Prioritetsgældens afskaffelse

RETs småskrift nr. 56
(Bibliotek1 har ikke dette)
af Sophus Berthelsen
Her  fra RET,
nr. 2, 1906 og nr. 5B, 1907
Oversigt småskrifter

Prioritetsgældens væsen

Der fremkommer ofte – også fra venner af Henry Georges reformtanke – velmente planer om at ordne det store jordspørgsmål derved, at staten overtog den på jorden hæftende prioritetsgæld.

Begrundelsen er i reglen denne, at da statens skatteret netop burde indtage den plads, som nu prioriteterne har, var det nemmeste  jo straks at lade staten overtage disse hvorefter yderligere prioritering skulle forbydes! Man går så undertiden videre ved at foreslå, at staten burde indløse prioriteterne ved at ombytte dem med statsforskrivninger, der så efterhånden, og efter nogles mening’ endog ved hjælp af gevinsten ved rentens fald, kunne indfries, hvorefter der kunne komme en gældfri tilværelse for stat og samfund.

De mange velmenende forslagsstillere, som – for dog endelig at komme  uden om Henry Georges grundværdiskat – fremkommer med deslige planer, røber tydeligt, at de ikke har forstået prioritetsgældens sande væsen. De tror, at det er lettere at søge omveje end at vandre den lige og naturlige vej til det mål, som dog anerkendes at være det rette. De indser ikke, at slige planer ville føre os endnu dybere ned i uføret ved at lade det hele samfund blive skyldner for, hvad der dog nu kun påhviler forholdsvis få grundejere, og ved følgelig at etablere statsligt sikrede rentemonopoler i stedet for private. Og de glemmer, at allerede statens optræden som kommende overtager af gælden ville bevirke dennes enorme tiltagen, endnu forinden nogen lov var vedtaget – fordi prioritetsgælden ikke er andet end den kapitaliserede grundværdi, så langt som denne er afhændelig ifølge loven.

For at hindre, at venner af vor bevægelse spilder tid og kraft på deslige reformplaner, bliver det derfor nødvendigt en gang for alle at klarlægge prioritetsgældens sande væsen og derigennem at påvise, hvorledes denne utålelige og voksende byrde på vort økonomiske liv kan nedbringes og omsider helt ophæves, – ikke ved statslig overtagelse deraf, men derved, at kilden til dens fortsatte vækst udtørres, så at prioritetsgælden omsider svinder bort og dør af mangel på næring.

Det kan i så henseende være nyttigt først at kaste et blik på pantegældens historie.

Pantsættelse er så gammel som ejendomsret, nød og synd i et samfund, hvor løfter ikke gives uden at de også holdes, kendes åbenbart ikke sikkerhedsstillelse, uden under nødsforhold. Men disse sidste kunne også i sig selv medføre pantsætning – denne kræver dog altid samfundsbilligelse (lov) for at kunne opretholdes. Samfundsmagten må tilsige panthaveren sin hjælp til at tage pantet fra skyldneren, når løftet ikke holdes, hvis panteretten skal kunne siges at være skabt. Dette – nødstilstanden og samfundets anerkendelse af denne og derved af panteretten – må fastholdes som udgangspunkter, der især får deres sande belysning, når det er samfundets egne love, der skaber nødstilstanden som stadig tilstedeværende i folket. Så er ringen sluttet og folket lagt i lænken.

Den første pantsættelsesgenstand er sagtens mennesket selv. Visse oldtidslove tillod det enkelte menneske at sætte sig selv i pant for gæld, – så at kreditor på forfaldsdagen kunne tage skyldneren som slave indtil gælden derved var afbetalt. Hertil sigter en række bibelsteder, således Math. 18-23. Først i 1872 ophævedes i Danmark kreditors ret til at lade sin skyldner kaste i fængsel i visse tilfælde. Ingen kan længere pantsætte sig selv med den virkning, at statsmagten i forfaldstilfælde stiller sig til rådighed som panthaverens bøddel.   I alt fald direkte kan ingen med statens sanktion gøre sig selv økonomisk umyndig under en andens herredømme, uden atter når som helst frit at gå ud derfra. Indirekte skal vi se, at det endnu på mange måder er muligt – under forandrede former.

