RETs småskrift, Nr.31-33
Tillæg til RET nr 13. 1905
af Villads Christensen
Et Henry George Samfund
(Kolonien Fairhope)
(Formålet med Henry Georges reform er ikke at udsondre en del af det bestående borgerskabs medlemmer til dannelse af et nyt og retfærdigt samfund på et afsides sted, fjernt fra den øvrige verden. Tværtimod var det mesterens og er hans meningsfællers bestemte hensigt gennem hensigtssvarende reformer at omdanne selve det gamle samfund til et nyt og bedre hjemsted for retfærdighed. Derfor har vor bevægelse aldrig lagt særlig vægt på oprettelsen af kolonier af Henry George-venner; thi selvom sådanne kolonier i øvrigt lykkes, er de ikke noget helt tro billede af det nuværende samfunds forhold til jorden, og beviser ærlig intet om overgangsformerne. Alligevel har det sin store interesse at læse om et såre vellykket forsøg på at danne et lille George-samfund (kaldet “Godthåb”) ovre i Amerika i staten Alabama, og vi har derfor erholdt forfatterens tilladelse til efter Dansk Tidsskrift, oktober 1905 at gengive nedenstående fortræffelige artikel derom af den bekendte historiker dr. phil. Chr. Villads Christensen)
Kolonien Fairhope.
Gennem aldrig hvilende forsøg famler menneskene sig frem for at finde en stedse bedre form for deres samfunds ordning. Dette er målet for alle reformer og revolutioner, for alle de skiftende statsforfatninger og styrelsesformer, der opstilles, prøves og forkastes. Endnu har vi ikke fundet det rette, den ordning, som skaber mest lykke for menneskene og fordeler den på den retfærdigste måde. Vi er alle enige om, at “den bedste af alle tænkelige verdener” kan og bør blive endnu meget bedre, og ikke få af os har også en bestemt mening om, i hvad retning det næste skridt på denne vej skal tages.
For den, der har nået en sådan overbevisning, og som brænder af iver efter at få den omsat i virkelighed, er det en øvelse i tålmodighed at se verden fremdeles blive stående ubevægelig i det gamle eller måske endogså vandre ubekymret af sted i en helt gal retning. Den utålmodige hører selv sine ord som en røst i ørkenen, han føler de træges uforstand og de egenkærliges fjendskab som en mur omkring sig – og så fristes han til at flygte væk fra det alt sammen, opsøge et ensomt sted, hvor han kan få lov til at virkeliggøre sine ideer i fred, og hvorfra han kan tilråbe sine modstandere: “Hvad I ikke ville tro, det skal i nu erfare!” Han danner et samfund i miniature, en social forsøgskoloni.
Allerede har verden set talrige af disse eksperimenter – snart iværksatte af religiøse sværmere, snart af ædeltsindede rigmænd, endelig også af videnskabelige tænkere. Fælles for dem alle – fra shakernes kolonier i Amerika i det 18. århundrede til frilands ekspeditionen i vore dage – er dette, at de regelmæssigt ender med skuffelser og nederlag. De fleste af dem er strandede på de allerførste vanskeligheder. Andre har ganske vist overstået deres børnesygdomme og opnået en højere levealder; men ingen af dem har evnet at vise verden det idealsamfund, som ved sin blotte tilværelse skulle godtgøre, at her er spørgsmålets endelige løsning fundet.
Det er derfor let forståeligt, at lederne af Henry George-bevægelsen i Amerika blev betænkelige, da de erfarede, at nogle af deres meningsfæller havde i sinde at grunde en “georgistisk” koloni for derigennem at føre et praktisk bevis for rigtigheden af Henry Georges lære. Sæt, at forsøget slog fejl – hvad man efter de tidligere erfaringer måtte være fuldt forberedt på! Ganske vist var ikke derved bevist, at læren var falsk, thi forsøgets dårlige udfald kunne meget vel skyldes andre årsager; ej heller kunne det nægtes, at adskillig nyttig erfaring nok kunne indvindes ad denne vej, og at forskellige omstridte spørgsmål bedst kunne løses ved at prøves i praksis. Men lige så sikkert var det, at et mislykket forsøg ville blive stærkt udnyttet af modstandere og i det hele taget skade sagen – og bevægelsens ledere frarådede altså at prøve derpå.
