Tillægsblad, nr. 2, til RET, nr. 5, feb. 1905
af Cand. Jur. B. Waage
Foredrag i Nationaløkonomisk Forening d. 21. januar 1904.

Det er en kendsgerning, der vil blive indrømmet af de fleste, at det lille landbrug her i landet i vore dage har et afgjort forspring for det store. Dette gælder ikke alene bøndergårdene, det gælder også husmandsbrugene. For en 30 år siden eller længere tilbage i tiden blev husmandsbrugene vist nok gennemgående ret tarveligt drevne, men heri er der nu foregået en stor forandring, og efterhånden som oplysningen hos landbefolkningen stiger og særligt den faglige dannelse bliver spredt i videre kredse, vil husmandsbruget sikkert komme til at spille en stedse større rolle i vort landbrug.

Hovedårsagen til, at husmandsbruget således kommer i forgrunden, ligger deri, at den intensive drift, der må være løsenet ved landbrugsproduktionen i Danmark i vor tid, bedst gennemføres ved husmandsbruget, hvor arbejdet så godt som udelukkende udføres af husmanden selv og hans familie, og hvor appellen til selvinteressen derfor må virke anderledes end på de større landbrug, der for en væsentlig del må dyrkes ved fremmed arbejdskraft. På den anden side er en forøgelse af husmandsbrugenes antal ingenlunde ensbetydende med en tilbagevenden til forældede arbejdsmetoder, thi gennem andelsvirksomheden, der som bekendt har vundet en stor udbredelse på landet og sikkert har en endnu større fremtid for sig, vil husmanden kunne tilegne sig de fleste fordele ved stordriften. Det er disse to ting, den intensive jorddyrkning og andelsbevægelsen, der gør, at en bestemt sum af økonomisk velvære nu kan opnås ved dyrkning af et langt mindre areal end tidligere.

Det er ikke min hensigt her at gå nærmere ind på disse forhold, der jo er vel kendte. Jeg ønsker derimod ud fra de kendsgerninger, jeg har nævnt, at rejse det spørgsmål, om det ikke ville være en sund og fornuftig agrarpolitik, om staten traf særlige foranstaltninger for at fremkalde oprettelsen af husmandsbrug og særlig så store brug, at brugeren kan leve alene af sit arbejde på ejendommen. Grunden til, at en så stor del af landbefolkningens fødselsoverskud i de sidste decennier er vandret bort fra landet til købstæderne eller til udlandet, ligger sikkert for en stor del i vanskeligheden ved at få jord at dyrke på nogenlunde rimelige vilkår, der er vel også andre årsager, men jeg tror dog, at dette er hovedårsagen, og det ville utvivlsomt være til gavn for hele samfundet, om man kunne forandre dette forhold ved at skaffe den besiddelsesløse del af landbefolkningen en lettere adgang til jorden. Jeg tror ikke, at dette nås blot ved at følge laissez faire-princippet. Ser man nemlig på den sidste officielle statistik (fra 1895) over landejendommenes størrelse, og sammenligner man denne med den tilsvarende statistik fra 1873, så ser man, at antallet af huslodder og små bøndergårde, hvortil jeg regner ejendomme fra 2 skp. til 2 tdr. hartkorn, i de 22 år kun er steget med 2650 og deres hartkornstilliggende kun med 3175 tdr. I samme tidsrum er antallet af jordløse huse og huse med et tilliggende af under 2 skp. hartkorn i landdistrikterne steget med omtrent 29.000 stk. En stor del af disse huse, navnlig huse ved jernbanestationer, bebos nu ganske vist af folk, der ikke kan henregnes til landbefolkningen i snævrere forstand, fordi de ikke ernærer sig af landbrug; men selvom man for sammenligningens skyld trækker sådanne huse fra, så tør man dog sikkert rolig påstå, at antallet af jordløse huse og huse med under 2 skp. hartkorn på landet i de 22 år, vi her taler om, er vokset meget mere end tallet på ejendomme med fra 2 skp. til 2 tdr. hartkorn. I de 9 år, der er hengået, siden den sidste opgørelse fandt sted, er der næppe foregået nogen større forandring i dette forhold, om jeg end er tilbøjelig til at tro, at de større huslodders og smågårdenes antal er steget forholdsvis stærkere end i de foregående perioder, for hvilke opgørelse foreligger.

At tallet på de jordløse eller så godt som jordløse huse på landet er vokset så meget mere end tallet på huse med jord og smågårde, er sikkert ikke heldigt, og spørgsmålet om indgriben fra statens side for at fremkalde forandring i dette forhold lader sig derfor ikke afvise. Spørgsmålet er blevet rejst allerede for adskillige år siden, og i begyndelsen af halvfemserne blev der på rigsdagen fremsat flere private lovforslag, sigtende til at fremme oprettelsen af husmandsbrug.

Intet af disse lovforslag blev dog gennemført, men spørgsmålet var imidlertid blevet mere og mere brændende, og i rigsdagssamlingen 1893/94 blev der vedtaget en lov om nedsættelsen af en landbokommission, der bl.a. fik den opgave “at udrede en plan, hvorefter der på gunstige vilkår kan tilvejebringes jordlodder for landarbejdere”. Loven blev stadfæstet d. 13/4 1894, og den kommission, der derefter blev nedsat, afgav i året 1896 en betænkning om denne sag. På grundlag af denne betænkning forelagde regeringen i rigsdags­samlingen 1896/97 et lovforslag om tilvejebringelse af jordlodder for landarbejdere. Dette forslags vandring gennem rigsdagen blev imidlertid temmelig besværlig, og først l den 3. samling lykkedes det at gennemføre forslaget, der blev stadfæstet som lov d. 24/3 1899.

Loven af 1899 er i de væsentligste punkter overensstemmende med det forslag, der blev fremsat af landbokommissionens flertal. Loven går som bekendt ud på oprettelsen af små selvejerbrug. Det er kun landarbejdere i streng forstand, der har adgang til at få jord; vedkommende ansøger skal være 25 år gammel og have ernæret sig ved almindeligt landbrugsarbejde for andre i de sidste 5 år; han må endvidere godtgøre at råde over de midler, han behøver for at komme i besiddelse af en huslod, ca. l/10 af ejendommens værdi. Det bliver vedkommendes egen sag at skaffe sig jord, og der er ingen adgang til ekspropriation af jord til huslodder. Når han opfylder de lovbestemte betingelser, kan den kommission, der hver amtsrådskreds er nedsat til at medvirke ved lovens gennemførelse, bevilge ham et lån af statskassen på 9/10 af ejendommens værdi. Værdien af ejendommen må som regel ikke overstige 4.000 kr., og lånets maksimumsbeløb bliver altså normalt 3.600 kr. Hvor den pågældende egns jordpriser er særlig høje, kan landbrugsministeriet dog tillade, at der oprettes husmandsbrug af en højere værdi, så at statslånet kan stige i samme forhold. Lånet forrentes med 3% årlig og henstår afdragsfrit i de første 5 år; derefter forrentes og afdrages lånets halve beløb med 4% årlig, medens den anden halvdel fremdeles henstår uden afdrag, indtil den første halvdel er afdraget, og restgælden forrentes og afdrages så med 3½% årlig.

