C.N. Starcke (1908)
Lige ret for alle
Demokratiet kræver monopolerne afskaffet

Forord. 
De efterfølgende betragtninger står ganske for min egen regning og er kun udtryk for den bekymring, hvormed den stadig voksende splid i drøftelsen af de vigtigste offentlige anliggender må opfylde enhver borger. Jeg er ikke blind for, at enten man finder, jeg har ret eller uret i mit syn på vor politiske tilstand, vil man bebrejde mig, at jeg gennem en sådan offentlig påtale skaber vanskeligheder for det parti, som jeg tilhører. Men hensynet hertil kan kun være underordnet, når man som jeg mener, at det netop er der faren truer os, at partifølelsen har sat sig i højsædet i stedet for fædrelandskærligheden. Kommer vi først så vidt herhjemme, at man som medlem af et parti skal være forpligtet til at finde alt, hvad de andre partier foretager sig, slet og skadeligt, og alt, hvad ens eget parti gør, hævet over enhver dadel, så er vi ikke langt fra enden. En demokratisk politik, der bygger på andet grundlag, end at enhver frit og uden forbehold siger sin inderste mening, er ikke længer nogen politik, der vil føre landet fremad, men en manøvrering, som lægger det øde, fordi den undergraver den gensidige tillid og den ærlige vilje til at prøve modpartens grunde, uden hvilke der lige så lidt i politik som andre steder kan gøres et dueligt arbejde.
C. N. Starcke.

Politik og partier. 

Livet i et folk beror på den styrke og mangfoldighed, hvormed de forskellige erhvervsinteresser gør sig gældende. De åndelige interesser, der er toppen og blomsten, uden hvilke den nationale tilværelse er uden værdi, grunder sig alle på erhvervsinteresserne. Først når det økonomiske grundlag er i orden, kan åndslivet trives; men det gælder også omvendt, at først hvor der nås så vidt, at de åndelige interesser gør sig kraftigt gældende, ligger grundlaget for det økonomiske arbejde fast og sikkert. Denne fasthed beror nemlig for en overvejende del på, at man regner med mere end det, som ligger lige for næsen. Åndelige interesser er i deres væsen kun dette, at man vurderer de forskellige livsforhold efter deres fjernere og mere omfattende virkninger og ikke bliver stående ved det snævreste og nærmest liggende. Og et økonomisk arbejde, som ikke kan se ud over dagen i dag, er både fattigere og usikrere end det, som råder over et mere vidtskuende blik.  

En hovedbetingelse for, at det økonomiske arbejde i et folk kan nå så vidt, er, at det forgrener sig i en mængde forskellige virksomheder, der hver for sig gør sig gældende med så stor kraft, at de både bliver nødt fil at regne med hverandre og opdager den nøje sammenhæng, der er imellem den. I det politiske liv afspejler denne stræben sig, og det politiske liver til syvende og sidst ikke andet, end det åbne og bevidste forsøg på at organisere de forskellige interesser og bestemme den plads, som enhver af dem har i forhold til det hele. 

Derfor er det heldigt, at der findes modsætninger, strid og kamp, fordi det politiske organisationsarbejde aldrig afsluttes, men stadig må forme det hele i overensstemmelse med tidernes skiftende karakter, så interesser, der tidligere stod i første linje, skydes mere i baggrunden, og andre, der hidtil kun gjorde sig svagt gældende, drages kraftigere frem. 

Man kan derfor kun glæde sig over den kraft og klarhed, hvormed de politiske interesser gør sig gældende herhjemme, fordi det viser, at enhver forgrening af det økonomiske arbejde er sig sine vilkår klart bevidst og er i stærk fremadstræben for at skyde alt det, der hæmmer, til side og skaffe sig videre og friere bane. Men ved siden af denne glæde over mangfoldigheden og styrken af de forskellige interesser står bekymringen over den dybe splid, som mere og mere synes at gå til bunden af hele vort politiske liv, og som er et vidnesbyrd om, at selvbevidstheden og kraften i de forskellige interesser ikke ledsages af nogen forståelse af deres indbyrdes sammenhæng. Lige så velsignelsesrig som interessernes mangfoldighed er for et land, lige så ødelæggende er splittelsen og opløsningen. 

Et iøjnefaldende eksempel på forskellen mellem disse to ting er tildragelserne i det fjerne østen i det sidste halve århundrede. I Japan har en udvikling fundet sted, som i enhver henseende har forøget nationens hjælpekilder. Den er ikke gået fredeligt for sig, men har været ledsaget af de heftigste indre stridigheder, der end ikke veg tilbage for flere gange at vække alvorlige oprør i landet. Men disse oprør udsprang ikke af selvisk magtbegær eller snævre partiinteresser, de var vidnesbyrd om en lige så alvorlig kærlighed til fædrelandet som den, der ledede magthaverne. I Korea kæmpedes der ligeledes i det samme tidsrum mellem forskellige anskuelser, men her var det partier, som blot lededes af tanken om at styrte hinanden og sikre sig selv den styrende magt. Derfor endte det med opløsning i alle forhold og til sidst med, at landet tabte sin selvstændighed. 

Lige så bestemt enhver har følelsen af den skarpe modsætning mellem den styrke af politisk overbevisning, der end ikke viger tilbage for oprør for at sætte det igennem med magt, som man anser for nødvendigt for landets velfærd, og den partilidenskab, der bruger alle midler for at skaffe sit parti magten, lige så vanskeligt falder det at bestemme kendetegnene på de to retninger på en sådan måde, at man ikke forveksler dem. Landets velfærd vil de stridende i begge tilfælde føre i munden, selv det snævreste og mest selviske parti i verden vil bestandigt hævde, at landet står sig bedst ved, at det får magten. Forskellen lader sig kun bestemme på samme måde som mellem en ærlig proces og vinkelskriveri. Er det landets velfærd, man søger, så gør man alt hvad man kan, for at de forskellige forhold, der må regnes med, kan træde så klart og fuldstændigt frem som muligt, og man søger at knytte de forholdsregler, man foreslår, hertil med så stærke og indlysende grunde som muligt. Er det partiets snævre formål, man kæmper for, så går bestræbelsen ud på at skjule alt det, som er en ubehageligt og at styrke sine egne grundes svaghed ved at mistænkeliggøre modpartens motiver. 

Målt med denne målestok kan der desværre ikke være nogen tvivl om, at de politiske kampe herhjemme frembyder et blandet billede. Ved siden af ganske utvivlsomme tegn på den varmeste fædrelandskærlighed og ærligste vilje til at organisere de forskellige interesser på den for helheden tjenligste måde, står en lang række vidnesbyrd om fortielser, forvrængninger og mistænkeliggørelser, som viser, at det er partier, der kæmper om magten, og ikke borgere, der er opfyldt af ønsket om at fremme det heles vel. Og denne fremgangsmåde er ikke ejendommelig blot for et eller flere af vore partier, den følges af dem alle, så det snart anses for en selvfølge, at dette er noget, politisk taktik fører med sig. I en mangfoldighed af vigtige sager får man det ganske bestemte indtryk, at det ene parti lader sig sin holdning bestemme af, hvad det andet foretager sig. Fremkommer det ene parti med et forslag, undersøger de andre ikke, om det er godt eller dårligt, men anstrenger sig for at samle alle mulige grunde for det stik modsatte og skjule alt det, som kunne tale for forslaget. Ja, man kan undertiden ikke værge sig mod den følelse, at det forslag, et parti fremsætter, mere er beregnet på at genere de andre end på at fremme en eller anden væsentlig interesse i nationen, og at det mere beror på en skønsmæssig tilfældighed, at partiet fremsatte netop det forslag og ikke det stik modsatte, som modpartierne så ville have bekæmpet ved af alle kræfter at støtte det forslag, som de nu angriber. 

Sådanne fornemmelser kan man naturligvis aldrig dokumentere på en sådan måde, at de, som føler sig ramt af den bebrejdelse, der ligger i dem, ikke kan slå sig for brystet i harmfuld indignation og kalde det for lutter løse insinuationer. Men grundlaget, som ikke lader sig afvise, ligger i den offentlige forhandling både på møder og i pressen, hvor de stadig tilbagevendende beskyldninger fra alle partier mod alle partier netop er dette, at man fortier så meget, at kendsgerningerne bliver fremstillet i forvrænget skikkelse, at man gør sig skyldig i vitterlig løgn, at man handler ud fra de usleste og snævreste klasseinteresser osv. Sandheden af den dom, vi har fældet, bekræftes til overflod af hvert parti overfor modpartierne, kun indrømmes dens gyldighed ikke overfor ens eget parti. Og som partierne dømmer om hinanden, dømmer de om de enkelte personer. Den samme mand, hvis indsigt og ophøjede sindelag man den ene dag hæver til skyerne, når hans udtalelser passer partiet, frakender man den næste dag, når han ikke længere passer en, al fornuft og søger at finde de gemene motiver, som kan have ledet ham. 

Hvis der i vort politiske liv ikke var andet end disse træk at finde, så ville spådommen om vort lands fremtid være lige så let som sørgelig. Det ville da utvivlsomt i løbet af en menneskealder eller mindre gå os som Korea. Når vi håber at blive forskånede for den skæbne, ligger det i, at der gennem de politiske tildragelser i den sidste menneskealder kan påvises en fast og bestemt linje, som udviklingen trods al modstand og alle vanskeligheder har fulgt, og som vidner om det danske folks samfølelse. Det er retfærdighedstanken, kravet om hver mands ret, der har været kæmpet om og i fremtiden vil blive kæmpet om, fra den ene side som et konservativt krav, der hævder bevarelsen af den gennem lovene og forholdene engang givne tilstand, og fra den anden side som et demokratisk krav, der hævder samfundets omdannelse efter det ideal, den politiske frihed er udtrykket for, nemlig afskaffelsen af alle privilegier og monopoler og gennemførelsen af lige ret for alle. Det gælder blot om, hvorvidt hine skyggesider ved vort politiske liv ikke er andet end det skum, som skibet kaster foran sig, idet det stævner frem gennem bølgerne, skum, der bliver større og voldsommere, jo stærkere og støttere skibets fremfart er, eller om de er tegnet på, at skibets fart er standset, så det nu blot ligger og hugger i bølgerne. 

Lige ret for alle. 

Ved grundloven førtes vi ud af en samfundstilstand, der hvilede på forestillingen om, at ikke alle bør og kan have lige ret. Der skulle være forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager, og samfundet ville være ilde tjent med, at alt nivelleredes. Fornemhedens, dannelsens og besiddelsens privilegium var det nødvendigt at bevare, hvis ikke samfundet skulle tage skade. Absolutismen troede endnu på sandheden af Agrippas gamle fortælling om maven og lemmerne. Hele den forestillingskreds gjorde grundloven ende på, dvs. ved at give hver mand uden hensyn til formue, dannelse, fødsel eller noget som helst andet, end at han var et hæderligt samfundsmedlem, samme politiske stemmeret, skabte grundloven en retstilstand, der er udtrykt i formlen lige ret for alle. Men denne retstilstand strakte sig ikke ud over de politiske forfatningsbestemmelser; socialt og økonomisk blev det ved det gamle, og der var kun givet et ideal, som udviklingen indenfor disse områder skulle styre efter. 

Højres modstand mod denne kurs var bestemt af en frygt for, at den åndelige kultur ville blive mindre og de økonomiske og administrative interesser mindre forstandigt varetagne, hvis magten gled overklassen af hænde. Tillige var der en forståelse af, at overklassen skyldte sin økonomiske overvægt ikke blot til sin større dygtighed, men netop også til sin besiddelse af den politiske magt, og det var denne forståelse, som fristede overklassen længere ud i modstanden mod den demokratiske udvikling, end en virkelig ærlig bekymring for vitale samfundsinteresser kunne retfærdiggøre. 

Demokratiet på sin side stred sig frem imod den ret, som grundloven havde opstillet som det fjerne ideal, ved rundt om på alle områder – næringslivets, kommunestyrelsens, lovgivningens og åndslivets – at vise sin duelighed og indsigt i praktisk handling, så den sejr, det omsider vandt i den politiske strid, mere skyldtes den almindelige forståelse af, at det var fuldkommen urimeligt at bestride dets evne til at styre landet, end højres indrømmelse af rigtigheden af dets statsretlige opfattelse. Under denne striden sig frem kom demokratiet imidlertid til mere end ønskeligt var at rette sit blik mod opnåelsen af den politiske magt frem for mod den sociale gennemførelse af den politiske friheds ide, lige ret for alle. Demokratiet har mindre stræbt efter at afskaffe eller begrænse de særrettigheder og monopoler, der ligger til grund for de ulige økonomiske vilkår, end det har stræbt efter at sprænge det politiske monopol, som så lang tid lagde den politiske magt alene i overklassens hænder. Derfor blev dets kamp mod højre ikke så ideel og klar en kamp om fremtidens ret overfor fortidens, men forplumredes til at blive en kamp mellem personer af forskellige samfundslag – om deres lige adgang til at træde i spidsen for det bestående samfund. 

Der mangler ikke i vor lovgivning vidnesbyrd om det gode hjertelag, som findes i alle kultursamfund, og som både højre og venstre kan enes om, om end venstre er noget villigere til at gå frem i den retning. En dyb medlidenhed med de små og en trang til at beskytte dem og forbedre deres kår har skabt adskillige gode love, som højre ofte har næret betænkelighed ved at gå med til af frygt for deres økonomiske konsekvenser og af frygt for, at de skulle svække den enkeltes ansvarsfølelse, men ikke fordi højre havde svagere udviklede menneskelige følelser. Men det viser sig gennem alle disse love om alderdomsunderstøttelse, hjælpekasser, ulykkesforsikring, jord til landarbejdere osv., at medlidenheden ikke strækker til, og at demokratiet har svigtet sine egne principper, når det sætter medlidenheden i stedet for retten. Alle disse love har ikke hindret en eneste mand i at blive fattig, ikke skånet nogen for den lidelse, det er at føle sig uhjælpelig synkende hen i fattigdom eller håbløst stridende for at komme op af den. Fattigdommen er ikke blevet mindre hyppig, om end den er blevet mindre grufuld. Og overalt, hvor det har været denne sociale lovgivnings hensigt, ikke just at give den nødlidende, hvad han ikke kunnet skaffe sig selv, men at give ham lettere adgang til lønnende arbejde, der er denne lovgivning helt strandet, fordi den blev en undtagelseslovgivning. Den byggede mere på medlidenhed overfor den, som er i en undtagelsesstilling, end på retfærdigheden, der vil sikre enhver uden undtagelse det, der er hans ret, lige med andre. Således er loven om jord til landarbejdere blevet sin egen karikatur; det er i praksis mindre landarbejdere, der søger en lod for at blive statshusmænd, end jordsælgeren, gårdmand og proprietær, der søger en statshusmand til sine dårlige jordlodder til høje priser. Selv bestemmelsen om, at landarbejderen af egen lomme skal lægge 500 kr. til, omgås efter sigende således, at en jordlod, der koster 3.000 kr., opføres til 3.500 kr. med kvittering for indbetalte 500 kr. 

Jo mere det viser sig, at den sociale medlidenhedslovgivning ikke kan løse opgaven at skabe bedre erhvervsvilkår for de små, men at enhver fordel, som denne lovgivning tiltænker de små, i alt fald for en meget stor del opsluges af det, man kalder “kapitalen”, desto mere vinder socialdemokratiet frem med sin hævdelse af, at det er selve grundlaget for det bestående samfund, som må forandres. 

Den store ideelle grundtanke, som socialdemokratiet kæmper for, er at afskaffe den uret, som tillader den enkelte at tilegne sig udbyttet af andres arbejde. Hver mands ret til udbyttet af sit arbejde er det ganske ubestridelige retfærdighedskrav, som ethvert demokrati må hævde overfor det gamle konservative princip, hver mands ret til udbyttet af hans “ejendom”. Vore love er endnu således, at de på mangfoldige punkter værner om en særret for nogle til at tilegne sig udbyttet af andres arbejde. Det er denne særret, som skal brydes, og der er ingen tvivl om, at friheden i vort land i den kommende tid ikke vil blive målt på vore politiske institutioner, men på omfanget og styrken af det arbejde, der bliver sat ind på at bryde enhver sådan særret. 

