RETs småskrift nr. 76-78
(her fra RET nr. 4, 1908.
småskriftet haves ikke på Bibliotek1)
oversat af J.N. Brande

Beretning til RET af mr. A. G. Huie,
sekretær i Sydney grundværdiskatforening

Nedenstående historiske oplysninger om den bevægelse, der i New South Wales er rejst for at beskatte grundværdier i stedet for forbedringer, handel og produktion, er givet som svar på et spørgsmål, stillet af hr. J. P. L, Weitemeyer fra New Zealand til vor førsteminister J. H. Carruthers, der tillige er finansminister. 

Jeg må oplyse, at vor førsteminister er en meget virksom mand. Han er folkets leder. Medens politikere – i almindelighed – må henstille mangt og meget til offentlighedens stemning og ønsker, har hr. Carruthers sine egne ideer, og ban tøver ikke med at tale og handle, som han mener det rigtigst i offentlighedens interesse. Han er en af de dueligste og mest oplyste mænd, Australien har frembragt. 

Som sekretær for Sydney grundværdiskatforening står jeg i nær forbindelse med førsteministeren, og det er derfor efter hans ønske, at jeg giver den ønskede underretning så godt, som jeg nu er i stand til. 

Et frihandelsland. Det må bemærkes, at ny New South Wales alene blandt Australiens svv fastlandsstater (indtil sammenslutningen mellem disse var fuldbyrdet) fulgte Storbritanniens eksempel ved at praktisere frihandel. Det var ikke, hvad vi forstår ved frihandel; men staten begrænsede tolden til enkelte artikler, som gav den gode toldindtægter og nægtede at pålægge toldskatter, som kun kunne give de private industriherrer en magt til at beskatte befolkningen gennem højere priser. Det var simpelthen det engelske system for fri handel, som lader jordspørgsmålet være en sag for sig. Der var imidlertid enkelte beskyttelsesmænd, som ved to eller tre lejligheder, da de for andre formål havde fået offentlige embeder, benyttede denne magt til at forhøje tolden. Disse afvigelser fra frihandelen var dog kun kortvarige, og de skyldige blev hurtigt fjernede ved det påfølgende almindelige valg. 

Henry George. Man fandt imidlertid, at dette gamle system for frihandel var let angribeligt. Selvom det gavnede, var det utilstrækkeligt, fordi det så bort fra jordspørgsmålet. Det var på dette tidspunkt, at den løsning af tidens store økonomiske spørgsmål, der er fremstillet af Henry George, vakte vor opmærksomhed. Hans bog Fremskridt og fattigdom var at ligne ved en sæd, der blev sået i frugtbar jord i New South Wales. Begejstrede disciple indbød henry george til at besøge Australien, og han svarede ved at komme og holde en række foredrag. Disse foredrag vandt overordentlig tilslutning, særlig i denne stat. Frihandlerne greb den ny politik og forenede, til trods for, at enkelte af den gamle skole protesterede, en skat på grundværdierne med handelsfriheden. Dette blev det store stridsspørgsmål ved det almindelige valg 1894, og frihandlerne vandt betydeligt. Toldafgifter til et beløb af omtrent £ 800,000 blev ophævet, og der blev indført en grundværdiafgift, hvis størrelse er en penny for hvert pund sterling. Ved alle ejendomme tillades et fradrag på £ 240 som skattefri, og der blev indført en indkomstskat. Fradraget og indkomstskatten var uheldige; men der var vundet meget, idet lovgivningsmyndighederne havde anerkendt principperne for grundværdibeskatning, og der var tilvejebragt et sundt grundlag for frihandel. 

Forbund mellem staterne. Men en ny tanke fremstod. Det blev hævdet, at der skulle arbejdes for en forening af Australiens fastlandsstater for derved at opbygge en samlet nation i denne verdensdel. Tanken fængede særligt i nogle af de gamle stater, medens vor stat med tøven overvejede planen. Blev den gennemført, var det umuligt at undgå tabet af frihandelen. Vi var ved at handle rigtigt; vore toldbestemmelser var de frieste i verden, vi havde en forsmag på grundværdibeskatning, og denne øvede en heldig indflydelse. Vi mente derfor, at et forbund kunne købes for dyrt. Medens en stat med toldbeskyttelse intet havde at tabe ved en fælles beskyttelsestold, havde vi meget at miste, og af den grund stemte mange mod foreningsakten, men den blev alligevel gennemført. 