Under de forhandlinger, der førte til loven, såvel i landbokommissionen som på rigsdagen, var der stærkt delte meninger om, hvad opgaven egentlig gik ud på. Der var enighed om det ønskelige i at kunne bevare den befolkning, der er født på landet og opvokset ved landbrugsarbejdet på landet, og så vidt muligt afholde den fra at rejse til byerne eller udlandet, men det var uklart, om det var formålet væsentlig at skaffe arbejdskraft til de større landbrug eller skabe husmandsbrug af en sådan størrelse, at brugerne kan leve selvstændigt på dem uden at være nødt til at søge fortjeneste ved arbejde hos andre. Den første synsmåde, at formålet væsentlig var at skaffe arbejdskraft til de større landbrug, fandtes selvfølgelig fortrinsvis hos det større landbrugs repræsentanter. Det er jo ret forståeligt, at disse folk navnlig betragtede sagen fra et arbejdsgiverstandpunkt, og det må jo også indrømmes, at det har en ikke ringe økonomisk betydning også for samfundet som helhed, at landejendomsbesidderne ikke savner den fornødne arbejdskraft. Men det forekommer mig rigtignok urimeligt at forlange, at staten skal ofre noget for at skaffe de større landejendomsbesiddere bedre og tilstrækkeligere arbejdskraft, end de har; hvis landejendomsbesidderne anser det for et godt middel hertil at skaffe deres arbejdere jord, kan de jo selv udlægge huslodder, hvad der sikkert også er sket flere steder. Det andet synspunkt, der kom frem under forhandlingerne, at lodderne fortrinsvis burde være så store, at brugeren kunne leve alene af sit arbejde på ejendommen, forfægtedes naturligvis fortrinsvis af dem, der socialt står husmændene og landarbejderne nærmest, og de af os, der hverken er arbejdsgivere eller arbejdere i landbruget, vil sikkert have mest sympati for denne synsmåde.

Når man nu vil spørge, om loven af 24. marts 1899 er særlig præget af en af de to synsmåder, der gjorde sig gældende ved dens tilblivelse, må man imidlertid svare nej. Loven af 1899 er et kompromis mellem de to anskuelser. På den ene side er jordlodderne nemlig større end de behøver at være, hvis formålet væsentligst var at skaffe de større landejendomsbesiddere arbejdskraft; men på den anden side er de for små til, at husmanden kan leve alene af sit arbejde på lodden uden at være henvist til at søge arbejde hos andre. Det kan nok forekomme, at en særlig dygtig husmand, der enten forstår og har lejlighed til at dyrke en del af lodden mere havemæssig, eller som særlig har lagt sig efter fjerkræavl, frøavl, biavl eller lign., kan leve udelukkende af sit arbejde på lodden; det vil imidlertid i al fald foreløbig blive en undtagelse, den almindelige gennemsnitshusmand kan ikke leve på en sådan lod, uden at han tillige har adgang til fortjeneste andetsteds. Der er selvfølgelig heller ingen ulykke i, at en husmand er nødt til delvis at søge fortjeneste ved arbejde hos andre; hans stilling er jo alligevel meget gunstigere end den jordløse landarbejders, og mange landarbejdere vil vistnok også være bedre tjente med en mindre lod end med en større, der kræver hele deres arbejdskraft. Men en sådan husmands stilling bliver en væsentlig anden end den helt selvstændige husmands, og når det anses for hovedopgaven særlig at oprette husmandsbrug, hvor brugerne kan leve alene af ejendommen, kan loven af 1899 ikke anses for tilfredsstillende på dette punkt.

Loven af 1899 trådte i kraft d. 1/10 1899, og de første husmandsbrug, der oprettedes i henhold til lovens bestemmelser, oprettedes i året 1900. I de 3 afsluttede finansår, hvori loven har virket, finansårene 1900/01, 1901/02 og 1902/03 er der i følge Statistisk Årbog for 1903 oprettet henholdsvis 209, 247 og 367 brug, i alt 823. Benyttelsen af loven har været stadig stigende, men loven er dog ikke på langt nær blevet benyttet i det omfang, som man tænkte sig, da den blev behandlet på rigsdagen. Af det beløb, der af statskassen kan anvendes til udlån til oprettelsen af husmandsbrug, 2 millioner kr. årlig i 5 år, altså 10 millioner kr., er der i de 3 finansår, jeg nævnte, kun udlånt ca. 1.850.000 kr., eller gennemsnitlig ca. 950.000 kr. årlig, altså ikke en gang halvdelen af det årligt bevilgede beløb. Når man vil spørge om grundene til, at loven er blevet så forholdsvis lidt benyttet, navnlig i den første tid, så er det vel ikke så let at give et ganske bestemt svar, men jeg antager, at der var flere grunde, der virkede sammen. For det første den kendte tilbøjelighed til at stille sig lidt skeptisk overfor det nye og se tiden an, og hertil kom så det, at den socialdemokratiske presse til en vis grad havde bragt loven i miskredit; den gang, da landbokommissionens betænkning kom, kaldte man husene for “slavehuse” og lign., senere blev udtalelserne fra socialdemokratisk side betydelig mere afdæmpede, og efter at loven er trådt i kraft, er der ikke fra socialdemokratiets side gjort noget forsøg på at afholde landarbejderne fra at benytte loven. Alligevel tror jeg nok, at de tidligere stærke angreb i socialistpressen har haft nogen indflydelse på lovens benyttelse; jeg tror, at de har haft nogen del i, at der i lovens første tid flere steder fandtes rent ud fantastiske forestillinger om, hvad loven gik ud på. Jeg har således truffet en landarbejder, der mente, at han var tvunget til at gøre hoveri på herregården, når han fik statslån efter loven. En anden grund til, at loven i den første tid blev så lidt benyttet, var vel nok den, at konjunkturerne for håndværk og industri var betydelig gunstigere, da loven udkom, og at indvandringen fra landet til byerne den gang endnu stod i fuldt flor; senere er dette forhold jo væsentlig forandret. I finansåret 1903/04 vil der blive oprettet ca. 600 nye husmandsbrug efter loven, og for næste finansår er der efter de foreliggende oplysninger indkommet andragender fra 574 landarbejdere.

