RETs småskrift nr. 57-58
(her fra RET, nr. 8, 1907
småskriftet haves ikke)

(Nedenstående artikel indeholder for RETs læsere adskillige gentagelser, særligt med hensyn til dækningsafgiften, men vi antager dog det vil have sin interesse at læse en samlet fremstilling af alle de herhenhørende afgiftsformer, som det netop nu har almen interesse at kende og sammenligne.) 

Henry George-bevægelsen og de nye lovforslag om visse jernbane-grundafgifter har med rette vakt en almindelig interesse for de vigtigste af alle økonomiske problemer: grundafgiftsspørgsmålene. Men forståelsen af disse vanskeliggøres bl.a. ved, at de forskellige former af grundafgifter næppe endnu har fået deres særegne og faste betegnelser, så at afgiftsformer af vidt forskellig art sammenfattes under samme navn, medens man omvendt vildledes ved, at nærstående former af jordafgifter fremtræder under indbyrdes modstridende navn i de offentlige diskussioner. 

Den juridiske videnskab, såvel som den ortodokse nationaløkonomi, der her burde optræde vejledende og begrebsforklarende er, som sædvanlig, temmelig blank i deslige praktiske spørgsmål. Juraen interesserer sig principmæssigt kun for allerede givne borgerlige love, og interessen er ikke væsentlig af kritisk art; at vejlede lovgiveren ligger moderne lovkyndige nogenlunde fjernt, ganske særligt på det her givne område. Nationaløkonomien holder sig ligeledes helst borte fra de aktuelle økonomiske spørgsmål, og synes principmæssigt at afsky alle virkelige løsninger af de store problemer, – sagtens af instinktiv følelse af, at selve videnskaben gøres overflødig i samme grad, som problemerne løses for hele folkets øjne, og således ophører at være problemer. 

Vi begynder da nogenlunde på bar grund, når vi her forsøger at indordne de bestående og tænkelige offentlige grundafgifter under forskellige grupper efter dens indre egenskaber og deres finanspolitiske eller socialpolitiske betydning. 

A. Jordleje-afgifter 

(måske det oprindeligste af alle “skatte”-grundlag) kan fremkomme ved, at jord, som er i offentligt eje, overgives til privat brug, mod en på det frie marked fastsat afgift. Så længe lejeforholdet – således som ved udleje på opsigelse eller kort åremål – fastholdes, frembyder forholdet ikke særlige økonomiske virkninger, udover denne, at de ad den vej erhvervede offentlige indtægter fritager borgerne for andre skattepålæg. I Tyskland skal over 1100 kommuner være fritaget for udskrivning af formue-, indkomst og personlige skatter, fordi de i jordleje- (og sagtens andre grund-) afgifter har \tilstrækkelige indtægter til dækning af deres kommunale fornødenheder. En række byer, særlig i Sydtyskland og Schweiz kan endog fra lignende kilder øse årlige bidrag til uddeling blandt kommunens beboere (se nærmere: S. Berthelsen: En by uden skatter.) Adskillige af Danmarks købstæder har endnu tilbage ikke få indtægter ved udleje af offentlige jorder. 

I tidernes løb er mange sådanne lejeforhold ubemærket af folkets tillidsmænd overgået til at blive private ejeforhold, og det offentlige ejerskab afløst af en offentlig afgift, oftest fastsat (fikseret) på et bestemt tidspunkt, og derved i aftagende grad et udtryk for det offentliges ret til jorden. Ad den vej er samfundets ret til den stigende jordværdi forspildt med uberegneligt store summer. 

I en betænkning af 24. februar 1904 til Københavns kommunalbestyrelse har S. Berthelsen anvist en måde, hvorpå stat og kommune, som måtte være i besiddelse af jorder, der ikke direkte benyttes til offentligt øjemed, kan afhænde disse til private og derved slippe for en byrdefuld administration, men samtidig forbeholde det offentlige den fremtidig stigende grundrente, 

