RETs småskrift nr. 88
Åbent brev til Englands handelsminister Winston S. Churchill
fra W. R. Lester.
(her fra RET, nr. 12, 1908
småskriftet findes ikke på Bibliotek1)

“Hr. minister!

I et foredrag, De nylig holdt i Liverpool udtalte De bl.a,: “Enhver skat, hvorledes den end beregnes og indkasseres, er et stort, et uopretteligt onde, – måske et nødvendigt onde, om man vil, men dog et onde, idet al beskatning indeholder en inhuman og skadelig beslaglæggelse, når staten, selvom det sker for nationens åbenbare sikkerheds og velfærds skyld, egenmægtigt tager store eller små summer af folks sparepenge og fortjeneste, så unddrager den disse penge fra at virke frugtbringende for handel og industri, og dette vil ufejlbarlig formindske folkets forbrugsevne og ydeevne.”

Disse Deres udtalelser forekom i en tale, der i øvrigt indeholdt så mange store og gode sandheder, at det er beklageligt at se den beskæmmet af slige pletter.

Thi Deres ovenfor gengivne opfattelse er fremsat på en sådan måde, at jeg desværre med fuld ret må antage, at De lægger megen vægt på den anførte sætning om, at beskatning af hvilken som helst art og under enhver omstændighed er, som De erklærer, “et onde, inhumant og skadeligt, og vil ufejlbarligt formindske folkets forbrugsevne og ydeevne”.

Og dette er en meget betydende sætning, thi den indeholder intet mindre end en grov anklage mod selve naturens orden. Jeg vil være den første til at indrømme, at De havde ret, hvis De alene sigtede til den beskatningsmåde, som for tiden hyppigst anvendes, og endnu mere den, som toldreformvennerne (Chamberlains parti) kræver gennemført. Men når De hævder, at enhver skattemåde, hvorledes den end anlægges, nødvendigvis må være et onde og en hæmsko for produktionen, så må jeg bestemt tage afstand fra Dem. Thi betænk vel: en sådan ytring betyder, at når mennesker lever i statssamfund, og altså nødvendigvis statsudgifter forekommer, så er der dog ingen naturlig måde at finde til dækning af disse udgifter, hvorfor staten nødes til i den anledning at berøve arbejdere, handlende og’ forretningsdrivende en del af deres velerhvervede fortjeneste!

Men dette vil atter sige, at menneskene vel er skabt både med personlige og med fælles fornødenheder, men at disse sidste kun kan tilfredsstilles ved at man griber til midler, som udtørrer selve kilderne til det enkelte menneskes flid og stræbsomhed – drivkraften i al produktion!

De mener, at der aldrig kan forekomme et skattesystem, som ikke hæmmer forretningsliv og handel. Jeg kan ikke et øjeblik antage et så mørkt og fortvivlet syn på forholdet mellem staten, fællesskabet, – og arbejdet. Tværtimod tror jeg, at det med sikkerhed kan påvises, at beskatning, når den lægges ret an, vil opmuntre handelen og fremme industrien i stedet for at hindre disse faktorer.

Jeg tror, at det er let at klarlægge Deres misforståelser, Deres – om den var sand – vægtige anklage mod tingenes naturlige orden. De anser nemlig det nuværende grundlag for beskatning for det naturlige og eneste mulige, endskønt det sikkert kun er en slet variation af et rigtigt system, De ser, at såvel det nuværende skattesystem som toldvennernes er et inhumant og skadeligt onde, – som vil formindske folkets forbrugsevne, – men det er desværre ikke gået op for Dem, at medens begge disse systemer er fejlagtige og unaturlige, så findes der et naturligt skattesystem, som ikke er inhumant, ikke er noget onde, og som ikke vil formindske men tværtimod øge menneskenes produktive evne. De forveksler det unaturlige med det naturlige. De antager, at naturen ikke har sørget for et særligt fond til at tilfredsstille statssamfundets fornødenheder (modsat individets), og fremsætter derved en ganske ubegrundet anklage mod naturen og forsynet.

Havde De ret i deres antagelse, at der ikke fandtes nogen naturlig skattemåde, så ville der ikke kunne findes nogen beskatningsvidenskab, – men i så fald kunne der heller ikke findes nogen statsvidenskab, thi staten forudsætter beskatning.

