af Sophus Berthelsen
fra tidsskriftet RET, marts 1911

Den ansete og anerkendte leder af Sveriges socialdemokrati, redaktør Hjalmar Branting i Stockholm, har nylig i en artikel ytret, at Henry George tilsigter at ophæve den private ejendomsret til jord, at Henry Georges agitation havde jordens nationalisering til formål, og at Henry Georges middel (en jordrentebeskatning) jo ikke ændrer noget i selve betragtningsmåden af jordreformen.

Tillad mig i sagens og sandhedens interesse at oplyse, at hr. Branting har uret på alle disse tre afgørende punkter.

Henry George tilsigter ikke at ophæve den private ejendomsret til jord, således som dette begreb forstås såvel i Sverige som Danmark. Henry George har udtrykkelig taget afstand fra begrebet »jordens nationalisering«, hvorved kun kan forstås jordens henlæggelse under statens eller dog offentlig myndighed og kontrol. Og Henry Georges forslag om at drage jordrenten i stedet for selve jorden ind under staten, betyder en fuldstændig forandring ikke blot af »betragtningsmåden«, men af hele »jordreformens« væsentlige karakter.

Jeg beder om tilladelse til kortelig at påvise dette i enkeltheder.

   Den »private ejendomsret til jord«, som Henry George kræver ophævet, er den engelske form for ejerskab, nemlig ejeretten til jordrenten (ground-rent). I England er »the landlord« ejer af jorden, fordi han har ret til at oppebære jordrenten – men han er ikke besidder eller indehaver af selve jorden. I Sverige som i Danmark er begrebet ejendomsret derimod ufravigelig knyttet til besiddelsen af selve jorden – medens den, der oppebærer jordrenten, betegnes ved eller dog nærmest svarer til »prioritetshaver«, »obligationsejer« eller »jorddrot«. I England kalder man, med andre ord, den for »ejer« af jorden, som tager først af jordens udbytte. Men her i Norden kalder vi den for »ejer«, som tager sidst af jordens høst, når de andre har taget først. Den »private jordejendomsret«, som Henry George vil ophæve, er derfor den private ret til jordrenten, men ikke den nordiske private ejendomsret til jordbesiddelsen.

Havde Henry George kendt til nordiske sprog og den ad historisk vej fremståede, ret indviklede sprogbrug for ordet »ejendomsret« i de forskellige lande, så ville han (det viser hans nærmere forklaring af reformen på andre steder i hans store bog) have advaret mod en direkte oversættelse til andre sprog af hans pågældende engelske udtryk. Og han ville da uden betænkelighed have godkendt den i de nordiske lande bestående form for »privat ejendomsret til jord«.

Thi såvel efter svensk som efter dansk lov og ret bliver begrebet »ejendomsret« til jord defineret som »retten til udelukkende at råde over selve jorden, men med udtrykkeligt forbehold af det offentliges ret til beskatning af jorden eller dens værdi efter ligelige normer. Nordisk lov og ret erkender således på forhånd statens beskatningsret som gående forud for ejerens ret. Og når dette erkendes, er Henry George tilfredsstillet og vil ikke angribe sådan »privat ejendomsret til jord«.

I et berømt foredrag i England afviste Henry George udtrykkelig og direkte ordet »jordnationalisering« som en fuldstændig vildledende betegnelse for den reform, han tilstræbte. Han ønsker ikke, at loven skal direkte forandre jordbesiddelsesforholdene. Når en mand ejer vidtstrakte jordområder, og han af disse svarer den fulde jordrente til almenheden, ganske som om mange småbrug fandtes på jordstykket, så vil Henry George ikke tillade noget indgreb mod denne stordrift eller dette stor brug. Thi dette beviser sin eksistensberettigelse derigennem, at det fuldt ud er ligestillet i offentlige pligter med andre jordbrug. Henry George udvider end ikke på noget punkt den bestående ekspropriationsret.

Ad denne vej opnår Henry George-demokratiet at lede »jordreformen« ind på en gammel og kendt vej: beskatningsvejen, som på forhånd ligger åben og som alle jordejere i Norden er velkendte med – samtidig med at vi ikke krænker den dybe følelse af ret til jordbesiddelsen, som er bondestanden i norden og overalt hellig og ærværdig.

Men derved undgås netop det, som Hjalmar Branting med rette frygter, nemlig at vi mod reformen skulle samle en kompakt modstand af alle »besiddende samfundsklasser«. Og vi opnår tillige det, som hr. B. tvivler om: vi går frem efter »den mindste modstands naturlov«.

Ved at gå skattevejen, jævnt og roligt, bliver Henry Georges venner så godt som uimodståelige, fordi de anvender konservative kampmidler mod selve konservatismen. Henry George følger den gode regel, som altid fører til sejr: nye reformer i gamle former!

Af det foregående vil fremgå, at Henry Georges krav om det offentliges overtagelse af jordrenten – i stedet for jorden, betyder en fuldstændig strømkæntring i demokratiets jordreformkrav over hele verden. Thi derigennem forandres det offentliges rolle fra en aktiv driftsleders  til en passiv rentetagers! Staten opgiver derved normalt kravet om selv at være jordbruger, husbygger, arbejdsordner og lønfordeler, og overlader disse aktive gøremål til de private selv (– bortset fra særskilte udsondrede statsfunktioner, og da optræder staten selv som privat entreprenør og under konkurrencens lov ligesom andre (private) driftsherrer, og uden at anvende sin statsmagt).

Men hvad staten i et georgistisk samfund beholder i sin hånd er den passive, men tillige den vigtigste regulerende rolle som jordrenteopkræver; og hvad et sådant samfund ikke vil kunne tillade, er at denne passive del af jordejendomsretten (jordrenten eller monopolrenten i videre forstand) vederlagsfrit tilflyder nogen privat mand, som derved ville blive indehaver af et stykke statsmagt – overfor andre borgere.

Hvorledes denne Henry Georges verdensreform vil umuliggøre ethvert privatmonopol og privatherredømme over folket – hvorledes den vil sænke priserne på jord, varer, hus og alle fornødenheder, men højne prisen på mennesker (daglønnen); hvorledes den derved vil formindske og efterhånden umuliggøre privat og offentlig udsugning af arbejdere i det hele – det skal jeg ikke her komme nærmere ind på, så meget mindre, som enhver sikkert selv kan drage denne udviklingslinie, når først de ovennævnte faste udgangspunkter haves.

Jeg har kun ønsket en gang for alle at påpege overfor den svenske almenhed, at hr. Hjalmar Branting er hildet i en besynderlig misforståelse af, hvad Henry George, hans lære og hans meningsfæller i Sverige som overalt på jorden virkelig kræver gennemført.

Og såfremt denne misforståelse er en af hovedårsagerne til at bl.a. de svenske arbejdere hidtil ikke har forstået Henry George eller villet optage jordværdiafgiften på deres program, så synes det mig at være på tiden, at denne misforståelse bliver opklaret.

Høng, den 6. Marts 1911