Henry Georges livssyn
af C. N. Starcke
fra Økonomisk frigørelse
Oscar Fraenckel & Co 1920

I. Arbejde og nydelse.

Den uhyre spænding, som i vore dage fremkaldes ved modsætningen mellem rigdom og fattigdom, er mindre et udtryk for den ulige adgang til livsnydelse, der er fattigdommens følge, end for den hæmning af virketrang, den medfører. Det er i langt mindre grad misundelsen over at se, hvilke nydelser der står den rige åben, som ophidser den fattige, hvem disse nydelser er nægtede, end det er den hæmmede arbejdsdrift, der volder ham lidelser og dybt lader ham føle uretfærdigheden i de sociale tilstande.

Rigdom giver adgang til, og er vel som regel også frugten af virksomhed, at være med i mange foretagender, sætte i gang, ordne og beherske, det er det, som dybest karakteriserer rigdomslivet. Fattigdom er det uhyre begrænsede virksomhedsområde, afmagt, betydningsløshed af ens meninger og planer. Den rige overklasse lever under et højtryk af energiudfoldelse, tanker, planer og handlinger, der berører mange menneskers skæbne. Den fattige underklasse derimod lever under en stadig pinlig følelse af tanketomhed. Arbejdet taber for denne klasse sin glæde og forvandler sig til slid, fordi det ikke fanger tankerne. Dette skyldes ikke arbejdets mekaniske, ensformige og udstykkede karakter, men alene den omstændighed, at det ingen spændvidde har.

Mange kan finde denne opfattelse urimelig. Det er så almindeligt at søge kilden til den sociale uro i den forskellige adgang til nydelse, de forskellige befolkningslag har. Det, hvorom mennesker drømmer, mener de fleste, er et Arkadien, hvor den største sum af nydelser står til alles rådighed med et minimum af anstrengelse. Men man tænke sig blot et sådant Arkadien virkeliggjort, og man ville straks blive klar over, hvor kedsommeligt det måtte være. “Mennesket, sagde Kant, vil fred, men naturen forstår det bedre, den vil strid”. Verner von Heidenstamm lader hans Alienus blive gud og skabe en verden, der er et Arkadien uden drift og strid med evig nydelse. Ved at betragte sit værk, føler denne menneskegud en dyb tilfredshed, men kun en stakket stund. “Hela första dagen jublade Alienus Deus med de andra. Men mot den andra dagens afton förde han oförmodat handen over ansiktet … Alienus Deus gäspade”.

Alt hvad vi ved om menneskets natur stempler denne drøm om en fuld, nydende lykke som en falsk drøm. Mennesket er virksomhed. Kun de syge er dovne. For den sunde er uvirksomhed en lidelse. Men til virksomheden kræves der ideer, som skaber opgaver, og udsigt til at løse disse opgaver. Den, der arbejder for sig selv, må have håb om derved at kunne sikre sig sin eksistens. Den, der arbejder for almene, sociale opgaver, må kunne tro på, at verden bliver bedre at leve i.

Der er kun ringe anledning til at fordybe sig i en filosofisk udredning af, hvorledes dette forhold stiller sig i spørgsmålet om arbejdet og nydelsens forhold til lykken. Men for ens stilling til den sociale spænding bliver det af afgørende betydning, om man lægger hovedvægten på arbejdstrangen eller nydelsestrangen. Hele udformningen af den sociale reformstræben får en forskellig karakter, eftersom man leder den ud fra det ene eller det andet synspunkt. At den sociale spænding er opstået, skyldes ganske bestemte naturlige og historiske årsager, og ingen menneskelig ide af den ene eller anden art kan hindre, at den opstår, når disse årsager er til stede. Vore ideer er for så vidt ganske afmægtige, og historien går sin gang uafhængig af dem. Men den måde, hvorpå vi griber ind i denne sociale naturproces, er helt og holdent bestemt af vore ideer. Som vi overfor naturen kan nå helt forskellige resultater, eftersom vi handler ud fra det ene eller andet sæt af forestillinger, vil vi også nå ganske forskellige sociale resultater, eftersom vort sociale arbejde ledes af den ene eller anden ide. Handler vi ud fra den forestilling, at det er nydelsestrangen, som skaber spændingen imellem rig og fattig, vil vi gribe til helt andre foranstaltninger for at fjerne den, end når vi går ud fra, at det er hæmmet virksomhedstrang, som er spændingens kilde. Er den forestilling, vi lader os lede af, urigtig, så vil resultatet blive, at vi skaber forvirring, ulykke og tilbagegang i stedet for orden, lykke og fremgang.

