af Severin Christensen
fra tidsskriftet RET, nr 3-4 og 5-6, 1913
“I skulle ikke gøre uret i dommen, i længdemålet, i vægten og i hulmålet. Rette vægtskåler, rette vægtstene, ret Epha og ret Hin skulle I have.”
Således lød det til Israels børn for flere tusind år siden i 3. Mosebogs 19-36. Og begrundelsen? Ja, den lød således : “Thi jeg er Herren eders Gud. Som udførte eder af Ægyptens land?”
Dermed var sagen klar, ingen tvivl mulig. Den gud, fra hvem disse formaninger kom, havde udført så mange gode gerninger for israelitterne at man trygt kunde tage hans ord til følge uden at spørge hvorfor.
Denne autoritetstro på Israels gud har i nutiden for største delen mistet sin magt over menneskesindet. Spørgsmålet for os er da, om de nævnte regler har mistet deres mening samtidig med at den religiøse begrundelse er bortfaldet.
Hvis retfærdighedsidéen, det princip at give enhver sit, at afveje ydet og modydet nøjagtigt kun hang i denne ene tråd, troen på, at det direkte hidrørte fra en nationalgud, hvem man på forhånd bøjer sig for og respekterer da ville denne ide den dag i dag betyde noget lignende for os som alle disse forskrifter om, hvorledes fjælene til tabernaklet skulle se ud og lignende ting, som man påtræffer i tusindvis side om side med den. Den ville med andre ord være gledet ganske ud af bevidstheden og måske kun erindres af nogle få rabbinere og rettroende,
Men således forholder det sig ikke. Lignende forskrifter fandtes i Ægypten hvor israelitterne kan have lært dem at kende. Ægypterne havde i deres hieroglyffer betegnet retfærdigheden med deres enhedsmål, albuemålet. Og undersøger man sagen nærmere, vil man finde, at reglen om at yde retfærdig gengæld findes hele jorden over, hos de mest forskellige nationer og på de mest ulige kulturtrin, og overalt nyder en ganske særlig agtelse.
Dette fænomen ville være utænkeligt, dersom forskriften blot havde sin rod i en enkelt begrænset religion eller hang sammen med en bestemt nations særlige livsforhold og traditioner. Går man til bunds i sagen, vil man da også opdage, at loven om retfærdig gengæld er en social naturlov, der gælder og må gælde for alt socialt samkvem mellem mennesker, hvem ikke særlige bånd, familiebånd, venskabsbånd o.lign. knytter sammen. Den må opstå som følge af disse to menneskelige fornødenheder: trang til samarbejde med tryghed i samlivet og uvilje mod at lide tab. Forenes disse to interesser til én må der som resultat opstå: retfærdigt vederlag for modtagne ydelser. Den tvivl er det handelssamkvemmet, der allermest har bidraget til i denne henseende at være menneskehedens læremester. Man har nylig fundet nogle gamle forelæsninger af den berømte nationaløkonom Adam Smith om dette emne. Han siger deri: “Hvor som helst handel indføres i et andet land, følger retskaffenhed og punktlighed altid med. En købmand er bange for at miste sit omdømme og er samvittighedsfuld i at opfylde enhver forpligtelse. Når en person indgår 20 kontrakter om dagen, kan han ikke vinde så meget ved at prøve på at narre sine naboer, som den blotte formodning om et snyderi ville lade ham tabe.”
Medens det ikke kan nægtes, at der rundt om i samfundene findes en vis respekt for retfærdighedens grundsætninger, er det ejendommeligt at lægge mærke til, hvor lidt tilbøjelige menneskene er til at gennemtænke princippet og føre det ud i sine konsekvenser. I almindelighed vil folk være tilbøjelige til at indrømme rigtigheden af, at enhver har ret til hvad han frembringer, at han kan gøre med det, hvad han vil, og at han har ret til fuldt vederlag for det, hvis han afhænder det.
Men man er ikke nær så villig til at indrømme bagsiden af denne sætning, om man så må sige, – at ingen har ret til uindskrænket at tilegne sig, hvad han ikke frembringer. I denne henseende har næppe nogen tidsalder været så demoraliseret som vor med sin fuldstændig moderne og enestående opfattelse af, at jord og andre naturgoder er noget, den enkelte uhindret og ubegrænset kan tilegne sig uden forpligtelser mod det øvrige samfund.
