En mindeartikel af dr. phil. C. N. Starcke.
Gads magasin).
Fra Tidsskriftet RET, Nr. 2, 1909
Den 2. sept. er det 70 år siden Henry George fødtes. Kun 70 år, og kun 30 år siden hans berømte værk Progress and Poverty[1] udkom. Den bevægelse, som dette skrift har sat i gang, og den forandring i vilkårene for det sociale fremskridtsarbejde, som det skabte, er så uhyre, at man uvilkårligt studser, når man som ved denne lejlighed bringes til at mindes, at det kun er 70 år siden, Henry George så dagens lys.
Henry George har det tilfælles med alle store samfundsreformatorer, at han er opfyldt af den dybeste medfølelse med dem, som lever på livets skyggeside. Hos nogle fører denne medfølelse til et arbejde på direkte og umiddelbart at afhjælpe den nød, som findes. Hos andre omsætter medlidenheden sig til had mod dem, som har rigelige indtægter, og der tumles med planer og reformer, der tager fra den ene og giver til den anden. Henry George står lige langt fra begge. Hans lære er den mandigste forkyndelse af retfærdigheden; ikke barmhjertighed, kun retfærdighed er i stand til at højne menneskene, og han ejer den lyseste tro på de etiske værdiers magt; retfærdighed og intet andet er i stand til at løse det sociale spørgsmål; den er både den nemmeste og den mest virkningsfulde samfundsordning.
De bestræbelser, som mennesker af et godt hjerte udfolder for at afhjælpe den forhåndenværende nød ved at give gaver, tilstopper ikke de kilder, hvoraf nøden rinder, og rammer ofte ved siden af, idet det ofte bliver helt andre, gaven i virkeligheden tilfalder. Private stiftelser, større organiserede humane foranstaltninger, hele den humane hjælpelovgivning, som de liberale har fremmet så stærkt, forhindrer ikke, at stadig nye og større skarer af nødlidende opstår. Det er kun symptomerne på samfundets sygdom, den beskæftiger sig med, men går ikke ind til selve dens årsager, og bliver derfor ikke blot samfundsmæssig set resultatløs, men kan endogså virke skadeligt. Særlig må man være betænkelig ved en barmhjertighedens reformlovgivning, fordi den let tager værdighedsfølelsen fra menneskene. At leve af andres barmhjertighed er ikke foreneligt med selvstændighed, og at lære at regne med andres barmhjertighed som en assurance, svækker både menneskets mandige ansvarsfølelse og frister ham til at lade sig drive med strømmen og nøjes med at svømme i vandskorpen.
Det eneste, mennesket kan kræve, er sin ret. I jo højere grad man kan sikre ham, at retfærdigheden sker fyldest, desto alvorligere kan man også lade ham vide, at mere kan han ikke vente, resten bliver hans egen sag, hans eget ansvar. Retfærdighed er dette ganske bestemte, at udbyttet af en mands arbejde tilhører ham selv, og at ingen må tilegne sig udbytte, hvor han intet arbejde har udført. Retsbeskyttelsen er samfundets sag; men har det løst denne opgave, så har borgerne ikke mere at kræve; det bliver hver enkelts sag at arbejde, når han vil nyde.
Dette princip, at enhver har ret til udbytte af sit arbejde, har Henry George fælles med socialdemokratiet; men for Henry George bliver dette et Klart og bestemt princip om retten til det udbytte, som arbejdet giver, for Socialdemokratiet bliver det retten til, at arbejdet skal give et udbytte og endda et udbytte af en bestemt størrelse. Derfor må Socialdemokratiet påkalde samfundsmagtens formynderskab for at forestå fordelingen og er i virkeligheden ikke en lære om retten til sit arbejdes udbytte, men om retten til at blive forsørget, og derved træder socialismen i modsætning til Henry Georges lære såvel i sit praktiske samfundsarbejde som i sit etiske grundsyn.
Socialismen er ikke det samme som underklassens kamp for at forbedre sin stilling. Socialisme bliver den kamp først, når den vil nå sit mål gennem en afskaffelse af den frie konkurrence, den private ejendomsret og den private foretagsomhed. Socialismen viser derigennem sin tvivl om, at et frit arbejdende samfund kan ordnes retfærdigt, og sin tvivl om, at man nøje kan bestemme et arbejdes udbytte. Men derigennem er hele grundlaget blevet forvandlet, det er ikke længere retfærdigheden, men forsørgelseskravet, som stilles i forgrunden.
