RETs småskrift nr. 79
(her fra RET nr. 6, 1908
småskriftet haves ikke på Bibliotek1)

Nogle nye erfaringer. En samtale med skattedirektøren.
Rejsebrev til RET fra Johan Hansson.
Washington, februar,

Den første ejendomshandel i New York fandt sted året 1626 eller så. Det var en meget omfattende ejendom, som solgtes, nemlig hele øen Manhattan, som nu udgør den midterste og vigtigste del af storstaden New York, Købesummen var derimod mere beskeden – nemlig 24 dollars!

Tiden er jo løbet siden da – og meget har ændret sig. Af den fordringsløse lille hollandske handelsstation er opstået et af verdens største handelscentre. Den lille ø må nu tjene som arbejdsplads og hjem for millioner. Befolkningstilvæksten har, særlig i det sidste hundredår, været enorm – men jordværdiens stigning dog endnu stærkere.

Alt siden den moderne jordreformbevægelse begyndte, har dens tilhængere, såvel i Amerika som i Europa, yndet at henvise til New Yorks udvikling som bevis for deres opfattelse, at jordværdien følger befolkningsvæksten. Gode kendere havde endda uden al statistik påstået på forhånd, at jordværdien i New Yorks centrale del væsentlig oversteg de vældige bygningers værdi. Og den nu tilgængelige statistik har fuldt ud bekræftet dette.

Indtil 1903 var New Yorks ejendomsbeskatning meget mangelfuld. Bebygget jord vurderedes til kun 66 eller 50 % af værdien, ubebyggede pladser endog kun til 20 – 30 %. Nogen særskilt vurdering af jordværdien fandt ikke sted. Alt dette ændredes ved et i 1903 gennemført tillæg til vurderingsreglementet. Taksationsmændene fik derved pålæg om at udfinde, hvad ejendommen “under sædvanlige forhold kunne sælges for, dels uden bygninger og forbedringer, dels med bygninger og forbedringer, hvor sådanne fandtes”. Denne reform var resultatet af et mangeårigt arbejde, i hvilket “New Yorks skattereform forening” med dens begavede og erfarne sekretær Lawson Purdy havde ledelsen. Den første vurdering blev foretaget 1904 og havde et for mange uventet udfald. Hele ejendomsværdien udgjorde 4,8 milliard dollars, hvoraf bygningsværdien kun repræsenterede 23 %! Denne første vurdering, såvel som den, der blev foretaget året efter, betragtedes dog af alle som mindre pålidelig. Det er først den nu i 1906 og 1907 udførte vurdering, som anses fuldt tilfredsstillende, og resultatet foreligger i en for nylig offentliggjort beretning fra vurderingskommissionen. Ifølge denne udgjorde den skatbare jordværdi i 1906 = 3367 mio. dollars eller 63 % af den hele ejendomsværdi. Vurderingen i 1907 viser en stigning i jordværdien af ca. 200 mio. dollars. Men til den skatbare jordværdi kommer yderligere værdien af sporvejs-, gas- og andre monopoler, ca. 467 mio. dollars, og kapitalværdien af de ældre ejendomsskatter, antagelig ca. 1250 mio. dollars, foruden alle offentlige og stiftelsers ejendomme. Vi kommer derved op over 5 milliarder dollars ­ antagelig dobbelt så meget som hele Sveriges nationalformue. Vi får herved en forestilling om, at jordværdien er en faktor i samfundslivet, hvis betydning hidtil er blevet ganske undervurderet.

Nu kan det vel siges, at jordværdien i New York er exceptionel høj på grund af de særlige forhold derovre, men dette holder dog ikke stik. Taget som helhed udgør stor-New Yorks jordværdi nemlig kun 828 dollars pr. hoved, medens den langt mindre by Boston har 1067 dollars pr. hoved. Kun hvis vi tager Manhattan-øen alene, kommer vi op til 1230 dollars pr. hoved. Det har sin interesse at sammenligne disse tal med den nye vurdering ovre på New Zealand, hvor jordværdien pr. hoved, såvel for by som for land, gennemsnitlig var 730 dollars. Og det bør erindres, at alle de her nævnte vurderinger er de eneste korrekte større jordvurderinger, som overhovedet findes. Som følge heraf bør vi vente med at drage bestemte slutninger i spørgsmålet om jordværdiens højde og jordrentens andel i det årlige produktionsudbytte, indtil vi gennem et mere omfattende vurderingsmateriale får endnu fastere grund at stå på. Som et skridt i den retning er imidlertid New Yorks vurderings-reform af største betydning.

Særskilt jordværdiansættelse, omhyggelig og rationelt gennemført, som tilfældet nu er i New York, vil i det hele ganske sikkert rundt om i den civiliserede verden virke revolutionerende både for finansvidenskab og socialpolitik og i høj grad understøtte bestræbelserne for social retfærdighed.

