Tillæg til RET nr. 19. 1906
Hvad mener vore nuværende politikere
om grundværdibeskatningen?
af dr. Phil. Villads Christensen

Ved sidste folketingsvalg, den 16. juni 1903, blev der forelagt kandidaterne i en række af landets valgkredse følgende fire spørgsmål fra Den danske Henry George Forening:

1. Vil De på Rigsdagen virke for en snarlig gennemførelse af en frisindet toldreform, der nedsætter og efterhånden afskaffer toldbyrderne, såvel den private toldbeskyttelse som finanstoldskatterne?
2. Vil De virke for, at statskassens erstatning for nedgangen i toldindtægterne fremskaffes gennem en beskatning af al grundejendom, pålignet alene efter den nøgne jords værdi?
3. Vil De virke for, at den stigning af grundenes værdi, som hidrører fra byers vækst, baneanlæg og andre offentlige arbejder, tilfalder samfundet, og ikke, som nu, den tilfældige private grundejer?
   Vil De virke for en lettere adgang til erhvervelse af jord til selvstændige brug og egne hjem?

Dels gennem avisreferater, dels gennem meddelelser fra de forespørgere, der straks på stedet havde nedskrevet kandidaternes svar, indsamledes en del materiale til en oversigt over de faldne udtalelser. Materialet har mange huller, og navnlig de besvarelser, der er hentet fra aviserne referater, er ofte temmelig magre. Men nogen oplysning vil der dog nok kunne hentes fra dem.

Der haves beretning om svarene fra i alt 53 kandidater; af dem slap de 29 ind i Folketinget, resten blev på valpladsen. Da disse sidste dog også må antages at have været lige så fuldgyldige repræsentanter for det parti, af hvilket de var opstillet, som deres mere heldige kolleger, gøres der ikke her nogen forskel imellem dem af den grund.

Ved at se svarene igennem får man indtryk af, at kandidaterne ofte tager sig det temmelig let med at svare på slige interpellationer. Den af dem, der svarer først, må jo som regel sige et eller andet; men de efterfølgende nøjes ofte med at slutte sig til deres ærede modkandidats udtalelser, og man har derfor jævnlig det særsyn, at kandidater af helt forskellig partifarve pludselig viser sig ganske enige. Dette gælder ikke særlig Henry George Foreningens spørgsmål, – enigheden er snarest endnu større overfor de andre ved samme lejlighed stillede forespørgsler: om tuberkulosens bekæmpelse, om voldgift i arbejdsstridigheder, om udskænkning af spiritus, om butikkernes lukning, prostitutionens afskaffelse osv. Men også med hensyn til grundværdibeskatningen ser man kandidaterne i mange kredse svare ganske ens. Referatet fra Ruds-Vedby-kredsen hedder det f eks.: “Begge kandidater (en moderat og en reformmand) besvarede interpellationerne overensstemmende og til dels imødekommende”. I Skelskør kan venstremanden R. Andersen og højremanden Sørensen-Allesø af referenten besørges under et: “På første og sidste spørgsmål svarede begge kandidaterne ja. Det andet besvarede de med nej, og til det tredje erklærede de, at der allerede er gjort skridt i den retning”. Ligeså i Bækkekredsen, hvor der er hele tre kandidater, som ikke kan skelnes fra hverandre: “Alle tre kandidater kunne gå med til det første og det sidste spørgsmål; derimod ville de stille sig forbeholdent overfor det andet og tredje” osv. Hist og her bliver der dog også svaret således, at man kan se, at kandidaterne har opgjort sig en personlig mening om sagen.

Det ses jo straks ved et blik på spørgsmålene, at det første og sidste er de letteste at svare på, tredje er noget vanskeligere, men det er dog egentlig kun i andet spørgsmål, at tampen brænder. Det er da også besvarelserne af punkt 2, som er mest lærerige, – vi gemmer derfor dem til sidst.

Spørgsmål nr. 4 må egentlig siges at have været for let. På et tidspunkt, da de nyopdagede husmænd var ved at blive nationens kælebørn, og på en valgdag, hvor der netop fiskedes heftigt efter husmændenes stemmer, var det en given ting, at så godt som alle kandidater med begejstring ville virke for lettere adgang til erhvervelse af jord til selvstændige brug og egne hjem. Her er da også næsten enstemmig tilslutning over hele linjen; Krabbe og væver Madsen, Marott og Janeke, Johan Ottosen og Ellinger.  – Par efter par møder op i valgkredsene og overbyder hinanden i tilslutning til husmændene. Justitsministeren svarer “Ja, selvfølgelig”, hans socialdemokratiske modkandidat siger “Ja, naturligvis”. – I al denne enstemmighed fæster opmærksomheden sig naturligt ved de enkelte, som får sagt noget andet end det sædvanlige. Til disse hører folketingsmand Guldbrandsen, der til dette spørgsmål mærkelig nok svarede: “Jeg vil ikke binde mig”, samt en enkelt socialdemokrat, pakmester Pedersen i Slagelse, der var principfast nok til at svare: “Vort princip er fællesdrift af al jord”.

