RETs småskrift Nr. 14
Også udgivet som pjece i anledning af og solgt 
til fordel for Børnehjælpssagen, 1905.

I.

Nu har vi atter “Børnehjælpsdagen” – den nye årlige festdag, som man i København og andre byer har villet indføre, for ad frivillighedens vej at samle midler til den velgørenhed, som særlig er helliget de lidende fattige og ulykkelige børn!

Ære være den gode kærlige følelse for dem, der lider, og den hånd, som hjælper – derover glædes englene! Men er det mindre kærligt at tænke på de børn, som dagen efter og altid fremtidig vil komme til at lide uforskyldt under fattigdom, nød og elendighed, – børn, som endnu ikke er født, men som, hvis vi ikke ændrer forholdene vil fødes ind til sult og sygdom og armod lige så sikkert som det skete i går og i dag? Er det mindre værd at undersøge hvilken pligt vi har til at forebygge en sådan fremtid for millioner af små stakler – end at røres over den godhed, hvormed vi hjælper nogle tusinde i øjeblikket? Og er det ikke ligeså værdigt at overveje, hvilken ret ethvert menneskebarn i kraft af sin blotte tilværelse her på jorden har, end at drøfte planerne for, hvorledes vi med det mindst mulige offer, i de festligst mulige former, kan yde de flest mulige almisser til nogle stakkels børn i det korte, fattige nu?

Thi sæt, at vi over børnealmisseorganisationen ganske glemte børnenes krav på denne deres ret? Ja sæt, at vi endog direkte modarbejdede forståelsen af og ansvaret for denne børnenes ret, ved vor hele dyrkning af almissesystemet? Og sæt så endelig, at hin ret var hundredfold mere værd for børnene, end alle hine velmente godgørenhedsforanstaltninger tilsammen?

Nu ved jeg nok, hvad vore gode og brave børnehjælpsvenner vil sige herimod ud af deres gode hjerte: “Vi ræsonnerer ikke – vi giver blot! Vi ser, at der lides og vi hjælper, det vi kan! Vi har ikke tid til at undersøge vidtløftige samfundsspørgsmål om årsag og ansvar, ret og pligt, hvorom der kan strides –– vi ser kun de bedende barneøjne, de lidende børneflokke, som intet har forskyldt af al den elendighed, hvori de findes –– de kan ikke vente, til samfundsøkonomerne får drøftet sagen til ende –– de skal hjælpes nu, netop nu –– derfor holder vi børnehjælpsdag!”

Og vi svarer dem: “Godt, følg eders gode hjertes røst, – og modtag også her vor skærv til det gode formål – thi øjeblikket forpligter! Men når nu børnehjælpsdagen er overstået, så lad den følelse, som bar dagen oppe, ikke dø lige straks, men tværtimod fortsætte og fortætte sig, fra umiddelbar følelse og uklare sympatier til bevidst søgen efter at finde årsagen til, at børnehjælpsdagen overhovedet er ligesom blevet en nødvendighed, netop nu i vore dages samfund –––

II.

Det nye i børnehjælpssagen er ikke just dette, at hjælpe de enkelte lidende eller sultende børn – men at gøre børnehjælpen til en almen sag, om hvis berettigelse der ikke længere spørges, fordi den anses for selvfølgelig; at gøre børnehjælpssagen til en fast institution, til et led i vort offentlige liv, for omsider – at aflevere børnehjælpssagen til det offentlige som en samfundssag, med sin faste plads på finanslov og kommunebudget! Selvom få eller ingen af de brave medvirkende aner dette perspektiv for deres gode gerning – det er der ligefuldt. Ikke for intet sættes en sådan bølge i bevægelse i samtidens sind, den avler et krav, som stiger med styrken af den organisation, som denne form for velgørenhed skaber, og maskineriet står rede til, når nyhedens interesse er borte, at overgå til de faste offentlige myndigheder. Deri ville intet afskrækkende være, når sagen i sig selv er god. Skal der ydes velgørenhed, er den organiserede hjælp at foretrække for gaverne i flæng. – Men når det erkendes, at børnehjælp nødvendig kræver samfundets organisation, så er det samtidig erkendt, at hjælpen ikke længere må ydes tilfældig eller vilkårlig, men retfærdig, og kan kræves ligelig efter trang. Men da er spørgsmålet ikke længere om børne-hjælp, men om børne-ret. Man ville fornægte lighedens simpleste lov, om man anvendte offentlige midler (indkrævede under tvang) uden regel eller mål, efter ledernes forgodtbefindende.

