RETs småskrift nr. 85
af højskoleforstander Jakob Naadland, Seljord.
(fra Landsmål i Retfærd ved S. B.)
(her fra RET nr. 9, 1908
småskriftet findes ikke på Bbliotek1)
En “fjeldbonde” skrev for en tid siden i Frit ord om grundværdiskatten, og lod da falde et ord om, at det ville blive lejlændings-kår at sidde med en gård, når samfundet ejede grundværdien deraf. Det er atter et af disse stikord, som er så letvindte fordi de sparer alle videre retsforhandlinger og afgør sagen ved fordom. Men fordom er rettens fjende og bør anholdes.
Hvad er en “lejlænding”? På nyere norsk en “bygselmand”. Det er en mand, som har fået brugsret til et stykke jord for sin egen person, men ikke til arv for slægten. Denne brugsret er derhos indskrænket ved regler for brugsmåden. Alt dette er udtryk for, at her er selve jorden anden mands ejendom. Og endelig: den afgift, han må betale for brugsretten, går helt over i anden mands økonomi; for betalerens (lejlændingens) økonomi er disse penge absolut borte. Dette er udtryk for, at her er et andet interesseindivid ejer også af jordværdien.
Dette er lejlændings kår!
Og nu grundskat bondens?
Han har sin ejendoms- og arveret urørt. Det ene slægtleds arbejde på gården kan det næste høste fordel af, så længe ætten lever på odelsgården. Han er ikke bundet af forskrifter om brugsmåden, men vil kunne styre og råde så frit og frels som nogen odelsbonde nogensinde. Alt dette er udtryk for, at her er jorden fremdeles hans selvejende slægtsejendom. Og endelig: den afgift, han årligt skal svare af gården, vil ikke gå over i et udenforstående individs økonomi, og være borte for hans egen, men den vil gå til det samfund, han selv er medlem af, og som just har til opgave at bruge afgiften til dens bedste, som har betalt den, så den vender tilbage og bliver et nyt moment i betalernes egen økonomi. Et udtryk for, at her er ikke et andet interesse-individ, men betalerens eget interessentskab er ejer også af jordværdien.
Altså i korthed:
Lejlændingen sidder med andenmands jord, grundskatbondens med sin egen.
Lejlændingen betaler andenmands jordværdi, grundskat-bonden for sit eget interessentskab.
Lejlændingen skatter til andenmands kasse, Grundskat-bonden til sit eget interessentskab.
Forskellen er da klar!
Derimod kunne det hænde, at en sammenligning mellem en moderne “selvejer-bonde” og en “lejlænding” ville falde noget anderledes ud.
Den “selvejer”, som hvert år har at betale sin renteafgift til hypotekbank, sparekasse eller anden prioritetshaver, han synes snarere at have lejlændings-kår, trods skøde og rådighedsret, thi han skatter til andenmands kasse, til et helt udenforstående individs økonomi, ja ofte til folk, som ikke engang har interesser sammen med landet, fordi de tilhører et andet folk og land. Det er udtryk for, at her er det en andenmand (måske en udlænding), et vildfremmed menneske, som ejer jordværdien og som bonden er skatskyldig til. Og slige tilfælde skal der være mange af mellem norske selvejerbønder, siges der. Svært mange.
Og om nu vedkommende “selvejer” efter lange og trælsomme år har fået udbetalt hele pantelånet, hvad forskel gør det? Han har blot betalt på kortere tid den sum, lejlændingen fordeler over hele levetiden. Afgiften har han lagt i en andenmands kasse; det er udtryk for, at her havde han selv ingen ret. Her var hin andenmand den sande husbond.
Og nu den, som kan betale hele købesummen kontant?
Hvad anden forskel på ham og lejlændingen end den, at han betaler så stor bygselsum (indfæstning), at den årlige afgift falder bort? I ære og handlefrihed er der forskel, men fra økonomiens synspunkt er de ganske lige: de må begge tage af deres egen kasse, af frugterne af deres eget stræv, og lægge det i andenmands kasse for retten til pågældende jordstykke. Og når man så husker på, at en stor del af den jordværdi, som både lejlændingen og selvejerbonden må betale andre for, det har de selv været med til at skabe, med deres arbejde og deres skatter, så de rettelig havde samme ejendomsret dertil som ham, der får fuld betaling – medens grundskat-bonden bliver varig medejer i denne værdi og får andelsret i samfundsforetagender til støtte af hans økonomiske og åndelige interesser, så tænker jeg, at vi med større ret kan vende sætningen om og sige:
Vor nuværende lovgivning har gjort bonden til lejlænding, grundværdiskatten vil gøre ham til selvejer,