RETs småskrift nr. 86
af H.H.
(her fra RET, nr. 10, 1908;
småskriftet findes ikke på Bibliotek1)
Ved de sjællandske husmænds sendemandsmøde i København den 4. juli var jordspørgsmålet på ny til forhandling, og den gamle Køgeresolution af 1902 fik her atter nye vidnesbyrd om uforandret hengivenhed fra husmændenes side. Formanden, Karl Hansen, udtalte således: På vore sendemandsmøder er der et krav, som der stadig har været enighed om, nemlig de anskuelser, der udtrykkes i Køgeresolutionen. Senere har jyderne udtalt sig i omtrent samme retning, og fynboerne har vedtaget fuld tilslutning til Køgeresolutionen. Hvad der nu forestår, er en formulering af denne resolutions krav, som kan forelægges husmandsorganisationerne i samtlige landsdele til vedtagelse. Lad os være enige om at vedtage en fællesudtalelse på mødet i dag og arbejde for almindelig tilslutning til denne udtalelse.
Af de senere udtalelser fremhæver vi efter bladenes referater:
- H. N. Hansen, Dame, Møn: Lad os stå samlede om Køgeresolutionen…
- N. P. Christemsen, St. Thorøje, Stevns: Jeg foreslår en fællesudtalelse i tilslutning til Køgeresolutionen …
- H. Christensen, Tybjerglille, Midtsjælland: Køgeresolutionen står som et glanspunkt i husmandsbevægelsens historie …
- Hansen, Rørbæk, Odsherred: Husmændene bør ikke skilles i dag uden at have udtalt tilslutning til deres ungdomskærlighed, Køgeresolutionen .
- J. P. Hansen, Mullerup, Vestsjælland: Lad os vedtage fællesudtalelsen om uforandret tilslutning til Køgeresolutionen, derved lægges grunden til en virkelig retfærdig løsning af jordspørgsmålet.
- Carl Nielsen, Fjenneslev, Midtsjælland: Vi må først og fremmest have en retfærdig beskatning … (Stemmer: Det forlanger Køgeresolutionen jo netop!)
Ved afstemningen vedtoges enstemmig den af N. P. Christensen foreslåede fællesudtalelse: “Idet sendemandsmødet henviser til de tidligere vedtagne resolutioner og de deri hævdede grundtanker: en almengyldig løsning af jordspørgsmålet, en grundreform af vor beskatning med ophævelse af forbrugsbeskatningen og overgang til grundværdiskat, opfordrer det styrelsen til at virke for sammenkaldelsen af et landsmøde for alle landets husmandsforeninger til udformning af et fælles socialt program på grundlag af de hidtil hævdede grundtanker.”
Denne klare og kloge udtalelse er et nyt vidnesbyrd ikke blot om husmændenes trofasthed mod den lyse reformtanke, som de har æren af at have rejst for 6 år siden under miskendelse fra alle sider, men også om en lykkelig evne til i få, sikre sætninger at forme det centrale, det jævne, men velgrundede krav, som de har stillet til lovgivningsmagten,
Det vil ikke undre, at visse socialdemokrater er misfornøjede med husmændenes holdning og Køgeresolutionen. De håner i deres blade dette standpunkt ved spydigt at spørge husmændene, om de tror, at en skattereform og nogle huslodder kan hjælpe mod kapitalismen! Og de bebrejder husmændene, at de ikke krævede Vallø og Vemmetofte og de andre len- og stamhuse inddraget under støtten. Man bør tilgive disse socialdemokrater sådanne udbrud – de ved jo ikke bedre råd for alt end at henvise til staten, der øjensynlig for mange socialdemokrater er ensbetydende med en slags Vorherre, som ser alt, ved alt og styrer alt på bedste måde – en opfattelse, som vor administration og embedsstand næppe har noget imod at se almindelig udbredt i befolkningen! Og at Køgeresolutionen og den bestandig forøgede tilslutning dertil, irriterer visse socialdemokrater er også meget forklarlig. Den betyder nemlig i sidste instans: Det absolutte brud med socialismen fra det lille landbrugs side! Og dette turde være en af de vigtigste politisk-økonomiske kendsgerninger i vor tid. Hvor Køgeresolutionen vinder frem til forståelse og godkendelse, dér er den socialistiske læres indtrængen blandt husmænd og landarbejdere færdig, thi socialismen hviler på statshjælp og statsstyrelse fra oven – Køgeresolutionen på de selvstændige hjems ret og selvstyre fra neden, og de to ting hverken kan eller skal forenes. Vil socialdemokratiet vinde fremgang på landet herefter, bør det ændre sit program i retning af Køgeresolutionen, selvom det derved går ud over den rene socialistiske lære.*)