For at bruge Thomas G. Shearmans ord: “Staten forudsætter beskatning lige så vist som tilstedeværelsen af levende væsner forudsætter føde for dem. Skat er den absolutte betingelse for al statsstyrelse, – thi skat er statens føde, uden skat må staten dø.”

Ligesom dyrelivet forudsætter tilstedeværelsen af et naturligt fond af føde til dets underhold, således forudsætter menneskenes statssamfund, der ikke kan undgå statsudgifter, tilstedeværelsen af et naturligt fond, stort nok til dets underhold, uden at det behøver at angribe de enkeltes naturlige udgiftsfond. På forhånd bør vi gå ud fra at når staten kun tilegner sig den føde, naturen har tiltænkt den, gør den ikke indgreb i andre væseners naturlige føde.

Og denne tankerække fører videre, for individet vil fejlagtig føde uvægerligt føre til sygdom; lægens første spørgsmål lyder i reglen: “Hvad har De spist?”

Når statssamfundene viser billedet af en højst ulige formuefordeling: ørkesløse rigmænd og flittige fattigfolk, opmuntring af spil og dagdriveri, straf for flid og driftighed og alle andre tegn på slet styre, – så bør vi på samme måde spørge: Hvilken føde tager denne stat til sig? Lever den af den føde, som naturligt tilkommer en stat, eller tilegner den sig, hvad der naturligt er tiltænkt de enkelte mennesker?

Derved nødes vi til at opstille spørgsmålet: hvad er da statens naturlige kost eller løn? Men forinden dette kan besvares, må vi undersøge, hvad der er den naturlige løn for individerne.

Her er jeg sikker på, at De, hr. minister, vil være enig med mig i, at der kun kan være ét svar. Den naturlige løn for de enkelte mennesker er: Udbyttet af deres arbejde. For at være naturlig og retfærdig må lønnen være lig det ydede arbejde, hverken mere eller mindre. Heraf følger at intet beskatningssystem, der vil være i overensstemmelse med denne retfærdige lønningslov, må formindske nogen enkelt mands arbejdsudbytte! Thi gør den det, da bliver hans løn mindre end arbejdets frugt, og retfærdighedsloven er krænket. Ved vor søgen efter et naturligt og retfærdigt skattesystem, må vi derfor strengt udelukke alle de systemer, som tager del i individets arbejdsudbytte, eller hæmmer det fri ombytte af arbejdsprodukter, hvad der ligeledes formindsker arbejdets værdi – og vi kan ingenlunde indrømme rigtigheden af deres modsatte udtalelser om, at enhver beskatningsmåde nødvendig må udøve disse slette virkninger. Thi der må nødvendigvis være en naturlig grænse mellem den enkeltes ret og statens ret, så at ingen af dem bør kunne komme ind på den andens enemærker.

Men skal individet beholde hver øre af sin arbejdsløn, og ­ statsudgifterne dog samtidig må afholdes, drives vi uimodståeligt til den slutning, at på en eller anden måde, må statens driftighed, til forskel fra individets, frembringe sine egne, af andre uafhængige, værdifond, og at disse da bliver statens naturlige løn. Denne slutning, at der etsteds må findes et sådant uafhængigt stats-lønfond stemmer på det nøjeste med den ovenfor fastslåede naturlige grundsætning for alt liv, nemlig, at naturen lige så lidt ville have gjort statsinstitutionen nødvendig uden at skabe den en levefond, som den ville have bragt til verden et levende væsen uden normalt at skabe det muligheden for underhold.

Hvori består da dette statens naturlige levefond, og hvor skal det søges? Det er åbenbart, at skal det være statens naturlige løn, må det være resultatet af statens handlinger på lignende måde, som individets naturlige løn er resultatet af dets arbejde. 

Men hvad er så statens egentlige gøremål? Er det ikke at gøre landet mere tiltrækkende og behageligt at bo i, end det ville være uden statsstyrelse? Folk vil gerne betale et vederlag for det gode, at få lov til at bo dér, hvor en god og kraftig statsstyrelse findes. Folk er særdeles villige til at betale for persons- og ejendoms sikkerhed, for beskyttelse mod vold, for betryggende sundhedsforhold, gode veje, belysning, skolevæsen, og alt sådant, som det netop er de offentlige myndigheders gøremål at ordne. Og hvad folk således er villig til at betale for disse fordele, det udtrykkes med vidunderlig nøjagtighed i den pengesum, som den indbyrdes frie efterspørgsel alt nu tvinger enhver til at betale for brugen af jord, dvs. for den særfordel at lå lov til at bo netop i dette velstyrede land, og nyde godt af de nævnte velgerninger.

