RETs småskrift, nr. 69-70
(Findes på Bibliotek1 i kopi fra eksemplar i
indbinding af tidsskriftet Sam-Styre 1906)
Findes også i RET nr. 1, 1907

Kvindevalgret og fri valgret 

Foredrag af godsforvalter Berthelsen, ved Løve herreds kvinde­valgretsforenings møde i Ruds-Vedby den 29. september, 

Den modstand mod kvindernes valgret, som bundede i en bornert tro på kvindekønnets åndelige underlegenhed, turde nu være opgivet fra alle sider; i alt fald åbent kom­mer slige påstande ej let frem mere, tværtimod er der ad­skillige, og jeg hører til dem, som tror på, at de admini­strative og styrende evner, som må kræves til stats og kommunes ledelse, er i nøjere naturligt slægtskab med de bedste kvindelige egenskaber end med de særlige mandlige. Er der nemlig nogen naturgiven forskel mellem kønnene i så henseende, så turde den typiske mand nærmest kende­tegnes som nyskaberen, initiativets, det produktive fremskridts bærer, medens den typiske kvindelige egenskab er den beva­rende, opholdende, fordelende evne til at “holde sammen på hjemmet under alle forhold”. Men jo dybere man trænger ind i spørgsmålet om statens og kommunestyrets egentlige og rette opgave, jo mere bliver man klar over, at denne netop væsentlig er af bevarende, opholdende og især forde­lende (distribuerende) art, medens de produktive nyskabelser bør overlades det private initiativ. Når den moderne stat og kommune ingenlunde har holdt sig denne regel efterrettelig, så er dette ikke noget bevis for at reglen er urigtig ­men snarere for, at vort offentlige styre på mange punkter har grebet fejl og er kommet på skæbnesvangre socialistiske afveje. Der er dem, der mener, og næppe uden grund, at det ikke bør hedde “den socialistiske fremtidsstat”, men “den socialistiske nutidsstat”, fordi vi i vort offentlige liv og indenfor alle partier står i socialisme til halsen, idet grænsen mellem det enkelte hjems ret og statens er ved at udviskes til skade for et sundt samfundsliv. Visse konservative par­tiers råb om “toldbeskyttelse” er lige så fuldt som de libe­rales krav om den uniformerede statsskole og socialisternes forlangende om offentlig børnebespisning, kommunaldrift og statsproduktion sikre vidnesbyrd om, at man ikke har for­stået at drage grænsen rigtigt mellem den enkeltes virke­område og statens. 

Såfremt det kunne lykkes os at finde gode former for optagelse af kvindekønnets særlige åndelige egenskaber i vor offentlige styrelse, vil vi vistnok derigennem erholde hjælp til at opnå en klarere og sikrere erkendelse af, hvor hine grænser rettelig skal drages. I stedet for efterhånden, som det nu sker, at omskabe stat og kommune til socialistiske pensions- og forsørgelsesanstalter for os alle, kunne det måske da lykkes os at vende tilbage til den forstandige og i bedste forstand “konservative” tanke om retsstaten, hvor styrelsens opgave alene er regulerende og fordelende, men ikke direkte producerende, og hvor intet andet fællesskab findes mellem de enkelte end de frie sammenslutninger og den naturlige gruppering, som forholdene til enhver tid måtte skabe. Kunde kvindens deltagelse i vort offentlige liv virke til dette formåls fremme, ville det være en uhyre kulturvinding for os alle, og det er da på høje tid, at vi skrider til at give kvinderne magt og myndighed lige med mænd i stat og kommune. 

Men – der er et “men” her, som slet ikke ellers er kommet frem i den offentlige drøftelse af kvindevalgrets­problemet, og som jeg anser det for min særlige opgave, på given anledning, at drage frem ved denne lejlighed, når mange frisindede mænd, trods det ovenfor sagte, alligevel ikke er så begejstrede for at skaffe kvinderne samme valg­ret som mænd, så er det af en helt særlig grund, den nem­lig, at vi ikke synes, at den såkaldte “almindelige valgret”, som mændene for tiden har, er af videre værdi for folket i sin nuværende skikkelse, og at det derfor næppe er ret megen virkelig kamp værd at skaffe vore kvinder den samme nogenlunde værdiløse almindelige valgret, som vi mænd nu har! 

Dette agter jeg her at påvise gennem en kort frem­stilling af, hvor dårligt vort nuværende valgsystem til stat og kommune evner at opfylde sin mission: at udfinde de til styrelsen bedst egnede, så at repræsentationen kunne blive et tro spejlbillede af det folk, som den skulle “repræsentere”. 

