RETs småskrifter, Nr. 2. 1904
af Sophus Berthelsen

Leo Tolstoy
er vel nok i dette øjeblik, og har i lange tider været verdens mest kendte og højagtede mand, lige berømt som forfatter og som samfundsfilosof, som oprigtig kristen og som uforfærdet modstander af vold og uret. Hans åbne brev mod krigens vederstyggelighed læstes nylig over hele verden med beundring og tak, og selv den russiske regering vovede ikke at krumme et hår på ‘oprørerens’ hoved, endda det var hårde ord om zaren og hans regering, Tolstoy brugte.

Hvorledes har vel denne ædle åndens stridsmand taget mod det glædesbudskab for fattigfolk, som vor Henry George havde at bringe verden? 

Vi kan lykkeligvis sige: Med åbne arme, med fuld og hel forståelse, ja, med begejstring, – som det var at vente. I en række breve har Tolstoy helt ud vedkendt sig Henry George og hans lære. 

“Hvor må jeg beundre Henry George,” skriver han, “Hans tale, der er så ægte kristelig, hans stil, der er så klar, og hans billeder, der er så rammende! Han har vist os de første skridt, som må tages! Hans tanker vil blive en magt – ja, de er allerede en magt!” 

I et andet brev skriver Tolstoy: “Jeg læste først Henry Georges bog, Samfundsspørgsmål, og følte mig slået af grundtankens rigtighed, af dens for videnskabelig litteratur sjældne klarhed, af fremstillingens letfattelighed og kraften i bevisførelsen, samt af den i en videnskabsbog ualmindelige kristelige ånd, som gennemtrænger den. Da jeg derefter læste Fremskridt og fattigdom, lærte jeg endnu mere at skatte Henry Georges værk.” 

“Henry Georges store fortjeneste består deri, at han så fuldstændig har påvist uholdbarheden af alle de sofismer, som anføres for privateje af grundværdierne, at systemets forsvarere nu ikke længere vove åbent at fremsætte dens grundsætninger, men undgår og omgår spørgsmålet i tavshed. Men George har også røbet denne deres ændrede stilling, og derfor skælver de fremdeles for hans angreb. Thi han har ikke blot bragt spørgsmålet om grundværdierne til den højeste grad af klarhed, så at man selv med lukkede øjne kan indse det ufornuftige og umoralske i, at disse værdier fratages samfundet. Men George var også den første, som gav os et klart og bestemt svar på de sædvanlige indvendinger, som fremskridtets fjender bestandig bruger, og som udmunder deri, at kravet om fremskridt er et overdrevet, upraktisk og umuligt sværmeri, som man blot skal tie ihjel.” 

“Henry George modbeviser punkt for punkt enhver af disse indvendinger, og han fremlægger sin reformplan så klart, at der den dag i morgen kan nedsættes en kommission til bedømmelsen af hans forslag og dets gennemførelse ved lov. – – – Der kræves kun, at tanken om jordværdiernes beskatning bliver klarlagt for den offentlige mening.” 

Men Tolstoy nøjes ikke med at vedkende sig Henry Georges lære i disse åbne breve. Han virker for dens udbredelse gennem sine skrifter og i sit liv. 

I den roman, som nu under navn af Opstandelse (se uddrag her) i dramatiseret og omgjort skikkelse opføres på det Kgl. Teater, har han ladet helten, den unge godsejer, fyrst Nekludoff, vedkende sig Henry Georges ideer om jordspørgsmålet, og ladet ham gennemføre dem på sit gods, så vi ser dem virke til velsignelse for alle parter. 

Også i samtaler med sine landsmænd søger Leo Tolstoy at udbrede kendskab til Henry George og hans tanker, og han holder møder med de russiske bønder om denne sag. “Vi sad omkring themaskinen”, fortæller han, “og talte om vort lands fremtid. Sædvanlig fremkom to forskellige forslag; det ene ville dele jorden i lige store stykker til hvert voksent menneske; det andet ville gøre jorden til kommunernes, til drift i fællesskab. Men når jeg da fremkom med Henry Georges forslag, så blev alle hurtigt enige om, at vi her havde fundet den eneste rette løsning.” “For kort tid siden”, tilføjer Tolstoy, “kom en bonde vandrende over 40 werst (over 5 danske mil) til mig for at erfare noget nærmere om Henry George og hans lære.” 