Men socialdemokratiet har i kampen for hver mands ret til udbyttet af sit arbejde blandet en anden forestillingskreds ind, som ikke har noget med retfærdighed at gøre. Hvad der kun kan være den virkning, vi kan håbe af større retfærdighed, nemlig livsgodernes mere ligelige fordeling, er ofte af socialdemokratiet blevet skudt frem som selve formålet. I kravet om hver mands ret til udbyttet af sit arbejde ligger der intet om et krav om økonomisk lighed for alle. Hvis man med magt eller ydre foranstaltninger virkelig kunne fordele livsgoderne ligeligt, ville dette blive uretfærdigt, når man ikke samtidig kunne give alle samme arbejdslyst og arbejdsevne. Dovne og flittige skal have samme ret, men de bygger ikke deres liv på samme sum af arbejde og kan derfor heller ikke have ret til at komme i besiddelse af samme sum af livsgoder. 

Problemet har forskudt sig for socialdemokratiet. Det er ikke længere produktionsudbyttet (erhvervet, arbejdet), som det vil beskytte, men derimod fordelingen, som det vil ordne efter et arbitrært forsikringsprincip. 

Stiller man kravet om ligelig adgang til livsgoderne i forgrunden, så bliver den ledende følelse ikke en rosværdig retfærdighedsfølelse, men en beklagelig misundelsesfølelse, og dens urene udspring vil vise sig i en bristende evne til at forstå det arbejde, som udføres af en mængde af de mennesker, som sidder i gode kår, og en miskendelse af deres borgerlige retskaffenhedsfølelse. Og i stedet for det ideal, som respekten for hver mands ret til udbyttet af sit arbejde må skabe, nemlig en begrænsning af samfundets indgriben og af samfundets tilegnen sig en større eller mindre andel i dette arbejdsudbytte, føres socialdemokratiet til en udvidelse af samfundets kontrol, der går stik imod alle frihedsønsker. 

Bag ved alle partistridighederne, intrigerne, mistænkeliggørelserne og magtstræbene ser vi således tre store sociale grundtanker, som vi ikke kan ønske skal afsvækkes, men som samfundets kraftige og sunde udvikling netop må lade bryde sig indbyrdes. 

Den ene er den konservative grundtanke om det beståendes ret. Og da den bestående samfundstilstand indeholder en mængde særrettigheder og monopoler, bliver højres politiske gerning at opretholde dem. 

Den anden er den demokratiske grundtanke, lige ret for alle, så venstres politiske arbejde bliver fjernelsen af alle særrettigheder og monopoler. 

Den tredje er den socialdemokratiske grundtanke, der er vanskeligere at bestemme, fordi den som et krav om alles ret til udbyttet af deres arbejde er indbefattet i den almindelige demokratiske, men som et krav om livsgodernes ligeligere fordeling forveksler håbet om de følger, den sociale udvikling vil få, med det princip, hvorefter den skal vurderes.  

At vort hjerte er på demokratiets side, og at vi tror på, det er venstre, som ikke blot faktisk vil bære udviklingen, men også har den ideelle ret dertil, behøver på ingen måde at forhindre, at vi kan respektere dem, som kæmper højres eller socialdemokratiets sag. Jo mere der ligger klare og bestemte interessemodsætninger til grund, desto naturligere er partispaltningen og desto lettere er det at respektere sine modstandere, selvom man går dem hårdt på klingen. Det er først, når interessemodsætningerne bliver uldne, ubestemmelige og udflydende, at partispaltningen viser sig som en fare for landet, en opløsning og forvirring, og kampen bliver ført over på et personligt område, som udelukker den gensidige respekt.  

Højre. 

Politisk set bliver højres stilling bestemt som hævdelsen af den faktiske ret, vor grundlov giver landstinget og dettes umiddelbare vælgere til at optræde på lige fod med folketinget. Selvom der indenfor højre har lydt stemmer, som kunne lade formode, at partiet ville gå med til en afskaffelse af den privilegerede valgret, kan man ikke bygge noget videre derpå, fordi en sådan indrømmelse ikke ville finde sted uden erstatning. Tanken om ved forholdstalsvalg at skaffe mindretallene adgang til at blive repræsenterede er i og for sig ikke nogen konservativ tanke og har jo heller aldrig haft mindste udsigt til at trænge igennem, så længe højre selv rådede for flertallet. Mindretallenes ret til repræsentation er en demokratisk tanke, et udtryk for princippet lige ret for alle. Hvad derimod demokratiet må holde på, er flertallets ret til at styre, og for dette krav bøjer højre sig kun nødtvungent. Højre holder fast på de umiddelbare vælgere som et middel til at sætte flertallet stolen for døren, og de udtryk, vi alle kender så godt, at flertalstyranni er det værste af alt, at det i længden altid kun betyder de fattiges og dovnes udplyndring af de besiddende osv., skal kun retfærdiggøre ønsket om under visse omstændigheder at give mindretallene ret til ikke blot at blive hørt, men til at råde. Tanken om, at højre ville lade de umiddelbare vælgere falde og i stedet nøjes med forholdstalsvalg, betyder derfor ikke meget. Forholdstalsvalg kan meget let ordnes således, at det bliver et langt virksommere middel, end de umiddelbare vælgere nu er, til at lægge afgørelsen i et mindretals hånd. Grev Frijs har derfor sikkert ret, når han i sin tale i Horsens så stærkt har understreget bevarelsen af de umiddelbare vælgere som en konservativ hovedfordring. Denne eller en anden tilsvarende institution er konservatismens udtryk. 

Ingen kan tænke sig andre end medlemmer af overklassen som umiddelbare vælgere. Derimod kunne den, der kræver værn for mindretallene, i og for sig lige så godt tænke sig et mindretal af underklassen beskyttet som et mindretal af overklassen, og der ligger derfor i dette kraven anerkendelse af princippet lige ret for alle. Men der er ingen tvivl om, at det mindretal, som de dele af højre, der har udtalt tanken om afskaffelse af den privilegerede valgret, ønsker at værne, ikke er underklassens, men overklassens mindretal. Derfor er højres standpunkt, enten det holder på de umiddelbare vælgere eller søger at hjælpe sig med forholdstalsvalg, særrettighedernes og monopolernes bevarelse. 

Det er de besiddendes interesser, som højre således søger at værne. Alle politiske partier ønsker at fremme landets erhverv og forøge muligheden for at skabe værdier og rigelige indkomster. Men når det demokratiske princip lige ret for alle og enhvers ret til det fulde udbytte af sit arbejde omskabes til et konservativt krav på værn for besiddelsen, så betyder denne forandrede ordlyd kun noget reelt, når den dækker over, at det, som højre vil, er opretholdelsen af en monopoliseret adgang til de lukrative erhverv, en adgang til under forskellige former at tilegne sig en større eller mindre del af udbyttet af andres arbejde Der er noget umiddelbart tiltalende i højres modstand mod progressiv beskatning, progressiv arveafgift osv., fordi selve den tanke, at jo mere en mand erhverver, desto mere må han aflevere til samfundet, vanskelig kan retfærdiggøres klart og umiddelbart. Jo mere overflod en mand har, desto mindre generer et betydeligt pålæg af skat ham i at føre et behageligt liv, men dette berører jo slet ikke retsspørgsmålet om, hvilken retfærdighed der er i, at staten benytter sig heraf. Man kan gribe til den udvej som en nødvendighed, når alle andre veje er lukkede til at skaffe staten de nødvendige penge, men derfra er springet langt til retfærdigheden.  

Hvis derimod de store indtægter kun bliver mulige, ved at der findes monopoler, som gør adgangen til erhverv ulige og sætter enkelte i stand til at tilegne sig udbyttet af andres arbejde, så bliver det rimeligt at afkræve vedkommende denne uretmæssige indtægt. Men gør man det i form af progressive afgifter, så er man dels ikke sikker på at ramme, hvor der skulle rammes, dels tilstopper man ikke kilden til den uretfærdige tilstand. Det er monopolerne, man da skal fjerne. Det besiddende mindretal har ret i at føle det uretfærdige i, at man lægger stadig større og større byrder på dets skuldre, men det har uret i at ville bevare de monopoler, det skylder sine besiddelser, og alligevel unddrage sig forøgede skattebyrder. 

Højre har ret i, at ejendommen skal værnes. Intet folk er i en sund udvikling, når der ikke er sikkerhed for, at ingen, hverken privatmand eller offentlige myndigheder, vilkårligt berøver mig min ejendom. Men højre bør da gå til bunds i sine undersøgelser for at få rede på, om ikke loven er således, at netop de besiddende hver time på dagen tilegner sig andres ejendom eller en del af udbyttet af andres arbejde. Vil højre ikke gøre det, så bliver den politik, det fører, ikke en retfærdighedens politik, men en privilegiernes politik, der på engang værner nogle få mod at blive plyndrede af flertallet gennem høje skatter og beskytter deres eneret til at udplyndre de andre. 

Det er på tre sæt af love, vi skal prøve højres stilling til erhvervslivet. Skattelovene, særlig loven om ejendomsskyld, lovgivningen, som vedrører aktieselskaber og de store monopolforetagender, og endelig toldloven med dens beskyttelse af indenlandsk industrivirksomhed. 

Den store gave, som ophævelsen af gammelskatten og loven om tiendeafløsning skænkede de nulevende jordbesiddere, modsvares ikke ved nogen særlig ydelse af anden art overfor samfundet. Højre kan skyde ansvaret for disse love fra sig over på venstre, men det forandrer ikke forholdet, at disse love bærer præget af privilegielove. Venstre handlede imod sine politiske principper, da det accepterede dette grundlag for en overenskomst om skattelovene, og selvom man må opgive nøje at gøre rede for hvad et berettiget ønske om at imødekomme højre og hvad hensynet til egen personlig fordel eller uklarhed over konsekvenserne af skattelovene hver for sig har bidraget til at bestemme venstres holdning, så kan der ikke være tvivl om, at de er et udtryk for beskyttelse af særrettigheder. Endnu tydeligere træder dette frem gennem loven om ejendomsskyld, der rammer husmanden og den flittige jordbruger hårdt, men skåner storbesiddelsen og luksusanvendelsen af jorden. Kærnepunktet i fremtidens hele skattepolitik ligger i dette spørgsmål, og vi skal derfor senere komme udførlig tilbage til det. 

Aktielovgivningen og den faktiske eller retslige monopolisering af store grene af erhvervslivet viser ligeledes højres ønske om at beskytte særrettighederne. Der er ingen grund til at tro, at højre skulle billige eller nære mindste sympati med den megen svindel, som er foregået ved overkapitalisering af aktieselskaber eller spekulationer af forskellig art. Selvom en stor del af den økonomiske forvildelse, som har ramt os herhjemme så føleligt i det sidste år, kun er blevet mulig ved den stærke begunstigelse af store kapitalsammenslutninger, som højre stadig har vist, så er der ikke mindste tvivl om, at højre villigt ville række hånd til alt, hvad der kunne formindske udsigten til sådanne halv- eller helforbryderiske tildragelser og værne om en sund og sikker økonomisk udvikling. Når højre har holdt sig tilbage, så vi ingen ordentlig aktielovgivning har, og når det stadig bestræber sig for at give en så stor mængde af monopolerne til private frem for at lade offentligheden, stat eller kommune overtage dem, så søger vi forklaringen dertil i højres sans for betydningen af det frie initiativ i alle grene af forretningslivet og dets frygt for at forøge antallet af offentligt ansatte funktionærer. Vi deler begge disse synsmåder; der er intet, som kan veje op mod det frie initiativs evne til at skabe og lede en forretning på fordelagtig måde, og der er ingen større fare for den offentlige økonomi end den voksende funktionarisme. Men mellem den stærke udvikling af aktieforetagender og den stigende mulighed for spekulationer i kursnoteringer, som følger deraf, og beskyttelsen af det frie initiativ er der ingen sammenhæng. De er tværtimod hinanden direkte modsatte. Og da det i aktieselskabet særlig er direktørerne og de store aktionærer, som kan benytte den samlede kapital på en sådan illegitim måde og har alle fordelene ved avancerne og de fleste dækningsmuligheder ved krakkene, så bliver den tilstand, hvori vor aktielovgivning befinder sig, væsentlig til fordel for kapitalen og til skade for det personlige arbejde. 

Det samme viser sig, når monopoler eller koncessioner bortgives uden tilstrækkelig omsorg for at binde det monopoliserede selskab overfor offentligheden. I fjor viste det københavnske sporvejsspørgsmål betydningen af at have en ordentlig kontrakt med det private selskab. I år har spørgsmålet om telefontaksterne bragt det samme frem, men fra den negative side. Det frie initiativ værnes kun ved at holde adgangene til erhverv så åbne som mulig, men ikke ved at værne om mulighederne til på fordelagtig måde at anbringe kapital i foretagender, hvor man selv intet arbejde udfører. 

Endelig er der højres stilling i toldspørgsmålet og den stærke kamp, som industriens mænd væsentlig støttet til højre har ført for beskyttelsestanken. Det afgørende for bedømmelsen er ikke, om man skal vise et noget større eller mindre hensyn til bestående forhold. Uro og pludselige store forandringer i et lands produktionsforhold er altid betænkelige, og man kan derfor vige tilbage for med et ryk at ændre tilstande, som man i og for sig anser for mindre heldige. En frihandelsmand kan derfor meget vel gå ind på kun i små skridt at bevæge sig bort fra den beskyttelse, som industrien fra gammel tid har nydt. Men den tankegang, som højre har kæmpet for, er den, at det i og for sig er en fordel for landet, at der findes en hjemlig industri, selvom denne kun kan holdes i live ved beskyttelse mod udlandets konkurrence. Jo svagere en industris konkurrencedygtighed er, dvs. jo større prisforskel der er mellem dens frembringelser og udlandets, desto større beskyttelse skal den have. Jeg er overbevist om, at fabrikanterne, selvom de umiddelbart taler nærmest deres egen sag, dog virkelig er overbevist om, at de forfægter hele nationens økonomiske interesse og både mener, at vort land ikke er i stand til uden beskyttelse at opretholde en industriel virksomhed, og at det ville være en ulykke for landet, om industrien forsvandt. 

Prøvelsen af en sådan mening må, som Peschcke Køedt så afgørende hævder, bero på en opgørelse af, hvor meget det øvrige folk gennem toldbeskyttelsen kommer til at betale. Hvis man tænkte sig samtlige de industrier, som trænger til beskyttelse, nedlagte, og deres chefer og arbejdere sat på livsvarig pension med deres nuværende lønninger, ville man få et beløb, som udtrykte den økonomiske værdi af disse industrier så fuldstændig som muligt, idet man går ud fra, at alle disse mennesker absolut ikke i resten af deres levetid ville kunne få det mindste at bestille efter at være sat ud af deres hidtidige virksomhed. Derefter måtte man så nøjagtigt som mulig gøre op, hvor meget billigere vi kunne få alle de varer, når de toldfrit kunne tilføres os fra udlandet. Det er jo ikke blot det beløb, som nu svares i told, vi ville spare, men også den overpris, som vore hjemlige fabrikanter stikker i lommen, eller som sluges af for dyre driftsomkostninger. Hvis nu dette samlede toldbeløb viste sig at være betydeligt mindre end hint lønbeløb, ville de beskyttede industrier have dokumenteret sig som virkelig værdiskabende virksomheder. Hvis derimod, hvad jeg er tilbøjelig til at tro, det toldsparede beløb ikke så ganske lidt oversteg det samlede lønbeløb, så var der ført et meget væsentligt argument i marken for den beskyttede industris værdislugende karakter.  

Kun som værn mod eventuelle trust- eller karteldannelser i udlandet ville det da være berettiget at opretholde en sådan hjemlig industri. Det er muligt, at denne grund ville vise sig stærk nok, men vi beklager, at materialet til at drøfte for og imod ikke er skaffet til veje. 

Endnu et andet moment måtte dog undersøges, før dermed dommen over hele denne industri ville være fældet. At alle de mennesker, som nu er beskæftigede i industrien, ikke let kan finde nogen anden virksomhed, tillægger vi ingen afgørende betydning, da dette i den abstrakte teori kan afhjælpes ved en pension som den ovennævnte, i praksis kan afhjælpes ved en gradvis og lempelig ophævelse af beskyttelsen. Men hvis der skulle være grund til at antage, at ikke blot disse mennesker, men deres sønner og døtre heller ikke kunne finde anden virksomhed, så ville sagen stille sig anderledes. Det er en væsentlig interesse for et land, at dets folketal kan vokse, og at det kan skaffe dem, der hører hjemme i landet, en god og lønnende virksomhed. Ville de andre erhverv, væsentligt altså handel og landbrug kunne optage de ledige kræfter? 

