Severin Christensen: Jordskyldens rette anvendelse I og II 
fra tidsskriftet RET, jan. og feb. 1911

Jordskyldens rette anvendelse – I

Den gængse politiske opfattelse, ikke mindst blandt socialdemokrater og radikale går ud på, at statsmagten har en ubetinget – også etisk – pligt til efter behag at konfiskere større eller mindre dele af borgernes ejendom til statsformål. Blot ordet statsformål nævnes, bøjer man sig i hellig ærefrygt og finder sig uden knurren og kritik i de mest åbenlyse ejendomskrænkelser fra regeringens side.

Imod denne opfattelse er der i nutiden i grunden kun én bevægelse, der har stillet sig i målbevidst opposition, nemlig georgismen, der for første gang i historien drager et skarpt skel imellem det, der rettelig tilhører det offentlige – og det, der rettelig tilhører den enkelte, og som derfor ikke under noget som helst påskud må beslaglægges af nogen som helst, end ikke af staten. Dermed har georgismen tillige taget stilling til et problem, der i det forgangne århundrede beskæftigede så mange politiske og nationaløkonomiske forfattere: hvorvidt der i det hele taget gives nogen grænse for statsmagtens indgriben på det individuelle område. Og den har, i al fald på det nævnte punkt, peget på, hvor denne grænse ligger.

De liberale er, som konsekvens af deres velfærds- og udjævningsteorier, ikke veget tilbage for at angribe folkets privatejendom på den mest krænkende måde. De brugte “den lange nøgle” uden skrupler over, hvem der havde ret til de værdier, der under navn af skatter beslaglagdes; man havde kun sans for det ene: at finde, hvor de var.

Socialdemokraterne har forlængst forenet sig med de mest aristokratiske tilhængere af den uindskrænkede suverænmagt om rent ud at benægte, at der overhovedet gives en grænse for statsmagtens indgriben. Når i tidligere tider en suveræn monark kunne slå sig for sit bryst og udbryde: staten – det er mig! – så gentager socialdemokratiet denne sætning, blot med den ret uvæsentlige ændring, at det ved “mig” mener det øjeblikkelige parlamentariske flertal. Socialdemokratiets teoretikere har aldrig nogensinde indladt sig på en moralsk drøftelse af denne magtfaktors beføjelse til at gribe ind på alle mulige individuelle områder; de har end ikke gjort det mindste tilløb til at opsøge grænsen mellem offentligt og individuelt.

På dette punkt gør Henry Georges samfundslære en indsats af afgørende betydning. Den drager sin klare og bestemte linie imellem, hvad det er tilladeligt for staten at tilegne sig, og hvad den må give afkald på. Og idet den ud fra etiske retsprincipper forkaster alle direkte og indirekte skatter som ejendomskrænkelser og kun tillader statsmagten at inddrage, hvad den som det almenes repræsentant har tilgode, nemlig afgifter af alle særrettigheder, er det øjensynligt, at den allerede derved tilsigter en ganske væsentlig indskrænkning i statens magtområde og en betydelig simplifikation af statsmagtens funktioner.

Hvad tilvejebringelsen af midlerne til statsmagtens førelse angår er således al ønskelig klarhed bragt til veje for dem, der i disse forhold overhovedet vil lade sig lede af retsprincipper. Hvad denne side af sagen angår har Henry George, i tilslutning til fysiokraterne, som det synes på endegyldig måde løst det problem om grænserne for statsmagtens berettigede indgriben, som forgængerne forgæves prøvede deres kræfter på.