Første spørgsmål, om den frisindede toldreform, var allerede noget bedre skikket til at sætte skel; dog svarede også her den langt overvejende del af kandidaterne ja. Blandt jastemmerne findes alle venstremændene. De fleste af dem svarede klart og uden noget forbehold, som f.eks. konsejlspræsident Deuntzer: “Jeg vil virke for frihandel. Jeg er frihandelsmand, og det har jeg altid været”. Når det i referaterne kunne se ud, som om enkelte af dem har trukket lidt på deres ja, skyldes det vistnok kun den omstændighed, at de har udtalt sig udførligere om spørgsmålet end de andre. Johan Ottosen troede således ikke på muligheden af at få al told afskaffet; men han ville gå med til at arbejde hen imod afskaffelsen af al told på industriens rå- og hjælpestoffer og en nedsættelse i beskyttelsestoldsatserne, således at der ikke kæledes for industrien, men den blev henvist til selv at optage kampen i den frie konkurrence på verdensmarkedet. Fogtman ville gerne virke med til gennemførelse af en frisindet toldreform. “Men”, tilføjede han, “spørgsmålet er tilspidset, idet der spørges om en afskaffelse efterhånden. Bestræbelsen bør gå ud på to ting, nemlig at indskrænke toldskatten til det mindst mulige, og at det, som bliver tilbage, virker efter retfærdige principper”. Den eneste af venstres kandidater, bag hvis udtalelser der måske ligger nogle skjulte protektionslyster, er den tidligere folketingsmand fra Slagelse, redaktør A. Bing. Også han ville være med til at nedsætte toldskatterne “så vidt muligt”; men der foregik for tiden ting i England, som man måtte være opmærksom på, og man måtte være meget varsom med finanstolden”.

Omtrent på samme måde svarede socialdemokraterne. K. M. Klausen, Josef Hansen, væver Madsen, pakmester Pedersen o. fl. sagde rent ud ja. Andre var betænkelige: typograf Andersen i Holstebro mente, at en “snarlig” ophævelse af beskyttelsen ville være til skade. Redaktør Sundbo i Esbjerg ville ikke gå så langt ned med beskyttelsestoldsatserne, at det kunne skade de bestående industrier og erhverv. Marott i Odense ville slet ikke røre ved toldbeskyttelsen, men nok gå med til at nedsætte eller helt afskaffe finanstolden, som kun var en uretfærdig skat.

I modsætning til disse to partier svarede højremændene gennemgående med et nej, der dog var indsvøbt på noget forskellig måde. Professor Ellinger brugte den vending, at det kom an på, hvad man forstod ved en “frisindet toldreform”, postekspedient Magius “henholdt sig til sit foredrag”, proprietær Piper ville have beskyttelsestold og skat på luksusartikler, fabrikant Lange i Slagelse kunne ikke være med til at afskaffe beskyttelsestolden, men ville ellers gerne arbejde for en frisindet toldlov osv. Der fandtes i Højre kun en undtagelse; det var Sørensen-Allesø, der på valgdagen i Skelskør var klar over, at han ikke mindre end sin modkandidat ville støtte en frisindet toldreform.

På spørgsmål 3, om samfundets ret til den af samfundet skabte værdistigning, har alene socialdemokraterne svaret på rede hånd. De svarede næsten alle ja; men de kunne også næsten alle motivere denne tilslutning med en henvisning til et af deres partifælle P. Knudsen under skattelovsforhandlingerne stillet forslag, som gik i den retning.

I det store reformparti bringer dette spørgsmål derimod ro i geledderne. En del af venstremændene kunne endnu til dette punkt svare ja uden betænkning, således Deuntzer, Jens Johansen Ladelund, Fogtmann, Kr. Pedersen Andby, Bluhme, Høgsbro, P. Th. Nielsen fra Horsens landskreds, – som man ser, væsentlig sådanne, som senere har skilt sig ud fra reformpartiet eller dog mistænkes for at høre til dettes radikale fløj. Men den største del af partiets kandidater havde allehånde betænkeligheder, eller de snakkede sort: Alberti ville “muligvis gå med til en mindre skat”. L. Rasmussen fra Bække svarede: “Det er der noget om; men hvad skal så samfundet gøre ved grundværdiers nedgang?” og med dette nemme kontraspørgsmål har han formodentlig følt sig frelst ud af klemmen. I Mariager svarede Moestrup: “Ja, men det bliver rimeligvis ikke i en nær fremtid”. Adskillige havde hittet på det svar, at den nye ejendomsskyld jo var et skridt i den retning; dermed klarede f. eks. Krabbe, Bing og gårdejer J. Hansen i Bogense denne pynt. Om Mølgård-Nielsen i Holstebro skriver den mand, der stillede forespørgslen: Han gav et uldent svar, vistnok nærmest Nej!

