Særtryk af tidsskriftet RET, februar, 1909
af Jakob E. Lange

For en tid siden fremkom dr. Gustav Bang i en artikel om Landbrugets stigende indkomst i det socialdemokratiske ugeblad Landarbejderen, med en udtalelse, der var af meget betydelig interesse. I artiklen skildrer han, hvorledes landbrugets fold udbytte har været stærkt voksende i de senere år, medens arbejderens løn ikke er vokset i forholdsmæssig grad, fordi, som han udtrykker det, “den store masse (af de arbejdsskabte værdier) beslaglægges af arbejdskøberen, hvad enten han som forpagter udnytter fremmed jord eller som selvejer sin egen”. ­ Heri er nu intet nyt. Det er en sætning, som mere eller mindre vel begrundet dagligt fremføres af socialdemokratiets talere og skribenter. Men læser man videre, ser man med stigende interesse, at dr. Bang fortsætter som følger:

“Men i det lange løb forbliver denne ekstragevinst heller ikke hos arbejdskøberen, den omsættes til grundrente. Hver gang forpagtningskontrakten skal fornyes, bliver afgiften skruet så meget mere i vejret; hver gang gården skifter ejer, vokser købesummen så meget mere og dermed den prioritetsgæld, som den nye ejer skal forrente”,

Ingen tænksom læser kan undgå at se, hvor betydningsfuld denne udtalelse er. Thi vel er det i og for sig ingenlunde nogen ny tanke, tværtimod. Men det nye og opsigtsvækkende er, at den fremsættes fra autoritativ socialdemokratisk side. Thi vinder den almen tilslutning indenfor disse lejre, må den nødvendigvis medføre en betydelig frontforandring indenfor socialdemokratiets samfundsomformningspolitik. Thi når det ikke er arbejdskøberne, der fastholder det almene fremskridts voksende udbytte, så er det jo klart, at det ikke er mod disse, angrebet bør rettes, men mod dem, som betalingen for brugen af landets naturrigdomskilder tilfalder. Når fremskridtet, for så vidt det ikke afføder højere arbejdsløn, bundfælder sig som jordværdi, er det øjensynligt, at samfundet ved at tilegne sig denne vil kunne gøre fremskridtets frugt til almen eje, og at omvendt, hvor dette ikke finder sted, vil i det lange løb alle fremskridtets frugter blive slugt af den private jordejendoms repræsentanter. Og medens socialdemokratiets bestræbelser hidindtil i praksis væsentlig er gået ud på at bekæmpe arbejdskøberne og indskrænke deres profit, er det klart, at de fra nu af fortrinsvis må rette blikket mod den private jordejendomsret og den merudbyttets indsugning, som finder sted gennem denne.

Dr. Bangs udtalelse indeholder med andre ord en uforbeholden bekræftelse af nødvendigheden af at gennemføre Henry Georges grundplan: samfundets tilegnelse af jordværdierne. Og når kampen for folkets ret til jorden, ikke kampen mod privatdrift og enkeltmandsinitiativ, bliver det centrale i socialdemokratiets økonomiske politik, åbnes nye muligheder for det samarbejde mellem socialdemokratiet og de virkelig frisindede elementer indenfor den liberale lejr, som er grundbetingelsen for folkelig fremgang, fordi kun et sådant forslår, hvor det gælder at byde den samlede reaktion spidsen.

I en artikel i bladet Samvirke undersøgte jeg dette spørgsmål nærmere og gjorde nøjere rede for de konsekvenser, dr. Bangs udtalelser burde medføre. Dette har imidlertid fremkaldt en ivrig protest fra dr. B. I en længere artikelserie i den socialdemokratiske presse har han søgt at påvise mine betragtningers fuldstændige uholdbarhed, og det er i hvert fald lykkedes ham at godtgøre, at han ikke selv har blik for betydningen af egne udtalelser, der synes at være fremkommet under en øjeblikkelig inspiration, i hvilken han for en kort stund forglemte sin sædvanlige trædemølle-tankegang og kastede et blik ud mod den virkelige verdens vide horisont.