Henry George er ubetinget behersket af den forestilling, at det er den hæmmede virketrang, der skaber den sociale spænding. Det er ikke savnet, som forkrøbler den fattige, men håbløsheden i hans slid. Henry Georges sociale program er fattigdommens afskaffelse, fordi al virksomhed må bæres af håb om at nå noget. Men han udmaler sig ikke en arkadisk tilstand, hvor fattigdommen er forsvundet, men en tid, hvor fattigdom ikke er nødvendig. Alle hans sociale drømme samler sig om en fremtid, hvor ethvert unaturligt bånd på virksomhed er løst, hvor menneskets virketrang ingen hindring møder. Fattigdommens forsvinden er for ham kun tegnet på, at man har grebet til de rigtige midler for at udløse den sociale spænding. Henry Georges virkelige program er arbejdets frigørelse.

Han står derfor i så dyb en modsætning til Karl Marx, med hvem han har målestokken, fattigdommens afskaffelse fælles. Socialdemokratiet ser nemlig kilden til den sociale spænding i den utilfredsstillede nydelsestrang, og dets sociale program er derfor ikke arbejdets frigørelse, men arbejdets formindskelse gennem dets organisation.

Mellem Henry George og Karl Marx står kampen. Alle andre sociale reformbestræbelser er kun ubestemte mellemformer. Modsætningen mellem Henry George og Karl Marx bunder i en ganske forskellig opfattelse af menneskelivets bevægende kræfter. Derfor får de en så forskellig vurdering af, hvad der udgør forskellen mellem godt og ondt. Det vil være af interesse at lade denne modsætning træde frem i al sin skarphed. Men min hovedopgave må blive at give et billede af, hvori Henry Georges moralske anskuelser bestod, og hvorledes de blev til i ham.

II. Henry George finder sit livsmål.

Henry George var amerikaner. Menneskerettighederne hvilede fra uafhængighedskrigens tid over det amerikanske samfund. “Vi betragter disse sandheder som selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres Skaber har fået visse ukrænkelige rettigheder, at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke, at styreformerne er indrettede blandt mennesker for at sikre disse rettigheder …”

Det amerikanske folk dannede sig under livsvilkår, der hos nybyggerne skabte den højeste vurdering af individets selvhjulpethed, kraft og foretagsomhed. I sin skildring af det amerikanske demokrati lagde Tocquevilles ikke skjul på dets svage sider, og på Henry Georges tid trådte disse såre stærkt frem. “Folket”, siger han, “stemmer stadig; men folket er ved at tabe sin magt. Penge og organisation gør sig mere og mere gældende ved valgene.” Men trods alle svagheder stod dette demokrati også for Tocquevilles som en udstråling af den guddommelige forsynsvilje og som brændpunktet for folkets stærkeste vilje. Inkarnationen af dette frie folks tænkemåde blev Abraham Lincoln. Det var på den tid, Henry George modnedes til mand.

Den store kamp mellem Lincoln og Douglas i 1858 om konstitutionens retsvirkning og om slavespørgsmålet gav genlyd over hele unionen. Lincoln lod sig ikke rokke fra dette, at en god ting er god, og en ond ting ond. Mellem dem er intet mæglingsforsøg muligt. Man kan ikke ved noget hensigtsmæssighedshensyn eller nogen spidsfindighed forsvare indrømmelser, der udvisker forskellen. Er det gode godt, har man ikke lov at ofre det. Er det onde ondt, har det intet krav at stille. Og her var kravet klart. Slaveriet er et onde, ikke fordi negeren i alt er den hvide mands lige, men fordi han som menneske har samme ret som enhver anden til at spise det brød, han selv har frembragt. Slaveriets dom er fældet af uafhængighedserklæringens principper. Slaveriet består deri, at herren kan sige: du skal arbejde, og jeg skal nyde frugten af dit arbejde. Uden personlig brod mod slaveejerne førte Lincoln sit angreb mod slaveriet, så det blev et slag for det evige retsprincip, en kamp for menneskeheden, løftet op over tids og steds omstændigheder, en kamp, der, som han selv sagde, ville bevare sin betydning, efter at både hans egen og Douglas tunge var forstummet.

I Henry George genlyder denne kamp. Stærkt betoner han den værdi, det har haft for fristaterne, at man kæmpede kampen om slaveriet til ende uden at købe sig fred med slaveejerne. Borgerkrigens tab af blod og penge var ikke for dyr en betaling for de moralske værdier, den klare løsning bragte. Selv hævder Henry George på samme urokkelige og værdige måde, at der ikke kan være tale om, at folket skal give jordrenteejerne erstatning. Man kan slå en streg over fortiden; men man kan ikke på engang erkende, at privatbesiddelsen af jordrenten er tyveri, og samtidig gå ind på at betale, for at dette tyveriprivilegium skal høre op. Alle halve forholdsregler går på akkord med uretten og bliver unyttige og skadelige.

