af Oluf Ram
fra tidsskriftet RET, nr. 7-8, marts 1913
Den schweizisk-amerikanske nationaløkonom Silvio Gesell har skrevet en bog med titel: Den nye lære om penge og rente(Die neue Lehre vom Geld und Zins). En mindre afhandling: Das Reformgeldindeholder en sammentrængt fremstilling af hovedpunkterne heri.
Silvio Gesell mener, at det økonomiske livs besvær opstår derved, at varer, bestemte til at tilfredsstille menneskenes behov, men endnu ikke omsatte, er forgængelige, medens penge, fremstillet af ædle metaller, er varige og ikke som varer afhængige af rust, forrådnelse, brud, møl ildsfare osv., mod hvilke forhold der i længden føres en forgæves kamp.
Ja, selv den værdifuldeste af alle varer, den menneskelige arbejdskraft, er udsat for ødelæggelse og kræver en bestandig vedligeholdelse. Forf. mener derfor, at der i varer ligger gemt en absolut tilbudstvang, som slet ikke er tilstede i penge.
Disse kan, siger han, i modsætning til de egentlige livsfornødenheder, til enhver tid unddrages brug, afvente belejligere tid, og er således varerne, for hvilke de kun skulle gælde som ombytningsmiddel, overlegne.
De, der frembringer de økonomiske værdier, vil derfor altid være rede til at afkorte deres krav, yde en tribut til pengene på grund af disse fortrin.
Derved opstår en omsætningsrente, der formenes at give anledning til den egentlige udlånsrente.
Forf. forklarer sin opfattelse ved følgende eksempel:
“En mand, der har 10 sække hvede tilovers, udlåner gerne disse til en anden mand, som trænger til hvede, og har kun grund til at være glad ved senere at få hvedens værdi uforringet tilbage.
Han har ingen magt til at kræve andet og mere; thi kommer udlånet ikke i stand, mister hveden efterhånden sin værdi ved ikke at blive benyttet, og manden lider således tab.
Hvis han i stedet for hvede har hvedens værdi tilovers i penge, behøver han ikke at være bekymret for at få udlånet i stand; pengenes værdi forringes ikke, selvom han venter til en anden lejlighed. Derved bliver han den lånebetrængte overlegen, kan kræve ekstra betaling, rente, for overhovedet at indlade sig på noget lån.”
Resultatet af disse o.lign. betragtninger har bragt Silvio Gesell til den antagelse, at penge må gives samme forgængelige karakter som varer.
Han tænker sig derfor alle metalpenge afløst af seddelpenge, hvis pålydende værdi formindskes f.eks. fra uge til uge og ved årets slutning ombyttes med nye sedler, hvis begyndelsesværd svarer til den værdi, papirpengene da er reduceret til.
Vil man nu undgå tab, nødes man til enten at bruge sine penge og derved bringe liv i produktionen eller anbringe dem i bank og ved udlån se at bevare deres værdi. På den måde kommer alle penge i cirkulation. For at undgå svingninger i deres egentlige værdi skal staten snart udstede, snart inddrage penge, således at forhåndenværende varer og forhåndenværende penge altid svarer til hinanden i samme forhold.
Der skal altså holdes regelmæssigt regnskab med omsætning og pengetilbud, for at statens regulering kan finde sted
Silvio Gesell forklarer, at denne ordning vil forårsage uindskrænket afsætning af varer og produktion, tilintetgørelse af økonomiske kriser, ophør af arbejdsløshed, rentefald, lønforhøjelse osv. Og med denne udvikling skulle også statens indtægter vokse uafhængig af kapital såvel som af politiske partier, idet det påhviler staten al sætte nye penge i omløb, der svarer til de skete fremskridt og den forringelse, sedlernes pålydende er undergået.
Silvio Gesell vil kunstfærdigt ordne, hvad der retter sig af sig selv under de normale forhold, som en jordværdireform vil fremkalde.
Silvio Gesell går ikke ud fra, al det er producentens naturlige opgave at imødekomme efterspørgslen, og at den, der griber fejl, intet krav har på at få sine varer solgte. Men lider et selvfølgeligt tab gennem tidens angreb.
Noget andet er jo, at det under den nuværende økonomiske stagnation er vanskeligt at beregne produktionens hensigtsmæssighed og afsætningsmulighed. Samfundslegemet er sygt, og krampetrækningerne kan ikke altid forudses. Det kan ikke vides, hvor meget der under den syge tilstand kan fortæres – og Silvio Gesell kan ikke forlange, at alt hvad mennesker, der er afspærrede fra jordens naturlige brug og dermed beslægtede bærende erhverv, kan hitte på og tvinges ind i at producere for muligt at opretholde livet –netop er det, som samfundet skal fortære og kan fortære.
