af Peter Birch Sørensen
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 2, 1975

I. Hvad forstås ved “Frihed” og “Lighed”

Hvor ofte har man ikke hørt politikerne af forskellig observans, ikke bare såkaldte “liberalister”, men også socialister hævde, at deres endemål er et samfund af frie og lige mennesker. Alle politikere erklærer, at de arbejder for menneskets frigørelse og imod dets udnyttelse. Uenigheden opstår, når de skal til at præcisere indholdet af begreberne “Frihed” og “Lighed”, og når de skal afgøre, hvilke midler der skal tages i anvendelse for opnåelsen af disse høje mål.

Lad os derfor, i et forsøg på at rydde den megen begrebs forvirring af vejen, prøve at udskille forskelle og lighedspunkter mellem de tre store “ismer”: Liberalismen, socialismen og georgismen.

II Den konservative liberalismes selvmodsigelser

Først må vi have afklaret, hvad der her menes med “liberalismen”. Hermed mener jeg i denne sammenhæng den form for konservatisme, som i dette land bl.a. praktiseres af partiet Venstre, Danmarks “liberale” parti. Jeg vil i det følgende tillade mig at benævne denne politiske retning “den konservative liberalisme”.

Ifølge den konservative liberalisme er det en forudsætning for enkeltindividernes økonomiske frihed, at “den private ejendomsret” bevares. Den konservative liberalisme forholder sig imidlertid desværre helt ukritisk til det gængse ejendomsretsbegreb; den skelner ikke imellem ejendomsret til jord og ejendomsret til arbejdsskabte formuegoder. Den kan ikke eller vil ikke indse de urimelige konsekvenser af privat jordejendomsret, men mener tværtimod, at netop den private jordejendomsret er den helligste og mest ukrænkelige form for ejendomsret.

Den konservative liberalisme ynder at gøre sig til fortaler for enkeltindividernes frihed og ligestilling. Den har dog aldrig gjort sig klart, at en forudsætning for reel politisk frihed og lighed er reel økonomiske frihed og lighed. En forklaring herpå kan være, at den konservative liberalisme mener, vi stort set ikke kan opnå større økonomisk frihed og lighed end den, der hersker under de nuværende samfundsforhold. Meget tyder på, at den konservative liberalisme er af denne opfattelse.

Visse konservative liberalister ynder at udtale sig i stærke vendinger mod “monopoler”. I praksis skrider den konservative liberalisme dog ikke ind over for den tiltagende monopolisering; ja, ofte fremmer den direkte monopoliseringen ved at gå ind for indførelse af diverse protektionistiske foranstaltninger.

Andre konservative liberalister fører sig åbent frem over for offentligheden som “kristne mennesker”. Man må derfor gå ud fra, at disse personer mener, at jorden, ligesom menneskene, er skabt af Gud, og at jorden og naturrigdommene er Guds gave til os. Ikke desto mindre mener de konservative liberalister altså ikke, at jorden er menneskenes fælles ejendom.

Den konservative liberalisme rummer med andre ord visse selvmodsigelser. Det er næppe uretfærdigt overfor denne politiske ideologi at hævde, at den betragter det bestående samfund som noget nær den bedste af alle verdener. Man kan derfor spørge sig selv, om den konservative liberalisme overhovedet fortjener betegnelsen liberalisme.

III. Den revolutionære socialismes svaghedspunkter

I skarp modsætning. til den konservative liberalisme står socialismen. Socialismen trives i mange afskygninger; jeg vil her ved socialisme forstå den revolutionære eller såkaldte “videnskabelige” socialisme.

Den revolutionære socialisme erkender, at menneskenes fuldstændige frigørelse forudsætter deres økonomiske frigørelse. Det “borgerligt kapitalistiske” samfund er hyklerisk, fordi det påstår, at der hersker politisk frihed og ligestilling, mens realiteten er, at en samfundsklasse, arbejderne, udbyttes af en anden klasse, kapitalisterne. Udbytningen består ifølge den revolutionære socialisme i, at kapitalisterne i kraft af deres ejendomsret til produktionsmidlerne tilegner sig en del af det produktionsudbytte, som udelukkende skabes af arbejderne. Afskaffelsen af udbytningen og arbejdernes frigørelse må derfor ske ved, at arbejderne overtager “produktionsmidlerne”. Dette må gennemføres ad ekstra­parlamentarisk vej, evt. ved revolution, idet det eksisterende parlament i realiteten blot er et redskab for “kapitalen”.