Negeren er vor lige i de alle mennesker tilkommende rettigheder. Men samtidig med ubetinget at anerkende dette gjorde Lincoln ganske bestemt indsigelse mod at anerkende negerens lighed med den hvide også i alle andre henseender. Han erklærede at ville stemme mod enhver lov, der ville tillade giftermål mellem hvid og sort eller give negeren fuld borgerlig ligestilling. Henry George indtager en lignende holdning overfor kineserne. Amerikas borgere har ret til at værne deres nationalitet mod disse fremmede. Først når hver amerikansk borger har fået sin ligeret til jorden anerkendt, er han rodfæstet så sikkert, at han kan værge sig mod den fremmede race uden at spærre den ude.

Frihed og retfærdighed var de gudstanker, som personliggjordes i Lincoln. Hans tragiske død brændte yderligere dette ind i amerikanernes sind, og Henry Georges sind tændtes i flamme, da budskabet om præsidentens mord nåede San Francisco. I dybt grebne artikler gav han sin harme luft; han havde fundet den opgave, han ville vie sit liv: kampen for frihed og retfærdighed. Sic semper tyrannis!

Under sit hårde liv havde Henry George ofte følt sig stærkt knuget af sin fattigdom. Hans dybe religiøse sind satte ham i stand til at begynde forfra gang på gang igen, når hans forhåbninger brast. “Jeg vil ikke tro”, skrev han i 1861 til sin søster, “at det bestandig skal blive således. Men hvordan det end går, vil jeg gøre mit bedste og se at få det mest mulige ud af det, der byder sig, og for resten sætte min lid til Gud.” Hans stadige tanke drejede sig om at komme ud af de fattige kår. “I was constantly longing for wealth.” Så vidt drev fortvivlelsen ham, at da han intet havde at købe mad for til sin hustru efter hendes nedkomst, gik han ud på gaden og krævede 5 dollar af den første, han mødte. “Havde han ikke givet mig pengene, tror jeg, at jeg var fortvivlet nok til at kunne have dræbt ham.”

Men denne hans fortvivlelse var netop ikke udslag af en nydelsestrang, men af den hæmmede virksomhedstrang, der var dømt til at flakke om uden at kunne finde en gerning. Det var den, der bestemte hele hans fantasi; den gjorde hans sind modtageligt for den dybe vrede over mordet på Lincolns, den bestemte hans medfølelse med de fattige, så han ved et besøg i New York i 1868 ved at se elendigheden i storstadens fattigkvarterer fik en slags pludselig åbenbaring, der viste ham, hvad det var for en kamp for frihed og retfærdighed, der kaldte på ham. “Det var et syn, en kaldelse, giv det hvad navn, I vil. Men hver nerve dirrede. Og i det øjeblik gjorde jeg et løfte. Gennem modgang og medgang, hvad jeg så end har foretaget mig, og hvad jeg har måttet lade ugjort, det løfte har jeg været tro.”

Intuitionen, den pludselige anskuelse, der giver hans tanke fasthed og stiller ham bestemte opgaver, det er et særkende for Henry George. I en sådan intuition får kun det sind udladning, der er helt og fuldt spændt, og den viser os altid, hvad der bor dybest i en sådan mands sjæl. Virksomhedstrangen er Henry Georges sjæl; ikke blot trangen til selv at virke, men trangen til at skaffe al virketrang mulighed for tilfredsstillelse. En ny intuition gav ham klarhed over, hvad det er, der spærrer mennesker ude fra arbejdsmarken.

Det store jernbanespørgsmål havde siden 1866 sat sindene i bevægelse i Californien. Henry George havde ud fra en rent kapitalistisk betragtning klart forstået, at jernbanerne ville gøre alle dem, der ejede jord, miner, forretninger og særlige færdigheder, rigere, men derimod gøre dem, der kun havde deres arbejdskraft at falde tilbage på, fattigere. Deres løn ville synke, og driftskapital ville det blive dem vanskeligere at få. Men disse betragtninger havde ikke født nogen tanke hos ham om, hvorledes en sådan udvikling kunne hindres. Hans sind var alt for frihedsbestemt til at kunne føre ham til det, der for Karl Marx faldt helt naturligt, at gribe til en tvangsorganisation. Han var netop da blevet frihandelsmand. I et eneste møde var han blevet overbevist om, at toldbeskyttelse var unaturlig og kun skabt til at hindre, at de enkelte nationers arbejde kunne komme dem alle til gode. Men da så han på en ridetur i 1869 i omegnen af San Francisco pludselig, hvad det var, der var den store spærrer. Han hørte, at der var en mand derude i de vidtstrakte jorder, hvor tusinder af hænder kunne finde beskæftigelse, som forlangte tusind dollars for en acre. Da faldt det som skæl fra hans øjne. Mennesker røver jorden, som gud har skabt for alle, og gør sig derigennem til herre over dem, der spærres ude. “Og landet”, siger Herren til Moses, “skal ikke sælges med fuld afhændelse; thi landet hører mig til. I er fremmede og gæster hos mig. Men markens jord, som hører til deres stæder, skal ikke sælges; thi den er dem en evig ejendom.” (3. Mosebog, kap. 25, v. 23 og 34.)

