RETs Småskrift nr. 41
af Civis
(Findes ikke på Bibliotek1 i originalskrift;
her fra RET, nr23, 1906)

I Politikens kronik har dr. phil. Villads Christensen nylig skrevet en interessant artikel om grundværdi og grundværdiskat, hvoraf vi tillader os at gengive følgende brudstykke:

“Da Københavns kommune for omtrent en snes år siden vedtog at bygge et nyt rådhus ude ved Halmtorvet, begyndte straks en gylden regn at drysse ned over de lykkelige ejere af grundene langs Vestervold. Med tal på tal kan fortjenesten gøres op. Nogle enkelte skal nævnes:

Nr. 23 ved Vestervold, nu hotel Hafnia, blev i 1859 solgt for 40.000 rdl. I 1897 kostede ejendommen, med de samme gamle bygninger på, 148.000 kr. Efter at være blevet ombygget solgtes den i 1905 for 460.000 kr. foruden 90.000 kr. for inventar.
Nr. 29, Industrihotellet, er ikke blevet ombygget endnu; det solgtes i 1857 for 10.030 rdl., i 1888 for 74.000 kr., i 1905 for 105.000 kr. På hjørnet af Vestergade og Vestervold lå indtil for nylig hotel Bellevue; det blev i 1863 solgt for 50.000 rdl., i 1904 kostede det 385.000 kr. Det var ikke for bygningen, at disse penge blev betalt, thi den er jo nu revet ned og kørt ud på lossepladsen: men det er den tomt hvorpå bygningen stod, som ganske stille er blevet det firedobbelte værd.
På hjørnet lige overfor ligger hotel Bristol på en sammenkøbt grund, der har opslugt fire ældre ejendomme. Ved sidste ejerskifte, før det nye rådhus km på tale, kostede disse fire ejendomme tilsammen ca. 270.000 kr. Efter at de havde fået rådhuset til nabo, kostede de 695.000 kr., og alle bygningerne blev derpå straks revet ned.
Også hotel Metropole spænder over fire ældre bygningers grunde; de blev købt af et konsortium i foråret 1895 for i alt 314.000 kr., hvad der vist nok var alt for billigt. Kun en af ejendommene måtte konsortiet betale ordentligt. Den var i 1875 købt for 56.000 kr. Den 4. marts 1895 indfandt sig hos ejeren en spekulant, der havde fået færten af, at der var noget i gære, og afkøbte ham ejendommen for 105.000 kr. Men hotelkonsortiet måtte absolut have denne ejendom med, og endnu samme dag betalte de 170.000 kr. for huset til den smarte forretningsmand. Det kostede således konsortiet 65.000 kr., at det ikke var kommet først til den intetanende, oprindelige ejer.
Den lille ejendom, som ligger mellem Metropole og Knapstedgård, kostede i 1879 58.200 kr. I 1902 blev den købt til Knapstedgård for 129.000 kr. Bygningerne er endnu de gamle, så det er ikke dem, der er steget i værdi.

Således kunne vi blive ved hus for hus. Tager vi hele husrækken fra Studiestræde til Vartov under ét, viser det sig, at disses grundes værdi er forøget omtrent 2²/₃ gange, siden det nye rådhus blev opført. Deres samlede værdi ved sidste salg før 1887 kan opgøres til ca. 1.726.000 kr. Deres nuværende værdi, beregnet efter de sidste salg siden 1887, er 4.449.000 kr. Der er altså allerede nu tjent på denne husrække 2.723.000 kr. eller over halvdelen af, hvad rådhuset har kostet. En tilsvarende stigning af grundenes værdi har selvfølgelig også fundet sted på de andre sider af rådhuset, foruden at de har strakt sig et stykke op i de gader, som udmunder på Rådhuspladsen, så det er sikkert ikke for meget sagt, at de 5 millioner, som rådhuset har kostet, allerede nu er gået som ren fortjeneste i de omliggende grundejeres lommer. Hvis kommunalbestyrelsen i 1887 havde sagt til disse grundejere: “Vi tilbyder at bygge et rådhus efter Martin Nyrops tegning udenfor Vesterport. Halmtorvet døber vi om til Rådhuspladsen, og her bliver hovedskæringspunktet for alle sporvognslinjer. Det hele vil koste ca. 5 millioner. Vil I betale dem?” – Så kunne vedkommende grundejere have stået sig rigtig godt ved at slå til.