Dernæst kan man tænke sig pantsættelse af arbejdsprodukter eller derfor erhvervede ting. Da den fulde ejendomsret over disse må indrømmes frembringeren, kan lovgivningen vanskeligt nægte arbejderen ret til at råde over sine velerhvervede ting på den måde, at han overgiver tingene til en anden som håndfået pant. Ja, staten tilbyder endog stundom sin assistance til deslige pantsættelser ved oprettelsen af offentlige lånekontorer (assistenshuset), derimod har en række moderne lovgivninger nægtet at medvirke til, at skyldneren giver sin kreditor underpant i løsøre, (dvs. tilsikrer kreditor en førsteret i tingen, uagtet denne forbliver i skyldnerens værge). Thi dels gives derved fattige mennesker en fristende mulighed for at gøre gæld (og da ofte på ugunstige vilkår) uden samtidigt at afse pantet, og dels skabes der ved underpant i løsøre en falskhed i opfattelsen af skyldnerens økonomiske forhold overfor omverdenen, til skade for den almindelige omsætning. Statsmagten bør ikke støtte bestræbelser, hvorved den enkelte giver sig ud for at eje andet og mere, end han virkelig har.

Dansk lov yder desværre endnu sin medvirkning til opretholdelsen af denne for alle parter skadelige pantsætningsform; dog blev i 1872 ophævet dennes allerværste form, nemlig pantsætning af fremtidigt erhvervede ting (alt, hvad man ejer og ejende vorder), hvilket i virkeligheden var en pantsætning af selve mandens arbejdskraft og altså af manden selv – hvor arbejdskraften er eksistensbetingelsen. Efter 1872 kan i Danmark kun pantsættes ting, som er tilstede i pantsættelsesøjeblikket, og som særskilt nævnes.

Desværre har loven af 1872 dog gjort en væsentlig undtagelse fra denne gode regel, og derved på ny tilladt pantsættelse af fremtidige ting – nemlig visse besætnings- og inventardele, når de pantsættes i forbindelse med en såkaldt fast ejendom. Derved er, som det nedenfor skal påvises, i virkeligheden skabt en ny og skæbnesvanger mulighed for, at manden selv og hans arbejdskraft knyttes som fast tilbehør til en fast ejendom, og pantsættes med denne som retlig bestanddel deraf.

Og herved kommer vi til hovedgenstanden for vor undersøgelse: den faste ejendom som genstand for pantsættelse, dvs. prioritering,

Også denne panteret er så gammel som ejendomsretten til jorden. Måske det allerførste jordområde, som udsondredes af fællesskabets mark, og overlodes til den enkeltes private rådighed var gravpladsen, fædrenes grave, hvor slægtens ånder i andagt kunne dyrkes. Og vi læser da også om, at netop fædrenes grave kunne gives i pant for gæld i visse oldtidslande. Dette er et interessant bevis på, at pantet ikke i sig selv behøver at have nogen økonomisk værdi for kreditor – for ham var debitors fædres ånder jo uden tilknytning. Men savnet for debitor af gravene må antages at have pålagt ham og familie en sådan daglig ulykke, at kreditor derigennem var sikret mod gældsløftets opfyldelse.

Så længe jorddyrknings-fællesskabet bestod, kunne der jo vanskeligt være tale om, at den enkelte kunne pantsætte jorden, men sikkert har høvdingen kunnet eller taget sig magt til at pantsætte hele stammens fællesjord, og derved lagt stammen i gæld og skat til fordel for endnu højere magter, lensmænd, fyrster og konger. Ad den vej lagde Roms krigere landsby efter landsby ind under verdensstadens herredømme, ved nemlig at tvinge høvdingen til årligt at aflevere en jordrente i arbejde eller varer uden modydelse. Og på dette falske grundlag var det, at en kongelig slyngel som Kristoffer II pantsatte store dele af “sit” land til de tyske grever, indtil en brav jyde i Randers en aprilsnat fik held til på hele det danske folks vegne at erholde den panteforskrivning kvitteret og udslettet.

Så snart jorddyrknings-fællesskabet (hvor dette i egentlig forstand har bestået) overgår til et blot ejer fællesskab med selvstændig ret for den enkelte til et bestemt jordstykkes dyrkning, (sædvanlig efter regelmæssig årlig omdeling eller ‘solskifte’), træffer vi dog på pantsætning af dette, eller vel egentlig kun af denne selvstændige andelsret. Således har man mærkelig nok fundet et talende vidnesbyrd herom i en afsides liggende schweizisk bjerglandsby, Visperterminen, som lige op til vore dage har bevaret en næsten oldtidsagtig ordning af disse jordforhold, og man har her fundet et ret fuldstændigt system af prioritetsregler for andel i jordejendomme indtegnet på træplader, og anerkendt af landsbysamfundet.