Uden ret til jord er mennesket en slave, til hvem jordens ejer kan sige: Du skal arbejde, og jeg skal nyde frugten af dit arbejde.

Henry George havde nu fået det bestemte billede, hvorigennem han ligesom anskuede Guds hensigter, og hvorledes det skulle blive muligt at frigøre arbejdet. At gennemklare denne tanke i dens praktiske gennemførlighed og i dens etiske begrundelse blev hans livs gerning.

Efter at Gud har skabt menneskene, hedder det i l. Mosebog, kap. 1, v. 28-29: “Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder jorden og gør eder den underdanig og regerer over havets fisk og himlens fugle og over hvert dyr, som kryber på jorden. Og Gud sagde: se, jeg har givet eder alle urter, som giver sæd, som er over al jorden, og allehånde træer, i hvilke er træers frugt, som have sæd, de skal være eders føde.” Det er menneskets stolte, frie arbejdsglæde, som her finder sit udtryk. Det er til disse ord, Henry George knytter sin tro på en kærlig og retfærdig gud. Det er ikke på ham, hans kærlighed og hårde naturlove, at skylden for den megen elendighed blandt mennesker kan lægges. “Gud bringer os ikke maden kogt eller urterne tillavede … Hvad han skænker os, er lejlighed til at frembringe disse ting.”

Det er syndefaldet, som fremkalder forbandelsen. I 1. Mosebog, kap. 3, v. 17-19 hedder det: “Og til Adam sagde han: efterdi du lød din hustrus røst og åd af det træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: du skal ikke æde deraf, da være jorden forbandet for din skyld; med kummer skal du æde deraf alle dit livs dage. Og den skal bære dig torne og tidsler, og du skal æde urter på marken. I dit ansigts sved skal du æde dit brød, indtil du bliver til jord igen.” Dette er arbejdets forbandelse. Menneskets besvær ved at skaffe sig føde og nydelser klinger gennem disse ord. De er temaet for Karl Marx, og han søger derfor menneskets opgave i ved sit snilde at blive i stand til at bøde på naturlovenes hårdhed og ubarmhjertighed.

Henry George har blikket rettet på den store, rige arbejdsmark, som intet menneske har skabt, og som det er Guds vilje, at enhver skal have adgang til. Karl Marx har derimod de af mennesker frembragte arbejdsmaskiner for øje. Om end denne forskel i deres synsmåder er stærkt betinget af de samfund, de hver for sig tilhørte, så lå dog hovedgrunden til, at de ser så forskelligt, i deres sindelag. Henry George sætter friheden i arbejdet i første række, Karl Marx er frihedsfjendsk. Friheden er for Henry George drivfjederen i alt produktivt arbejde; for Marx er den kun af værdi i nydelsens timer efter fyraften.

III. Retfærdigheden.

Der er ingen forestilling, der har så stærk bevægende magt over et folk, som forestillingen om retfærdigheden af dets krav. Store folkeskarer kan sættes i drift af øjeblikkelig lidenskab, af sult, krænkelser. O.lign.; men samles om varig handlen kan de ikke, med mindre den fane, som skal samle dem, vajer i retfærdighedens navn. Retfærdigheden, siger Henry George, er måske ikke den højeste moralske fordring, men den er i hvert fald den første. Indtil vi har fået øje på den evige retfærdighed, må den evige kærlighed forblive skjult for os. Uden retfærdighed falder alting sammen; med retfærdighed kommer alt i lave.. Retfærdigheden er kærlighedens tjenerinde. Måske er det det højeste, om vi kunde elske hverandre som brødre og ikke spørge om mit og dit. Men før vi kan tænke på at blive hellige, må vi først blive retfærdige. Retfærdighed er altid hensigtsmæssig; men man bestemmer ikke, hvad der er det retfærdige, ved at grunde over, hvad der kunne være hensigtsmæssigt i dette eller hint tilfælde.