Naturligvis kan dr. Bang ikke afkræfte sine egne udtalelser eller de nærmere konsekvenser, jeg har draget af· dem. Men i sin ti alen lange artikel Til belysning af Georgismen søger han i dets sted at vise, at de slutninger, jeg har draget af hans udtalelse, er for vidtrækkende, idet det kun· er i landbruget, det gælder, at grundrenten sluger fremskridtets frugt. I industrien skal forholdet være et ganske andet.

Dr. Bang skildrer først, hvorledes nye industrielle opfindelser eller andre fremskridt kan bevirke, at varerne bliver billigere. Dette er naturligvis rigtigt nok – men gælder unægteligt også i landbruget. Tiltrækningen af den sukkerrige bedevarietet, vi kalder “sukkerroer”, var jo f.eks. et vigtigt led i sukkerets billiggørelse, lige så fuldt som ·opfindelsen af visse tekniske metoder. Men hele dette forhold er desuden spørgsmålet uvedkommende. Thi for så vidt et fremskridt giver sig udslag i, at varerne billiggøres, er det jo dermed kommet almenheden til gode, så der ikke er videre at bekymre sig om. Det er kun for så vidt fremskridtet giver arbejdskøberne større indtægt, at der foreligger en opgave til løsning.

I sin bevisførelse for, at det kun er i landbruget, den økonomiske lov gælder, at den stigende jordpris i det lange løb sluger arbejdskøbernes merindtægt, må derfor dr. Bang søge videre. Og hans søgning er på forhånd ret vanskelig. Thi i almindelighed er der i de økonomiske love ingen paragraf om, at de ikke gælder for Færøerne. De er ikke som politianordninger, der kun rækker til bygrænsen. Og så er jo tilmed forholdet det, at landbruget netop i vore dage (som det ofte nok fremhæves netop af de socialistiske forfattere) er blevet til en industri. Hvorfor da sådan grundforskel? Hvad der gælder for landbruget, må dog vel også gælde for havebruget – selv gartnerier uden glas og hvorfor så ikke lige så fuldt et hus, hvor de blomster, der fabrikeres, er af tøj? Eller en hattefabrik, klædefabrik osv.? – Nej, siger dr. Bang. Thi medens industriens fremskridt kan udnyttes hvor som helst, betinges landbrugets af adgang til passende jord.. Trods dr. Bangs forsikring er det virkelige forhold dog øjensynlig et ganske andet. Sandheden er endog snarere det modsatte: Landbruget er det mindst stedbundne af de to. Medens landbrugets nye kulturformel og maskiner kan udnyttes omtrent overalt, er industrielle nydannelser så godt som altid bundet til særegne kraftkilder eller omsætningscentrer; netop storfabrikken kan ikke lægges i den første den bedste landsby, hvor der er billig jord, netop industriens fremskridt har i fremtrædende grad givet de særlig egnede jordstykker ny værdi.

Det er egentlig ganske utroligt, at dr. Bang for alvor har kunnet fremsætte den påstand, at det særlig er landbrugets fremskridt, der har nedfældet sig som grundværdi. Ingen med nogenlunde normalt syn kan dog undgå at se, at det netop i den sidste menneskealder er byernes grundværdi, der er steget over al måde, og at det just er industrien, der svarer den højeste grundrente. At det kun er agerjorden, hvis værdistigning har slugt fremgangens frugt, er i virkeligheden en ganske umulig påstand i en tid, der har oplevet, at jordens naturkræfter, ja den blotte plads, den frembyder, netop gennem industrielle opfindelser har fået uhørt værdi: at Rjukanfossens værdi er vokset fra nogle få hundrede kroner til utalte millioner, og at storbyens grunde er fordyrede således, at selv de rigeste pragtbygninger næppe i værdi kan måle sig med de få kvadratalen, hvorpå de er rejst.