Det er dog først, hvor det borgerlige samfund begynder fuldt ud at anerkende den private selvejendom til et jordstykke, at den egentlige prioritering kan siges at begynde. Dette sker derfor først i middelalderens store byer, og selv der er det måske mere bygningen end jorden, som pantsættes. Bygningen var nemlig –modsat nu – langt den mest værdifulde, medens byggegrunden længe ansås for værdiløs, og egentlig kun overladt den enkelte til brug – så længe han faktisk udnyttede den – og da i reglen mod en jordrenteafgift. Således træffer vi i en mængde gamle stadsretter den regel, at alle bygrunde, som ikke blev udnyttet til bebyggelse, de enten hjemfaldt til staden eller til hvem som helst, der ville benytte dem. Denne gode gamle regel træffer vi bl.a. i et kongebud fra 1505 for Aarhus om, “at borgmester og råd i Aarhus hvert år i træk på bytinget skulle tillyse for dem, som havde øde og ubebyggede grunde liggende; skete dette ikke, kunne byen overtage grundene og lade dem bebygge.” og vi ser Prøjsens store kurfyrste i 1667 udstede et tilsvarende edikt, og derigennem grundlægge Berlins bebyggelse på en enestående genial og samfundsheldig måde.

Bygningen er således den væsentligste private ejendoms­ og pantsættelsesgenstand i middelalderens byer, hvor kun en forholdsvis ringe beliggenhedsjordrente kan efterspores. Men pantsættelsen af bygningen bliver dog årsagen til grundbøgernes første optræden for registreringens skyld, og derved bliver – af hensyn til betegnelsen – selve jordstykket også indtegnet som pantsættelsesgenstand i det af det offentlige førte pantsættelsesregistre. Med disses opfindelse er det første skridt taget til den moderne jord­prioritering, der med statsmagtens billigelse skete og under dennes kontrolopretholdte pantsætning i privat interesse af dele af selve statens territorium.

Med denne mulighed for den private kapitalmagt til i ly af statens myndighed at kunne magasinere sin renteret i selve statens grund, det økonomiske fundament for nationens beståen, er der sket det store og skæbnesvangre gennembrud i prioritetssystemets historie. Begrebet ejendom udhules efterhånden til en blot skal om “hypoteket” (dvs. underpant i fast ejendom). Og af samfundets højhedsret bliver der kun smuler tilbage, dels en desværre stillestående (og derved aftagende) ret til gammelskat, dels en formel ret til sanktion ved ejerskifte og panteskifte, hvilken omsider afløses af en ejerskifteafgift og visse tinglæsningsgebyrer. Som en lydig tjener, der kun kræver en drikkeskilling for sin ulejlighed, står den moderne samfundsmagt rede til at sætte sit stempel på enhver hel eller halv privat disposition og enhver ågerforretning, som til genstand har selve statens territorium og alle de økonomiske muligheder, som denne jordbund indeslutter i et moderne samfund. Gennem en stab af embedsmænd påtager den moderne stat sig at ordne den private jordpantsætning – og derigennem pantsætning af bygning, besætning, inventar og mandens egen arbejdskraft, jfr. ovenfor – på sikreste og bedste måde; ja, den opgiver endog (som ved vor skattelov af 1903) sine egne førsterettigheder, for at pantsætningen kan brede sig så meget sikrede, medens den pålægger sine arbejdende børn så meget større byrder på flid og forbrug.

