RETs småskrift nr. 63-64
(fra RET, nr.10, 1907
småskriftet haves ikke på Bibliotek1)

Officiel beretning om indførelsen og virkningerne af grundværdiskat på arbejdsløn og jordpris m. m. på New Zealand.
(originale meddelelser til RET).

Fra RETs korrespondent på New Zealand, hr. T. P. L. Weitemeyer, har vi haft den glæde at modtage brev af 18. april 1907, vedlagt nedenstående højst interessante officielle meddelelser om grundværdiskattens virkninger derovre – altså de nyeste og pålideligste udtalelser; de gengives her i P. Larsens oversættelse:

A. Skrivelse af 8. april 1907 fra New Zealands kultus­minister G. Fowlds til vor korrespondent:

“Kære herre!

Deres brev af 21. marts har jeg modtaget. Jeg har tøvet med at tilskrive Dem det brev, jeg havde lovet, vedrørende virkningerne af jordværdibeskatningen, fordi jeg håbede at kunne finde nogle artikler, som har stået i Wellington bladene 1 – 1½ år efter, at byen havde indført dette skattesystem. Jeg beklager meget, at det ikke har været mig muligt at finde disse avisartikler; men indholdet af dem var, at bygningsarbejdernes løn var 2-3 pence (15-22 øre) højere i timen end den af voldgiftsretten fastsatte arbejdsløn, og at dette sjældne forhold skyldtes bygmestrenes kappestrid om at skaffe arbejdsfolk nok til den store byggevirksomhed, der var blevet en følge af det ny skattesystem. Omtrent på samme tid meddelte et af bladene, at bygmestrene på et møde, de havde holdt, havde beskyldt hverandre for at stjæle deres arbejdsfolk, hvilket jo måtte være et bevis for, at jordværdiskatten havde fremkaldt en sådan virksomhed i byggefaget, at arbejderen kunde få højere løn end den af voldgiftsretten fastsatte.

Jeg vedlægger et uddrag af byskriverens beretninger for årene 1902-03 og 1903-04. Disse beretninger giver det samme resultat*).

*: Disse beretninger har i det væsentlige været gengivet i RET (l. bind s.69) og medtages derfor ikke her.

Siden systemets indførelse i Christchurch har byggeriet dér også været usædvanlig livligt, og arbejdslønnen har følgelig været høj.

Det er vel sandt, at husleje og jordpris ikke er gået nedad her i Wellington, men tværtimod stadig er steget, siden systemet blev indført i byen. En forklaring af dette er, at den usædvanlig høje arbejdsløn, som den øgede byggevirksomhed har forårsaget, har hidkaldt store skarer af arbejdere, ikke alene fra andre egne af New Zealand, men også fra Australien. Dertil kommer, at da Wellington er omgivet af høje bakker, er det meget vanskeligt at få bygget privatboliger i byens umiddelbare nærhed. Alt dette tjener til at hæve grundværdien på det begrænsede område, som den øgede folkemængde må finde bosted på. Men skattesystemets udvidelse til udenbys områder virker nu, tror jeg, i retning af at mindske presset inde i byen, og jeg venter, at der i løbet af nogen tid vil være lejligheder nok til at tilfredsstille efterspørgselen. Når dette nås, vil huslejen efter min mening begynde at gå nedad. Det står for mig som fuldkommen klart, at den første virkning af jordværdiskattens indførelse er en stærk hævning af arbejdslønnen og den anden en nedgang i prisen på ubenyttet jord indenfor skattesystemets virkeområde. Ingen prisnedgang er kendelig på ejendom, som er i stærk drift. Tværtimod; hvor forbedringsværdien overstiger jordværdien, betyder overgangen fra det gamle til det ny skattesystem en forøgelse af ejendomsværdien, idet fritagelsen for skat på forbedringerne mere end opvejer de ny afgifter af grundværdien. Jeg har også den glæde at kunne sende Dem en afskrift af en værdifuld indberetning fra New Zealands skattekommissær. Denne indberetning*), som nu af den britiske regering er blevet indført i en blå bog, omhandler på en særdeles smuk måde det spørgsmål, som De har stillet mig. Jeg håber, at det ovenstående og det hosføjede tilsammen vil give Dem al den oplysning, De ønsker. Til slut vil jeg udtale min beklagelse over, at min tid har været så stærkt optaget, at jeg ikke før nu har kunnet besvare de af Deres korrespondent stillede spørgsmål på en udtømmende måde. Med de bedste ønsker.