Nye tilstande. Den første forbunds-førsteminister var en repræsentant for New South Wales, og han forsikrede os, at hans hensigter var meget moderate. Erfaring viste imidlertid, at han gav efter for det voldsomste finansbarbari, som krævedes af regeringens medlemmer fra de andre stater. 

Det første, der gennemførtes, var en yderliggående beskyttelsestold. Vore medlemmer af forbundsparlamentet var for størstedelen frihandlere, og de kæmpede med stor dygtighed. Det tog næsten 2 år at gennemføre toldloven, og det lykkedes dem fra forslaget at afskære toldpålæg til over en million £ årligt. Siden den tid synes frihandelens sag at være svækket, og der er udsigt til, at vi inden lang tid bliver tvunget til at gå med til højere toldskatter. Det viser sig herved, at det er af vigtighed, hvor man antager georgistisk politik, at ophæve bestående skatter samtidig med, at man beskatter grundværdier. Den omtalte grundværdiskat er opretholdt, fordi dette var den enkelte stats sag, den af forbundsregeringen indførte indirekte skat var en forøget byrde. Forbundet blev snart og er meget upopulært. Vi er overbeskattede. Forbundsparlamentet har magt til at beskatte grundværdier; men forslag om at tage forbundets indkomster gennem en grundværdiskat i stedet for toldskatter er endnu ikke taget op af politikerne. 

I vor stat. Efter at forbundet var fuldbyrdet 1901, besluttede tilhængerne af grundværdiskatten – The single tax – hovedsagelig at anvende deres energi til gennem statens parlament at gennemføre en foranstaltning, hvorved der oprettedes et system for lokal styrelse, hvorved kommunerne fik magt til at opkræve grundværdiafgift i stedet for ejendomsskyld. Det syntes, at der ad den vej var mindst modstand. Vor stat dækker et areal af 198.000.000 acres; men indtil for ganske nylig var kun 1.810.000 acres under kontrol af lokale myndigheder. 

Alle offentlige udgifter udenfor dette lille område forvaltedes af centralstyrelsen i Sydney. Parlamentsmedlemmerne fra landdistrikterne måtte handle som almindelige agenter for i deres valgkredse at få anvendt så mange penge som muligt. Det bliver ofte anset for vigtigere at have et godt lokalt medlem, der vil tage sig veje og broer, end en mand, som har forstand på offentlige spørgsmål, og som var i stand til at lovgive i hele samfundets interesse. Den klasse medlemmer, der kun tænkte på veje og broer, ønskede ikke lokal styrelse. Thi hvis en sådan oprettedes ville den eneste undskyldning for disse medlemmers tilstedeværelse i parlamentet forsvinde. Men de plejede at sige, at de var stemt for den, fordi den var almindelig anerkendt som en påtrængende offentlig nødvendighed. 

I kommunerne. I byer, som var blevet indlemmet, arbejdede de lokale myndigheder under en lov, som var næsten 40 år gammel, og som i denne tid ikke havde været underkastet nogen væsentlig ændring. Grundtrækkene i denne lov var taget fra forudgående engelsk lovgivning. Radikale forandringer var absolut nødvendige, og sådanne havde man, såfremt vi fik lokal eller distriktsstyrelse, år efter år i en lang årrække, lovet os. 

Vi var særligt interesserede i reform af metoder, hvorefter beskatning kunne foregå. 

Det gamle skattesystem. For at forklare det gamle system må jeg sigc, at lokale råd havde ret til at ligne indtil en shilling (1/20) af hvert pund sterling på ni tiendedele af den anslåede renteværdi af ejendom, eller i tilfælde af, at jorden lå unyttet på 5% af dens anslåede kapitalværdi. Derefter ville et hus til en ugentlig lejeværdi af 10 sh. (9 kr.) og bygget på en grund til en værdi af 50 £ (900 kr.) blive anslået til 26 £ (468 kr.) om året; ni tiendedele deraf er ca. 23 £ (414 kr.), hvilket med en afgift af l sh. pr. £ for det offentlige betyder en indtægt af 1 £, 3 sh. (ca. 20 kr.) om året. 5% af de 50 £ kapitalværdi af et lignende stykke, som var unyttet, ville give 2 £, 3 sh., hvorved skatten, 1 sh. af hver £, ville give 2 sh. 6 d. (pence). Dette viser karakteren af denne skat på arbejde. Nedenstående eksempler giver et klart begreb om forholdet ved den gamle skattemåde: 

Disse og andre tal benyttedes i artikler til bladene og i småskrifter til at vise den påtrængende nødvendighed af en reform. 

(fortsættes,)