Derom kan der ikke siges noget bestemt. Hvor mange kræfter, den forøgede handelsvirksomhed ville kunne bruge, er ganske ubestemmeligt, og landbruget synes ikke at kunne bruge dem til lønninger, der svarer til dem, industrien giver. Men her står vi overfor det store spørgsmål om fri adgang til jord, som vi senere skal behandle, så vi her blot nøjes med at sige, at det monopol på at beskatte alle os andre, som fabrikanterne ved toldbeskyttelsen har fået, viser tilbage til det langt mere omfattende monopol, som jordejeren har til at spærre andre ude fra brugen af jorden. 

Man kunne også gøre gældende, at det ville være uheldigt for et land, om dets industrielle virksomheder blev så indskrænkede, at der ingen lejlighed blev for den opvoksende slægt, hvis interesser og evner går i teknisk retning, til at udvikle sig i den retning. Det er af betydning for en nation, at alle de væsentlige områder, som menneskelig kultur spiller over, er repræsenterede indenfor den, og at man på dem alle har mulighed for at nå det højeste, samtiden kan yde. Spørgsmålet interesserer mig for så vidt mindre, som jeg er overbevist om, at fjernelsen af al toldbeskyttelse, selvom den ruinerede en stor del af den industri, vi har, ville bane vejen for opblomstringen af en anden kraftigere og levedygtig industri. Men jeg skal indrømme, at jeg ville anse det for en stor ulykke for vort land, hvis den opvoksende slægt skulle komme til at stå udenfor nutidens vældige tekniske udvikling. 

Som et middel til at forsøge, hvor langt industriens udviklingsmuligheder strækker sig, kunne man gå frem som i Japan, hvor regeringen for et tidsrum af 5 år sikrede en række fabrikker sine bestillinger på det vilkår, at dette ikke ville blive fortsat, med mindre disse efter fristens udløb var i stand til at levere lige så gode og lige så billige varer som udlandets fabrikker. 

Ser man nu på højres politik under toldlovens behandling, så har denne så langt fra bestræbt sig for at skaffe spørgsmålene klart lagt frem og klart besvarede, at det tværtimod synes at have været hovedopgaven at skjule, stille til side og bringe uklarhed i det hele. Ingen ved noget sikkert om størrelsen af den beskyttelse, som bliver ydet, og ingen ved, hvor meget den koster landet. Særlig synes det for tekstilindustriens og sukkerindustriens vedkommende at være lykkedes at forhindre enhver klar og pålidelig redegørelse for forholdene. Men ved en sådan tilslørende politik forvandler man det, som i sig selv kunne være en sag af vigtighed for hele folkets økonomiske interesser, til en monopolinteresse for nogle få fabrikanter. Selvom disse ikke i virkeligheden har ladet sig lede af rent private interesser, har de ved at lade alt ligge så uklart tabt retten til at tage os andre det fortrydeligt op, når vi ikke føler os sikre på renheden af deres motiver eller på klarheden af deres grunde. 

Venstre

Det er en fast og lige linje frem mod folkestyret, venstre har fulgt gennem de mange år, og der er ingen andre ord, der kan få klang i dets øre end dem, der står i pagt med friheden. Hostrup og Grundtvig er i fuldeste forstand tolkene for den længsel, som driver venstre frem. Den brede stærke følelse af menneskeværd skyder sig frem i deres faste vilje at ville råde. Under kampen mod højres regeringer kæmpede de for friheden som en ret, de ville værge; nu er det blevet til en magt, de vil bruge, og det er der ikke noget at sige til, når den blot bruges til at komme længere frem ad vejen mod den politiske frihed, der er udtryk for kravet om alles lige ret. 

I de lange og ofte vanskelige kampår kom der egenskaber frem hos vor bondestand, som bragte den sejren i det lange løb, men måske også bevirkede, at kampen trak længere ud end i og for sig nødvendigt. Ikke et øjeblik tabte bonden det mål af syne, som han ville nå, og hver gang der bød sig lejlighed til at rykke et lille skridt frem, så gjorde han skridtet. Overfor højres bevisførelser vendte han det døve øre til, og trods alle de mange politiske udtalelser, som den langvarige kamp gav anledning til, så er præget, der hviler over hine års forhandlinger, dog ikke det, at der førtes en debat, hvor bonden prøvede modpartens grunde, trevlede dem op og satte sine op imod dem, men den sikre sindige laden de andre snakke og selv uanfægtet blive ved sit. At det var grundlovens mening, at folket skulle styre, og at folket nu var kommet så vidt, at det også ville styre, det var noget, som stod udenfor debat, så kunne man for øvrigt snakke i øster og vester. Det bidrog utvivlsomt ikke lidet til at hidse stemningen hos højres daværende ordførere, at deres skarpsindige fortolkninger og logiske udredninger ikke blev mødt med andre af samme slags, men i det store og hele blot prellede ganske virkningsløst af på bondens sikre bevidsthed om hvad han ville og faste overbevisning om, at det var ret. Jeg tror, det ikke ville have pint højres ordførere halvt så meget at være blevne overvundne i debatten, som dette aldrig at kunne få nogen egentlig debat frem. 

Men disse egenskaber hos bondestanden kan selvfølgelig blive skadelige, hvis den faste sikre grundfølelse, der bestemmer dens holdning, skulle forandre sig og ikke længere blive så utvivlsomt rigtig, som den var i kampårene. Lige så godt det er at kunne vende det døve øre til en prokurator, der forsvarer en slet sag med alle en smidig dialektiks fangløkker, lige så beklageligt er det at være døv for de gode grunde, hvormed en svagere vil forsvare sin sag. Der er over venstres færd som regeringsparti stundom noget af dette, der, når det udgår fra de styrende, bliver overmod og magtglæde, at man ikke for alvor sætter sig ind i modpartens grunde og tankegang, men vender det døve øre til og lader ham snakke. Betegnende nok er dette kommet frem mest overfor de radikale, og noget overfor socialdemokraterne, derimod så godt som ikke overfor højre og de frikonservative. Vi søger forklaringen hertil deri, at overfor sine gamle partifæller følte venstre mistillid til deres grunde, fordi det så sig mistænkt for at have skiftet sindelag; hvorimod det overfor partierne til højre netop ville fjerne al mulig mistro til sin gode vilje ved at strække sig så langt i debatten som mulig og undersøge grundene for modpartens ønsker måske noget omhyggeligere, end disse i og for sig var værd. 

For at få en så rigtig vurdering af venstres politik siden systemskiftet som mulig er det ikke nok at pege på, at alle de store love, som er blevet gennemførte angående venstres gamle mærkesager, bærer kompromisets præg. Dette kan være et tegn på svigtende frihedssind hos det regerende parti, men det er ikke sikkert, at det er det, det kan også være en besindig foretrækken af at gå et lille skridt frem i fredelighed i stedet for at forlange det hele på engang og så forlænge den bitre politiske strid. Jeg har altid været imod den hurtige og afgjorte slåen fast, at I. C. Christensen havde svigtet venstres gamle program, og jeg mener, det har været de radikale lederes hovedforseelse at handle og dømme ud fra denne subjektive overbevisning, som om det var en ubestridelig kendsgerning. Vil man forhandle med sine modstandere og ved overenskomst søge at nå et stykke frem, så er det utvivlsomt muligt at lede sådanne forhandlinger ganske loyalt overfor modparten uden at lade der være skygge af tvivl om, hvad man selv anser for det i og for sig ønskeligste. Det er I. C. Christensens fejl, at han har givet anledning til en sådan tvivl, men det alene er ikke nok til at dømme ham. 

Tager man f. eks. den vigtigste af de store kompromislove, valgloven, så er der intet menneske, som vil kunne hævde, at bibeholdelsen af de middelbare vælgere til amtsrådet er i overensstemmelse med et folkepartis grundsætninger eller med venstres gamle ønsker. Den, der hævder lige ret for alle, kan ikke være tilfreds med en sådan særret for nogle få. Men det har venstre heller ikke hævdet. Det har fundet det nødvendigt at gøre denne indrømmelse for at opnå de store demokratiske fremskridt ved sogneråds- og kommunalrådsvalgene og for at skaffe kvinder og tyende valgret. Det er ikke noget principbrud, at man under givne omstændigheder nøjes med at begrænse den privilegerede valgret. Men at der hersker tvivl om, hvorvidt venstre virkelig selv beklager ikke at have kunnet fjerne den privilegerede valgret helt, eller om det selv er ganske tilfreds med, at den blev stående, det ligger ikke alene i de radikales mistro; derfor bærer venstres ledende mand ansvaret, fordi han ikke klart og utvetydigt har hævdet, at venstres ønsker var uforandrede. Netop fordi dette danner det skarpeste skel mellem konservativ og demokratisk politik, mellem særrettighedernes og den lige rets politik, netop derfor måtte det være venstre særlig magtpåliggende at udelukke al tvivl om, at deres politik fremdeles var demokratiets. 

I de begivenheder, som førte til de radikales udtræden af reformpartiet, er der visse træk, som ganske utvetydigt viser, at frisindet på begge sider havde sine grænser om end på forskellige steder. Modsætningen havde jo været til stede allerede inden systemskiftet, og den var væsentlig af religiøs natur. Den grundtvigske højskole følte sig frastødt af den københavnske fritænkerske retning. Allerede ved systemskiftet ville man gerne have udelukket denne retning fra repræsentation i ministeriet, men formåede det ikke; først ved I. C. Christensens overtagelse af førsteministerstillingen fandt udelukkelsen sted. Denne afvigende og fjendtlige holdning overfor den fritænkerske fløj er intet vidnesbyrd om frisind, og et parti, hvis hele grundlag er lige ret for alle, kan ikke lade sig lede af sådanne fjendtlige følelser uden at komme i modstrid med sig selv. Kan det på et så vigtigt punkt sætte magt for ret, så kan det ikke byde nogen sikkerhed for, at det ikke vil gøre det på andre. Om man kunne tænke sig en fritænkersk radikal bevægelse med større glød og varme og mindre persiflage træde i et venligere forhold til højskolens grundtvigianere, er muligt. Undertiden har jeg troet at lægge mærke til, at det mindre var fritænkeriet, end en fremtræden af en noget kølig intellektuel selvbevidsthed i modsætning til varmere og inderligere følelsesbetoninger, hvorved højskolens mænd følte sig frastødt. Men noget sikkert kan jeg ikke sige derom, og det giver i hvert fald ikke større ret til at stille sig, som det ledende venstre gjorde. 

Fra radikal side var kampiveren efter systemskiftet ikke blot bestemt af længslen efter at se venstres krav ført ud i livet, men også af en gengældelsens lyst til at lade højre rigtig for alvor mærke sin afmagt. Denne lyst til at tage hævn for provisoriets tunge dage var både menneskelig og forståelig; men højsindet var den ikke, og den stod heller ikke i nogen særlig god overensstemmelse med frisindets respekt for alles lige ret, selvom den netop dikteredes af den absolutte uvilje mod alle privilegier. 

Det er naturligvis vanskeligt at trække den linje fast, som skiller en sådan alvorlig vilje til at gennemføre sine principper fra en lidenskabelig lyst til at gengælde det onde, man har lidt; men når man fra de dage husker de stemmer, som løftede sig for eventuelt at gennemføre provisoriske finanslove mod et genstridigt landsting, så kan der ikke være tvivl om. at blodet endnu kogte lidt for meget, til at retfærdigheden kunne være sikker på at bevare sit herredømme. 

Ved bruddet mellem venstre og de radikale erklærede disse, at de ville støtte regeringen overalt, hvor den handlede efter venstres gamle principper, men bekæmpe den af al magt, hvor den afveg fra disse. Dette var en højsindet og forstandig erklæring, men der har desværre ikke senere været lejlighed til at omsætte den i praksis. Mistroen til regeringens fjernere hensigter, overbevisningen om, at målet var at forberede en konservativ sammenslutning, var så levende, at man fra radikal side dels ikke kunne finde de punkter, hvor regeringen burde støttes, dels ville betragte den, som udtalte sig anerkendende om regeringen, som en halvvejs frafalden, hvis radikale sindelag ikke var at lide på. Ganske uanset hvor megen ret eller uret, der kan have været til denne mistro overfor regeringen, så var det uklogt at lade den komme frem som det skete, tidlig og silde, i stort og småt. Det gik med denne systematiske opposition som det altid i sådanne tilfælde går, i stedet for at frembringe en almindelig følelse af regeringens upålidelighed, skabte man en tro på ens egen uvederhæftighed Det kunne ikke undgås, at der under et sådant mistroens højtryk måtte komme mere end et tilfælde, hvor mistroen enten viste sig ganske uberettiget eller mindre godt begrundet, og vælgerne fik derved indtryk af, at man kunne ikke tage det så nøje med hvad de radikale sagde. Men endnu mere skæbnesvangert blev det, at der skabtes en personlig misstemning mellem medlemmerne af de to afdelinger af venstre, som berøvede de radikale muligheden for at tynge til venstre indenfor regeringspartiet, således at de kræfter, der her trak til højre, fik lettere spil.

De radikales stilling var på forhånd såre vanskelig, fordi der ikke var nogen del af landets befolkning, de stod som særlige talsmænd for, og hvis stemmer de kunne regne på, selvom de begik denne eller hin fejl. Som højre har sit vælgerkorps i alle dem, hvis interesser og hvis vaner bringer dem til at anse særrettigheder af forskellig slags som ønskelige, har venstre sit vælgerkorps i alle dem, som ikke selv har særrettigheder, ikke kan vente at få dem og kun føler det tryk, som de øver. Men de radikale havde egentlig ingen anden opgave end den, at være venstres levende samvittighed, der skulle modvirke enhver fristelse til at forlade venstres gamle veje. En sådan rolle at være et styrende partis samvittighed er så betydningsfuld, at den kræver den allerstørste selvbeherskelse, mådehold og uangribelighed. De radikale var ikke særlige talsmænd for bondestanden og havde således ikke den ret eller myndighed til at tale på bøndernes vegne som disses egne repræsentanter. De var heller ikke den brede bybefolknings talsmænd, her stod socialdemokraterne som de naturlige tillidsmænd. De radikales indflydelse måtte bero på deres saglige dygtighed, deres klare og overlegne dømmekraft og alvoren og værdigheden i deres domme. Men det lykkedes ikke de radikale at gøre fyldest her, og i bekymringen for at bevare deres repræsentanters mandater gik de i byerne for nær til socialdemokraterne, så mange syntes, de radikale havde tabt deres uafhængighed. Og ude på landet rakte de en hånd til husmændene. Lige så stor en opgave der her foreligger, og lige så sikkert venstre vil ophøre at være et demokratisk parti, hvis det ikke løser husmandssagens forskellige spørgsmål tilfredsstillende, lige så sikkert er det at begynde fra den gale ende, når man går ud fra en modsætning mellem gårdmænds og husmænds økonomiske interesser. Det vil først behandlingen af det store jordspørgsmål bringe for dagen, og jeg skulle tro, at gårdmændene vil have om end ikke samme interesse som husmændene, så dog en meget stor interesse i at få det løst på grundlag af det demokratiske princip lige ret for alle, hvilket her i særlig grad betyder, enhvers ret til det fulde udbytte af sit arbejde, og den frie adgang til jorden. Jordmonopolet er lige så lidt i gårdmændenes som i husmændenes interesse. Derfor gør radikal politik en god gerning ved stadig at kræve husmændene med i det, som forestår, men det ville være en meget dårlig gerning at række blot den mindste finger til at gøre den kløft, der kan være mellem husmænd og gårdmænd, større. Skal en sådan kløft opstå, bør ansvaret for den helt og holdent falde på gårdmændene. 

At de radikale ved deres stræben efter at komme til at repræsentere noget andre befolkningslag end det regerende venstre har svækket deres stilling som venstrepartiets samvittighed, følger af sig selv. Og dette er så meget uheldigere, som der har været mere end nok, der kunne gøre en manende stemme nødvendig. Den vane at vende det døve øre til, at gå sin egen gang og ikke bryde sig om, hvad der bliver sagt, som venstre indøvede under kampårene, den forbandt sig nu med regeringspartiets personlige uvilje og mistillid overfor de radikale, og har mere end en gang ført dem ud i en holdning, som de ikke kan forsvare, og som de vistnok heller ikke, om man kunne læse i deres inderste, har været synderlig glade ved. Det er det regerende venstres administration, jeg tænker på. Den frembyder pletter, som ganske vist ikke har noget med almindelige politiske principper at gøre, fordi ethvert parti kan opleve, at dets ledere kommer på afveje, men som altid svækker det parti, under hvis sanktion sligt foregår. 