Men hos den kreds af mænd, der havde fattet planen og skaffet midlerne til at sætte den i værk, må der have været en usvigelig tro på, at forsøget ikke ville mislykkes. Thi til trods for de besindiges råd blev sagen ført igennem.
Det princip, som her skulle prøves i praksis, er så simpelt og ligetil som vel muligt. Enhver skal beholde sit, siger Henry George, samfundet, hvad dets er, den enkelte, hvad hans er, og grænsen derimellem er ikke vanskelig at trække. Jorden, som den er givet os fra naturens hånd, er samfundets part; den er menneskenes fælleseje, og den enkelte, som får overladt et stykke af den til eget brug, er derfor pligtig til at give sine medejere vederlag for denne brugsret i form af en årlig afgift til samfundets fælles kasse. Men alt, hvad menneskene selv har frembragt, er de enkeltes private ejendom, og det har hverken samfundet eller nogen anden ret til at berøve dem. Og lige så letfattelig som denne teori er, lige så jævn og simpel er dens udførelse i praksis: i stedet for alle vore nuværende skatter skal der indføres en eneste skat; den ‘lægges på’ jorden, på selve den nøgne jordoverflade, og dens størrelse skal netop være lig med renten af denne jordoverflades værdi. Hverken mere eller mindre; thi samfundet skal ikke udplyndre sine enkelte medlemmer, ej heller eftergive eller forære den ene noget, som han ikke har mere ret til end den anden.
I Nordamerika, som vel de fleste andre steder, giver de nugældende love jordens ejere den mest ubetingede og uhindrede dispositionsret over deres ejendom. Af denne ret ville sagens venner benytte sig; de konstituerede sig som et aktieselskab med alle ‘en juridisk persons’ rettigheder, lod sig tilskøde et stykke jord og kunne så uden yderligere indblanding af det store samfund indrette deres lille samfund som de ville. De havde fraskrevet sig enhver ret til særligt udbytte af deres indskudte penge; for øvrigt skulle kolonien klare sig selv, altså også betale de pligtige skatter til stat og kommune.
Det indkøbte grundstykke lå på den østlige bred af Mobile-bugten i Alabama, ved Alabamaflodens udløb i den Mexicanske Havbugt. Det var på 1122 tdr. land (1530 acres), altså som en lille landsby i Danmark. Jorden var skovbevokset og næsten ubebygget, kun langs strandbredden lå enkelte fattige hytter. Grundlæggerne gav kolonien det smukke navn Fairhope (Godthåb).
Det var i 1895, man skred til værket. Jorden blev udstykket, og parcellerne bortfæstede på 99 år. Dette tidsrum er den længste termin for fæste, som Alabamas love tillader. Men det ejendommelige ved fæsteforholdet var, at afgiften kun fastsattes for et år ad gangen. Dette var jo nødvendigt, når afgiften stadig skal svare til renten af grundens værdi; thi denne værdi forandres efterhånden som bebyggelsen tiltager eller foranstaltninger til fælles nytte udføres på offentlig bekostning.
Samtlige fæstere deltager i fastsættelsen af disse afgifter. Hvert år udsendes skemaer over alle lodderne med den foreslåede afgift af hver; efter at fæsterne har haft tilbørlig tid til at granske deres egne og naboernes afgifter for det kommende år, sammenkaldes de til et borgermøde, hvor forslaget gennemdrøftes, ændringer foreslås, og det hele endelig vedtages. Er nogen misfornøjet med hans afgiftsansættelse eller af andre grunde vil ud af kolonien, står det ham frit for at sælge, det vil sige, han sælger bygningerne og de forbedringer, han selv har udført på ejendommen, sammen med brugsretten til jorden. De to ting skal følges ad, og køberen får da nyt fæste på 99 år. Det står ham ligeledes frit for at købe flere grunde til sammenlægning eller at udstykke den oprindeligt fæstede grund i flere. Tendensen i denne henseende har i den forløbne tid gået i retning af stedse større udstykning, medens sammenlægning meget sjældent finder sted. Det kan jo ikke betale sig for brugeren at have mere jord under hånden, end hvad han kan udnytte fuldt ud. Thi afgiften erlægges med samme beløb, enten jorden anvendes godt eller dårligt. Disse fæsteafgifter var til at begynde med koloniens eneste indtægt; senere er hertil kommet overskuddet af de offentlige anlæg, som kolonien ejer, særlig havnen og skibsbroen. Selskabet, som ejer det hele optager stadig nye medlemmer, der ved indtrædelsen må betale en sum en gang for alle (100 dollars). Men disse penge kommer ikke kolonisterne til gode; de anvendes udelukkende til indkøb af grundstykker til koloniens udvidelse.