Ud over tallene på de i henhold til loven oprettede husmandsbrug og de summer, som statskassen har lånt i dem, foreligger der ikke nogen statistik til belysning af lovens virkninger. Loven har jo kun virket i 3 til 4 år, og det ligger i sagens natur, at de socialøkonomiske virkninger af loven først vil kunne vise sig efter en del års forløb. Der er heller ikke tilvejebragt oplysninger om driftsforholdene på vedkommende husmandsbrug, om besætningerne er forøgede og lign., og det forekommer mig også tvivlsomt, om man ville høste noget udbytte af en driftsstatistik for disse ejendomme alene, da driftsforholdene nødvendigvis må være væsentlig de samme som ved andre husmandsbrug af lignende størrelse. Hvis man imidlertid vil have en særlig driftsstatistik for disse brug, vil det sikkert være rigtigst at vente nogle år endnu; virkningerne af den mere intensive husmandsdrift kan jo først vise sig lidt efter lidt, og det så meget mere, som en stor del af brugene sikkert er oprettet på ret tarvelig jord, der først efterhånden kan blive bragt i bedre kultur. Hvad der har mest interesse er selvfølgelig spørgsmålet, om husmændene kan klare sig og betale deres renter til statskassen; i den henseende synes der imidlertid foreløbig ikke at være større vanskeligheder, men det må jo også erindres, at de senere år have været meget gunstige for landbruget med gode priser på smør og flæsk. Staten har måttet overtage 2 af brugene, hvoraf det ene er solgt med tab. Det ville jo være meget sangvinsk at tro, at staten overhovedet skulle kunne slippe for tab, da behæftelsen omfatter 9/10 af ejendommens værdi; på den anden side må det dog sikkert erkendes, at den værdiansættelse, der skal foretages efter loven, rammer ejendommens virkelige værdi i langt højere grad end det er tilfældet med vurderinger, foretagne efter reglerne i loven af 19. marts 1869 om udlån af umyndiges midler eller de forskellige kreditforeningers vurderinger, og hvis man vil sammenligne statskassens risiko med kreditforeningernes, må der naturligvis tages tilbørligt hensyn hertil.

I loven af 1899 er det bestemt, at loven skal underkastes revision inden 5 år efter dens ikrafttræden, og i henhold til denne bestemmelse er der, som bekendt, nu for rigsdagen fremsat forslag til en ny lov, der skal afløse loven af 1899, og ligesom denne kun er bestemt til at gælde i 5 år. Det nye lovforslag er på alle væsentlige punkter bygget på loven af 1899. Der foreslås dog den forandring, at maksimumsbeløbet for husenes værdi forhøjes til 5.000 kr., en forhøjelse, der sikkert vil være landarbejderne kærkommen, men som i øvrigt ikke vil medføre nogen principiel forandring af forholdene, da denne forhøjelse er for lille til at kunne bringe nogen forandring i husmændenes stilling. Den almindelige gennemsnitshusmand vil nemlig heller ikke kunne leve selvstændig på en lod til 5000 kr. Værdi; skal fuld selvstændighed være formålet, må man op til en værdi af 6 a 7.000 kr. En anden forandring, der foreslås, er en udvidelse af begrebet “landarbejder”, således at det ikke blot som hidtil kommer til at omfatte dem, der har arbejdet for andre, men også dem, der tidligere har været fæstere, forpagtere eller lejere af husmandsbrug. Jeg tror for øvrigt ikke, at denne udvidelse vil få synderlig betydning i praksis. Endelig er det foreslået, at en del af de lån, der gives landarbejderne, skal tilvejebringes gennem kreditforeninger, en bestemmelse, der for øvrigt kun får betydning for statskassen, da det foreslås, at husmanden som hidtil kun skal svare 3% i rente, og staten så må tilskyde et beløb til dækning af den højere rente, som kreditforeningerne skal have. De andre forandringer, der foreslås, er kun småting, og dem skal jeg derfor ikke komme ind på.

Det er jo ganske naturligt, at regeringen har ment at burde blive stående på det grundlag, der er skabt ved loven af 1899. For det første har denne lov kun været i virksomhed i så få år, at man næppe kan fælde nogen sikker dom om dens virkninger allerede nu, og dernæst må det jo indrømmes, at tilvejebringelsen af et andet grundlag ville kræve adskillige forarbejder, som der ikke har været tilstrækkelig anledning til at sætte i gang, da det hele spørgsmål for få år siden var til grundig behandling i landbokommissionen. Desuden skal den nye lov ligesom den gamle kun gælde i 5 år, og i løbet af disse år vil der jo være tid til at overveje sagen på ny.

At statsmagten imidlertid i en nærmere fremtid vil blive nødt til at underkaste det hele spørgsmål en ny overvejelse fra grunden af, nærer jeg for mit vedkommende ingen tvivl om. Jeg tror ganske vist, at loven af 1899 har gjort en del gavn, og jeg håber, at det samme må blive tilfældet med den nye lov, men jeg kan ikke anse disse love for det rette svar på det spørgsmål, hvorledes man på den hensigtsmæssigste måde kan skaffe den ubemidlede befolkning på landet let adgang til jorden. Der må efter min anskuelse andre forholdsregler til for at løse det spørgsmål.