Altså spørger vi om børnenes ret? Hvilken sum af rettigheder – skabt ikke just ved skreven lov, men ifølge naturens adkomst – fører barnet med sig ind i tilværelsen? Det er det store spørgsmål om de ufødte slægters ret, retten for børnene fra i dag og i morgen til at være her! Thi magt har de ikke, de små væsener – samfundet kunne udrydde dem, ligeså rask som de ankom; der var vistnok til tider folkeslag, som gjorde noget sådant; – vore dages storbyer kan tale med om børne­dødelighed som fast procentinstitution. Men selv samfundet erkender i vore dage officielt, at børnene har en vis selvstændig “ret til livet”, som samfundet værner om ved sin straffelov. Det gælder kun om at undersøge, hvori denne børnenes ret til at leve består, – og om den trænger til at suppleres med børne-hjælp. Især om der mulig udover, hvad samfundet nu hjemler børnene, er en yderligere naturlig ret, som samfundet for tiden fornægter dem, fratager dem og kaster i grams, så at børnene fødes arveløse, uagtet der af moder natur er henlagt rige gaver til hvert evige barn som kommer til verden–––

En sådan ret må findes – i kraft af årsags­loven, der ikke tillader det formålsløse. Og den findes, blot vi uden fordom undersøger dette vigtige samfundsspørgsmål. Netop på børnehjælpsdagen! 

III.

Den endelige løsning ligger ikke i at tildele børnene en ret til at blive forsørgede og plejede af forældrene! En sådan ret har børnene allerede – i følge samfundets skrevne lov! Og dog lider de sult og nød, sygdom og elendighed, ikke som undtagelse, men i hobetal – børnehjælpsdagens forudsætning er just denne kendsgerning. Altså er denne ret ikke nok; at give børnene ret til livet uden anden udstyrelse er kun en hån. Det er desuden kun en omskrivning af forældrenes ret mod samfundet. Thi, når samfundet dog ikke hævder denne børne-ret overfor forældrene, kan det kun være fordi samfundet uvilkårlig erkender sin medskyld i, at forældrene i tusinder af tilfælde ikke kan give børnene denne deres ret, ––. Nej, børnene må have en selvstændig ret, som menneske, uafhængig af forældrenes tilværelse eller mulighed eller gode evne og vilje – hvis der skal være nogen mening i at tale om en naturgiven ret. Men en sådan må da tillige være en ret, som står i et nødvendigt årsagsforhold til barnets fødsel, som opstår samtidig med og i kraft af hvert eneste barns komme til verden, – og som fremstår i en ydre håndgribelig form, så at der skabes et nyt gode, netop tilstrækkelig til at dække den forsørgelsespligt, som dets komme påfører samfundet. Et sådant gode måtte ganske svare til modermælken, der naturnødvendigt danner sig just, når barnet trænger dertil; og hin ret måtte netop kunne sikre barnet kravet på at erholde moderens mælk, denne barnets første fornødenhed, – og siden hen alle dets andre fornødenheder, indtil barnet ikke er barn længer, og mister sin barne-ret, for at kræve sin mands-ret af samfundet ––

Findes der da et sådant gode, som naturnødvendigt opstår ved barnets fødsel, i forhold til, som børnene kommer til verden, og som siden følger det, hvor det færdes – i en håndgribelig form, som en økonomisk, almen anerkendt værdi, der kan sikre barnet dets ret til modermælk og anden forsørgelse, endog når det er det usleste hittebarn?

Ja netop, en sådan værdi findes! 

Der gives just en slig fond, anerkendt af alle, den stiger nøjagtig i forhold til befolkningens vækst, – ganske uafhængig af statens borgerlige love, – i kraft af naturens egne guddommelige love, således som disse anerkendes og honoreres af den mest nøgterne og prosaiske af alle verdener – det økonomiske forretningsliv, Banken og Børsen!

