RETs småskrift nr. 29.
Om “Fri valgret” og “Andræs valgmåde”.
af Johan Pedersen (1905)
Idet jeg bringer den danske Henry George Forening min tak, fordi den på sit årsmøde forleden resolut og med overvældende majoritet vedtog at indføre fri valgret i foreningen, vil jeg gerne benytte lejligheden til at yde mit bidrag til at hædre mindet om en af Danmarks bedste mænd og tilmed en mand, som hans samtid handlede ilde imod, nemlig C.C.G. Andræ, forholdstalsvalgmådens opfinder.
Andræ blev, efter at have været kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsdag, valgt til medlem af rigsdagens folketing og blev, valgt af venstre, dettes første formand; han beklædte denne post i de tre første samlinger, men derpå nægtede han at modtage genvalg til folketinget. Senere blev han derimod valgt til medlem af landstinget.
I de år han således som folketingets formand væsentlig måtte være den tavse men interesserede tilhører ved tingets forhandlinger, havde han rig lejlighed til at lægge mærke til flertalsstyrets skavanker, og jeg tager næppe fejl, når jeg antager, at i de år modnedes tanken om forholdstalsvalgmåden i hans sind. Straks efter at han i 1854 var bleven minister, foreslog han i al fald, og fik optaget i valgloven for monarkiets rigsråd, sin forholdstalsvalgmåde.
Medens denne valgmåde, da den nogle år senere blev foreslået af englænderen Th. Hare, hurtigt opnåede verdensry og blev af den store engelske filosof og statsretslærer Stuart Mill prist som et af de største fremskridt, der endnu er gjort med hensyn til at regere, ikke alene i teorien, men også i praksis”, fik den virkelige opfinder, Andræ, kun utak og forhånelse af sine landsmænd, der, på enkelte undtagelser nær, gjorde deres bedste for ikke blot at nedsætte hans arbejde, men også at berøve ham æren som opfinder af metoden, og dette lykkedes så godt, at landstingets formand ved Andræs død i sin mindetale om ham udtalte om hans forhold til forholdstalsvalgmåden:
“Den er jo også ikke sjældent betegnet med hans navn, skønt det just ikke egentlig var ham, der var fader til systemet”.
Videre kan et lille land som Danmark vel ikke godt gå i retning af at berøve sig selv æren for at have fostret den mand, hvis opfindelse ville have kunnet kaste glans på dets navn verden over; at dette dog ikke helt lykkedes skyldes ikke en dansker, menden engelske legationssekretær mr. (?? Kan ikke læses/pma), der senere blev vice-konge i Indien. – Der er forskel på store og små mænd.
At det gik Andræ således må vel til dels skyldes, at han ikke gav nogen samlet og udtømmende fremstilling af sin valgmåde, men indskrænkede sig til redaktionen af de pågældende paragraffer i den ovennævnte valglov og til lejlighedsvise udtalelser under forhandlingerne i Rigsdagen, når valgmåden blev angrebet.
Dette savn af en samlet fremstilling er i disse dage til dels blevet afhjulpet, idet Andræs søn, Poul Andræ, i anledning af, at det den 27. sept. var 50 år siden, at valgmåden blev vedtaget i rigsdagen, har udgivet et smukt og fyldigt mindeskrift, hvori han gør omhyggelig rede for forholdet.
Denne bog fortjener og vil sikkert vinde stor interesse, idet den kaster et just ikke flatterende lys over forholdstalsvalgmådens modstandere, og påviser, at det, kampen i virkeligheden stod om, var flertalsstyrets berettigelse eller rettere det dermed forbundne partistyres berettigelse. Det Andræ ville var personernes repræsentation, medens hans modstandere ville partiernes repræsentation, altså det, hvorom kampen står den dag i dag.
Hvor mægtig flertalsstyret var, får man et godt bevis for i den omstændighed, at skønt Andræ var minister, både da han fik metoden optaget i valgloven, og i de efterfølgende år, hvori den skulle have skaffet sig indpas og udbredt sig over verden, kunne flertalsstyrets tilhængere ikke blot holde den nede, men endog bevirke, at det blev i alt fald tvivlsomt for almenheden, om Andræ var den virkelige opfinder.
At kampen var bitter og forgiftet, giver bogen mange eksempler på. Andræ betegnes således som en “Dr. Stockmann” med “sit eget solsystem udi politikken, som intet andet mørkt eller lysende legeme følger,” og som “omtrent den mest upopulære mand i det danske monarki.” Metoden betegnes som et valgsystem, “der ubetinget er det sletteste og upopulæreste, og næppe nogensinde vil opnå at blive anset anderledes.” Ja striden var så bitter, at Andræ selv kunne tale om “æren, eller jeg kunne måske rettere sige skammen” af sin opfindelse. Men at han var klar over stridens genstand, viser en udtalelse som denne: “Det er et meget undskyldeligt fænomen, at de, der til en vis tid har magten i hænde, vil bevare den.”
Havde Andræs forholdstalsvalgmåde sejret og var den blevet almindelig indført, ville mange dygtige mænd, som nu gennem tiderne har måttet gå ud af det danske folketing, være blevet bevaret for dette, og dansk politik havde fået en helt anden form. Jeg skal kun nævne fra de sidste tider: Hørup, Bojsen, Ledreborg, Pingel, A.P. Køedt og C. Hage; men der er mange flere.