Og samtidig dermed har prioriteringssystemet fuldbyrdet en indre samfundsmæssig udvikling, som er dets nyeste og foreløbig dets sidste fase: vore kreditforeningsinstitutioner (snart også hypotekforeninger), som ingensteds er udviklet så ypperligt som her i Danmark. Medens England end ikke har egentlige grundbøger, og derfor kun middelalderlige prioriteringsmåder; medens Tyskland først for nylig har fået orden i sine panteregistre og endnu har private lånebanker og ‘landschaften’, og Sverige og Norge sine private hypotekbanker (delvis med statsgaranti), – reformeres der i Danmark fra 1850 et enestående kreditforeningssystem, der ganske realiserer tanken om at socialisere jordpantsætningen. Idet jordejerne går sammen i en solidarisk klynge, tilbyder de, som en helhed deres jord, deres bygning, besætning, inventar og fremtidige arbejdskraft, under ét til objekt for kapitalsamfundet, der atter – gennem ihændehaverobligationen – socialiserer sig til et samfund, hvori den enkelte rentetagers navn og person forsvinder, for at afløses af den omsættelige halvårlige rentekupon. Snildere kunne systemet vanskelig udformes. Efterhånden vil hver plet af landets jord, med sin besætning af arbejdende mennesker, dyr og ting og alle fremtidsmuligheder, som daglig tilføres det af natur og kultur – glide ind under pantsættelsesåget, uden at nogen enkelt debitor kender sin kreditor eller omvendt. Det er to hinanden ukendte verdener, som kun hver halvår mødes på kreditforeningens bord til udveksling af ydelser og – kvitteringer derfor.

Der gælder den fuldeste formelle frihed for enhver til at gå ind og ud af de to verdener, enhver debitor kan når som helst, så at sige uden varsel, gå ud af sit skyldnerforhold – at sige, hvis han kan få en anden til at gå ind i stedet, noget som under opgående tider i reglen lykkes. Og han kan endog lempelig afbetale sig ud af forholdet, hvis han lever længe nok og betaler netop en så meget højere procent end den normale rentefod udgør af lånet. Ligeså kan ethvert medlem af det navnløse kreditorsamfund, når som helst gå ud af dette ved på markedet at afhænde sin forskrivning, som har offentlig kurs, og ofte ligestilles med statens egne papirer, især hvor staten er begyndt at stille sin politiske og økonomiske magt som gratis garant for forskrivningen. Dette sidste er atter en nyeste og afsluttende udviklingsfase for prioriterings­systemet. Ringen er sluttet!

Mere genialt kan da pantsætningen af et helt land og folk, dets daglige arbejde og fremtidsmuligheder vanskelig ordnes – tilsyneladende i fuldstændig private former og med fuld frihed for den enkelte! I virkeligheden under et automatisk virkende tryk, der uvægerlig tvinger den enkelte grundejer til at indordne sig under systemet mod visse øjeblikkelige og tilsyneladende fordele, medens smerten for folket først viser sig i det lange løb.

Men netop denne omfattende socialisering, denne omgørelse af pantegælden til et rentemellemværende mellem et organiseret skyldnersamfund og et organiseret kreditorsamfund med det åbne marked som upersonligt mellemled, åbner muligheder for en afladning af prioritetsgældens hårde byrder for det arbejdende samfund – netop ved hjælp af kreditinstitutionerne – når disse ledes forstandigt i folkets interesse.

Og for at dette kan indses, har det netop været nødvendigt kort at gennemgå prioritetsgældens historie, som foran er sket. Ariadne fandt ud af labyrinten ved hjælp af den tråd, som hun havde efterladt i slynggangen, da hun første gang vandrede derigennem. Nu gælder det om vi kan finde ud af prioritetssystemets uføre ved hjælp af den tråd, som vi her har forsøgt at lægge gennem dets historie.

((fra RET nr. 5B, 1907))

Prioritetsgældens afskaffelse

For nogle år siden opfordrede det preussiske landbrugsministerium sine amtmænd og andre myndigheder til at undersøge spørgsmålet om, hvorledes landbrugets overhåndtagende prioritetsgæld kunne aflastes og eventuelt fremkomme med forslag i så henseende.

Der foreligger ikke noget om et officielt resultat af hin opfordring, men problemet drøftes stadig i Tyskland og herhjemme, og forskellige velmente forslag er fremsat.

Vi har nu ovenfor fremhævet, at den udvej, at lade staten overtage pantegælden ved indløsning slet ikke ville være nogen afskaffelse, men kun en forandring af formen, endog til det værre – en statsgæld på alle fik vi da i stedet for en privatgæld på nogle forholdsvis få. Den udvej må derfor opgives.

Men kunne da staten ikke ved lov simpelthen ophæve den bestående pantegæld med et slag? Nej – ikke med rette! Derved ville jo kun skænkes en gave til visse enkelte grundejere (skyldnerne) på visse enkelte kreditorers bekostning – altså en ganske vilkårlig omfordeling af visse værdier mellem private, der alle har krav på lige ret, og uden at almenhensyn kunne påberåbes.

