Et Lincoln brev
oversat af K. J. Kristensen
fra Grundskyld, nr. 5, 1951

En amerikansk forretningsmand og virksom grundskyldsmand John C. Lincoln udsender hver måned til sine forretningsforbindelser et såkaldt Lincolnbrev for at vække interesse for Henry Georges tanker, imødegå gængse indvendinger eller give oplysning om praktiske fremskridt i retning af grundskyld. 

I det sidste brev fra juni i år nævnes Danmark som et foregangsland. Vi gengiver dette brev, også fordi det så kort og klart gør rede for modsætningen mellem grundskyld og almindelige skatter og for det retsprincip som grundskyldsreformen er udtryk for. 

“Danmark er det første land i Europa, der har taget Henry Georges grundværdiskat i praktisk anvendelse. Siden 1926 er en betydelig del af de offentlige indtægter kommet fra denne indtægtskilde og længe før den tid blev en betydelig om end varierende del af de offentlige udgifter dækket af grundskatten. 

Danmarks dygtige statsminister, Christian Reventlow, betalte hele omkostningen ved kampen om København mod admiral Nelson i 1801 med en skat på værdien af al landets jord medindbefattet adelens skatteprivilegerede jord. 

Som retfærdiggørelse for denne handling sagde Reventlow: “Selv i samme egn har jord af samme bonitet meget højere værdi i nærheden af de store byer og i tæt befolkede områder. Derfor mener vi, at det er mere retfærdigt at ansætte hartkornsskatten efter jordernes hele værdi, fordi det viser bedst, hvor meget jorden kan give i penge. Når påligningen står i forhold til værdien af udnyttelsesmuligheden, ikke i forhold til landbrugsjordens mængde, kommer alle til at betale, hvad der er rimeligt”. 

Reventlows argument, der er lige så rigtigt i dag som for 150 år siden, er aldrig blevet glemt af danskerne. De nuværende kommunale skatter i Danmark er, selvom der er store forskelligheder, gennemsnitlig 60 % højere for grundværdien end for værdien af bygninger og forbedringer på jorden. Siden Retsforbundet – som går ind for at inddrage hele jordværdien til dækning af offentlige udgifter – har fordoblet deres repræsentation i den danske rigsdag, har de, der støtter denne politik, håb om inden længe at se gennemført en væsentlig forøgelse af grundskylden, med tilsvarende nedsættelse af skatter på produktionen. 

I Danmark er jordbrugerne for mere end 90 % af jorden selv ejere af deres jord. Jordspekulationen er uden nævneværdig betydning. Den almindelige levestandard er genstand for andre nationers misundelse. Der er næppe tvivl om, at disse gode forhold i stor udstrækning skyldes dette virksomme lands indsigtsfulde skattepolitik. Det er umuligt at komme til andet resultat, når man undersøger, hvordan grundskyld virker ganske modsat skatter på produktionsresultatet af arbejde og kapital. 

1. grundskyld bringer ledig jord i brug, fordi ejeren ikke har råd til at betale af jord, der ikke yder noget. 
2. grundskyld hæmmer jordspekulation, fordi jordens salgspris – den kapitaliserede jordværdi – falder, når grundskylden stiger.
3. grundskyld fremmer selveje for det første, fordi ejendomsret til jord kan erhverves billigere, end hvis jorden var skattefri, og for det andet, fordi det, der bliver tilbage til jorddrotten, bliver desto mindre jo større del af jordrenten, der tages til offentlige formål.
4. grundskylden forøger efterspørgslen efter arbejdskraft, fordi jord ikke kan bringes i brug uden samtidig at sætte folk i arbejde, og virker derfor til at hæve lønningerne og arbejdsvilkårene som helhed og til at forøge beskæftigelsen.
5. grundskylden forøger velstanden, fordi velstand kun opstår ved at bringe arbejde og jord i forbindelse.
6. grundskylden gør det muligt i stigende grad at nedsætte skatterne på det produktionsudbytte, der skyldes arbejde og kapital.

