Tillægsblad nr. 1
til RET nr. 5, februar 1905
af Jakob E. Lange
Der findes adskillige mennesker, hvis sympati er på frihandelens side, men som endnu ikke har fået syn for dens videre mål, og derfor også står uforstående eller fuldstændig afvisende overfor Henry George, vor tids betydeligste frihandelsforkæmper.
Således har agrarforeningens præsident, godsejer Westenholz for nyligt holdt en tale (se side 4), hvori han vel med vanlig iver og energi drager til felts mod beskyttelsestolden, men fuldstændig umotiveret har grebet lejligheden til ganske i forbigående at udtale fordømmelsesdom over Henry Georges reform-idéer – uden for øvrigt nærmere at belyse disse.
Men da dommen er såre slet funderet, turde det være på sin plads at undersøge sagen noget nøjere. Gør man det, tvivler jeg ikke på, at man vil komme til det modsatte resultat og gøre de idéer til sine, som man nu afviser.
Hr. W. begynder med at citere en 4000 år gammel udtalelse af en kinesisk skattekommission, der går ud på, at det er ved agerbrug “alle kræfter anvendes og udvikles i fredelig gernings tjeneste, og det er derved menneskene skaffes rigdom”. Disse – efter hr. W.s mening –vise ord, mener han nu viser, at man ønskede at komme bort fra den oprindelige ordning, at jorden var det eneste skatteobjekt; og der ligger i dem, synes han, “en direkte fordømmelse af Henry George-systemet”.
Heldigvis har dog hr. W. ikke kunnet følge sine kinesiske vismænd længere på deres vej, der gik i retning af toldpålæg, landsafspærring og lignende kineseri. Men hans egne slutninger er ikke bedre bevendt end hines. Thi forholder det sig virkelig så, at agerbrug er det eneste, hvorved menneskene skaffes rigdom, da synes den slutning logisk uundgåelig, at det ikke ville være uretfærdigt, men tværtimod i sin bedste orden, at lade alle skatter forblive, hvor de oprindelig lå, på jorden; – thi hvor intet er, må jo kejseren have tabt sin ret.
Hermed kan vi forlade de kinesiske vismænd; tilbage bliver da det faktum, at hr. W. fordømmer Henry Georges reform, fordi den efter hans mening går ud på at vælte alle skatter over på landbruget.
Adskilligt ville være vundet i vort offentlige liv, om man ville holde sig det princip efterrettelig, først at undersøge en sag, før man udtaler sig om den. Intet kan være fjernere fra en korrekt fremstilling af, hvad Henry George tilsigter, end at sige, at det går ud på “at vælte alle byrder over på jordbruget”. Henry George foreslår, som bekendt, i stedet for alle nuværende skatter på forbrug og erhverv, at indføre en afgift, pålignet al jord efter dens nøgenværdi. Da nu jordværdien som regel er højere pr. indbygger i byerne, særlig storbyerne, end på landet, vil en jordværdiskat altså allerede af den grund umuligt kunne betegnes som en skat udelukkende på landbruget, da den fuldt så meget vil gælde byerne. Men en jordværdiskat er ikke engang delvis en skat på landbruget, er overhovedet ikke nogen skat på virksomhed; dens indførelse vil tværtimod være ensbetydende med at gøre al virksomhed, enhver art af produktion, skattefri, idet staten da i stedet for som nu at fratage borgerne en del af deres arbejdsudbytte, ville skaffe sig indtægt ved at tilegne sig part i værdien af landets naturlige rigdomskilder.
Og det ville blive gjort uden hensyn til, hvad den private besidder fik ud af sin jord, om han udnyttede den eller ej. Medens man nu på tåbelig vis pålægger den mand øget skat, som forbedrer sin ejendom og forøger sin produktion, vil grundværdiskatten ramme alle ens, der rådede over jord af samme nøgenværdi, uanset om de udnyttede den vel eller ilde. Storgodsejerens dyrehave på 1000 tdr. land ville ifalde samme skat som et lignende stykke jord, omfattende f.eks. 100 husmandsejendomme med en langt større totalværdi og produktion. Der ville blive pålignet en spekulationstomt i en storby samme skat som det prægtigste bygningskompleks, med dets talrige virksomheder, på en lignende grund ved siden af.
Så langt fra at være en udelukkende skat på landbrug, er altså “Henry George-systemet” netop skattefrihed for al produktion, al brug af jord, men derimod værdiskat på jorden selv, ud fra det grundsyn, at ikke en mands virksomhed er mål for hans skatskyld til samfundet, men derimod værdien af de fædrelandets rigdomskilder, han lægger beslag på som sine. Thi samfundets fordringer på en mand stiger jo åbenbart ikke, fordi han producerer mere, fordi han er flittig og dygtig – derved gavner han jo kun almenheden –, men står derimod i ligefremt forhold til, hvor stærkt han breder sig, hvor megen værdifuld jord han lægger beslag på, derved afskærende andre fra at bruge den.