I betragtning af disse almene kendsgerninger kan det derfor trøstig hævdes, at dr. Bangs påstand er fuldstændig uholdbar. I byen såvel som på landet bundfælder i det lange løb fremskridtets frugt sig på samme vis i form af voksende jordværdi.

Med det ovenfor sagte er for så vidt sagen afgjort. Men da dr. Bang bag den nu demolerede hovedskanse har adskillige andre, hvorfra han mener at kunne tilintetgøre Henry Georges fremrykkende ideer, skal jeg endnu i al korthed påvise, hvor skrøbeligt det materiale er, hvorpå hans konstruktioner hviler.

En hovedanke, som dr. Bang retter mod os, er den, at vi “savner enhver forestilling om de kræfter, kapitalen sætter i virksomhed”. – Der findes ingen sådanne kræfter. Kapitalen er en passiv faktor i produktionen, den sætter intet i virksomhed. Ja ikke engang kapitalisten som sådan gør det. Hvis en gammel jomfru vinder 20.000 i lotteriet, vil hun næppe derfor sætte noget som helst i gang. Hvad der gaven Tietgen hans igangsættende betydning, var ikke, at han var kapitalist, af dem har vi haft mange større, men at han havde virketrang, fantasi og førerevne. Overalt, fra den mindste til den største, er det menneskets kræfter, der både skaber kapitalen og sætter den i bevægelse i produktionen. Det er undskyldeligt, at de kapitalistiske socialøkonomer for hundrede år siden, i en sløvet og uvidende arbejderbefolkning kunne forse sig på kapitalen som den egentlige starter af al økonomisk bevægelse. For en arbejdernes filosof som dr. Bang er en sådan stilling umulig.

Men dr. Bang er altså, fuldstændig blind for, at det er menneskenes virksomhedstrang og ønske om at få så meget som mulig ud af deres arbejde og eje, der er produktionens drivfjeder. For ham er det kapitalens begær efter profit, der er drivfjederen, og idet han således spænder vognen for hesten, drives han til at bygge hele sin udvikling på “profitten” og “profitraten”, et ord, det er ganske blottet for mening. Thi hvad dr. Bang kalder kapitalprofit er en usammenhængende blanding af kapitalrente og risikopræmie og arbejdsløn, og der kan lige så lidt angives nogen profitrate, som der kan angives et smeltepunkt for sne og kulstøv.

Men det er doktorens blindstirring på kapitalen som produktionens drivfjeder, der leder ham ind i den besynderlige vrangforestilling, at Henry Georges reform vil være ganske uden social betydning, fordi den vil lade kapitalen forblive på folks egne hænder og ikke lade staten direkte blande sig i produktionens ledelse. Thi skønt dr. Bang selv har erklæret, at fremskridtets frugt bliver til grundrente – og altså når jorden var folkets, ville komme folket til gode – kan han ikke løsrive sig fra den vulgær-socialistiske forestilling, at den egentlige ulykke er, at ikke staten har tilegnet sig privatfolks kapital og tiltaget sig ledelsen af folks virksomhed. For ham er det et skrækkeligt og ulykkebringende anarki, om folk får lov til at bruge deres evner og eje i produktionens tjeneste, i hvad retning og på hvad måde de har lyst.

Dr. Bang repræsenterer i virkeligheden på dette felt en udpræget ondartet type af socialistiske stok-teoretikere. Medens dog adskillige af socialdemokratiets praktiske førere af livet og udviklingen er ført til at indse, at der ikke er noget væsentligt godt at vente af statsovertagelsen af alverdens små og store bedrifter og at offentlig drift væsentlig vil have betydning, hvor en stordrift har monopolets karakter (som sporvejsdrift, belysningsvæsen osv.), er dr. Bang urokkelig overbevist om, at den almindelige fattigdom væsentlig skyldes, at der er levnet det private initiativplads. Og medens overtroen på den statsmæssige storproduktion som det ene saliggørende er begyndt at vige pladsen indenfor socialdemokratiet, hvor man begynder at få øje for den intensive smådrifts og det kunstmæssige håndværks betydning, er doktoren ikke et øjeblik i tvivl om, at først når vi alle bliver anbragt i kæmpefabrikker og på storgårde, vil vor produktion blive så meget mere værd, at det kan blive til mere en jævn fattigdom til os alle.