*: Vi råder dem også i al venskabelighed til at fare varlig frem imod de fynske husmænds Odenseresolution om jord til hver mand! Det er tænkeligt, at kravet derom har stærkt ærinde til byarbejderne. Se til de tusinder af kolonihaver for arbejdere rundt om de store byer, og tænk så på muligheden af at skaffe hver arbejderfamilie sit hus og have nær arbejdsstedet for mindre afgift end han nu giver i husleje for en 3 værelsers lejlighed i lejekasernerne midt i byen. Og dette er muligt, når sagen gribes ret an, – men ikke på socialistisk vis – derimod på husmandsvis!
At husmændenes urokkelige troskab mod Køgeresolutionens grundværdiskat har haft virkninger langt ud over husmændenes egen kreds er ganske utvivlsomt. Vi har tidligere påvist, at optagelsen i 1905 af grundværdiskatten i Det radikale Venstres Odense-program var en direkte følge af husmændenes faste holdning i skattespørgsmålet.
Vi tør heller ikke tvivle om, at den afgjorte sejr, som grundværdiskat-princippet nu har vundet indenfor Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelse, kan hidledes fra husmændenes faste holdning, som har tvunget enhver radikal demokrat til at optage spørgsmålet om grundværdiskattens betydning til den alvorligste prøvelse. Borgerrepræsentant Ove Rode havde ganske sikkert ret, da han ved husmandsfesten den 5. juli hentydede til den forbindelse, der var mellem gårsdagens tilslutning fra husmændene til Køgeresolutionen og morgendagens vedtagelse i Københavns Borgerrepræsentation.
Også rundt om i Det radikale Venstres presse finder vi en voksende forståelse af grundværdiskatten, takket være husmændenes fastholdelse af Køgeresolutionen. Således skriver Kalundborg Dagblad (red. J. P. Jørgensen) for nylig:
“Det gamle husmandskrav om en grundværdiskat holdes meget stærkt frem igen, og det forekommer os, at dette kravs fremsættelse bliver mere og mere bevidst for hvert år, der går. Det er jo således, at tanken om grundværdiskatten som ophæver af mange dårlige samfundsforhold ikke nemmes ved at høres allerførste gang, men den vinder unægtelig i længden flere og flere tilhængere, og vi bekender for vort vedkommende, at medens vi tidligere har set med stor skepsis (tvivl) til georgisternes teorier, er vi nu nået til at indse, at der til syvende og sidst ingen fornuftig vej er uden om en grundværdiskat. Vi må have den, og når den en gang kommer, kan den føre megen lykke med sig.”
Lignende vidnesbyrd om voksende forståelse af Køgeresolutionens grundsætninger kan fremdrages fra andre hold indenfor pressen, særlig også reformpartiets og socialdemokratiets blade. Ja, det påstås endog, at man i ledende højrekredse er begyndt at indse, at grundværdiskatten egentlig ikke er omvæltende, men kun regulerende, at den i virkeligheden stemmer overens med de liberale grundtanker, som beherskede Højre i dets klassiske tid, da det var et liberalt og frihandels-parti, at den ikke, således som indkomstskatten, medfører et posekiggeri fra det offentliges side i private affærer, som nødvendigvis vil ende i et socialistisk tvangstilsyn (efter stigende skala) med alle private formuer og indkomster, men at grundværdiskatten tværtimod er en åben og redelig afgift, som afkræves alle ligelig i forhold til de goder, som den enkelte modtager fra samfundet, synlig for alle – medens hans privatliv erkendes staten uvedkommende.
