RETs småskrift nr. 42
af M. P. Stahl
fra RET, nr. 24, 1906

Tale ved afslutningen af et Henry George stævne i St. Louis, Montana, den 30. maj 1906

For omtrent to år siden så jeg i et dagblad en lille annonce, som lød:

“Hvem der interesserer sig for økonomiske spørgsmål, bedes opgive sin adresse til -_” osv.

Lidet anede jeg i det øjeblik, jeg indsendte min adresse efter det opgivne mærke, hvilken uendelig og uforudset indflydelse disse to små trykte linier skulle øve på mit fremtidige liv. Og da jeg, som fortsættelse af den derefter indledte brevveksling, indtrådte for første gang i den lille kreds af unge mænd, som ugentligt mødtes for at oplæse et eller to kapitler af Henry Georges Fremskridt og fattigdom, drømte jeg ikke om, at den ide, som udspringer af denne bog, var bestemt til fuldstændigt at forandre min økonomiske, politiske, filosofiske, ja endog min religiøse opfattelse. Og dog blev den dag, da jeg trådte ind i hin kreds, en mærkedag i mit liv, skabende den mest afgjorte vending i mit syn på verden, på Gud og på mennesker.

Som student havde jeg forud besøgt forskellige universiteter og studeret økonomi hos mange berømte professorer i statsvidenskab, og var ikke lidt indbildsk deraf. Og disse berømte videnskabsmænd og lærere havde været så forunderligt heldige til at indsvøbe og tilsløre ethvert spørgsmål i en tåge af dybsindig lærdom, at jeg bøjede mig for dem i dyb ydmyghed ligesom Bileams æsel foran Guds engel.

Og så kom den dag, da jeg stiftede bekendtskab med den lære, som Henry George, “den lille mand fra Frisco” forkyndte. —

Som Jerikos mure sank ved lyden af Israels basuner, således sank også alle hine dybsindige lærdomme og økonomiske teorier, omhyggeligt opstillet af de mest akademiske professorer, næsten øjeblikkeligt ved lyden af den klare røst fra “Profeten fra San Francisco”.

Stor er i sandhed min gæld til Henry George, fordi han bragte orden i mine forvirrede økonomiske anskuelser. Men det er kun den mindste del af hvad den mand har gjort for mig.

James Russel Lowell har sagt: “Folkestyre i sin bedste skikkelse består kun i, at lade lys og luft komme ind”. Netop lys og luft er, hvad Henry George har gydt ind i min sjæls mørke celler. Og denne foryngende strøm af lys og luft har gjort mig til, hvad jeg nu åbent vedkender mig at være: en demokrat i ordets bedste betydning, med en renere opfattelse af og en dybere sympati for alle menneskers lige ret.

Som i økonomien, således også i politikken har Henry George ændret mit syn. Men det er endnu kun den mindste del af, hvad den mand har gjort for mig.

Længe inden jeg lærte Henry Georges skrifter at kende, var jeg – og er endnu – en ivrig beundrer og trofast discipel af den ophøjede og indgribende udviklingslære, som først er fremsat af Herbert Spencer.

Men samtidig led jeg under denne læres store misforståelse, nemlig, at den øjensynlige ulighed mellem menneskene, som klart er et produkt af udviklingen, også nødvendig må føre til den latterlige slutning – som Friedrich Nietzsches lære er bygget på – at fordi menneskene er ulige begavede, bør de også have ulige rettigheder! Det var studiet af Henry Georges værker, som kastede lys ind i dette min tankes mørke rum, og dette lys demokratiserede, og frigjorde min filosofiske tænkning.

Som i økonomien og politikken, således også i filosofien, har Henry George ændret min opfattelse. Men det er endnu kun den mindste del af, hvad den mand har gjort for mig.

Thi den største gerning, Henry George har udrettet for mig, den jeg skylder ham størst tak for, er, at han har givet mig en klarere og renere forståelse af den almægtige Gud!

Som jeg sagde før, jeg var og er en tilhænger af udviklingslæren. – Men medens jeg ved hjælp af denne læres principper kunne, i naturen rundt om mig i verden, se fremherskende en guddommelig orden og en gradvis, hurtig eller langsom, men aldrig ophørende udvikling fra lavere til højere livsformer, kunne jeg derimod i menneskenes samfundsvilkår, i økonomiens verden, kun se fremherskende et lovløshedens rige, som omstyrtede alle mine tanker og anskuelser om tilværelsen af “en magt, som skaber retfærd”.

Da var det, jeg læste Henry George, – og jeg tænker her særlig på den lille bog, som først og dybest greb mig, og som mere end noget af hans andre værker (Fremskridt og fattigdom ikke undtaget) omvendte mig til hans lære, – jeg mener hans herlige bog om Arbejdets kår. Henry George viser deri klart,

“hvorledes et guddommeligt forsyn har indrettet det så vist, at gennem den aldrig hvilende, men stedse stigende jordværdi skabes midlerne til dækning af samfundsfornødenhederne i direkte forhold  til folkemængdens vækst og behov, – så at den samme årsag, som skaber og forøger trangen, skaber og forøger også midlerne til at afhjælpe den”.