*: findes gengivet nedenfor.

Deres forbundne
G. Fowlds

B. Beretning af 4. juli 1906 fra departementet for jord­ og indkomstskat, Wellington, New Zealand

“Til den højt ærede førsteminister, Wellington.

I overensstemmelse med den forrige førsteministers påbud har jeg den ære at afgive følgende beretning om virkningerne af jordværdiskatten i New Zealand, både med hensyn til stat og kommune.

Statsskat.

I året 1891 blev den dagældende “lov om ejendomsskatter” ophævet og erstattet af “lov om grundskyld og indkomstskat”, hvorved en grundskyld blev lagt på jord og jordpanter, og en indkomstskat på al indkomst, der ikke hidrørte fra jord eller jordpanter. Af forbedringer (improvements) på jorden var værdier på indtil 3000 £ (dvs. 54.000 kr.) skattefri. I 1893 indførtes en ændring, hvorved alle forbedringer på jorden (arbejdsskabte værdier) blev fritaget for skat, og i 1896 udstedtes en lov, efter hvilken jordværdibeskatningen også kunne indføres i kommunerne, når flertallet af skatteyderne ved en afstemning havde stemt derfor. I tidsrummet fra 1893, det år, da systemet begyndte at træde i kraft, og til 1905 er der (af de private) anvendt over 30 millioner £ på forbedringer, og i løbet af de tre sidste år af dette tidsrum, d. V. S. Siden systemet lidt efter lidt er blevet gennemført i kommunalbeskatningen, har udgifterne til forbedringer vist endnu større opgang, idet de for disse 3 år udgør næsten 15 millioner £. Merudgiften var i de første 9 år af det omtalte tidsrum 20 % og i de sidste 3 år 30 %. Der kan ikke være nogen som helst tvivl om, at den fuldstændige fritagelse for skat på forbedringer på jorden har medført, at langt flere penge anvendes på sådanne forbedringer, både på materiale og arbejde; og dette har haft en stor og velgørende indflydelse på handelen og på efterspørgselen efter arbejdskraft. Man regner, at udgifterne til bygninger siden 1893 har beløbet sig til 17 millioner £ (over 300 mio. kr.), og disse bygninger er aldeles skattefri undtagen i de tilfælde, hvor de kommunale myndigheder endnu ikke har indført jordværdibeskatningen. Efter min mening har fritagelsen for skat på alle forbedringer i høj grad bidraget til vort lands solide velstand. Fritagelsen for skat på alle forbedringer har ført til et meget rigeligt kapitaludlæg på jorden, og dette er yderligere vokset stærkt, efter at systemet også er blevet indført i kommunalbeskatningen og derved har øget efterspørgselen efter arbejdskraft. Som allerede sagt, voksede udgifterne til forbedringer i løbet af få år så stærkt, at tilgangen af arbejdskraft og tilførselen af materialer næppe kunne holde skridt med efterspørgselen, og således er det blevet ved til den dag i dag. Denne øgede udgift til forbedringer har også medført en stigning i grundværdien; og udfaldet er blevet, at udlæg til forbedringer ikke alene hæver grundværdien af den ejendom, som forbedres, men også naboejendommenes grundværdi. Jeg hidsætter som eksempel følgende tilfælde, der nylig er kommet mig for øre; en mand købte et grundstykke og opførte en stor bygning på det; men Inden bygningen var færdig, solgte han ejendommen med en fortjeneste af 3000 £. Denne værditilvækst var naturligvis grundværditilvækst, og de omliggende grunde viste også en næsten lige så stærk værdistigning. Det samme finder sted på landet: en mand køber 500 acres land, bruger 2 £ pr. acre på forbedringer og sælger så for 3 £ mere pr. acre, end han oprindelig har givet; det er en øget nøgenjordsværdi af 1 £ pr. acre; og nabolodderne stiger næsten tilsvarende. Det samme forhold har også vist sig, hvor regeringen har opkøbt store jordegodser og udstykket dem til tættere bebyggelse. Et enkelt salg på et eller andet sted betyder ikke nødvendigvis, at naboejendommene med hensyn til beskatning skal værdsættes efter dette salgs fulde prishøjde. Værdiansættelsen indrettes efter den almindelige salgsværdi. Dette forklarer, hvorledes fritagelse for skat på forbedringer medfører højere handelsværdi, og hvorledes højere handelsværdi lige så vist medfører højere nøgenjordsværdi. Der er meget få undtagelser fra denne regel.