Der er næppe noget, som skarpere karakteriserer en livsanskuelse, end den plads, retfærdigheden indtager den. Der er livsanskuelser, der som Henry Georges overalt går ud fra retfærdigheden og ved dens hjælp søger at bestemme alle andre værdier. Der er andre, der som Karl Marx går ud fra givne praktiske forhold, fra følelser som næstekærlighed eller medlidenhed og så bestemmer det retfærdige som det, man mener egnet til at fyldestgøre de af disse forhold og følelser stillede krav. For den ene er retfærdigheden evig, altid den samme; for den anden er det, som til en tid er retfærdigt, muligvis uretfærdigt til en anden. For disse sidste gælder profeten Amos ord: “Tag bort fra mig dine sanges brusen; dine harpers toner gider jeg ikke høre. Men retten skal bølge frem som vandene og retfærdighed som en stedse rindende bæk.” (Amos, kap. 5, v. 23-24.)

I den store sociale strid er det om disse modsatte synspunkter, det gælder at komme til klarhed. Er det retfærdigt, at den ene savner, den anden nyder? Det er et falsk spørgsmål, siger Henry George. Den eneste kraft, som nogensinde har været i stand til at fremkalde et så ædelt broderskab – en stærk og udpræget religiøs tro –, skorter det på, og den bliver daglig mindre. Et samfundsstyre, der ville gennemføre en sådan ordning, ville åbenbart knække sammen under byrden. Det kan være ædelt at give, men det er ikke ædelt at kræve, at andre skal give af deres eget, for at jeg selv kan slippe for besværet selv at frembringe, hvad jeg behøver.

Du skal ikke stjæle! Det er den klippe, hvorpå samfundet må bygge. Man stjæler, når man tilegner sig, hvad andre frembringer, og det sker, både når man beriger sig ved at tage frugten af andres arbejde enten ved direkte rov eller ved at give dem for lav en arbejdsløn, og når man for at tilfredsstille sine egne savn kræver gaver af dem, der har skabt sig velstand ved deres eget arbejde. Forvirringen i de moralske begreber, der i menneskelighedens navn godkender misundelse og tager fra den ene for at give til den anden, er også en af de ulykker, som mennesker har bragt ind i verden ved at miskende Guds verdenslov. Ved at forstyrre det frie arbejde har man forvandlet den sunde arbejdstrang til en usund nydelsestrang. Ingen, siger Henry George, kan på ærlig måde blive rig, uden at han ved sit arbejde også gør samfundet rigere og gavner andre. Hvis vi tillod styrke og list at plyndre det ærlige arbejde, ville der selv i Paradis findes fattigdom. Men plyndring er plyndring, til hvilket formål den så sker, om den sker i de riges eller i de fattiges navn. Tiggere så vel som tyve lever på andres arbejde. Her er intet kompromis muligt. Det må gælde ubetinget, at man skal lade enhver beholde sit. Ejendomsretten må være hellig og ukrænkelig; og dens udtryk er det ganske ligefremme, at enhver har ret til udbyttet af sit arbejde helt og udelt, men heller ikke til en øre mere.

Dette er den sjælelige naturlov, som vidner om Skaberens visdom og godhed, og som i fasthed står jævnsides de fysiske naturlove. Gud har skabt en rig natur, til hvis sum af stof og kraft mennesket ikke formår at føje en tøddel. Mennesket kan kun lede og ordne. Uden hans arbejde omdannes naturens stof ikke til arbejdsprodukt, dvs. til at blive skikket til at tilfredsstille hans fornødenheder. Men har mennesket ikke sikkerhed for at beholde sit arbejdsprodukt, så arbejder han ikke. Den, der rokker ved denne sikkerhed, forstyrrer og forarmer samfundet; men den, der giver mennesket adgang til uden arbejde at tilfredsstille sine fornødenheder, gør det samme.

Ret til arbejde har enhver i den forstand, at ingen har ret til at spærre andre ude fra adgang til det naturstof, som Gud har skabt og skabt for alle. Derimod er det en forvirring at hævde, at nogen skulle have ret til at kræve, at andre skal benytte hans arbejde. Retten til arbejde er ikke retten til at få arbejde anvist, men kun retten til at skaffe sig det selv. Endnu mindre eksisterer der en ret til at kræve, at andre skal betale et menneske en vis løn for hans arbejde, men alene en ret til selv at råde for, at sælge eller fortære, det arbejdsprodukt, man frembringer.