Derigennem har Henry George vist, at de lovløse samfundstilstande, den frygtelige kamp for tilværelsen og massernes elendighed, som leder så mange til at tænke, at Vorherre er en fusker, da han bestandigt sætter flere mennesker i verden, end han har skabt føde til – at alt dette slet ikke er Guds vilje, men tværtimod er fremkommet ved, at mennesker har krænket den naturlige lov, som Gud har anordnet.

Og Henry George siger deri fremdeles:

“Der er i sandhed en ejendommelig skønhed i den tydelighed, hvormed forsynets visdom og godhed er lagt for dagen i den store sociale kendsgerning, den forsorg for samfundets fællesbehov, der rummes i, hvad socialøkonomerne kalder jordrenteloven. Af alle de vidnesbyrd, som naturreligion giver os, er dette det, der klarest viser os, at der findes en kærlig gud, og fuldstændigt bringer den tvivl, der i vore dage leder så mange til materialisme, til tavshed.
Thi i denne skønne forsorg, som ved naturlov er bragt i stand for civilisationens samfundsbehov, kan vi se, at civilisationen hører med til Guds plan,
Vi ser, at retfærdsloven, den gyldne regel, ikke er et blot og bart fuldkommenheds-råd men i sandhed samfundslivets grundlov. Vi ser, at om vi blot fulgte den, var der arbejde for alle, fritid og hvile for alle, ja overflod for alle og at civilisationen da ville gå i retning af at give selv de fattigste ej blot det strengt nødtørftige, men al hygge og rimelig nydelse. Vi ser, at Kristus var mere end en drømmer, da han fortalte menneskene, at om de ville søge Guds rige og hans retfærd, behøvede de ikke at nære større bekymring for det materielle end liljerne på marken for deres klædning, men at han blot sagde os, hvad socialøkonomien i nutidens opklarende lys viser at være den nøgterne sandhed.
Endog blot at se dette er en dyb og varig glæde; thi det er med egne øjne at se, at der er en gud, der lever og styrer og at han er retfærdighedens og kærlighedens gud – vor fader som er i himmelen.”

Således er det sket, hvad jeg udtalte først, at Henry George har øvet en forunderlig løftende og vækkende indflydelse på mit hele livssyn, på min økonomiske, politiske, filosofiske og religiøse livsanskuelse.

Og da jeg nu ved, at Henry George har øvet samme indflydelse på enhver, som gribes af denne ædle mands lære, så er det, at det spørgsmål opstår for os: Hvad kan vi gøre til gengæld for den kostelige gave, som vor fører har skænket os?

På os, hans fæller og lærlinge, hviler den hellige pligt: ret at forvalte den dyre arv, han har betroet os. Lad os derfor væbne os med de ypperlige våben, som hans værker indeholder i rigeligt mål, og gå til kamp for den gode sag.

Snart vil den tid komme, – jeg ser den rykke nærmere og nærmere – da mænd og kvinder fra alle jordens egne vil rejse sig og hjælpe os i denne kamp. Da vil det være vor velsignede forret, at omdanne vore sværd til plovjern og vore spyd til spader og ved deres hjælp opbryde den hårde jord, sprede sæden og hjemføre en afgrøde – en rig høst for hele menneskeslægten. Og da vil alle mennesker være brødre – under den fælles fader i himlen.

Vi er som Israels børn, der vandrede møjsommeligt gennem ørkenen i mange år, men foran sig så de ildstøtten lysende gennem nattens mørke, og i deres hjerter bar de usvigelig på håbet om, at de skulle nå det forjættede land, som deres store fører, Moses, havde lovet dem. Og som Moses kun nåede at se Kanaan fra bjergtoppen, således også vor Henry George. Også han nåede kun gennem åndeligt fremsyn at skue det lyse frihedens land – selv at betræde det blev ikke tilladt ham. Men vi skal nå det, dersom vi samler os i al vor kraft, og følger den lysende ildstøtte foran os!

“Lær at arbejde – lær at vente”.

Lær at virke for vor sag – løft jeres røst for folkene, forkynd hans lære overalt, tal til jeres naboer, fortæl jeres venner derom!

Og lær at vente: Tidens tegn er lovende, folkene vågner, morgenen bryder frem og dagen kommer. Før nogen blandt os venter det, skal vi nå det forjættede land – men, hvornår det end sker, nå det skal vi, fordi vi føres af den sandhedens ånd, som måske stundom kan synes at bukke under, men aldrig, aldrig kan tabe slaget!

(Efter Single Tax Review. Oversat af S. B.)