Her kan det være gavnligt at lade blikket vende tilbage til den gamle lovgiver, som forkyndte hin regel, der indleder denne artikel. Han drog konsekvensen af den tanke, at enhver skal have sit. Han modsatte sig, at nogen enkelt kaldte jorden for sin. Når han taler om jorden, siger han altid: “Jorden, som Herren din Gud betroede dig” eller “Jorden, som Herren lånte dig.” og han søgte i sine love at gennemføre denne tanke, så vidt den tids midler stod til rådighed. Idet han krævede, at hvert 7. år skulle jordens afgrøde føres tilbage til fællesskabet, og at selve jorden skulle omfordeles hvert 50de år, i jubelåret.
Vil nogen for alvor fordybe sig i retfærds-idéerne, kommer man ikke bort fra denne side af sagen. Det er ikke nok at fastslå, hvor det frembragte hører hen, at det nødvendigvis må tilfalde frembringeren. Der må også svar på det spørgsmål, hvor det ikke frembragte rettelig hører hen; og det samme princip må gælde i begge tilfælde.
Men man kan nu spørge: hvad skulle i vor tid bevæge mennesket til at nære nogen særlig interesse for hele denne tankegang? Meget få tror nu til dags, at moselovens forskrifter er direkte diktat fra Sinai bjerg. Det er ganske sandt, det indrømmes villigt, at retfærds-idéen har stor social betydning i almindelighed, men det er kun få mennesker, der interesserer sig for det sociale i al almindelighed, man interesserer sig langt mere for sig selv i særdeleshed; enkelte idealister er der vel, folk, som sværmer for kultur og fremskridt, og som i ingen henseende tæller med. Hos sådanne kan rets-idéen vel nok finde tilhold; men har den ikke nogen solidere basis, synes dens tilværelse i den moderne tid meget lidt betrygget. Hvis den ikke viser sig at have fodfæste i selve det menneskelige sind, kan man kun med stor ængstelse se den autoritative støtte smuldre hen. Det er dette, vi i en følgende artikel skal undersøge.
Jeg vil ikke påstå, at netop Moses’ love om jorden, når hensyn tages til det endelige formål, var de ypperste, som da kunne være udfundne. Moses måtte, som alle skabende statsmænd må, nødvendigvis arbejde med de redskaber, som var ham givne, og det stof, som forefandtes. Endnu mindre vil jeg sige, at de former, som hin tid og folk kunde bruge, egner sig for alle folk og alle tider. Jeg kræver ikke ærbødighed for formerne, men anerkendelse af ånden.
Henry George.
Hvorfor handler vi retfærdigt? – II
“Med hvad mål I måler, skal eder tilmåles! … Alt hvad I ville at menneskene skulle gøre mod eder, det gør I også mod dem; thi sådan er loven og profeterne …“
… og romerne og grækerne og Konfucius og mange andre – kunne der være tilføjet. Lignende snusfornuftige leveregler går igen i mange forskellige folks skrifter. Her er det ikke alene autoriteten, der påberåbes; retfærdigheden anbefales som en forstandig gensidighedsregel; det siges rent ud, at man står sig ved at antage den. Og som sådan har den utvivlsomt gjort indtryk på mange mennesker, der ganske troskyldigt har antaget den som et pålideligt middel til at komme godt frem i verden.
Imidlertid er dette, som de aller klogeste ved, en misforståelse, der helst bør fjernes snarest mulig. Det lader sig aldrig bevise, at retfærdigheden er det bedste middel til at gøre karriere i verden; tværtimod vil mange med held kunne påpege ganske andre mindst lige så virkningsfulde midler. At den har gavnlige sociale virkninger, er ikke det samme som, at den bringer mig eller dig materiel fordel. At antage den som princip ville være dumt, er der mange, som mener. Det lader sig gøre både at trodse den (i det mindste til tider) og at anvende den eller ikke anvende den efter omstændighederne. Og netop dette – at snylte på andres tillid – skal til tider kunne være meget indbringende.
At det retfærdige skulle være det fornuftige, lader der sig ikke føre noget almengyldigt bevis for. En anden sag er det, i hvilken grad det kunne stille sig som fornuftigt for den eller den bestemte person.
Det er let at se, hvilke særlige fordele retfærdig opførsel medfører: tillid, villighed til socialt medarbejde, under forhold, der medfører sikker fordel og ingen tab; tryghed og ro til at udfolde sig som personlighed og følge sine individuelle tilbøjeligheder. Men spørgsmålet er, hvor højt det enkelte menneske vurderer disse formål i forhold til andre interesser: magt, indflydelse, ære, ydre vinding osv. Det eneste, der med sikkerhed kan vides, er at ethvert normalt menneske i nogen grad besidder sans for hine værdier, og at der hos ethvert tænksomt menneske vil bundfælde sig en vurdering af de forskellige formåls betydning for den størst mulige udfoldelse af hans personlighedsliv. Dette er nemlig grundtendensen i ethvert menneskeligt sjæleliv, og de formål, der skønnes at tjene denne tendens bedst, vil for individet komme til at stå som dem, der påkræver hans interesse, som personlighedens krav til ham; et punkt, hvor jeg skalog jeg vilpå en ejendommelig måde falder sammen.
