Tillægsblad nr. 1 til RET nr. 3, december 1904a
af sagfører S. Berthelsen, Høng.

Under forhandlingerne på rådhuset, ved grundejermøder og i bladene om den nye skat, har der vist sig en betydelig meningsforskel om det berettigede i dens indførelse i kommunen. Mon ikke denne strid hidrører fra, at man ikke har forsøgt en objektiv undersøgelse af ejendomsskyldens sociale (modsat kommunal-finansielle) karakter og virkninger?

Dette spørgsmål e21r nemlig et rent videnskabeligt, – ligeså uafhængigt af flertal og mindretals afgørelser som f.eks. måling af en bjerghøjde eller et legemes vægtfylde.

Spørgsmålet er jo dette: Falder ejendomsskylden på ejerne, eller kan den af disse overvæltes på lejerne, gennem forøgede huslejer?

I sidste tilfælde bliver “skylden” = en ny huslejeskat, hvilende på brugeren, og af denne atter efterhånden delvis overvæltet (særlig butikslejen) på det købende publikums varepriser; altså i virkeligheden en ny forbrugsskat, meget lig en ny varetold i sine sociale virkninger. Med andre ord: en slet skat, hvis indførelse i kommunen folket bør modsætte sig af al magt.

Men i første tilfælde, dvs. hvis ejendomsskylden ikke kan overvæltes på lejerne, da bliver forholdet netop det omvendte. Da falder skatten alene på ejerne, og i rigtigt indbyrdes skyldforhold, eftersom det åbne markeds vurdering (“handelsværdi”) og ikke vilkårlighed forudsættes som målestok; kun overgangsreglernes hensigtsmæssighed kan da drøftes. For det store publikum bliver ejendomsskylden i så fald en virkelig økonomisk landvinding, nemlig = fri erhvervelse af et nyt stort aktiv for den fælles kommunekasse – til dækning af udgiftsposter, som ellers måtte pålignes de mange som forbrugs- eller personskatter. Altså en god skat, som folket bør kræve indført hurtigst muligt.

Følgelig er “overvæltningsspørgsmålet” det centrale, det ene afgørende. Men overvæltningens mulighed beror vel at mærke alene på forud givne økonomiske naturlove, og er absolut uafhængig af enten ejernes eller lejernes vilje – enkeltvis eller organiserede. Kan overvæltning på lejerne ske, så vil den ske uanset grundejernes ønsker eller lejernes protest. Og omvendt: findes ingen naturlig overvæltningsmulighed, så nytter ikke nogen grundejerforanstaltning, ligesom enhver lejersammenslutning bliver overflødig. Huslejens højde er jo ikke – så lidt som prisen på sukker, klæder eller nogen anden vare – normalt noget produkt af vilkårlighed, men af “forholdene på lejemarkedet”, dvs. prisdannelsens naturlov.

Men denne lov lyder – som enhver kan kontrollere – på, at hvor forrådets mængde er fast begrænset, der vil øget begær højne vareprisen, medens omvendt: øget efterspørgsel vil sænke prisen i samme grad, som forrådets mængde er elastisk dvs. kan tilkaldes med ordrernes stigning. Thi øget produktion giver altid billigere enhedspris.

Da nu efterspørgslen efter de faste ejendomme, hvorpå ejendomsskylden er lagt, stiger jævnt og naturligt i København med folkemængden og boligtrangen, og i hvert fald er upåvirket af den nye skat, – bliver spørgsmålet alene: om skatten da påvirker forrådet? Har den nye ejendomsskyld tendens til at kalde nye ejendomme frem på markedet, så vil den for så vidt påvirke prisen (og lejen) på disse således, at denne falder. Har skatten derimod tendens til at hindre nye ejendommes opståen, vil den virke højnende på lejen og prisen. Og er den ude af stand til at påvirke forrådets mængde, vil den ej heller øve mindste indflydelse på prisen (huslejen) – under i øvrigt lige efterspørgsel.

Men nu er “fast ejendom”, hvoraf skylden beregnes, ikke noget naturligt, men et konventionelt, juridisk begreb, som består af 2 forskellige faktorer, der i den her omhandlede (såvel som anden) retning, som “forråd” betragtet, er væsensforskellige, nemlig 1) jordgrund og 2) bygning; thi forrådet af jordoverflade er definitivt begrænset, medens mængden af bygninger kan forøges praktisk talt ubegrænset. Virkningen af skatten bliver derfor væsensforskeliig overfor de 2 elementer, hvoraf begrebet “fast ejendom” består.