Vender man sig derimod til spørgsmålet om den rette anvendelse af disse midler, finder man heller ikke hos Henry George en løsning, der er fuldt tilfredsstillende. Man vil straks lægge mærke til, at dette problem åbenbart har ligget i 2. plan i hans tankegang. Hans udtalelser derom er forholdsvis sparsomme og spredte og hans holdning dertil noget vaklende. I Fremskridt og fattigdom siger han, at samfundet, når hans reform er gennemført, vil nærme sig Herbert Spencers forjættede land, hvor regeringen er afskaffet, det vil sige regeringen som ledende og hæmmende magt. Men han tilføjer: “…Samtidig og i samme grad ville det blive muligt for samfundet at virkeliggøre socialismens drøm. Al denne forenkling og indskrænkning af regeringens nuværende funktioner ville gøre det muligt for den at optage visse andre funktioner, som nu stræber efter at anerkendes. Regeringen kunne lige så godt selv overtage telegramforsendelsen som postforsendelsen; den kunne lige så vel bygge og drive jernbaner som anlægge og vedligeholde landeveje … Der ville blive et stort og voksende indtægtsoverskud fra grundværdiskatten til materielle fremskridt, som ville tage fart med stærkt stigende hastighed og stadig vise tendens til at forøge afgiften. Denne indkomst, der opstår af fællesejendommen, kunne anvendes til det almene vel*), således som Spartas indkomster blev anvendte … Vi kunne indrette offentlige bade, museer, biblioteker, haver, forelæsningssale, musik- og danselokaler, teatre, universiteter, tekniske skoler, skydebaner, legepladser, gymnastiksale etc. Varme, lys og drivkraft, såvel som vand, kunne ledes gennem vore gader for offentlig regning; vore veje kunne kantes med frugttræer, opdagere og opfindere belønnes, videnskabelige undersøgelser støttes, og på tusinde måder kunne de offentlige indkomster anvendes til at udklække bestræbelser for det offentlige vel*. Vi skulle nå socialisternes ideal, men ikke gennem regeringstvang”.

*) Fremhævet af mig.

Der kan ikke noksom advares imod, at de, som føler sig overbeviste om, at Henry George en gang for alle har løst spørgsmålet om, hvilke indtægter en statsmagt retmæssigt kan råde over og hvilke ikke, uden kritik slutter sig til disse udtalelser og betragter dem som en væsensbestanddel af hans lære**). Thi det er umiskendeligt, at han i sine skrifter kun har skænket udgiftssiden, spørgsmålet om den rette anvendelse af statsmidlerne, forholdsvis ringe opmærksomhed. Og det lader sig tilmed ikke skjule, at hans udtalelser om denne side af statsopgaverne ikke viger så lidt ud fra de rene og klare retslinier, hvormed han har optrukket billedet af den specielle reform, til hvilken hans navn i særlig grad er knyttet. Sætningen, at fællesejendommen retmæssigt kan anvendes i det almene vels tjeneste (the common benefit), er en ren utilitarisk sætning (en sætning lånt fra velfærdsmoralen) og må med den anvendelse, George giver den, absolut opfattes som utilitarisk ment. Herefter skulle det være forsvarligt at anvende fællesejendommen til alle slags nyttige og ønskelige formål, til alle de formål, der kunne tjene til at realisere “socialisternes idealer”.

**) Forøvrigt er der vel næppe megen sandsynlighed for, at man vil få georgister af samme dogmatiske støbning, som socialdemokraterne har i deres marxister. Thi george-tilhængere må efter hele bevægelsens natur formodes at være mere individualistisk anlagte og derfor mere kritisk årvågne.

Men dette ville stride imod retmæssighedens love. Ifølge disse kan fællesejendom kun anvendes til fællesopgavers fremme, ikke til ting, som nogle skønner er nyttige eller behagelige, eller som er af uhyre forskellig værdi for de forskellige mennesker. Hvad værdi har f.eks. teatre, musik- eller danselokaler for mennesker med pietistiske anskuelser? Kan det da være forsvarligt at bruge af den fælles ejendom til slige formål?

George foretager med andre ord ikke den nødvendige begrebssondring mellem interesser, der kun berører nogle – måske de fleste – og interesser, alle i lige grad har tilfælles. Kun til disse sidste er det berettiget at anvende fællesformuen.

Den, der vil forsøge at tegne et helt og fuldt billede af retsstaten i alle dens virksomheder og funktioner, kan derfor ikke blive stående ved, hvad Henry George direkte har doceret, men må gå videre på egen hånd. Spørgsmålet om statsmidlernes tilvejebringelse har han løst og bygget løsningen på den solidest mulige grundvold, retfærdighedens.

Hvem kan bebrejde ham, at der gives andre problemer, han har måttet lade ligge, eller dog kun antydningsvis strejfet? –

Men skal disse spørgsmål derfor ligge uløste hen?