B. Dæknings-afgifter 

kalder vi sådanne, som alene tilsigter (helt eller delvist) at dække det offentliges udgifter til visse særlige foranstaltninger, og da gennem påligning alene på de ved pågældende foranstaltning særlig begunstigede grundstykker, medens der ikke tilsigtes erhvervet nogen indtægtskilde til brug for andre offentlige formål. Deslige afgifter er således kun et udtryk for det offentliges fordelingsvirksomhed indenfor ganske bestemte områder af foranstaltninger og institutioner. Dækningsafgiften svares i udregnet forhold til de fordele, som vedkommende grundstykke modtager eller formodes at modtage fra det offentliges pågældende foranstaltning, og følgelig uden hensyn til, om grundejeren udnytter disse fordele eller ej. De er således virkelige grundafgifter og ikke personlige pålæg. De har væsentlig kun finansiel betydning, men næppe nogen særlig social indflydelse. For så vidt den beregnede fordel for jordstykket indtræder og udnyttes, falder dækningsafgiften hverken på ejeren eller brugeren af grundstykket, men udredes forlods af det indvundne merudbytte. Om nogen ejendomsindskrænkning eller udbyttebeskatning kan der således ikke her tales, 

Som eksempler på dækningsafgifter kan nævnes de amerikanske og engelske betterment-taxes, (forbedrings­skatter), der i stor udstrækning anvendes til dækning af det offentliges udlæg ved nye bydeles, gaders, vejes, havnes og broers anlæg. Et særlig eksempel er den i 1895 pålagte londonske Tower-Bridge-afgift i anledning af en ny kostbar bro over Themsen ved Tower, og gennemførelse af nye adgangsveje dertil; der pålagdes de deri interesserede ejendomme en stedsevarende afgift af 3% af halvdelen af den beregnede værdistigning – i kraft af særlig udstedt lov. I Tyskland giver loven kommunerne en ·almindelig tilladelse (i visse tilfælde pligt) til at udskrive en sådan Verbesserungs-Abgabe hos de grundejere, “som ved pågældende foranstaltninger opnår særlig økonomiske fordele”, og bidragene udmåles efter fordelene. I Norge kendes en regel i bygningslov for Kristiania af 1899 om, at grundejere ved nye gader skal fuldt ud erstatte kommunen dens udlæg til erhvervelse af grunden til det nye gadeanlæg, da dette forøger deres ejendommes værdi. I Danmark anvendtes dækningsafgifts-systemet i ældre tid i stor udstrækning, og en stor del gamle kommunalafgifter stammer derfra. Men systemet forlodes væsentligst ved kommunallovene i 60’erne, og findes nu kun i lovene om vandløbs, kloakkers og gaders anlæg. Afgiftsandelen fastsættes da ofte forud for foretagendet. 

Dæknings-afgift kan udredes enten som en refusion en gang for alle, gennem en vis årrække eller for bestandig; i sidste tilfælde vedbliver dens betydning som retfærdigt vederlag for samfundsgoder, selvom dens oprindelse glemmes eller med flid udslettes af de pågældende grundejere; disse søger da, undertiden med held, at kaste afgiften over på andre skuldre, medens de selv beholder de fordele, som afgiften er vederlag for. Dækningsafgiftens fordel er princippets iøjnespringende retfærdighed ved visse særlige foranstaltninger. Systemets mangel er, at dækningsafgiften kun bliver et groft og ufuldstændigt udtryk for den øjeblikkelig synlige del af retfærdigheden, men tilslører, hvad der er gået forud for og kommer efter den synlige samfundsforanstaltning, altså dennes sande årsag og rette virkning. Dens tekniske mangel bliver derhos, at den alene af hin foranstaltning skabte særlige grundværdi vanskelig kan erkendes straks, og vanskeligere endnu senere hen, hvilket fører til halvheder og inkonsekvenser i beregningen, ganske modsat den egentlige grundværdiskat, hvorom nærmere nedenfor. Derimod er det ingen berettiget indvending mod dækningsafgiften, at den kun pålignes de enkelte begunstigede distrikter, thi dette sker just til lighedens opnåelse – modsat grundværdiskatten, som fornuftigvis ikke kan pålægges særskilt på en del af et fælles retsområde (stat eller kommune). 

Dækningsafgifterne kan bestå ved siden af almindelige grundskatter, og upåvirket af disse. Dette forudsættes overalt i de bestående kommunallove og stedlige skattevedtægter, se således Esbjergs vedtægt § 5. Også  i S. Berthelsens udkast af 1901 til en almindelig grundværdibeskatning for Danmark, hedder det herom i §29: “Statens, amtsfondens eller kommunens ret til efter gældende regler at kræve dækning for havte udgifter til nuværende eller fremtidige fællesforetagender eller til foranstaltninger til gavn for enkelte bestemte ejendomme eller steder, berøres ikke af denne lov”. 