Regeringens bestræbelser for ved indkøb og udstykning af store godser af få landet tættere bebygget medfører ligeledes øjeblikkelig en stærk stigning i udgifterne til forbedringer, og en jordværdistigning følger nødvendigvis med disse forbedringer, der er aldeles fritaget for skat, både til stat og kommune. Virkningen deraf er atter en stærkt voksende handel og industriel virksomhed, og det er nødvendigvis enstydigt med voksende indkomstskatter. En undersøgelse af skatteindtægterne for hvert enkelt år siden systemets indførelse viser først ejendomsskattens bratte nedgang som en følge af den fuldstændige fritagelse for skat på forbedringer og dernæst skattens stigning som en følge af den voksende grundværdi.

Kommunale skatter.

For at jordværdibeskatning skal kunne indføres i en kommune, må, ifølge loven, forslag derom fra mindst 15 % af skatteyderne indgives til den kommunale myndighed, tillige med begæring om, at der må blive foretaget afstemning om sagen. Afstemning skal da finde sted, og hvis et flertal af skatteyderne stemmer for forslaget, træder det i kraft. Forslag om systemets afskaffelse kan stilles og vedtages efter de samme regler, dog ikke før 3 år er gået. Omvendt medfører et forslags forkastelse, at det ikke atter kan stilles, før 3 år er gået. Indtil 31. marts 1906 havde i alt 78 afstemninger fundet sted. Af disse drejede de 75 sig om indførelse af jordværdibeskatningen, der blev vedtaget i 63 og forkastet i 12 tilfælde. I 2 tilfælde er der blevet afstemt om at vende tilbage til det gamle skattesystem, men begge gange uden held. I et tilfælde, hvor forslag om indførelse tidligere var blevet forkastet, blev der, da 3 år var gået, afstemt anden gang, og det nye system blev indført.

Der er 113 købstæder på New Zealand (foruden andre kommuner), og af disse har de 18 skat på kapitalværdien, 52 skat på årsværdien og 43 på nøgenjordsværdien. Af de fire største byer i New Zealand (Auckland, 37.740 indb.; Wellington, 58.552 indb.; Christchurch, 49.808 indb.; Dunedin, 36.075 indb.) har Wellington og Christchurch indført jordværdiskatten. Intetsteds er man vendt tilbage fra grundværdiskatten til det gamle system, og med få undtagelser er skatteyderne afgjort stemt for jordværdiskatten og bliver det stærkere og stærkere, efterhånden som tiden går, og virkningerne ses.

Der foreligger ingen offentliggjorte beretninger om de forhold, som statssekretæren ønsker oplyst, og jeg har derfor sendt rundskrivelse til alle de steder, hvor systemet er indført, og udbedt mig særlige beretninger. Jeg har i de fleste tilfælde modtaget svar, og jeg vedlægger en afskrift af disse svar tillige med en indholdsliste og et ordnet uddrag af de vedføjede beretninger. De allerfleste steder har skattesystemet kun virket i kort tid, og man har derfor ikke udtalt nogen mening om det. Det breder sig hurtigere, efterhånden som virkningerne ses, og det bliver bedre forstået. Det vil fremgå af beretningerne, at de opnåede resultater er gode.

Efter de modtagne beretninger og efter meddelelser fra de mest pålidelige kilder, der står til rådighed, – oplysninger, som grunder sig på personlig iagttagelse og undersøgelse – tror jeg da, at de ønskede oplysninger om

Jordværdiskattens virkninger
korrekt kan sammenfattes på følgende måde:

Byggevirksomhed: Jordværdiskatten har øjensynlig stærkt fremskyndet byggeriet. Dens opgave er jo at fremtvinge den bedst mulige udnyttelse af jorden, så at den kan give den størst mulige indtægt, og det bliver ufordelagtigt at holde jord hen på spekulation. Den har været den direkte årsag til, at megen værdifuld jord i forstæderne er blevet udstykket og udbudt til salg og således blevet lettere tilgængelig for dem, som vil bo på den; og den har været årsag til, at store godser på landet er blevet udstykket og tættere befolket.

Når en ejer, på hvis grund der står bygninger af ringe værdi, ser, at han skal svare lige så meget i grundskyld som den mand, der har værdifulde bygninger på sin grund, så vil han forstå, at han har fordel af at udnytte sin jord bedre. Nyopbyggelsen af denne by (Wellington), som i nogle år er gået rask fra hånden, – så rask, at tilførselen af byggematerialer til tider ikke har kunnet holde skridt med efterspørgselen – skyldes for en stor del jordværdibeskatningen.