Man kan høre tilhængere af jordretsreformen udtale, at udgiftssiden egentlig ikke vedkommer georgismen, og at georgister kan have hvilke som helst meninger om fællesformuens anvendelse, det lyster dem, uden at det ville stride imod læren. Det er rigtigt, forsåvidt man derved appellerer til, hvad George selv offentlig har fremsat derom. Men det er grundfalsk, hvis man bygger sine meninger på hans bærende ideer og tager konsekvensen af dem. Thi hvis man anerkender, at retsideen og respekten for retmæssig ejendomsfordeling er de grundpiller, hvorpå han opfører sin samfundsreform, og som han atter og atter søger sit udgangspunkt i, mon det da ville være i hans ånd, om man lod hånt om disse principper, når det gælder behandlingen af sådanne politiske problemer, som han ikke nåede at løse, men som ikke desmindre skal og må løses, bl.a. fordi de ligger i lige linie med hans forudsætninger?

Hvad er det nemlig inderst inde, Henry George vil? – Det er naturligvis altid en særegen sag at udtale sig om, hvad et menneske “inderstinde vil”, når man ikke kan godtgøre det ved bestemte henvisninger til trykte eller mundtlige udtalelser; og det er måske bedre at formulere spørgsmålet således: hvori udmunder det retfærdighedskrav, han med så stor en kraft rejste?

Det kan siges med ganske få ord: ikke just, at “staten” skal indsamle en grundskyld – det ville ikke være nogen stor etisk bedrift – thi hvem er staten? Mon det da var hans mening, at disse midler skulle stilles til disposition for hvem som helst, der tilranede sig en magt i staten, enten det så var en enkeltmand eller et flertal, og at de indsamlede midler skulle bruges til hvad som helst, disse fandt for godt at bruge dem til? Utænkeligt. Heller ikke heri ville det være muligt at se noget retfærdighedsværk. – Nej, skal jordskyldens inddragelse få nogen som helst etisk betydning, må den kun kunne ske med det udtrykkelige formål, at den skal tilbage igen til sine rette ejere, altså tilbage til det almene, til opgaver, alle er lige interesserede i.

Uden denne tilføjelse er reformen kun halv, ja næppe engang halv. Dette er en sag, som georgister langtfra synes at være klare over; de tror at arbejde tappert i retfærdighedens tjeneste, blot de har anvist, hvor pengene skal tages fra. Men staten har jo ingen ret til uden videre at tage, ja end ikke til at tage grundskyld, hvis den ikke samtidig begrunder sin hensigt med at tage. Og den eneste retmæssige hensigt, der findes, må angives således: værdierne af visse særfordele indsamles af en centralmagt, fordi dette er den eneste måde, hvorpå de kan komme tilbage til sine rette ejermænd; da alle i lige grad ejer disse værdier, kan de altså kun anvendes til formål, alle på forhånd kan antages lige interesserede i, nemlig de nødvendige fællesopgaver.

Kernen i jordretten kan dog umulig være, at nogle mennesker får ret til at betale en vis sum; pointet er, at vi alle har ret til at fordre, at de goder, der opnås for de indsamlede værdier, er af en sådan art, at de nødvendigvis må komme alle i lige grad til nytte.

Det vil heraf ses, at georgister ikke kan undgå at tage stilling til et eneste af de praktisk-politiske spørgsmål. Thi dette ville just være at skyde sagens egentlige kernepunkt fra sig. Såvist som jordskylden aldrig lader sig fyldestgørende begrunde eller i længden vil formå at vinde almindelig tilslutning, hvis den ikke ses som led i en etisk helhedsopfattelse, en retsopfattelse, der omspænder alle livets fænomener, så lidt kan man som tilhænger af denne reform skyde problemet om udgiftssiden fra sig eller fortrøste sig til at løse de herhen hørende spørgsmål efter subjektivt forgodtbefindende eller gamle partistandpunkter. Og det bærende princip, retsprincippet, er heller ikke så fattigt, at det skulle lade os i stikken netop på det brændende punkt.