Den revolutionære socialisme skelner altså ikke mellem produktionsmidlerne “jord” og “kapital”. Den overser, eller tillægger det ikke nogen betydning, at kapital er forgængelig og arbejdsskabt, mens jorden er uforgængelig og gudsskabt; at kapitalmængden kan forøges ved produktion og indskrænkes ved slid og forældelse, mens mængden af jord er konstant og hverken kan reproduceres eller slides op; den overser, at kapital i større mængder ikke er nødvendig for enhver produktion (omend den kan forøge arbejdets produktivitet), mens adgangen til jord er en fundamental betingelse for at kunne starte en hvilken som helst produktion. Jord er for den revolutionære socialisme blot en særlig form for “kapital”.

Udover at den revolutionære socialisme ønsker den private ejendomsret, som den anser for grundårsagen til al udbytning, fuldstændigt afskaffet, ønsker den også markedsmekanismen erstattet af en total planlægning af produktion og forbrug. Der er flere årsager til, at den revolutionære socialisme indtager dette standpunkt. For det første påpeger den, at markedsmekanismen indenfor visse monopoliserede brancher virker ineffektivt, eller medfører udnyttelse af forbrugerne. For det andet fremføres det, at markedsmekanismen ikke tager “sociale” hensyn; den tager ikke hensyn til de enkelte forbrugeres købedygtighed. Så længe goderne ikke forefindes i ubegrænset mængde, må der ske en eller anden form for rationering af dem. Markedsprisen virker som en sådan rationering. Dens funktion er at begrænse efterspørgslen, således at kun de forbrugere, der kan og vil betale markedsprisen kan få del i det pågældende gode. Den revolutionære socialisme finder altså, at denne form for rationering i mange tilfælde ikke er tilstrækkelig “social”. For det tredje betragtes det “profitmotiv” og de rentabilitetshensyn, som er nært knyttede til markedsmekanismen, som nærmest umoralske og ude af stand til at sikre, at produktionen på langt sigt tilrettelægges efter forbrugernes “virkelige” behov. For det fjerde er den revolutionære socialisme bundet af et politisk/moralsk (men ikke “videnskabeligt”) dogme gående ud på, at en vares “værdi” udelukkende bestemmes af den i varen nedfældede arbejdsindsats. De varepriser, som etableres ved et samspil mellem udbud og efterspørgsel, er derfor ikke “rigtige”, idet de ofte ikke afspejler varens “virkelige værdi”.

I praksis er det endnu ikke lykkedes den revolutionære socialisme på overbevisende måde at godtgøre, at den koordinering af produktion og forbrug, som i vort samfund varetages af markedsmekanismen, kan erstattes effektivt af en totalplanlægning. Dertil kommer, at den centralisering, som totalplanlægningen nødvendigvis fører med sig, ofte danner basis for fremkomsten af en ny herskende klasse af bureaukrater.

Den revolutionære socialisme indeholder altså visse svaghedspunkter, dels fordi den ikke klart erkender de fundamentale forskelle mellem produktionsfaktorerne “jord” og “kapital” og derfor heller ikke klart gennemskuer, hvad der forårsager udbytningen, dels fordi den som regel vægrer sig ved at prædike voldsanvendelse, mens den på den anden side ikke ønsker at gennemføre sine mål ad de sædvanlige parlamentariske kanaler, og endelig fordi den ikke har givet overbevisende konkrete anvisninger på, hvorledes man i et højtudviklet samfund kan erstatte markedsmekanismen med totalplanlægning, uden at konsekvensen bliver bureaukrati og centralisme.

IV. Alternativet: Georgismen

Som et alternativ til de to nævnte “ismer” står georgismen

Georgismen er enig med den revolutionære socialisme i, at der under de eksisterende samfundsforhold sker en udbytning af de arbejdende; at den såkaldte “frie” arbejder i økonomisk henseende er ufri. Georgismen medgiver også den revolutionære socialisme, at udbytningen i visse tilfælde kan bevirke sådanne uligheder, at det politiske demokrati bliver et skindemokrati, der infiltreres og korrumperes af den pengemagt, som ønsker status quo bevaret.

