Fri valgret

RETs småskrift Nr. 30
af S. Berthelsen (1905)

I ordet “almindelig valgret” samler sig til en vis grad demokratiets reformkrav – indtil denne dag. Lad blot alle få ret til at vælge – da vil alt andet ordne sig, thi det kan jo ikke tænkes, at folkets valgte mænd ikke vil folkets bedste – således er omtrent tankegangen, der ligger bagved.

Men for tænkende mænd begynder det spørgsmål at dæmre: er almindelig valgret egentlig nok for folket? Må kravet til selvstyre ikke udformes skarpere end dertil, at alle har ret til at vælge.

Allerede Hørup udtalte, at almindelig valgret jo var betydningsløs, såfremt man ikke fra oven respekterede de valgtes vilje – thi så blev den almindelige valgrets ting, folketinget, jo kun et hyttefad, hvor folkets mænd kunne sprælle sig trætte uden virkning for folkets vel. Sandheden deri medførte den politiske kamp om magten for folketingets flertal – den vi nu, lad os her forudsætte det, er nået til at have vundet, så at regeringen herefter udgår af folketingets flertal.

Men er derved opnået fuld indflydelse for folket på lovgivningen? Er folkets mænd et nøjagtigt – eller kun et meget groft og ufuldkomment udtryk for vælgernes vilje og de bevægelser, som dæmrer i folkets sind? Se herom er det, at der begynder at melde sig tvivl hos frisindede mænd i alle lande.

Med bekymring ser man, at selv lande med de frieste forfatninger og den mest “almindelige” valgret, styres lige imod folkets interesser. Særlig er Nordamerika nævnt som et eksempel på, hvorledes et frit folk trods “almindelig” valgret er lagt i lænker af de økonomiske monopolmagter, som hersker ubetinget over præsident, rigsdag, domstole og administration. Hvad skal da redelige danske demokrater tænke om denne valgret, når det kan blive følgen? Og hvor ligger løsningen?

En bevægelse har rejst sig rundt i landene, for i størst mulig udstrækning (foreløbig for de store hovedspørgsmåls vedkommende) at afskaffe mellemleddet, folketingsmændene, og lade folket selv ved direkte afstemning (det såkaldte referendum) træffe afgørelsen ved et kort ja eller nej til et bestemt formuleret spørgsmål.

Der er heller ikke tvivl om, at en sådan folkeafstemning har sin store berettigelse netop ved afgørende lovspørgsmål, hvorimod det vist nok er for tungt et apparat til daglig brug og over for administrationen. Men det hviler på selvstyrets sikre grund: folket er sin egen øverste myndighed. Ingen over folket! Ganske særlig inden for kommunerne ville referendum, som det alt er indført i amerikanske byer, være af særdeles betydning og praktisk brugbar. Et årligt “bystævne” eller “sognestævne” kunne blive udgangspunktet for en bevægelse for kommunalt referendum her hjemme.

Men der er dog nu fremkommet en ny reformtanke, som synes at løse spørgsmålet endnu bedre – nemlig ved at forbinde referendum med repræsentationssystemets fordele; det fortjener derfor almindelig opmærksomhed, netop hos demokratiet. Det er overretssagfører Johan Pedersen i Aarhus, som med stor dygtighed og ihærdighed – og selvfølgelig ikke uden modstand fra doktrinære godtfolk – har udformet det simple geniale forslag: Lad os supplere vort krav om almindelig valgret med kravet om fri valgret, således at vi ikke blot alle får lov til at vælge, – men således at enhver får ret til frit at vælge hvem han vil, uden at være bundet til visse (af hvem?) opstillede kandidater!

Tanken er lige så simpel som genial – hvem der så end fremsætter den! Var den gældende i Amerika, ville det være nogenlunde umuligt for truster og monopolringe at besætte alle pladserne i rigsdag og administration – ved hjælp af den almindelige valgrets stemmer, således som det nu sker. Thi som en af de store børskonger derovre en gang kynisk udbrød: “Lad blot hele folket, mænd, kvinder og negre, få ret til at stemme, når vi blot får lov til at sige, hvem der skal stemmes på.”

Ja, deri ligger hemmeligheden: selv en nok så almindelig valgret er temmelig værdiløs, så længe den kun kan udøves til valg af repræsentanter, som vælgerne ikke selv opstiller! Når de ærede vælgere kun har lov til at stemme på en af de 2-3 forud (af hvem?) udpegede kandidater, så er valgretten så temmelig betydningsløs, selvom den haves af alle. Derfor bort med alle skranker og begrænsninger for vælgernes ret ­ enhver vælger må gives ubetinget ret til at stemme på den mand i landet, som bedst kan repræsentere hans vilje. 

