgår, at det ville være en betydelig fordel, ikke mindst for husmændene, at omgøre tolden til en hartkornsskat; hvor meget mere da ikke til en grundværdiskat, hvor de købstadlignende landsbyers grundværdi kom med ind under påligningen!

Og vel gælder disse tal for 1894 – senere er ingen statistik optaget – men såvel toldbyrden som grundværdien er steget meget stærkt i disse 12 år, og begge stigninger ville tale endnu mere til gunst for en omlægning.

Der er med andre ord ikke fjerneste tvivl om, at en ny grundværdiskat ville flytte de offentlige byrder bort fra det arbejdende landbrug og over på byjord, købstadjord og hovedstadsjord, og at specielt husmandsstanden har haft fuld ret til i Køgeresolutionen at opstille kravet om “snarest mulig ophævelsen af enhver told og skat, som beregnes af eller i forhold til forbrugsartikler”; thi der er intet som helst finansielt til hinder for at dette kan gennemføres.

Men hr. Redaktør K. Olesen fortier den fordel, som reformen vil bringe husmændene – for at bringe forvirring i deres tanker og deres rækker. Han påstår, at husmændene vil miste noget af deres ejendom ved grundskattereformen, medens sandheden er den, at de ikke blot vil få langt mindre skattebyrder, men endog få den største andel i den grundværdi, som København og købstæderne for tiden udreder til private, men som da vil indgå i den store fælleskasse.

S. B.
(fortsættes på omslaget)

Omslaget er desværre farvet papir – hvorfor scanning og OCR ikke dur. Derfor kun som pdf.
(men det kunne man jo ikke vide dengang!)
Læs her: Hr. redaktør Olesen