Alligevel vil han lægge kunstigt pres på købeevnen ved at gøre penge forgængelige som varer.
Men penge skal slet ikke udtrykke varers egenskab (så lidt som et meter- eller litermål skal det) og ikke hvortil eller hvorledes de bruges, men blot være et tal, samfundets måler, for hvad et arbejde er værd i forhold til tilstedeværende værdier.
Tallet på guldstykket er tælleren, den samlede pengemængde er nævneren i den brøk, der angiver, hvor stor andel man efter behag har krav på (til gengæld for hvad man har udrettet) og kan få honoreret af den samlede produktion – forudsat at grundværdierne har mistet deres handelsværdi.
Gør man sit krav gældende straks ved at omsætte de erhvervede penge med varer får man lige for lige.
Men lige så vel som det strider imod den sunde fornuft, at det arbejde, som man har udført og fået betalt til sin højeste værdi, skulle blive endnu mere værd i tidens løb – hvad der nu sker gennem forrentning – ligeså urimeligt er det, al værdien skulle forringes, hvis man venter med at gøre sit krav gældende.
Det eneste, der naturligt kan ske og som konkurrencen under lige vilkår uundgåeligt vil føre med sig, er, at tallet på guldstykket får et andet indhold, dermed menes, at den forholdsmæssige del af den samlede produktion, som tallet vedblivende angiver, i varer bliver en anden på et andet og senere tidspunkt.
Når menneskene bliver samfundskyndige nok til at undgå de nuværende unaturlige kriser, vil ugunstige kår alene forårsages af misvækst og andre naturulykker, der forringer produktionsmængden.
Men i sådanne år kommer det samme pengetal til at betyde mindre end tidligere, dvs. at tabet bæres, som rimeligt er, af alle.
Tallets tilsvarende indhold kan også fortyndes ad kunstig vej f.eks. når store guldlejer opdages, thi da bliver brøkens nævner større, brøken og andelen af den samlede produktion følgelig mindre.
Dette vil virke som misvækst eller ulykke for de mange og kun til glæde for få, så længe hele jordens befolkning ikke har lige ret til jordens urørte guld.
I gode år, når naturen har været særlig gavmild, eller når store tekniske fremskridt har gjort sig gældende (og de ædle metallers mængde ikke er forøget), da betyder pengetallet mere, dvs. alle får, som det er ret og skel, del i fremskridtets goder; stadig forudsat at grundværdierne har mistet deres handelsværdi.
Det såre naturlige forhold for pengenes vedkommende vil selvfølgelig først indtræffe, når forholdene drejer sig om penge og livsfornødenheder og ikke tillige om jord.
Det nytter ikke om Silvio Gesell kunde gøre pengene forgængelige som menneskers arbejde så længe det forgængelige arbejde og de forgængelige penge kunne ombyttes med den forgængelige jord.
Alverden ville jo da sætte penge i jord, hvis værdi ville stige i samme grad som pengenes værdi forringedes.
Alle, for hvem det lykkedes at få jord og få den afbetalt, ville få frugten af deres møje og slid bevaret og forøget gennem jordens voksende værdi – alle de andre ville være prisgivne med deres forgængelige arbejde og forgængelige penge.
De arbejds- eller besiddelsesløse ville vedblivende være lukket ude fra jordens brug og alle de erhverv, som jordens rette brug ville afføde. Om muligt værre end nu.
Intet er så trist som jorden stængt.
Thi ubegrænsede arbejdsmuligheder er det økonomiske livs hovedspørgsmål – det er kapital lån ikke.
Penge mister låneværdien når enhver, som naturligt er, selv uhindret kan skabe sin kapital. Penge har da kun én værdi, én hensigt, at være til brug. Og Silvio Gesell behøver ikke at ængstes for, at de i så fald ikke skal komme i omløb.
Fattigdomsrædselen vil ikke bringe gniere og tiggere til at miste al sans for at samle og samle – for en dag at kunne lægge sig til at dø på de fyldte strømpeskafter. Thi fattigdomsrædselen er forbi når en jordværdireform skaber ubegrænsede arbejds- og udbyttemuligheder.
Uden en jordværdireform er Silvio Gesells idé utænkelig. Og når en jordværdireform gennemføres, er den overflødig.