Lad os tage vor statsrepræsentation, Rigsdagen. Lad os for klarheds skyld i tanken afskaffe landstinget (skønt dette ting efter min mening ikke behøver at være den hindring for folkets vilje, som det undertiden har været) og tænke os det nuværende folketing som eneste lovgivnings­myndighed. Er dette tings flertal da for tiden et tro ud­tryk for det danske folk? Valgtallene giver svaret: næppe en tredjedel af afgivne vælgerstemmer bestemmer flertallet, regeringen og derved hvad der skal være lov i Danmark! De to tredjedele af de stemmende vælgere er uden repræ­sentation, foruden de mange, som under de nuværende politiske forhold overhovedet ikke vil spille med i den forargelige komedie, som vort valgsystem er, eller som bringes ind i falske partiforhold for dog at spille med. Thi dette system tillader jo slet ikke vælgerne at stemme frit efter deres over­bevisning om, hvem der er den rette repræsentant for deres ideer – det er sagen! Det nuværende system ved folke­tingskredse har udviklet et supplerende system af fasttømrede politiske partistyreiser, med den specielle opgave at forsyne kredsene med eller godkende lokale, men partibundne under­målskandidater, hvorpå de ærede vælgere værsågod har at stemme, når valgdagen kommer. Det hemmelige parti­styre med sine funktionærer i presse og kommune har be­mægtiget sig den vigtigste del af repræsentationsretten. Nemlig opstillingsretten – og overlader så det godtroende vælger­folk den ret betydningsløse ret til at stemme på en af de gutter, som partistyret stiller op eller har godkendt. Der er ingen anden udvej for de andre vælgere for tiden. – At alvorlige mænd kan anse det for “frihed” at få lov til at stemme under sådanne vilkår, i alt fald efter at sammen­hængen er klarlagt, er utroligt. Når vore folkelige vælger­møder mere og mere former sig som en slags politiske varieteer, med kæbestærke partibersærkers og behændige parti-jonglørers optræden på scenen for et lattermildt pub­likum, så er det kun en følge af det hele systems mangel på virkelig alvor. Og når rigsdagsmændenes niveau sænkes, når hæderlige og dygtige mænd frabeder sig den “ære” at komme i sligt selskab, eller trækker sig ud deraf for ikke at miste medborgernes agtelse, når rigsdagsforhandlingerne bærer præg af den samme dekadence – så turde det alt­ sammen have sin rod ikke i tidens slethed, heller ikke i slægtens tilbagegang- og mændenes dårligdom i og for sig. Men alene i det valgsystem, der frembringer den slags resultater: Mangel på selvstændige mænd i repræsentationen. 

Det anførte gælder jo forøvrigt ikke alene vort land – ­næppe endog særlig. Overalt i de friest styrede lande klages der over denne såkaldte parlamentarismes afmagt – dens mangel på evne til at genspejle folkets bedste egenskaber og derved bære frem de ypperste egnede styrere iblandt os, til en frisindet folkelig samfundsledelse i vor tid. Overalt gribes alvorlige mænd af frygt for, hvor vort såkaldte selv­styre skal ende under disse forhold. For over 20 år siden sagde Henry George: “Vi har udviklet  maskinteknikken til en højde af fuldkommenhed, som ingen kunne drømme om for 50 år siden, men overfor demoralisationen blandt vore po­litikere synes vi at stå ligeså hjælpeløse som idioter.” 

Og skønt dette var sagt om Amerika, kan det gælde også andre steder, og er ikke blevet mindre sandt siden da. 

II

Naturligvis er der så fremkommet reformforslag fra mange sider. Den store del af demokratiet kræver således en endnu mere almindelig valgret indført og afskaffelsen af al slags privilegeret valgret. Dette sidste er jo rigtigt nok, men vort valgsystems svaghed ligger forøvrigt ikke her ­– i eksemplet ovenfor er landstinget jo tænkt afskaffet, og dog er vi lige langt, – ejheller en udvidelse af valgretten til alle 21-årige mænd gør sagen bedre, – thi det er jo ikke væl­gernes antal, der nu er for lille, men det er indflydelse, de mangler efter det bestående valgsystem. Ovre i Amerika, hvor de netop har slige frie valgformer, er forholdene des­uagtet langt værre end her på dette område. 

Under disse forhold er det forståeligt, at der kun er liden begejstring for at skaffe kvinderne adgang til en valg­ret, som har spillet så ynkelig fallit! Hvad vandtes der ved at fordoble vore valg-rabaldermøde-deltageres antal – når ellers ingen ændring i systemet foretoges? Vore mødesale måtte være dobbelt så store for at få kvinderne med, ta­lerne skulle råbe dobbelt så højt, partikævlet og afstem­ningen vare dobbelt så længe, – men så længe valgkred­senes afspærringssystem og partistyrets opstillings-ret bevaredes, ville der ikke være vundet et hårsbred i frihed for folket – rimeligvis ville en yderligere sænkning af niveauet på alle områder være at vente. Stemmefangere af et andet køn ville om muligt være endnu farligere end de nuværende! 