Det er stillingen til hoffet, nepotismen og Alberti, som er vanskelige at forstå. Den rimeligste forklaring er den, at partiet ved at overtage landets styrelse har tabt noget af herredømmet over sig selv; og at det virkelig forholder sig så, synes at blive sandsynligere derved, at det for flere af de vigtige loves vedkommende, som de sidste samlinger har vedtaget, har skortet på rolig og klar oversigt, så dels lovene er blevet mindre omhyggeligt drøftede og gennemarbejdede end nødvendigt, dels deres økonomiske konsekvenser ikke fuldt afvejede. Men hvorledes nu end følgerne heraf vil blive i fremtiden, så opfattes for øjeblikket enhver dadel, der rettes mod administrationen, som et politisk træk for at komme hele reformpartiet til livs og bliver derfor virkningsløst, da der endnu ikke foreligger noget klart bevis for, at man er bøjet over i andre baner. Ministeriet står endnu som udtryk for gårdmandsklassens vilje til sindigt og roligt, men bestemt og ufravigeligt, at arbejde hen imod afskaffelsen af alle særrettigheder. Ministeriet forbereder sig nu til at skaffe den sidste af de store stridssager ud af verden, nemlig spørgsmålet om vort forsvarsvæsens ordning. Vi går ud fra, at dets stilling vil blive væsentlig i overensstemmelse med forsvarskommissionens flertal.  

Forsvarskommissionens betænkning vil i den nærmeste tid lægge beslag på al politisk interesse. Ikke blot ved det, som står i den, men også ved de fortolkninger af den, som bygger på slutninger fra hvad der i de andre store stridsspørgsmål er sket herhjemme. Da regeringens politik her har været forhandling med de konservative partier, slutter man, at det også vil blive tilfældet her. Da forligene i de andre sager har givet de konservative indrømmelser, som betød, at demokratiet indtil videre gav afkald på at gennemføre sine ønsker fuldt ud, slutter man, at noget sådant også vil ske her. 

Forsvarssagen er imidlertid ikke stillet som de andre sager. Medens der kan siges meget til retfærdiggørelse af, at man nøjes med nogle fremskridt i valgbestemmelser, retsreform osv., er spørgsmålet om hvorledes vi skal indrette vort forsvarsvæsen kun lidet egnet til et kompromis, fordi man derved risikerer at få en ordning, der ikke frembyder nogen som helst fordel. Men også af den grund står forsvarssagen anderledes end de andre såkaldte politiske mærkesager, at den ikke på samme måde som disse danner et naturligt partiskel mellem konservative og demokrater. Denne påstand kan under henblik til vor 30-årige kamp herhjemme, synes urigtig, men den er ikke desto mindre ubestridelig. 

Ordningen af vort forsvarsvæsen er i første linje et hensigtsmæssighedsspørgsmål, der kræver en rent saglig undersøgelse af, på hvilken måde vi udsætter vort fædreland for den mindste fare og skaffer den største sikkerhed for dets fortsatte beståen som uafhængig stat. Konservative temperamenter vil nu være meget tilbøjelige til at lade sig påvirke af militærglansen, af nationale instinkter og elementære forestillinger om hvad æren kræver. Demokrater vil derimod være stemt for at lade sig bestemme af deres stærkere sans for det borgerlige samfunds værdier og med glæde gribe enhver mulighed, der viser sig for at indskrænke de militære byrder. Men disse subjektive forudsætninger, som således virker hen imod at stille konservative og demokrater på diametralt modsatte standpunkter i militærspørgsmål, kan ikke for nogen af dem blive afgørende ved en rolig overvejelse af, hvad der tjener vort land med dets bestemte givne forhold bedst. Her kunne man godt tænke sig, at nogle konservative mennesker fik den overbevisning, at vi stod os bedst ved at have så lidt militær som muligt, og at nogle demokrater skønnede, at et stærkt militærvæsen kunne være os til nytte. Man kan derfor ikke sige, at en stærk væbning er en konservativ sag, afvæbning eller væbningens formindskelse en demokratisk. Derimod er det en given sag, at demokratiet må lægge afgørelsen i folkets hånd, medens konservative mennesker kan finde den tanke rimelig, at styrelsen kunne gennemføre sin opfattelse af, hvad der er nyttigst, mod et folkeflertal. 

Jeg nærer ingen tvivl om, at således som forholdene har udviklet sig herhjemme, vil en stærkere udvikling af vort militærvæsen bevirke en opblussen af konservative følelser og konservativ tankegang over hele linjen. Det ville dog ligge i den demokratiske regerings hånd at modvirke dette, selvom den i tilslutning til flertallet i kommissionen skulle anse en udvidelse af vort værn for at være nyttig. Grundene for og imod en sådan udvidelse skal vi i den kommende tid prøve så omhyggelig som muligt, den skarpeste kritik skal rettes mod alle de svage punkter, ikke for at gavne demokratisk politik eller skade de konservative, men for at gavne landet. 

At krigens afskaffelse og alt militærvæsens ophævelse er et demokratisk ideal er utvivlsomt. Det er vel også de fleste konservative menneskers ideal, fordi det er et menneskeligt ideal. Men det er slet ikke om det ideal, del drejer sig, når vi skal tage bestemmelse om vort forsvarsvæsens ordning. Her drejer det sig alene om nytten under de eksisterende forhold. Socialdemokratiet vil under den tilstundende forhandling stille sig på hint menneskelige ideals standpunkt. Dette er politisk set forkasteligt, fordi den rene afvæbning ikke foreligger som praktisk mulighed. Det er politisk tillige en falsk stilling, fordi den kun vil bidrage til at befæste den tro, at enhver militærordning er udemokratisk. Derfor angriber socialdemokratiet allerede så heftigt de radikale, fordi disse ikke vil anlægge anden målestok end den, at vi skal indrette os således, som det er nyttigst for vort lands fortsatte uafhængige beståen. 

Som grundlag for disse overvejelser må man tage den erklæring fra udenrigsministeriet, som findes forrest i bilagene, og som går ud på, at enhver stat, der vil gøre krav på neutralitetens anerkendelse, må være rede til at hævde den med våbenmagt. Finder man sig uden indvending i den fremmede stats overgreb, vil dette være et klart brud fra Danmarks side af dets neutralitet. I lige linje hermed står det ikke blot, hvis Danmark indskrænker sig til en blot protest, men i almindelighed også, hvis Danmark nøjes med en rent formel modstand, der alene går ud på at konstatere, at det stedfindende betragtes som en krænkelse af landets neutralitet, og at man ville modsætte sig det med magt, men på grund af den fremmede stats militære overlegenhed anser sig for ude af stand dertil. Kun da vil den nævnte formelle konstatering være tilstrækkelig til at fritage Danmark for beskyldning for at have brudt sin neutralitet, hvis den fremmede stat angriber med en så overvældende styrke, at der ikke for Danmark er nogen som helst udsigt til et lykkeligt forsvar, i det mindste i nogen, om end kort tid. 

Allerede for lang tid siden har jeg hævdet (Danmarks Forsvar 1906), at det først måtte komme an på for os at få rede på, om vi står frit og kan vælge, hvilken form vi vil give vort forsvarsvæsen. Den nævnte erklæring forekommer mig at besvare dette spørgsmål: vi står ikke frit. Man kan beklage en sådan udtalelse fra udenrigsministeriet, men man kan ikke, hvis vort statslivs former overhovedet skal betyde noget, uden videre komme udenom den. Erklæringen må, indtil den på behørig måde underkendes, bestemme de grænser, inden for hvilke en drøftelse af vort forsvars ordning kan føres. 

De radikales forslag til en sådan ordning søger at holde sig til minimumsgrænsen. Flertallets derimod ligger tæt op mod maksimumsgrænsen. Højres og socialdemokraternes er begge hver til sin side udenfor grænsen. 

Vi radikale stemmer imod Københavns befæstning, fordi vi mener, den forøger krigsfaren og frister en fremmed stormagt mere, end den åbne by ville gøre. Vi anser et hærvæsen, der kan værne landet mod en jævnbyrdig magts angreb og derfor også mod angreb af en mindre del af en stormagts tropper, for fuldt tilstrækkeligt til at opfylde de i udenrigsministeriets erklæring nævnte pligter. Der bliver den skarpest mulige kløft mellem den bestræbelse efter at drive vore rustninger op til ydergrænsen af hvad vi kan præstere, som kendetegner højres forslag, og den undersøgelse af hvor stærkt neutralitetsværnet hensigtsmæssigt bør være, som kendetegner demokratiet, enten dette så finder grænsen noget højere eller noget lavere. Partiskellet går ved det subjektive, der viser sig i den konservative fryd ved at sætte udgifterne op, naturligvis ikke for at blive af med pengene, men fordi den vældige sum er en målestok for folkets offervillighed. Partiskellet går endvidere ved, om man bevarer hærens afsondrede aristokratiske karakter. Men det er langt, langt mere end et partiskel, det drejer sig om, om man bestræber sig for at give vort værn den styrke, som neutralitetsværnet kan antages at kræve, eller om man vil give værnet en sådan styrke, at det forøger vor værdi som krigsførende magt. Det er dette sidste, højres forslag vil, og derfor er kløften mellem det og de to demokratiske forslag, flertallets og de radikales af den mest afgørende art. Mellem disse to sidste forslag kunne jeg tænke mig en forhandling, men derimod ser jeg ikke, hvorledes en overenskomst skulle være mulig mellem flertallet og højre. En sådan overenskomst ville jo betyde, at begge parter opgav deres principielle standpunkt og derved netop fik noget, som var uden værdi; den ville ikke sikre os den tillid til vore politiske hensigter, som den demokratiske ordning af hærvæsenet som neutralitetsværn skulle skaffe os, og den ville ikke sikre os den handlefrihed, som højre ved at give os et virkeligt krigsapparat drømmer om skal være målet for vor politik. 

Derfor bør forsvarskommissionens betænkning læses med den største opmærksomhed, fordi den giver en ganske sikker vejledning til at se, hvor strømmene går. Socialdemokraternes paradestandpunkt på den ene side, og højres håb om vor krigeriske drabelighed på den anden side. Men midt imellem disse to står den brede demokratiske ærlige vilje til at holde os uden for alle konflikter. Det bliver den egentlige forhandling i den kommende tid, om vi for det formåls skyld skal have noget mere eller noget mindre, og den forhandling burde det blive flertallet og de radikale, som tog op. Fristeren til begge sider, for flertallet højre, for de radikale socialdemokratiet, vil ikke blot lokke bort fra den folkelige udvikling, men også stille vort land på en skæv plads imellem magterne og give det en uklar politik. 

Afgørende bliver i så henseende den ganske bestemte afstand fra Københavns landbefæstning, som flertallet har taget. Der er intet, som tydeligere betegner skillelinjen mellem et neutralitetsværn og en krigsforberedelse. Københavns landbefæstning får ingen betydning som led i et værn mod sådanne krænkelser af neutraliteten som dem, den citerede udenrigsministerielle erklæring forudsætter, vi skal værne os imod. Københavns landbefæstning er det eneste, som kan give vort krigsberedskab en afgjort interesse for en fremmed krigsførende magt og enten friste ham til erobring af os eller til at søge vor alliance. De radikale mener, at det samme gælder søbefæstningen, men jeg indrømmer gerne, at der for dens vedkommende kan gøres gældende, at den er led i et neutralitetsværn. Grundene forekommer mig ikke overbevisende, og især synes jeg ikke, søbefæstningen behøver at få det omfang, som flertallet foreslår. Men dette er kun en forskel i skøn og kan ikke begrunde en forskel i grundsyn. Jeg nærer ikke mindste tvivl om, at hvis de radikale dogmatisk slår fast, at det i første linje gælder om at nedsætte udgifterne til militærværnet, fordi dette principielt må være demokratiets ønske, vil de gå fuldstændig knust ud af den kommende kamp. Men jeg nærer heller ingen tvivl om, at hvis regeringen ikke skarpt og uvægerligt holdt fast på den grænselinje, som skiller neutralitetsværnet fra krigsforberedelsen, dvs. hvis den var villig til at lade sig friste over til Københavns landbefæstning, så ville dens rod i demokratiet være skåret over, og den ville snart se sine dage talte. Begge eventualiteter ville være beklagelige, fordi vi herved mistede en del mænd, som hidtil med dygtighed har deltaget i det offentlige liv, men også fordi den klare og faste udprægning af de demokratiske principper, som systemskiftet i 1901 gav, og som under brydningen med de radikale er blevet yderligere fremmet, derved ville tabe i anseelse og i indflydelse.  

Vi stiller derfor den allerstørste forhåbning til den kommende tids forhandling, og tungt vil ansvaret komme til at hvile på den af demokratiets fløje, som vil føre den bitterhed, de svundne år har skabt, ind i disse forhandlinger. Først og fremmest venter vi, at begge de to fløje vil drage omsorg for, at folket bliver sat fuldt i stand til at dømme om sagen og til at se, hvor de afgørende spørgsmål ligger. Og dernæst venter vi, at folkets flertal, frit og utvetydigt og uden nogen forfuskning får lagt afgørelsen i sin hånd. Til gengæld må alle parter være enige om, at når spørgsmålet er løst af flertallet, så skal vi være færdige med det, så det ikke længere spærrer for andet politisk arbejde. Til syvende og sidst skal vi ikke have nogen anden forsvarsordning end den, som dybest svarer til folkets tankegang. 

Når således forsvarsspørgsmålet er løst, kommer det øjeblik, da det skal vise sig, om landets flertal vil styre en konservativ vej eller fortsætte på den demokratiske vej. De forøgede udgifter, som samfundets udvikling fører med sig, og som især vil blive betydelige, hvis militærværnet skal udvides, vil stille store krav til statens og kommunernes kasser. Det bliver allerede nu dag for dag vanskeligere og vanskeligere rundt om i kommunerne at få budgetterne til at slå til uden forøgede skattepålæg, og det vil da snart blive påtrængende nødvendigt at underkaste hele vort skattevæsens grundlag en gennemgribende revision. 

De skattelove, vi har, beskatter for det første arbejdet og rammer for det andet alt for tungt nedefter. Det vil være ganske umuligt at forøge samfundets indtægter i nogen væsentlig grad på det nuværende grundlag uden at true næringslivet alvorligt, og uden at misforholdet mellem de byrder, den brede befolkning bærer, og dem, den privilegerede overklasse bærer, træder alt for grelt frem. Det vil ikke hjælpe stort, om man forøger den progression, hvorefter de store indtægter beskattes hårdere. Dels vil man ikke ad den vej nå så stor en forøgelse af de offentlige indtægter, som man skal have, dels vil kapitalen ad mange forskellige veje forstå at vælte byrden over på den arbejdende befolkning, så længe den bevarer sin monopoliserede stilling. Og det vil den gøre, så længe jordmonopolet består.  

Men inden jeg går over til at fremstille de opgaver, som demokratiet her får at løse, vil jeg sige et par ord om grundene til, at de skattelove, vi fik i 1903, kom til at hvile på et så forkert grundlag og begunstiger monopolerne i stedet for at blive et skridt hen imod alles lige ret. Der manglede ikke advarende røster; men til slut var sagen, omtrent som nu ved toldloven, blevet så forkludret, så forvirret og indviklet, at ingen i grunden mere vidste ud eller ind. Viljen til at få en ende på sagen voksede da efterhånden så stærkt, at man ganske blindt styrtede sig ud i den løsning, som i det givne øjeblik viste sig mest mulig. Medens landstingets mænd vejledet af ypperlige jurister bevarede et koldt hoved og sikkert var vel vidende om de nye skatteloves store betydning for de konservative interesser, lededes folketingets mænd af blind tillid til de slagord, partiets ledende mænd gav dem, slagord, som var beregnede på at fremhæve de formentlige demokratiske træk i de nye skattelove og dække over de indrømmelser til konservativ side, som fandt sted, for så vidt man var klar over dem. Jeg fremhæver dette, fordi jeg er ganske overbevist om, at alt dette skete i en god tro og med redelig vilje til at træffe det bedste, men at netop derfor faren for, at noget lignende kan ske i andre afgørende sager, er så meget større. 