Selskabet har forpligtet sig til ikke at optage lån med pant i jorden. Penge til større offentlige arbejder skaffes til veje ved almindelige rentebærende og amortisable lån. Arbejdet udføres i reglen af kolonisterne selv, og i begyndelsen betalte man dem med anvisninger, der senere skulle indfries, når foretagendet begyndte at give overskud. Nu er der dog altid tilstrækkelige penge i kassen til at arbejdslønnen kan udbetales kontant.
Det første større arbejde, man tog fat på, var anlægget af en skibsbro. Den påbegyndtes allerede i 1895. Da der er fladt vand langs kysten, måtte den gøres 1800 fod lang, og dette arbejde kostede 1200 dollars. Kolonisterne leverede både materialer og arbejdskraft, og de derfor udstedte anvisninger er nu for længst indløst, og broen er blevet et godt aktiv for det lille samfund.
Dernæst gravedes en offentlig brønd. Den blev anlagt på samme måde som havnen, men den havde straks den virkning, at værdien af de nærmest liggende grundstykker steg så meget, at udgifterne ved dens anlæg snart var dækkede. Indretningen af et virkeligt vandværk med rørledning til hvert hus er nu under forberedelse.
Efter samme økonomiske princip byggedes derpå en lille damper; den er på 93 tons og kan bære 115 passagerer. Dens nettooverskud medgår foreløbig til at afdrage og forrente udgifterne ved dens bygning. Når den er helt udbetalt, bliver den koloniens ejendom. Ved havnen er der bygget store pakhuse, telefon anlagdes 1904, og offentlig belysning vil blive indført 1904. Desuden findes en kommunal badeanstalt og et bibliotek, der tæller over 2000 bind.
Kolonisterne i Fairhope behøver ikke at være tilhængere af Henry Georges lære eller medlemmer af det selskab, som har grundet kolonien (Fairhope Association). Men der gøres dog den forskel, at kun selskabets medlemmer har stemmeret ved de kommunale valg. Her er et svagt punkt i forfatningen, som allerede har givet anledning til strid, og som måske vil vise sig at være foretagendets ulykke. Vi skal senere komme tilbage hertil.
Bortset fra denne indskrænkning i stemmeretten, er forfatningen grundlagt på det uindskrænkede selvstyre. Kolonien ledes af et ulønnet kommunalråd; men generalforsamlingen har den øverste myndighed, og enhver beslutning af rådet skal, når 10% af vælgerne forlanger det, underkastes en generalforsamlings antagelse eller forkastelse. Desuden har enhver vælger ret til på disse forsamlinger at stille nye forslag. Der findes altså både ‘initiativ’ og ‘referendum’, som det hedder i det tekniske sprog. Kolonien tæller nu hen imod 100 ejendomme med omtrent 400 indbyggere. Fæsteafgiften er overordentlig forskellig, mindre på grund af jordbundens beskaffenhed end på grund af loddernes forskellige beliggenhed. For den dyreste grund betales nemlig 60 dollars pr. acre (ca. 38 kr. årlig pr. skp. land). Den ligger lige ude ved vandet med en herlig udsigt over Mobile-bugten, og på den har en rigmand bygget sin villa. For den lavest betalte gives 35 cents pr. acre (ca. 20 øre årlig pr. skæppe land). Den ligger længst tilbage i kolonien og tilhører en agerdyrker, der ikke bryder sig om at betale for en smuk udsigt, men kun ønsker adgang til et stykke jord, som kan lønne hans arbejde. Det har ved bortfæstningen været lige så let at få lejere til de dyreste grunde som til de billigste – i begge tilfælde betaler man jo også kun for det, som man virkelig får.
Samler man nu de erfaringer, som er gjort i Fairhope i de forløbne år, vil det vise sig, at disse just giver svar på adskillige af de spørgsmål, om hvilke der har været mest diskussion og uenighed.