Der er nemlig adskillige mangler ved loven af 1899. For det første det, at landarbejderen selv må skaffe sig jorden; han får den i reglen ved at købe en parcel af en gårdmand eller større ejendomsbesidder, men en sådan enkelt parcel, der tages ud af en gård, betales som oftest uforholdsmæssigt dyrt. Selvom parcellen tages af gårdens tarveligste jord, og det er sikkert det almindelige, bliver parcellen let dyrere end den burde. Denne måde at skaffe sig jord på vil altid med nødvendighed blive dyr, thi sælgerens driftsudgifter formindskes i reglen ikke, fordi han afhænder parcellen, og for at blive holdt skadesløs for afsavnet af jorden, må han derfor have en forholdsvis høj købesum. I enkelte tilfælde forekommer det naturligvis også, at en større ejendom udstykkes til husmandsbrug af en eller anden spekulant; en sådan sælger vil jævnlig kunne sælge jorden billigere end en gårdmand, der kun sælger en parcel af sin gård, og endda kunne tjene ved spekulationen, men jeg nærer ingen tvivl om, at jordprisen også i disse tilfælde gennemgående er opskruet, og at vedkommende landarbejdere derfor let kan blive et bytte for spekulanter og ejendomskommissionærer. Grunden til, at huslodderne betales forholdsvis meget højere end de større landejendomme, ligger nok for en del i, at en sådan ejendom ved intensiv drift kan give et forholdsvis langt større udbytte end den større ejendom, men det skyldes som bekendt også den omstændighed, at der er mange flere, der kan købe huslodder, og den større efterspørgsel efter disse lodder forhøjer naturligvis jordprisen. Når staten nu bestemmer, at så og så mange landarbejdere, der vil købe huslodder, kan få statslån, svarende til 9/10 af ejendommens værdi, vil en sådan foranstaltning med nødvendighed have tendens til at bevirke en forhøjelse af jordpriserne; thi der tilføres herved markedet en efterspørgsel, som man ikke tidligere behøvede at regne mej. En og anden kunne måske mene, at det billige statslån, som husmanden får, et 3% lån, vil kunne opveje den dyrere jordpris. En sådan opfattelse er imidlertid efter mit skøn en illusion; jeg er tværtimod tilbøjelig til at tro, at den lave rentefod ligeledes driver jordprisen op. Når man køber jord, er den købesum, der betales, jo en afledet størrelse, nemlig den kapitaliserede værdi af det beløb, som køberen mener at kunne betale årligt for jordens benyttelse. Hvis f.eks. en husmand mener at kunne betale 120 kr. årligt for besiddelsen af en huslod, vil købesummen blive 3.000 kr., når der kapitaliseres efter en rentefod af 4%. Såfremt en lavere rentefod lægges til grund for kapitaliseringen, kan køberen uden at komme til kort godt betale en større købesum for jorden, selv med tilbørlig hensyntagen til, at han får en større sum at amortisere. Jeg tror derfor, at den lave rentefod af de lån, som statskassen giver i henhold til loven af 1899, i al fald kun til dels kommer husmanden til gode, idet den gør ham tilbøjelig til at betale mere for jorden, men jeg erkender villig, at det er vanskeligt, måske umuligt, positivt at godtgøre, at forholdet er således. Hvad jeg her har anført om de sandsynlige virkninger af den lave rentefod, kan jeg jo heller ikke støtte på nogen statistik, jeg grunder det kun på en almindelig betragtning over den måde, hvorpå købesummer for faste ejendomme bliver til i det praktiske liv, og jeg tror, at folk, der i praksis er fortrolige med køb og salg af faste ejendomme, vil give mig ret i min opfattelse.

En anden mangel ved loven af 1899 er, at den kun åbner adgang til oprettelse af brug af en vis bestemt størrelse. Der er i virkeligheden trang til at få huslodder af forskellige størrelser. De fleste dygtige landarbejdere ønsker så store lodder, at de kan leve alene af loddens drift, men hertil kræves jo, som jeg før sagde, lodder, der er betydelig større end dem, loven omhandler. Jeg anser det også for det ubetinget rigtigste, at man fortrinsvis gør huslodderne så store, at husmanden kan leve alene af lodden; men det ville dog være urigtigt at afskære oprettelsen af mindre lodder; thi for det første er det jo ikke enhver landarbejder, der kan blive en dygtig husmand, som alene lever af sit brug; mange vil i virkeligheden være bedre tjent med en mindre lod, hvis dyrkning kun lægger beslag på en del af deres tid, så at de i den øvrige tid kan arbejde for andre. Dernæst må man huske på, at overtagelsen af en større huslod kræver en større kapital, og hvis man, som der for øjeblikket er en kendelig tendens til, alene vil lægge vægt på oprettelsen af de større lodder, vil man komme til at udelukke de mange, hvis kapital kun rækker til den mindre lod.

Håndværkere og industrielle arbejdere, der er ganske udelukket fra at komme ind under loven af 1899, burde også have adgang til huslodder. Disse folk ville ofte kunne være udmærket tjente med at få en huslod, som de kunne passe ved siden af deres fag, men lodden kan selvfølgelig ikke blive ret stor, da de ellers måtte forsømme deres hovedbeskæftigelse.

Endelig er der den mangel ved loven af 1899, at den medfører en uforholdsmæssig begunstigelse af den enkelte, og at den stiller betydelige krav til statskassen, uden at staten dog i længden kan opnå at skaffe den arbejdende befolkning på landet let adgang til jorden. Det er en meget stor begunstigelse, at disse husmænd kan få et prioritetslån på 9/10 af ejendommens værdi til en rente af kun 3%. Jeg gjorde før opmærksom på, at det i bedste fald er tvivlsomt, om denne begunstigelse virkelig kommer husmanden selv til gode, men dette gør jo kun sagen værre. Og selvom man vil gå ud fra – og det gør loven naturligvis – at begunstigelsen kommer husmanden fuldt ud til gode, så bliver det dog kun den første ejer, der får fordelen, den næste må give fuldt vederlag derfor i form af en højere købesum for ejendommen. Den begunstigelse, staten giver, får altså kun betydning for den enkelte, men ingen varig virkning. Og denne begunstigelse af den enkelte koster staten en hel del penge, thi staten kan ikke selv låne penge til en rente af 3% årlig, og for at tilvejebringe den kapital, der udkræves til oprettelsen af disse husmandsbrug, må staten derfor tilskyde et vist beløb årligt. Jeg skal indrømme, at beløbet ikke er så overvældende stort, men når man tager hensyn til, at der egentlig ikke opnås noget ved at lade staten give disse penge ud, så var det dog bedre, om man ordnede sagen på en anden måde. Hertil kommer endvidere, at statskassens risiko ved udlånet er temmelig stor, og at man derfor må være forberedt på i al fald nogle tab. Det er de to ting, jeg her har fremdraget, den store begunstigelse af den enkelte husmand og det finansielle offer fra statens side, der er en væsentlig hindring for at opfylde ønsket om større lodder, så længe man vil blive på det grundlag, som loven af 1899 har skabt. Thi hvis man vil gøre lodderne større uden samtidig at forhøje det beløb, der årligt kan anvendes til udlån, vil der kun kunne oprettes et mindre antal brug, og den hele foranstaltning vil altså komme et langt færre antal personer til gode, samtidig med at den begunstigelse, den enkelte får, bliver meget større end nu. Og hvis man samtidig med at gøre lodderne større vil forhøje forholdsvis det beløb, som staten kan låne ud, så vil man ganske vist kunne hjælpe det samme antal personer som hidtil, men den uforholdsmæssig store begunstigelse af den enkelte vil til gengæld medføre en betydelig større udgift for statskassen. Foranstaltninger fra statens side til fremme af sociale formål bør overhovedet ikke have karakteren af direkte gaver til enkelte personer, og det betænkelige ved den slags foranstaltninger må nødvendigvis blive større, jo mere der gives til den enkelte.