Nej, alle formålene må gennemgås, et for et, både retsreform, forsvarsspørgsmål, skolespørgsmål, sociale spørgsmål, og hvad de alle hedder. Og der må tages stilling, vel at mærke motiveret stilling. Der må for hver enkelts vedkommende træffes afgørelse af, om det er et fællesformål eller et særformål.

Men førend dette kan ske, må man skaffe sig fuld klarhed over, hvad der i det hele taget må forstås ved begrebet fællesformål. Herom i en følgende artikel.

Severin Christensen

---

Jordskyldens rette anvendelse – II

I 
C. Traps: Grundrids af finansvidenskaben læser man: 
»Ingen enkelt skat ville være i stand til at dække nutidens uhyre statsudgifter«.

Man studser uvilkårlig over denne sætning, thi den synes at gå ud fra, at »nutidens uhyre statsudgifter« er en uangribelig, blindt voksende lavine, som samfundet passivt har at lade sig begrave i uden at kunne gribe ind. Hvis dette virkelig var så; hvis man ikke havde faste principper at stille op imod de krav, der fra alle sider rettes til stats- og kommunekasserne*), ja, da har Trap ret i, at en »enkeltskat« ikke var stort bevendt. 

* I Storbritanien er udgifterne til de egentlige kulturformål fra 1817-1880 steget til det 50-dobbelte, og i Danmark er alene kulturministeriets udgifter fra 1870 til det sidste tre-år steget til over det 12-dobbelte.

Men heldigvis har vi et sådant princip i retsprincippet. Og det påbyder kort og godt: fællesejendommen må kun anvendes til fællesopgaver. Hvad det gælder om er altså at få begrebet fællesopgaver så nøjagtigt bestemt som muligt; det er løsenet for enhver etisk betragtning af det offentlige liv.

De livsgoder, der kan opnås i et samfund, lader sig sondre i to grupper, hver med sine væsensejendommeligheder, nemlig: 1) de for ethvert samfund absolut nødvendige fællesgoder, som er grundlæggende for selve samfundslivet, og som alle og enhver væsentlig må omfatte med den samme forhåndsinteresse; hvis tilsidesættelse alle og enhver i det arbejdende samfund i væsentlig samme grad ville føle som et dræbende slag for samlivet; og til hvis væsentligste fortrin det hører at stå til fri disposition, nårsomhelst det måtte behøves, og således at ingen andens interesse derved trædes for nær. Og på den anden side: 2) de mere eller mindre behagelige eller ønskværdige goder, som borgerne attrår og udnytter i ganske forskellig grad, alt efter deres forskellige individuelle behov og de særlige vilkår, de har valgt at leve under, og som, hvis de stod til almindelig fri disposition, ville tilføre de enkelte borgere positive ydelser af ganske forskellig værdi, svarende til den individuelt bestemte brug, de måtte gøre af dem.

Hvis man godkender, at der findes en sådan væsensforskel mellem livsgoderne, og at kun den første gruppe fortjener navn af virkelige fællesgoder, vil det næste skridt være at fastslå, at det kun er til opgaver af denne art, at fællesejendommen retmæssig kan benyttes; thi fællesejendommen har alle borgerne nøjagtig lige andel i. Hvis de har indbetalt forskellige beløb til kassen, ved vi, at det – såfremt det er sket efter retsstatens principper – kun er, fordi de har nydt tilsvarende fordele.

Indtil videre forekommer det mig at være hovedsagen at blive enig om en sådan almindelig bestemmelse af begrebet fællesopgave. Hvis man derfra ville gå videre og detaljeret søge at påvise hvilke enkelte opgaver, der falder ind under den ene eller den anden af disse rubrikker, fællesopgaverne eller særopgaverne, er det ikke sikkert, at enigheden ville bevares. Det modsatte er snarere det sikre; og det må indrømmes, at afgørelsen i enkelte grænsetilfælde kan være svær. I al fald ville det kræve en så udførlig begrundelse, at det umuligt kan ske i et par artikler, og må derfor opsættes til en anden lejlighed.**) Hovedsagen er foreløbig at man er fast besluttet på ikke at fravige selve grundsætningen og at denne bliver rigtigt og nøjagtigt fortolket. Kun vil det måske være rettest at nævne nogle få eksempler til yderligere belysning af sagen.