Men kunne staten da ikke ved lov forbyde al fremtidig pantsætning? Nej – heller ikke med rette! At pantsætte sine egne ting er kun en af de måder, hvorpå ejendomsret kan udøves, og kan derfor ikke nægtes nogen i et samfund som vort, der anerkender og bør anerkende den private ejendomsret, også til jord. Thi efter dansk (germansk) ret omfatter ejendomsretten til jord alene rådighedsretten over jorden, hvorimod beskatningsretten over jorden altid efter dansk ret er i statsmagtens eje, og derfor må respekteres af enhver ejer, og selvfølgelig endnu sikrere går forud for al panteret.

Man har fremdeles ment af kunne hindre pantegældens fortsatte stigning ved fastsættelse af en “Verschuldungsgrenze”, hvorover ejeren ikke måtte pantsætte sin ejendom. Men da en sådan grænse kun kunne fastsættes som en brøkdel af ejendommens værdi, og ulykken netop er, at denne sidste værdi tiltager forholdsvis med produktionsfremskridtene og med daglønnens sænkning, så ville ingen løsning derved være opnået, men tværtimod ville der være skabt en yderligere officiel sikring af pantegælden, og denne ville fremdeles stige ganske som nu, efterhånden som grænsen flyttedes.

Nej, skal problemet om prioritetsgældens afskaffelse løses, må vi åbenbart søge dybere ind til dets kerne og følge de vink, som pantegældens historie har givet os til forståelse af dette samfundsondes opståen.

Først dette, at gældsforhold mellem mennesker ikke i sig selv kan anses som en naturlig tilstand, men man skyldes undtagelsestilstande, eller – hvor gæld, som netop er tilfældet ved fast ejendomsforhold i vore dage – må skyldes en almindelig nødstilstand, hidført af almene, men unaturlige årsager. Ophæves disse årsager, vil også den almene nødvendighed for gældsstiftelse og derved også for pantegæld være ophævet –thi frivilligt pantsætter ingen sin ejendom. Derfor bliver opgaven i første række at søge ophævet årsagen til den unaturlige nødstilstand, der tvinger enhver, som vil skabe sig selvstændig virksomhed og vil erhverve sig eget hjem, til at stifte pantegæld eller som, ved at efterspørge lejlighed i anden mands hus, indestår denne for forrentningen af nyskabt pantegæld. Og denne opgave er det just, at vor Henry George har løst, idet han samtidig påviser den rette årsag til folkets nød og det rette middel derimod: Indførelse af grundværdiskatten (grundskyld).

Derfor bliver denne store skattereform den vigtigste af alle reformer til afskaffelsen af prioritetsgælden, idet den, ved at løfte folkets velstand gør nødvendigheden af at stifte gæld stadig mindre påkrævet, jo mere reformen fremmes – og samtidig, ved formindskelse af skattebyrden for jordbrugerne og de nominelle jordejere, gør det lettere for disse at bære den pantegæld, som alt nu findes. Det ville imidlertid kræve sit selvstændige foredrag i enkelthederne at påvise dette gennem en undersøgelse af grundværdiskattens direkte virkninger på ejendomsforholdene og de andre, endnu større, indirekte sociale virkninger, – højnelse af arbejdslønnen og sikring af arbejdets udbytte for arbejderne. Og netop i denne kreds tør jeg antage, at denne side af problemet er så velkendt og forstået, at jeg kan vende mig fra denne almindelige samfundsreform, til de specielle, mod prioritetsgældens afskaffelse direkte rettede reformer, som er dette foredrags emne.