De mangler ved loven af 1899, som jeg her har nævnt, og som går igen i det lovforslag, der nu er blevet forelagt rigsdagen, gør at disse love efter min opfattelse ikke kan bruges som grundlag, så snart der bliver spørgsmål om i større udstrækning at skaffe landarbejderne lettere adgang til at få jord. Dette kan overhovedet ikke nås, så længe man fastholder det hovedprincip, at de landarbejdere, der hjælpes, skal være selvejere. Vil man videre frem, må man gøre staten eller kommunen til ejer af jorden og indføre offentligt fæste i stedet for selveje.

Jeg er fuldstændig på det rene med, at det ikke vil blive nogen let sag at vinde indgang for tanken om at indføre offentligt fæste. Allerede det, at man bryder med de gængse forestillinger om, at .jorden helst må være privatejendomsret undergiven, vil frastøde mange; det smager lige som af socialisme, skønt det offentlige fæste jo i virkeligheden ikke har det mindste med socialismen at gøre, da det ikke berører den private drift. Ordet fæste har endvidere en uheldig klang i mange landboeres øren, idet det minder om det gamle fæsteforhold til en privat godsejer, og skønt det offentlige fæste efter sagens natur må blive et ganske andet for­hold, er denne navnelighed egnet til at berede tanken vanskeligheder. Muligvis kunne det være hensigtsmæssigt at finde en anden betegnelse, men jeg tror ikke, at det vil blive let, og ordet “fæste” er desuden et ægte dansk ord, som det ville være synd at kaste bort. Endelig er der den vanskelighed til stede, at det er en udbredt tro også hos folk, der godt kan se den private jordejendomsrets svage sider, at selvejet er den besiddelsesform, der ubetinget må foretrækkes fra produktionens synspunkt. Det var jo den opfattelse, der var den rådende i forrige århundrede, da man bestræbte sig for at indføre selvejendom i stedet for det gamle private fæste. Hvis denne opfattelse var rigtig, kunne det naturligvis nok have sine betænkeligheder at forlade selvejerprincippet. Jeg tror imidlertid ikke, at erfaringen har bekræftet denne anskuelse; i alt fald er det en kendsgerning, at mangfoldige landejendomme, der kommer til tvangsauktion, er i en overordentlig dårlig forfatning, og det turde også være indlysende, at i de mange tilfælde, hvor en selvejer har købt sin ejendom dyrt og har svært ved at klare sig, der vil han ikke have synderlig opfordring til at indføre driftsforbedringer, som han måske ikke får noget som helst udbytte af, ligesom han i reglen vil mangle driftskapital til at foretage forbedringer. Hvor konjunkturerne er opadgående og ejendommens værdi stigende, vil forholdet måske stille sig anderledes, men her kan det dog være et spørgsmål, om ikke netop de gunstige konjunkturer virker som en sovepude for selvejeren, så han slår sig til ro med, at han nok kan klare sig med den drift han har, og derfor undlader at indføre driftsforbedringer. Jeg tror i alt fald, at det selv fra et blot produktionssynspunkt ville være en alt for indgående påstand at hævde, at selveje har ubetinget fortrin for fæste; i det højeste kan man påstå, at der er visse former at fæste, der i denne henseende står tilbage for selveje. Der er imidlertid en fæsteform, med hvilket dette ikke er tilfældet, nemlig arvefæstet; jeg nærer ingen tvivl om, at man ved denne fæsteform kan fremme landbrugsproduktionen ligeså godt som ved selveje. Ved arvefæste tænker jeg selvfølgelig på arvefæste uden ret til at sælge og pantsætte; arvefæste med ret til at sælge og pantsætte er jo i virkeligheden det samme som selveje.

Til syvende og sidst er det jo imidlertid kun erfaringen, der kan afgøre, om det offentlige fæste kan fremme produktionen lige så godt som selvejet, og jeg vil derfor anse det for meget ønskeligt, om der kunne blive gjort et forsøg med denne form for jordbesiddelse. Man kunne for eksempel gå den vej at bemyndige de kommunalbestyrelser, der vil interessere sig for oprettelsen af husmandsbrug, til at opkøbe større ejendomme og udstykke dem til huslodder. Der er ingen tvivl om, at man uden synderlig vanskelighed vil kunne opkøbe adskillige større ejendomme for en rimelig pris, og at man så vil kunne udstykke dem i mindre parceller, der kunne bortfæstes for så høje afgifter, at man får tilstrækkeligt både til forrentning og til en nogenlunde hurtig amortisation af købesummen og den kapital, der behøves til at indrette bygninger på parcellerne. Det vil selvfølgelig være af stor vigtighed at påse, at de ejendomme, der opkøbes til udstykning, ikke betales for dyrt, men når man gør kommunerne pekuniært interesserede i sagen, bliver der næppe så megen fare herfor; hvis man derimod ønsker større garantier mod, at der betales opskruede priser, kunne man også nedsætte taksationskommissioner, der skulle approbere hvert salg, inden det endelig afsluttes. De brug, der oprettes på ejendommen skulle så bortfæstes; det er næppe nødvendigt at foreskrive ensartede former for fæsteforholdet alle vegne; jeg for mit vedkommende ville foretrække arvefæste, således at afgiften fastsættes periodisk, for eksempel for et tidsrum af 5 år ad gangen, første gang ved kontraktmæssig overenskomst mellem kommunalbestyrelsen og brugeren, senere enten ved overenskomst eller i fornødent fald ved taksation. Ved sådanne taksationer måtte man selvfølgelig påse, at brugeren selv kommer til at nyde godt af de forbedringer, han har foretaget med hensyn til jordens drift. Det kan naturligvis af og til være ret vanskeligt at afgøre, om en stigning af jordværdien skyldes brugerens eget arbejde eller samfundsforholdene, men jeg tror dog ikke, at disse vanskeligheder vil vise sig uovervindelige i praksis. Hvad man måtte forlange af den pågældende fæster var, at han selv forsynede ejendommen med besætning og inventar, og at han stillede sikkerhed for et års afgift. Endvidere måtte han naturligvis vedligeholde bygningerne på normal måde. Derimod vil det ikke være nødvendigt at foreskrive særlige regler for ejendommens drift, og jeg vil anse det for heldigst, om der blev indrømmet brugeren fuld frihed i denne henseende. Hvis der var tale om et brugsforhold, der kun var stiftet på tid, kunne der naturligvis være spørgsmål om særlige regler, sigtende til at forhindre, at brugeren udpinte jorden og lignende; men ved arvefæste er den slags regler ikke nødvendige; thi vedkommende arvefæster har i virkeligheden samme stilling som en selvejer, kun at han ikke får nogen fordel af jordrentens stigning, medens han på den anden side heller ikke er udsat for at blive økonomisk ruineret ved dens nedgang. Hans interesse i at holde ejendommen i god drift og ved flid og dygtighed at få det mest mulige udbytte af den, er den samme som selvejerens; ja, jeg skulle være tilbøjelig til at tro, at den ofte vil være større, netop fordi han ved, at hans økonomiske eksistens kun afhænger af hans egen flid og dygtighed.

