RETs småskrift nr. 83
af “georgist”
(her fra RET, nr. 9, 1908
småskriftet haves ikke på Bibliotek1)

Efter Nordsjællands Venstreblad for 14. maj 1908 gengiver vi følgende artikel af “georgist”, med enkelte tilføjelser af forfatteren:

“Fra alle sider hører man nu røster, der bekræfter den af Henry George først – eller dog bedst – påviste sammenhæng mellem arbejdslønnen og adgangen til jorden. Selv de konservativeste nationaløkonomer og professorer kan således nu begynde at skimte denne naturlige sammenhæng; en loyal deputation fra andelsverdenen foreslår ministeriet, som udvej mod den københavnske arbejdsløshed, at lette adgangen til jorden, uden dog at turde sige, hvorledes det skal gøres, og bladene interviewer alverden om de samme spørgsmål og får svar i samme retning. Det er alt sammen såre forståeligt og for så vidt glædeligt. Er der alvor i denne bevægelse, skal de nok alle sammen til sidst finde hen til den løsning, som Henry George har anvist., nemlig en almindelig billiggørelse af al jord. Der er nemlig næppe anden virkelig udvej.

Men netop derfor er der al grund også for demokratiet til ikke at tage fejl af vejen til det attråede mål, som vi altså nu alle er enige om, lettelsen af adgangen til jorden. Der er særlig grund til at undersøge en løsning, som netop for nylig er foreslået på ny fra radikal side, og som mulig ikke turde være anbefaling værd. Jeg tænker herved på forslaget om gennem en opfyldelse af grundlovens

grundlovens § 93 omtaler i alt fald slet ikke, hvad det her kommer an på: jordbesiddelsesspørgsmålet, dvs. om rådigheden over selve jorden. Den lover kun at de bestående len-, stamhuse og fidei­kommisgodser, dvs. fæstegodser, skal kunne overgå til fri ejendom, hvilket ikke særlig betyder overgang til udstykning, men til omsætning. Dette vil imidlertid kun i høj grad forøge godsernes værdi for de nuværende indehavere, der sikkert intet hellere ønsker end denne tilladelse, eller lettelse af den bestående adgang til salg. Alt nu er denne adgang nemlig benyttet af mangfoldige lensbesiddere, som har indvundet enorme kapitaler derved, således greverne på Frijsenborg gennem flere slægtled. De nu tilbageværende oaser af bøndergods på enkelte len frembyder i virkeligheden et social-økonomisk set langt mere tiltalende skue, end de til fri ejendom overgåede. På fæstegodserne hersker gerne almindelig velstand, afgifterne er i reglen såre rimelige, til bygningsgodtgørelse haves en ved lov beskyttet adgang, og fattigdom kendes kun i ringe grad. At tvinge disse tilbageværende godser ud på markedet, er at kaste dem ind under prioritetsgældens tryk, i alt fald i næste slægtled. Den bevægelse, som fra fæsternes egen side er rejst for at få gårdene at købe, er samme forklarlig, men har intet som helst med gode sociale forhold at gøre, tværtimod. Bevægelsen betyder kun, at fæsterne (det første slægtled, de nuværende besiddere) organiserer sig for at få den størst mulige del for dem personligt i den jordprisstigning, som vil indtræde, hvis der kommer en tvangsafløsningslov for al fæstegods. Det er den pureste egoisme, uden noget som helst demokratisk anstrøg, som melder sig – og som måske netop derfor nok når sin hensigt. Ved at lette adgangen til jorden har denne bevægelse intet som helst at skaffe. Al jorden er nemlig der, som overalt, fuldt optaget af nuværende brugere, – og dagen efter at fæstetvangen er borte og fæsterne blevet ejere til lave priser, vil jorden uden al barmhjertighed rejse sig i pris til den fulde markedshøjde for dem, som vil købe. Efter et slægtleds forløb vil endog selve fæsternes familier være forgældede prioritetsbestyrere, ganske som de nuværende selvejere oftest er.

Så vidt fæstegodset. Hvad selve hovedgårdenes arealer angår, er det tvivlsomt, om grundlovens § 93 berører dem. Den juridiske definition af “gods” er: en besiddelse af “flere bøndergårde, som er samlede på en hånd”, og omfatter således ikke hovedgårdene. Men selvom også de blev givet til “fri ejendom”, betyder det jo aldeles ikke nogen prissænkning. Og end ikke nogen udstykning af herregårdenes arealer, med mindre dette betaler sig for besidderne. Hvis det altså af andre grunde blev fordelagtigt for herregårdsejere at gå til udparcellering, ja så ville det også ske for lensbesidderne, men noget særligt tryk på disse vil en “overgang til fri ejendom” aldeles ikke bevirke, tværtimod vil den døde hånds fjernelse også her bevirke en prisstigning, og vel at mærke i lensbesiddernes interesse. Altså lige modsat en “lettere adgang” til jorden.

For så vidt man mulig kunne tænke på fideikommis-kapitalernes  “overgang til fri ejendom”, så vil dette sagtens kun betyde en ophævelse af statsmagtens nuværende langt fra betydningsløse tilsynsret med disse millioner, og disses uddeling til familiernes forskellige medlemmer, i stedet for deres bevaring for den ene begunstigede stamherre. Det er såre tvivlsomt, om dette i nogen henseende ville være et socialt fremskridt. 