Huslejeforhold: Jordværdiskatten har ikke nogen tendens til at hæve huslejen; tværtimod, efterhånden som grundskylden bliver større, virker den i retning af bedre og rigeligere bebyggelse på den jord, som hidtil er blevet dårligt udnyttet, og trykker således huslejen nedad, idet forbedringer (bygninger osv.) jo er fuldstændig skattefri. I visse tilfælde, hvor jord, som egner sig til byggegrunde, er stærkt begrænset, har den høje husleje holdt sig trods skattesystemets indvirkning.

Ubebyggede grunde: Jordværdiskatten har virket hen til, at ubebyggede grunde er blevet taget bedre i brug og kapital anvendt på deres forbedring. Grundskylden på de tomme grunde er steget og vil blive ved at stige, eftersom nabogrundene ved forbedringer stiger i værdi. Det bliver således ufordelagtigt at lade jord henligge uudnyttet.

Skatteforhold: Hvor forbedringernes værdi overstiger grundværdien, bliver ejendomsskylden mindre; hvor grundværdien overstiger forbedringernes værdi, bliver skatterne større.

Jordspekulation: Jordværdibeskatningen modvirker spekulationen, idet den delvis eller helt inddrager værdistigningen. Jordspekulationen er imidlertid ikke hørt op alle vegne, hvor skattesystemet er indført, dels fordi skatten ikke har været stor nok til at gøre spekulationen ufordelagtig (særlig i de store byer), og dels fordi den stærke værditilvækst har fremkaldt spekulation til trods for skatten.

I de senere år har jordspekulationen her i kolonien især vist sig ved opkøb af jorder, som hidtil ikke er blevet fuldt udnyttet, især forstadsjorder, som man så har afdelt i byggegrunde, forbedret ved vejanlæg osv., hvoraf følgen er blevet, at en stor mængde beboelseshuse er blevet bygget. Ligeledes har spekulationen vist sig ved opkøb af store landgodser, som egnede sig til udstykning i småbrug. Disse former af spekulation har imidlertid snarest haft en velgørende virkning; thi foruden at jorden er blevet taget bedre i brug, har det virket i retning af lavere husleje og lavere pris på byggegrunde, idet nemlig en langt større mængde byggegrunde er blevet til salg.

Den form for spekulation derimod, som består i at lade jord henligge ubrugt i forventning om prisstigning, møder man sjældent i de senere år.

P. Heyes,
Skattekommissær”.

Hr. Weitemeyers brev lyder i øvrigt således:

“Matamata, april 8th 1907.
Kære hr. B.!

Det er med stor fornøjelse, at jeg i dag sender Dem vedlagte brev fra vor kultusminister mr. Fowlds.

Her i New Zealand gør vi single-taxere slet ingen hemmelighed af vor overbevisning om grundskattens evne til at afskaffe al fattigdom. Beviserne ligger på bordet. En spadseretur gennem Wellington eller Christchurch en lørdag aften – eller for den sags skyld en mandag morgen også – ville give syn for sagen. Høj arbejdsløn er en god ting. Billig husleje er en anden god ting. Men når man dernæst regner alle de penge, der i stedse forøgede summer strømmer ind til regeringen fra grundskatten, uden på samme tid at tage en skilling fra nogen mands fortjeneste, og som skulle anvendes på at bringe prisen ned på alle mulige fødevarer, klæder, materialer og luksusartikler, – så har vi vundet spillet. Så er fattigdommen afskaffet.

Henry Georges fortjeneste, synes jeg, er ikke så meget, at han viste, hvori årsagen til fattigdom lå, men at han viste midlet til at afhjælpe den.

Derfor har grundskatten – det eneste middel til at afskaffe fattigdom – altid været en hellig sag for mig. Jeg synes ikke, der er nogen ædlere eller bedre sag, som den bedste af os kunne interessere sig for. For kirkefolket at lade sådan en sag ligge, medens de beskæftiger sig med dogmer og fraser, er netop, hvad der bringer kirken, og hvad der i almindelighed går under navn .af religion, i foragt hos så mange oplyste mennesker. 

Til RETs læsere – farvel! Det har været mig en glæde at skrive disse breve. Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Hvis noget hænder her, som jeg igen tror vil blive nyttigt for RET, vil jeg ikke undlade at skrive igen.

Yours faithfully
T. P. L, Weitemeyer