Men hvor den revolutionære socialisme hævder, at udbytningen er en følge af den private ejendomsret til kapitalapparatet, mener georgismen, at udbytningen skyldes, at jorden, som vi alle skal leve og arbejde på, gøres til nogle menneskers særejendom. I kraft af denne uretfærdighed sættes jordejerne i stand til at afkræve de arbejdende afgifter for adgangen til den livsnødvendige jord. Da jorden ikke kan reproduceres, bliver den en stadig mere knap produktionsfaktor, efterhånden som samfundet udvikler sig, hvilket sætter jordejerne i stand til at opnå stadigt stigende andel i det arbejdsskabte produktionsudbytte.

På overfladen ser det måske ud, som om det er kapitalisterne, der er den udbyttende klasse, men dette skyldes, at kapitalisterne og jordejerne oftest er de samme personer. Den magt, kapitalisten tilsyneladende har, beror på, at arbejderne tvinges til at konkurrere med hinanden om at få arbejde, fordi adgangen til jorden er dem spærret. Når al anvendelig jord er optaget eller den ledige jord for dyr for arbejderen at anskaffe sig, har han ingen anden mulighed end at tilbyde sin arbejdskraft til andre.

Som følge af denne måde at anskue tingene på mener georgismen, at udbytningen afskaffes, ved at vi afskaffer den private jordejendomsret.

Georgismen ser dog helt klart, at også dannelsen af kapitalmonopoler medfører uligheder og udbytning. Nogle kapitalmonopoler opstår direkte med basis i jordmonopolet, mens andre opstår som følge af den teknologiske udvikling (stordriften medfører koncentration af produktionen på få virksomheder), og atter andre fremkommer i ly af told og handelsrestriktioner. Georgismen erkender altså, at markedsmekanismen i visse tilfælde, nemlig hvor produktionen er monopoliseret, medfører urimelige fordele for producenten på forbrugerens bekostning. På områder, hvor der hersker fri konkurrence, ønsker georgismen ikke markedsmekanismen erstattet af nogen form for planlægning, men hvor der er monopol, kræver georgismen socialisering eller fuld offentlig regulering. For at modvirke monopoldannelser kræver georgismen ligeledes alle toldmure og andre handelsskranker nedbrudt til fordel for frihandelen.

Det vil ses, at georgismens indhold er en kompromisløs monopolbekæmpelse. Man kunne derfor mene, at georgismen er den eneste konsekvente form for liberalisme. I offentligheden er liberalismen imidlertid blevet identificeret med den politik, som føres i marken af den politiske retning, jeg har kaldt den konservative liberalisme. Lad os derfor fortsat, både over for hinanden og overfor andre, vedblive med at kalde Henry George’s lære for georgisme.

V. Georgismens handicap

Georgismen har ikke vundet samme udbredelse som den konservative liberalisme og den revolutionære socialisme. Forklaringen herpå er ligetil. Den konservative liberalisme appellerer til de besiddende og de, der tror de har interesser til fælles med de besiddende. Dette har altid, i hvert fald til et vist punkt, været klog og udbytterig politik. Den revolutionære socialisme henvender sig udelukkende til en bestemt befolkningsgruppe, hvis interesser den hævder at ville fremme. Den appellerer ikke til abstrakte retfærdigheds- eller moralbegreber: “Det er magt vi vil, og ikke retfærdighed eller barmhjertelighed”, udtaler den revolutionære socialismes fader (Karl Marx). Den revolutionære socialismes mål lader sig uden større vanskeligheder formulere i letforståelige, populære slagord og fraser. Den revolutionære socialisme appellerer med andre ord på en slagkraftig måde til uforsonligheden og kampinstinkterne. Også dette har altid vist sig at vække genklang.

Georgismen, derimod, henvender sig ikke til en enkelt befolkningsgruppe eller snævre særinteresser, men til alle, der vil slå et slag for større retfærdighed. Georgismen appellerer til menneskenes etiske sans; den prædiker ikke revolution, men argumenterer på demokratisk vis. Georgismens økonomi og etik lader sig ikke med samme lethed som andre “ismer” udmønte i enkle slagord og fraser, bl.a. fordi forståelsen for georgismen kræver fordomsfrihed og brud på mange velaccepterede dogmer.

Georgismen er på mange måder handicappet i forhold til andre politiske bevægelser. Men dens tilhængere giver ikke op af den grund. De fortsætter kampen.