RETs småskrift, Nr.28.
(tillæg.til RETs augusthefte, 1906)

Er parlamentarismen forældet?
– Selvfølgelig ikke, når derved simpelthen menes folkets selvstyre. Kravet derom ældes aldrig – det er selve den politiske udviklings bevidste formål.

Men hvis “parlamentarisme” forstås som folkestyre gennem rigsdagsvæsen, som om “parlamentet” var den eneste eller blot bedst mulige form for folkeviljen, – da er det vist på tide at betænke hint spørgsmål. 

Hvad var det, der skete i Norge forrige søndag? Var det ikke det nye, at folket forelagdes og besvarede et livsvigtigt spørgsmål – uden rigsdagens mellemkomst? 

Det kan altså lade sig gøre at undvære d’hr. parlamentarikere i visse tilfælde – endda de vigtigste. Hvorfor da ikke til daglig brug? Pynter d’hr. kanske på vort offentlige liv – gennemsnitligt? 

Nu har Norge tilmed vist, at folkets vilje kan æskes med 14 dages varsel – kortere end nogen udvalgsbetænkning sædvanlig fås fra et af tingene. 

En søndag kl. 1 spurgtes det norske folk om dets vilje – og nogle timer efter forelå svaret! Præcist – uden alt omsvøb eller forbehold. 

Hvad skal vi da i grunden med det i vore dage overflødige mellemled, som hedder “Parlamentet”, i dettes nuværende form? 

Til forberedelse af lovene? – jovist. – Erfaringen viser, at det overlades alligevel oftest til regering, kommissioner og embedsmænd, af nærliggende grunde. Lovforslagenes titler er, hvad der væsentligst interesserer gennemsnits-tingmanden. 

Til at vælge regeringen? Ja – her har parlamentet sin oprindelige og vigtigste, måske eneste opgave. Sæt den rette mand på den rette plads – giv ham myndighed og ansvar, lad ham handle i fuld offentlighed og døm ham efter det regnskab, han aflægger, når året er omme – dertil burde rigsdagens gerning mulig være indskrænket. 

Men dertil er det nuværende parlamentariske apparat, dets valgmåde, virkemåde og forfatning helt utjenlig. Hvis man ønskede et system, som skulle demoralisere parlamentarikerne, ødelægge vort offentlige liv, drive alle hæderlige folk ud af vort folkestyre og overgive dette til en uansvarlig flok af lykkejægere, kunde man vanskeligt forme det virkningsfuldere end det nuværende. At det ikke går slet så galt alle steder, er så vist ikke systemets skyld – men en ros for de hæderlige elementer midt i svindelen. 

Parlamentarismens ældste form er vel oldtidens folkemøde eller dets udsendinge – til valg af høvdinge eller dom over høvdinge. (som det vistnok endnu sker i kanton Uri hvert år.)  

Den moderne engelske form er oprindelig en overklassekontrol med fyrstens magtbrug; efterhånden hans reduktion til en form – og parlamentet som overtager af selve styremagten. Den ansvarlige høvding forsvinder – det uansvarlige partistyre træder i stedet. En flerhed af ansvarsløse udvalgsformænd og partiførere, indpiskere og bladgrosserere afgør hemmeligt forud sagerne. Selv dem, der gider lægge navn til – ministrene – er uansvarlige, så længe de kun udretter det uansvarlige parlaments vilje. Fiktionen om folkeviljen bag parlamentet dækker dem. Sligt er folkestyre i karikatur, selvom denne intetsteds viser sig i sin fulde grelhed, – fordi store personligheder overalt søger at krydse systemets tyranni. 

Kommer der ud af dette væv af uansvarlighed et for folket slet resultat – og hvor skulle der kunne komme andet? – hvem har så skylden? D’hr. parlamentarikere ler vælgerfolket op i dets skikkelige ansigt og råber fra talerstolen ned til os: “I har selv skylden. – I valgte os jo således!” Det stakkels vælgerfolk må forvirret bide ærgrelsen i sig og har ikke på rede hånd det rette svar til slubberterne: “Vi valgte jer til at gå foran os og vise os vej frem! Gå bort – og lad os stemme selv!” 