I et senere brev skriver Tolstoy videre: “Altid når jeg læser Georges bøger, må jeg beundre sprogets klarhed, stilens mesterskab og hans evne til at overbevise, og der opstiger hos mig en følelse af foragt mod dem, som forsøger at tie hans lære ihjel. Hans tanker er i besiddelse af en slig klarhed og beviskraft, at den, som begynder at tænke over disse spørgsmål, ikke kan andet end antage hans lære, når han har lært at kende dem rigtigt.” 

“Jeg røres altid af den bibelske historie om Moses, som ikke selv fik at se det forjættede land, hvortil han førte sit folk. Dog – det er jo egentlig heller ikke nødvendigt, at man selv skal se frugterne af sit arbejde. Det er vel netop de bedste blandt menneskene, de, som udfører det vigtigste arbejde i verden, ikke blot uden at vente nogen belønning, men endog uden noget håb om at se virkeliggjort den sandhed, hvortil de viede deres liv. Henry George må her dele den israelitiske folkehøvdings skæbne.” 

“Sig ham, at jeg ærer, at jeg elsker ham” – slutter den gamle menneskeven sit brev om Henry George. 

Under Tolstoys sidste hårde sygdom, da han var døden nær, fortælles det, at han bebrejdede sig selv, at han ikke havde gjort nok for at udbrede Henry Georges lære. Og næppe var han blevet rask igen, før han skrev en ny bog til arbejderne, hvori han fremhæver, at det eneste, der kan hjælpe dem ud af deres fortrykte kår, er den frie adgang til jorden. Heri skriver han: jeg anser Henry Georges reformplan for den retfærdigste, velsignelses rigeste og frem for alt den lettest gennemførlige, jeg kender. 

Derfor forstår vi også fuldt ud, at han ikke har nogen stor tiltro til parlamentarismen eller andre moderne erstatninger for folkets virkelige økonomiske frihed. Tolstoy har endog nylig erklæret sig imod de reformforslag, som er fremkommet fra “Semstwokongressen”, og udtalt, at de tværtimod ville være en hindring for det sande sociale fremskridt. Han mener åbenbart, at der skal en religiøs og moralsk genfødelse til, før en repræsentations-reform bliver andet end en ombytning af tyrannerne. Og når han i så henseende henviser til eksemplet fra vesten – Frankrig, England og Amerika – så turde han have nogenlunde ret. Også i disse frie lande sukker folket, trods alle politiske rettigheder, under et økonomisk herrevælde, som vel kan ligestilles med den russiske bondes.

Det fortælles også, at da man spurgte Tolstoy, hvad han ville gøre, hvis han var Ruslands selvhersker, svarede han: “Jeg ville først bruge min magt til at gennemføre Henry Georges reform, – og først derefter give mit folk den politiske frihed.”  

I disse ord ligger den dybe sandhed, af medens politisk frihed er lidet eller intet værd, så længe folket lider under økonomisk trældom i hvilken som helst form, så vil der ud af en virkelig økonomisk frihed, som den, Henry Georges reform vil skænke hver enkelt håndens og hovedets arbejder og det hele folk, af sig selv udvikle sig betingelser for en politisk retstilstand og et frit selvstyre, som ikke vil kunne omstyrtes, fordi det er bygget på moralsk grundvold. Tolstoys ord bliver derved en betydningsfuld udtalelse for vor tids demokrati. 

Det er østens digterfilosof, som her rækker hånden til vestens samfundslærer, og knytter hans sag til sin. 

S. B. 

Rets småskrifter koster 2 øre pr. nr. (= 4 sider), 50 ekspl. 75 ø., 100 ekspl. 1 kr., 500 ekspl. 4 kr., 1000 ekspl. 7 kr. (+ porto) og fås hos Centraltrykkeriet, Gammeltorv 4, Slagelse.