Kampen imod kapitalmonopolerne
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 3, 1976
af Peter Birch Sørensen

Debatindlæg af Peter Birch Sørensen, holdt på Henry George Foreningens møde om formiddagen den 10. april 1976 på Omegnens Fritidshaveforenings aktivitetscenter Kvistgård Hovedgård.

______________

Blandt dem, der finder den nuværende fordeling af indkomster og formue uretfærdig, er det en udbredt opfattelse, at det er kapitalmonopolerne, der er hovedårsagen til uligheden.
Kun få har øje for jordmonopolets betydning.

Danske Georgister står i øjeblikket overfor følgende valg:

Vi kan enten vælge at betragte dem, der opfatter kapitalmonopolerne som den egentlige fjende, som håbløst naive, og ude af stand til at gennemskue de økonomiske sammenhænge, eller vi kan ærligt og fordomsfrit undersøge snakken om kapitalmonopolerne, uden på forhånd at udelukke, at deres betydning måske er større, end vi hidtil har antaget.

Vælger vi det første alternativ, vil vi med sikkerhed isolere os stadigt mere fra andre politiske grupperinger og kritisk indstillede medborgere, og vi vil få stadigt sværere ved at hverve tilhængere, især vanskeligt blandt unge.

Vælger vi derimod det andet alternativ, kan vi måske få gang i en dialog med omverden, skabe nye kontaktflader udadtil, skabe større interesse om foreningen, og eventuelt få tag i nogle af de unge.

Initiativtagerne til dette møde har valgt det første alternativ, men inden vi går videre, må vi for at undgå begrebsforvirring definere begrebet KAPITAL = formue, der bruges i produktionens og omsætningens tjeneste, og MONOPOL = den markedssituation, der gælder for den producent eller handlende, der er ene om at udbyde eller aftage pågældende ydelse.

Hvorfor er et monopol uønskeligt?

Fordi det sætter monopolisten i stand til enerådigt at bestemme størrelsen af den samlede omsætning på markedet, hvorved han selv kan bestemme prisen. Samtidigt medfører den manglende konkurrence, at monopolistens produkt måske ikke er så godt, som det kunne være blevet.

Når forbrugerne således udnyttes, samtidig med at monopolproducenterne hjemtager usædvanligt høje profitter, opstår økonomisk og dermed social ulighed.

Endnu hersker der kun få rene monopoler i klassisk forstand, selvom deres antal er voksende.

Betegnelsen monopolist bruges imidlertid også mere upræcist, om en producent, der er så stor, at han i meget væsentlig grad kan påvirke handelsbetingelserne i sit marked, eller eventuelt sammen med ganske få andre producenter tilnærmelsesvis kontrollerer markedet.

Denne situation er ligesom den rene monopolsituation uheldig. Når der kun er få producenter på markedet, bliver en aktiv priskonkurrence for farlig for producenterne; en priskrig vil reducere alles indtjening og kan eventuelt true flere producenters eksistens. Priskonkurrence afløses derfor ofte af mere subtile former for konkurrence f.eks. af den såkaldte produktudvikling, der i mange tilfælde betyder, at den ene ligegyldige og teknisk overflødige duppedit afløses af en anden måske endnu mere ligegyldig dippedut.

Drager forbrugerne værdien af sådanne nyskabelser i tvivl, sker det ofte, at den enkelte producent ved hjælp af massiv reklameindsats – en tredje konkurrenceform – forsøger at overbevise ham om det fortræffelige ved det nye produkt.

Den første situation, hvor ganske få store virksomheder dominerer et marked betegnes et oligopol. Den oligopolistiske markedssituation er almindeligt forekommende indenfor industrien. De største oligopolister i dag er de såkaldte multinationale selskaber. Disse har visse fordele i forhold til selskaber, der kun opererer på nationalt plan: De har bedre muligheder for at drive valutaspekulation, de kan udnytte forskelle i de forskellige landes skattelovgivning og lign.; ligeledes står de stærkt overfor fagforeningerne, der ikke i samme grad har formået at organisere sig internationalt.

Det er velkendt, at de fleste multinationale selskaber vokser sig stadigt større og stærkere. Visse fremtidsforskere hævder, at omkring 1980 vil 200 multinationale selskaber sidde på 70-80% af verdens produktionsapparat. Disse tal skal nok tages med et væsentligt forbehold, men det er helt klart, at hvis fremtidens kapitalkoncentration bliver blot tilnærmelsesvis så stærk, så vil tidligere tiders frie konkurrence og frie initiativ ikke kunne opretholdes.

Det er også klart, at en fortsat monopolisering vil trække i retning af stigende ulighed, og det må understreges, at en koncentration af ovennævnte størrelsesorden langt overstiger, hvad der er nødvendigt for at opnå tekniske stordriftsfordele.

Jeg vil altså hævde, at der indenfor store dele af erhvervslivet, såvel nationalt som internationalt, sker en stadig koncentration af kapital, og dermed af økonomisk magt, og jeg vil hævde, at denne tendens er uønskelig.