Hvis nu skatten beregnedes alene af grundens værdi, ville den hverken kunne formindske eller øge antallet af tilstedeværende jordgrunde, og ville for så vidt blive ganske uden indflydelse på prisen og huslejen. Men ved at gøre det endnu ufordelagtigere end hidtil at have velegnet byggejord henliggende ubenyttet til spekulation, ville dog en sådan grundværdiskat have tendens til at kalde flere hidtil ledige byggegrunde frem på markedet, og derved praktisk virke til forøgelse af forrådet, dvs. sænkning af huslejen. Herfor haves officielle vidnesbyrd fra tyske storbyer fra de seneste år (Spandau 1902-03).

Hvis derimod ejendomsskylden alene beregnedes af bygningens værdi, altså stigende med hver ny bygnings komme på markedet, da ville den omvendt – under i øvrigt lige efterspørgsel – fordyre og derved hindre og hæmme en øgelse af forrådet, altså virke til højnelse af vareprisen (huslejen) mindst med skattens beløb – ganske i lighed med tolds virkning på bygningsmaterialer.

Følgelig bliver resultatet, at da vor ejendomsskyld, i dens foreliggende skikkelse, både beregnes af grundværdi og bygningsværdi, indeholder den to hinanden polært modsatte sociale tendenser, hvilket gør det definitivt umuligt at bestemme dens endelige sociale indflydelse som helhed på huslejeprisen, og derigennem på varepriser og effektiv arbejdslønshøjde.[1]

Kun så meget kan siges med vished, at i samme grad ejendomsskylden rammer ubebygget jord stærkt, i samme grad vil den påvirke denne jords inddragning under bebyggelse, idet ejeren herefter til sit rentetab må lægge den nye skats beløb, hvorved spekulationselementet for så vidt fjernes; det derved forårsagede jordprisfald vil begunstige nyt byggeri, og derved bidrage til at sænke huslejen overalt i København, eller hindre en ellers indtrådt stigning. Men hvor stærkt denne virkning vil indtræde beror som sagt på, hvor samvittighedsfuldt vurderingsmændene har takseret ubebygget (eller slet bebygget) jord i og udenfor byen til dens fulde handelsværdi.

Ligeledes kan det siges med vished, at den omstændighed at ejendomsskylden stiger med hver ny eller bedre bygning som opføres, og falder med nedrivning af hus, vil have den modsatte, hindrende indflydelse på byggeriet, og derved på udbud af nye lejligheder, altså have tendens til at virke til at forhøje huslejen overalt i byen (stadig forudsat lige efterspørgsel).

Følgelig kan det kun siges, at den del af ejendomsskylden, der falder på jordgrundens værdi, kan ikke overvæltes på lejerne gennem huslejens forøgelse, og har følgelig de bedste og ønskeligste sociale virkninger – medens den del af skylden, som svares af bygningernes værdi vil (for så vidt den overstiger den gamle bygning afgift) overvæltes på lejerne som en ny forbrugs- og huslejeskat, og altså virke socialt skadelig. (Om fritagelsen for ejendomsskyld på “smålejligheder” kommer småfolkene til gode eller husejerne, er et spørgsmål for sig).

Denne forklaring giver vistnok et endegyldigt svar på spørgsmålet om ejendomsskyldens sociale virkninger. Når svaret ikke er enkelt og tilfredsstillende, hidrører det fra, at ejendomsskylden selv har disse mangler, som den foreligger.

Svaret bliver derved en opfordring til snarest at omdanne denne uklare skat således, at bygningsværdien udgår af vurderingen og denne alene omfatter grundværdien (hvorved beregningen for øvrigt blev tifold lettere, jfr. erfaringerne fra Køln o.a.st.). Derved ville opnås: rigeligere midler til kommunens kasse, stigende i samme forhold som denne behov, og samtidig socialt: sænkelse af husleje og varepriser samt bedre og sundere bopælsforhold. Netop således lyder det enstemmige vidnesbyrd fra en række af udlandets store byer, som for nylig har reformeret deres skatter i retning af øget grundværdiskat.