Det er ikke i forholdene på rigsdagen, i dens partidisciplin og dens hemmelige klikeaftaler, at hovedskylden for, at noget sådant er muligt, må søges. Skylden ligger i partipressens bevidste forsøg på at tildække og forvirre, i stedet for at oplyse og drøfte, og i vort valgsystem, der medfører valgmøder, hvis agitatoriske betydning sættes højere end deres oplysende og vejledende. Ved et sådant vælgermøde kommer det mere an på at klare sig retorisk end sagligt. At “åle” modstanderen, gøre ham “fordægtig” i tilhørernes øjne, gå uden om hans virkelige gode argumenter i stedet for enten at gendrive dem eller give ham ret, bliver hovedopgaven for en taler på et sådant møde. Bebrejdelsen herfor rammer ikke personerne, men systemet; det er en uundgåelig følge af tilhørernes stemning, at forhandlingen må blive en boksekamp, en slags sportslig idrætsforestilling, hvor den, som bedst kan “dænge” sin modstander, vækker mest begejstring. Lader engang imellem en taler sig påvirke af modpartens saglige bevisførelse, så skyder han den usikkerhed, som opstår i ham, til side i kraft af sin partifølelse; det er ikke hans sag alene, det er partiets, og partiet må ikke skades, eller måske rettere, han tør ikke tiltro sig selv bedre forstand end sit parti og følger derfor blindt partiparolen. Vort system med forholdsvis små enkeltmandskredse har den fordel, at det personlige forhold mellem vælgerne og kandidaten kan komme til at gøre sig stærkt gældende, så den tillid, kandidatens hele færd har skaffet ham hos vælgerne, kommer til at få en betydning, som kun er heldig. Men jo mere vort valgmaskineri lægger udpegelsen af kandidater i den centrale partiledelses hænder, desto mere bliver betydningen af dette personlige forhold ganske illusorisk eller i alt fald stærkt reduceret. Og til at modvirke den skadelige indflydelse af de lokale vælgermøder og deres hanekampe viser det sig da ikke længere tilstrækkeligt. Forholdstalsvalg indenfor større kredse vil her frembyde store fordele. I den senere tid er også tanken om den såkaldte frie valgret dukket op og har vundet mange tilhængere. At denne valgmåde ligger langt fra dem, vi nu bruger, er ikke nogen grund til at anse den for et blot tankeeksperiment, der ikke for tiden kan få praktisk betydning. Under nutidens forhold gør man bedst i at regne med nye muligheder. Men tanken er endnu ikke blevet gennemarbejdet med konkrete forhold for øje, og især er den mulighed, at den frie valgret kunne samle så mange stemmer på en mand, at han faktisk blev en almægtig Cæsar, ikke blevet undersøgt. Skal den frie valgret have en fremtid, må vi være sikrede imod, at den fører til napoleonske plebesciter. Kan denne fare fjernes, vil den frie valgret blive en af de muligheder, der må regnes med ved siden af forholdstalsvalgmåden som et middel til at gøre den offentlige forhandling mere saglig og også fjerne nødvendigheden af at bruge de personlige mistænkeliggørelsesmidler, som er en så stor hindring for et senere ærligt samarbejde mellem partierne, og som svækker vægten af ens moralske anklager i de enkelte tilfælde, hvor der virkelig er skellig grund til at fremsætte dem. 

Det er muligt, at opmærksomheden i den nærmeste tid vil vende sig mod en hel række underordnede spørgsmål. Men det er givet, at er der alvor i demokratiets politik, så bliver skattespørgsmålet det, som al kraft vil sættes ind på. Der er ikke lige ret for alle under de nuværende skattelove, og navnlig beskyttes de enkeltes særret til at tilegne sig udbyttet af andres arbejde. 

Som almindeligt skatteprincip må vel uimodsagt fra alle sider den almindelige retfærdighedsregel, hver mand udbyttet af sit arbejde, også have gyldighed. Værdier, samfundet skaber, har samfundet ret til; værdier, enkeltmand skaber, har han selv ret til. 

Hvis man opfatter skat som de enkeltes bidrag til fælles udgifter, så kunne man tænke sig skatten pålignet i forhold til, som hver mand har brug for eller nytte af statens eller kommunens foranstaltninger, men dette princip er det slet ikke muligt at gennemføre, og man går derfor helst frem således, at man dels søger skatteobjekter, der kan give den indtægt, stat og kommune behøver, dels lægger skatten således, at den generer så lidt som mulig. Af den grund har man i så høj grad foretrukket de indirekte skatter, og af samme grund søger man at lade den direkte skat rette sig efter betalingsevnen, den progressive indkomstskat. 

Men der er noget umiddelbart stødende i den tanke, at jo flittigere og dygtigere en mand er, desto mere skat skal han betale. Viser det sig samtidig, at der er to forskellige slags indtægter, en slags, der skyldes menneskets eget arbejde, og en anden, som tilfalder ham uden hans eget arbejde, i kraft af monopoler og som udbytte af værdier, andre, enten enkelte eller samfundet i det hele, har skabt, så bliver der ikke nogen retfærdighed i at beskatte begge slags indtægter ens. 

Skat kan også opfattes som samfundets arbejdsudbytte, så skatten bliver stor og rigelig, når samfundet arbejder kraftigt og heldigt, lille, når samfundet er sløvt og sygt. Denne opfattelse anbefaler sig ved sin sammenhæng med de principper, hvorefter vi for øvrigt måler retfærdigheden i det borgerlige samfund. 

Hele verden over er netop i vore dage opmærksomheden blevet samlet om dette spørgsmål, efter at Henry George havde ment at kunne påvise, at alt samfundsarbejde finder sit udtryk i den værdi, som den nøgne jord får, medens alle andre værdier er skabt ved enkelt mands arbejde. Magten til at tilegne sig jordens værdi bliver derfor det stærkeste udtryk for monopolet som magt til at tilegne sig udbyttet af andres arbejde, og det bliver tillige det monopol, som bliver grundlaget for alle andre, så de kun bygges op på dette og vil falde, når samfundet atter tager, hvad der er samfundets. 

Udtrykket for, at samfundet tager den af det selv skabte jordværdi og lader den komme alle til gode, er en beskatning af denne værdi efter dens fulde rente. Først hvis den indtægt, som derved skabtes, skulle vise sig utilstrækkelig, ville samfundet se sig i den beklagelige nødvendighed at måtte tage fra de enkelte borgere en del af det, de har skabt ved deres arbejde. Men denne udvej vil for samfundet være lige så beklagelig som det at måtte låne er for den enkelte, der ikke ved sit eget arbejde kan skaffe sig det, han bruger. 

Vort lands jordværdi er c. 4000 mio., og 4 % deraf ville udtrykke dens fulde renteværdi. Men samfundet ville allerede gennem en grundværdiskat af 3 % få en indtægt af 120 mio., der svarer til det beløb, stat og kommune nu opkræver i skatter af alle slags. 

Et sådant skatteprincip melder sig da til at begynde med i kraft af sin ideelle retfærdighed og sin sammenhæng med kampen mod monopolerne. Men dets praktiske brugbarhed må dog måles på dets forbindelse med de bestående forhold, ikke blot om det i al almindelighed vil tjene arbejdsomheden, men om de forandringer, det vil medføre i de nuværende forhold, ikke vil betyde en rystelse af kreditforholdene og derigennem true en mængde menneskers økonomiske stilling. 

Ved de nye skattelove af 1903 bliver det indtægtsgivende arbejde beskattet. Det er det princip, de bygger på. Hvor der ingen indtægt er, kan ingen skat betales og altså heller ikke pålignes. Det har mindre interesse for os at undersøge, hvorledes dette princip skaffer sig udslag i selve indkomstskatten. Vi fremhæver kun, at den for ikke at tynge alt for urimelig hårdt må operere med en hel mængde undtagelser, skattefrit minimum, nedsættelser af forskellig art osv. samtidig med, at man ikke som indtægt regner, hvad der ikke viser sig umiddelbart som penge. Således fritages i § 5a den værdistigning, som finder sted med et grundstykke eller anden formuegenstand fra beskatning som indkomst. Men en sådan værdistigning er netop en meget væsentlig kilde til indtægt i vore samfund, og da den som regel følger af andres arbejde, så bliver derigennem indkomst uden arbejde privilegeret i høj grad. 

Det er særlig ejendomsskylden, der har interesse for os. En ejendom beskattes efter dens værdi i handel og vandel; men da denne værdi stiger med godheden og størrelsen af de bygninger, der opføres på den og med intensiteten af jordens drift, så vil det sige, at den lille flittige jordbruger beskattes forholdsvis hårdere end den store jordejer, der lader betydelige jordarealer henligge enten til luksusbrug eller til spekulation. Da ejendomsværdierne er meget forskellige efter driften, c. 12.000 kr. pr. td. hartkorn for husmandsjord, men kun det halve for jord under stordrift, så får husmanden en forholdsvis stor skattebyrde. Loven om ejendomsskyld vil, efterhånden som de gamle hartkornsskatter falder bort, lægge de 13 millioner kroner, som tidligere hvilede ligelig på al jord efter dens jordværdi (bonitet), over på arbejdsskabte værdier, bygning og driftsværdi. Dertil kommer, at bygningerne på en husmandslod, hvor tarvelige de end er, som regel dog er omkring eller over halvdelen af hele loddens værdi, medens derimod en herregårds bygninger sjældent vil nå op til 1/5 af den samlede ejendoms værdi. Skattelovens beregningsmåde lægger således særdeles betydelige hindringer j vejen for, at netop småfolk kan få gode boliger og avlsbygninger.  

For at bøde lidt på denne iøjnefaldende uretfærdighed bestemmer lovens § 7, at ejendomme, hvis lejligheder kim har en ringe værdi (på landet 60 kr., i byerne 120 kr., i København og Frederiksberg 180 kr.) fritages for ejendomsskyld. Men dette nedsætter jo kun en sådan ejendoms skattebyrde og virker nærmest yderligere som præmie på at blive indenfor det satte minimum. Ligeledes søger loven at lette skattebyrden ved for ejendomme med landbrug, der er under 8.000 kr. værd, at fradrage 2.000 kr., for ejendomme mellem 8 og 12.000 kr. at fradrage 1,000 kr. Men denne nedsættelse opvejer på ingen måde den relativt højere beskatning, som vurdering efter handelsværdien giver netop de små ejendomme, da fradraget kun er indtil 1/4, medens handelsværdien er indtil det dobbelte større. Begunstigelsen ophæves dernæst atter ved bestemmelsen i § 6, der tillader den store jordbruger at fradrage udgifter til folkehold, så ejendommens værdi bestemmes af dens nettoudbytte, medens husmanden, der selv arbejder, ikke må fradrage værdien af sit arbejde, og han kommer således til at skatte af bruttoudbyttet. 

Hvor grelt ejendomsskylden virker på landet, kan man se af følgende tabel, som findes i “Ret” Juli 1907. I en kommune på 449 tdr. hartkorn er 251 tdr. fordelt på gårde med over 10 tdr. Af de 251 tdr. svaredes i personlig skat 714 kr., af resten 5.612 kr. Er det ikke et trist resultat. Men i løbet af de kommende 15-17 år vil der glide mere skat fra de 251 tdr. over på de 198.

Endnu grellere virker de nuværende forhold, hvis man sammenligner dem med forholdene, som de ville blive, når skattebyrden blev lagt på jorden efter dens nøgne værdi. En almindelig herregård på c. 500 tdr. land ville da komme til at svare skat lige så meget som 62 husmandsbrug på 8 tdr., medens den nu næppe svarer så meget som 20 husmandsbrug. 

Tanken i ejendomsskylden er den samme som i indkomstskatten. Hvad der ingen indtægt giver, skal heller ikke beskattes. Derfor bliver en mands ejendomsskyld desto mindre, jo mere af sin jord han lader ligger hen til luksus eller på anden uproduktiv måde. Men overfor denne tankegang står der en anden, som fremhæver, at denne mand spærrer for en mere produktiv benyttelse af jorden, og derved forringer han livsvilkårene for hele folket, samtidig med at han forøger den skattebyrde, som de andre må bære for at skaffe staten eller kommunen de nødvendige indtægter. Ved sin beslutning om at lade sin jord henligge under ugunstige økonomiske vilkår, påvirker han ikke alene sin egen økonomi, men hele folkets; og medens han har lov til at bruge sit, som han vil, har han ikke ret til at gøre det sidste. Derfor er det retfærdigt at sige til ham, at det står ham frit for at lade sin jord ligge til have, park eller på anden måde, men han må betale for den værdi, som jorden kunne have til almindelig drift, eller omvendt at andre, som dyrker deres jord med flid og omtanke, da ikke skal bære større skattebyrde af deres jord end han af sin. Nu sikrer lovene ham et monopol; det er dette monopol, som skal fjernes. 

I byerne ligger forholdene en del anderledes, fordi vi der ikke i synderlig grad får at gøre med modsætningen mellem dyrket jord og luksus jord, men derimod med byggegrunde. Samtidig må vi regne med den kommunale beskatning efter grundtakst, medens ejendomsskylden kun med et forsvindende beløb indgår i kommunens kasse. 

Tager vi som eksempel forholdene i København og Frederiksberg, finder vi, at det i alt væsentlig er bygningerne, som beskattes. Ubebygget grund ansættes til skat efter en ganske lav pris, der aldeles ikke svarer til jordværdien i handel og vandel. Bebygget grund ansættes til skat efter bygningens assurancesum, hvortil der kan gøres et tillæg af indtil 10% for grunden. Men dette tillæg svarer slet ikke til grundens virkelige værdi i forhold til bygningen. 

Særlig i de centrale og stærkt befærdede hovedstrøg vil grundværdien udgøre langt den overvejende del af den samlede ejendomsværdi. Da det koster lige meget at bygge i de centrale partier og i udkanten af byen, bliver således bygningerne forholdsvis langt stærkere beskattede i udkanten end i centrum, og dette vil bevirke en tilbøjelighed til at overbebygge de centrale kvarterer. Men da lejerne her, på grund af de dyrere grundpriser, må blive forholdsvis høje, fremmes tilbøjeligheden til at opføre store lejekaserner med små og dårlige lejligheder. Denne tilbøjelighed vil fremtidig blive yderligere opmuntret ved bestemmelsen i ejendomsskyldloven § 7, der fritager ejendomme med små og billige lejligheder (180 kr. årlig) for ejendomsskyld. 

Hvis man derimod satte ejendommen i skat efter dens grundværdi og enten helt eller delvist lod bygningen være skattefri, så ville bebyggelsen i byerne spredes, tendensen hen imod at få rummeligere og sundere beliggende boliger ville understøttes. Det ville ikke kunne betale sig at lade store ubebyggede arealer henligge på spekulation, hvorved nu byens naturlige vækst hæmmes og gøres ujævn. Medens nu den stærke sammenstuvning af småfamilier i 1 og 2 værelsers lejligheder er en af årsagerne til, at der henstår mange lejligheder ledige, ville begæret efter mere rum også skaffe brug for flere huse. Beboelsen ville flytte mere og mere ud efter, og lejlighederne i byens centrum omdannes til forretningslokaler. 

Skattens overflytning til jorden. 

Det gælder nu om at undersøge, hvilken indflydelse en overflytning af skatten fra bygning og drift til jordværdien vil have, for ikke at tale om det sluttelige mål, alle skatters afløsning af en grundværdiskat. Det er ikke nok at påvise, at i al almindelighed den arbejdende del af folket vil have fordel af en sådan overflytning i modsætning til den luksusnydende og grundspekulerende del. 

Det er en rimelig antagelse, at blot en lempelig begyndelse på at føre skatten fra bygning og drift over til jordværdien vil bevirke et forøget tilbud af jord, så jordprisen derigennem vil synke. Dette vil være til fordel for alle dem, som søger jord for at udnytte den ved arbejde, men til skade for dem, som søger fordel ved at sælge jord. Når man nu ved undtagelseslove søger at skaffe småfolk billig jord ved statsstøtte, så når man ikke denne hensigt, fordi jorden alligevel beholder sin salgsværdi, og køberen altså kan opnå større prioriteter end ellers i forhold til købesummen. Han opnår altså kun at få en stærkere behæftet ejendom, og det er bankerne, kapitalen, som sluger den støtte, der var tiltænkt den fattige mand. Hvis derimod jordprisen i det hele synker, vil vindingen komme den købende arbejder til gode, og han behøver ikke statens støtte for at komme i besiddelse af jord. 