Ordet dækningsafgift er, efter først at være benyttet i en afhandling i RET (januar 1907, hvortil i øvrigt henvises) nu, som betegnelse for de heromhandlede afgifter, accepteret af flere, således af Kristianias borgmester, H. E. Berner, i en afhandling i norsk Statsøkonomisk Tidsskrift for 1907. 

C. Egentlige grundskatter

Til sådanne bør først henregnes de gamle årlige grundafgifter af tvivlsom oprindelse, (ofte gamle fikserede lejeafgifter af forhen offentlige jorder eller gamle dækningsafgifter) som hviler på bestemte ejendomme med visse uforanderlige beløb, og overtages ved tilsvarende afkortning i købesummerne; gammelskatten til staten, (5 mio. kr, årligt) som så uretfærdigt ophævedes ved skattelovene af 1893, var et klassisk eksempel herpå, Land- og ligningsskatten til staten, (ca. 2 mio. kr. årligt) havde samme vanskæbne – den var dog af noget yngre oprindelse. – Fremdeles kan her nævnes de egentlige hartkornsskatter til amts- og sognekommunerne, uagtet de ikke var uforanderlige, men kunne stige efter behovet, og som udmåltes efter jordens dyrkningsværdi alene, ikke tillige efter beliggenhedsværdien, hvilket sidste var deres værste mangel fra et retfærdighedsstandpunkt. De fortjente dog ikke at blive kastet overbord, som det skete ved skattelovene af 1903, selvom afskrivningen endnu ej er fuldbyrdet. Endelig kan nævnes tiende som et ældgammelt eksempel på en fast grundafgift, der også nu er delvist (¼) bortforæret til de øjeblikkelige jordejere. 

Den ypperste form for grundskatter er grundværdiskatten, således som den er foreslået af Henry George i hans værk Fremskridt og fattigdom (1879) til afløsning af alle skatter på arbejde, forbrug og omsætning. Dens særkende er, at den (årligt) pålægges grundstykker uden hensyn til, hvorledes ejeren udnytter jorden, og alene i forhold til den værdi; som samtlige samfundsfordele daglig tilfører jorden (modsat de værdier, som den enkeltes arbejde derpå har skabt, såsom bygning og anden forbedring), men vel at mærke uden at man forsøger at hidlede grundværdien fra visse bestemte foranstaltninger, således som ved dækningsafgiften. Sandheden er jo nemlig den, at det egentlig ikke er selve den eller hin ydre foranstaltning, (en jernbane, en bro osv.) som er den virkelige skaber af den nye grundværdi; den udløser kun en værdi; skaberen er den voksende transporttrang eller færdselstrang, som folket ved forhøjet kultur kræver afhjulpet ved hin arbejdssparende indretning. Vil folkets forretningsliv ikke tage banen eller broen i brug, så skabes ingen ny grundværdi gennem dens anlæg. Forretningslivet må dagligt på ny behæfte foranstaltningens økonomiske værdi for jordstykkerne, hvis denne værdi skal erkendes fast knyttet til disse. Altså er det i virkeligheden folket selv, dets forbrug og produktion, som fremkalder det økonomiske liv, der dagligt på ny skaber grundværdien. Og denne bør derfor tilfalde folket, hvilket kun opnås ved en rationel beskatning af grundværdiens årlige rente – helst udfundet ved årlige vurderinger, hvilke ikke frembyder praktiske vanskeligheder. Tværtimod viser erfaringen, at ingen vurdering til skat er så let, så selvregulerende og så fejlfri, som vurdering af den rene grundværdi, hvor den enkelte ejendoms værd er bestemt ved naboejendommene som fikspunkter for minimum og maksimum. 

Denne grundværdiskat kan efter sin natur ikke overvæltes på lejeren eller brugeren men hviler alene på ejeren, som imidlertid gennem de daglige særfordele, som samfundet yder jordstykket, får mere end vederlag derfor – selvom han ikke er intelligent eller retsindig nok til at indse det. 