Vil man svare, at spørgsmålet nu er om at anvende den nye skattelov, ikke at ændre dens grundregel overfor København, skal jeg gøre opmærksom på den kendsgerning, at forud for de nye skatteloves komme blev det offentlig udtalt, at bagefter skulle Københavns skatteforhold reformeres og da efter hovedstadens eget forslag.

Hvis derfor stadens ledende mænd virkelig ønsker en ændring i ejendomsbeskatningen, hvorved denne kommer til at virke såvel finansielt som socialt tilfredsstillende, så turde øjeblikket, skulle man tro, være kommet til at fremsætte disse krav netop nu – ifald de vil påregne lydhørhed for deres ønsker på rigsdagen. Ja selvom regering og rigsdag skulde vise sig uvillig i så henseende, ville det ligefuldt være heldigt, at hovedstaden just nu fremsætter sine velgrundede krav. Allerede fordi det derved bedst klares, hvor ansvaret ligger – også for vælgerne.

– – –

I foranstående – fra tidsskriftet Det ny Aarhundrede optagne artikel, er kun omtalt virkningerne af den kommunale ejendomsskyld – som den er og som den burde ændres –, ikke derimod det dybere liggende spørgsmål, om den etiske begrundelse af selve skattens princip. Men også dette spørgsmåls undersøgelse ville have givet samme svar. Kommunes (og stats) ret til at tage af grundværdien er væsensforskellig fra deres ret til at tage en part af bygningsværdien. Thi denne sidste er normalt et produkt af enkelte privatpersoners snilde og arbejde, uden direkte medvirkning fra samfundets side, hvorfor også stat og kommunes magt til at tage en part af bygningsværdien overhovedet ikke lader sig etisk begrunde. Omvendt med grundværdien, der netop alene er et produkt af stat og kommunes foranstaltninger, eller rettere af samfundets vækst, folkemængdens tiltagen og krav, der motiverede de offentlige foranstaltninger. At stat og kommune derfor tager skat dvs. part af den nøgne jordgrunds værdi er derfor kun at tage tilbage hvad samfundet selv har skabt, hvilket er den bedst mulige etiske begrundelse, eftersom den for disse offentlige krav giver samme rettesnor, som sædelæren anerkender for privatlivet. Når en husleje stiger uden at vedkommende bygning forbedres (som det sker i 95 af 100 tilfælde i Kbhvn.), er årsagen alene folkemængdens tiltagen; og da denne samtidig er årsagen til stigning i de offentlige udgifter ville grundværdiskattens udbytte altid stå i ligefremt forhold til de offentlige kassers behov – en højst ønskelig harmoni!

Artiklen sigter væsentligst kun til forholdene i hovedstaden. Når der foreligger vidnesbyrd om ejendomsskyldens påligning i provinserne – hvor de samme naturlove gælder, men andre skattelove og befolkningsforhold findes – vil en redegørelse herfor fremkomme.

S.B.

[1] Vidstes det nøjagtigt, hvor mange af Stor-Københavns ca, 1500 mio. kroner takseret handelsværdi, der faldt på bygningsværdi, og hvor mange på nøgen grundværdi, kunne man deraf nogenlunde dømme om de sociale virkninger af ejendomsskylden som en helhed. Men til stor skade for overblikket over kommunens styrelse er disse værdier ikke særskilt udsondrede; og en beregning ud fra assurancesummerne bliver let vildledende, da disse summer ofte er 30-40% over byggesummen, denne atter forskellig fra handelsværdien, og denne normalt stigende, medens bygningsværdien er faldende og forsikringssummen stillestående. Af hensyn hertil må jeg – i  modsætning til den gængse mening om disse værdiers indbyrdes forhold – antage, at grundværdien, rettelig udregnet, betydelig vil overstige bygningsværdien, og formentlig andrage omkring 2/3 af handelsværdien, eller op imod de 1.000 millioner kr. (i New York er den nøgne jords værdi i fjor takseret til omkring 60% af den hele handelsværdi). Er denne gisning rigtig, bliver ejendomsskyldens sociale betydning overvejende heldig for Københavns vedkommende – vistnok mod at landdistrikterne, hvor det omvendt er jordværdierne, der som regel overvurderes, og driftsarbejdet, som undervurderes.