Klart og kraftigt har husmændenes sendemænd udtalt dette på mødet i Odense 25-26/5 1908. Når husmandsloven i den kommende rigsdagssamling skal til revision, kræves der en forandring af selve grundtanken i den. “Grunden til husmandslovens dårlige virkninger er væsentlig den, at loven er formet som en undtagelses- og almisselov i stedet for som en retslov lige for alle.” Husmændene, hedder det videre, vil ikke kræve gaver, men lige ret for alle. Det skal ikke blot være landarbejdere, der gives støtte, men loven skal give enhver hæderlig dansk mand og kvinde ret til jord til normale priser. De summer, som staten nu anvender til at støtte husmændene, forøger hele folkets skattebyrde, og staten evner ikke at forhindre, at det bliver kapitalen og jordbesidderen, som i virkeligheden suger disse penge til sig. 

Men hvorledes vil en forholdsregel, der i det hele får jordprisen til at synke til gavn for det arbejdende samfund, virke på de kreditforhold, som er baserede på de nuværende forhold? Hvorledes vil det gå med prioriteterne, og hvorledes vil ejerne af den nu privilegerede jord blive stillede? 

Vore kreditforeninger må jo aldeles ikke give lån i ubebygget jord. Om dennes pris stiger eller falder, er for så vidt ligegyldigt. Det er bygningernes assuranceværdi og forholdet mellem ejendommens indtægter og udgifter, som bestemmer den sikkerhed, kreditforeningen kræver. Alt dette vil ikke påvirkes en eneste smule i nedadgående retning, ved at skatten lægges over på jorden i stedet for på bygningen, så længe skattens størrelse ikke vokser. Men for alle større ejendomme, hvis jordværdi har været ansat for lavt, og hvis bygninger er af forholdsvis ringe værdi overfor jordens, vil skatten stige, og sikkerheden for prioriteterne altså forringes. Hvis omflytningen af skatten skete med et ryk, kunne det derfor give anledning til en alvorlig forstyrrelse af kreditforholdene. Men går man gradvis frem f. eks. i et tidsrum af 20 år, vil der næppe ske nogen forstyrrelse, da den jord, som får en større skattebyrde, i løbet af samme tidsrum også vil være kommet i bedre drift og give et større udbytte. 

For så vidt prioriteringen af en ejendom i virkeligheden er afhængig af dens salgsværdi, vil de små ejendomme påvirkes stærkt, thi skønt driftsudbyttet holder sig konstant, og jordens prisnedgang vil forøge ejerens arbejdsudbytte, idet en større del af det samlede udbytte er arbejdsudbytte, en mindre del forrentning af jordprisen, så vil det for sælgeren betyde en forringelse af hans aktiv. Men dette må betyde, at kapitalen trækker sig bort fra landbruget, og vil det ikke betyde en svækkelse af dette? Det vil i virkeligheden kun betyde, at kapitalen suger en mindre del af arbejdsudbyttet til sig. Den kapital, som landbruget har nødig, vil stadig være til stede, den vil rimeligvis vedblive at udgøre den samme totalsum som nu, men den vil fordele sig i flere smådele og måske i det hele få en mindre rentefod. Hvis landbruget kom til at trænge til mindre kapital, ville det jo ikke betyde en svækkelse; en sådan vil der først blive tale om, når landbruget ikke kan få den kapital, det behøver. Skulle større kapitalmasser søge andre steder hen, ville det medføre billigere penge i det hele, og da den eventuelle kapitaludstødning fra landbruget ikke bevirkes af dettes mindre udbytte, vil den hele bevægelse kun betyde, at arbejdsudbyttet i større omfang bliver hos arbejderen, så pengemonopolet altså vil svækkes samtidig med, at jordmonopolet forringes. 

Om lederne af vort pengevæsen vil se denne udvikling i møde med glæde, er vel tvivlsomt. De kan derfor lægge forandringen alle de hindringer i vejen, som deres magt til at råde over øjeblikkets kredit giver dem. Derpå skal netop styrken af den demokratiske retning i vor politik måles, om den formår at bryde modstanden fra monopolets side. Man må ikke måle den påtænkte reforms økonomiske værdi på, om den kan vinde pengemændenes og monopolbesiddernes billigelse; for det vil ikke ske, da den netop angriber monopolerne. Men man kan undersøge, om den vil skade kapitalbesiddernes sikkerhed for deres penge; og det vil ikke ske. Der er intet i den påtænkte reform, som kan siges at føre til en konfiskering af kapitalen til fordel for landbruget. Bankerne er interesserede i at kunne gøre deres forretninger; men hvor de gør dem, betyder mindre for dem. Hvis landbruget fremtidig trænger til mindre kapital, bliver det ikke længere en så stor kunde for bankerne, men dette er langt fra at indeholde nogen trussel mod sikkerheden af bankens forretninger. Bankerne er ikke interesserede i høje kurser, høj diskonto eller høj rentefod. kreditforeningsobligationerne vil forhåbentlig synke i kurs, men dette er jo kun en fordel for debitorerne og kan derfor kun hilses med glæde af kreditforeningsbestyrelserne, som jo er valgt til at varetage debitorernes interesser. Men fra deres side, som ejer obligationerne, og altså må bære kurstabet, vil der med sikkerhed kunne regnes på modstand, og hvor megen usikkerhed disse monopolisters uvilje kan skabe for at skræmme bort fra reformen, er ikke godt at sige. Det vil væsentlig afhænge af den kraft, klarhed og besindighed, hvormed demokratiet går frem. 

Heller ikke for de ejere, som nu nyder godt af monopolet ved jordbesiddelsen, vil der blive tale om nogen konfiskering eller krænkelse af deres ejendomsret. En sådan ejer kan se sig nødsaget til at sælge jord, eller sætte jord i drift, han helst lod ligge hen på anden måde. Men han bliver ikke fattigere. Kun hvis ejerens skat stiger, uden at det er ham muligt enten at forbedre driftsudbyttet eller at sælge jorden til den pris, den er vurderet for, lider han et positivt tab. Men da skatten ikke retter sig efter en kunstig opstillet mulig salgsværdi, men efter den pris, som en mand, der vil drive jorden, rundt omkring giver for jord, er det vanskelig tænkbart, at der skulle mangle købere. Lad os tage et grelt eksempel. En herregård med 500 td. land ville, hvis en grundværdiskat var helt gennemført og alle andre skatter ophævede, komme til at betale 3-4 % af grundværdien. Sætter man denne til 350 kr. pr. td. land, blev skatten altså 5.000 til 7.000 kr. En sådan skattebyrde ville knuse enhver af landets herregårde, hvis den skulle bæres under de nuværende forhold, idet en sådan herregårdsbesidders samtlige direkte og indirekte skattebyrde vist nok næppe når 1.500 kr. Blev herregården udstykket i 60 husmandsbrug, ville den nævnte skattebyrde med lethed kunne bæres, idet det blev 84 á 112 kr. for hvert brug, medens dettes nuværende skattebyrde næppe er lavere end 135 kr. Sogn for sogn ville undersøgelsen dels vise, hvor stærkt husmandsbruget under de nuværende forhold er bebyrdet i forhold til storbruget, og hvori grundfejlen ligger, idet grundværdien betales til ejeren og ikke i form af skat til samfundet. Man kan se dette af nogle skematiske oversigter, som viser forholdet i en del gennemsnitlige tal. 

En herregård på 500 td. land a 500 kr. giver en værdi af 250.000 kr. Indtægten er 30 kr. pr. td. land, i alt 15.000 kr., hvoraf ejeren betaler skatter og prioritetsrenter. Er gården behæftet med 175.000 kr., skulle ejerens private formue være 75.000 kr. Vi får da 

Prioritetsrente 4 % af 175.000 = 7.000, i alt 8.000 kr., så ejerens årlige nettoindtægt bliver 6.500 kr. foruden bolig og føde, der ikke er regnet med. 

De 6.500 kr. er dels rente af hans formue 3.000 kr., dels hans driftsudbytte 3.500 kr.*). 

*) Bruger en sådan gård c. 20 arbejdere eller 6.000 arbejdsdage á kr. 1,50, vil man se, at en forhøjelse af arbejdslønnen med 50 øre ville sluge hele driftsudbyttet. Kan man deraf slutte, at dette kun består i for lidt udbetalt arbejdsløn?

 Pr td. land stiller hans regnskab sig således  

Et husmandsbrug på 8 td. land a 1.000 kr. giver jævnlig 60 kr. pr. td. land.  Skattebyrden er
ejendomsskyld af 8.000 – 2.000 = 6.000:  6,60
Toldbyrde: 45,00
I alt: 51,60

Prioritetsrenten af 8.000:  320,00
I alt:  371,60
så ejerens nettoudbytte bliver c. 108 kr. foruden føde og bolig.

Regnskabet pr. td. land stiller sig således

Ved salget af sin gård skulle herremanden have sin formue fri som løs kapital, derimod får han ikke sit driftsudbytte. Salgsvilkårene stiller sig da således under de nuværende forhold, hvor der betales ejeren 500 kr. pr. td. land: 

Prioriteter overtages for 350 kr. pr. td. land; udbetaling kr. 150. 

Men desuden overtager køberen en skattebyrde af 3 kr. pr. td. land, som ikke kapitaliseres i købesummen. 

Sælges jorden til husmandsbrug, er prisen jævnlig 1.000 kr. pr. td. land, så et sådant får en større kapital at forrente og en forøget skattebyrde, idet denne som anført er 6,40. 

Nedenstående skema giver en oversigt over, hvorledes skattebyrden ville stille sig for forskellige klasser af landbrugere: 

Er der indført en grundværdiskat stiller salgsvilkårene sig anderledes. Regner vi fremdeles, at husmanden betaler 1.000 kr. pr. td. land, så medgår heraf 350 kr. til at overtage skattebyrden 14 kr., 350 kr. anvendes som før til overtagelsen af prioriteter, 150 kr. udbetales ejeren som hans formue. Yderligere bliver der så 150 kr. til erstatning for ejerens arbejdsskabte værdier, bygninger osv., et beløb, som ganske forsvandt eller skjultes for sælgeren under ordinært salg, men dukkede op med en ublu størrelse ved udstykningssalg, hvor sælgeren benytter sin monopolmagt til at tilegne sig køberens fremtidige arbejdsudbytte. Sælgeren slipper altså ved salget for sin skattepligt og sin prioritetsgæld, og han får sin formue udbetalt som løs kapital foruden en erstatning for arbejdsværdier, i alt 300 kr. pr. td. land, så han efter salget besidder 150.000 kr., der kan give ham en renteindtægt af 6.000 kr., medens han nu i sin virksomhed har 6.500 kr. plus bolig og føde. 

Køberen vil ligeledes blive bedre stillet, idet han i stedet for som nu at skulle bære skattebyrden og forrente 1.000 kr., kun skal bære renten af 1.000 kr., fordelt som 14 kr. i skat og 26 kr. i rente af 650 kr. Han har altså i virkeligheden købt langt billigere, skønt købesummen nominelt er den samme, hemmeligheden er kun, at den nu indbefatter skattebyrden. Hans nettoudbytte vil således fremtidig blive 20 kr. pr. td. land, medens det nu kun er 13 kr. 70. 

På husmændenes sendemandsmøde i Odense 25-26/5 1908 foresloges det at skaffe køberne rimelige jordpriser ved at benytte vurderingen til ejendomsskyld som ekspropriationsgrundlag. Grundtanken heri er den ganske ligefremme, at den værdiansættelse, som tjener ejeren som værn overfor samfundets alt for griske skattekrav, også skal tjene dette som værn overfor den enkelte sælgers griskhed. Denne tanke er ubestridelig retfærdig; når der skal eksproprieres, bør prisen bestemmes på grundlag af ejendomsskylden. Sætter myndighederne en mand til en højere ejendomsskyld, end han finder rimeligt, bør han kunne kræve, at samfundet overtager hans ejendom til den pris. Men alligevel kan ejendomsskyld og ekspropriationspris dog ikke identificeres. Thi hin er det minimum, som staten vil lade sig nøje med; denne bør være et maksimum, som kan holde ejeren skadesløs, fordi han mod sin vilje kastes ud af sin gerning. Dertil kommer, at det ikke med fuld sikkerhed kan retfærdiggøres at gøre ønsket om at skaffe husmænd jord til ekspropriationsgrund. Men ser man hen til, at hvor salg nu finder sted under normale forhold, dvs. af en ejer til en anden af samme driftstype, får sælgeren ingen tydelig erstatning for sine arbejdsværdier, men kun sin indestående kapital udbetalt, medens et udstykningssalg efter grundværdi skaffer ham en sådan erstatning, samtidig med at bibeholdelse af hans ejendom i dens nuværende driftsform vil berøve ham hele det ekstraudbytte plus værdien af bolig og føde (c. 12 kr. pr. td. land i alt), som hans jordmonopol nu skaffer ham, så kan man med rimelighed overlade forventningen om, at der vil blive adgang til jord på rimelige vilkår, til tingenes naturlige udvikling og behøver ingen ekspropriation. 

Vi vender os til byerne og ser, hvorledes en grundværdiskat vil virke der. 

I den kommunale beskatning forhøjes stadig og efter en stigende progression grundtaksterne. På Frederiksberg er således skatten steget fra 15 kr. 60 øre for hver 6.000 kr.s værdi (2,6‰) i 1888 til 27 kr. for hver 6.000 kr. (4,5‰) i 1908. Denne stigning påvirker ikke i mindste måde kreditforholdene, og vi har derfor lov til at antage, at hvis en overgang til en mere rationel grundværdiskat skulle medføre en lempelig stigen af de enkelte ejendommes skattebyrde, vil dette ingen indflydelse få på prioriteterne. En pludselig meget stærk stigen vil selvfølgelig virke forstyrrende, men derpå er der heller ingen, som tænker. 

I byerne får grundens værdistigning en langt større betydning end ude på landet. Regner man, at bygrundene i de sidste 20 år ved kommunernes raske udvikling er steget 200%, så følger det af sig selv, at det er af væsentlig interesse at få denne værdi beskattet. Efter princippet: enhver udbyttet af sit arbejde, skulle den helt og holdent være indgået i kommunernes kasse; og var dette sket, ville de uhyre millionformuer, som private nu har tjent ved at deres grunde er stegne i værdi uden deres eget arbejde, have sikret kommunerne en glimrende økonomisk stilling og gjort den skattebyrde, som nu trykker beboerne ret hårdt, ganske ringe. Alle de foranstaltninger, som følger af en kommunes vækst og lader dens budget stige med rivende fart, har en indtægtsside i grundværdistigningen, som kommunerne har undladt at benytte. Kommunerne har båret udgifterne, givet afkald på indtægterne og er derved komne i en trykkende økonomisk stilling. Da grundens værdistigning væsentlig giver sig udtryk i den forøgede lejeindtægt, som den kan give, vil det sige, at borgerne har måttet betale den større husleje to gange, nemlig en gang til grundejeren, dernæst en gang til i skat til kommunen, i stedet for at nøjes med at betale den en gang gennem grundejeren, som atter betaler den til kommunen som værdistigningsafgift. Derfor er der også nu, hvor kommunerne, og da særlig de største af dem, står overfor det kritiske punkt, hvor indtægterne vanskeligt kan bringes op i forhold til de stigende udgifter, alle vegne tænkt på at indføre en fremtidig værdistigningsafgift, som giver kommunen om ikke alt, så dog en væsentlig part af de værdier, som skabes ved dens udvikling. 

En værdistigningsafgift ville ikke behøves, hvis der var en almindelig grundværdiskat, fordi den da ville indesluttes i denne. Som omsætningsafgift vil den heller ikke få betydning, fordi den da ved trustdannelser, ejendomskonsortier o.l. foranstaltninger vil kunne omgås. Som overgangsbestemmelse får værdistigningsafgiften en god begrundelse, idet man for ikke at bringe forstyrrelse i de nuværende kreditforhold forbinder den med en lav grundværdiskat, så de eksisterende grundværdier beskattes lavt, de fremtidige derimod efter deres fulde beløb, eller så højt, som man indenfor maksimumsgrænsen 4 %, der betyder, at offentligheden tager hele værdistigningen, måtte anse det for hensigtsmæssigt at gå under de bestående forhold. Den reform, der tiltrænges, er således den, at de nuværende ejendomsskatter lempelig flyttes fra bygningerne over på grundværdien, samtidig med at de fremtidige grundværdistigninger beskattes efter en højere takst. 