For det første viser det sig, at forbedringer af jordlodden netop tilskyndes ved dette system. Den omstændighed, at det fulde arbejdsudbytte og alle forbedringer er skattefri, virker opmuntrende. Langs Mobile-bugten ligger 4 ældre småbyer med lige så gode betingelser fra naturens hånd som Fairhope. I ingen af dem kendes en sådan foretagsomhed, en sådan befolkningstilvækst og så store økonomiske fremskridt som i Fairhope.
Dernæst har det vist sig, at renten af den nøgne jords værdi har været fuldstændig tilstrækkelig til at dække alle udgifter til offentlige formål. Skatterne til staten Alabama og til den kommune, i hvilken Fairhope ligger, udgør omtrent en fjerdedel af det beløb der indgår i koloniens kasse. Et tre gange så stort beløb har da hvert år stået til disposition til de rent lokale øjemed. Dette beløb har været så rigeligt, at Fairhope for længst har kunnet byde sine borgere behageligheder og bekvemmeligheder, som de omliggende landsbyer ikke har været i stand til. Dette er jo for øvrigt ikke mærkeligt: indbyggerne i de andre landsbyer skal foruden skatter til det offentlige tillige betale afgift til private for brugen af deres jord: enten til godsejeren, hvis de er fæstere, eller til prioritetshaveren, hvis de er selvejere. Men også disse penge, som der går til private personer, flyder jo i Fairhope ind i den offentlige kasse.
Hvad der kan blive råd til i Fairhope frem for i de omliggende byer, skal belyses ved et enkelt eksempel: der findes en offentlig skole i den kommune hvori Fairhope ligger. De pengemidler, der er stillet til dens rådighed, er imidlertid så små, at der kun kan holdes gratis skole i 2 -3 måneder af året. Efter den tid bliver dog skolen ikke lukket, men holdes gående ved privat betaling af beboerne. Dette tilskud til skolevæsenet betales for Fairhopes vedkommende af den fælles kasse, og koloniens børn har således virkelig gratis skolegang hele året, medens de familier, der bor udenfor koloniens grænser, fremdeles bliver pålignet dette ekstraordinære bidrag til skolevæsenet. Så grelt kan her modsætningen fremtræde, at der er familier med mange børn og kun liden jord, der alene i skolepenge betaler mere, end de i et og alt ville komme til at betale, hvis deres ejendom havde ligget indenfor koloniens grænser.
Erfaringerne fra Fairhope giver også svar på det så ofte rejste spørgsmål: om det er nødvendigt og forsvarligt at inddrage den fulde jordrente i samfundets kasse. I begyndelsen var der en naturlig ængstelse for at gå så langt, da fæsterne ud fra deres tilvante forestillinger stadig søgte at få afgiften sat så lavt som muligt. De mente, at hvad de sparede i fæsteafgift, var deres egen profit. Men det blev ret hurtig klart for alle, at inddragelsen af den fulde jordrente var retfærdig, og at den samtidig var til alles velforståede gavn. Kun ved at tage det hele var det muligt fuldt ud at jævne de uligheder, som jordernes forskellige godhed og beliggenhed medførte; kun på den måde blev alle virkelig stillet ens. Lod man en del af jordrenten blive tilbage som brugerens private eje, begunstigedes nemlig de heldigst beliggende grunde i samme forhold som nu. Fæsternes uvilje mod at betale den fulde jordrente forsvandt også, da det ret var gået op for dem gennem egen erfaring, at alt, hvad de gennem fæsteafgiften svarede til det offentlige, fuldt ud kom dem selv til gode igen, og nu er der almindelig enighed om, at den fulde grundværdibeskatning netop er i alles interesse.