Kun hvor denne klare og utvetydige retsfordring hævdes, vil fremskridtet blive almindeligt, idet kun da sporen til at anvende sine evner og forøge sin duelighed kan komme til at virke. Der eksisterer ingen ret, som kunne medføre samfundets skyldighed til at værne tåben mod følgerne af hans tåbeligheder. Ethvert sådant forsøg fra samfundsmagtens side vil føre til en indblanding i de private anliggender, borgerne vil umyndiggøres og en almindelig demoralisation blive følgen. Forestillingen om hver mands skyldighed til at gøre sin pligt er en stærkere drivkraft til socialt fremskridt end forestillingen om nytte.

Denne klare og skarpe retfærdighedsfordring vil dog svæve ud i det tågede, hvis det under de sammensatte samfundsforhold skulle være umuligt at udfinde, hvad der er et menneskes arbejdsprodukt. Det er ganske umuligt at udskille hver enkelts andel i de færdige varer, som udgår fra en større bedrift. Men det behøves heller ikke. Som jordrenten kan udskilles fra arbejdsudbyttet, kan lønnen udskilles fra arbejdsproduktet. Lønnen er den pris, for hvilken arbejderen vil sælge sit arbejdsprodukt, og den retfærdige løn findes da let, hvor arbejdet er frit, idet ingen vil arbejde i andres tjeneste for mindre end det, han kan tjene ved at arbejde for sig selv. For Karl Marx står denne simple udvej til at finde arbejdslønnen ikke åben, fordi han har spærret den for sig selv ved på forhånd at have ofret tanken om arbejdets frihed på maskinernes alter.

Ved således at give sit retfærdighedskrav en ganske fast karakter og kunne påvise dets anvendelighed i de mest sammensatte livsforhold, får Henry George en sikker bund under sin forherligelse af arbejdet. Arbejdet er ikke forbandelsen, som hviler over en syndig slægt, men et adelsmærke, som viser arbejderens værdighed til at være al den øvrige skabnings herre. Mennesket er det eneste væsen, som producerer, idet han bevidst knytter middel og formål sammen. Dyrene følger deres instinkter, men de arbejder ikke i egentlig forstand. Henry George ved ikke, hvor dybt han her er inde på de samme tankespor, som Kant fulgte; men han kommer til det samme resultat som denne ved at opdage, at arbejde altid er tankearbejde. Kun et fornuftvæsen kan arbejde. Man kan spænde hundrede menneskers kroppe sammen og lade deres lemmer virke som vægtstænger i en maskine. Men jo mere man gør det, desto mere hindrer man dem i at tænke selv. Tanker kan ikke lægges sammen; og en sådan menneskehobs samvirken har kun plads for én tanke, den der leder dem alle og sætter dem i gang. En sådan menneskemaskine bliver altid fattigere på arbejdsmuligheder end en samvirken, der fremgår af alles tænken, hvor enhver forstår, hvad der er det samlede mål, og lægger al sin intelligens og omtanke ind for at udføre sin del af arbejdet så godt som muligt.

Men dette adelige arbejde nås kun i frihed, hvor mennesket bliver sig selv bevidst som fornuftvæsen. Derfor gør Henry George idelig og idelig opmærksom på den store forskel, der er mellem den naturlige, ubevidste organisation, der overalt medfører vækst og frodighed, og den kunstige mekaniske anordning, der ikke evner at benytte nogen drift i hjulene selv. Karl Marx’ mekaniske samfundsstyre og hans tro på en udvendig overledelse af produktion og fordeling, frastøder Henry George på det dybeste. Menneskelivet i al dets rigdom vil ved en sådan kunstig ordning fortørres. Arbejdsdriften, hvis frie uhæmmede strømmen er grundbetingelsen for fremgang og tilfredshed, vil hæmmes, og utilfredshed, evneløshed og sjælelig usundhed vil blive følgen.

IV. Kærlighed.

På denne stærke og klare retfærdigheds grund hæver Henry Georges livssyn sig til den mest forstående menneskeligheds højder. Arbejdets nødvendighed er ikke et vidnesbyrd om Skaberens hårdhed, men om hans godhed og barmhjertighed. Arbejdet er en lyst, når mennesket ser det gro under sine hænder. Lykken vokser med bevidstheden om det selvfortjente. Henry George renser derved næstekærlighedens dunkle strøm i vort sind. Kristendommens forskrift er ikke, at du skal tage vare på din næste og tænke og handle for ham; den går heller ikke ud på, at du skal være bekymret for dit eget vel og din egen sjæls frelse. Kristendom er, at du ser det som din skyldighed at arbejde med på, at verden kan blive en bedre verden at leve og virke i for alle.