Om overgang til fordel for stat eller samfund af nogen del af gods eller gård eller kapitaler taler grundlovens § 93 ikke med en stavelse eller en anelse. Det lå fjernt fra grundlovens naive fædre at tænke på noget sådant. I deres troskyldige liberalisme gik disse ærværdige, doktrinære parykblokke rundt i den salige tro, at når bare det hele overgik “til fri ejendom”, så skulle friheden nok besørge resten – hvad friheden ganske vist også besørgede godt nok på sin vis. Samtidig med grundloven oprettedes jo nemlig de første kreditforeninger, hvor “friheden” kunne afhændes eller pantsættes til højeste dagskurs. Og da “den døde hånd” (som vel at mærke var samfundets milde hånd) blev taget fra jorden, kom der straks en levende hånd (kapitalmagtens nemlig) med negle og klør og greb jorden, for ikke at slippe den mere. Skattelovene af 1903 var foreløbigt det sidste udslag af jordens overgang til fri ejendom, idet “trællemærket” (samfundets skatteret) blev fjernet fra jorden.

Når derfor moderne demokrater fabler om, at en opfyldelse af grundlovens § 93 kunne “lette adgangen til jorden”, så er de naivere end de på nogen vis har lov til at være, de har ikke grundlovsfædrenes undskyldning – uvidenhed om naturlovene for jordprisen. 60 års erfaring burde have lært dem, at adgangen til jorden netop ikke lettes ved, at jorden bliver fri, men tværtimod ved at jorden bliver træl, dvs. belagt med bånd og byrder, når det vel at mærke sker i samfundets interesse! Den, der ikke har fattet denne sammenhæng, har ikke forstået et muk af Odense programmets kernepunkter.

Af det anførte følger med nødvendighed, at der ikke ligger nogen “lettelse af adgangen til jorden” ved særlig at pege på len­ og stamgodser og deres frigivelse, som kun ville blive til besiddernes –ikke til samfundets fordel. Enhver plan herom hviler på uvidenhed om de økonomiske prislove for jordmarkedet.

Den bedste og foreløbig eneste udvej til at åbne jorden for arbejdet er den, hr. Zahlc nævnte forleden i folketinget, da han – netop under behandlingen af loven om stamhuse – pegede på, at kun en almindelig grundværdibeskatning kunne gøre det fordelagtigt for lensbesiddere at udstykke de store arealer, og derved ad naturlig vej fremkalde denne højst ønskelige bevægelse.

Skulde der træffes nogen mod len og stamhuse særlig rettet foranstaltning, så skulle det for øvrigt også være ad beskatningsvejen. Hvad der adskiller len- og stamhuse fra anden ejendom, er jo dette, at det almindeligt erkendes, at staten har en art medejendomsret til disse besiddelser, større end til anden jord. Men er dette rigtigt, så lad denne særlige ejendomsret finde sit udtryk i en så meget større ejendomsbeskatning på alle fideikommissariske ejendomme, som staten altså fører tilsyn med gennem justitsministeriets lenskontrol. Selv højrepolitikere var under skatteforhandlingerne i 1902 inde på denne tanke, og der forhandledes om en forhøjet ejendomsskyld for lehn og stamhuse. En sådan lensafgift ville være det korrekte udtryk for statens særlige, forhold til disse særlige ejendomme, medens de i øvrigt bør være undergivet landets almindelige lovgivning, ligesom de er undergivet de almindelige økonomiske prislove, som gælder på markedet.

***

Tilføjelse af RETs udg.

Så vidt indsenderen, der øjensynlig særlig har villet svare på en artikel i Politiken for 9. maj d.å. hvor det bl.a. hedder: “Det ligger så indlysende nær i denne forbindelse, (dvs. lettelse af adgangen til jorden), at minde om den tanke, der er fremsat i grundlovens § 93, at len, stamhuse og fideikommisgodser ved lov skal overgives til fri ejendom.” – “Mon ikke det skrigende misforhold, der er mellem den ulykkelige sammenklumpen af mennesker i byerne, særligt i København, og trangen til folk på landet, kan åbne øjnene for, at en sådan lov er nødvendig?” “Vil man drage folk fra byerne til landet, må man gøre forholdene på landet så gode, at de af sig selv øver den tiltrækning, som nu knytter sig til byerne. (udmærket sagt!) Og det kan kun ske ved at give disse mægtige arealer fri, som nu er bundne til fordel for enkelte besiddere, der ikke formår at få det ud af jorden, som den kunne give, når den kom de mange i hænde.”

Som det vil ses, hviler den sidste sætning på den misforståelse, at det sociale spørgsmål er spørgsmålet om at frembringe mere end hidtil; det gælder tværtimod først og fremmest om en fordeling af det alt frembragte, end om en yderligere produktion, selvom også denne er ønskelig.

I øvrigt kunne vi ganske tiltræde “georgist”s advarende udtalelser. Vi skulle yderligere tilføje, at lensbesiddernes ret til frit at afhænde deres bøndergods er givet ved en lov af 21. juni 1854, der yderligere opmuntrer til salg ved at udlove lensbesidderen en præmie af 8 á 12 % af købesummen til hans egen kasse. Retten til salg gælder, selvom det modsatte måtte være fastsat i de oprindelige erektionsbreve, hvilket er et bevis for, at disse selvfølgelig kunne ændres ved en almindelig lov. Salg af lenenes fæstegods er da også sket i vid udstrækning. Også salg af selve hovedgårdenes jord på lenene kan der sikkert let fås justitsministeriets tilladelse til, indenfor grænserne af udstykningsloven, som kun forlanger, at der skal forblive ved hovedgården mindst 60 td. land bon. jord til takst 24 eller tilsvarende ringere jord. Og selv denne grænse vil let kunne flyttes, hvis forholdene krævede det. Grundlovens § 93; er altså for så vidt allerede opfyldt, og overgang til fri ejendom for længst tilladt lensbesidderne.