Det er således vor overbevisning, at Køgeresolutionen efterhånden vil opnå at blive samlingsprogram for redelige politikere i alle partier. Og for at dens ordlyd ikke under den megen omtale skal blive glemt, aftrykker vi den her på ny.
Køgeresolutionen af 1902.
“Husmandsmødet udtaler:
At da husmandsbruget som selvstændig driftsform bevislig er den fordelagtigste form for landbrug, såvel for samfundet som for den enkelte, og derfor kan ventes at ville blive den almindeligste (og i fremtiden mulig den eneste) driftsform for dansk landbrug, kan husmandssagens udvikling ikke væsentlig bygges på bidrag fra staten eller andre samfundsklasser, eller på lignende undtagelsesregler, men kun derpå, at husmandsklassens lige retsstilling med de øvrige samfundsklasser fuldt ud anerkendes gennem lovgivningen.
Husmandsstanden kræver derfor ikke nogen begunstigelse for sig ved skattelovgivningen, såsom ved ophævelsen af de faste grundskatter og tiender, der findes ved jordens overtagelse og godtgøres ved afkortning i købesummen; deslige byrders afskaffelse vil urettelig komme et enkelt slægtled til gode, og af dette kun de store grundejere, til forringelse af samfundsformuen og til tab for de ubemidlede samfundsklasser.
Husmandsstanden må derimod kræve: snarest mulig ophævelse af enhver told og skat, som beregnes af eller i forhold til forbrugsartikler, såsom på fødemidler, beklædning, møbler, bygning, besætning, redskaber, maskiner, råstoffer og arbejdsfortjeneste, da alle deslige byrder (ofte med tillæg af toldbeskyttelse osv.) hviler uretfærdigt tyngende på arbejdet og de små hjem.
Husmandsstanden må i stedet derfor kræve, at der til dækning af de offentlige fornødenheder opkræves skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling, og som særlig ophober sig i storbyerne, og ufortjent tilflyder uvedkommende privatspekulanter, i stedet for at inddrages i statens og kommunens kasse; deslige byrder vil ikke tynge arbejdet, men tværtimod gøre jorden billigere, og derved lette adgangen for hver mand til at få eget hjem.
Husmandsmødet i Køge opfordrer derfor herved landets øvrige husmandsorganisationer til at slutte sig til dette program i skattesagen, og opfordrer de politiske partier, der ønsker støtte fra husmandsstandens side, til at virke for disse kravs optagelse på partiprogrammet og deres gennemførelse som lov.”
Det er næppe for meget sagt, at husmændene, når denne Køgeresolution, hvad vi håber, nu har fået fuld og endelig tilslutning fra alle sider, særlig også jydernes, derved er blevet den førende stand i dansk socialøkonomisk fremtidspolitik, ikke i kraft af deres antal, men af deres anskuelser – deres troskab mod de retfærdighedens grundsætninger, som Henry George har fremholdt for os, og som Køgeresolutionen er et godt dansk udtryk for. Den engelske Cobden-klub, der stiftedes for at hædre frihandelens fader Richard Cobden og fortsætte hans værk: Frihandel, fred og forståelse mellem nationerne, skal i den nærmeste tid afholde et internationalt møde i England, hvor der skal fremlægges vidnesbyrd om frihandelstankens vækst over hele verden, vidnesbyrdet fra Danmark bør ikke være den tarvelige toldlov, som nylig blev gennemtrumfet i den danske rigsdag, på trods af sund sans og gamle løfter. Nej, vidnesbyrdet bør være de danske husmænds Køgeresolution, som er det stolteste udtryk for frihandelstanken, der endnu er fremkommet i noget land. Vi håber, at dette vidnesbyrd vil blive forelagt Cobden-klubben af de mænd, som agter at repræsentere Danmark.