Der er jo da også fremkommet forslag til ændring af kredssystemet, særlig den såkaldte forholdstalsvalgmetode Dennes venner vil i alt fald gøre kredsene noget større end de nuværende og samtidig give mindretallene større ret til opstilling af kandidater. Der kan måske her findes former, som vil indføre visse fremskridt. Men hovedsagen: parti­styrets overvægt ved opstillingen vil dog langtfra ændres, snarere kunne der være fare for det modsatte – befæstelse af partistyret, således som det nu sker ved vore landstings­valg, hvor forholdstalsvalgmåden er indført, og dermed den strengeste partitugt, idet hver stemme, som går udenfor partilisten er fuldkommen spildt. 

I den allernyeste tid er derimod fremsat en reformtanke, som efter min mening for bestandig løser valgretsspørgsmålet og sikrer vælgerne den sundeste repræsentation af folkets ypperste mænd! Det er en dansk mand, overrets­sagfører Johan Pedersen, som har udtænkt den simple og geniale valgmåde, som jeg har kaldt “fri valgret” – som modsætning til den nuværende, der binder vælgerne til bestemte partikandidater. ­

Systemet “fri valgret”, der antagelig vil sikre sin opfinder verdensry, er så simpelt og ligetil som Columbus’ ægkunst. Det kan opstilles i 3 hovedregler, som kan forstås af den jævneste mand: 

1. Enhver vælger må frit (og hemmeligt som nu) stemme på hvem, han vil, i landet. 
2. De valgte repræsentanter gælder ikke lige meget, men har myndighed på Rigsdag (eller i Sogneråd) i for­hold til, hvor mange vælgere, der har stemt på dem. 
3. Repræsentanternes diæter fastsættes ligeledes i forhold til hvor mange vælgere, der har sendt dem ind.

Hertil kommer så nogle forholdsvis underordnede punkter, såsom om, hvordan man forud kan sikre sig, at de valgte vil møde, om stemmer skal kunne afgives subsidiært eller om der skal kræves et vist mindstemål af stemmer, om repræsentanternes antal behøver at begrænses, og hvor­ledes afstemningerne praktisk kan ske i en således sammensat forsa­mling. Særlig det sidste meget vigtige spørgsmål er af Johan Pedersen løst ved en anden genial opfindelse, “Kvalitetsafstemningen”. Jeg skal dog ikke her komme ind på disse enkeltheder, men holde mig til hovedpunkterne. 

Den første regel vil sprænge partistyret og give vælgerne den ­friest mulige lejlighed til fra hele landet at gruppere sig efter anskuelser og give deres repræsentant magt og myndighed efter deres tal. Samtidig stiller den repræsentanten fuldstændig fri for alle private påvirkninger – han ved jo ikke, hvorfra hans stemmer kommer, han ved kun, at han har fået dem fra frie mænd, som efter deres kendskab til hans hidtidige færd har skænket ham deres tillid. Det er da en opfordring til ham om at blive tro mod den over­bevisning, han hidtil har fulgt – hvilket er den stærkeste tilskyndelse, som kan gives frie mænd. Omvendt kender hver sin repræsentant, og jo flere tusinde stemmer en mand får, jo flere tusinde vågne øjne vil følge hans færd, hans ord og hans afstemning – rede til at tage kraften fra ham ved næste valg (som kan foregå årlig), hvis han ikke er efter ønske. Friere vælgere og friere repræsentanter kan ikke tænkes.

**

Den anden regel vil ændre repræsentationens liv ganske. Komediespillet med de lange offentlige taler, som skulle over­bevise – skønt resultatet forud er afgjort hemmeligt på partimødet – vil høre op. Der behøves ikke længere et vist antal parti-nikkedukker til at vedtage en lov – alt beror på vælger-stemmernes antal; hver gang en afstemning sker, tæller den enkelte vælgers røst med, ganske som om en folkeafstemning for hele landet havde fundet sted. Og hver vælger kan da se, hvordan hans stemme er benyttet. Kan noget middel hjælpe til at vække en alvorlig politisk interesse og lyst til ærlig deltagelse i vort offentlige liv, så må det være dette. 

Endelig vil den tredje regel gøre repræsentanterne ubestikkelige og økonomisk uafhængig af alle de kapitalist-på­virkninger, som for tiden i mange parlamenter faktisk be­hersker folkets såkaldte repræsentanter. Under fri valgret vil ingen “købe” de repræsentanter, som kun har få stemmer, thi de er værdiløse. Og dem, som sidder inde med tusinder af vælgerslemmer (og tilsvarende høje diæter) kan netop af den grund ikke købes, da det altid vil være en dårlig forretning at svigte de tusinders tillid. 