Her er det da, at prioritetsgældens historie i første række viser os, at panterettens betydning afhænger af, i hvilken grad statsmagten til enhver tid har stillet sine tvangsmidler til dens tjeneste. Det går her som med negerslaveriet. Dette bestod egentlig ikke deri, at nogle hvide mænd misbrugte deres sorte brødre, men deri, at statsmagten påtog sig den opgave, såfremt negeren unddrog sig lydighed, da at tvinge ham dertil med magt. Statsmagt trusselen var dette som alle monopolers kærne. I det øjeblik, statsmagten nægter at være bøddel for den ene borger overfor den anden, altså forholder sig ganske i ro, er ethvert slaveri dermed afskaffet. Da vor konkurslov af 1872 ophævede gældsfængsel, nægtede den at være bøddel overfor skyldnerens person, og gjorde det derved umuligt for denne at pantsætte sig selv, dvs. at forpligte sig overfor fordringshaveren på en sådan måde, at denne på forfaldsdagen kunne true skyldneren med fængsel. Da samme lov erklærede, at den ikke fremtidig ville hjælpe en kreditor til ved eksekution helt at trække skjorten af kroppen på en gældtynget skyldner, selvom gælden var lovlig nok – men ville lade ham beholde de nødvendige senge, sengeklæder og gangklæder samt indbogenstande til et vist pengebeløb, – så gjorde den enhver pantegæld ugyldig, for så vidt angår disse særlig undtagne værdier. Der er ikke tvivl om, at såfremt staten – hvad englænderen Bentham har foreslået – ville nægte sin medvirken til inddrivelse af enhver art af gæld, så ville derved al umoralsk gældsstiftelse ophøre og langt sundere økonomiske forhold indtræde i det almindelige forretningsliv.

Og hvad særlig prioritetsgælden angår, da er der ingen tvivl om, at denne står og falder med, om statsmagten vil opretholde et ærlig garanteret indskrivnings institut for prioriteter, med visse dertil knyttede særlige retsvirkninger. Af pantegældens foran gengivne historie fremgår just, at det var grundbogssystemets opståen i de germanske lande, som overhovedet muliggjorde det nuværende hypothekvæsen, og derigennem en ordning af realkreditten. Det bedste bevis herfor er, at hvor intet officielt pantebogs system findes, der findes ejheller prioritetsgæld; dette gælder således i England, hvor der end ikke findes nogen skøderegistrering, og hvor derfor alle ejendoms- og panterettigheder befinder sig i et mærkeligt middelalderligt virvar. Og i Frankrig findes der vel en art registrering af ejendomsgæld, men statsmagten anerkender ikke nogen særlig fortrins retsstilling for panthaveren overfor skyldnerens øvrige kreditorer, ja, giver endog en lang række andre privilegerede fordringer, fortrinsret forud for panteretten, som derfor er af tvivlsom værdi. Følgen er da også, at man i Frankrig kun regner at have en prioritetsgæld af omtrent 10% af ejendommens værdi, hvad der utvivlsomt står i forbindelse med de gode økonomiske forhold, som findes i Frankrig. Det er øjensynlig, at det er ad denne vej, ved at statsmagten efterhånden formindsker sin trussel om magtanvendelse mod debitorerne, at vore herhenhørende reformer bør gå.

Derfor ville dét, at udvide konkurslovens ovennævnte regler om Fritagelse for eksekution – således som det her fremlagte lovforslag C. § 9 og 10 (se RET, s. 12) anviser – allerede skabe en god betryggelse for skyldneren og hans hjem (en hjemværnslov) og derved formindske al gældstiftelse, særlig også Pantegældsstiftelse i betydelig grad. De fleste andre lande (Norge, Sverige, Tyskland, Amerika) er forlængst gået den vej, og i en amerikansk stat skal endog værdier til et beløb af 1.000 dollars for hvert hjem være urørlig overfor kreditorers indgreb, hvilket skal have haft en udmærket indflydelse på forretningslivets sundhed.

Dernæst viser pantegældens historie os, at man i tidernes løb har tilladt at udslette grænsen mellem pantet og pantsætterens person, så at denne sidste ad en omvej er blevet medoptaget og tvunget ind som tilbehør af pantet, hvilket netop giver prioritetsgælden dens trykkende karakter. Her gælder det da for lovgivningen på ny at optrække denne grænse skarpt mellem pantet og manden, og fastslå (som i lovforslagets §§ 1, 2 og 3) at pantets genstand kun er den i pantsættelsesøjeblikket tilstedeværende ting, men ikke det arbejde og de forbedringer, som senere tilføres tingen, og som bør være den forbeholdt, som frembringer dette arbejde og disse værdier; sådanne bør sikres frembringeren ved en særlig ret, som jeg har kaldt arbejdspant i modsætning til ejendomspantet.