Der kunne naturligvis også være tale om at genoptage det gamle livsfæste, og jeg vil ikke finde det rigtigt at afskære muligheden for at genindføre det, hvis vedkommende brugere måtte foretrække det. Der er imidlertid den ulempe ved livsfæste, at man må forlange en indfæstningssum ved brugsforholdets stiftelse, og betalingen af denne sum formindsker jo brugerens driftskapital. På den anden side må afgiften for hele brugsdriften fastsættes en gang for alle, og dette medfører, at så længe forholdet varer, vil en stigning af jordrenten komme fæsteren til gode, medens han omvendt må betale den fulde afgift, selvom jordrenten går ned. Endvidere er der den ulempe ved livsfæsteforholdet, at dets varighed er ganske ubestemt, en ulempe, hvorpå der kun til dels kan rådes bod ved regler, som dem vi har i loven af 19. februar 1861. Af disse grunde foretrækker jeg langt arvefæste, men så længe man kun befinder sig på forsøgets område, vil det som sagt næppe være rigtigt at afskære muligheden for livsfæste, hvis nogen ville foretrække denne brugsform.

Der kunne vel også være tale om andre former, og jeg skal særlig nævne, at der selvfølgelig ikke er noget til hinder for, at brugsforholdet indskrænkes til alene at omfatte jorden, medens bygningerne opføres for brugerens egen regning. Vi har en særlig form for fæste, der kun sjældent forekommer her i landet, men dog ikke er ganske ukendt. Vi har ikke på dansk nogen benævnelse for denne form af fæste; med en fra romerretten hentet betegnelse plejer man at kalde dette forhold superficiærfæste. Denne form kræver naturligvis, at vedkommende bruger ejer en noget større kapital, thi selvom han kan låne en del af den kapital, der behøves til bygningernes opførelse, så vil han dog som regel ikke kunne låne den hele sum, hvis der imidlertid er brugere, der ønsker selv at være ejere af bygningerne, bør der åbnes dem adgang dertil, og jeg kan nok tænke mig, at denne fæsteform, hvorefter brugeren selv ejer bygningerne, kunne tiltale mange; thi det er sikkert nok, at der hos en del af landbefolkningen er en sky overfor fæste; det blev forleden sagt på rigsdagen, at for den jævne mand på landet står fæste som noget ringere end eje, selvom vedkommende såkaldte ejer i virkeligheden ikke ejer noget, fordi alt er pantsat til den fulde værdi. Hvis man derfor kom ind på denne form for fæste, er det ikke umuligt, at det, at fæsteren selvejer bygningerne, kunne bidrage en del til, at fæsteforholdet ville stige i det almindelige omdømme. Det kan vel også være økonomisk fordelagtigere, om bygningerne opførtes ved privat foranstaltning, thi det vil jævnlig forekomme, at en kommune kommer til at bygge noget dyrere end den private.

Det er en selvfølge, at jeg her kun ganske løselig kan skitsere det retsforhold, der vil opstå, når man først har godkendt princippet om samfundseje i stedet for privat eje af jorden; det vil kræve en meget omhyggelig overvejelse i det enkelte at fastsætte retsreglerne. Jeg skal nu anføre de fordele, man vil opnå ved at antage dette princip frem for det selvejeprincip, der er fulgt i loven af 1899 og det nye lovforslag.

For det første vil man opnå, at den værdistigning af jorden, der fremkommer, når et større jordbrug udstykkes i parceller, forbeholdes det offentlige, ligesom den yderligere stigning af jordrenten i tidens løb ligeledes kommer samfundet til gode. Som forholdene nu er, tilfalder denne værdistigning udelukkende private personer, og dette medfører, at de følgende slægtled må overtage jorden med en stedse stigende prioritetsgæld. Dernæst kan man ved den planmæssige udstykning gennemgående skaffe landarbejderne bedre jord end nu, hvor de ofte må lade sig nøje med tarvelige og afsides liggende jordlodder. Det er i virkeligheden, som jeg før sagde, en væsentlig mangel ved loven af 1899, at det helt og holdent er overladt til landarbejderne selv at skaffe sig jordlodderne, og det kan af og til give anledning til ligefrem svindel; jeg har i al fald set eksempler herpå.

Når staten får den fulde afgift af jorden og ikke som nu ved loven af 1899 forærer en del af den bort, er der heller ingen grund til at indskrænke kredsen af de personer, der kunne få gavn af disse foranstaltninger, på den måde, som det er sket i loven af 1899. Enhver, der ønsker en sådan huslod, og som ejer de midler, der behøves til at overtage ejendommen, bør have adgang dertil, og hvis man ad denne vej kan standse indvandringen fra landet til købstæderne og muligvis opnå, at nogle af dem, der tidligere er indvandrede til købstæderne, vendte tilbage til landet igen og slog sig ned der, vil dette jo være en stor fordel for hele samfundet og særlig også for købstædernes arbejderbefolkning, idet den hårde kamp om arbejdet i de dårlige tider vil blive mildnet en del. Med hensyn til loddernes størrelse vil man også kunne lempe sig efter vedkommendes ønske, så snart man blot fastholder det hovedprincip, at hver bruger må betale fuld afgift for brugen af jorden. Det hele spørgsmål om, hvor store lodderne bør være, kan jo i virkeligheden ikke ret godt afgøres ved reglementariske bestemmelser. Jeg vil finde det rigtigst, at der blev givet så megen frihed som muligt med hensyn til den nærmere ordning af dette spørgsmål.