**) I en i løbet af foråret udkommende bog Retsstaten vil forf. mere udførligt behandle disse forhold.

  Til den første gruppe af opgaver, fællesopgaverne, må henregnes f.eks. retsbeskyttelse, forsorg for de umyndige og almene færdselsveje. Under den anden gruppe falder agerbrug og kvægavl, fiskeri industri og håndværk, teatre, kunst, religion, kulturopgaver af enhver art; da alle disse ting hviler på særinteresser, er det uberettiget at støtte dem med fælleskassens midler.

Man kunne herimod indvende: retsbeskyttelse nyder dog ikke alle i lige grad fordelen af – den, der tit overfaldes eller bestjæles eller idelig fører proces, har mere fordel af den end andre, der ikke direkte benytter sig af den.

Men ligeså lidt som det kan siges at være en positiv fordel at blive bestjålet, ligeså lidt bliver den hjælp, retsbeskyttelsen her yder, af positiv art; thi at få sit eget tilbage, er ikke nogen positiv fordel; noget lignende gælder for den procesførendes vedkommende; en ideel retspleje vil ikke tilføre ham noget positivt udbytte af en proces. Men dette er tilmed ikke hovedsagen. Retsbeskyttelsens væsentligste rolle er den hvilende magt, hvormed den under rolige forhold virker, og denne har alle i lige grad fordel af.

På samme måde er hovedfærdselsveje fællesgoder, thi de står i lige grad åbne for alle, uden at staten derved giver den ene nogen væsentlig positiv fordel fremfor den anden. Dette ville f.eks. ikke kunne siges om fri gasforsyning, hvis man antog, at en stat eller kommune ydede en sådan; thi her ville brugen medføre en direkte ydelse fra statens eller kommunens side, som i form af en positiv fordel ville komme nogle borgere til gode i ganske særlig grad; og i samme grad ville de øvrige forfordeles.

Hvis denne sondring imellem hvad der er behageligt for et mindretal eller et flertal og hvad der på forhånd kan anses for en ligelig interesse for alle ikke gøres så eftertrykkeligt som muligt, vil der ingen ende være på de »goder«, man vil kunne finde det hensigtsmæssigt at belemre statskassen med. Fri kogegas eller telefon i hvert et hus! Javist lyder det besnærende; det ville utvivlsomt være store behageligheder, måske endog for de fleste mennesker – kun ikke for dem, der kun bruger små mængder gas og sjældent en telefon. Mod dem ville det være uret.

Men naturligvis bør det indrømmes, at grænsen i enkelte bestemte tilfælde kan være vanskelig nok at drage. At den må sættes etsteds indenfor livsgodernes store område, derom er dog selv de videstgående velfærdsmoralister og de ødsleste politikere enige. Skal ikke alt bero på personlige luner og sympatier eller mere eller mindre nødvendige indrømmelser til vælgernes partiegoisme eller på hensynet til »de lokale forholde«; skal statsopgavernes mængde ikke lavineagtigt svulme op, kan delingslinien næppe drages efter andre grundsætninger, end dem, der ovenfor er skitseret.

Grundsætninger som disse danner utvivlsomt et afgjort brud med de gængse forestillinger om statens væsen og dens opgaver. Idet man opstiller fællesinteresserne i den her forklarede betydning som det eneste retmæssige formål for en statsmagt, må man være klar over, at dette indeholder en uhyre begrænsning af statens magt og virkefelt, samtidig med at den på de enkelte nødvendige fællesområder bliver i stand til at fungere fuldkomnere end hidtil. Modsætningen til fællesinteresserne er særejeinteresserne, de individuelle afgrænsede ejendomsområder, som staten bør respektere. Statens grænse er der, hvor den enkelte kan godtgøre en særret – og alt hvad staten har med særrettighederne at gøre er deres regulering. Men denne regulering fra oven – om fornødent med magt – er ganske vist også nødvendig; uden den ville selve den trygge besiddelse af særeje falde sammen til en illusion.