Tvivlere havde forudsagt, at så snart man begyndte at forhøje afgiften, ville der blive mindre efterspørgsel efter koloniens grundstykker og standsning i tilgangen. Dette er ingenlunde indtruffet. Tværtimod er befolkningens tilvækst steget i samme grad, som afgifterne er bleven forhøjede. Og samtidig har man haft det ‘særsyn’, at folkeforøgelsen ikke har virket til at trykke arbejdslønnen ned. Det viser sig netop, at forøgelse i folketal vækker stærkere efterspørgsel efter arbejdskraft. I de 10 år, kolonien har bestået er arbejdslønnen steget 100%, og samtidig er arbejdstiden forkortet fra 10 til 9 timer daglig. – Udgiveren af “Daily Herald” i Mobile, der ikke selv er medlem af Fairhope-selskabet, har for nylig i sit blad omtalt disse forhold: “Der siges, at fæsteafgifterne allerede er blevet forøget med fra 50 til 400%. Det er nok muligt. 400% lyder jo noget glubsk. Men jeg selv har for nogle år siden fæstet en lod på en halv acre (3 skpr. land), beliggende midt i Fairhope, for 1½ dollar (5¼ krone) om året. Selvom denne afgift nu forhøjes med 400% (altså til 22 kr.), ville jeg ikke føle mig brøstholden.”
En af de mærkeligste virkninger, kolonien har haft, er dens indflydelse på jordpriserne i de omliggende landsbyer. Medens grundenes værdi i Fairhope stadig er stigende, er den stillestående eller faldende i de nærmest liggende egne. Sagen er jo den, at fordelen ved at fæste bo i Fairhope er så iøjnefaldende for praktiske folk, at alle de nybyggere, som søger sig hjem i disse egne, netop vil bo i Fairhope og ikke udenfor. Grundejerne i nabobyerne finder det allerede nu så vanskeligt at finde købere eller fæstere til deres jord at de har tilbudt kolonien 2500 tønder land til billigst mulige pris; og da Fairhope stadig er i rask fremgang, går handelen nok i orden, og systemets virkninger vil således kunne brede sig i stedse videre kredse. Det siges også, at de store jordspekulanter i disse egne søger at holde deres kunder i uvidenhed om Fairhopes eksistens ved at sørge for at sælge dem jord så langt borte fra kolonien som muligt. Alene ved sin blotte tilværelse bidrager Fairhope således til at tvinge ejendomspriserne ned.
Kolonien er dernæst blevet et talende vidnesbyrd om, hvor meget endepunkterne for en transportlinje er værd. I Fairhope viser dette sig med en overvældende tydelighed: Indtægterne af den lille havn og af skibsbroen, der byggedes for 1200 dollars (4400 kr.), har i de sidste år beløbet sig til lige så meget som afgiften af alle landejendommene tilsammen. Og dette overraskende resultat er nået uden nogen særlig bestræbelse fra koloniens side; de afgifter, som betales ved bolværkerne i Fairhope, er ganske de samme, som betales ved de andre landingspladser langs denne kyst – således som den frie konkurrence nødvendigvis må føre det med sig. Men forskellen er den, at ved de andre anløbssteder går disse indtægter for største delen i private, ukontrollerede lommer.
De forholdsvis store indtægter af denne ene skibsbro – og den omstændighed, at rigmanden på sin villa betaler 172 gange så meget i årlig afgift af hver tønde land, som agerdyrkeren lidt længere inde i landet – glver en forestilling om, hvilke indtægter, samfundet ville kunne få af havnepladser, jernbanestationer og i det hele af alle særlig heldigt beliggende ejendomme, hvis Fairhopes beskatningssystem var gennemført for et helt lands vedkommende.
Endelig har Fairhope den store fordel frem for andre samfund, at de virkelig begærlige – de, der vil berige sig på andres bekostning og kun høste frugten af andres arbejde – ikke kan trives der. De kommer der slet ikke; thi der er ingen mulighed for, at de kan sætte deres ‘penge’ til at ‘arbejde’ for sig, og så selv blot nyde udbyttet. Der kan ikke drives jordspekulationer, thi al jordværdi optages jo af afgiften. Der kan ikke fås monopol på noget som helst; thi al monopolvirksomhed – skibsfart, belysning, vandforsyning, telefon osv. -driver samfundet selv. Der er i det hele kun én måde at tjene penge på: ved selv at bestille noget. Dette ubønhørlige vilkår er i sig selv tilstrækkeligt til at lutre den befolkning, der nedsætter sig i Fairhope. Man ved på forhånd, hvad slags folk, der kommer, og hvem der bliver borte. Egen dygtighed og flid, ikke tilfældig ejendomsbesiddelse og rigdom, bliver det, som her lønnes og æres. Samfundets økonomiske ordning bortstøder automatisk de bestanddele, som ikke ved nyttigt arbejde bidrager til dets vækst og fremme.