Hvis det nu endda var således, at der fra vor side på lignende ensidig måde prækedes om smådriften som det ene saliggørende, kunne jo måske dr. Bang med nogen ret stemple os, som han ynder, som drømmere og utopister. Men sagen er jo den, at Henry George, og vi med ham, ingenlunde forkynder en sådan doktrin. Vi vil kun lade folk selv afgøre, hvad de mener lønner sig bedst og yder de største behageligheder. Skønt vi værdsætter smådriftens store muligheder, hilser vi derfor med glæde de forsøg, der – dog ikke fra socialistisk side – er blevet gjort på sammenslutningsmæssig stordrift i landbruget. Derimod har doktoren og hans fæller i alt væsentligt lader den opgave ligge uløst, at organisere arbejderskarerne til selv at iværksætte den stordrift, der dog efter hans forsikring betyder en så umådelig vinding, frem for den mindre, hvori nu størsteparten er engageret. – Ja, på visse felter har de endog modarbejdet en sådan udvikling og derved kunstig holdt liv i den urentable smådrift, som de nu giver den kapitalistiske produktionsmåde skylden for.

Hvis det Bangske socialdemokrati – som han ynder at pryde med en revolutionær glorie – i stedet for at afvente den tid, da de får magt til at fratage folk deres kapitaler og med disse iværksætte den statsmæssige storproduktion, havde vist noget mere borgerligt mod i ovennævnte retning, ville de have kunnet nærme os mere til deres ideelle storproduktionens samfund end nu, da virksomheden væsentlig er gået i retning af, ikke arbejdets organisation, men en kamporganisation af lønarbejdere. Men ak, deres revolutionære iver forslår ikke engang til at følge os på vore· veje. At folket skulle gøre forsøg på, som vi foreslår, efterhånden gennem beskatning at inddrage grundrenten i samfundets klasser, så folket blev landets egentlige grundejer, anser hr. Bang for en ganske utopisk ide. Thi ikke blot godsejer og gårdmand, men endog husmænd, som efter hans mening i lige grad (!) vil lide under en sådan foranstaltning, vil sætte sig derimod. Og så er det bedst al give op på forhånd.

Det turde dog være muligt, at i hvert fald husmændene ikke så ganske vil dele hr. Bangs frygt; de lader sig næppe lokke af hans agrariske fløjtetone om deres fællesinteresse med godsejeren i henseende til at bevare grundrenten på privathånd. Det kunne dog være, at folket i det hele taget lettere end dr. Bang vil forstå vor tale om det retfærdige i, at virksomhedens løn lades ubeskåret ved beskatningen, medens i stedet derfor landets jordværdi gøres til folkets fælles rigdomskilde. Selv dr. Bang må, ligesom andre modvillige profeter, velsigne os, som han tænkte at forbande. Thi ganske vist erklærer han højtideligt, at det viser åbenbar mangel på begreb, når vi mener, at man ved at ophæve alle andre skatter og gennem grundværdibeskatning inddrage jordens værdi kan lægge alle offentlige byrder på den indtægt, der skyldes natur- og samfundsforhold. Men man behøver blot at kaste et blik til siden for at se ham selv omhyggelig udvikle, “at det overskud … som skyldes rent stedlige fordele, hvad enten disse nu er begrundede i naturlige fordele … eller i sociale, … bliver til grundrente.”

Med disse i et lyst øjeblik undfangne ord af dr. Bang selv skal jeg slutte. Det bliver så folks egen sag, om de – hvad enten de kalder sig socialdemokrater eller ej – ene optaget af de indbyrdes lønkampe upåtalt vil lade grundrenten, fremskridtets opsugede frugt, gå i private lommer, eller de vil gå med i kampen for, at de indtægter, der skyldes natur­ og samfundsforhold, må blive folkets fælles eje.