Dette krav er uetisk og står i klasse med betleri. Med stor styrke fremhæves dette af Gustav Büscher i en lille pjece, Ein Wort an die Sozialisten und solche, die es werden wollen(Zürich 1909). Büscher er en tilhænger af Henry George og bebrejder ud fra denne tro på retfærdigheden socialdemokratiet, at det både nedbryder denne tro og skaber en ufrugtbar og hadefuld klassekamp i stedet for et frugtbart arbejde på løsningen af en ganske bestemt opgave. Ret, siger han, er ikke nogen tom talemåde; ret går aldrig i det grænseløse, men har altid en bestemt målestok og en fast afgrænsning. Men når socialdemokratiet taler til underklassen om dens ret, så er det aldrig denne eller hin bestemte rettighed, men et ubestemt, der snarere må kaldes et umættet krav på at få. Samfundet kommer som en følge af socialdemokratiets agitation til at stå for underklassen som den store vidundermagt, den skal skaffe den alt, hvad den trænger til. Det er den påtrængende tiggers sprog, den fører, der i enhver besiddende ser en udplyndrer, og finder det bekvemmere at forlange og ikke forstår værdigheden i hellere at ville fortjene.
Ligesom Henry George vil socialdemokratiet arbejde for retfærdighedens og kærlighedens rige. Men deres sprog er ganske forskelligt. Socialdemokratiets sprog ånder had og forbitrelse mod overklassen. Henry George forbinder fasthed og mod i at kræve retten med ængstelighed for ikke at krænke nogens ret. At der til hver ret hører en pligt, at der til retten at ville have, hører pligten at ville arbejde, det glemmer Henry George intet øjeblik, medens voldsomheden i kravet på det, man savner, fører socialdemokratiet til at glemme at tale om de krav, man må stille sig selv. Under de hårdeste personlige prøvelser glemte Henry George aldrig sin værdighedsfølelse; det faldt ham aldrig ind at tiltrygle eller tilegne sig gaver; hans stræben var kun den selv at fortjene sit brød. Derfor var han altid langt borte fra drømmen om en fordelende samfundsmagt, der skulde forsørge menneskene; det var kun retten, han ville. I stedet for at tale om kunstige ordninger af samfundet, som gennem gyldne forestillinger om en fjern fremtids paradis skal trøste dem, som nu lider, samlede han al sin kraft om at påvise den fundamentale retskrænkelse, som skaber lidelsen i det bestående samfund og at styrke den tro, at får folket først sin ret, behøver det ingen almisser.
Den dybeste uretfærdighed finder han ikke som socialdemokratiet i individernes frihed til efter deres evner og iver at arbejde og skabe sig indtægt. Tværtimod, friheden er for Henry George betingelsen for alle kræfters rigest mulige udfoldelse. Uretfærdigheden ligger i, at somme har et monopol, hvorved de tilegner sig udbyttet af andres arbejde uden selv at arbejde. Dette monopol fandt Henry George i, at private kan tilegne sig den værdi, som jorden får blot ved samfundets vækst. Denne værdi kan ingen enkelt mand forøge ved sit arbejde eller formindske ved sin forsømmelse. Han kan ved sit arbejde skabe andre værdier for tusinder af kroner på eller i jorden, men disse forsvinder igen med hans arbejde. Til dem har han fuld og ubeskåren adkomst. Men jordens værdi som sådan opstår, vokser og forsvinder med samfundets udvikling, og til den værdi har derfor kun det hele samfund adkomst. Det er ved at tilegne sig denne samfundsejendom, at den enkelte forringer livsvilkårene for de andre og tvinger dem til at arbejde for ham på de vilkår, han sætter. Det er bestemt og klar tale, og den lyder nu over hele den civiliserede verden. Harmen over uretten er ikke båret af misundelse mod rigdommen; kravet, som stilles, er ikke at komme til at leve ved andres forsorg, men kun at bygge sin tilværelse på egen arbejdsomhed, udholdenhed og opfindsomhed. Bind menneskene, anvis dem deres pladser hver for sig, og sørg for, at hver bliver mættet om aftenen, når han har fulgt dine befalinger om dagen, det er socialdemokratiets vej fremad. Lad menneskene fri, lad dem arbejde frit, handle frit og om aftenen fortære det brød, de selv har evnet at tjene i dagens løb, den ene mere, den anden mindre, men sørg blot for, at ingen tager den andens brød. Det er Henry Georges lære. Nu omstunder tager staten fra alle, fordi den til nogle få har bortgivet det, den selv ejer. Derfor rives om aftenen brødet ud af de manges hænder og lægges over i de få privilegeredes hænder.
Hvorledes dette sker og hvorledes det vil høre op, når retfærdigheden sker fyldest, og samfundet får udbyttet af sit arbejde som den enkelte af sit, det har Henry George påvist så klart og så fatteligt, at det forstås over den hele verden.
Derfor vil Henry Georges fødselsdag blive fejret overalt, ikke ved officielle fester og højtidelige optog, men gennem den strøm af frejdigt håb fra de mange, som hans lære har styrket i troen på, at det er muligt at skabe retfærdighed, og hvis overbevisning han har grundfæstet, at det er ad retfærdighedens vej, stolte og frie menneskers lykke vindes.