Thi man kan åbenbart kun med rette kalde en del af landets jord sin, når man skadesløsholder alle andre (altså samfundet som helhed) for afsavnet, ved at svare afgift i forhold til dens værdi.
Men ved overgangen til jordværdibeskatningen vil landbruget (og al anden virksomhed) ikke blot således blive frigjort for nutidens tyngende og hæmmende skatter, idet skattebyrden overflyttes fra produktionen til grunden, så den uduelige eller ugidelige må svare lige så meget som den flittige. Men derved vil tillige opnås, at der i hidtil ukendt grad åbnes adgang til erhverv, langt bedre end ved alskens “husmandslove” og lignende undtagelsespræmieringer af enkeltmand. Thi jordværdibeskatningen vil virke som et stadigt pres på den, der sidder inde med mere jord, end han på bedste måde kan udnytte (og deres tal er stort, også her i landet!), idet den vil gøre ubrugt eller dårlig brugt jord til en uafladelig kilde til sikker udgift. Og derved vil der altså drives jord ud på markedet, så der, bedre end ved nogen art af udstyknings-lovgivning, gives let adgang til at få jord for den, der vil bruge sine kræfter derpå, så den selvstændighedssøgende arbejder kan finde sit Amerika indenfor landets egne grænser. –
Det må meget beklages, at frihandelsmænd som hr. W. endnu synes at stå uforstående overfor Henry George. Adskilligt ville være anderledes den dag, dette misforhold ophørte, og de fuldt tilegnede sig den mands ideer, som bedre end nogen anden har ført frihandelens sag. Det kan jo desværre ikke skjules, at frihandelens sag for tiden ikke står allerbedst omkring i folkene. “Beskyttelses”-strømningens overtag rundt i Europa kan ingenlunde ene tilskrives de beskyttedes interessepolitik. Hovedulykken er, at folkets brede lag har fået mistro til frihedens betydning for dem, så de ofte bliver et bytte for beskyttelsens sofismer og løfter om at “skaffe arbejde.” – Det er Henry Georges store fortjeneste på dette felt, ikke blot at have adsplittet beskyttelsesteoriernes farvede dampe, men at have vist, at grunden til, at frigørelsen af erhvervslivet kun i forholdsvis ringe grad har opfyldt de forhåbninger, man engang satte til den, er den, at frigørelsen kun har været halvvejs, og knap nok det. – Selv i såkaldte frihandelslande som England er man endnu såre langt fra produktionens fulde frigørelse, der kun kan nås, hvor man ikke bliver stående ved at nedbryde skrankerne for landets handelssamkvem med udlandet og fjerne “beskyttelsen”s brandskatning, men fuldt ud åbner al virksomhed adgang til landets naturlige rigdomskilder og sætter en stopper for den brandskatning, som arbejdet nu overalt er udsat for, som betaling for overhovedet at komme til. – Først når vore halv-frihandelsmænd bliver frihandelsmænd fuldt ud og sætter “jorden for folket” på deres fane og grundværdibeskatning på deres program, vil de virkelig kunne samle folket under deres fane, samle arbejdet til kamp mod privilegiet, og gennemføre ikke blot handelsfrihed, men fuld virksomhedsfrigørelse, så enhver virkelig kan få, hvad han har fortjent.
Jakob E. Lange
Ovenstående er i alt væsentligt en gengivelse af en artikel i Agrardagbladet f. 17/1.
Indledningen til godsejer Westenholz tale – som er berørt i det foregående – lød således (se Agrardagbladet 14/12):
I en beretning fra Kina læste jeg for nylig følgende nationaløkonomiske betragtninger:
“Landets basis er agerbrug.
Det er derved befolkningen skaffer sig næring. – Det er derved, den holder sig til de faste boliger, og at den holder sig i ro. – Det er derved alle kræfter anvendes og udvikles i fredelig gernings tjeneste, og det er derved menneskene skaffes rigdom.”
Der er det mærkværdige ved disse vise ord, at de er skrevet af en kommission af kinesiske statsmænd, som for 4.000 år siden blev nedsat for at overveje skattespørgsmålet.
Oprindelig var jorden det eneste skatteobjekt, man kendte, og skatterne opkrævedes efter et ejendommeligt andelssystem; men de ville altså se, at man allerede 3000 år før Danmarks riges historie begynder, var på det rene med uretfærdigheden af at vælte alle byrder over på jordbruget; heri ligger efter min mening en direkte fordømmelse af Henry George-systemet, som jeg dog ikke her skal komme nærmere ind på.
Uden at ville sammenligne Kina og Danmark ønsker jeg kun som indledning at påvise, hvor fordærvelig for al udvikling den retning var, som østens filosoffer anviste, og som med tre ord kan betegnes ved: “Kina for kineserne”.
Man søgte nemlig tilflugt i den beskatning som kaldes told, …