Af forfatteren Ebbe Kløvedal Reich
Fra Ret og Frihed
Særnummer, September-oktober 1994
Grundskyld er den bedste, mest visionære og mest jordnære (undskyld) idé om samfundet, der aldrig er blevet ført ud i livet.
Så meget står fast. Det er vi mange, der mener. Også mange, der ikke til dagligt går rundt og kalder os georgister. Men hvis vi er så mange, hvorfor er idéen så aldrig blevet afprøvet?
En af årsagerne er måske, at ordet “grundskyld” alene har svært ved at rumme alle de visioner og dimensioner, som idéen rummer for Henry George. Det står hele tiden i fare for at blive reduceret til en skatteteknisk fiks idé.
For Henry George begynder det et helt andet sted. I skabelsesteologien og etikken.
Vi er en del af Guds skaberværk. Jorden, vi lever på, er en anden del. Det særlige ved ejendomsretten til jord – det der gør den ugudelig – er, at den ikke har noget at gøre med menneskelig skaberevne. Den privatiserer bare profitten af Guds arbejde.
Hvis man ikke begynder der, hænger det ikke rigtigt sammen. Hvis man på normal-ateistisk vis mener, at vi lever vores liv et tilfældigt sted i et tilfældigt univers på grund af en tilfældig blanding af molekylær biologi og darwinistisk udviklingslære, der har gjort os til herrer over kloden, er det svært at fastholde, at ejendomsretten til jord er noget helt særligt. Al ejendom er tyveri, sagde Proudhon. Så kan det være lige meget, om man røver banker eller stjæler merværdi – eller jord.
Lad os på dette punkt lige få helt klart, hvad det er, vi taler om. Det, der skal inddrives af det offentlige som grundskyld, er jordrenten. Den bestemmer Henry George i Fremskridt og Fattigdom som: “den del af produktionen, der tilfalder ejerne af jord eller andre naturfordele i kraft af ejendomsretten. Fra begrebet jordrente er udelukket al betaling for benyttelse af et hvilket som helst produkt af menneskeligt arbejde.”
Læg mærke til, at han ikke anfægter den principielle ret til at eje jord. Det, det drejer sig om, er blot, at samfundet skal inddrage den økonomiske gevinst, som ejerskabet kaster af sig.
Men hvorfor går han ikke til ondets rod? Hvorfor erklærer han ikke bare lige ud, at al jord bør være samfundseje?
Hvorfor siger han ikke, som gamle Grundtvig – ud fra den samme, kristne indstilling – sagde det i Danmark, dengang Henry bare var en lille knægt i Philadelphia: “Ethvert folk er sit fædrelands grundejer og kan aldrig ved nogen lov tabe sin ejendomsret, så at det er kun nytten og brugen af jorden, der retmæssigt kan fordeles ved landloven og blive genstand for køb og salg.”?
Der er i hvert fald to grunde til det, den ene taktisk og den anden principiel.
For det første ville han tages alvorligt, både som nationaløkonomisk tænker og som idépolitiker (det var Grundtvig på en eller anden måde mere ligeglad med). Og i 1870’erne og 80’erne var man i USA og Europa i fuld gang med det allerførste, “uskyldige” liberale industriboom, som ikke mindst var baseret på en voldsom spredning og forøgelse af den private ejendomsret.
At vende sig imod ejendomsretsbegrebet var i de år det samme som at erklære sig utilregnelig eller samfundsomstyrtende eller begge dele. Og det var ikke Henry George’s ønske. Han nedtonede derfor de skabelsesteologiske og etiske dimensioner i det syn, han havde haft en dag på gaden i San Francisco, og som satte ham i gang med hovedværket.
Til gengæld iklædte han det videnskabelige, nationaløkonomiske gevandter. Også det kan anskues som en taktisk imødekommelse af tidsånden. I slutningen af det 19. århundrede var den positivistiske overtro på videnskaben fremtiden og den religiøse tanke fortiden.