I modsætning hertil har de almindelige skatter på produktionsudbyttet den virkning, at varepriserne forhøjes, højere priser indskrænker efterspørgslen efter arbejdskraft, altså går beskæftigelsen ned, og snart er der flere der søger arbejde, end der er ledige pladser for. Nedgang i beskæftigelse betyder faldende arbejdsløn. Med skærpet konkurrence mellem dem, der søger arbejde falder lønningerne og modsætningen mellem arbejdere og arbejdsgivere bliver skærpet. Det samlede resultat er fald i produktionen af økonomiske goder og nedgang i levevilkårene for alle. 

Det er ingen tilfældighed, at det lille Danmark, landet, der bygger mere på grundskyld og mindre på skatter på, hvad der frembringes af arbejdet end måske noget andet land i verden, går foran de fleste andre lande i almindelig velstand. Det er et klart eksempel på årsag og virkning. 

Det offentliges opkrævning af jordrenten er også blevet optaget i betydelig udstrækning i det fjerne New Zealand og i de australske provinser New South Wales, Queensland, Victoria, Syd- og Vestaustralien. Systemet er også i virksomhed i forskelligt omfang i de sydafrikanske lande Transvaal, Kaplandet, Natal, Rhodesia og Kenya. 

Tidligere har vi i disse breve nævnt de bemærkelsesværdige fremskridt i retning af grundværdibeskatning i amerikanske kommuner, særlig New York og Pittsburgh. 

For nylig har senatet i staten Pennsylvania med 50 stemmer mod 0 vedtaget at give 47 tredjerangs byer myndighed til at ændre deres kommunale skattesystemer, således at der udskrives højere skat på grundskylden og mindre på arbejdsskabte værdier, efter samme linje som Pittsburgh har fulgt med så bemærkelsesværdigt gode resultater. 

Det bliver efterhånden mere og mere klart for tænkende mennesker, at spørgsmålet om beskatning af grundværdien i sin kerne er et moralsk spørgsmål. Det er kun på den måde, man kan hindre, at frembringeren berøves frugten af sit arbejde, som det sker ved skalter på det, der er frembragt ved arbejdet, og det er kun på den måde, man kan værne samfundet mod det rov, der sker ved, at jordejere opkræver millioner i årlig jordrente, som kun samfundet har retfærdigt krav på. 

De materielle fordele, der vil følge af almindelig overgang til grundskyld, selvom de er større end man næsten kan forestille sig, er i virkeligheden ikke af så stor betydning som det simple spørgsmål om ret eller uret.” 

Et Lincoln-brev
oversat af K. J. Kristensen
fra Grundskyld, nr. 5, 1951

Kære N. N. Juli 1951. 

Meget af vor økonomiske forvirring skyldes, at den forbindelse, der er mellem jordprisen og lønniveauet, ikke står klart for de fleste mennesker. 

Jord kan kaldes: “En naturlig menneskerettighed”. Ligesom luft og solskin er den en gave fra Skaberen til hans børn. Efter selve sin natur er den fælles ejendom. Men mange erfaringer viser, at jorden bliver benyttet mest effektivt, når den er tilskødet brugeren til vedvarende og selvstændig besiddelse. Det er sjældent, at forpagteren drager så flittig omsorg for jorden som ejeren ville have gjort. Sjældent er forpagterens høst den samme som den ville være, hvis han var ubestridt ejer i stedet for afgiftsbetalende forpagter. 

Sædvanligvis lejer forpagteren den jord, han dyrker for et kortere åremål. Han betaler fra 30 til 50 % af sin høst for benyttelsen. Hans løn er, hvad der bliver til overs, efter at han har betalt jordrente til jordejeren. Med andre ord, den høje pris på jord reducerer forpagterens arbejdsløn med 30 til 50 %. Men jordejeren får samme betaling for benyttelsen af jorden, som han ville være berettiget til, hvis han havde skabt jorden. 