Hvad sagens finansielle side angår, så tror jeg ikke, at staten direkte behøver at ofre noget, da der næppe kan være tvivl om, at den afgift, der kan fås for de udstykkede parceller, vil være tilstrækkelig både til forrentning og amortisation. Der må jo imidlertid skaffes kapital til veje, men heller ikke her  er  det nødvendigt,  at staten direkte  engagerer sig;  det  er  jo af mange grunde ønskeligt,  at statsgælden  ikke forøges  mere  end strengt nødvendigt. Hvorvidt imidlertid de bestående kreditinstitutioner er tilstrækkelige, er dog vistnok et spørgsmål. Hvis man anser det for heldigt til sagens gennemførelse at kunne drage nytte af den lavere rentefod på de udenlandske pengemarkeder, kunne man påkalde den statshypotekbank, der flere gange har været påtænkt, og som i denne forbindelse i hvert fald ville være bedre på sin plads end hvis man blot vil bruge den til at skaffe vore kreditforeningsobligationer en højere kurs; thi det er ganske vist for grundejerne en stor behagelighed at få prioritetslån til lavest mulig rente, men adgangen til jorden lettes ingenlunde ved foranstaltninger, der trykker prioritetsrenten ned, da den lavere rente kun vil medføre, at den følgende ejer kommer til at betale en forholdsvis højere pris for ejendommen. Selvom man imidlertid kunne få en statshypotekbank, så ville den ikke være tilstrækkelig til at skaffe hele den fornødne kapital, thi gennem statshypotekbanken kan man kun tilvejebringe den del af kapitalen, for hvilken der kan skaffes den fineste sikkerhed; resten må derimod skaffes på anden måde og kan kun fås til en højere rente. Jeg nærer imidlertid ingen tvivl om, at man uden synderlig vanskelighed vil kunne tilvejebringe også den kapital, for hvilken der kun kan bydes sekundær sikkerhed; thi vel er der en mulighed for, at der ved et større prisfald på landbrugsprodukter kan indtræde en krise, der kunne gøre det vanskeligt for fæsterne at udrede de afgifter, gennem hvilke den lånte kapital skal forrentes og tilbagebetales. Men på den anden side viser erfaringerne fra tidligere kriser, at besidderne af de små ejendomme er de mest modstandsdygtige, og det kan derfor ikke anses for en ubegrundet optimisme, når man tror, at denne erfaring også vil bekræfte sig i fremtiden. Det ligger også i sagens natur, at en krise, der fremkaldes ved et prisfald på landbrugsprodukter, nødvendigvis må ramme den store landbruger ganske anderledes end den lille; thi den store landbrugers økonomiske eksistens er væsentlig grundet på formuebesiddelse, og forrentningsspørgsmålet spiller derfor en ganske anden rolle for ham end for den lille landbruger.

Jeg har nærmest tænkt mig, at det ville være rigtigst alene at lade kommunen alene blive ejer af den jord, der indkøbes til bortfæstning, men der kunne naturligvis også være spørgsmål om at indrømme staten en andelsret med hensyn til jorden, navnlig hvis der påkaldes medvirkning fra statens side til ordningen af pengespørgsmålet. Dette spørgsmål, om kommunen eller staten skal være ejer af jorden, forekommer mig imidlertid ganske underordnet. Derimod er det naturligvis af vigtighed at komme på det rene med, om der vil være kommuner, der er villige til at gøre forsøget med udstykning af større ejendomme til husmandsbrug. Jeg tror, at sognerådene i flere henseender har gode betingelser for at kunne yde deres medvirkning til en ordning af sagen, men på den anden side vil det sikkert ikke være rigtigt at tvinge kommunerne til at gøre forsøget. Jeg kan imidlertid ikke godt tænke mig andet end at der nok vil være sogneråd, der kunne føle interesse for denne sag og vil være villige til at vove forsøget, og da der foreløbig kun kan blive tale om forsøg på at oprette den slags husmandsbrug, er det jo tilstrækkeligt, når et enkelt sogneråd hist og her vil begynde at løse opgaven. Der findes sikkert nok hos adskillige sogneråd en modvilje mod, at der oprettes flere husmandsbrug i kommunen, fordi dette let vil medføre en stigning af kommunens udgifter til skolevæsen, fattigvæsen og alderdomsunderstøttelse. Denne modvilje gælder imidlertid nærmest de ganske små brug, hvis besiddere som regel kun svare en ganske lille skat, medens de ofte stille store krav til kommunens kasse. Når man derimod gør brugene en del større og særlig stiler hen imod, at de kan blive så store, at husmanden kan leve udelukkende af sit arbejde ved sin egen bedrift, forandres sagen en hel del, thi husmænd, der sidder på sådanne brug, vil kun rent undtagelsesvis falde fattigvæsnet til byrde eller stille krav om alderdomsunderstøttelse. Derimod vil de jo nok tynge på skolebudgettet, men som modvægt herimod kunne staten måske passende give et ekstraordinært tilskud til skolevæsnet i de kommuner, som gjorde forsøg på at oprette husmandsbrug. Det kunne naturligvis også tænkes, at der var kommuner, der kunne føle sig fristede til at oprette husmandsbrug ved udsigten til, at kommunen i tidens løb kan få indtægter gennem fæsteafgifterne, men det må jo rigtignok indrømmes, at denne udsigt ligger en del ud i fremtiden, idet den først kan blive til virkelighed efterhånden som gælden på brugene amortiseres. Skulle det derfor vise sig, at der ikke var kommunalbestyrelser, som ville gøre forsøget, måtte staten tage sagen i sin hånd gennem kommissioner som dem, vi kender fra loven af 1899.