Grundværdiskatten har ikke blot store finansielle virkninger (dvs. kan dække alle statens og kommunens fornødenheder) men endnu større sociale indflydelser; thi den vil gøre det ufordelagtigt at lade velegnet jord ligge øde eller kun halvdårlig brugt; derved vil skatten fremme jordens bedst mulige udnyttelse, sikre jordbrugeren, og derved alle andre arbejdere det fulde arbejdsudbytte og hindre al skadelig grundspekulation. Den ophævelse af alle andre skatter (på arbejde og forbrug) som grundværdiskattens indførelse nødvendigvis forudsætter og fører med sig, er selvfølgelig også af største betydning for samfundets udvikling, for dets forbrug, produktion og omsætning. 

Henry Georges grundværdiskat er helt eller delvis gennemført på New Zealand og i en række andre australske og amerikanske lande i stat eller kommune, og står for gennemførelse i England med det nuværende engelske ministerium. – I Tyskland har disse tanker bevirket (i kraft af kommunalloven af 14. juli 1893 § 25) at op mod 100 større, mindre tyske kommuner i det sidste tiår har ændret deres ejendomsskatter derhen, at ikke udbytteværdien (Nutzungwert), men handelsværdien (Gemeinwert) lægges til grund for beskatningen; de gode sociale følger deraf (lavere husleje, sundere bopælsforhold, højere arbejdsløn) foreligger klart oplyste, uagtet reformen ikke fritager bygningsværdien, og derved kun bliver et halvt skridt fremad. I Danmark står grundværdiskatten foreløbig kun på Odense-programmet. Den danske ejendomsskyld, som adskillige mente skulle blive et skridt i retning af en rationel grundværdiskat, er ved sin udformning og gennemførelse snarere blevet det modsatte, idet skyldværdien væsentligt udfindes efter udbytteværdien, hvorved skatten delvis bliver en personlig skat på arbejde, bygning og forbrug. 

D. Omsætnings-afgifter   

Af faste ejendomme er sådanne, der erlægges til det offentlige, hver gang et ejerskifte konstateres ved salgsdokumenters oprettelse. De stammer sikkert oprindelig fra en anerkendelse af samfundets overejendomsret, idet enhver ny besidder måtte søge om samfundets tilladelse for ham til at indtræde i ejerforholdet. I Danmark kendes statens halvprocent-afgift og stempelafgift (2/3 %) af skøder og købebreve. København og en række købstæder har derhos ved kongelig reskript erholdt ret til af ejendommenes købesummer at opkræve ¼ % afgift til kommunens fattigvæsen ved ejerskifter. Noget lignende regler gælder i Norge. Fra andre lande kendes følgende omsætningsafgifter af faste ejendommes købesummer: tyske kommuner 1-2 %, Frankrig 5 á 6 %, Belgien 6,7 %, Schweiz 4 %, Østrig 3¹/₃ %, Elsass 5½ %, Baden og Bayern 2½ á 2 % – ofte med højere sats for ubebygget grund. I Sverige svares 0,6 %, men det dobbelte, når køberen er et aktieselskab. 

Omsætningsafgifter roses for den nemhed, hvormed de opkræves, men i øvrigt kan de ikke erkendes hensigtsmæssige. De falder på et ubelejligt tidspunkt og hindrer derved utvivlsomt den naturlige omsætning af ejendomme. De kunne derhos delvis omgås ved oprettelsen af grundejer-aktieselskaber og ved forfalskning af købesummer. Ved bebyggede ejendomme svares afgiften jo delvis af bygningsværdien, og er da for så vidt ingen grundafgift, men en bygningsafgift, som overvæltes på lejerne og fordyrer huslejen. 

Det ville for alle parter – grundejerne som det offentlige – være heldigt om alle bestående omsætningsafgifter (særligt også stempelafgiften) omformedes til faste årlige grundafgifter. 