Fremdeles kan statsmagten i alle tilfælde, hvor den som tilsynsmyndighed har indflydelse på stiftelse af pantegæld eller på de institutioner, som betinger sådan stiftelse, fastsætte, at hin grænse mellem manden og pantet optrækkes så bestemt og synligt for almenheden som muligt – således ved, at alle officielle vurderinger udtrykkelig holder værdien af mandens arbejde ude fra værdien af ejendommen, og ved, at alle låneinstitutioner, som efter deres egne låneregler ikke må tage hensyn til skyldnerens person ved lånets stiftelse, heller ikke har krav mod ham udover, hvad pantet kan tilstrække. Hertil sigter ovennævnte lovforslags §§ 4, 5, 6, 7 og 8, hvis enkeltheder i øvrigt forstås af sig selv og de vedføjede motiver.

Om alle disse lovforanstaltninger gælder det, at de kun bør træde i kraft overfor fremtidig stiftet gæld – altså overfor den gæld som er stiftet med sådan ret og retsforfølgningsforhold for øje, – eller dog først efter en vis årrækkes forløb.

Den alt stiftede pantegæld beholder derved sine rettigheder over tingene, men mister dem efterhånden overfor manden, ligesom al anden gæld, idet statsmagten efterhånden i stigende grad nægter at være eksekutor for den private imod den private.

Og endelig vil skyldnerne selv kunne foretage ikke lidet til lettelsen og afskaffelsen af deres pantegæld, når de forstår denne opgave ret, eller vælge sig mænd til deres ledere, som magter denne opgave. I så henseende gælder det, at den nyere tids kreditinstitutioner, særlig på et så højt trin som de har i Danmark, frembyde mange muligheder for at skyldnerne kan formindske pantegældens byrder. Vore kreditforeninger og kreditkasser (og snart også vore hypothekforeninger for sekundære prioritetslåns vedkommende) har nemlig antaget formen af skyldnernes organisationer (jfr. ovenfor om pantegældens historie, RET s.32.) Idet styrelsen her udvælges af skyldnerne og ikke af kreditorerne – modsat sparekasser og andre institutioner, der styres i kreditorernes interesse. Men derigennem er der åbnet skyldnerne mulighed for at lade selve deres fællesskab, deres organisation og deres solidaritet, blive en værdikilde, som uden tab for den enkelte skyldner, letter byrden for alle. Hvorledes det i enkelthederne skal ske kan vanskeligt påvises i dette foredrag. Det afhænger også af kreditinstitutionernes statutter, som på mange punkter vil være at forandre, forinden skyldnernes ret fuldt ud er sikkert. Mit forslag om “frit opkøb af vore kreditforeningsobligationer” (RETs Småskrifter nr. 48-52) vil vise de særligt interesserede en enkelt af de reformer, som her med fuld ret kunne gennemføres af skyldnerne, og flere andre kunne nævnes. Men først og fremmest gælder det her, at skyldnerne selv forstår at vælge de rette mænd til, som disse kreditinstitutioners styrere, at føre skyldnernes sag klogt og kraftigt overfor Børsen og den internationale kapitalmagt.[1]*)

Ad disse tre veje: først og fremmest gennemførelsen af grundværdiskatprincippet i vor lovgivning til formindskelse og efterhånden ophævelse af den almindelige lånetrang; dernæst: lovgivningsforanstaltninger til at formindske statsmagtens indgriben for den ene borger imod den anden i privatøkonomiske forhold, og endelig reformer inden for de af skyldnerne selv styrede kreditsamlag, vil det være muligt i en forholdsvis kort tid at afsvække den nuværende uhyre prioritetsbyrde, formindske dens fortsatte vækst, sikre samfundets førsteret til den samfundsskabte jordværdi, og arbejderen førsteretten til den arbejdsskabte udbytteværdi –frem for enhver, af uforskyldt nød og slet lovgivning skabt pantegæld.

[1] Desværre viser erfaringen, at skyldnerne ikke altid selv forstår, hvad det her kommer an på, hvorfor vore udmærkede kreditinstitutioner ofte hemmelig styres i kapitalmagtens interesse, i stedet for i skyldnernes. Funktionærisme, partipolitik og standsinteresser besætter ofte de ledende stillinger, thi den moderne valgmåde indenfor disse institutioner har – ligesom de tilsvarende indenfor vort politiske liv – i reglen den evne at bortstøde de mænd, der har og vil føre nye tanker frem på det vanskelige økonomiske livs område, og at tilkalde de middelmådigheder der kan smile til alle sider for at få et ben at gnave.10