Dette arbejde består i at gøre arbejdet frit. Når det sker, så vil ganske vist ikke alle blive lige, men forskellene vil blive mindre. Jagten efter at erhverve mere, end man kan bruge, vil høre op, fordi enhver vil forstå, hvor tåbelig den er, når frygten for i morgen at stå uden adgang til at kunne skaffe sig det fornødne forsvinder. Glæden ved at skabe store og omfattende virksomheder vil fremdeles kræve, at man må sørge for at have de nødvendige driftsmidler under sin rådighed; men griskheden efter profit vil blive mindre.

Den form for menneskekærlighed, som består i at uddele milde gaver i større eller mindre stil, er derimod i sig selv kun en nødhjælp, og den gør skade ad to veje, når man tillægger den nogen som helst principiel betydning. Den vil nemlig for det første slappe ens arbejde på at fjerne de arbejdshæmninger i samfundet, som er kilden til fattigdommen. At den ene hjælper den anden ved lejlighed, er menneskeligt; men at der kan bydes sådanne foranledninger, er ikke noget socialt problem og kræver ingen sociale foranstaltninger. Fattigdommen er kun et socialt fænomen, når den er en kronisk tilstand, der fremkommer ved, at sunde, arbejdsduelige og arbejdsvillige mennesker ikke kan skaffe sig det fornødne. Men arbejdet på at ændre disse sociale misforhold svækkes, hvor man sætter sin kraft ind på at skabe hjælpeforanstaltninger i større stil. At helbrede den, der har lidt skade, er en rosværdig opgave; men den bedste vej at gå er at hindre de sumpdannelser, hvoraf skaderne opstår. Og ikke blot ledes de varmhjertede menneskers arbejde bort fra denne vej, når kraften sættes ind på at skaffe adgang til hjælp. De, der skal modtage hjælpen, vil selv slappes i deres anstrengelser for at hjælpe sig selv. Den sum af arbejdsenergi, der derved går tabt, er umådelig, fordi det er æresfølelsen og den moralske karakterstyrke, som svækkes. Fremskridt afhænger ikke i første linje af teknisk og intellektuel udvikling, men er først og fremmest et spørgsmål om moral.

Men dertil kommer for det andet, at den sociale hjælpsomhed er uvirksom, så længe man ikke har berøvet tyvene deres adgang til at tilegne sig det, som er andres. I et samfund, hvor der er nogle, som har det privilegium at tilegne sig andres arbejdsudbytte, vil de samme menneske også have magt til at tilegne sig de gaver, kærlige hænder rækker de bestjålne. Henry George bliver ikke træt af at påvise de talløse veje, ad hvilke understøttelser og gaver bidrager til at formindske arbejdslønnen og forhøje huslejen.

Man vil forfærdes, siger Henry George, når man engang rigtig overvejer, hvor meget hjernearbejde, hvor megen energi og kapital, der anvendes, ikke til at skabe mere velstand og flere værdier, men blot til at slå sin klo i de værdier, som findes. Men denne ødslen af energi på unyttig og forbryderisk vis vil mangedobles, når barmhjertige mennesker lægger deres milde gaver ud til bytte for de griske. Foruden den energi, som røverne vil udfolde for at få fat også i disse gaver, vil også en ny stor mængde energi sættes ind fra deres side, som trænger til hjælp, for at opnå at komme i betragtning ved hjælpens uddeling og for at få denne gjort så stor som mulig. Og enhver sådan energi går til spilde for det værdiskabende arbejde. Indyndelse, smiger, bagvaskelse vil derimod komme til a blomstre.

V. Kulturen.

Arbejdet på at gøre verden bedre at leve og virke i er den sande menneskelighed. Som alle arbejdsprodukter kun opstår ved arbejde med naturens stof, opstår også vor kultur kun ved et sådant arbejde. Og som alle arbejdsprodukter atter går til grunde, når de ikke stadig vedligeholdes eller fornyes, vil også vor kultur kun kunne opretholdes ved et stadig fornyet arbejde på at holde rettens linjer klare.

Henry George vender sig mod den tro, at fremskridtene i verden bygger på en ved slægtsarven sikret raceforbedring. Den Darwin-Spencer’ske opfattelse flytter ansvaret fra menneskene selv over på naturen eller gud. Vi har ingen erfaring for, at menneskenaturen er blevet kendeligt forandret eller forbedret i tidernes løb. Og så langt fra, at denne benægtelse af en raceforbedring skulle gøre vor stræben efter bedre tilstande mere håbløs, er den tværtimod egnet til at fylde os med større kraft og lysere håb. Kulturen er vor egen viljes værk. Vor vilje til at være retfærdige står altid i vor egen magt, og af den afhænger alt. Hvis vi i vor tro på fremtiden var afhængige af den omdannelse af instinkter og den bundfældning af hensigtsmæssige egenskaber, som kan skyldes arv, så var det alt sammen først ret håbløst. Så var vi prisgivet en magt udenfor os selv, en naturproces, som vi ikke kan stille noget op imod. Vi måtte da lægge hænderne i skødet og vente alt af den ubønhørlige skæbne.