Og denne med børnenes tal stigende fond er – værdien af jorden i den by eller den egn, hvor børnene ser dagens lys, og hvor de senere får bopæl.

Så simpel er løsningen, så enfoldigt er det lagt til rette, med eller mod vort vidende og vilje, at den eneste værdi, som tiltager i samme forhold som befolkningen vokser, og uafhængig af nogen som helst anden foranstaltning – det er jordgrundens værdi! og hvem der ikke tror det, kan spørge sig for hos grundejerne og grundspekulanterne, hos sagførere, taxationsmænd, banker og børsfolk; om de ellers forstår deres dags gerning og de økonomiske naturlove ret, så kan de fortælle, hvorledes grundprisen stiger, endog forud for befolkningens vækst ved den forøgede jordtrang, som befolkningens tiltagen eller blot formodede tiltagen fremkalder.

IV.

Men når det er børnene, som ved deres fødsel, ved deres krav om plads til at leve, ja endog forud, ved formodningen om deres komme – selv, med uomgængelig, naturgiven nødvendighed, skaber denne stigende jordværdi, – så er børnenes ret til denne værdi dermed givet. 

Ethvert barn har eneret på at erholde tilsikret sig sin part af den jordværdi, som det selv har skabt og ved sin tilværelse daglig forøger – og ingen anden har ret til at tage den værdi fra det. Hvert eneste barn fødes derfor – når dets fulde ret anerkendes af samfundets lovgivning – som fideikommisbesidder, som jordejer af den største og rigeste fond i verden, den samfundsskabte jordværdi – her i Danmark antagelig 3 a 4.000 millioner kroner eller omtrent 1500 kroner for hvert individ, der findes og fødes i vort land. Dets andel deri er fuldt tilstrækkelig til at sikre det en sorgfri tilværelse, så længe det er barn, og hvis vi sikrede børnene denne ret, behøvede vi næppe at ulejlige os med børnehjælpsdage eller anden velgørenhedsfestlighed. Ingen ville finde på at organisere nogen som helst børne-understøttelse, staten ej heller, af den gode grund, at trangen dertil ganske ville ophøre – udover undtagelsestilfældene, –– denne børnenes ret til medejendomsret i den samfundsskabte jordværdi er nu næsten forglemt i de moderne samfunds lovgivning. Dog findes der endnu levninger deraf i visse tyske, især sydtyske og schweiziske kommuner, som ikke har opgivet deres urgamle ret til jordværdien, og til dels åbent anerkender hvert barns andelsret deri, stundom ved årlig udbetaling i forhold til familiens størrelse. – Blandt naturfolkene finder vi en ubetinget anerkendelse af denne børnenes ret til jordværdien. Således afstod Ny-Zeelænderne kun jorden til de hvide mod, at de ved hvert barns fødsel erholdt et tillæg til betalingen, idet de sagde: “Vi kunne vel aftræde vore egne rettigheder, men ikke sælge de ufødtes.” Endnu gælder der i Rusland, de slaviske lande og hele østen, regler, som knytter børnenes ret til jordværdien under forskellige former. Kun i Vesteuropa er denne ret næsten glemt ––

Vel at mærke kun glemt som børnenes! Jordværdien er nemlig frataget disse, og gået over på andre hænder, så at børnene gennem den moderne lovgivning bedrages for deres naturgivne ret til den voksende jordværdi. 

Er det så underligt, at “proletariatets” børn vokser op som de gør – arveløse og hjemløse, syge, kirtelsvage, vanartede, vanskelige, men dog børn, samfundets egne børn, for hvem vi alle har medansvar? Snarere må man undres over, at endnu ikke flere går under i livskampen – berøvede, som de er, deres andel i naturens rigelige gaver, og piskede af fattigdommens svøbe til at slå andre ned for selv at komme ovenpå ––

V.

