af godsinspektør S. Berthelsen
fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 33, 1921
Af en tale ved lejerforeningernes delegeretmøde
i Nyborg,  14. august 1921

((Husleje-problemer er ikke noget nyt/pma)) 

Lejerforeningernes store bedrift – deres sikre adkomst til folkets tak – er deres le­deres dygtige arbejde for den gældende hus­lelelov, så mangelfuldt dette nødmiddel i en trang krisetid end er – den lov har dog i nogen grad været et midlertidigt værn for de hundredtusinder lejere mod en jordmono­polismes overgreb, som ellers havde knægtet os alle. Dens værd for os måles bedst, når man – som i Nationaltidende i går ser en monopolist råbe “forbandet” efter den og søge at indbilde læserne, at den har skabt og opretholder bolignøden. Som om lovens op­hævelse nu ville have anden virkning end at løfte grundværdierne yderligere – uden at fremme byggeriet i nogen måde, hvis ikke andet skete. 

Vel sandt: Huslejelovens hæmsko er kun en nødhjælp – og ikke det rette afhjælpnings­middel for bolignøden. Delte er kun grund­skyldsreformen, og også dette kan lejerne – om ej ad anden vej – vide af den frygt, som vore venner grundejerne, nærer for den­ne kommende reform. Mere vel endog end for huslejeloven. 

Der fremgår tydeligt blandt andet af grund­ejerforeningernes nye Horsens-resolution, som vender forholdene på hovedet ved at erklære: 

Ingen grundskvldreform, før huslejeloven er afskaffet! Lad os advare mod denne tarvelige taktik. Thi huslejelovens tryk nedad på huslejen har netop også virket til gavn for husejerne for så vidt, som ejendomsskyld­værdien er holdt nede i samme forhold ved den nye vurdering. 

Derfor vil vi vende sætningen om:

ingen lempelse i huslejeloven, før den gennemførte grundskyldsreform har virket; kastet ledig byggejord (med alle “døde katte”) på mar­kedet til vigende priser. Fritaget byggeriet for alle skatter og told, så det kan tilfredsstille det fulde boligbehov. Eftersom der da er jord, tømmer, sten og andre materialer i ubegræn­set mængde til faldende priser. Når sagen gribes ret an, – thi først da kan huslejeloven ophæves som komplet overflødig! 

Det er den eneste rette sammenhæng mellem huslejespørgsmålet og skattespørgsmålet. 

Og derfor bør lejerbevægelsens ledere være årvågne overfor politikerne – også når nu den nye skattereform toner frem. Også dens karakter er af største vigtighed for lejerne. 

Og tro ikke på, at den juridiske ejendoms­ret krænkes ved de almene indskrænkninger deri. Som lovene pålægger det har selveste professor Matzen i sin tingsret bekræftet, at “ejendomsretten giver kun rådighed over tingen, så vidt som samfundet overhovedet kan tillade det enkelte medlem at råde over den, hvis ikke øjemedet med den bestående formueordning, som er den bedst mulige til­fredsstillelse af alles fornødenheder, skal hin­dres og modvirkes”. Det er en strengt kon­servativ professors ord. 

Og samfundets sunde beståen kræver netop, at dets eneste virksomme bestanddel – lejerne nemlig – sikres den boligret, som under vor breddegrad er den første livsfor­nødenhed. Grundejerne som sådanne kunne for vor skyld leve i udlandet, de tiltrænges ikke til den økonomiske produktion. Men det er derimod lejerfolkets afgifter, som overho­vedet giver ejendommene deres værdi! Hvad var vel den ejendom værd, som kunne boykot­tes af lejerne? 

Og lejerforholdet er derfor i virkeligheden et unaturligt forhold – skabt af storbysyste­mer, som atter skyldes de slette jordlove, som i fortiden drev de frie landboere ind i stæ­derne. Det naturlige forhold – som endnu gælder på landet og i mange små købstæ­der (Rønne, Rudkøbing er udmærkede ekspl.) – er at hver mand ejer eget hus! Og dette sytem bør også lejerforeningerne søge gen­indført i videst mulig udstrækning. Thi først da er vi frie borgere. Når vi kan sige: Mit hus er min borg! Hver mand sit stamhus! 

Når denne gamle jordret for hvermand er blevet tilsidesat og glemt, så storbyens lejer næppe tør drømme om en sådan tilstand, hvad er da årsagen? Svar: At hele vor lov­givning gennem århundreder er skrevet af og administreret af grundejerne, som endnu i dag væsentlig behersker rigsdagen så vel som vore byråd og magistrater. 

Når det ikke er lykkedes trods mange år­tiers arbejde at forny vor forældede bygnings­lovgivning; når vore bygningskommissioner arbejder trægt og uvillige; når vore sundheds­myndigheder ikke vil påtage sig boligtilsynet, og dette ikke ad anden vej kan gennemføres; og når vor hovedstads og købstæders styre ej heller har udnyttet de store kommunale jord­arealer i byggeriets interesse – således som det dog blev anvist dem i 1904 og tidligere, ­hvorved de faktisk i tide kunne have modvirket den bolignød, som nu har fortættet sig til krise – så er årsagen ene og alene den, hvor rigsdag og kommuneråd har været og delvis endnu er så gennemsyret med private grundejerinteresser, at alt hensyn til det store og produktive lejersamfund tilsidesættes. 

Herpå må den store lejerbevægelses le­dere have deres opmærksomhed henvendt, når de vil finde den sande årsag til vore ulykker. 

Vi skal ikke her tale partipolitik, så meget mere som alle de beståaende partier lader næ­sten lige uforstående overfor det foreliggende økonomiske problem. Men lejer-bevægelsens formål er at indvirke på lovgivningsmagten, så der skabes en retfærdig bolig- og skatte­lovgivning. Og derfor må vor bevægelse nød­vendig blive almen politisk. 

Og skulle det derfor vise sig, at intet af de bestående partier vil forstå og gennemføre den store lejerbefolknings retskrav, så kunne det hænde, at det blev nødvendigt for bevæ­gelsens ledere at overveje, om ikke tidspunk­tet måtte være kommet til at skabe en ny og uafhængig politisk organisation, som uden partihensyn kunne gennemføre vore fuldt berettigede krav i lovgivningen. Thi vi kræver jo ikke gaver fra staten eller anden­ mand, men kun retsbeskyttelse for det uund­værlige livsgode, som et sikret hjemsted mod rimelig afgift er – så at det ikke kan berøves os i utide eller fordyres over alle grænser. 

Thi uden denne sikkerhed er vi ikke frie borgere i vort eget land.”