Denne jordbrugsafgift, grundrenten, er altid og overalt det nøjagtige udtryk for de fælles goder, man nyder på dette sted.. Hvor ingen statsstyrelse findes, gives heller ingen grundafgift; men efterhånden som samfundet vokser og ordnet statsform udvikler sig, opstår der grundafgift for jordbrug. Og jo mere statsstyrelsen udretter for samfundet, jo mere vil grundrenten vokse.

Her er da, det påstår jeg uden frygt for modsigelse, det naturlige statsfond, som vi søger efter! Her er den løn, som naturen selv har bestemt for staten, den løn, som ikke er vilkårlig, således som de påstår, at al beskatning må være; her får staten en løn, som hverken er inhuman “grov” eller “skadelig”, som De siger, at andre former for beskatning altid er; her er en løn, som ikke formindsker folkets forbrugsevne eller ydeevne. Tænk over dette endnu en gang!

Kan vi så ikke heraf med sikkerhed slutte, at den naturlige beskatning er den, som fra hver borger tager netop det beløb, som står i nøjagtigt forhold til de særlige goder, han nyder af den stat og på det sted, hvor han har valgt at bo – altså netop grundrenten!

De ved selv, hr. minister, at en sådan beskatning af grundrenten ikke alene er mulig, men at den er i virksom brug i ethvert land på jordkloden. Den indkræves overalt med beundringsværdig regelmæssighed og nøjagtighed, men fejlen er desværre oftest den, at staten lader opkræverne beholde skattens mønt i stedet for at bede dem aflevere den til statens kasse. Disse grundrente-skatter, er da for tiden de fleste steder blevet til en slags privat “sportler” for en særlig klasse (grundrenteejerne) i stedet for at man dermed skulle dække de offentlige udgifter, som staten har netop for de pågældende grundes skyld.

Og læg så mærke til følgerne af, at man således lader private folk oppebære og beholde dette offentlige statsfond. Statsudgifterne skal alligevel på en eller anden måde dækkes, og når den naturlige dækningsfond er forsvundet, nødes staten til at opkræve dækningen på en unaturlig og skadelig måde. Når grundafgiften forbruges privat, er staten tvunget til at tage sin tilflugt til afgifter af handel, industri og arbejdsudbytte, da dette er den eneste tilbagestående udvej, og denne skattelægning er det, at De beskriver så rigtigt når De siger beskatningen er et stort og uopretteligt onde. Det unddrager pengene fra at virke frugtbringende på industri og handel, og formindske folkets forbrugsevne og ydeevne. Men jeg beder Dem, hr. minister, lægge mærke til, at dette sørgelige resultat ikke er en følge af at beskatning overhovedet. Det er udelukkende en følge af den bagvendte beskatningsmåde – når staten forsømmer at anvende den rette skattemåde: at holde sig til sit eget.

Derfor beder jeg Dem: last ikke al beskatning, men kun den bagvendte beskatning!

Endnu vil jeg tilføje et ord om den naturlige beskatning. For at få en sikker grundvold og gøre beskatning til en velsignelse i stedet for en forbandelse, må staten forlange, at den nuværende private opkrævning af grundrenten skal i jævne former overgå til en offentlig opkrævning deraf, og dernæst må jordafgiften bestemmes efter jordens sande værdi, uanset om jorden benyttes bedst muligt eller ej; da vil vi ikke alene være i stand til at bortskaffe alle nuværende skatter som “tager folks sparepenge – er inhumane, grove og vilkårlige”; men ved således at fremskynde den bedst mulige udnyttelse af jorden vil vi lade handel og industri frit, udvikle sig, øge efterspørgslen efter arbejde, hæve lønningerne og til slut fjerne al arbejdsløshed.

Ad den vej vil beskatning, der nu er en forbandelse, blive til velsignelse. Regeringens lov om jordvurdering er det første skridt mod detde mål.

Kan vi håbe på, at De hr. minister vil yde Deres gode hjælp til gennemførelsen deraf?

(af Land Values, juli 1908, ved S. B.)