I denne afgrænsende funktion, den mellem-individuelle regulering, har staten sin vigtigste opgave; her har den en virksomhed, der er væsensforskellig såvel fra alt individuelt selvarbejde som fra al individuel hjælp. Enhver hjælp udover dette, såvidt mulig at skaffe og betrygge enhver sit, vil enten blive personlig, altså partisk, eller illusorisk (hvis staten nemlig ville opkræve mere end der behøves til ejendomsbeskyttelsen i den tro at kunne yde alle sine borgere en positiv fordel). Et tredje gives ikke.

Hvis tilhængerne af jordskyldens inddragelse ikke tilegner sig dette syn på fællesopgaver og særopgaver, frygter jeg for, at de må melde pas overfor den uhyrlige sætning, som indleder denne artikel, »at ingen enkelt skat vil være i stand til at dække nutidens uhyre statsudgifter.« Det eneste fornuftige svar må jo være: »Jo, thi vi er selv herre over at afgøre, hvad der skal forstås ved statsudgifter.« Men i samme øjeblik må man også have svar på rede hånd til dem, der spørger om, efter hvilke principper denne afgørelse skal træffes.

Iøvrigt har – selvfølgelig – Henry George selv tydeligt nok indset, at jordskyldens inddragelse som isoleret faktum ikke er tilstrækkelig garanti for folkets frihed og ret. Disse artikler har kun beskæftiget sig med statsopgavernes art, og det viste sig, at selv om George ikke her anviste en fuldt gyldig løsning, skænkede han dog denne side af sagen sin opmærksomhed. Men der er et forhold til, som ikke tør lades ude af betragtning, når det gælder rettens betryggelse, nemlig statsmagtens rette organisation. At denne sags løsning er i intim forbindelse med georgismens hovedtanke, derfor borger os flere direkte udtalelser af Henry George. I Fremskridt og fattigdom siger han f.eks. : »Ja, selv tilegnelsen af jordrenten til offentlige øjemed … bliver, når den politiske magt falder i hænderne på en enkelt klasse, ensbetydende med ejendomsret over jorden for denne herskerklasse.« Og i Samfundsspørgsmål: »For at hindre styrelsen fra at blive korrupt og tyrannisk, burde dens organisation og virkemåde være så enkel som mulig og dens funktioner indskrænkes til dem, som er nødvendige for den offentlige velfærd, … Vejen til reform ligger i det mindste på den ene side i simplifikation.« Han henleder fremdeles tanken på, at der gennem forbedring af vore valgmåder kan gøres meget for at indskrænke misbrugene ved partivæsnet og gøre valget til et sandt udtryk for vælgernes vilje. Han slutter med: »Jeg kan kun kortelig hentyde til disse ting, skønt de i sig selv fortjener megen opmærksomhed.«

Hvorom alting er, man skal i al fald ikke kunne påberåbe sig Henry George, hvis man vil påberåbe sig den opfattelse, at man som georgist udelukkende har at bekymre sig om jordrentens inddragelse og i øvrigt lade fiolen sørge og politikerne rumstere.

Ganske vist er der noget, som hedder tingenes naturlige konsekvens. Hermed mener jeg i denne sammenhæng, at selv om jordrentens inddragelse iværksættes som en ganske isoleret reform, ville selve dette faktum til en vis grad tvinge folk til at tænke. I det øjeblik, det står befolkningen klart, at statsmidlerne er alles ejendom, da de blot hidrører fra hvad der i forvejen var deres, vil kravet om en anvendelse som den, jeg ovenfor har skitseret, sandsynligvis melde sig af sig selv. Som skatterne nu er indrettede, er der adskillige, der måske med rette kan mene at da så mange af statsindtægterne er frugten af deres slid og særlige dygtighed, kan de kræve særlige hensyn ved finanslovens fordelinger.

Men selv om den rette opfattelse af statsmidlernes anvendelse altså nok vil dukke op af sig selv, bagefter, er det dog ikke værd at slå sig til ro dermed. Det er ikke overflødigt i forvejen at være klar over hvilke retningslinier, der skal følges. Thi der er ingen tvivl om, at særinteresserne, egoismen og magtstræbet på den ene side og den misforståede humanitet og almissepolitik på den anden side altid vil være så stærkt på færde. At hvis der ikke i tide er oparbejdet faste viljer og faste principper til at stå imod, vil folkets ejendomsret – trods jordskyldens inddragelse – meget let kunne kompromitteres.