Og dernæst: der er ikke mindste mening i, at enhver rigsdagsmand skal gælde lige meget, uanset hvor få eller mange vælgerviljer, der står bag ham. Vi bør lade folketingsmændenes ord veje netop med den vægt, som vælgernes tilslutning berettiger til; med andre ord: ved afstemninger på rigsdagen, bør det enkelte medlems stemme have indflydelse netop i forhold til antallet af de vælgere, som har givet ham deres fuldmagt.

Ved disse tvende simple og selvindlysende regler har vi opnået, at enhver afstemning på rigsdagen bliver nogenlunde det samme som en umiddelbar folkeafstemning, dvs. et nøjagtigt billede af den vilje og stemning, som hersker i folket selv overfor den foreliggende sag.

Når dernæst disse hovedregler suppleres med nogle praktiske bestemmelser om, at også rigsdagsdiæterne bør stå i forhold til hver folketingsmands vælgertal (hvorved de med få stemmer valgte må underholde sig selv derinde), at de enkelte valgte repræsentanter kan overdrage deres stemme til meningsfæller i tinget (hvorved ingen vælgerstemme vil gå til spilde) og at vælgernes afstemning kan foregå kommunevis, – foreligger der udkast til en reform af den mest vidtrækkende betydning for vort offentlige liv.

Det vil hurtigt ses, hvor langt overlegen denne valgordning er frem for valg efter forholdstal på lister, hvis kandidater forud er udpeget af komiteer og koterier, – netop som de nu klager over og vil bort fra i Norge. Forholdstalsvalg kan dele repræsentanterne tåleligt lige mellem partierne indbyrdes, men giver derved partistyret en mulig endnu større og fordærveligere magt over personerne og ideerne, end det hidtil har haft.

Gennemføres reformen fri valgret, som den med rette kan kaldes, har vælgerne derimod ikke brug for alle disse formyndere, som hen ad valgdagen lister sig frem, for at komme først til at opstille kandidaterne, hvorefter det ærede vælgerfolk, når det kommer til valgbordet, pænt har at stemme på en af de (af hvem?) bag kulisserne opstillede kandidater, – eller også spilde sin stemme og miste al indflydelse. Det er ganske uoverskueligt, hvor mange brave vælgerstemmer, der ad denne vej er komplet spildte – hvilket atter virker tilbage sløvende på vælgernes hele politiske interesse. Her har vi måske årsagen til, at mange menigmænd begynder at tabe al politisk interesse og sans for offentlige sager, fordi de indser (eller aner) det frugtesløse i at erholde virkelig indflydelse, når man ikke kan eller vil underordne sig partistokken.

Derfor kan der næppe være tvivl om, at denne reform: fri valgret, der rækker langt videre end almindelig valgret, fortjener at komme frem i første række på den politiske dagsorden.

Så meget mere grund er der dertil, som vi netop nu står overfor en ændring i vore regler om rigsdagsvalg; det kan ventes, at alle partier og fraktioner ville slutte sig til denne reformtanke, eftersom den gennemfører alles ønske: den bedst mulige repræsentation for hver gruppe.

Men ikke blot overfor vore politiske og kommunale repræsentanter bør vi overveje og søge at gennemføre reformen. Også i det private foreningsliv turde denne geniale løsning af repræsentationsspørgsmålet sikkert have krav på at indføres.

Hvor ofte ser vi ikke en bevægelse, som skabtes om en god sag og et stort formål, og som rejste en kreds af brave, offervillige mænd omkring sig, – atter sygne hen og forsumpe? Undersøger vi sagen nærmere, vil vi ofte finde, at grunden var indre strid, som trættede de bærende kræfter, eller måske, at den absolut fornødne forbindelse mellem medlemmerne og styrelsen svækkedes ved den nugældende repræsentationsmåde. Thi denne har en bestemt tendens til at “konservere” den engang valgte styrelse, omgøre denne til et klikkeregimente ved akklamationsvalg og lign., og derved hindre nødvendig tilgang af friske kræfter og ideer fra medlemmernes kreds. Og da samtlige bestyrelsesmedlemmer ved alle afgørelser gælder lige meget, uanset hvor mange eller hvor få medlemmer de har bag sig, hæmmes den enkelte mand indenfor styrelsen fra at gøre sig gældende i forhold til sin indflydelse blandt medlemmerne.

Også der vil da reformen fri valgret komme som en befrielse for alle parter – som en løsning på striden mellem tallet og ideen, mellem magt og ret.

Tillægsblad til RETs september-hefte. 1905.