Tag et eksempel herhjemme fra: Skattelovene. Om disse elendige love, som ingen vil forsvare uden dem, som er betalte derfor, – tænk, om de en søndag forelagdes det danske folk til afstemning? Svaret blev, at de fejedes væk med et hundredtusind stemmigt: NEJ! Var det endog folket selv, som, vildledt, forud havde vedtaget de samme love (hvilket næppe kan tænkes, da folket hellere lader alt blive ved det gamle, end vedtager noget ubekendt nyt), – ingen forloren mandighed ville hindre hver enkelt vælger fra hurtigt og bestemt at gøre omkring, og i det hemmelige rum nedlægge sin protest mod afgørelsen fra i fjor, når han havde følt dens uret. Endda med tillægsstraf for dem, som havde vildledt ham. 

Men nu? Kræver man af vore tingmænd en snarlig revision af hine skattelove (som husmandsstanden har gjort) så ler d’hrr. igen af vælgerne og råber: 

“Vi kan virkelig ikke være bekendt at gøre om så hastigt; så indrømmer vi jo vor dumhed fra i fjor”. Den enkelte brave tingmand indrømmer beredvillig på tomandshånd fadæsen; men inde i parlamentet fanger systemet, partivæsenet, ham kastrerer hans sunde sans og gode vilje. Hans afstemning i fjor, med partiet, hindrer gennemsnitsmanden fra i år at erkende sin fejl og bryde ud. Så hellere vedblive at fejle – under dækning af partiet. 

Hørup har med bidende, næppe forstået ironi givet denne moderne parlamentarisme dens klareste definition: en regering ved partier. Ikke en regering ved folket, ikke ved mænd og viljer, helst de ypperste, – men det, som hverken er folket eller mænd, ved det sammensatte begreb, som hedder politiske partier! Ingen ny tanke fremmes, undtagen den stemmer med partiets interesse. Det den nye enhed, som parlamentarismen har skabt, vor sande hersker: det uansvarlige, hemmelige partimøde. Det binder alle – undtagen mødets deltagere! Thi enhver af dem kan bagefter erklære: Jeg gjorde det for partiets skyld!  

Kan man da tænke sig folkestyre uden politiske rigsdagspartier?  

Ja selvfølgelig; hver gang et stort spørgsmål er fremme, må partistyret sprænges. Se igen til Norge. Situationens alvor har deroppe henvejret det golde, uansvarlige politiske partiregimente. Folket har kaldt på ansvarlige mænd af alle partier, på høvdinge. Ud af alle partier er den regering dannet, som styrer Norge nu. Og se – alle partier bøjede sig i disse dage for den simple tanke at spørge folket, og opfordrede til fuld tilslutning til den direkte afstemning hin søndag! 

Eller se til Sverige; også der bliver en koalitions-regering af alle partiers bedste mænd det korrekte udtryk for folkets vilje i et for nationen vanskeligt øjeblik. 

Ja, se endog til Tyskland – hvor kejseren med føje kan negligere de politiske partier i samme grad som han er nationens ordfører, dens kårne høvding og helt, – det, folket overalt og med rette kræver: en mand, der sætter sin person, sit navn og sit hus ind på sin gerning. Hvilket vel ikke udelukker fejlgreb – men ansvarsløshed. (Hermed er intet sagt om umuligheden af centralstyre og arvestyre overhovedet – men kun om personlighedens og ansvarlighedens vægt frem for partistyret.) 

Spørgsmålet er da ikke, om folkestyret kan undvære politiske partier – det kan tværtimod ikke trives under disses tyranni. Spørgsmålet er, hvorledes kommer vi bort fra dem? 

Selvfølgelig ikke bort fra naturlige, på fælles ideer og formål hvilende sammenslutninger og grupper af vælgere. Men af tingmænd? Hvorfor behøves der flerhed af mænd til at bære ledende tanker frem? Dette tåbelige indfald at addere åndelige evner, ligesom fysiske kræfter er en skæbnesvanger vildfarelse. Vi kan med størst nytte løfte i flok, og stemme i flok efter lighedens lov. Men tale i flok bliver virvar og brøl, og tænke i flok en vitterlig umulighed. Den ypperste repræsentation for åndelige interesser fås ikke ved at øge mængden af sendemands-hjerner, men ved at vælge efter kvalitet og så udruste den valgte med den magt, som bæreren af folkets ret har krav på. Én mand er da tilstrækkelig – den ypperste iblandt os, eller højst nogle få til supplering. Vel at mærke: når vi udstyrer ham, høvdingen, med samme styrke, samme myndighed, som ellers partiet – udmålt, om man vil, nøjagtigt efter antallet af de viljer, som står bag ham ude i landet. Først da får hver vælgers stemme lige vægt. Nu kan 20.000 enige foregangsmænd ikke sætte en ordfører ind i tinget – når de står spredte i 200 valgkredse – disse meningsløse afspærringsbåse for fri åndelig gruppering. 

