Severin Christensen: Principper og taktik
fra tidsskriftet RETSSTATEN, 25. juni 1920

 Det er lykkedes Retsforbundet at føre et helstøbt og konsekvent program ud i verden. Nu gælder det om, at forbundets taktiske fremgangsmåde bliver præget af den samme konsekvens og retlinethed.

Således som programmet foreligger, danner det et organisk hele, samlende sig om et enkelt princip, kravet om et retsværn for hele vort samfund. Der er ikke skelet til højre eller venstre, der er ikke taget skygge af klassehensyn. Men så gælder det også om for alvor at vise i vor politiske optræden, at vi står ganske uafhængigt til alle sider. Af de bestående partiprogrammer findes der intet, som Retsforbundet har mindste sympati med. Efter at vi nu her har vedtaget vor organisation og vort program, som de foreligger, vil det ikke være muligt for noget menneske at sige: jeg er medlem af Retsforbundet, og desuden er jeg f.eks. Socialdemokrat. Ja, man kan måske sige det, men jeg er bange for, at det ikke vil styrke ens renommé som logisk tænkende menneske. At være på engang tilhænger af dette program og tillige af et af de politiske partiprogrammer er lige så absurd som at være kalveknæet og hjulbenet samtidig.

Jeg vil minde om, at vi i denne henseende står helt anderledes end den bevægelse, der har taget navn efter en bestemt mand og en bestemt økonomisk ide, georgismen. Denne bevægelse koncentrerede sig energisk om sin velbekendte skattereform, stolende på at folk ville forstå, at når den først var indført, ville så godt som alle andre politiske spørgsmål løses automatisk. Da man i reglen afviste diskussion om, fra hvilket synspunkt da disse spørgsmål skulde løses, og overlod til sine tilhængere at mene, hvad de ville derom, da skattereformen så at sige svævede i luften, løst fra enhver organisk forbindelse med de øvrige politiske problemer og løst fra sin kilde, det etiske retsprincip, blev det muligt at føje den ind som led i hvilket som helst politisk program.

Og alle tog de venligt imod den, fordi partierne hurtigt så, at de intet risikerede derved; de vandt en del tilhængere derved, af de mest naive; partipolitikerne indså, at det altid ville være muligt at skyde andre spørgsmål i forgrunden, og for denne reforms vedkommende holde sig til gyldne løfter. I de krisetider, der hedder politiske valg, vil det altid være andre ting, man slås om.

Eksempel herpå er den sidste kampagne, som ganske beherskedes af grænsespørgsmålet og generalstrejken, og hvor næppe 10 mennesker i kongeriget lod deres stemmeafgivning bestemme af hensynet til profeten fra San Francisco. Man så tværtimod endog på valgtribunerne den ene Henry George mand bekæmpe den anden med en iver, der næsten var en bedre sag værdig.

Her er det tampen brænder. Vil de ærede dogmatiske georgister, der leder organisationerne, da for alvor påstå, at sådanne spørgsmål som det nationale grænsespørgsmål og fagforeningernes diktatur intet må betyde for os menige georgister? Når disse ledende mænd selv i egen høje person spænder sig for partipolitikkens vogne, så må det jo overfor medlemmerne betyde enten: ja alt dette her med grænsespørgsmål, generalstrejke og socialistisk tvangsstyre, det er bagateller, som I må overlade til os at ordne, som vi finder for godt, hovedsagen er, at det er os, der vil fremme de ægte Henry George reformer, og derfor skal I stemme på os; hvordan I end stiller jer til de nævnte ting, eller: ja, hvis I virkelig tillægger disse bagateller større betydning, må I naturligvis dele jer efter anskuelser og bekæmpe hverandre ved valgene.

Hvad sker da? Naturligvis altid det sidste. Naturligvis vil folk ikke lade sig umyndiggøre i de store aktuelle sager, der deler befolkningen ved valgene. Derfor ser vi georgisterne gævt bekæmpe hinanden, derfor ser vi f.eks. en indsender i sidste nr. af Den Lige Vej erklære, at han selvfølgelig ikke ville have stemt på sin egen forenings formand, når han mente det foreneligt med sit hverv som sådan at opstille sig som tilhænger af fagforeningernes diktatur. Og vi ser, hvad resultatet af denne politik er blevet, splittelse af grundskyldens tilhængere og hele sagen kørt i grøften, fordi den efterhånden er blevet inficeret med partipolitikkens gift; endvidere at intet af de politiske partier har gjort ringeste alvor af at gennemføre dette punkt på deres program. Jeg regner slet ikke med den farce, regeringen opførte ganske kort forinden den vidste, den måtte gå.

Disse fejl må ikke gøres om. Vi behøver det ikke, thi Retsforbundet har et program, som ikke er nødt til at supplere sig fra anden side; vi behøver ikke at låne fra klassepartierne. Det er tilstrækkelig alsidigt, og det bringer grundskyldskravet i den organiske og etiske forbindelse med livets øvrige fænomener, som er nødvendig, hvis det skal trænge igennem ved egen kraft. Det vil aldrig føres igennem, hvis det som hidtil skal isoleres på ganske umotiveret måde som det brudstykke af retten det er, eller hvis det for at få nødvendigt rygstød skal kobles sammen med partiinteresser. Thi da vil det gå som nu, da vil dets tilhængere komme til at dele skammen og skaden, når f.eks. som nu Nemesis rammer et parti som følge af alle de demagogiske fejltrin, som dette parti har gjort sig skyldig i.

Grundskyldskravet kan kun bæres frem som led af en retspolitik, der gennemtrænger alle samfundsinteresser; thi mennesket lever ikke af brød alene, synspunktet må overføres til alle den personlige friheds områder. Dette er tilmed et letfatteligt standpunkt; Henry Georges skattereform koblet sammen med konservativ toldpolitik eller halvsocialistisk tvangspolitik har aldrig været til at begribe. Nu vil vi ud af alt det. Jeg vil derfor bede landsmødet om af slutte sig til en klar og åben udtalelse om dette punkt, som i alt fald jeg betragter som afgørende for sagens hele fremtid.