I Højre var der ingen interesse for denne grundværdistigning. Nogle undlod at svare, andre henviste, ligesom adskillige venstremænd, til de nye skattelove, og kun bogholder Schmidt i Mariager ville gå med til “en klækkelig beskatning”.

Og så står vi da ved det afgørende spørgsmål: Vil kandidaten gå med til at afløse toldskatterne med en grundværdibeskatning? Lad os se på Højre først, der er vi hurtigst færdig.

Højre vil ikke have med den ting at gøre. Det er et indgreb i ejendomsretten, sagde Schmidt i Mariager. Postmester Koefod i Lyngby erklærede i al almindelighed, at han var en modstander af de George’ske ideer; Piper ville tage statens penge ind gennem formue- og indkomstskatten, borgmester Nancke ville have brændevinsskat, selv fabrikant Lange, der syntes at være den af højremændene, som har strakt sig længst, sagde nej til dette punkt, – her som på de tre andre i tæt tilslutning til sin modkandidat Bing. Ellinger svarede aldeles ikke på spørgmålet, Magius sagde, at han ikke kunne indlade sig på så svære problemer, og kun den frikonservative L. Hansen i Bogense lovede at tage hele spørgsmålet op til overvejelse. I dette løfte ligger det eneste glimt af håb, som man fra højre side kunde give georgisterne.

Men hvad sagde det mægtige reformparti? I 1903 stod partiet jo endnu som en enhed, men man skelnede allerede – og ikke mindst gennem besvarelserne af dette spørgsmål – hvor både den første og den anden delinglinje i fremtiden ville komme til at gå. Vi kan derfor tage det nuværende regeringsparti for sig, “rebellerne” for sig.

Et mere eller mindre tydeligt nej sagde Enevold Sørensen (“Jeg anser det for tvivlsomt, om den metode vil gå”), Alberti, Guldbrandsen (“Nej, det vil jeg ikke”), R. Andersen fra Skelskør­kredsen, Julius Frandsen, L. Rasmussen fra Bække (“Den tror jeg ikke meget på”), Johan Ottosen, den moderate Aadal (“Skattelovene er vedtaget, og en sådan beskatning kan altså ikke finde sted”), Nielsen-Grøn (“Efter at vi har fjernet grundskatterne, finder vi ingen anledning til at pålægge nye grundskatter”), Mølgaard­Nielsen, Bing (“Aner ikke, hvorledes den nøgne jordværdi kan bestemmes; det aner heller ingen af d’hrr., som har sat deres navne under disse spørgmål”), – desuden adskillige af de faldne, mindre bekendte kandidater. Hos andre af partiet mærkes derimod en del interesse for sagen, Bluhme sagde “Ja, så gerne”, men tilføjede, at han dog hellere så erstatning for toldskatterne skaffet til veje ved forhøjelse af formue- og indkomstskatten. Høgsbro svarede Ja, “Men hermed er ikke sagt, at jeg ikke kan gå med til andre skatter som erstatning for en nedgang i toldindtægterne”, Nørhave fandt meget tiltalende i Henry Georges tanker og mente, at man burde arbejde hen imod deres virkeliggørelse; han troede dog ikke, at dette helt kunde lykkes; men hvad der kunne nås, ville i ham have en velvillig tilhænger. Den moderate Søren Svendsen svarede ja med lidt forbehold, men mente i hvert fald, at retningen var den rigtige. Moestrup kunne gå med til, at staten gennem beskatning tog en del af grundværdien, næppe dog den hele. P. Bjerre: “Jeg er gammel georgist, og i hovedtrækkene siger jeg ja til forespørgslen; dog vil jeg ikke være med til at gå for hidsigt frem”. P. Th. Nielsen i Horsens landkreds “forbeholdt sig sin stilling!

Som man ser, – her er adskillig flere muligheder end i Højre­partiet. Og udsigterne bliver nærmest lysere, når vi går endnu et skridt til venstre, over til de radikale og dem, som står dette parti nær. De er ikke flere, end at vi kan tage dem alle enkeltvis:

Konsejlspræsident Deuntzer: “Jeg mener, at der er meget fornuftigt i Henry Georges lære, men spørgsmålet er, hvorledes den skal realiseres, jeg holdt på, at besætning og inventar skulle være fri ved ansættelse af ejendomsskyld, og derved blev lovene mere i overensstemmelse med Henry Georges tanker.”