At det blev belgieren d’Hondts og ikke danskeren. Andræs system, der sejrede, er ganske naturligt, da forskellen mellem disse to systemer er, som jeg har udtrykt det i min bog Selvstyre, at Andræs metode deler partierne mellem repræsentanterne, medens d’Hondts metode deler repræsentantpladserne mellem partierne. – Andræs metode er derfor mere frisindet end d’Hondts, men resultatet af kampen er alligevel, at flertalsstyrets moralske berettigelse er undergravet, og kampen står nu kun om, hvorvidt den særlige form, partistyret, skal gå samme vej.
I denne kamp er det en fordel, at modstanderne er splittede. Jeg har efterset de steder i mine skrifter, hvor jeg har omtalt Andræs valgmåde, og jeg tror ikke, at jeg noget steds har gjort den uret, men jeg må erkende, at jeg ikke har ydet Andræ den anerkendelse, som han har berettiget krav på. Sønnens bog har nemlig klart vist mig, at det, Andræ ville, netop var det samme, som nu forhåbentlig vil nås ved fri valgret, og mærkelig nok betegnede Andræ selv sit valgsystem som frit valg. Han sagde derhos: “Jeg kan ikke lade være bestandigt at gøre indvending, når jeg hører metoden betegnes som en mindretalsmetode. Det er ikke mindretallet, der derved skal have sin ret gjort gældende, nej, det er alles ret som herved skal varetages.”
Andræ troede, at alle ved hans valgmåde opnåede at kunne stemme frit og følge deres overbevisning, og han erkendte, at alle kredsinddelinger var forkerte, og mente, at hele landet burde være én kreds. At han kunne komme til den opfattelse, at der ved hans valgmetode kunne opnås “frit valg”, giver bogen forklaringen på. Side 13 refereres en udtalelse af ham fra 1863 således: “Den aller simpleste løsning var jo den, at lade alle vælgerne umiddelbart tage del i lovgivningsværket … men det kan i den moderne stat ikke finde sted. Deraf er med nødvendighed fremkommet fordringen om en repræsentation af vælgerne. Nu foreligger da det spørgsmål: Hvor meget må massen at’ vælgerne indskrænkes for at man kan komme til en sådan engere samling af mænd, som kan bruges til lovgivningsværket.
I den tanke, at det ved dannelse af en repræsentation drejede sig om en indskrænkning i “massen af vælgerne” ligger Andræs fejlsyn. Repræsentationsspørgsmålet er ikke noget spørgsmål om, hvor mange af de stemmeberettigede, der skal have adgang til at deltage i lovgivningsarbejdet, men om, hvorledes de skal have adgang til at øve indflydelse, hvis de ikke personligt kan deltage.
Det er meget naturligt, at Andræ ikke kunne drage den slutning, som er kernen i fri valgret, nemlig, at repræsentanternes stemmer vejer i afstemningen for så mange stemmeberettigede, som de repræsenterer; thi for ham, den gamle formand for folketinget, der i 3 år havde herset med folketingets forretningsorden og ledet tusinder af afstemninger over ændringsforlag og under-ændringsforslag, deraf i hundredvis til samme lovforslag, måtte det jo stille sig som ganske uoverkommeligt, at foretage alle disse afstemninger, når repræsentanternes stemme havde forskellig vægt.
For at kunne drage hin slutning måtte nemlig først det spørgsmål afgøres: hvorledes skal afstemningen rationelt foregå, og denne lange, brydsomme vej at løse dette problem, var Andræ ikke vandret, og han kunne derfor ikke drage den slutning, som fører til fri valgret. Men er man engang vandret denne vej og kommet til den erkendelse, at enhver afstemning over ændringsforslag og underændringsforslag særskilt er irrationel, og at der til hver enkelt lovs vedtagelse kun kræves en eneste afstemning, ligger den slutning lige for, at hver repræsentant da bør stemme med det antal stemmer, som han er valgt med, og at følgelig hver stemmeberettiget må have lov til at stemme på hvilke mænd i landet, han vil, til repræsentant for sig, således som hans borgerfølelse siger ham, at hans ret er.
Repræsentationsspørgsmålets retfærdige og rationelle ordning kræver som forudsætning afstemningsspørgsmålets retfærdige og rationelle losning. Kvalitetsafstemningsmetoden er den fri valgrets forudsætning.
Jeg antager hermed at have klargjort forholdet mellem Andræs af ham selv benævnte metode frit valg og den af mig foreslåede frie valgret, og vi, der hylder og vil kæmpe for denne sidste, skal villigt indrømme, at lykkes det os at bryde den mur, som Andræ forgæves løb storm imod, nemlig flertalsstyret, så skyldes det, at den ved hans arbejde er undergravet og rokket. Andræ anså ikke selv sit system som det endelige. Men kun som “et betydeligt skridt fremad”, “et skridt i den rigtige retning”, og det kan kun være en ære for os, om det må erkendes, at vi er gået et godt skridt videre i den af ham anviste retning.
Til slutning må jeg bemærke, at navnet fri valgret ikke skyldes mig, men Henry George Foreningens formand, hr. godsforvalter S. Berthelsen. Betegnelsen er rammende, idet valgretten ikke blot bør være almindelig og lige men også fri. Ham skyldes også betegnelsen høvdingestyre for den styrelsesform, som fri valgret må medføre, og også denne betegnelse er rammende og rigtig, thi den er ikke som flertalsstyre og forholdstalsstyre noget talstyre, men et personstyre. Og da enhver vælger selvfølgelig, når han har frie hænder og kan vælge hvem han vil til at repræsentere sig, vil vælge den bedste, han kender, vil benævnelsen høvding (udledt fra hoved) ganske naturligt blive knyttet til dem, der vil blive folkets kårne foregangsmænd.