En væsentlig del af landbrugsjorden i USA bliver dyrket af forpagtere. Jordlejen er endnu højere i Kina, hvor griske jordejere ofte kræver op til 60 % af forpagterens høst som jordrente. Man kan ikke være i tvivl om, at de kinesiske kommunisters store fremgang for en stor del skyldes den harme, der hersker i den vældige befolkning af jordbrugere over en så forfærdende udbytning fra jordejernes side. 

En oplysende bemærkning i denne forbindelse finder man i Henry Georges hovedværk Fremskridt og fattigdom, i det kapitel med overskriften Lønnen og lønloven. Alle, der vil gøre sig bekendt med de grundlæggende økonomiske love, der leder folks handlinger i et civiliseret samfund, bør læse den bog med eftertanke. 

Da Gud skabte verden og mennesket, sørgede han for fri luft til menneskets lunger og for fri jord til at virke på, for at mennesket kunne sikre sig føde, klæder, husly og andre materielle livsfornødenheder ved sit arbejde. Luften er stadig fri; ingen skal betale for den luft, han må indånde for at leve. Hvorledes går det da til, at jorden, der er lige så livsnødvendig som luften, må betales med så høje priser, at den er håbløst uden for rækkevidde for mange, der gerne vil dyrke den, eller bruge den mere intensivt? Svaret ligger gemt i vore jordlove. 

Enhver ved, at det er befolkningen der skaber jordværdien. Befolkningen i Phoenix, Arizona, hvor dette brev er skrevet, er blevet fordoblet i de forløbne 6 år. Jordværdien er blevet mere end fordoblet i det samme tidsrum. Denne forøgelse af jordværdien er ene og alene kommet jordejerne til gode, i særdeleshed dem, der har haft deres jord i 6 år eller længere. For andre, og særlig for de nye, der kom til, har det betydet forøget vanskelighed på grund af den højere afgift, som nu skal betales for benyttelse af jorden. Og ligeledes skyldes stigningen i jordværdien i omegnen af Phoenix udelukkende befolkningsforøgelsen. Det er en selvfølge, at denne forøgelse af jordværdien ikke har den fjerneste forbindelse med nogen enkeltmands flid og arbejde. 

Jordens værdi finder udtryk i den årlige jordrente eller i salgsprisen, som er den kapitaliserede jordrente. Når befolkningen vokser, stiger jordrenten. Når befolkningen formindskes, bliver også jordrenten mindre? I mange byer i Arizona er jordværdien næsten forsvundet, fordi folk er flyttet bort. Jordværdien i Babylon, som på den bibelske tid må have kunnet sammenlignes med den nuværende jordværdi i New York og London, er forsvundet. 

Jordrente er den naturlige indtægtskilde for samfundet. Hvis samfundet ophævede hele denne samfundsskabte værdi til dækning af de offentlige udgifter i stedet for som nu, kun en lille del deraf, så ville salgsprisen på jord falde til et minimum og hovedårsagen til den uretfærdige fordeling af rigdommen ville forsvinde. 

Vi lever i en verden, hvor moralens lov pånødes os ved selve tingenes natur. En del af denne lov foreskriver: “Du må ikke stjæle”. 

Dette betyder meget mere end at overholde lovens forbud mod tyveri. Det betyder: “Du skal ikke have noget, som du ikke yder noget for”. For det er klart, at hvis nogen får uden at yde, så er der andre, der må yde uden at få. 

Det er samfundet, der skaber jordværdien, og den enkelte har ingen moralsk ret til den af samfundet skabte jordrente. Den enkelte må have jord for at producere og samfundet har ingen ret til ved beskatning at tage nogen del af det, den enkelte har frembragt. 

Er det ikke klart, at kommunisterne har peget på en meget alvorlig mangel i vort kapitalistiske system, som vi må rette for at komme kommunismen til livs. Det forekommer mig, at der kun kan være et svar på det spørgsmål. 

**
Verdens største fond til fremme af Henry Georges tanker The Lincoln Foundation, blev oprettet af John C. Lincoln.
Mere herom senere /pma