Men den principielle årsag til, at han ikke bare agiterer for samfundets overtagelse af al ejendomsret til jord, er den vigtigste. Den ligger i hans opfattelse af statens væsen. I udgangspunktet er han enig med Marx: Den er de herskende klassers redskab. Men han drager den stik modsatte konklusion.
Marx ender i klassekampen, der skal slutte med den stærke arbejderstat, der kan knægte kapitalkræfterne. Til det bemærker Henry George: “Socialismen tager for givet, at den naturlige følge af konkurrence er at arbejderne knuges til jorden – og søger derfor at afskaffe den ved hjælp af skranker, forbud og udvidelse af regeringsmagten. …. Denne overfladiskhed og overtro på statsmagten er fælles for alle afskygninger af socialisme.”
En ganske præcis profeti – fremsat længe før socialismen og marxismen var afprøvet i praksis nogetsteds.
Henry George’s konklusion er meget enklere: Hvis statsmagtens væsen er at pacificere eller undertrykke de svage og bekræfte de stærke i retten til riget, så må den ikke gøres for stærk.
Så længe der ikke er sikkerhed for, at samfundseje ikke i praksis kommer til at betyde statseje, rejser kravet om det flere problemer, end det løser. En autoritær stat, der ejer det land, den styrer, er ikke bedre end nok så mange spekulanter og tyranniske private jordejere. Derfor holder Henry George sig til jordrenten. Den giver statskassen de samme fordele, som hvis den havde ejet landet. Men den ejer det ikke.
Det gør de private jordejere. For dem er der til gengæld ikke længere nogen fordel forbundet med ejendomsretten. Hvis de fastholder den, er det af rene, sentimentale liebhavergrunde. Det er, som det skal være. For den sande ejendomsret til den jord, vi er født på, er jo dens og vores fællers Skaber.
Det kan ikke nytte noget, at man prøver at holde grundskyldstanken levende ved at diskutere, hvor stort et provenu fuld grundskyld ville give, og om det kan overflødiggøre alle andre skatter eller ej. Jeg vil ikke afvise, at der kan laves spændende regnestykker på det, og ikke et ondt ord om dem.
Men det er en sekundær beskæftigelse, der først kommer til at betyde noget den dag, det store, enkle budskab fra Henry George trænger igennem. I virkeligheden er det jo splintrende ligegyldigt, hvor mange skillinger, der er i det. Det vigtige foregår på et helt andet plan.
Vi er alle sat på den samme jord, og ingen har ved fødslen nogen naturlig forret frem for andre til den. Derfor må ingen kunne gøre sig rig ved at påstå at eje jord.
Når først denne elementære, demokratiske (og kristne) reform er gennemført, så vil det vise sig, hvad der derudover skal til for at skabe et harmonisk og retfærdigt samfund.
Hvis den derimod ikke bliver gennemført, vil alle mulige slags uretfærdighed og udbytteri altid kunne forsvares og trives i skyggen af den mest åbenlyse uretfærdighed af dem alle: At mennesker behandler jorden og naturen, som om de selv havde skabt den. Til at skaffe sig rigdomme og magt over andre mennesker.
Det er en smuk, stor og enkel idé. Dem er der ingen overflod af i det politiske liv for tiden.
Meget har ændret sig siden Henry George’s tid. Den økologiske krise har givet hans tænkemåde en helt ny aktualitet. Ingen tænksomme mennesker vil i dag benægte, at jorden og naturressourcerne er blevet udpint for at skaffe uretfærdig rigdom til nogle få. De bliver det stadig. Fordi det kan betale sig for nogen.
Videnskabens nederlag og dæmoniske kræfter har udtørret den positivistiske overtro på, at den skulle være den eneste sandhedsvej. Ånden, visionerne, etikken, livsværdierne og den slags størrelser begynder at brede sig mellem os igen.
Det er jo ikke stensikkert, at begrebet grundskyld vil få en central plads i denne strømning. Men den vision, der ligger bag begrebet er både helt nutidig og nødvendig at genopdage.