Mod de planer, jeg her har udviklet, vil en eller anden måske indvende, at deres gennemførelse let vil medføre, at jordprisen blev drevet i vejret og at jorden altså kun kunne fås til en så høj pris, at der ikke kunne påregnes nogen synderlig rentestigning ved udparcellering. Så længe der kun er tale om enkelte forsøg i den retning, jeg her har antydet, tror jeg nu ikke, at der ville være nogen stor fare derfor, men hvis de første forsøg lykkes, og der i større stil bliver tale om udstykning til husmandsbrug på denne måde, så indrømmer jeg, at følgen let vil blive en sådan prisstigning på jorden, at sagens yderligere udvikling ville blive vanskeliggjort. Jeg erkender derfor, at en jordrentebeskatning med tiden vil blive et uundværligt supplement til sådanne foranstaltninger, som dem, jeg her har gjort mig til talsmand for. Vi ser her det hele store spørgsmåls rækkevidde, idet vi møder de forslag, der er fremsat af Stuart Mill og Henry George. Tanken om en jordrentebeskatning har vistnok ikke få tilhængere her i landet, skønt spørgsmålet foreløbig ikke just har været synderlig fremme i den offentlige diskussion. Jeg skal også villigt erkende, at dette spørgsmål har store vanskeligheder. Herved tænker jeg dog ikke særlig på den vanskelighed, der kan foreligge, når man skal afgøre, om en fast ejendoms stigning i værdi skyldes arbejde eller samfundsforholdene, altså vanskeligheden ved at få den rene jordrente frem.

Denne vanskelighed er unægtelig til stede, og den er til stede i højere grad ved landejendomme end ved byejendomme, men som jeg før sagde, da jeg talte om arvefæstet, er vanskeligheden sikkert større for den, der betragter spørgsmålet rent teoretisk, end for den praktiske vurderingsmand. Den vurdering, der her skal foretages, er til syvende og sidst ikke vanskeligere end mange andre vurderinger, der må foretages i skatteforhold. Vanskeligheden ved forslag om beskatning af den stigende jordrente ligger derimod på et andet punkt. Når en sådan beskatning skal bruges ikke blot som en hensigtsmæssig fiskal foranstaltning, men som en løftestang for en social reform, måtte skatten være meget stor, den måtte helst, således som Stuart Mill har foreslået det, omfatte en fuldstændig konfiskation af jordrentens tilvækst. En blot delvis beskatning af den stigende jordrente ville ganske vist være bedre end ingen, men det er indlysende, at skattens virkninger i socialøkonomisk henseende vil blive større, jo større den er, og når man først i princippet har godkendt, at jordrentens tilvækst bør tilhøre samfundet, er det i virkeligheden umuligt at begrunde, hvorfor man alligevel skulle forære private personer nogen del deraf. Tænker man sig nu gennemført en fuldstændig konfiskation af den stigende jordrente, og viser det sig så, at samfundet befinder sig vel ved en sådan foranstaltning, så vil man i tidens løb med nødvendighed komme til at røre også ved den fra fortiden eksisterende jordrente. Thi når ingen ny jordrente kan overgå i privat eje, og den gamle jordrente altså fikseres til det beløb, den udgør, da konfiskationen af jordrentens tilvækst indføres, så vil det tidspunkt snart komme, da man vil betragte private personers ret til at oppebære jordrente, som et forældet privilegium, og de ældre rettigheder vil derfor sikkert også blive overført til det offentlige, om end der må findes former, hvorunder man på en eller anden måde kan affinde sig med dem, der til den tid er indehavere af retten. Hvis man derfor nu vil indføre en klækkelig beskatning eller en fuldstændig konfiskation af den stigende jordrente, så vil en sådan foranstaltning i tidens løb uundgåeligt føre til en fuldstændig afskaffelse af den private jordejendomsret. Det er denne konsekvens, der efter min opfattelse indeholder den største vanskelighed for virkeliggørelsen af tanken om en jordrentebeskatning og afholder mange fra overhovedet at beskæftige sig med den; thi det er endnu en indgroet forestilling, at den private jordejendomsret ikke alene er en nyttig og hensigtsmæssig indretning, men en uundværlig bestanddel af en samfundsordning, der bygger på individualismen og den frie konkurrence. Dette er ganske vist en misforståelse, men på den anden side må det jo indrømmes, at et samfund, hvor privat jordeje ikke eksisterer, vil blive væsentligt forskelligt fra det nuværende. Vel vil der også i et sådant samfund kunne eksistere formuebesiddelse ligesom nu, men da formuebesiddelsen kun omfatter de ved arbejdet frembragte genstande, vil den ikke kunne spille den dominerende rolle eller medføre en sådan økonomisk magtstilling som nu. I et samfund, hvor privat jordejendomsret ikke findes, må derfor en af hovedsiderne af det økonomiske liv i nutiden, nemlig bestræbelsen for at erhverve formuebesiddelse, hvoraf man kan leve uden arbejde, nødvendigvis blive trængt i baggrunden. På den anden side er selvfølgelig et samfund, der udelukker privat jordejendomsret, men i øvrigt bygger på privatejendomsretten til arbejdsproduktet, en diametral modsætning til den såkaldte socialistiske fremtidsstat.

Hvor vanskeligt spørgsmålet om en jordrente­beskatning altså end er, så tror jeg dog ikke, at dette spørgsmål i længden kan skydes til side, og det vil næppe vare ret mange år, inden vi herhjemme kommer til at underkaste dette spørgsmål en grundig overvejelse. Hvad der efter min anskuelse vil bidrage en del hertil, er netop det, at staten gennem loven af 24/3 1899 har anerkendt, at der bør træffes foranstaltninger til at skaffe arbejderklassen på landet jord. Men anerkendelsen af, at der påhviler staten en sådan forpligtelse vil i tidens løb med nødvendighed føre ud over de foranstaltninger, som denne lov har indført, thi hvor heldbringende loven end kan være for dem, der nyder godt af den, så vil den, som jeg tidligere har sagt, kun kunne hjælpe de få, hvorimod de mange må stå udenfor. Det spørgsmål, der foreligger, spørgsmålet om at skaffe landarbejderne jord at dyrke og egne hjem, vil altså med nødvendighed komme frem igen, indtil det er løst. Det forekommer mig, at dette spørgsmål i sin grund er af samme beskaffenhed som de spørgsmål, der forelå, da man begyndte på landboreformerne i slutningen af det 18. århundrede, og en heldig løsning af spørgsmålet vil sikkert få samme betydning for samfundsudviklingen i det 20. århundrede, som landboreformerne for 100 år siden har haft for udviklingen i det 19. En økonomisk velstillet agerdyrkende befolkning vil til alle tider være det sundeste grundlag for en nations liv, og det må derfor håbes, at lovgivningsmagten vil evne at se tilstrækkelig stort på den opgave, der her foreligger.