Hvortil behøver vi derefter “Partiet” og dets trældom? I stedet for en rigsdag af hundrede af partibundne middelmådigheder får vi en fåtallig samling af nationens ypperste mænd, bårne frem af frie folkegrupper, der har samlet sig efter anskuelser om deres kårne ordførere, hver især udrustet med myndighed og løn netop i forhold til antallet af dem, der (uden at han kender dem, og derfor uden personlige afhængighedsbånd) valgte ham, frie i kraft af denne tilslutnings styrke – en levende repræsentation af de i folkelivet boende ideer, en virkelig folkeviljes fødte organer, et folkestyre ved ansvarlige høvdinge, valgt ved direkte afstemninger af hele folket en sommersøndag, og om man vil, på et år ad gangen. 

“Høvdingestyre” – en fryd for de frie mænd, som vælger høvedsmanden. Men måske en gru for visse middelmådigheder (også belæste akademiske), som ikke trives i klar luft, og som måske vil skræppe op om cæsarisme og demagogi – i god tro. Thi de ser ikke, de brave mænd, at høvdingestyre er den eneste mulige form for styrelse (også for folkestyre) overalt og til alle tider. Thi også den nuværende, demoraliserende parlamentarisme er kun høvdingestyre – men vel at mærke af uansvarlige, hemmelige høvdinge, dem, der står bagved partiet, måske endog bag dets bestyrelse, og i sidste instans er den afgørende vilje; måske er det en pengemand eller monopolist eller et komplot af monopolister, der, som nu i Amerika, trods den frieste politiske forfatning i verden – behersker parlamentet og dermed folket. “Parlamentarismen” er derved, gennem “partistyret” som mellemled, blevet det lydigste redskab i hænderne på folkets værste tyranner: den internationale monopol. Magt. 

Hvad folket må kræve for at blive fri for partitrældommen er da dette: ikke blot almindelig valgret (sikrende alles ret), ikke blot lige valgret (afskaffelse af valgprivilegier for et fåtal), men fri valgret, c: ubegrænset frihed for vælgerne til, uanset alle geografiske grænser at samles ved direkte folkeafstemning om de ideer, som de hylder, og de mænd, som de vælger til at bære ideerne frem – med myndighed i forhold til antallet af vælgere, der står bag.

Ud af et sådant valg vil ikke fremgå en rigsdag af middelmådigheder, som hjemme fra er gået på akkord med deres overbevisning, som skylder partistyrelsen og dens blade mandatet, og som derfor på tinge er henvist til i alle hovedspørgsmål at være nikkedukker i den hemmelige partiledelses hænder, – en karikatur af et folkestyre.

Men derimod et parlament af mænd, som ikke skylder et parti, men en idé sin magt, – og ikke en lokal kreds, men ukendte meningsfæller i det hele land sin indflydelse, – mænd, som er gjort økonomisk uafhængige i forhold til som de varetager folkets ret, og derfor ubestikkelig – kort: personligheder med forskellig rang efter vælgernes vilje, – et parlament, hvoraf som en selvfølgelighed regeringen vil udgå, valgt direkte af folket, et virkeligt folkestyre. 

– – –

Intet som helst repræsentationssystem kan sikre en viis styrelse. Et demoraliseret folk vil altid få en slet regering. Men et slet valgsystem kan skaffe selv et hæderligt folk et dårligt styre når det virker til at slå ned de ypperste, for at hjælpe frem de samvittighedsløse og middelmådighederne. Det valgsystem, som har tendens til at kalde hæderlige dygtigheder, åndens og karakterens ypperste, frem til repræsentation, et vil give den bedst mulige regering under alle forhold og højne vort offentlige liv.