_ _ _ _ _
Medens således beskatningssystemet og den hele økonomiske ordning har stået sin prøve og virket fuldt tilfredsstillende, tyder derimod de senest modtagne efterretninger fra Fairhope på, at der er en svaghed til stede i koloniens politiske ordning. Det er den tidligere berørte modsætning mellem de stemmeberettigede og de ikke stemmeberettigede borgere.
Der er for øjeblikket 45 ‘fæstere’ i Fairhope, som medlemmer af selskabet, medens 53 står udenfor. Disse 53 afholdt den 14. januar 1905 et ‘massemøde’, som de kalder det, og vedtog en resolution imod den bestående deling af borgersamfundet. Deres betragtning er den, at de 53 har lige så megen interesse i og forstand på koloniens anliggender som de 45, og at den bestående ordning er en parodi på en fri forfatning, da den netop deler borgerne i et herskende aristokrati og i en politisk umyndig underklasse. Om selve det georgistiske princip siger de kun, at et skattesystem, som man ikke rolig tør betro borgerne selv at gennemføre, næppe kan være megen opmærksomhed værd.
Overfor disse angreb svarer selskabets leder, sekretæren Mr. Gaston, at Fairhope er grundlagt som en georgistisk forsøgskoloni, og at det er selskabets eneste opgave at sørge for, at den også vedbliver at være det. Men det har man ingen sikkerhed for, når alle og enhver i byen får indflydelse på dens ledelse. Allerede nu er selskabets medlemmer i mindretal i kolonien; og med den frie adgang til at fæste jord i Fairhope ville intet være lettere for systemets modstandere end at overvælde dets tilhængere, hvis forfatningsbestemmelserne ikke satte en skranke derfor. Til de misfornøjede har han ikke andet råd end dette, at de kan gå deres vej; Fairhope vil dog ikke komme til at savne liebhavere til sine grunde.
Denne afvisende holdning, som mr. Gaston således indtager, deles dog ikke af alle georgister. Også blandt selskabets medlemmer og sagens venner hæver der sig røster for, at man skal komme oppositionen i møde. Deres betragtning er den, at man trygt må kunne stole på, at de borgere, som i en årrække har boet i byen og som stadig ønsker at blive boende der, ikke vil benytte deres stemmeret til at skade kolonien eller til at omstyrte de institutioner, i ly af hvilke de selv har befundet sig så vel.
Striden om Fairhope følges med levende interesse vidt omkring i Nordamerika, og alle bladene i Alabama har taget parti for eller imod selskabet. At selve tanken om sådanne forsøgskolonier ikke er blevet anfægtet deraf, viser sig deri, at der netop nu lægges planer om oprettelsen af to nye kolonier efter samme princip, en ved Philadelphia og en udenfor New York. Hvis man virkelig i Fairhope har begået en fejl ved fra begyndelsen af at tillade andre end selskabets medlemmer at nedsætte sig i kolonien, vil de herigennem indvundne erfaringer kunne komme til god nytte ved de følgende anlæg.
Chr. Villads Christensen.
––––––––––––––––––
Det er ingenlunde utroligt, at foranstående artikel kan give stødet til, at tanken om oprettelsen af en Henry-George-koloni optages også herhjemme. Thi beretningen lyder så fornøjelig og fristende for alle, som gerne vil arbejde, at det ikke skulle undre os, om man tog tanken op til realisation.
Måske var ingen nærmere til at drøfte sådanne muligheder og planlægge et arbejde for deres gennemførelse, end den danske Henry George Forening.
RETs udg.
Den danske Henry George-forening, stiftet 2. marts 1902, optager som medlem enhver mand eller kvinde, som vil virke til fremme af dens formål: en fredelig løsning af det sociale spørgsmål ved folket økonomiske frigørelse ad den af Henry George anviste vej: gennemførelse af jordværdibeskatning. Hertil søger den tilslutning i alle samfundslag og i de forskellige politiske lejre. Indmeldelse sker ved indsendelse af navn og adresse samt årsbidrag, mindst 1 kr., til foreningens sekretær, husejer H. P. Hansen, Bredegade, Slagelse. Nye medlemmer erholder de af foreningen udgivne småskrifter samt månedsbladet RET frit tilsendt så vidt oplagene rækker.