Men det er ikke alene ved sådanne iøjnefaldende arbejder som det nye rådhus, at samfundet skaber grundværdier til bedste for enkeltmænd. Selve byens vækst og udvikling gør det samme hver eneste dag. Dér, hvor mange mennesker vil bo, bliver grundene dyr, og enhver af os, som på en eller anden måde bidrager til, at København bliver et sted, hvor der er godt at være, hjælper med til at samle penge til grundejerne. Lad os tage nogle eksempler fra en anden kant af byen, fra en gammel gade, hvor der ikke i de sidste årtier er sket nogen synderlig forandring.

Østergade nr. l, hjørnet af Kongens Nytorv, solgtes i 1867 for 80.000 rdl. I 1888 kostede ejendommen 366.200 kr. med de gamle bygninger; først en halv snes år efter blev den ombygget og indrettet til Kafé Continental. Huset ved siden af (Trydes boghandel) kostede i 1874 37.000 rdl., i 1896 105.000 kr.; først derefter blev det ombygget. Nr. 9 kostede i 1862 63.000 rdl., i 1896 232.000 kr. Bygningerne er endnu de gamle. Nr. 11 (ligeledes et lille, gammelt hus med en facadelængde på ca. 8 alen) kostede i 1874 40.000 rdl., i 1901 145.000 kr. osv.

Alt dette er kun godt og glædeligt, det vidner om virksomhed og fremgang, om travlt forretningsliv og gode tider. Vi kan kun ønske, at det også i fremtiden må blive ved at gå således, og at vort fædrelands jord år for år må blive mere værd. Men i fordelingen af denne gevinst kunne vi ønske en forandring gjort. Nu falder den pletvis, i blinde som lotterigevinster, i stedet for at den burde komme dem til gode, som har skabt den, det vil sige: hele det arberjdende samfund. Al egentlig grundværdi skyldes samfundet. Hvor der intet samfund er, har jorden ingen værdi; hvor bebyggelsen er tynd og spredt, er værdien kun ringe, den stiger og falder med samfundets vækst og dalen.

En skat på den nøgne grunds værdi – med omhyggelig fradrag for de bygninger og andre forbedringer, som ejeren selv har bekostet – ville derfor være en retfærdig skat, den ville lede i hvert fald en del af de samfundsskabte værdier tilbage til deres udspring. Hvad den tog fra den enkelte, var noget, som ikke burde kunne tilhøre ham; hvad den lagde i samfundets kasse, var kun det, som samfundet havde fuld moralsk ret til at kræve som sit eget. I en sådan beskatning ville der være metode og plan.”

Den meget ærede forfatter kunne for øvrigt, da han nu var ved det nye rådhus, have hentet et fortræffeligt eksempel fra pladsen deromkring, på, hvorledes en gennemførelse af Henry Georges skattetanke er blevet realiseret til gavn for alle parter – kommunekassen, samfundet og brugerne af jorden.

Der findes nemlig lige ved Københavns rådhus et stort jordstykke, som 1) i over 60 år har været i privat besiddelse, 2) i den tid har været anvendt på en særdeles almennyttig måde for samfundet, 3) har givet sine private besiddere en udmærket indtægt, 4) ikke har forvoldt kommune eller stat nogen særlig udgift og dog 5) har måttet erlægge en år for år stigende “skat” til Københavns kommune, i år 109.000 kr. – om nogle år 112.000 kr. osv. – alt foruden fuld betaling for den gas og elektricitet, som dets private besiddere køber af kommunen!

Dette jordstykke er – Tivoli!

Denne Københavns sommerhave er det ypperligste bevis for, hvorledes det offentlige kan erholde en betydelig indtægt uden at opkræve nogen “skat” – thi den voksende afgift som Aktieselskabet Tivoli må erlægge, bæres øjensynlig hverken af dette aktieselskab, de enkelte næringsdrivende derinde eller det publikum, som besøger anstalten.