Men der kan ikke på forhånd vides noget om, i hvilken retning disse krav vil gå. En bestemt retning indenfor etikken (den Kant’ske). påstår, at der i ethvert menneskes indre lyder et kategorisk du skal. Og at dette du skalnetop har retfærdighedstanken til mål. Men dette er en påstand, som er ganske ubevislig, eller som rettere sagt modbevises af menneskenes modstridende vidnesbyrd i så henseende. Det er ikke nogen almen sandhed, at personlighedens krav, som ovenfor omtaltes, har denne karakter; det kan lige så kategorisk komme til at gå ud på egoistisk magtstræb som på social hensyntagen – alt eftersom personligheden er til. For en person som Napoleon vil det, at ofre en mængde menneskeliv for at udvide sit magtområde, sandsynligvis være det eneste du skal, han har erfaret.
Alt hvad der med almen gyldighed kan siges er, at der gennemgående hos mennesket findes en udpræget sans for de værdier, retfærdig handlemåde normalt medfører, og som vi ovenfor påpegede, en vis interesse for at blive vist tillid, for at anses som socialt sindet og for uden tab at kunne drage fordel af samlivet med andre. Således at man i tryghed kan hellige sig sine personlige opgaver. Men det vil ikke sige andet og mere, end at rets-idéen har visse naturlige betingelser for at slå rod i det menneskelige sind.
Hos enkelte mennesker vil den overbevisning fæstne sig, at disse værdier betyder så meget i deres tilværelse, at de under ingen omstændigheder vil risikere at miste dem, da de ikke ville kunne tænke sig et tilfredsstillende liv uden dem. Og da de har indset, at en enkelt forsyndelse kan bringe hele formålet i fare, fordi det afhænger af andre menneskers holdning, og fordi tillid netop hviler på troskab og bestandighed, beslutter de, for at sikre sig disse værdier, at tilegne sig det princip at gøre ret og skel i alle forhold, selvom det skulle betyde resignation – og begrænsning på nogle punkter. Sans for sjælelig økonomi vil kunne tilsige dem at købe den sjælelige tryghed og ro for den selv-begrænsning, et princip altid betyder. Men det er givet, at man ikke kan antage et sådant princip uden samtidig at tilstå det ubetinget gyldighed overalt, hvor der kunne komme konflikt mellem hensynet til egen og andres interesse, thi det er just denne grænse, det går ud på at drage.
Fremdeles er det psykologisk muligt, at interessen ved følelsesforskydning kan glide over fra handlingens virkninger: at erhverve sig ry som socialt sindet, at erhverve andre folks tillid osv. – til at blive en interesse for at være social, at gøre sig fortjent til tillid, og dermed over på selve det princip, retfærdighedsprincippet, der er udtryk herfor. Det er så vidt jeg skønner en sådan interesseforskydning, den etiske opdragelse i nogen grad vil kunne bygge på. Først med denne udvikling har rets-tanken fået det fulde tag i personligheden.
– – –
Når man overvejer rets-tankens stilling i det hele, er det nyttigt at gøre sig klart, at man for bestandig må tage afstand fra den forestilling, at det er en idé, der er medfødt, eller som med selvfølgelig dominerende magt hæver sig fra ethvert menneskes bryst. Eller at det skulde være et princip, man ad logisk vej eller ved fornuftmæssige betragtninger over menneskelig velfærd skulle kunne bevæge alle og enhver til at give forrangen. Man må være så nøjsom at fastslå, at det er en gæst, der har et vist tilhold i ethvert menneskesind – mere eller mindre; en gæst, som må kæmpe og trygle om husly, og som mennesket har det i sin magt at vise større eller mindre gæstfrihed. Et kæmpende princip, som stadig må hævde sig overfor andre interesser. Men selvom det for bestandig er svigtet af alle ydre som indre autoriteter, kan det til gengæld bygge på den beskedne, men solide kendsgerning, at det har dybe naturlige rødder i sjælelivet. Ingen garanti, men en kampbasis:
[1]Byen Paris’ våben fremstiller et skib i høj søgang, hvortil slutter sig dette valgsprog: Det gynger vel, men synker ikke.