Udviklingen bør ikke overraske os. Henry George forudser den klart i Samfundets livsspørgsmål. Som primær årsag til koncentrationen peger han på den tekniske udvikling, og den deraf følgende tendens til stordrift. George anser udviklingen hen imod stordrift for uafvendelig, men maner til agtpågivenhed overfor stordriftens sociale konsekvenser: Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi organiserer stordriften, maskinerne skal være vore hjælpere og ikke vore herrer!

I dag er kapitalkoncentrationen i mange tilfælde gået langt videre end hensynet til de tekniske stordriftsfordele kan retfærdiggøre. Kapitalmagten overlever, selvom et firma går dårligt. Nu om dage organiseres monopolkapital i konglomerater = økonomisk sammenknytning af firmaer eller koncerner indenfor vidt forskellige erhvervsbrancher, f.eks. skibsbygning, bank, forsikring, kemisk industri, konsumvarer, m.m.

Kapitalmonopolerne driver egen forskning, og løser egne patenter eller køber andres patenter, og er altid forrest, når det gælder om at erhverve viden og sikre sig rettigheder (= monopoler). Et eksempel er en koncern som ITI, der har interesser i de mest forskelligartede brancher spændende rundt over hele kloden.

Det hævdes ofte i georgistiske kredse, at vi ikke behøver at bekymre os så meget om kapitalmonopolerne eller de tilnærmelsesvise monopoler, som vi her har kaldt oligopoler.

I modsætning til jordmonopolet er kapitalmonopolet nemlig ikke evigtvarende, siges det, og der kan da også gives eksempler på monopoler, der er blevet brudt eller er gået fallit. Heroverfor bør anføres to ting: for det første kan et monopol udmærket gøre tilstrækkelig skade i sin levetid, selvom det ikke varer evigt; og for det andet er der eksempler på, at monopoler har kunnet bevares også under ændrede teknologiske vilkår.

Vi har set, hvorledes visse selskaber, der besidder en hel eller delvis monopolstilling, selv udvikler et alternativt produkt, som ellers kunne bryde deres monopol, hvorefter de patenterer det nye produkt og undlader at benytte det, samtidig med at de forhindrer andre i at markedsføre produktet.

Vi har også set, hvorledes de multinationale olieselskaber, hvis tilnærmelsesvise monopol på energiforsyning ville blive truet af en udvidet anvendelse af atomkraft, har opkøbt en meget stor del af verdens kendte uranreserve.

Hvorledes vil nu de traditionelle georgistiske reformer som fuld grundskyld og frihandel berøre kapitalmonopolerne?

Det er åbenlyst, at mange multinationale selskaber baserer deres magtstilling på kontrol over strategiske råstoffer.

Disse selskabers magt vil naturligvis blive helt eller delvist brudt ved indførelse af fuld grundskyld og eventuel samfundsovertagelse af råstofkilderne. Det er også klart, at fuld grundskyld vil skabe lige konkurrencevilkår mellem virksomheder på gode og dårlige grunde og dermed modvirke koncentrationstendenserne, ligesom global frihandel vil styrke konkurrencen og dermed modvirke monopolisering.

Alligevel vil der under et system med fuld grundskyld og frihandel kunne opstå monopoler. Henry George gør selv opmærksom på dette forhold i Samfundets livsspørgsmål hvor han peger på tendensen til stigende koncentration i takt med den tekniske og økonomiske udvikling. Som bekendt veg George ikke tilbage for at kræve socialisering i tilfælde, hvor monopoler ikke effektivt kunne udslettes ad anden vej.

Jeg finder, at socialisering i visse tilfælde kan være yderst berettiget, men jeg er dog ikke blind for, at socialisering kan indebære en fare for ineffektivitet og bureaukrati.

Jeg har i det foregående forsøgt ved spredte eksempler at give et indtryk af de problemer som eksistensen af monopoler og oligopoler kan give anledning til. Problemerne er mangeartede, og jeg kan derfor ikke tilbyde nogen patentløsning.

Selvom socialisering i visse tilfælde er nødvendigt, er det langt fra altid den bedste løsning; om end jeg betragter det som naivt at tro på socialisering som et universalmiddel, betragter jeg det på den anden side også naivt at tro, at grundskyld og frihandel alene vil kunne standse monopoliserings­tendenserne, og dermed afskaffe uligheden.

Hvis blot georgister kan blive enige så langt, tror jeg også vi kan finde frem til de rigtige midler imod kapitalmonopolerne.

***

Peter Birch Sørensen resumerede: Henry George Foreningens situation er vanskelig, fordi de opinionsdannende ikke interesserer sig for en selvstændig betragtning af jordmonopolet, som i øvrigt er et udtryk, som kun få forstår.

1. B. S. påstår, at det er danske georgisters fejl, at de har underprioriteret kapitalmonopolbekæmpelsen, når realiteten er den, at vi fjerner os fra den markedssituation, hvori fri konkurrence råder, idet der bliver stadigt færre virksomheder, og der er en tendens til sammenslutning af disse i gigantforetagender.

Efter oplægget takkede Edvard Hougaard, idet han gav foredragsholderen ret i, at Henry George Foreningen burde gale mere op.

Referat af den efterfølgende diskussionen er ikke medtaget