Overflytningen af skatten fra bygning til grundværdi vil ikke kunne forstyrre de nuværende kreditforhold, hvis den samlede ejendoms skattebyrde forbliver uforandret. Men da den virkelige grundværdi slet ikke lægges til grund for ejendommens nuværende skatteansættelse, vil en overflytning af skatten i de fleste tilfælde betyde en forandring i den samlede skattebyrde. Hvor grundværdien er stor i forhold til bygningen, dvs. i de centrale bykvarterer og i villakvartererne, vil skattebyrden stige, andre steder vil den falde. Dernæst vil af to ejendomme, hvis grundværdi er ens, men hvis bygninger er meget forskellige, den ejendom, som er stærkest udnyttet, få den laveste skatteforøgelse, måske endda en skattenedsættelse, medens den dårlig udnyttede kan være sikker på at få et skattepålæg, i hvert fald et større pålæg end den første. Skatteomlægningen vil således virke som en forøget tendens til at udnytte grundenes muligheder så fuldt som mulig, medens den nuværende skat efter bygning hæmmer denne tendens. Og dernæst vil den bevirke en tendens til at bebygge de billigere grunde i byens udkant. 

Holdes forandringen i ejendommens skattebyrde indenfor de rimelige grænser, som en successiv fremgangsmåde af sig selv medfører, vil kreditforholdene ikke påvirkes af den. Anderledes kan sagen derimod stille sig ved den i øjeblikket kraftigere virkende værdistigningsafgift. Værdistigningen betyder, at ejendommen kunne give en forøget lejeindtægt, men behøver ikke at forudsætte, at den faktisk gør det. Den forøgede lejeindtægt ville muligvis først indtræde, når bygningen blev forandret, helt eller delvist ombygget, og hvis dette ikke passer ejeren, eller han ikke kan skaffe den dertil fornødne kapital, betyder den værdistigningsafgift, han ansættes til, kun for ham en ren og skær afkortning i hans indtægt af ejendommen. For ikke at tale om, at han måske nødig vil sælge sin ejendom, er det slet ikke givet, at han kan finde en køber. Det er ikke givet, at han må være tilfreds, hvis han kan få solgt til en pris, der giver ham hans i ejendommen indestående kapital. Det kan være, at hans arbejde, enten som husvært eller som forretningsdrivende er knyttet til ejendommen, så han, selvom han frelser sin kapital, kastes ud af sin virksomhed ved salget, uden videre udsigt til andet sted at finde anvendelse for sit arbejde. Således skulle en værdistigningsafgift kunne 1) forstyrre ejerens kreditforhold, idet prioriteternes sikkerhed forringes ved nedgang i ejendommens driftsudbytte og 2) ødelægge hans erhverv ved at tvinge ham bort fra ejendommen.  

Man har villet afkræfte de heri indeholdte indvendinger ved at gøre vurderingen til et salgstilbud, så ejeren skulle være forpligtet til at sælge til den pris, han krævede fastsat overfor kommunen, og denne på sin side være forpligtet til at købe til den pris, den fastholdt overfor ejerens indsigelse. Men jeg er ikke sikker på, at denne udvej er praktisabel, da kommunen ikke på den måde er interesseret i at blive grundejer. Derimod forekommer hele det tænkte dilemma mig kunstigt opstillet og kun fremkommet ved, at man regner med en allerede indtrådt stor grundværdiforøgelse eller regner med en meget betydelig fremtidig værdistigning indenfor en kort tidsgrænse. 

Har en mand for år tilbage købt en ejendom, hvis grundværdi er steget siden da måske til det dobbelte, måske til det tredobbelte, uden at hans lejeindtægt er steget tilnærmelsesvist i samme forhold, så er det ganske usandsynligt, at han ikke skulle kunne få sin ejendom solgt med en sådan formueavance, at han kunne stå sig ved det. Er lejeindtægten steget i forhold til grundens værdi, vil skatteomlægningen jo ikke berøre ham synderligt. Driver han i sin ejendom en forretning, som ikke vil kunne bære en synderlig større leje, og vil blive ødelagt, hvis den skal flytte, måske hen i et helt andet kvarter af byen, så forudsætter dette tilfælde, at der er tale om en meget stor forskydning af værdierne. Men også i så tilfælde er det urimeligt at antage, at han ikke kunne stå sig ved at opgive en forretning, der ikke kan bære en større leje, mod at opnå den formueforøgelse, som salget giver. Værdistigningsafgiften berører ikke dette forhold, fordi den først opkræves af den fremtidige værdistigning. Skulle der af en eller anden grund finde en så pludselig og betydelig værdistigning sted i løbet af en vurderingsperiode, at afgiften ville true ejerens økonomiske eksistens, i forhold til hans tidligere budget, så må man sikkert være berettiget til at antage, at der også samtidig er åbnet nye og let tilgængelige indtægtskilder; thi hvorfra skulle ellers den pludselige store værdistigning komme.  

Dernæst indvender man mod den nye beskatning, at den vil medføre forøgede huslejer. Dette er ganske forkert; det er tværtimod væksten af huslejerne eller rettere huslejemulighederne, som bevirker grundværdiernes stigning. Huslejestigningen er betinget af erhvervsmulighederne i kommunen, og ingen skat kan drive dem i vejret udover de herved givne grænser, medens de på den anden side altid vil nå denne grænse. Man forveksler årsag og virkning, når man tror, det er grundejeren, som sætter lejerne op for at få bedre balance i deres regnskab. Værdistigningsskatten vil ledsages af stigende huslejer, fordi disses stigen er grunden til værdistigningen. Skatten bevirker kun, at tilvæksten går i kommunens kasse, hvor den kommer alle borgerne til gode og formindsker det almindelige skattetryk, i stedet for i de private husejeres lommer. 

Stillingen er således den, at en værdistigningsafgift, der betyder, at kommunens kasse får det udbytte af den samlede kommunes arbejde, som viser sig i de stigende grundværdier, ubetinget vil være til fordel for lejerne. De vil få større og sundere boliger, og deres betalingsevne vil blive større, fordi kommunens skattekrav til dem bliver mindre. Tillige vil de grundejere, som vi kunne kalde de legitime grundejere, der administrerer en gennem fornuftig bebyggelse vel udnyttet ejendom, også have fordel af en sådan skatteordning, og overgangen til den gennem en successiv overflytning af skatten fra bygning til grundværdi i forbindelse med en værdistigningsafgift af den fremtidige værdistigning vil ikke true hans kredit eller forringe hans nuværende økonomiske situation. 

Men vil man sige, selvom nu alt dette er rigtigt, vil da ikke enhver grundejer se sine interesser truede derigennem, at han ikke fremtidig kan gøre regning på at beholde værdistigningsavancen for sig selv? Men heller ikke det er rigtigt. Det er kun den egentlige grundspekulation, som rammes gennem den pågældende skatteordning. Den almindelige grundejer baserer ikke sin økonomi på værdistigningen, i alt fald ikke i første linje. Han søger sin indtægt gennem sin administration af ejendommen som husvært. Han køber sin ejendom efter en nøje undersøgelse af dens stabilitet, om den kan give en rimelig rente af hans penge og et vederlag for hans arbejde som vært. Udsigterne til en større eller pludselig værdistigning indgår ikke som drivfjeder i hans beregninger, om han end selvfølgelig ikke ville have noget imod, om et sådant lykkenummer kunne falde i hans lod. En sådan grundejer vil være mere interesseret i en fornuftig skatteordning, der ikke beklipper udbyttet af hans arbejde med ejendommen, end i at beholde udsigten til en værdistigning af jordstykket. Derimod vil grundspekulationen og den deri interesserede storkapital se døren lukke sig, når kommunen lægger beslag på værdistigningen. Men da det hjernearbejde, som udfoldes i denne spekulation, hvor intensivt og skarpsindigt det end kan være, ikke repræsenterer nogen værdiskabende kraft og ikke har andet med værdistigningen af en grund at gøre end at tilegne sig den, så er der ingen anledning til at beklage, tværtimod kun til at være tilfreds med, om man virkelig forsvarlig kunne lukke døren for den. 

Det er om ikke udelukkende så dog hovedsagelig de ubebyggede grunde, spekulationen opererer med. Den ligger her ikke blot stille og venter, til tiden og udviklingen af sig selv fører gevinsten med sig; den arbejder i kommunalbestyrelserne på at fremkalde beslutninger og foranstaltninger, som er i disse grundejeres interesse uden måske altid at være i kommunernes egen velforståede interesse. Ved kloakering og vejprojekter, udstikning af nye sporvejslinjer osv. kan en kommune i ikke ringe grad øve indflydelse på, i hvilken retning bebyggelsen skal fremmes. Der åbnes her en vid mark for hemmelige indflydelser og private interesser, som ikke er tiltalende. Muligheden for en sådan grundspekulation fremmes i høj grad ved det nuværende beskatningssystem, der lader ubebygget grund så temmelig skattefri. Den ville hæmmes meget stærkt ved en grundværdiskat. De betænkeligheder, som rejste sig overfor de bebyggede grunde, og som der var forståelige, om vi end ikke kunne finde dem berettigede, kan ikke gøre sig gældende her. Ud over spekulationen i en kommende værdistigning er der ikke til sådan ubebygget grund knyttet nævneværdige økonomiske interesser. Et havebrug, f. eks. der beslaglægger flere tønder land i en opvoksende bys udkant, er ikke så lukrativt, at det ikke ville kunne erstattes ved arealets salg som byggegrund til en rimelig pris, og når det ikke sælges, er grunden da heller ikke den, at ejeren ikke ville stå sig ved at sælge til den pris, han nu kan få, men at han mener at stå sig bedre ved at vente nogle år og da opnå en så meget højere pris. Når nu havejord o.lign. i Frederiksberg landdistrikt beskattes efter en værdi af 2.400 kr. pr. td. land eller 17 øre pr. kv.al. svarer dette måske til den indtægt, ejeren som gartner har af jorden, men ikke til dens salgsværdi, der er i det mindste ikke under 1 kr. Hvis indtægten af gartneriet står i forhold til den beskattede jordværdi, lad os da sige den er 10 % eller 240 kr. Derimod ville salget af jorden til 1 kr. pr. kv. al give 14.000 kr., som i almindelig rente ville give 560 kr. Ejerens økonomiske interesse ville altså intet lide ved at sælge. Men hvis han ved at vente i 10 år, kan håbe at få 2 måske 3 kr. pr. kv. alen vil han naturligvis stå sig udmærket derved. 

Skulle en sådan ejer af ubebygget grund ved ansættelse til skat efter den virkelige grundværdi anse sig for brøstholden, er der her ikke de samme betænkeligheder for kommunen som overfor de bebyggede ejendomme, ved at betragte sin skatteansættelse som et købstilbud. Tværtimod kan det i mange tilfælde anses for heldigt, om kommunen selv kunne blive ejer af de arealer, over hvilke dens fremtidige udvidelse vil foregå. Navnlig ville kommunen derigennem få et virksomt middel i hænde til at virkeliggøre den tanke, som ligger bag hele grundværdibeskatningen, nemlig at det offentlige er ejer af grundværdien, og den enkelte kun har en brugsret, som sikrer ham udbyttet af hans eget arbejde. 

For at danne sig en forestilling om, hvad en sådan skattereform betyder for kommunernes finanser, kan man undersøge forholdene i en enkelt kommune. Frederiksberg kommune ligger mig nærmest, og jeg vælger derfor denne. Da den på grund af sit naboskab til København er afskåret fra at forhøje den personlige indkomstskat, bliver forholdene endogså af typisk interesse, fordi denne ganske vist sørgelige udvej til at skaffe balance i budgettet således er spærret. 

Kommunens budget er 3.100.000 kr., med 100.000 kr.s underskud.*) Udgifterne er altså 32½ kr. pr. individ mod 20,91 kr. for 10 år siden. Om nogle år vil underskuddet blive så betydeligt, at man kun kan dække det ved en trykkende stigning af både personskat og grundtakst. Med et folketal af 140.000 el. 50 % mere end nu vil budgettet kræve 6½ million; men med den ordinære stigning af personskat og grundtakst vil der kun kunne påregnes en indtægt af 4¾ million. Grundtaksten, som nu er 27 kr. for hvert 6,000 kr., måtte forhøjes til 52 kr., medens den normale tilvækst kun ville give 32 kr.; og personskatten måtte, enten man ville eller ikke, forhøjes til 18-20 kr. pr. individ, i stedet for at dens nuværende størrelse 11,88 kr. normalt kun skulle vokse til 12,83 kr. Hvorledes vil nu skattens omlægning til grundværdiskat påvirke dette budget og disse udsigter? 

*) Jeg henholder mig til den redegørelse, som budgetudvalgets formand direktør S. Christensen forelagde i kommunalbestyrelsens møde af 1/6 1908.

Kommunens areal er i bydistriktet 500 tdr. land, i landdistriktet over 700 tdr. land eller henholdsvis 7 mio. kv. al og 9,8 mio. kv. al. Efter grundtakstpartionernes antal kan det hele ansættes til en værdi af 211½ mio. i bydistriktet, 20½ mio. i landdistriktet. Heri indgår assurancesummerne for bygningerne, som udgjorde 21½ mio., så der altså er sket el tillæg af 9,7 % for grundværdien eller 20½ mio. Da dette kun ville give en grundpris af 1,22 kr. pr. kv. al, er det klart, at grundværdien ikke er beskattet, som den burde. Til gengæld er sikkert assurancesummerne for høje. Vurdering til ejendomsskyld, som bestemmer den samlede ejendoms værdi i handel og vandel, gav til resultat c. 230 mio., så det sikkert ikke er store sager, der i det hele har unddraget sig beskatning; kun må fordelingen af skattebyrden på de enkelte ejendomme blive ret vilkårlig, når bygningsværdien er ansat meget for højt og grundværdien meget for lavt. Hvor meget grunden virkelig er værd, og hvor meget bygningerne må nedsættes, er ikke muligt at sige med bestemthed, før vurdering til ejendomsskyld foregår adskilt for grund og bygning. Men efter rimeligt skøn kan man sætte grundværdien i bydistriktet til 98 mio., i landdistriktet til 19,6 mio., i alt til 117,6 millioner. Bygningsværdien blev da 114,4 mio. Den samlede skat, som svares, er efter takst 27 kr. af 6.000 kr. 4½ ‰. Vi undersøger nu, hvorledes det vil virke for de enkelte skatteydere, når man a) inddrager den fulde grundværdi til beskatning, så den ikke indgår i skatteansættelsen blot med indtil 10 % af bygningens assurance, og så den ikke som ubebygget grund vilkårlig sættes til en værdi af 1.200 kr. pr. td. land for markjord, 2.400 kr. for havejord og 10.000 kr. for oplagspladser. Dernæst b) hvorledes en lempelig overflytning af skatten fra bygning til grundværdi vil virke, og endelig c) hvorledes kommunens finansielle stilling vil blive ved en grundværdiskat, der indbefatter værdistigningsafgift. 

a. En ejendom er 2040 kv. alen, dens påstående bygninger er assurerede for 234.000 kr. Til ejendomsskyld er den vurderet til 325.000; men til kommunal skyld sættes den til 42,9 portioner eller 257.400, idet man til assurancen lægger 10% for grunden. Grunden er betalt med 47 kr. pr. kv. al og er altså 96.000 kr. værd i stedet for de 23.400, som kommunen beskatter. Forskellen viser sig her netop i ansættelsen til ejendomsskyld. Kommuneskatten er 1201, medens den i henhold til ejendomsskyld vurderingen burde være 1516 kr. 

En anden ejendom er 8.282 kv. al, hvoraf 2.050 er udlagt til have. Resten 6.230 kv. al har påstående bygninger assurerede for 584.000 kr. Til ejendomsskyld er den vurderet til 540.000. Til kommuneskyld er den ansat til 105,3 portioner eller 631.800, idet man til assurancen lægger 10%. Grunden er betalt med 18 kr. pr. kv. al og er altså 153.000 kr. værd i stedet for de 58.400, som kommunen beskatter. Bygningen er da åbenbart alt for højt assureret. Lægger man til ejendomsskyldvurderingen de 2.050 kv. al have á 18 kr. = 36.900, kommer man endda ikke op til den kommunale skyldansættelse. Kommuneskatten er 2.948, medens den i henhold til ejendomsskyldvurderingen kun burde være 2.520. 

