RETs småskrift nr. 80
Af Dr. H.
(Småskriftet findes ikke på Bibliotek1 i oprindeligt tryk,
her fra RET, nr. 8, 1908)
Ved mødet i studenterforeningen den 4. april sluttede Fredericia kredsens socialistiske folketingsmand hr. Rasmussen sit foredrag med at godkende den gamle velkendte liberale frase
“Størst mulig lykke for det størst mulige antal mennesker?”
som socialismens mål! Fjorten dage senere gentog hans modstander, den moderate Fredericia-redaktør, hr. Jensen, nøjagtig den samme slidte formular, som om denne var al demokratisk folkestyrelses mål. Og hvem tvivler om, at der fra gamle højre-kredse og national-liberale skrifter kunne hentes mange bekræftelser på, at den samme gamle, vamle bedemands-frase er den sande liberalismes trossætning, – hentet, som den var, fra de klassiske englændere: Jeremias Bentham, Stuart Mill og de andre brave utilitarister, som med deres uldne talemåder har forvirret de unge hjerner igennem næsten et hundredår.
Lad os da én gang for alle fastslå, at frasen om “den størst mulige lykke for de flest mulige” måske kan være brugelig som tekst i en bønnebog til anvendelse i enrum, eller mulig kan pynte op i visse prædikener og skåltaler, – men at sætningen er ganske ubrugelig som etisk rettesnor – eller som grundprincip for samfundslæren; thi den er usand og hyklerisk i sin konstruktion, absolut hvor den skulle være relativ, vigende, hvor den skulle være klippefast, og tåget og tvetydig, hvor den skulle være klar og ren.
Hvad denne, den falske liberalismes etiske hovedsætning, lover som sit store mål, er jo nemlig “lykke”, en tvetydig og derfor uægte betegnelse for alt, hvad mennesker kan ønske sig af jordiske goder, både de, stat og samfund kan yde, og de, som kun den enkelte selv kan skabe sig, – derunder kone og børn, hjemlige og åndelige glæder af alle slags, tilfredshed og gode dage vel også. Den stat, der kan påtage sig at tilvejebringe alt dette, blot for en eneste af sine borgere, eksisterer ikke – det måtte være et kommunistisk samfund af utænkelig lavmål hos modtagerne. Eller af sublim almagt hos giveren. Hint naive krav på “lykke” kan – selvom ordet fortolkes stærkt indskrænkende – overhovedet ikke opfyldes ved ydre midler, og er derfor umuligt som mål for et organiseret samfunds bestræbelser. “Lykke” kan være genstand for subjektive ønsker, kan vel også realiseres af individet, men i hvert fald kun af dette, fordi det for den allervæsentligste del består i en subjektiv lykkefølelse, og derfor overhovedet unddrager sig objektiv konstruktion, endsige skabelse ved offentlige foranstaltninger. Begrebet “lykke” falder efter sit væsen ganske udenfor grænsen for samfundslivet og samfundslæren. Alene at opstille det som offentlig norm er et vidnesbyrd om en sørgelig uklarhed i tænkning, og en sammenblanding af stat og menneske, som viser liberalismens store svaghed.
Når det i sin ophøjede uvirkelighed dog har kunnet tjene som faneindskrift for et helt århundredes politiske fremskridtsbevægelse – endog for partier, som indbyrdes bekæmpede hinanden, i den tro, nemlig, at de var modsætninger – så har det sin bestemte årsag. Den så højtidelig udlovede “lykke” begrænsedes nemlig, fiffigt nok, ved de tilføjede ord “størst mulig” så fuldstændigt, at løftet atter blev ganske uforbindende for giveren – altid kunne han jo undskylde sig med, at der ikke havde været “mulig” at skaffe større lykke! Altså uopfyldt og dog opfyldt, bunden og dog ikke bunden! Ingen Tartuffe kunne anstille sig mere hyklerisk, end den statsmagt, som åbent udlover “størst mulig lykke” til sine godtroende borgere, eller den filosofi, som putter unge, uvidende studenter sådanne blår i øjnene i deres uskyldige rusår – til slappelse af enhver senere ansvarsfølelse overfor det almene.
Og så det stakkels narrede folk – end ikke denne kranke og ganske ubestemte “lykke” var i hin grundsætning tilsikret det hele folk! Også her indsatte hine liberale filosoffer det usalige ord “så mange mennesker som muligt”. Det er den direkte godkendelse af ulighedens grundsætning, udtalt offentligt til almenheden af hine samfunds-kvaksalvere! Man undres højligt over – og jo mere, jo længere man tænker derover – at et helt århundrede af godtroende politikere af alle partier og i alle lande har kunnet trække rundt med denne narrehue på hovedet, og i øvrigt, åndelig talt, i samme bare figur, som kejseren i eventyrprocessionen med sine nye klæder på!