E. Værdistigningsskat. 

Med dette ord betegnedes hidtil en ganske ny skattemåde, som i løbet af de sidste 5-6 år (og for øvrigt uden klar lovhjemmel) er indført i en halv snes tyske storbyer, under navn af Zuwachsteur (egentlig tilvæksskat). Skatten beregnes (med en ganske lav procent) af den værdistigning, som fra et givet tidspunkt tilføres de faste ejendomme uden ejerens eget arbejde, bygning osv., og da den således tilsigter kun at ramme visse dele af den rene grundværdi, opfattes den af mange som en egentlig grundskat. Dette er dog aldeles ikke tilfældet. Skatten opkræves nemlig i intet tilfælde efter periodiske vurderinger, men forfalder først ved ejerskifte (i en tysk koloni mindst hvert 25 år, hvad dog er uden al praktisk betydning). Da ejeren selv har det i sin hånd at undlade salg, og da skatten kun opkræves af den faktisk opnåede “konjunkturgevinst”, og først når denne er blevet til indtægt for spekulanten, kan denne værdi­stigningsskat kun opfattes som en særlig personlig skat på visse bestemte indkomstkilder – altså en speciel indkomstskat. Den savner derfor ganske den særlige gode sociale betydning, som grundværdiskatten har, ved at fremme den bedst og hurtigst mulige udnyttelse af velegnet jord i alles interesse. Ja værdistigningsskatten i denne tyske form vil endog snarere virke omvendt, altså socialt skadeligt, ved at præmiere (med skattefrihed) velegnet jords øde henliggen længst mulig. Af samme grund vil den kun have aftagende finansiel betydning. Og da der er mulighed for, at i alt fald de større grundejere ganske kan omgå loven (således ved grundejer-aktieselskaber uden ejerskifte osv.) er der udsigt til, at den hele zuwachsteuer-bevægelse snart vil falde til jorden som virkningsløs. – Dette har været tilfældet med en noget lignende tysk kommunal skattemåde Bauplatzsteuer (byggeplads-skat) som tillades ved kommunallovens § 27 og hvoraf man ventede sig meget. Men da skattens forfald også her var knyttet til betingelser, som det stod i grundspekulanternes magt at omgå, har man ganske forladt Bauplatzsteuer i de få byer (Berlin, Paderborn og Gørlitz) hvor forsøget gjordes. 

Der er således intet værdigt til efterligning i den såkaldte værdistigningsskat efter tysk mønster. Det er naturligvis muligt at konstruere andre skatteformer, og derom benytte samme betegnelse, der synes at have opnået en vis popularitet. Men det ville, for ikke at vildlede folks begreber, være rettest, at man i så fald gav de nye skatter helt nye navne f.eks. 

Jernbaneskyld 

kunne man således kalde den afgift, som er foreslået i det af trafikminister svend Høgsbro den 18. januar 1907 i folketinget fremlagte lovforslag om en række nye privatbaner – og det er ganske vildledende at forslaget her taler om værdistigningsskat. Denne afgift foreslås nemlig beregnet med 45 % af den værdiforøgelse, som efter foretaget vurdering skønnes tilført bestemte ejendomme ved de i deres nærhed (fremtidig) anlagte, og i loven nærmere fastsatte jernbaner og kun for så vidt. Afgiften er således efter sit væsen en ren dækningsafgift (se ovenfor), idet den er knyttet til bestemte offentlige foretagenders virkninger, ikke må anvendes til andre samfundsformål (uden ny lovhjemmel) og frem for alt, ikke beregnes i forhold til udbyttet, men uanset ejerens anvendelse af jorden, svares af dennes virkelige værditilvækst, og – ikke venter til indtrædende ejerskifte, men forfalder straks ved banens anlæg. Lovforslaget forudsætter da at den beregnede skats kapitalbeløb straks indbetales, men efter faldne udtalelser kan det forventes, at man i stedet vil indføre en tilsvarende fast grundrente. I så fald vil afgiften frembyde billedet af en dækningsafgift som efterhånden overgår til at blive en fast grundskat. Ved et samtidigt lovforslag om udvidelse af Esbjerg havn er der givet Esbjerg kommune mulighed for at kunne pålægge samtlige Esbjerg grundejendomme en noget lignende jordskyldafgift, der dog på et enkelt punkt afviger fra jernbaneskyld; værdistigningen udfindes nemlig her ikke alene af havneudvidelsens virkning, men også af andre almindelige årsager. Men i øvrigt er også denne afgifts karakter således, at den må betegnes som en ren dækningsafgift (jfr. ovenfor). 

/Høng, marts 1907. S. Berthelsen.