Om alle fattige, sultende, syge og lidende børn, som denne børnehjælpsdags mange kærlige hænder vil hjælpe og kvæge, om de kunne og turde tale ud af deres inderste hjertes dunkelhed, så ville de sige til alle deres velgørere: “Tak, alle I kære venner for gaverne! Men hvorfor behøver vi egentlig at modtage eders velgerninger? Vi har jo ikke begæret at komme ind i denne verden! Vi har jo intet ondt voldet! Vi kom vel hjælpeløse, men efter naturens ordre, og kræver kun et udlæg til vort underhold, indtil vi selv efter naturens gang kan afbetale det ved selv at føde den næste slægt. Og vel kom vi til verden uden en skilling i lommen –men ikke uden rigdom alligevel! Thi moder natur skabte samtidig med os en rig indtægtskilde for vor skyld – den stigende jordværdi. Det er vor ret at få den! Vi kræver den som vor dyre ret, fordi vi selv frembragte den! Giv os blot den gennem en forstandig lovgivning, og vi skal aldrig ulejlige eder med gaver af, hvad eders er, kære venner! Vi giver ganske afkald på eders velmente børnehjælpsdage og al anden velgørenhed! Vi har nok, mere end nok, i vor ret, vor egen ret, børnenes ret!”

“Ja, hvad mere er, venner, I kunne da spare alle eders velmente foranstaltninger til friskolebørns bespisning, landophold for børn, plejehjem og børnehjem, optagelseshjem og børnesanatorier osv.! Thi med lovlig ret til en part i den samfundsskabte grundværdi, ville vi ikke, som stundom nu, være ildesete, men kærkomne gæster i de tusinde hjem; vore naturlige forældre ville da være lykkelige ved at berede os den kærlige pleje og det hjemliv, som er børns naturlige krav, og som al eders velmente velgørenhed ingenlunde kan erstatte! Men om I, samfundet, ved klog lovgivning sikrer os, børnene, denne ret, da lover vi eder til gengæld at vi skal berede eder den herligste fest, en fredens og lykkens fest! Vore øjne vil stråle, vore kinder vil rødme af sundhed og vor barnelatter skal fylde eder med fryd og glæde! Vi kommer jo med en hilsen til eder fra uskyldighedens land, som også er retfærdighedens rige – thi kun, hvor enhver får sit, findes ingen skyld eller skyldnere! Giv os mulighed for at fejre denne fest! Netop nu – på børnehjælpsdagen!”

VI.

Hvorledes da denne børnenes ret kan og skal sikres dem – og sikres alle os ældre, der også i sin tid mistede denne vor barne-ret – det bør vi ikke på dette sted fortælle nærmere om, for ikke at få skyld for at benytte denne lejlighed til at propagandere for en bestemt samfundsopfattelse. Vi har kun lov til på denne børnenes dag at pege på børnenes ret og sige, hvori den består. Og vi kan tilføje, at der over hele verden er rejst en mægtig bevægelse for at føre til sejr denne sag om børnenes, alle børns, lige ret til fædrelandets jords værdi. Den sag har venner i alle lande og i alle partier, fra Ny Zeeland til Danmark, fra yderste højre til yderste venstre. Der er ingen vaklen i fremgangen eller tvivl om vejene og midlerne. 

Alle forslag og planer ligger rede for det folk og det parti, der, som sande børnevenner, vil tage denne sag op. Det er muligt, endog forholdsvist let, at påvise, hvorledes denne sociale reform – større og mere betydningsfuld end nogen tidligere – skal kunne gennemføres, i gode konservative former, uden omstyrtning af nogen ægte samfundspille, jævn og forsvarligt som alt godt fremskridt. Ja, den reform er allerede delvis gennemført i adskillige lande – netop med de lovede gode virkninger for børnenes ret, ja langt over alle dens venners forventninger.

Gid da denne børnehjælpsdag, som skylder sympati for børnene sin tilblivelse, og hvor tankerne er knyttede til børnene, vort samfunds fremtid, – må blive benyttet også til en alvorlig overvejelse af dette vigtige spørgsmål om børnenes ret! Thi den bedste og største gave, som kan rækkes børnene, den rigeste børne-hjælp, som kan ydes, er dog vist at give dem deres børne-ret.