Det ville være interessant at gå ind på en nærmere redegørelse for de forskellige metoder, som anvendes i New York ved udfindelsen af jordværdien på den ene side og bygningsværdien på den anden. Men vedrørende denne tekniske side af sagen må jeg henvise interesserede læsere til selve beretningen, hvor Lawson Purdy (side 65-68) har givet en detailleret og klar fremstilling af den anvendte fremgangsmåde.

Vurderingsreformen i New York har vel sin største betydning som en absolut nødvendig forberedelse til en skattereform, der vil flytte skattebyrden fra bygninger og forbedringer over på jordværdien alene. Men alt nu har vurderingsreformen haft den virkning at foranledige en bedre fordeling af de gamle ejendomsskatter. Som alt antydet var særlig ubebyggede jordstykker tidligere alt for lavt ansatte, og spekulationen begunstigedes stærkt derigennem. Heri er alt sket en ændring. Bolton-Hall, den bekendte socialpolitiske forfatter, forsikrede mig, at grundspekulationen i New York har lidt et betydeligt afbrud i de seneste år som følge af den mere korrekte vurdering – folk køber sjældnere jord blot for at “ligge stille” dermed. For tiden udgør ejendomsskatten 1½ % af vurderingssummen, og dette er tilstrækkeligt til at gøre spekulationen risikabel og lidet sikker (når vurderingen til fuld handelsværdi er korrekt gennemført). Man har også alt kunnet spore en større byggevirksomhed og større tilbøjelighed til at bygge på hidtil ledig jord. Bolton-Hall kunne tale af egen erfaring, da han selv er ejendomsbesidder i New York og som jurist har haft meget med ejendomshandler at gøre.

Et par gange havde jeg lejlighed til at tale med selve skattedirektøren i New York, mr. Lawson Purdy, om ejendomsvurderingens gennemførelse derovre. Et af de spørgsmål, jeg rettede til ham, var om vanskeligheden ved at skille bygninger og forbedringer fra jordværdien, både i by og på landet. Mr. Purdy erklærede, at det var forbundet med adskillige vanskeligheder at fastsætte jordværdien på landbrugsjord i umiddelbar nærhed af staden, på grund af de stærke og ofte hastige forandringer i jordværdien, som netop dér gjorde sig gældende. Så snart man derimod kommer ud på den egentlige landjord, hvor værdierne er stadige og ændringer sker langsomt, bortfalder vanskelighederne. Mr. Purdy kunne ganske vist ikke slutte sig til den opfattelse, at det var lettere at taksere jordværdi på landet end i byen, men han fandt det heller ikke vanskeligere. “Absolut nøjagtighed kan naturligvis ikke nås. Forskellige skønsmænd vil altid komme til forskelligt resultat i alle sager. Vi må være tilfredse med at vide, at det er lettere at fastslå et jordstykkes virkelige værdi end nogen anden tings”. – “Man taler om de på landet forekommende permanente (vedvarende) grundforbedringer og umuligheden af at adskille dem fra grundværdien. Men vi har ganske tilsvarende forhold inde i byen. Endnu i dag er der folk i New York beskæftiget med at vinde jord fra havet og dermed skabe ny byggegrund. Disse forbedringer tager vi naturligvis hensyn til ved vurderingen, men forbedringernes sær-værdi går med tiden gradvis op i jordværdien, indtil hin særværdi efter et eller andet tiår ophører at eksistere. Denne jord behandles da som anden jord. Vi har kun at gøre med en naturlig proces, – og tilsvarende forhold finder sted ved lignende forbedringer på landsbyjorden”. Purdy antog også, at det ikke ville vare længe, forinden de i byen gennemførte vurderingsprincipper blev udstrakt til at gælde hele staten New York”.

– Jeg ser, at man i akademiske kredse her i Amerika begynder at diskutere spørgsmålet om en særskilt skat på jordværdistigningen efter tysk mønster, ytrede jeg.

“Ja, jeg har lagt mærke dertil”, svarede mr. Purdy, “men personligt nærer jeg ingen sympati for dette krav. Jeg forstår ikke, hvorledes den i Tyskland anvendte form for værdistigningsskat kan have gavnlige sociale virkninger. Her i Amerika vil denne tanke næppe få nogen fremgang. Tendensen går her i retning af ren jordværdibeskatning” .

Mr. Lawson Purdy synes her i Amerika at være meget anset som sagkyndig i skattespørgsmålet. Professor Seligman taler om ham med den største respekt. På den i november i Columbia afholdte nationale konference om skattespørgsmål var han den af de deltagere, som vakte størst opmærksomhed.