Thi hvad indeholder denne hyklersætning vel andet end en forargelig bondefanger-moral, som lover alt og holder intet? Ikke til den stolte indskrift på folkenes fremskridtsbanner er den tjenlig, men snarere til skilt for en drankerknejpe, til devise for et skøgehus eller til reklame-plakat for en lotterikollektion egner den sig, denne forløjede, hule frase, som højlydt udlover “størst mulig lykke for de flest mulige!”, men intet bindende forpligter til.
Hvis en mand underskriver en obligation lydende på en million kroner, som han højtidelig forpligter sig til at betale så vidt mulig, og til de flest mulige mennesker, – og han så vil have, at vi andre skal tage denne fastelavns-forskrivning for gode varer, så sender vi ham lempeligt, men bestemt til Oringe eller et andet hjem for åndssvage. Men hin liberalismes statsstyreprincip er i virkeligheden endnu tåbeligere – endnu mindre begrænset, endnu mindre forpligtende. Og på sligt vås har man levet og svoret næsten et århundrede, særligt blandt akademikere og skønånder, indtil nu også mange socialister og folke-politikere kan bruge flosklen og kalde den for “socialismens mål” eller “demokratiets ideal” – uden at få kvalme!
– Som den skarpeste og mest bestemte modsætning til hin tvetydige, ubegrænsede og uforpligtende frase og til hele den derpå baserede falske og hykleriske politik, – fremtræder Henry George med sin klare, utvetydige, nøje begrænsede og bestemt forpligtende grundlov for statsstyrelsen, der udtrykkes i hans sidste ord:
Lige ret for alle mennesker!
Så simpelt og jævnt ordene lyder, så endegyldigt angiver de for alle tider normen for, hvad et velstyret rige skal skaffe sine borgere, det hvorover og hvorunder styrelsen ikke tør gå, – samtidig indholdet og grænsen.
I stedet for det tvetydige, forlorent-sublime og subjektive “lykke”, lover Henry George samfundet sine medlemmer det utvetydige, håndgribelige og objektive “ret” dvs.: fuldt og ubetinget vederlag for ydet arbejde – til og fra den enkelte og staten. Dette betyder, at den, der har ydet værdier for 100, skal have betaling for 100, – den, der frembringer 50, skal have for 50, og den, der kun afgiver 10 skal også kun have krav på 10, – hverken mere eller mindre. Det er ligevægtens, tyngdens og kraftens, men også symmetriens og skønhedens evige naturlov, der gælder opad og nedad og til alle sider, – for kloderne fra planeten Neptuns yderste bane og til vanddråberne i vort gadekær hist ovre, og den bør også overføres i det borgerlige samfunds skrevne lovbog som rettesnor for udveksling af værdier, – for tilmåling af vederlag.
Enhver sit, den enkelte sit, og samfundet sit – det er den ældste af alle retfærdsregler, selve det dybeste rets-instinkts lov. Om den enkelte, når han har fået eller er sikret sit rette vederlag, vil benytte det til at skabe sin lykke eller ulykke med, får blive hans sag – det ligger udenfor de magt-staten og dens styrelse vedrørende opgaver (hvoraf ikke følger, at det ligger udenfor gode mænds og kvinders opgave at yde hinanden gensidig støtte og hjælp i flere former). Thi styrelsens gerning ligger ikke i tågede skyer, men for vor fod, her på denne grønne jord; den er til gengæld ikke afhængig af et “mulig”, men kan og skal løses nu og af os – således lyder visdommens ord til menneskene, som selve naturens røst til alle slægter, for dem, der, som Henry George, forstår den simple sandhed deri.
Og dette løfte om ubetinget ret er ikke, som hin liberalismens lykketilsagn, begrænset til det ganske uforbindende antal “de flest mulige”! Henry George-samfundet forpligter sig til at yde ret til alle mennesker, uden nogen som helst undtagelse. Og heller ikke i forskelligt mål til de forskellige samfundsmedlemmer. Nej, med ordet “lige” er alle stillede ens overfor retsløftet og retskravet. Lighedens ret, arbejdets ret, mandsret og landsret.
Her mangler da intet ord eller led; her er ikke mere at tilføje. Kortere og klarere end nogen før ham, har Henry George ved disse få ord “lige ret for alle” formet målet for samfundets styrelse, det, der kan nås og skal nås, det, uden hvilket anarkiet vil opløse eller tyranniet vil nedknuge menneskenes samliv. Hvad Henry George for alle tider har givet menneskene som ledestjerne er rets-moralen, modsat liberalismens og socialismens forlorne lykkemoral.
Intet kan måske tydeligere end denne sammenstilling vise verden, hvad Henry George rettelig er, “en Columbus i social videnskab og politisk økonomi”, som det er sagt, opdageren af en ny verden, skaberen af en ny tidsalder, rettens tidsalder!