Fogtmann: “Ved spørgsmålet om grundskatten er man ved den rene georgisme: den nøgne jords beskatning. Ja, hvis jeg drog ud til en øde ø og dannede et nyt samfund, ville jeg bygge det efter disse principper. Noget andet er det, når man lever i et gammelt samfund. Vi kan sige, at vi vil stile hen imod Henry Georges system, men vi tør ikke skyde alle støttepillerne bort og kun få en eneste stor midtpille i stedet. Den nye ejendomsskyld er ikke georgisme, men den er et skridt i den retning.”

Kr. Pedersen-Sandby svarede, at de nye skattelove ville være en god basis at arbejde på, når man ville skaffe penge til toldskatternes nedskrivelse. – Herman Trier stillede sig velvilligt: han mente, at vor lovgivning allerede var en smule inde på georgismen, og at der nok ville følge mere efter. Omtrent det samme sagde Kristiansen-Beder, og han tilføjede, at han havde ønsket, at bygningerne var blevet undtaget ved vurderingen til ejendomsskyld. Kaptajn Brandt i Lyngby, der vel nærmest må regnes herhen, mente også, at vi skulle ind på de george’ske ideer. – Ganske ene i denne gruppe står Krabbe, der svarede: Nej, han var ingen ven af Henry Georges jordrenteteori; han troede hverken på de gode virkninger af den eller på dens gennemførlighed; trods læsning i Henry Georges skrifter var det ham ikke muligt at se andet deri end en sindrig, men uklar teori.

Og så endelig socialdemokraterne! Hvis man kan slutte efter kandidaternes svar i 1903, har dette parti endnu ikke opgjort sig sin mening om grundværdibeskatningen. Af de 12 kandidater, hvis udtalelser vi har kunnet opspore, svarede to rent Ja, nemlig typograf Andersen i Holstebro og portør Nielsen i Vinderup; om den sidste tilføjes: Han gjorde gældende, at det jo egentlig var det samme, socialisterne ville. K. M. Klausen, der havde svaret Ja til de tre andre spørgsmål, svarede til dette: “Ja, når ordet alene slettes, og der tilføjes: og ved skat på de store indkomster og formuer.” Marott sagde, at denne vigtige sag var alt for lidt debatteret endnu, og den var ikke moden til afgørelse. – Men andre sagde Nej; således Josef Hansen, pakmester Pedersen og avisbud Abrahamsen i Mariager, der alle tre ville have erstatningen for nedgangen i toldindtægterne tilvejebragt gennem højere formue­ og indkomstskat. Det samme mente måske forretningsfører Wilman, der i hvert fald ikke ville have erstatningen taget gennem en grundskat. Væver Madsen i Kalundborg var tilfreds med, at de gamle skatter på jorden nu var blevet afskaffet, og ville ikke være med til at pålægge nye igen.

Hvad de tre andre socialdemokrater (Koch, Sundbo og redaktør Andersen) egentlig mente, kan ikke ses af de foreliggende referater.

– – – –

Vi kan da nu opgøre resultatet.

Anbringer vi de 53 kandidater, som vi her har opereret med, i en lige linje fra højre til venstre efter deres almindelige partistandpunkt, vil det vise sig, at den ene halvdel af denne række – fra højre fløj til centrum – er ganske blank og bar for georgistiske tendenser. I denne halvdel findes alle højremændene og omtrent de tre fjerdedele af reformpartiet og de moderate. Al den interesse for grundværdibeskatningen, der findes blandt de 53 er samlet mellem centrum og venstre fløj, den breder sig med forskellig styrke over en mindre del af regeringspartiet, gennem de radikale, hvor kun en enkelt undtagelse er påtruffet, og et stykke ind i socialdemokratiet, hvor den så atter standses af en stejl modstand. – Skønt materialet til denne statistik kun er brudstykkeagtigt og mangelfuldt, tør vi dog måske tro, at det formindskede billede, vi herigennem får, så nogenlunde vil svare til forholdene, som de findes i virkeligheden. Højre vil altså være utilgængeligt for Henry Georges tanker, store dele af Venstre vil kunne vindes for dem, og socialdemokraterne står således, at dette veldisciplinerede parti på dette punkt vil kunne berede overraskelser; det kan optage grundværdibeskatningen på sit program, det kan også rejse forbitret modstand imod den.

Havde materialet været fyldigere, ville også resultaterne være blevet sikrere. Men måske disse linjer bliver læst af nogle af de 3-400 politikere, som nu til sommer skal forsøge deres lykke på valgtribunerne, og de kan da være dem til påmindelse om, at slige spørgsmål kan en folketingskandidat risikere at træffe på sin vej. Skulle da en og anden heraf bevæges til i tide at tænke lidt over, hvad han vil svare, tør vi håbe efter valgene at kunne levere en mere fyldestgørende oversigt over vore politikeres stilling til grundværdibeskatningen, – og da har denne artikel ikke været skrevet forgæves.