Hermed er i korte træk nævnt hovedsætningerne. Det ses let, at med et sådant valgsystem vil vi hurtigt blive færdig med de nuværende mangler ved den såkaldte parla­mentarisme. Og det ses tillige, at kun under et sådant sy­stem vil der være god mening i at give vore kvinder samme valgret som mænd. Først da vil de være i stand til selv­stændigt at tilføre vort offentlige liv det element af ærlighed, frisk opfattelse, umiddelbar retsfølelse, omhu for de nød­lidende, hævdelse af hjemmets ret, som det nu i så høj grad savner. Kvinderne vil da kunne sætte præg på lovgivningen i en grad, som ikke er tænkelig under det bestående partivælde. 

Men skal nu kvindevalgretsbevægelsen vente, til “fri valgret” er indført i lovgivningen? Nej, ingenlunde – det behøver de ikke! Men hvis “fri valgret”s grundsætninger er rigtige, så kan kvinderne gøre denne sag en stor tjeneste. De kan indføre de frie valgformer i den landsforening, som de netop nu er ved at skabe. Og derigennem føre beviset, både for det nye systems fordele og for deres egen for­domsfrihed og evne til at tage nye tanker op. Og den kreds, som i dag har samlet os opfordrer jeg derfor herved til at tage initiativet i denne sag, og gennem bestyrelsen indgive forslag til det forestående landsmøde om, at dette indfører “fri valgret” i Kvindernes Landsforening.

Der er alt flere private foreninger, som har foretaget dette skridt og hvor systemet har vist sine gode virkninger. Således Den Danske Henry George Forening og en Brugsforening “Søborg” ved København, og endelig her i Aarhus “Husmødrenes Forening”.  Det kan ske ved simpelt hen at indføre i foreningens love en bestemmelse, sålydende:

“Foreningen ledes og repræsenteres af en bestyrelse, valgt af og blandt medlemmerne ved almindelig, lige og fri valgret og hemmelig afstemning. Valget gælder for et år. Ethvert bestyrelsesmedlem stemmer for det antal medlemmer, der har valgt ham.” 

Jeg skal da slutte med at opfordre til diskussion om dette for kvindevalgretsbevægelsen og for vort hele offentlige liv betydningsfulde spørgsmål, og jeg vil ønske, at vi der­efter kan vedtage hin opfordring til bestyrelsen om at frem­me et forslag om fri valgret ved landsmødet. 

Har landsmødet først optaget den gammeldags valgmåde­, med delegerede efter kredse og lige indflydelse, uanset vælgertilslutning, så vil det rimeligvis gå denne nye forening­sbevægelse ganske som mange af vore andre foreninger, – de vil enten forsumpe i bestyrelsesklikker og hurramøder med delegeret-bespisninger, eller de vil blive taget i brug af et eller flere politiske partier, som i al hemmelighed vil have trådene i deres hånd og lede alle marionetternes bevægelser. Er det derimod de mandlige og kvindelige vælgere rundt i landet, som direkte gennem et stemmekort kan styre bevæ­gelsens retning, sua er denne sikker på at holde sig i det rette spor – så længe den rundt om i landet har sande og alvorlige venner! Og dette er jo enhver bevægelses naturlige pr forudsætning. Thi ellers vil den dø og bør den dø! 

– – – – –

Efter foredraget indbød kredsformanden, enkefru Kathrine Thisted, til diskussion. 

Læge Madsen indrømmede, at “fri valgret” måtte være rette valgmåde, især i et oplyst folk, der ikke kan påvirkes ensidigt af en presse, der ofte kan være købt eller lejet af reaktionen. Her ligger en fremtidsopgave, at skaffe en virkelig fri presse. 

Indlederen, Berthelsen, erkendte dette, men gjorde op­mærksom på, at under “fri valgret” vil de stedlige blade miste deres nuværende særlige magt over bestemte valgkredse, og blive nødsaget til at kæmpe for folkelige ideer og disses talsmænd. Lokalherredømmet vil vige for samfundsvellet – mere end nu. 

Lærer Hjalmar Høgsbro spurgte, om repræsentanten dog ikke burde have et vist minimum af stemmer for at være valgt, hvortil indlederen svarede, at man jo godt kunne ind­føre for eks. et minimum, mindst 500 stemmer; især til at begynde med, men derved vil let ske et ellers unødven­digt spild af stemmer, og diæternes lidenhed (eventuelt i forbindelse med mødepligt for repræsentanterne) skulle nok afholde dem fra at lade sig opstille, som ikke havde mange vælgere bag sig, med mindre de bar frem en stor og god sag”. 

Efter endnu nogle udtalelser vedtog kredsmødet ensstemmigt at opfordre kredsbestyrelsen til for landsmødet at frem­sætte forslag om, at fri valgret indføres i landsforeningens og kredsenes love.