En tredje ejendom er 1840 kv. al, dens påstående bygninger er assurerede til 73.000 kr. Til ejendomsskyld er den vurderet til 60.000, til kommunal skyld er den ansat til 12,6 portioner eller 75.600 kr., idet man til assurancen lægger 10 % for grunden, der altså skulle være 26.000 kr. værd. Da grunden er købt for 3 kr. pr. kv. alen, er den altså ansat 20.000 kr. højere. Kommuneskatten er 340 kr., medens den i henhold til ejendomsskyldvurderingen kun skulle være 270 kr. 

I landdistriktet ligger der omtrent 5 mio. kv. alen ubebygget jord, der dels anvendes til have (skyldsat for 2.400 kr. pr td. land) dels til mark (skyldsat for 1.200 kr. pr. td. land). Kommunen ejer heraf 1.876.884 kv. alen eller 134 td. land, 10 ejere har hver over 7 td. land, i alt 2.270.705 kv. alen, 9 har mellem 2 og 7 tdr. land, i alt 448.828 kv. al, 10 har mellem ½ og 2 td. land, i alt 128.093 kv. al, og 3 har under ½ td. land, i alt 7.573 kv. al. På private hænder, i alt 32 ejere, befinder sig således 204 td. land eller 2.855.199 kv. al. Disse arealer svarer i kommunal skat c. 2.000 kr., idet havejorden svarer 10,80 pr. td. land og markjorden 5,40. Hvis de blev sat i skat efter deres værdi som handelsvare á 1 kr. pr. kv. al, lavt regnet, ville deres skattebyrde blive 12.849 eller 63 kr. pr. td. land. Er den indtægt, som ejerne nu har af deres jord, i det mindste af havejorden, at anslå til 240 kr. pr. td. land, ville skatten falde dem for tung; men ved at realisere jorden til 1 kr. pr. kv. al, ville de få en renteindtægt af 114.208 kr., hvilket er 65.240 kr. mere end det, de tjener ved at drive jorden. I løbet af mindre end en halv snes år vil disse grunde sikkert blive bebyggede og kunne sælges for lavt regnet en gennemsnitspris af 2½ kr. pr. kv. alen dvs. for 4¼ million mere end nu. Denne sum er det, som de 32 ejere påregner som deres egen gevinst, der skal tilfalde dem uden mindste arbejde fra deres side; det er den sum, som efter princippet: enhver skal have udbyttet af sit arbejde! burde tilfalde kommunen.  

b) Vi skal nu undersøge, hvilken betydning det ville have, om man begyndte at flytte skattebyrden fra bygningerne over til grundene. Kommunens grundtakst er nu 4½ ‰, der hovedsageligt hviler på bygningerne. Satte man skatten til 3 ‰ af bygningen og 6,4‰ af grundværdien, ville man få den samme skattesum som nu lidt over 1 million, nemlig 3‰ af 114,4 mio. eller 343.200 og 6,4‰ af 117,6 mio. eller 752.640. I løbet af en længere årrække kunne denne overvæltning da fuldbyrdes. 

For den første af de ovennævnte ejendomme ville denne overvæltning betyde, at den kom til at svare 3‰ af 234.000 og 6,4‰ af 96.000 kr. eller 1.316,40 kr. Den ville således få 115 kr. større skat end nu, men 200 kr. mindre, end skatten ville blive efter vurdering til ejendomsskyld. Denne stigen ligger i, at grundværdien er for lavt regnet i den kommunale takst. 

Den anden af de ovennævnte ejendomme ville komme til at svare 3‰ af 584.000 og 6,4‰ af 153.000 eller 2.731,20 kr. Den ville således få 217 kr. lavere skat, end den svarer nu til kommunen. 

Den tredje af de ovennævnte ejendomme ville komme til at svare 3‰ af 73.000 og 6,4‰ af 5.520 eller 254,33 kr. Den ville således få 85,67 kr. lavere skat end den, som den nu svarer til kommunen. 

Man ser således, at en sådan overflytning af skatten ville være til fordel for den stærke udnyttelse af grunden og for benyttelsen af de billigere grunde. 

Men selvom retningen af den indflydelse, der derigennem ville øves, er tydelig nok, er den forandring af de nuværende forhold, som medføres, ikke i stand til at øve nogen forstyrrende indflydelse på de bestående kreditforhold. 

Tænker man sig al bygningsskat ophævet, og den hele skattebyrde lagt over på grunden, ville for ejendom Nr. 1 skattebyrden 1.316 kr. svare til en grundværdiskat af 1 1/3 %, Nr. 2 ville kunne bære en grundværdiskat af 1 4/5 % og Nr. 3 en grundværdiskat af 4 3/5 %. For kommunen ville en grundværdiskat af 1 1/3 % i stedet for den nuværende grundtakst give 100.000 kr. større årlig indtægt. Det følger af sig selv, at det vil være de ubebyggede grunde, som kommer til at betale mere.  

De ovennævnte 204 td. land ubebygget areal i landdistriktet, som nu kun svarer skat med 2.000 kr., men efter den nuværende grundtakst ‰ burde svare 12.848 kr., vil, når grundværdiskatten bliver 6,4 ‰ komme til at betale 18.273, altså endnu yderligere 5.425 kr. Og med en grundværdiskat af 1 1/3 % blev deres skattebyrde 38.069 kr. Tilbøjeligheden til at sælge ville derved stige meget stærkt, og bebyggelsen af disse arealer ville fremmes. 

Spørgsmålet bliver da nærmest det, om der er mulighed for et sådant stærkt forøget byggeri. Kan man vente tilflytning af så mange mennesker? Det drejer sig her ikke om, hvorvidt en så stor forøgelse af Københavns og Frederiksbergs indbyggertal kan ventes, at der bliver brug for så mange nye huse, men om man kan bygge så billigt og dog så rummeligt, at man kan lede den strøm, der går bort fra de centrale kvarterers tætpakkede beboelse, og som nu søger til landkommuner i omegnen, ud til et sådant distrikt, og muligvis gøre denne strøm stærkere. Men det afhænger blot af bebyggelsen. For store sammenstuvede lejekaserner og smalle gader er der ingen synderlig fremtid i landdistriktet, men for en åben, venlig og lys bebyggelse er der udmærkede vilkår. Ved de meningsløse beskatningsforhold, som nu findes, unddrager man ikke blot kommunen hvert år en ganske anselig skatteindtægt, men man støtter 32 mennesker, så det bliver lettere for dem i forventning om en fremtidig stor personlig gevinst at spærre for den bebyggelse, som der for tiden er brug for, og som ville være den hele kommune til umådelig gavn. Strømmen bort fra bycentrene går nu udenom Frederiksberg til andre kommuner. 

At en forøget bebyggelse og en større folkemængde ville være til kommunens gavn, synes ikke let at betvivle. Og dog må det spørgsmål rejses, hvorledes kommunen skal klare sig, når dens udgifter pr. indbygger stiger stærkere end dens indtægter pr. indbygger. Jo folkerigere “kommunen” bliver, desto fattigere vil kommunekassen også blive. Dette er den absurde følge af det nu beskyttede jordmonopol. 

Her er det, vi stilles overfor det store fremtidsproblem at sikre kommunens kasse de værdier, den selv skaber, så fremtidig den stigning af grundværdierne, det forøgede liv, den større trafik og den større handel skaber, tilfalder kommunekassen og ikke nogle få private. Samtidig rykker det spørgsmål nærmere, om man ikke lidt efter lidt kan afløse de personlige skatter med en grundværdiskat, på samme måde som skatten på bygninger overvæltes på grunden. 

Hvad en værdistigningsskat ville betyde for kommunen er let nok at se. Hvor stor værdistigningen vil blive i fremtiden, er ikke godt at sige, men så længe kommunen er i vækst, vil den fortsættes om end måske efter en beskednere skala end i de sidste 20 år, hvor værdistigningen har været indtil 200 %. Går man ud fra denne værdistigning af c. 100 % i de næste 10 år eller 9,8 % årlig, vil det sige, at kommunens grundværdier ville være voksede med 114,9 mio. i løbet af 10 år, hvilket ville betyde en forøget indtægt for kommunen af mellem 2 og 4 millioner, alt eftersom den nøjedes med at tage halvdelen af hvad der rettelig tilkommer den eller tog det hele.  

At en værdistigningsskat ikke træder nogen berettiget privat interesse for nær, har vi ovenfor påvist. For de ovennævnte 32 grundejere i landdistriktet vil den betyde, at det ikke betaler sig så godt for dem at vente med at sælge, til deres grunde stiger til 2½ kr. pr. kv. alen. Vi så, at en sådan prisstigning ville betyde en vinding af 4¼ mio. ud over, hvad grundene nu ville kunne indbringe til 1 kr. pr. kv. alen. At betale en årlig jævnt voksende værdistigningsskat af indtil 2 % eller 4 % af 4½ mio. (85.000 eller 170.000) i stedet for at inkassere renten af de c. 3 mio., grundene nu kan sælges for, vil i ethvert tilfælde ikke være fristende. Skulle ejerne alligevel finde deres fordel ved det, så har offentligheden ikke længere nogen grund til at gøre indsigelse.  

Ved en normal tilvækst ville kommunen på sit nuværende skattegrundlag få et budget om en halv snes år, hvis udgiftsside var 6½ mio., men hvis indtægtsside kun blev 4,7 mio. og det endda kun ved at regne med en jævn vækst af personskatten fra de nuværende 11 kr. 88 til 12 kr. 83 pr. individ. Skulle dette deficit dækkes ligeligt af grundtakst og personskat, fordrede dette et ekstra tillæg af 2 ½ ‰ til grundtaksten, så denne blev 7 5/6 ‰ i stedet for de nuværende 4½ ‰ og et tillæg af 7 kr. pr. individ, så personskatten blev 19 kr. 83 i stedet for de nuværende 11,88. Derimod ville værdistigningens 2 ‰ af 114,9 mio. rigelig dække det hele deficit, så man endda kunne undlade at lade personskatten stige ud over den nuværende højde 11 kr. 88 pr. individ. Samtidig kunne bygningsskatten være afløst af grundværdiskatten. 

Af disse forhold i en enkelt kommune lærer man, at de nuværende forhold giver nogle ganske få et monopol, som ikke blot sætter dem i stand til at standse en kommunes naturlige udvikling og gøre denne ujævn og mere sammentrængt, men endda belønner dem for disse ulykker ved at gøre det muligt for dem at erhverve formuer, der har deres kilde i kommunens vækst, og ikke i noget som helst arbejde fra ejernes side, men som alligevel ikke kommer denne til gode. Derved bliver kommunens økonomiske stilling trykket, jo rigere livet bliver i den, desto fattigere bliver fælleskassens midler. Midlet til at afhjælpe disse sørgelige tilstande er en gennemførelse af princippet hver mand sin ret, når kommunen får lov at tage sit, kan hver borger få lov at beholde sit. Bevarer de enkelte deres juridiske ret til at tage udbyttet af kommunens vækst og udviklingsarbejde, så må de arbejdende borgere, lejerne og de almindelige husejere ikke blot gå glip af deres andel i dette almindelige udbytte, men endog betale deres andel af det deficit, kommunen får, ved at nogle få beholder de millioner, kommunen burde have haft. 

Slutning. 

Det er således en ganske bestemt linje fremad, demokratiets politik vil have at følge. Ved siden af denne linje i den økonomiske politik betyder alle mere eller mindre velvillige foranstaltninger for småfolk overmåde lidt. Det er retten, den lige ret for alle, der tiltrænges, og ikke forsøg på at lappe den uret, monopolerne anstifter. Det er ikke min mening, at de muligheder og de overgangsled, den fremtidige løsning af det økonomiske skattespørgsmål kan få at arbejde med, skulle være udtømt i det foregående. Men jeg mener, at ved siden af den linje, jeg har angivet, bort fra monopolerne hen imod hævdelsen af lige ret for alle, gives der ingen demokratisk politik.  

For at formindske de vanskeligheder, denne politik i rigeligt mål vil støde på, er det nødvendigt, at alle, som vil den vej, står sammen. På den enkelte person ligger der i sådanne afgørende landsanliggender kun en ganske forsvindende vægt. Det er urimeligt at tro, at en enkelt mand skulle evne at føre landets regerende vælgerbefolkning ad andre veje end den, denne selv finder stemmende med sine interesser og sine frihedsidealer. Det er derfor på intet punkt af nogen nævneværdig betydning at fortabe sig i gisninger om I. C. Christensens større eller mindre oprigtighed og mulige udemokratiske hensigter. Det er vælgerbefolkningens opfattelse af de foranstaltninger, der træffes, som har nogen vægt. At denne vælgerbefolkning skulle have tabt sit frihedsideal, foreligger der, når man ser ganske objektivt på sagen, intet vidnesbyrd om. Der foreligger kun et ønske om at gå frem ad i små skridt, når de store ikke kan gøres uden at sætte landets fred på spil. 

Jeg ser da ikke rettere, end at den modsætning, som har vist sig mellem reformvenstre og de radikale, ikke bunder dybere end i et forskelligt skøn over det tempo, i hvilket fremmarchen er mulig, men ikke i en uenighed om denne fremgangs retning. Ved tidernes gunst har imidlertid denne forskel i skøn affødt en bitterhed, som synes at skille dybere end de principielle modsætninger, som til den ene side skiller venstre fra højre, til den anden side fra socialdemokratiet. Det er vanskeligt at sige, om venstres samfundsopfattelse til syvende og sidst står længst fra højres monopolbeskyttede overklassesamfund eller fra socialdemokratiets statskontrollerede udbyttefordeling. Venstres drøm er at skabe et frit samfund, hvor hverken staten eller private kan berøve en mand det fulde udbytte af hans arbejde. 

Der kræves da, for at demokratiets politik skal komme i leje, en forsoning mellem venstres to fløje. Ikke en forsoning med knæfald på den ene side og absolution på den anden, men en sådan, som er følgen af, at man hører og prøver hinandens grunde. Den ærlighed, som hver af parterne lægger ind i deres demokratiske politik, får ingen rigtig art, når den ikke først og fremmest viser sig i den rolige og objektive behandling af sagerne og af de bevæggrunde og synsmåder, der leder modparten. 

Den nærmeste tid vil på mange måder give anledning for demokratisk sindelag til at vise sin styrke. Den nye valglov har skabt et politisk grundlag, som kunne være bedre, men hvis bærevidde ikke er prøvet. Det kommer an på enigheden i demokratiet, om det skal kunne hævde sin overvægt overfor den privilegerede valgret; men er det enigt, vil dette efter al sandsynlighed også lykkes. Dernæst vil vilkårene for vort forsvarsvæsen blive afgjort. Her gælder det først og fremmest, at ikke politiske dogmer af den ene eller anden art kommer til at føre det store ord, men at en koldblodig og åben drøftelse af fædrelandets vel bliver det bestemmende. Den ordning, som da viser sig at stemme bedst med folkeflertallets ønske, dets indsigt og dets instinkter, bør også de, som ikke er overbevist om dens værdi, godkende som afgørende. Løses denne sag i bittert og ufordrageligt sammenstød mellem dogmatiske principper, som mindre har deres rod i politisk sindelag end i en tilfældig historisk situation, så vil demokratiet som helhed stå svagere rustet til den afgørende ordning af vort økonomiske liv. Det gælder her to ting, som i og for sig ikke behøvede at falde sammen. Det gælder om at få standset den rivende vækst af kravene til de offentlige midler, som truer med at undergrave vort lands finansielle stilling og gøre skattebyrden for de bærende erhverv, særlig landbruget, alt for knugende; og det gælder om at skaffe hver mand i alt fald et godt stykke mere af hans ret til det fulde udbytte af sit arbejde og give de økonomiske monopoler det dødsstød, som de politiske monopoler fik ved grundloven.  

Ved at gå frem ad den vej, som i de foregående undersøgelser er skitseret, vil man nå begge dele på engang. Den store opmærksomhed, som i de sidste år har samlet sig om jordværdiskatten og skaffet denne tanke tilhængere i alle kredse af vort demokrati, viser, hvor stærk forbindelsen er mellem demokratiets politiske krav og vort lands økonomiske trivsel. At gøre ret og at kræve ret vil her som altid vise sig at være både det værdigste og det klogeste.