Gamle Georg Carstensen, som for mere end 60 år siden fik tilladelse til anlæg af Tivoli, har også været sin fødeby en velgører derved, at han da unddrog det pågældende areal fra privatkapitalistisk byggespekulation, og – uden at ville det måske – forbeholdt det som en voksende indtægtskilde for København. Var der i stedet blevet rejst nogle husrækker som ellers på Vesterbros sidegader, så ville kommunen, brugerne og samfundet være blevet fattigere derved, – og kun den udenlandske storkapital ville have haft en voksende rentekilde i prioritetskapitalen på Tivolis grund. –

– Var omvendt afgiftsprincippet for Tivolis grund blevet anvendt overfor Gammelholms- og Voldkvartererne og demarkationsterrænet ude omkring København, som for omtrent 40 år siden var til det offentliges rådighed og da blev bortsolgt, så havde københavns kommune (selvom den havde måttet dele med staten) nu kunnet være Europas rigeste kommune, som uden at afkræve sine beboere en øre i skat, kunne have tilfredsstillet alle offentlige fornødenheder i rigeligere mål end den nu er i stand til – til trods for at dens økonomi for tiden delvis er baseret på gældstiftelse og aktivforbrug.

– Nu skulle man jo tro, at denne forfædrenes brøde, at sælge folkets jordværdier, ikke just skulle opfordre til gentagelse! Dette synes desuagtet at skulle blive tilfældet.

Københavns kommunes styrelse sælger nemlig (endog underhånden) daglig arealer, ligeså velbeliggende som Tivolis, uden – som dér – at forbeholde sig en fremtidig stigende afgift. For nylig har den derhos erhvervet ret til ad åre at erholde hele det nuværende store banegårdsareal – og der er allerede lagt planer om dets afhændelse til byggepladser, uden at man har hørt noget om, at der forbeholdes fremtiden dens andel af disse uhyre værdier. Og senere hen kommer endnu større offentlige arealer i og ved København på markedet – på samme vilkår? 

Ville man indvende herimod, at kommunekassen trænger til kapitaler og ikke til årlige renteafgifter – så er dette netop en falsk økonomisk grundsætning. Det er just faste årlige og stigende indtægter kommunekassen har brug for til sine formål – den kunne da ganske undvære sine gældstiftelser og undgå renterne dertil.

Og ville man indvende, at kommunen ikke samtidig kan sælge sine grunde og dog beholde den stigende grundværdi deraf, – så er også dette en misforståelse. Tværtimod er der, som RETs læsere vil vide (se rets Småskrift nr. 10-13) forelagt kommunalbestyrelsen en udførlig betænkning af 24. februar 1904, som punkt for punkt påviser en fremgangsmåde, hvorefter salg kan finde sted således, at både nutids- og fremtidsværdien forbeholdes kommunekassen.

Spørger man, om denne betænkning da er forblevet uden indflydelse på kommunalbestyrelsens holdning dette spørgsmål, kan der kun gives det svar, at det pågældende udvalg for salg af kommunens grunde nylig erklærede: “Udvalget har dog ikke ment, at hin betænknings tanker i alt fald for tiden kan øve nogen betydeligere indflydelse på kommunalbestyrelsens bestemmelser på dette område”. 

Således afvises uden nærmere grund den givne anvisning af 1904, uagtet denne løser enhver vanskelighed og besvarer alle de spørgsmål, som udvalget opstiller og som er fremdraget under denne sags behandling i kommunalbestyrelsen.

Det er sikkert ikke styrelsens ønske at forarme Københavns kommune og begunstige den private grundspekulation, fremkalde den dårligst mulige bebyggelse og forværre de sociale livsvilkår  i hovedstaden. 

Men at sælge offentlig jord som det hidtil er sket, og at undlade  at  opkræve  grundværdiskat  – det  vil uvægerligt føre til sådanne resultater. 

Thi: så er by som – borgmester!