Men erkender vi, at Gud har givet os midlerne til at skabe kultur, som han har givet os alle de fornødne midler til at arbejde på at tilfredsstille og udvide vore fornødenheder, men at han har overladt det til os selv, om vi vil benytte disse midler, så vil vi også føle ansvaret for at forsømme dette arbejde. Som vore huse, vort indbo, vore klæder og hele vor velstand forfalder, når vi ikke stadig sørger for at vedligeholde dem, således vil vor kultur gå til grunde, hvis vi handler mod retfærdighedens bud. Samfundene, siger Henry George, visner ikke ovenfra, men nedenfra, og denne visnens første tegn er, at man anser sådanne sociale reguleringer, der vidner om svigtende friheds- og retfærdighedssans, for at være fremskridt.

Det er letsindigt at tro, at man ved at regulere de enkeltes arbejde kan hindre, at samfundet dør. Under tydelig adresse til Karl Marx siger Henry George, at et sådant reguleret samfund allerede er et lig. Opløsningsprocessen vil komme med frygtelig voldsomhed.

Til alle tider har menneskene draget en forskellig lære af historien. Nogle mener, at den viser os et bestandigt op og ned, hvor fremgangstider afløses af nedgangstider. Andre mener, at der gennem dette op og ned dog strækker sig en stadig fremskridtslinje. Overfor sin samtidige Mendelssohn, som mente, der ikke var mere end et svingende op og ned, gjorde i sin tid Kant gældende, at det er nødvendigt for os at antage, at der er et stadigt fremskridt, fordi ellers vor stræben efter at holde opgangslinjen vilde trættes ved sin meningsløshed. Af sig selv gør Henry George holdt ved den samme betragtning, kun i den form, at han betoner, at det aldrig er håbløst for kulturen, når vi blot ubetinget og uden slinger holder fast ved retfærdigheden. Gør vi ikke det, så kommer nedgangen, der trods al vor snildhed vil blive en endelig og uoprettelig nedgang.

Alle det 19. århundredes sociale teorier regner med katastrofen. Karl Marx ser i den sociale revolution et nødvendigt udslag af tilværelsens egen dialektik, at klassemodsætningen må spændes til sin katastrofale højde, før den kan forsvinde. Gennem katastrofen bryder samfundet sig vej til højere og lysere livsformer. Ganske modsat ser Henry George på sagen. Katastrofen er samfundets sprængning. Af dets ruiner vil næppe nogen ny kultur opstå. Som den blinde Samson ved at bøje templets søjler begravede både sig selv og filisterne under de sammenstyrtende hvælvinger, vil mængden, der uretfærdigt er hæmmet i sin virketrang, og hvis nydelsestrang derfor har taget magten i en rasende misundelse, blot tænke på at rive ned og ikke evne at bygge op. Har den, i hvis hænder valgretten lægger den bestemmende myndighed, ikke lært det frie energiske arbejdes nødvendighed og velsignelse at kende, så vil han være som den blinde Samson, der blot tørster efter at styrte sine plageånders tempel i grus, men ikke tænker på at bygge et nyt eller ved, hvorledes det skal gøres.

Således vil uretfærdighedens følger blive, og straffen for den bliver forfærdelig. Derfor kalder Henry George til arbejde for at gøre verden bedre for alle at leve og virke i.

“Det er den ædleste opgave, et menneske kan stille sig. Hvad findes der for øvrigt i livet, der kan sammenlignes med en kamp som denne? Et og kun et er absolut sikkert for hver mand og kvinde, såvel som for enhver anden af kød og blod – det er døden. Hvad vil det betyde for os om nogle få år, hvor meget vi har til overs? Er det ikke den ædleste og bedste benyttelse af livet at virke hen imod en forbedring af tilværelsen for dem, som følger efter os, og gøre den lykkeligere ved at føre krig mod uretfærdigheden?”

Med disse ord sluttede Henry George et af sine foredrag; det blev holdt i Anti-Poverty Society i New York 1887. Og i disse ord samler hans livsbetragtning sig. På retfærdigheden kan du bygge med tillid og forventning om, at menneskehedens tempel vil løfte sine slanke spir med gyldne fløje højt mod himlen.